Kandidatmangel

I forbindelse med SFs formandsvalg hører man hele tiden om børnebandens ungdom, manglende erfaring fra livet udenfor Christiansborg, og det forhold, at mange medlemmer af folketinget tilsyneladende er gået lige fra studierne til politik.

Det kan alt sammen være rigtigt nok, men kritikken overser et meget væsentligt faktum, nemlig, at det faktisk er forbløffende svært for landets partiforeninger at finde gode folketingskandidater. I løbet af min tid som venstremand har jeg været med til at finde et antal folketingskandidater, 2 af dem er endda blevet valgt, og den ene endte som minister. Men der har også været nogen, som man kun med vanskelighed kunne ønske sig valgt.

Men hvad er det egentlig også, vi kan tilbyde kandidaten. Hvis opinionstallene holder, så kan lige Venstre måske nok tilbyde lidt mere end andre partier. Med lidt held bliver halvdelen af de opstillede ca. 90 kandidater valgt. Men for de fleste partier er tallene langt lavere – 5-10 %. Og de færreste kommer ind uden at bruge en pæn del af deres egne midler og tid på valgkamp. Det er ikke lige på den måde, man hverver midaldrende kandidater, som er forpligtede af job, terminer og børn. Det er kun, hvis de allerede søger en ny karriere eller fra tidligere er bidt af bacillen, at de vælger at gøre forsøget.

På den baggrund kan det ikke undre, at der er mange kandidater, som kun holder nogle få valgkampe og altså udskiftes mellem valgene. For de store partier gælder det den overvejende del af de kandidater, som ikke opnåede valg. For de små partier, hvor kun ganske få af de uprøvede opnår valg, er udskiftningen endnu større.

Det første man gør i en lokal partiforening, når den gamle kandidat forsvinder, er at danne sig et overblik over de andre kandidater i storkredsen. Den ideelle nye kandidat skal skille sig lidt ud fra de andre – og helst på den gode måde – men køn, alder, erhverv og bopæl er ofte parametre, som er væsentlige.

Derudover vil man gerne have et stabilt partimedlem, så man undgår flere af disse medie-stjerner, som falmer, så snart solen står op efter den første valgnat. De senere år har jeg desuden oplevet en stadig stærkere tendens til, at den pågældende omvendt ikke må være så meget partisoldat, at ethvert af partiledelsens kursskifter accepteres uden blinken.

Evne til at kommunikere et politisk budskab er selvsagt alfa og omega, og det budskab må gerne have en ideologisk kant. Selv om partiforeninger rummer mange medlemmer, som blot følger parolen fra den siddende partiformand (man bliver trods alt kun medlem, hvis man har lidt flokdyrs-instinkt), så er der også en hel del, der foretrækker den ideologisk rene vare. Venstres medlemmer er villige til at privatisere langt mere, end folketingsgruppen ville gå med til. Tilsvarende har vi set, at enhedslistens fodfolk stadig drømmer om revolutionen.

At få et politisk budskab ud, er egentlig ikke så mange beskåret. Hvis man følger avisernes debatsider, så vil man hurtigt opdage, at den personkreds, som regelmæssigt kan få optaget en kommentar eller kronik i de landsdækkende aviser, og som kombinerer det med medlemskab af et parti, faktisk er ret beskeden. Der er en del folketingskandidater og såmænd også et antal folketingsmedlemmer, som ikke formår det. Men det er nu en gang den slags, som vi søger.

At kommunikere politisk er imidlertid et håndværk, som et stykke hen ad vejen kan tilegnes. En af vejene til at lære håndværket er arbejde for nogen, som kan det – altså folketingsgrupper eller medlemmer. Fejlen ved at lære det på den måde er, at man nemt bliver for tam eller gammelklog. Det er ikke fra den gruppe, man får de fornyende ideologer, men derimod de trænede spinnere.

For en ung universitetskandidat er valg til folketinget et stort karrierespring. Derfor er der fornuft i at forsøge, og da antallet af andre egnede og opstillingsparate kandidater er ret begrænset, så kan det ikke undre, hvis de mindre partier får en betydelig overvægt af unge. Statistisk vil nogle få af dem blive valgt og blive hængende. Men hvem det er, er ofte afhængigt af en del tilfældigheder, såsom at et ældre folketingsmedlem trækker sig, at partiet går frem eller lignende.

Hvis man vil ændre på, at det er sådan folketinget forynges, så skal der ændres på udvalget af potentielle kandidater. Det er egentlig ikke så svært for den enkelte at gøre. Den nemmeste måde er at deltage aktivt i den offentlige debat. Hvis man gør det det regelmæssigt, sobert og med en synlig grundholdning, så skal man såmænd nok blive samlet op og få chancen.

Og dybest set tror jeg egentlig, at den form for profil betyder mere end en hektisk indsats op til et vælg. Det må dog erkendes, at de eksisterende folketingsmedlemmers temmelig ringe evne til at opdatere deres hjemmesider mellem valgene kunne tyde på, at deres vurdering er modsat.

Det er uhyggelig nemt at rakke ned på politikere, men det er også ufattelig nemt at gøre en personlig indsats for at forbedre standen. Man kunne ønske sig, at lidt flere ville gøre indsatsen.