De første øl.

De unge skal drikke mindre!

Politiken har endnu en gang rejst forargelsens fane. Denne gang er det ungdomsuddannelsernes servering af alkohol til fester, som ifølge eksperter bør forbydes.

Selv er jeg blandt de, som trækker temmelig voldsomt ned på gennemsnitsforbruget og basalt set synes, at alkoholisme er en svøbe. At det samtidig er den væsentligste årsag til voldsforbrydelser, og at det forårsager et uforholdsmæssigt træk på sundhedsvæsenet er blot yderligere grunde til, at jeg egentlig ikke er så begejstret for sprut til såvel unge som gamle mennesker. Men jeg kan nu alligevel ikke gå ind for flere forbud.

Rammer de forkerte.

For det første fordi de vil ramme i flæng, og i den forbindelse erindrer jeg min datters første kontakt med forbudssamfundets alkohollove. Hun var 5-6 år gammel, havde besøg af slyngveninden fra børnehaveklassen, og de ville have pandekager. Nu havde vi ikke øl i huset, så “desværre” kunne jeg ikke lave dejen. Men ak, de 2 piger tilbød at hente en øl fra supermarkedet, og da de nu lovede at krydse den store vej ved lyskrydset, fik hun for første gang – nogensinde – lov til selv at købe ind.

Langt senere kom 2 skuffede piger hjem og fortalte, at Irma ikke sælger øl til mindreårige. Mon 2 piger på 6 ville drikke sig fra sans og samling? Hvad skal vi dog med sådan en lov? Den har i hvert fald ikke haft anden virkning på de 2 piger end at sænke tilliden til lovgivers fornuft.

Men der der nogen ved deres fulde fem, som tror, at unge mennesker, som ønsker at drikke, ikke vil kunne skaffe sig den ønskede alkohol?

Forældrenes rolle.

Mon jeg selv har taget skade, når jeg som barn i mine sommerferier oplevede, at min morfar hver dag til frokost drak en “Prinsens”. Svaret er entydigt nej. Tværtimod har jeg lært at vise et vist mådehold. En fest med en promille på 0,8 kan være sjovt, men 1,5 er dumt at høre på. Og det er åbenlyst det, mine nu 11-årige børn om nogle år skal lære. Men det er selvsagt svært – mig tog det et antal pinlige episoder. Som far må jeg bare søge at hjælpe dem til at begrænse pinlighederne.

Det er populært at påstå, at unge gør oprør ved at handle modsat forældrene. Det er faktisk ret sjældent, at det er sandt. Mine politisk korrekte bekendte har børn som hylder Johanne Schmidt-Nielsens evangelium, medens venstrefolkenes melder sig ind i Liberal Alliances Ungdom. Så det, der reelt sker i teenageårene, er, at børnene accentuerer forældrenes adfærd. De søger grænserne af og overdriver de normer, som de kender hjemmefra.

Mon ikke det også gælder alkohol. Og i så fald er problemet ikke de unges adfærd, men deres forældres. Så længe de ser forældrene tilbede den daglige kartonvin og en løftet stemning om fredagen, må vi forvente, at de selv regelmæssigt vil drikke sig i hegnet. Det kan ingen forbud i verden forhindre, og det er vel også lidt vanskeligt at sætte sig på moralens høje dommersæde, når man ikke selv er et hak bedre. Tværtimod kan man med god ret fastholde, at netop det at lære dem en victoriansk dobbeltmoral ville være et langt større problem. Så mon ikke det rettelig burde handle om, at forældrene skal se sig lidt i spejlet.

Forbudslobbyen vil naturligvis indvende, at så skal man bare udvide forbudene til også at gælde deres forældre. Men mon ikke vi har nogle fortilfælde fra både Sverige, Norge og USA, der klart demonstrerer virkningen af lige præcis den type lovgivning! Og fra vort eget lille land kan vi se, at lovgivning ikke forhindrer andre rusmidler i at optræde.

Forargelsens fane er så nem at svinge med. Almindelig public choice teori redegør for, hvorfor de har så let ved at vinde. Men det bliver blot Pyrrhus-sejre og legale Potemkin-kulisser. Hvad skal vi egentlig med det.