Ukraine – en gentagelse af München 1938

De sidste ugers begivenheder i Ukraine kalder minder frem om 30’ernes appeasement,
hvor de europæiske stormagter udviste stor forståelse for tyske krav om at bringe tyske
mindretal ‘Heim ins Reich’. Først og fremmest Anschluss i foråret 1938 og München-
aftalen, der delte Tjekkosovakieti efteråret samme år, ligger ige for som paralleller. Og når man først har trukket den parallel, så er det svært fristende at videreføre analogien.

I 30’erne fulgte i foråret 1939 besættelsen af den resterende del af Tjekkiet, anneksio-nen af Memel og dernæst udløste angrebet på Polen om efteråret et ragnarok uden
sammenligning i Europas historie.

Sådan skulle det nødig gå denne gang, og derfor fortjener analogien lidt kommentarer.
Det har lige siden 1938 ligget i luften, at slagsmålet skulle have været taget senest i an-ledning af Tjekkoslovakiet. Geografisk var landet nemt at forsvare, det havde et udbyg-get net af grænsefæstninger, en rustningsindustri som tyskerne fik stor fornøjelse af, og
så var det i modsætning til Hitlers andre ofre demokratisk.

Den umiddelbare årsag til Verdenskrigen blev imidlertid, at England og Frankrig i foråret
1939 udstedte en garanti for Polens grænser. Man kan spørge sig selv om det var en klog handling.

Schleswig-Holstein indleder 2. verdenskrig i Danzig havn.

Polen var ikke demokratisk, det havde gammeldags militær – omend det er en myte, at man med overlæg brugte kavalleri mod tanks – og det havde endog selv tilranet sig en del af Tjekkoslovakiet. Polens frihed var ikke af væsentlig betydning for de vestlige landes mulig-hed for at forsvare sig mod nazismen, og erobringen af Polen indebar ikke samme væsentlige styrkelse af Tysklands militære magt.

At Polen udløste krigen skyldtes derfor ikke så meget behovet for at England og Frankrig skulle beskytte sig selv mod yderligere aggression, men i højere grad engelsk og fransk indenrigspolitik, hvor regeringerne stod overfor parlamenter, der i foråret 1939 følte sig snydt efter Hitlers fuldbyrdede anneksion af Tjekkiet.

Det virkeligt forsmædelige ved München var vel også, at de ‘gode’ var med til at underskri-ve aftalen. Man overlod ikke bare Tjekkoslovakiet til sin skæbne, men hjalp decideret med tilat fratage det muligheden for et forsvar. Navnlig for Frankrig, der havde et forsvarssam-arbejde med Tjekkoslovakiet – bl.a. var de tjekkiske grænsebefæstninger bygget efter Maginotlinjens model – må det have føltes forsmædeligt. Til sammenligning så har de demokratiske lande denne gang ikke været med til at godkende nogen form for russiske overgreb. Det er da en lektie,som man har lært.

Resultatet af skuffelserne blev garantien til Polen. Men det var en hovsa-løsning. Og da Hitler nu havde sat dagsordenen, så greb man til hans egen metode, nemlig et militært svar. Det havde måske egentlig ikke været nødvendigt.

I samtiden fremstod Hitlerstyret som en økonomisk succeshistorie, hvilket idag kan undre. Vi ved nu, at Tysklands økonomi var på sammenbruddets rand i 1939 Det har næppe reduceret styrets ønske om ‘Lebensraum’, at man i adskillige år inden krigen måtte rationere basale fødevarer. Når der er mangel på kartofler, så ser det altså ikke godt ud. Naturligvis havde nazisterne et dybfølt ønske om at genere jøderne, men når de udvandrende jøder blev frarøvet deres formuer, så skyldtes det også, at selv om antallet af udvandrende var beskedent, så var valutakassen så tom, at den simpelthen ikke kunne bære et træk af den størrelsesorden.

Hvad kan vi gøre?

Når vi idag skal reagere på Putins anneksion, så må der være 2 mål. Først og fremmest

at forhindre gentagelser i andre dele af Ukraine og i andre lande. Og dernæst at rulle ag-gressionen tilbage.

Hvis jeg var politiker i et truet land, så ville det godt nok være svært at modstå lysten til en
effektiv etnisk udrensning, uanset det netop ville kunne provokere Rusland. Alternativet
må være at sikre sig de lokale russeres loyalitet med alle mulige midler. I modsætning til
russerne på Krims forventninger, så skal de i hvert fald vide, at Rusland ikke er et af de
lande, som flyder i mælk, honning og retfærdighed.

Skulle situationen imidlertid gentage sig, så må det være højt prioriteret at sikre sig, at der efter en russisk magtovertagelse er effektiv mulighed for at holde gryden i kog.Hvor megen modstand skal der mon egentlig til, førend russerne giver op. De baltiske lande har tidligere haft modstandsbevægelser, der fungerede i ganske mange år efter afslutningen af 2. verdenskrig. Der er allerede rigeligt med utilfredse minoriteter i rusland tilat agere håndlangere. Og der skal såmænd også nok være nogle gasproducerende dele af Rusland, hvor de lokale kan få gode ideer om, at de nok hellere selv vil beholde indtægterne.

Selv hvis Natolande udsættes for aggression, så må det være tvivlsomt, om vi vil tage
handsken op militært. Der er som sædvanlig tale om asymmetri mellem de 2 parters omkostninger ved en krig. Vi har meget mere at miste end de. Alternativet er, at vi må finde metoder til at ramme den russiske infrastruktur og økonomi på måder, der for alvor kan mærkes. Umiddelbart er det ikke mit kompetenceområde, men der må være nogen som kan den slags.

En af Ruslands oplagte handlemuligheder i en økonomisk strid vil være nationaliseringer
uden erstatning, d.v.s. rendyrkede konfiskationer. Det må der være forberedt brutale svar på. Allerede det frie marked vil straks reagere på den slags i en grad, som ethvert styre vil fortryde at have udløst. Men der skal også være mulighed for at gøre yderligere gengæld.

Vigtigst, både med hensyn til at hindre fremtidig aggression og for at få genoprettet status
quo ante bellum (tilbageførsel af Krim) er imidlertid, at det hele er udløst af indenrigspoliti-ske forhold i Rusland. Og derfor skal tvisten også løses på samme måde. Vi skal ganske
enkelt have Ruslands befolkning til selv at forlange, at det ikke sker igen, og at Krim skal
gylpes op.

Traditionelt blander man sig ikke i fremmede landes indre forhold, og det skal da også gø-res med gefühl, men hvis Putin har været motiveret af frygt for en orange revolution, så
skal han vel ikke kunne regne med, at vi ligefrem vil modarbejde en sådan udvikling i hans hjemland. Hvis han selv vil spille bold efter sine egne regler, så må vi også tiltage os retten til at følge hans regler. Det er imidlertid helt klart, at den slags er omfattet af den franske talemåde om altid at tænke derpå, men aldrig tale derom.

Den seneste tid har Moskva lanceret en lind grød af halve sandheder, hele løgne og pure
opspind om situationen på Krim. Det kan ikke være så specielt vanskeligt at bryde monopolet på meningsdannelse i Rusland. Internettet er trods alt opfundet.

Der har allerede været opgørelser af, hvor meget Krim netto har kostet Ukraine. Det bliver i hvert fald ikke billigere for Rusland, der skal til at indfrie forventninger om bedre livsforhold hos de overtagne borgere. Og hvis man ikke kan levere det, så bliver Heim ins Reich næppe så farligt interessant for russiske minoriteter andetsteds.

For en relativt fattig russisk befolkning, der for en stor dels vedkommende bor mindst lige så langt fra Ukraine som vi, må der være ret snævre grænser for, hvilke byrder man vil bære i nationalismens navn, hvis man kan indse, at de samme ressourcer kan bruges til at forbedre ens egen levestandard. Det er jo notorisk, at russerne ikke har oplevet samme fremgang som de andre tidligere Warszavapagt-lande. Det må være muligt at få kolporteret det budskab, at det kunne de få, hvis deres regering blot ville holde fingrene fra andre lande og begynde at regere fornuftigt.

Om disse strøtanker er noget værd, må andre dømme. Men næsten hvad som helst må være bedre end den bedre end den magtesløshed, som vi har følt de sidste uger.

Og så en lille efterskrift

Gennem mange år har jeg undret mig over, at så mange fremtrædende personer i 30’erne var villige til at acceptere diverse bluff-numre såsom Anschluss-afstemningen. De seneste uger har man så kunnet se et lige så forbløffende antal mennesker argumentere for, at Putins Anschluss nok er i overenstemmelse med den krimske befolknings ønsker. Så nu har jeg fået en lektion i følgagtighed. Men jeg væmmes!