Lægernes aflønning

Hvis man skal være virkeligt rig, så er der kun et sted at befinde sig, nemlig på kanten af den offentlige sektor. Det er ikke noget nemt sted at befinde sig, for magtens udøvere holder sig sjældent tilbage fra at bruge den. Så på den ene side vil statsmagten ofte blive brugt til at skabe nogle givtige monopoler, på den anden side vil staten til andre tider tilbageholde betalinger, nedsætte priser og kræve mærkelige rabatter. Sådan har det været fra den første begyndelse, er nu og vil være i al evighed. Amen.

 

En af de erhvervsgrupper, som har forstået denne sammenhæng, er de praktiserende læger. Formelt set er de et liberalt erhverv, men deres samlede indkomster stammer fra de offentlige kasser. Og det er slet ikke så ringe indkomster, uanset at man naturligvis skal tage højde for, at de også har driftsudgifter i form af personale, husleje, edb, forsikring etc. Om regionernes oplysninger om en indkomst på den pæne side af millionen holder stik, det skal jeg ikke kunne sige, men under alle omstændigheder er der tale om en pæn placering i socialgruppe 1.

 

Monopolet er gennem årene blevet stadig sikrere. For ikke så forfærdelig mange år siden kunne enhver læge med ’jus practicandi’ ansøge om et ydernummer, altså retten til at modtage betalinger fra det offentlige. Som følge deraf var de færreste praktiserende læger specialister. Men det har udviklet sig sådan, at de nu skal have en uddannelse som ’speciallæger i almen medicin’, hvilket er uendeligt selvmodsigende, idet man i så fald er specialiseret generalist. Og adgangen til ydernumre er så begrænset til denne udvalgte skare. Høje adgangskrav er et typisk tegn på, at der er tale om et erhverv i symbiose med det offentlige.

 

Et andet typisk tegn på de beskyttede erhverv er en manglende forståelse for kundernes behov og en manglende tilpasning af forretningsmodellen til ændrede omstændigheder. Min læge er vist i særklasse dårlig til at overholde sin konsultationstider, men det er mit indtryk, at alle sygesikringslæger er svære at komme i kontakt med, og at deres kunder skal være tålmodige. Og hvis man kender lidt til latin, så vil man også vide, at patient betyder ’en ventende’. Kundebetjening på skæve tidspunkter er reduceret til et minimum.

 

Den ene gang hvor jeg skulle bruge en øjenlæge øjeblikkelig, og gik til ham, der ikke har ydernummer, så var oplevelsen en ganske anden. Man blev endda budt på kaffe i ventetiden. Og det var endda ikke så farlig dyrt.

 

Hvis man har læst så langt som hertil, så har man nok indset, at der titter et element af galdegrøn jalousi frem. Men i virkeligheden er mit budskab, at jeg ikke har den mindste viden om, hvorvidt praktiserende læger er for højt eller lavt lønnede, om de er overkvalificerede eller utilstrækkeligt uddannede, om de arbejder for længe eller har en loppetjans, om de nedslides og dør unge eller kan se frem til et langt og trygt otium.

 

Og når jeg ikke ved det, så er det, fordi man har sat den eneste mulige målestok, nemlig det frie marked, ud af funktion.

 

Når regionerne og Praktiserende Lægers Organisation tørner sammen, så kan man nok have sine instinktive sympatier, og mine er – trods de bidske bemærkninger – sjovt nok på lægernes side, men det er umuligt at sige noget med en rimelig grad af overbevisning. Der mangler en målestok for fornuften. Det er så væsentligt et budskab, at det altså fortjener at blive gentaget.

 

Alt det spin som parterne vil udspy i den kommende tid, er netop kun spin. At forsøge at trænge til bunds i det og danne sig en mening på den baggrund er meningsløst. Der er tale om retorisk gruppevoldtægt, og det skal man ikke frivillig lade sig udsætte for.

 

Det man derimod kan konstatere objektivt, er, at samlet set, så er udgiften til de praktiserende læger på ca. 1.400 kr. årlig pr. person egentlig så relativt beskedne, at langt de fleste mennesker ville have råd til at betale den selv. Så den reelle løsning er at privatisere området. Lad os få mulighed for at købe ydelserne enten enkeltvis eller på abonnement – ligesom Falck virker for bilen. Lad os få mulighed for at vælge serviceniveau – ekstra takst om aftenen og i weekenden. Reducer adgangskravene til branchen og overlad kvalitetskontrollen til forsikringsselskaber eller patientforeninger. Gør det fradragsberettiget, så det offentlige ikke bare kan bruge besparelserne på andre projekter.

 

Kort sagt – sæt hele branchen fri fra offentlig indblanding.

 

Lige nu har vi en bedre chance for at mene noget alternativt, end vi har haft længe. Carpe diem.