Reform af den danske model

Egentlig er nedenstående tekst lidt snyd, for store dele har været brugt før i anden sammenhæng. Men den er så god, at den fortjener genbrug:

Strøtanker om “den danske model”
Gennem de seneste måneder har fagforeningerne ment, at der fra borgerlig side føres et ideologisk korstog mod arbejdsmarkedets “danske model”. Det burde fra borgerlig side være en fremragende anledning til lige præcis at genoverveje modellen. Er de eksisterende arbejdsretlige regler fortsat er brugbare?

Lad det være sagt straks, at formålet for mig ikke er at bekæmpe fagforeningernes position, men derfor kan man jo godt spørge, om de opnår det maksimale udbytte for medlemmerne, eller om de tværtom selv udbytter medlemmerne maksimalt.

Og ganske tilsvarende tanker kan man gøre sig for så vidt angår arbejdsgiverne, selvom det fra meget gammel tid har været langt mere accepteret, at arbejdsgiverne er organiserede. Det må – lidt firkantet sagt – forekomme historikeren lidt absurd, at mestrene siden middelalderen har været organiseret i laug, medens en tilsvarende forening for de ansatte blev anset for skadelig langt op i tiden.

Det tog lang tid for arbejdsgiverne at indse, at fagforeninger kan være en meget betydelig fordel for ledelsen af en virksomhed. Er der indgået en overenskomst med en fagforening, så kan alle individuelle krav fra medarbejderne afvises med den besked, at løn- og ansættelsesvilkår er aftalt og ikke står til at ændre førend næste overenskomstforhandling. Fagforeningen har pligt til at skabe ro blandt medarbejderne og virker derfor ofte voldsomt disciplinerende på dem.

Men det betyder naturligvis også, at de eventuelle konflikter mellem parterne skærpes, man sætter alt på et bræt i forbindelse med lønforhandlingerne, og kan forventningerne ikke mødes, så lukker butikken indtil den ene part har sultet sig til overgivelse.

Skabte overenskomsterne velfærd?
Den klassiske socialdemokratiske myte – det bærende element i samfundsforståelsen hos meget store dele af befolkningen – er, at uden kollektive overenskomster, så var velfærdsDanmark aldrig blevet skabt. Om myten er sand kunne nok tåle en nærmere efterprøvelse. Stærk er myten imidlertid, så stærk at den ligefrem påvirker de grupper, som er modstandere af velfærdsDanmark til at ønske sig fagforeninger hen, hvor peberet gror. Og dermed har mytens tilhængere i virkeligheden “sejret ad helvede til”.

Hvis man ser på det omfattende kompleks af love om ansættelseforhold, ferielov, arbejdsmiljølov, dagpengelov, forligsmandslov, arbejdsretslov, funktionærlov, love om barselsfond, atp og meget mere, så er det jo ikke udtryk for, at fagforeningerne har forhandlet sig til deres resultater.

Og er lønningerne for organiserede specielt meget højere end for de andre? Er det ikke snarere sådan, at lønningerne for os alle stort set bestemmes af den generelle vækst i vort erhverv? Dermed er ikke sagt, at faglige sammenslutninger er til skade for samfundet. Men de er ikke grundlaget for al velstand for lønmodtagerne, om end de nok har forstået at skævvride det sociale system til fordel for lønmodtagere frem for selvstændige.

Er arbejdsgiverne liberale?
Rent politisk så læner de to parter sig op ad hver sin side i det politiske spektrum. Fagforeninger støtter kollektivisterne. Og de borgerlige partier, som i skåltaler hylder individualismen, søger trøst, støtte og tilskud hos arbejdsgiverne. Borgerlige folketingsmedlemmer har ofte en fortid som ansatte i dem, de skaffer sig penge derfra, og de lytter til deres lobbyister. Men er der ikke flere stemmer i den anden af arbejdsmarkedets parter? Så hvorfor læner de borgerlige partier sig op ad de private arbejdsgiveres organisationer?

Er arbejdsgiverorganisationerne i virkeligheden mere individualistiske end fagforeningerne? Det er der ikke meget, der tyder på. Er en arbejdsgiver først meldt ind i systemet, så er det forbundet med meget besvær og ubehag at komme ud af overenskomsten igen. Det kan reelt kun lade sig gøre ved at gennemføre en lock-out, og selv en sådan kan underkendes som proforma. Og at være omfattet af en overenskomst uden at have indflydelse derpå, det er en situation, som kun en tåbe ikke frygter.

Det var i øvrigt arbejdsgiverne, der opfandt den centralisering af konflikterne, som er så karakteristisk ved det danske arbejdsmarked. For da de første fagforeninger begyndte at optræde, så gennemførte de først strejke og overenskomstforhandling på en virksomhed. Med det resultat som løftestang gik man videre til den næste. I situationen en rationel adfærd, der gav god mening til datidens ord for strejke, nemlig “skrue” (og in casu “uden ende”). Arbejdsgivernes modsvar var branche-overenskomster, først lokalt, siden nationalt og til sidst for hele det organiserede private arbejdsmarked.

Men at lade alle organisationernes medlemmer være underkastet samme typer overenskomstændringer giver ikke mening for en individualist.

Og af centraliseringen følger selvsagt de – ganske vist sjældne – altomfattende konflikter, der så løses med politiske indgreb.

Hvis endelig arbejdsgiversiden er mere individualistisk, så er det fordi, så mange private arbejdsgivere står udenfor organisationerne. Modsat fagforeningerne, der har kunnet læne sig op af et monopol på arbejdsløshedsforsikring (et guddommeligt misvisende udtryk!), og dermed har holdt en tårnhøj organisationsprocent, så har arbejdsgiverne ikke haft tilsvarende incitamenter til at melde sig ind.

Tværtimod har store organisationer det jo med at blive påvirket uforholdsmæssigt stærkt af højtråbende mindretal, og det kan nok skræmme de lidt mere besindige bort.

De stive overenskomster
Store overenskomster har det med at blive uendeligt komplekse. Jeg husker en lille restaurant, hvor de ansattes arbejdstider havde ligget fast altid, men hvor virksomheden blev pålagt bod for et manglende opslag om mødetider i omklædningsrummet. Der var også tjenestemanden, der blev sendt på rådighedsløn kort førend sit 25 års jubilæum. Han fik aldrig sit jubilæumsur, for det overgives på 1. arbejdsdag efter det fyldte 25. ansættelsesår – og han skulle jo ikke møde igen! Eller hvad med kirkegårdsgartnernes tillæg på kr. x pr. påbegyndt halvtime for klipning af tornede buske (roser, tjørn, men ikke berberis). For slet ikke at tale om feriefridage, omsorgsdage, søgnehelligdagsbetaling med meget, meget mere. Æder det ikke bare sig selv op i administration og kiv?

På det offentlige arbejdsmarked er alle arbejdsgivere i øvrigt organiseret og har derfor samme overenskomster. Men hvorfor skal sygeplejersker i Ringkøbing have samme forhold som dem i Frederikshavn? Er det ikke bare vanetænkning? Får det ikke bare systemet til at stivne, så lønrelationer mellem forskellige faggrupper bliver vigtigere end lønnens størrelse? Det har været spørgsmålet for mange faggrupper de senere år.

Hvorfor strejke?
Ved de relativt få eksempler på strejker de senere år (og de ofte været i den offentlige sektor, hvor man ikke risikerer færre arbejdspladser bagefter) har det næppe været økonomien, der gjorde udslaget. Med ca. 220 arbejdsdage om året, så udgør en dagløn approximeret ½ % af årslønnen. Hver dags strejker æder altså ca. ½ % i lønstigning i et helt år. Og det er kun differencen mellem parternes ønsker, man skal regne med her. Så for nogle år siden da uenigheden mellem sygeplejersker og regioner var ca. 1 %, så gav det kun råd til et par dages strejke, førend det hele var spist op. Det rykker naturligvis lidt, at ikke alle fagforeningens medlemmer strejker, men i det store billede kan strejke altså hurtigt blive dyrt, hvilket sygeplejerskene måtte lære på den hårde måde.

(Det giver i øvrigt en glimrende forklaring på, at antallet af strejker er faldet direkte proportionalt med inflationen, og dermed endnu en indikation af, at prisinflation er den onde selv i forklædning)
Politiske løsninger?
Politiske indgreb på konflikter er i øvrigt aldrig en løsning. Når voksne mennesker har malet sig ind i et hjørne, så må de virkelig vente på, at malingen bliver tør nok til at gå på, eller gå den tunge gang hen over deres eget skønmaleri og sætte de nødvendige fodaftryk.

Enten er konflikter på arbejdsmarkedet udtryk for reelle modsætninger, og så løses de ikke ved en lov, der forlænger de gældende overenskomster med en lønstigning på x %. Eller også er der ingen konflikt, og så kunne politikerne lige så godt lave en permanent lov til afløsning af overenskomsterne.

Reformer
Langsigtede politiske tiltag for at fremme dynamikken på arbejdsmarkedet kan være fornuftige, revision af forligsmandslov og arbejdsretslov ud fra liberale synspunkter og ikke blot organisationernes varetagen af egne interesser. På det punkt har borgerlige partier en opgave, hvis de ellers kan frigøre sig fra bindingerne til interesseorganisationerne, men nogen bud derpå har de ikke. Man gemmer sig bag slagordene om “den danske model” og “parternes ret til at forhandle”, selvom det blot betyder, at man ikke ønsker at tage selvstændig stilling. Eller betyder det mon, at man ikke magter at gennemskue det eksisterende regelsæt?

Og hvis dynamikken skal ind på det offentlige arbejdsmarked, så tæller en ting mere end noget andet – privatisering. Flere udbydere af samme ydelse og dermed forskellig organisation af opgavens løsning, det kan give udvikling i stedet for stivhed.

Konklusionen er ret enkel, der er plads tilforbedring. Og dermed er problemet reduceret til en politisk opgave – at få parterne til at indse det.

Jens Frederik Hansen