Københavns sundhedsborgmester vil indføre obligatorisk, men gratis styrketræning for sosu-assistenter i arbejdstiden.
Refleksreaktionen hos en del borgerlige er klar. Individets frihed og personlige ansvar for sundhed skal ikke knægtes af en politiker, der har styring af hver eneste detalje i borgernes liv som endemålet.
Men er det nu også sådan?
Danske arbejdsgivere har gennem love og overenskomster fået dels pålagt, dels påtaget sig et ansvar for medarbejderes sygdom og graviditet. De skal betale temmeligt store beløb til medarbejdere, der ikke er produktive. Det gælder i særlig grad, hvis sygdommen kan siges at være affødt af arbejdet – og i den situation er det jo helt berettiget, for ellers fik arbejdsgiverne et ‘free ride’ på andres bekostning.
Sosu-assistenter i kommunal ansættelse er nærmest berygtede for deres betydelige sygefravær, som de i hvert fald selv gerne vil henføre til arbejdsvilkårene.
Under de omstændigheder er det naturligt, at arbejdsgiveren forsøger at minimere sine omkostninger. Hvis det for arbejdsgiveren er sådan, at medarbejderne i gennemsnit er bare 61 minutter mindre syge, hvis de får 1 times målrettet motion i arbejdstiden, så må det være en del af arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet, når man kræver motion. Man kunne måske endda gå så langt som til at påstå, at det ligefrem er en del af at vedligeholde medarbejdernes evner til at udføre arbejdet og dermed nærmest en pligt.
Varsling for nuværende medarbejderne kan være rimelig, men ikke i forhold til nyansatte.
Det problematiske ligger derimod snarere i,
- at sosu’ernes sygelighed kan skyldes, de som gruppe betragtet også passer ind i nogle livsstilsmønstre, som giver forhøjet sygelighed og dermed andre faktorer end arbejdet,
- at et betydeligt antal andre faggrupper kan have lyst til at få tilsvarende ordninger,
- at det som arbejdsgiver kan være vanskeligt at forsvare sig mod krav derom, navnlig når man er en offentlig arbejdsgiver, der er underlagt alle mulige ‘public choice’-effekter, samt
- at væksten i udgifter til fitness-centre og instruktører på bare ganske kort sigt vil overstige den positive effekt.
Men alt det kan man jo løse ved en privatisering af skidtet.