Tag: Socialistisk Folkeparti

Udgivet den

Minister på kanten

Der er ikke bare et politisk ansvar, men også et juridisk og økonomisk ansvar at tage stilling til i Annette Vilhelmsen-sagen. For vi ønsker vel lighed for loven og ikke særlige standarder, når pengene bruges til ministres politisk korrekte favoritprojekter.

Enhver ordentlig fest har et ‘nachspiel’, somme tider ekstatisk, men til andre tider mere pinefuldt. Sådan har det også været med Anette Vilhelmsens feststemte uddeling af støtte til huset Zornig. Men foreløbig har efterspillet koncentreret sig om de politiske konsekvenser for ministeren.

Men en ting har vi ikke hørt meget til, nemlig konsekvenserne for statskassen, som er blevet lettet for 1 mio. på et tvivlsomt grundlag. Når der forsvinder et sådant beløb, så kunne der måske være anledning til at overveje, om det kan have sin rigtighed, at det bare skal forblive i modtagerens lommer. Der er selvsagt den hage ved sådanne overvejelser, at staten jo ikke har lidt noget tab. Hvis ikke Huset Zornig havde fået pengene, så var de jo bare blevet brugt på et andet projekt. Så de havde under alle omstændigheder ligget andre steder end i statskassen.

Helt så enkelt kan man nok ikke se det. Der er også et hensyn til de øvrige ansøgere, som ved en fair fordeling af de rare penge kunne have fået andel i dem. Og i den situation kan de skuffede ansøgere med rette føle, at de har spildt tid og energi på ansøgninger, som reelt ikke havde en chance. Det ville normalt føre til, at man måtte godtgøre dem udgifterne ved at udforme ansøgningerne. Men de dokumenterbare udgifter er formentlig ret små. Og dertil kommer, at nogle af ansøgerne nok af hensyn til muligheden for senere bevillinger ministeriets puljer ikke har ret megen lyst til at bede om det.

Det er i øvrigt nærliggende at forestille sig, at det netop var for at give andre ansøgere en chance, at puljen blev fordoblet, men det tør ministeren næppe sige for højt, for så anerkender hun jo temmelig tydeligt, at beslutningen om den første million var truffet på forhånd. Og det ville være at gå lige i fælden. Vilhelmsen må derfor nødvendigvis hævde, at fordoblingen i stedet skete, fordi hun fandt formålet med puljen dobbelt så vigtigt. Men når faktum reelt er, at pengene var bevilliget til Zornig, så er de andre ansøgere stadig holdt for nar, men trods alt ikke helt så meget.

Man må som allerede nævnt spørge sig selv, om Huset Zornig skal have lov til at beholde pengene. Pengene er naturligvis blevet brugt, men det er jo ikke et argument. Hvis en enlig mor har set lidt for meget til sin elsker, så hun ikke er berettiget til ekstra børnebidrag, så slipper hun jo ikke for at betale tilbage, uanset hvor meget pengene er gået til vinterstøvler og flyverdragter. End ikke i de tilfælde hvor sagen ligger på vippen, og hun egentlig bare har skønnet lidt anderledes end kommunens sagsbehandler. Det er den standard, vi skal sammenligne med; for vi ønsker vel lighed for loven.

God eller ond tro?

Det juridiske princip, der er på spil her, handler om en tredeling mellem viden, uagtsomhed og god tro. Hvis borgeren ved, at der er urent trav, så skal pengene tilbage. Hvis borgeren er i den anden ende af skalaen, så skal der ikke betales tilbage. Det spændende er situationen, hvor borgeren burde have indset, at klaveret spillede falsk, men her er dansk forvaltningsret traditionelt temmelig klar, nemlig at der skal ske tilbagebetaling. Der har af nogen jurister været argumenteret for en opblødning af det standpunkt, men omvendt har de seneste års ihærdige bekæmpelse af socialt bedrageri nok i praksis trukket lige så meget – eller mere – den anden vej. Og indenfor tilskud til folkeoplysning, der minder meget om puljestøtten, er praksis blevet beskrevet som ’benhård’.

Grænserne mellem de 3 grupper ligger naturligvis ikke urokkeligt fast. Når der kommer sager med en meget høj profil, så er der nok en ret markant tendens til, at vi sætter grænserne et lidt andet sted. En generel ændring af grænserne behøver der ikke være nogen juridisk betænkelighed ved, men så skal grænserne bare flyttes i samtlige sager; ikke kun de hvor ministeren kan komme i klemme. Det er et forhold, som man skal være meget opmærksom på her.

Sagen handler altså om grænsen mellem god tro og ‘burde vide’. Selv hvis man ret præcist har fastlagt grænsen (det jurister ville kalde retsfaktum), så bliver det naturligvis altid lidt skønsmæssigt, om man er på den ene eller anden side, men hvis vi blot ser på de offentlige udtalelser, så er der nogle ting, som springer i øjnene. For det første kunne beløbene tilsyneladende kun tildeles kommuner og organisationer og ikke private erhvervsdrivende organisationer. Men det er og var Huset Zornig imidlertid. (For de interesserede kan det oplyses, at firmaet er registreret med cvr. nr. 32 16 80 94 i branchen virksomhedsrådgivning, hvilket jo normalt ikke helt er det samme som frivilligt socialt arbejde.) Det forhold burde man have været opmærksom på både fra modtagerens og myndighedens side.

Der findes ganske vist også en forening ved navn Stemmer på Kanten, der ifølge CVR er oprettet d. 28. august, altså 2 dage efter ministeriet har udsendt pressemeddelelse om puljen. Men foreningen optræder intet sted i de dokumenter om sagen, som socialministeriet har udleveret til ansøgere om aktindsigt. Det skal dog nævnes, at ministeriet med omhu har overstreget samtlige personnavne (Hvad der måske ikke helt er hjemmel til!), så teoretisk set kan foreningen gemme sig under en overstregning.

Derudover ligger det temmelig klart, at Zornigs mand ikke et sekund var i tvivl om udfaldet af ansøgningsprocessen. Det var på forhånd afgjort, at de skulle have millionen. Ansøgningen var en formssag. Men hvis en embedsmand har afgjort sagen på forhånd, så er det da et forhold, som smager temmelig meget af forvaltningslovens regler om inhabilitet. Det skal en borger kunne indse ikke er korrekt og upartisk sagsbehandling.

Hvis nogen skulle mene, at der ikke er inhabilitet, så skal de blot erindre sig de sager, der har været med ministre, som er kommet i klemme på, at de har udtalt sig lidt for tidligt om deres holdninger til enkeltsager, f.eks. den konservative Carina Christensen, der i 2007 lukkede en svineeksportørs forretning i tv-avisen.

Det kræver naturligvis ikke ret meget politisk gehør at indse, at i lige præcis denne sag vil der være et markant ønske fra de involverede politikere og embedsmænd om, ikke at rode op i spørgsmålet om tilbagebetaling. Pengene er jo gået til et politisk korrekt formål, som ingen hidtil har turdet angribe. Den argumentation overser blot hensynet til de andre – ikke favoriserede – projekter. Og den argumentation overser navnlig kravet om en tilsvarende behandling af de enlige mødre og alle mulige andre modtagere af offentlige ydelser.

Der er i øvrigt i denne sag tale om den enestående situation, at redaktøren af en landsdækkende avis på lederplads har beskrevet sagen som korruption – uden at regeringen har pippet den mindste lille smule til gensvar. Det er ikke hverdagskost i kongeriget.

Og afslutningsvis kan man overveje, at selv om politikere og embedsmænd helst dysser dette spørgsmål lidt ned, så er det ikke helt sikkert, at Rigsrevisionen vil være enig i den opfattelse af sagen. Så der venter måske et ‘nachspiel’.

Bragt som kronik i Kristeligt Dagblad d. 27. februar 2014.

PS Efter advokatundersøgelsen af sagen fulgte jeg op med at konstatere, at der var et “Ministerium ude over kanten”

Udgivet den

Pelle Dragsted og Saxo Bank-liberalismen

“Hvorfor skrider Saxo Bank-liberalisterne ikke bare ad helvede til” var overskriften på et ganske usædvanlig lavpandet debatindlæg af Pelle Dragsted i Politiken. Desværre må også jeg konstatere, at adgangen til Politikens spalter er begrænset til en lille klan af Magister Rosiflængii efterfølgere, så her er for en gangs skyld et indlæg, der aldrig blev trykt:

Pelle Dragsteds falske verdensbillede.

Det var noget af en svada Pelle Dragsted fik afsendt mod liberalisterne forleden. Og få ting er så irriterende, som at få skudt falske motiver i skoene. Men hvis det gøres for groft, så er en tilbagevisning tilsvarende let. Og sjældent har det været lettere end i dette tilfælde.

Dragsteds centrale pointe er jo det åbenlyse falsum, at liberalister – sådan i al almindelighed – ønsker et samfund, hvor fanden tager de sidste. Det er muligt, at han selv og nogle af de nærmeste proselytter tror, at det forholder sig sådan, men han skriver vel for at vinde nye disciple. Og som enhver retoriker vil kunne fortælle, så er de stærkt følelsesladede argumenter sjældent gode til det.

De fleste liberale – og lad mig minde om, at Danmarks største parti er liberalt – er faktisk helt almindelige mennesker, der bekymrer sig om deres næste. Det er faktisk ikke sådan, at enhver som er god mod sine børn og dyr, også er en Rudolf Höss in spe. Og mon ikke også Pelle Dragsted selv opfører sig pænt mod dyr og børn.

I en periode på ca. 30 år har jeg jævnligt fået påklistret mærkater såsom ultra-, neo- og benhård liberalist på mine synspunkter og min person. Ganske vist hører jeg ikke til forreste geled blandt de anarko-kapitalistiske sympatisører, men jeg er nok nogenlunde repræsentativ.

Gennem nogen tid har jeg undret mig over, hvorfor man i venstrefløjsskrifter så ofte finder voldsmetaforer. I finder det tunge skyts frem, graver jer ned i skyttegrave, kæmper og slås for – tja, et ekstra ugentligt bad til de gamle. De liberale, som jeg omgås med, foretrækker at foreslå, argumentere og overbevise. Kan venstrefløjen selv høre forskellen? Og jo mere ultra-, neo- og benhårdt liberale desto stærkere er den tendens. For de liberale ved, at hvis ikke de gør det, så har deres meninger ikke en chance.

Det er en central pointe bag overskrifter som ’åbne grænser, lukkede kasser’, at der ikke er nogen, der skal skride nogen som helst steder hen. Det er derimod blandt de totalitære man hører den slags udsagn, og nogle af de totalitære betegnes desværre som højrefløj, og det er lidt forvirrende. Men ganske mange af de højrefolk, som siger ’skrub af’, har en fortid i SF og det hedengangne VS. Mon der er en sammenhæng?

Men til allersidst er der en enkelt lille ting ved din artikel, der undrer mig dybt. Spørgsmålet om hvorfor de liberale bliver her, er faktisk et, der ofte optager os. For mange liberale forlader landet, men flere bliver. Det havde været interessant at se et oprigtigt rødt bud på årsagerne. Nu blev det bare lidt sødsuppe om julen, de små børn og et enøjet historiesyn, hvor den socialdemokratiske arbejderbevægelse indtager rollen som alfader, uanset den benægter slægtskabet med typer som Pelle Dragsted.

Det kan godt være, at Dragsted har fået honorar for at skrive sin artikel, men hænger den sammen?”

Udgivet den

Kandidatmangel

I Berlingske har jeg i dag en kommentar som til dels er et svar til bl. a. Kurrild-Klitgaards lidt tilbagelænede kritik af de mange unge i SF og til dels er et en efterlysning af nogle gode emner til fremtidig brug.

Kandidater efterlyses
 

I forbindelse med SFs formandsvalg hører man hele tiden om børnebandens ungdom, manglende erfaring fra livet udenfor Christiansborg, og det forhold, at mange medlemmer af folketinget tilsyneladende er gået lige fra studierne til politik.

Det kan alt sammen være rigtigt nok, men kritikken overser et meget væsentligt faktum, nemlig, at det faktisk er forbløffende svært for landets partiforeninger at finde gode folketingskandidater. I løbet af min tid som venstremand har jeg været med til at finde et antal folketingskandidater, 2 af dem er endda blevet valgt, og den ene endte som minister. Men der har også været nogen, som man kun med vanskelighed kunne ønske sig valgt.

Men hvad er det egentlig også, vi kan tilbyde kandidaten. Hvis opinionstallene holder, så kan lige Venstre måske nok tilbyde lidt mere end andre partier. Med lidt held bliver halvdelen af de opstillede ca. 90 kandidater valgt. Men for de fleste partier er tallene langt lavere – 5-10 %. Og de færreste kommer ind uden at bruge en pæn del af deres egne midler og tid på valgkamp. Det er ikke lige på den måde, man hverver midaldrende kandidater, som er forpligtede af job, terminer og børn. Det er kun, hvis de allerede søger en ny karriere eller fra tidligere er bidt af bacillen, at de vælger at gøre forsøget.

På den baggrund kan det ikke undre, at der er mange kandidater, som kun holder nogle få valgkampe og altså udskiftes mellem valgene. For de store partier gælder det den overvejende del af de kandidater, som ikke opnåede valg. For de små partier, hvor kun ganske få af de uprøvede opnår valg, er udskiftningen endnu større.

Det første man gør i en lokal partiforening, når den gamle kandidat forsvinder, er at danne sig et overblik over de andre kandidater i storkredsen. Den ideelle nye kandidat skal skille sig lidt ud fra de andre – og helst på den gode måde – men køn, alder, erhverv og bopæl er ofte parametre, som er væsentlige.

Derudover vil man gerne have et stabilt partimedlem, så man undgår flere af disse medie-stjerner, som falmer, så snart solen står op efter den første valgnat. De senere år har jeg desuden oplevet en stadig stærkere tendens til, at den pågældende omvendt ikke må være så meget partisoldat, at ethvert af partiledelsens kursskifter accepteres uden blinken.

Evne til at kommunikere et politisk budskab er selvsagt alfa og omega, og det budskab må gerne have en ideologisk kant. Selv om partiforeninger rummer mange medlemmer, som blot følger parolen fra den siddende partiformand (man bliver trods alt kun medlem, hvis man har lidt flokdyrs-instinkt), så er der også en hel del, der foretrækker den ideologisk rene vare. Venstres medlemmer er villige til at privatisere langt mere, end folketingsgruppen ville gå med til. Tilsvarende har vi set, at enhedslistens fodfolk stadig drømmer om revolutionen.

At få et politisk budskab ud, er egentlig ikke så mange beskåret. Hvis man følger avisernes debatsider, så vil man hurtigt opdage, at den personkreds, som regelmæssigt kan få optaget en kommentar eller kronik i de landsdækkende aviser, og som kombinerer det med medlemskab af et parti, faktisk er ret beskeden. Der er en del folketingskandidater og såmænd også et antal folketingsmedlemmer, som ikke formår det. Men det er nu en gang den slags, som vi søger.

At kommunikere politisk er imidlertid et håndværk, som et stykke hen ad vejen kan tilegnes. En af vejene til at lære håndværket er arbejde for nogen, som kan det – altså folketingsgrupper eller medlemmer. Fejlen ved at lære det på den måde er, at man nemt bliver for tam eller gammelklog. Det er ikke fra den gruppe, man får de fornyende ideologer, men derimod de trænede spinnere.

For en ung universitetskandidat er valg til folketinget et stort karrierespring. Derfor er der fornuft i at forsøge, og da antallet af andre egnede og opstillingsparate kandidater er ret begrænset, så kan det ikke undre, hvis de mindre partier får en betydelig overvægt af unge. Statistisk vil nogle få af dem blive valgt og blive hængende. Men hvem det er, er ofte afhængigt af en del tilfældigheder, såsom at et ældre folketingsmedlem trækker sig, at partiet går frem eller lignende.

Hvis man vil ændre på, at det er sådan folketinget forynges, så skal der ændres på udvalget af potentielle kandidater. Det er egentlig ikke så svært for den enkelte at gøre. Den nemmeste måde er at deltage aktivt i den offentlige debat. Hvis man gør det det regelmæssigt, sobert og med en synlig grundholdning, så skal man såmænd nok blive samlet op og få chancen.

Og dybest set tror jeg egentlig, at den form for profil betyder mere end en hektisk indsats op til et vælg. Det må dog erkendes, at de eksisterende folketingsmedlemmers temmelig ringe evne til at opdatere deres hjemmesider mellem valgene kunne tyde på, at deres vurdering er modsat.

Det er uhyggelig nemt at rakke ned på politikere, men det er også ufattelig nemt at gøre en personlig indsats for at forbedre standen. Man kunne ønske sig, at lidt flere ville gøre indsatsen.
Udgivet den

SFs fremtid




Er SF venstrefløjens konservative.
 

Der er foregår en interessant udvikling i SF for tiden. Ikke så meget den helt aktuelle valgkamp om at undgå Urias-posten som formand, men snarere den generelle nedgang og reaktionerne på det pres, som det medfører.

Det er en proces som på mange måder ligner udviklingen hos de konservative, lige bortset fra at den sker med langt større hast og nærmest målrettet. Man kan i den sammenhæng ligefrem beskrive SF som neo-konservative.

Der kan der være grund til lige at resumere lighederne. Selv om det idag kræver nogen hukommelse, så var der en gang, hvor konservativ regeringsdeltagelse var næsten lige så sjældent et fænomen, som SFs. Lige indtil Schlüter rent faktisk begik kunststykket, ville alle politiske analytikere have forsvoret, at de konservative kunne levere en levedygtig regeringschef. Og for at få den regering til at holde måtte de konservative for alvor give køb på deres politik – navnlig blev begrebet “privatisering” udrenset. Det var, så KU-erne, der var partiets ideologiske smeltedigel, skreg af pinsel. Var vi den tids Özlem Zekic?

SF har ved de seneste valg ligget temmelig pænt over deres historiske niveau – og gør det egentlig stadig. Det samme gjorde de konservative i 80-erne og 90-erne, hvor de opnåede deres bedste resultater nogensinde. Så stort blev Det konservative Folkeparti, at man endog flirtede med tanken om at bortkaste ordet konservative og blot optræde som “Folkepartiet”. I politik er erindringen dog kort, så man vænner sig hurtigt til det nye niveau. SF havde forud for sidste valg perioder med opinionstal, der spåede det en endnu mere gylden fremtid. Det ser ud, som om begge partier har haft svært ved at tåle skuffelsen ved at nå ringere resultater end forventet.

Årsagen til folkesocialisternes tilbagegang er ikke svær at finde, nemlig at partiet havde forladt sit eget politiske grundlag til fordel for en lang march mod midten. Når man – knebent – vandt regeringsmagten, så var det, fordi rød blok fremstod som et alternativ til Løkke, men de forsøger at beholde den ved at ligne Venstre. Man spørger sig selv, om de er så socialistiske, at rent faktisk gør en forskel.

Jo bredere et partis politik favner, desto flere vælgere bør det i princippet kunne samle, men omvendt ønsker vælgerne også at stemme på et parti, som har et nogenlunde veldefineret og sammenhængende projekt. Hvis man efterfølgende under begivenhedernes pres må forlade den politik, så er i hvert fald kernevælgernes evne til at tilgive ufatteligt stor.

Men der går en grænse, når partiet siger et, og helt åbenlyst stemmer for det modsatte i salen. Løfterne om at søge støtte til venstre og så i stedet søge den hos Venstre, skal selvsagt give problemer. Og som reaktion søger man sammen om at forsvare sine handlinger, i stedet for at være i regering og opposition på samme tid.

De første markante reaktioner har vist sig med skræmmende tydelighed. SFs lokalforeninger rapporterer om udmeldinger af selv mangeårige medlemmer i foruroligende antal. Den udvikling har de konservative aldrig fået stoppet. Og opinionsmålinger viser, at man har mistet grebet om de unge vælgere. SF er på vej til at miste endnu en generation, ligesom deres folketingsgruppe i dag er opdelt i gamle og unge, fordi Schlüter stjal nogle årgange.

Hertil kommer, at man i de generelle opinionsmålinger mister så mange vælgere til den yderste venstrefløj at talrige folketingsmedlemmer nu må føle termitterne æde i deres taburetter. Det giver altid sådan en god stemning ved gruppemøderne. I et parti, der som SF regelmæssigt bruger partiliste ved opstilling af kandidater, vil trangen til at gøre oprør dog være mere behersket.

Vejen tilbage er trang. Det vigtigste element i SFs vej til magten har nemlig ikke været en ideologisk anderledes politik, men derimod i vid udstrækning en kombination af klassiske overbud for så vidt angår enhver tænkelig post på finanslove og kommunale budgetter og en accept af centrale dele af den borgerlige politik. Det var selvsagt en oplagt mulighed som led i kampen om de midtervælgere, som de borgerlige leflede for med konstant stigende offentlige udgifter.

Tilbage til rødderne?

Det har åbenlyst vist sig, at en borgerlig kursændring tilbage til mere klassiske dyder gav vælgermæssig pote. Bare tanken om en begrænsning af efterlønnen fik opinionstallene for regeringen til at stige fra katastrofe til noget udholdeligt.

Men på det punkt er der en voldsom forskel mellem de 2 fløje. Hvor borgerlig økonomisk politik rent faktisk har en dokumenterbar gavnlig effekt på samfundet, så er der lige lidt tvivl om, at klassisk socialisme med højere skatter, statslig prioritering af investeringer og allehånde regulering af erhvervslivet – ofte ud fra et miljømæssigt “forsigtighedsprincip” – kun kan føre til, at vi sakker yderligere agterud i vækst og levestandard. Det kan godt være, at de tanker bliver svære at sælge til politiken-segmentet.

Heldigvis er det hele blot et udtryk for, at demokratiet virker, og at vælgerne er klogere end vi tror.

　

　

　

　
Drevet af WordPress
%d bloggers like this: