Lærernes lockout – i retrospektiv

Lærerkonflikten blev overstået med et lovindgreb fremsat torsdag d. 25. april, vedtaget fredag, altså Bededag, til ikrafttræden lørdag morgen. Og Dronningen nåede endda at skrive det under samme aften. Så mandag morgen kunne børnene møde i skolen.
 

Processen er bemærkelsesværdig eftersom alle ansvarlige ministre ellers så sent som onsdag i samme uge havde erklæret, at de end ikke havde påtænkt et indgreb. De må godt nok have arbejdet hurtigt den følgende nat. 

Indholdet af indgrebet ligger ganske vist fast, men derfor kan man jo godt lige overveje, om der kan opstå lignende situationer i fremtiden, og om forløbet var det bedst mulige. Navnlig fordi løsningen skulle trumfes igennem huj hej vilde dyr, så kan der være ekstra grund til lidt selvkritik. Og det gælder selv, hvis man som udgangspunkt anså den gamle arbejdstidsaftale for urimelig. Men den var trods alt en aftale, som det offentlige selv havde indgået med åbne øjne.

Helt overordnet er der et fundamentalt juridisk eller etisk problem, som man fra folketingets side slet ikke har taget stilling til. Når det drejer sig om Mærsk Olie og Nordsøaftalen, så har staten indhentet bunker af responsa fra Kammeradvokaten, som tilsyneladende (de er ikke offentligt tilgængelige) fastslår, at hvis staten har indgået en privatretlig aftale, så er det stridende mod fundamentale retsprincipper, hvis staten efterfølgende griber ind i aftalen ved brug af lovgivningsmagten.

Det kunne da godt have lidt konsekvenser for statsmagtens lovindgreb i forhold til den rent privatretlige aftale, som de kollektive overenskomster udgør. Der er naturligvis en temmelig lang tradition for indgreb på det private arbejdsmarked, men der er staten jo netop ikke part i aftalen. Og der har vistnok i alle tidligere tilfælde – hvad enten de har drejet sig om private eller offentlige overenskomstforhold – været tale om, at der enten forelå et mæglingsforslag fra forligsmanden eller at man har henvist et stridspunkt til en domstolslignende tvungen voldgift.

Man kunne måske have den indvending, at der ikke er tale om indgreb i en eksisterende kontrakt, men derimod i forhandlinger om en fremtidig kontrakt. Men der er jo lige fuldt tale om, at man bruger – eller misbruger – sin magtposition som offentlig myndighed til at påvirke den privatretlige aftale. Heller ikke den indvending, at der formelt set er tale om en overenskomst mellem kommuner og fagforening er helt ren i kanten. For det første er kommunerne også en offentlig myndighed og for det andet vedrørte lovindgrebet også en række lærere ved statsinstitutioner.

Udover disse juridiske spørgsmål, som måske er lidt for feinschmeckere, så er der andre dele af forløbet, som man kan undre sig over. For det første, at regeringen ikke på noget tidspunkt kom med en klar opfordring til, at forligsmanden gjorde et nyt forsøg. Det kunne naturligvis ikke dikteres, men hvis man alternativt kan lave lovindgreb, så ville sådan en opfordring nok være svær at sidde overhørig. Og man kunne i hvert fald have gjort det for de statslige lærere.
 

I folketingssalen erklærede ministeren, at arbejdstidsaftalen var et spørgsmål, som der ikke kunne findes en mellemløsning på. Det er da i hvert fald forkert. Der var jo ikke tale om, at lærerne havde fået hele ledelsesretten på skolerne, men om at kommunerne havde afgivet en del deraf. Og hvis man indtil nu har kunnet dele, så må man også kunne gøre det fremover. Så er spørgsmålet bare, hvor store dele hver part skal have. Her valgte man at give arbejdsgiveren, hvad den bad om.
 

Det værste er imidlertid det kissejag, som man så havde, da et lovforslag endelig blev fremsat. Det skulle måske nok ikke tage måneder at få vedtaget, men mon nogen var døde af, at det havde taget en uge længere. Og i givet fald kunne man jo bare have fremsat det en uge tidligere.

Helt basalt må det i et demokrati være sådan, at hvis regering og folketing ikke tager sig tid til en rimelig stillingtagen til et lovforslag, så er det jo nok, fordi man ikke har rent mel i posen. Når man hørte folketingsdebatten, så stod det i hvert fald ret klart, at en del af deltagerne var temmelig groggy efter diverse nattesæder. En talte f.eks. om den benzin, som driver en damptromle. (Og han har endda tidligere fremsat et forslag om forbud mod overgreb på det danske sprog!)

Også rent lovteknisk kan man have sine betænkeligheder ved udformningen af loven. Der er nok ikke så mange, som vil læse den, men for de, der forsøger, er den rent ud sagt på niveau med volapyk. Det meste af teksten består i henvisninger til en næsten uendelig række af dokumenter, som hverken er optaget som bilag til loven eller endda til lovforslaget. Normalt indeholder forslag til ændringslove en parallel opstilling af den gældende og den foreslåede tekst.

Når loven f.eks. forlænger “øvrige overenskomster og organisationsaftaler, der er indgået på den ene side af eller efter bemyndigelse fra Finansministeriet og på den anden side af Offentligt Ansattes Organisationer (Det Statslige Område), CO10 – Centralorganisationen af 2010, Lærernes Centralorganisation eller AC eller tilsluttede organisationer, bortset fra de overenskomster og aftaler, der er nævnt i afsnit B, og bortset fra de overenskomster og aftaler, der er omfattet af resultatet af 8. februar 2013 af forhandlingerne mellem finansministeren og AC,” så er det altså vanskeligt at påstå, at det er udtryk for en forbilledlig klarhed i lovteksten.

Og hvis man f.eks. forestillede sig, at den ligeså aktuelle ændring af offentlighedsloven havde lydt sådan, at “betænkning fra udvalget om ændring af offentlighedsloven ophøjes til lov”, så ville alle kunne se, at det ikke er nogen hverken tilfredsstillende eller acceptabel form for lovgivning. Det er lovsjusk af højeste karat. Og det gælder uanset man tidligere har lavet love af tilsvarende ringe standard. Civilisation skulle jo gerne være en fremadskridende proces, der forkaster fortidens dårligdomme.

Derudover indeholder lovforslaget også nogle af de – i flere betydninger af ordet – sædvanlige paradenumre. Lærerne har udtrykt bekymring for “grænseløst arbejde”, og derfor indfører man det, som forslaget kalder “værnsregler”. Da der imidlertid ikke er nogen konsekvenser af ledelsens evt. manglende opfyldelse af reglerne, så må man bare antage, at det primært er en parade, der skal værne ministeren mod kritik for ensidighed. Men mon ikke det er den form for letkøbte bemærkninger, der kan skabe en dyb følelse af bitterhed hos modtagerne. Det kan vel dårligt bestrides, at lærerne allerede inden lockouten følte sig som et miskendt folkefærd. Den følelse af belejrings-mentalitet er der ingen grund til at bestyrke dem i.

Så selv om man – jeg selv inklusive – har haft den opfattelse, at lærernes arbejdstidsaftale godt kunne give nogle lærere en loppetjans og de mest samvittighedsfulde en lang arbejdstid, og derfor har gået ind for en afskaffelse af den, så er der altså ikke grund til at være specielt stolt af forløbet, og da navnlig ikke til at gentage det ved en senere lejlighed.