Pape og boligskatten.

Søren Pape snyder ganske enkelt på vægten, når han forklarer de konservatives eget forslag om boligskatterne (JP.dk (Ritzau) 26. august). At det ikke må blive dyrere at være boligejer, er naturligvis nydeligt sagt.

Men han glemmer, at partiets forslag fra januar rent faktisk indebar, at der skulle gives skattelettelser for 9 mia. til lejerne – og kun til dem. Og vendingen “dyrere for boligejerne” er måske også lidt flosset i kanten, for partiets forslag indebar altså, at skatterne på boliger skulle stige med inflationen! Det er i hvert fald ikke en fastfrysning i kroner og øre.

Endelig glider han let hen over den hurdle, at den væsentligste del af omlægningen ikke er afskaffelse af grundskyld og ejendomsværdiskat, men derimod afskaffelse af rentefradraget.

Og dermed bevæger han sig ind i et minefelt. Rentefradraget er stadig væsentligt for huskøbere og dermed for huspriserne. Det kan godt tænkes, at udsigterne til avance på ejendomme bliver lidt længere, hvis køberne fremover ikke får rentefradrag, og køberne dermed ikke kan forrente og afdrage lige så store lån. Det er navnlig en effekt, man vil få at se, hvis renten nogensinde stiger over sit nuværende historiske lavpunkt. God fornøjelse!

Hvis det så var den eneste konsekvens, så kunne det såmænd leves med, men de konservatives forslag vil skabe en massiv forskel mellem beskatningen af renteindtægter (kapitalindkomst) og tilsvarende udgifter. Hvis en borger gør en opfindelse, som han gerne vil omsætte til en virksomhed, så vil han som regel gå ud at låne penge til at skyde ind i det selskab, som skal udnytte opfindelsen. Men de konservatives forslag indebærer, at manden skal betale skat af indtægten fra selskabet, og at han ikke kan fratrække sin udgift til renterne på lånet.

Det er omtrent den sikrest mulige måde til at forhindre virketrang, vækst og velstand. [Vi har allerede idag en skadelig forskel mellem skatten på positiv og negativ kapitalindkomst. For vores alle sammens skyld ville det være bedst slet ingen skat at have på kapitalindkomst (og dermed heller intet rentefradrag), det næstbedste er, når fradraget og skatten udligner hinanden, og den værste situation er lige præcis den, som de konservative foreslår – stor skat på indtægten og intet fradrag for udgiften.

Historisk set har de konservative altid lænet sig op ad de erhvervsdrivende. De store virksomheder har betalt partiet, og de mange små virksomheder har leveret stemmerne. Det er Pape ved at gøre endegyldigt op med, og gad vide om det er godt for hans parti. Gad vide om det er godt for Danmark?]

Bragt som debatindlæg i JP d. 30. august 2016, men med udeladelse af den kursiverede tekst.