Det er naturligvis forståeligt, at alle politikere mener, at embedsmænd skal have sandhedspligt. Enkelte vælgere vil imidlertid kunne huske politikere, som benægtede indgreb i lærernes overenskomst, efterlønnen og diverse andre forhold, lige indtil indgrebene var en realitet. Så kravet om sandhedspligt holder jo ikke. Så enkelt kan det siges. Hvis noget er fortroligt, så skal hemmelighedens vogtere både bestride sandheden, lægge røgslør ud og om fornødent lyve groft, hvis det er nødvendigt. Sådan er det, og sådan er det også i andre retssystemer.
Ikke desto mindre forekommer det stadig stødende, at Justitsministeriets embedsmænd er blevet grebet i solide løgne, så noget må der være galt i dommernes synspunkter. Men hvad? Et oplagt forhold at gribe fat i er, at dommerne tilsyneladende uden nærmere omtanke accepterer, at bestemte oplysninger er omfattet af tavshedspligt. Det ser næsten ud som om, de ligefrem mener, at chefen for PET kan pålægge sin minister, at en oplysning ikke må videregives. Og det er da bagvendt. Tavshedspligt er jo sjældent en objektiv størrelse, men derimod noget som pålægges efter en overvejelse af, om offentliggørelse af den enkelte oplysning kan skade nogen eller noget. Og man sidder oprigtig talt tilbage med en mærkelig smag af, at der ikke er nogen overvældende grund til at holde det hemmeligt, at der er mere uro på Christiania og byens værtshuse på en lønningsdag. Og næppe mange vil heller være uenige i, at DFs politikere rent faktisk har en særlig risiko på Christiania.
Men selv hvis hemmeligholdelse deraf var så pokkers nødvendig, så knækker filmen alligevel. For Justitsministeriet overholder jo slet ikke sin egen – selvpålagte – tavshedspligt. Tværtimod orienterer man udvalgets formand. Og så må vi andre blot konstatere, at hvis ét folketingsmedlem kan tåle at få den viden, så kan de alle. Det er dog slående, at dommerne for at komme ud af den klemme accepterer et postulat om, at de 2 topembedsmænd i Justitsministeriet havde læst så lidt forfatningsret på universitetet, at de ikke var bekendt med, at en udvalgsformand blot er den ‘første iblandt ligemænd’. Andre jurister kunne måske have haft højere forventninger til embedsmænds viden.
Den korrekte fremgangsmåde for minister og embedsmænd havde været at meddele udvalget, at politiet enten måtte ‘pakke udvalget ind’ i så mange betjente, at udvalgets medlemmer ikke ville få noget at se, eller også ville besøget indebære en betydelig sikkerhedsrisiko. At man ikke gjorde det, skyldtes vel, at det skulle forhindres, at nogle politikere (d.v.s. Dansk Folkeparti) så ville slå mønt på situationen. Der var i så fald tale om et billigt politisk spil, som blev pakket ind i en masse juridiske klædebon. Det var selvmodsigende fra start af, og det er ikke blevet ret meget smukkere med tiden.
Fra Jyllands-Posten 10. maj 2014