Dette er i virkeligheden en version 1 af en kommentar i Berlingske d. 21. maj. Version 2 kan man finde ved at gå ind under siden on BOLIG
 |
| Hvad skal det koste at leje en ejerlejlighed fra før 1992 (NB Huset på billedet er måske andele.) |
Metro Expres bringer i dag en historie om, at 100.000 lejere af ejerlejligheder bygget førend 1992 betaler en højere husleje end loven tillader. Historien, der navnlig bygger på udtalelser fra Lejernes Landsorganisation er for så vidt korrekt, men den er ikke komplet.
Den historie vil jeg gerne føje nogle nuancer til, fordi det er et emne, som har afgørende betydning for et meget stort antal mennesker i navnlig universitetsbyerne.
Det vigtigste som LLO undlader at sige, er, at hvis loven blev overholdt til punkt og prikke, så ville der først og fremmest være 100.000 udlejere, der hver måned skulle tabe penge på deres lejlighed, og dernæst ville der i løbet af kort tid forsvinde 100.000 boliger fra lejemarkedet. Reelt ville det skabe en betydelig bolignød. Det er ikke til gavn for de svage på boligmarkedet – primært de som ikke har, men som leder efter en bolig.
Det som man heller ikke får fortalt, er desuden, at huslejerne er fastlåst til lejlighedens værdi i 1972! Der er ikke nogen som helst andre priser, som har været låst fast i mere end 40 år. Nogle priser er faldet (f.eks. koster edb og anden elektronik langt mindre end dengang), men langt de fleste er steget.
Det siger sig selv, at hvis man eksempelvis har anskaffet sig en lejlighed til en høj pris, førend krisen satte ind, så kan den i dag ikke sælges til samme pris. Hvis man heller ikke kan leje den ud til en leje, der dækker renter og afdrag på lånene, så tvinger man ejerne ud i tab enten ved at leje ud med tab hver måned eller ved at sælge og tage tabet på en gang. Da en udlejer som følge af den eksisterende lejelov i yderste konsekvens risikerer, at lejerne også får ret til at blive boende uden tidsbegrænsning, så vil den fornuftige disposition som regel være et salg med det samme. Og dermed forsvinder lejligheden fra lejemarkedet til skade for de boligsøgende.
Man bør også være opmærksom på de samfundsøkonomiske konsekvenser. Det er altså ikke lige i krisetider, at der er brug for at påføre i titusindvis af mennesker tab. Det er ikke nogen specielt god måde at få gang i hjulene på!
Problemet er desværre gammelkendt, og allerede i 1991 gennemførte man en tre-årig undtagelse fra de almindelige huslejeregler, for at redde en lang række lejlighedsejere, som var havnet i samme situation dengang. Dengang var Det radikale Venstre i øvrigt med til at vedtage loven!
En permanent løsning er imidlertid det eneste rimelige, og det kan enklest gennemføres ved at man simpelthen ændrer reglen om lejefastsættelse, så man tager udgangspunkt i “den seneste offentlige vurdering”. Endnu bedre var selvfølgelig en ren frigivelse af huslejerne, men det er der desværre ikke et eneste parti, der tør gå ind for.