Selvbedrag om flygtninge

Uanset om man spænder en bovlam krikke for en guldkaret, så bliver den ikke til en fyrig arabisk hingst. Det er ellers den øvelse Eva Smith forsøger at foretage i sin  kronik om flygtninge og Tobin-skat i Jyllands-Posten den 19. januar.

Helt grundlæggende er der i kronikken tale om en rodet blanding med først en jeremiade om tidernes elendighed og sædernes forfald og dernæst et temmelig usammenhængende forslag om en “løsning” af problemet. At tilbagevise den slags sammenkog kræver imidlertid ofte lige så megen eller endog mere plads end den oprindelige artikel. Men lad mig dog forsøge.

Klagesangen

Indledningen er som nævnt en skønsom blanding af proportionsforvridende tilsnigelser, erindringsforskydninger og retoriske tricks. Når hun skriver om, at “langt de fleste gerne vil hjælpe mennesker i nød”, så er vandene allerede skilt mellem de, som er enige med hende, og så os hjerteløse. Det er bare for billigt.

Samtidig ignorerer udsagnet, at en del af den folkelige reaktion mod flygtninge nok skyldes en nagende tvivl, om de pågældende nu også er så nødstedte, og lidt skepsis i forhold til om helt så store bevillinger er strengt nødvendige for at tage mod dem. Der vil endog være nogle, som kan finde på at mene, at de hidtidige integrationsmetoder har været til større skade end gavn, og at man derfor må finde nye veje.

”En af de største udfordringer i hendes levetid” er et andet udsagn. Men Eva Smith er født i 1942, og selv om hun åbenbart ikke erindrer det, så var antallet af flygtninge i Danmark i 1945 mange, mange gange større. Og økonomisk er udfordringen med den seneste flygtningestrøm foreløbig langt mindre end prisen på en Storebæltsbro – selv hvis man opgør broen i 1988 priser. Dermed ikke sagt, at der er tale om småpenge, men det er dog næppe nok til, at “vort land, vor enhed som folk er ved at blive flået fra hinanden”.

Det kunne man måske have valgt at sige om den samlede udvikling siden importen af fremmedarbejdere tog fart i hendes ungdom og min barndom i 60’erne. Men så holder Eva Smiths udsagn om, at “vi er glade for vort samfund og vil gerne bevare det for os, vore børn og børnebørn” ikke, for samfundet er de gennem de sidste mange år undergået en accellererende forvandling, så der ikke længere er hverken Morten Korch, kakkelborde eller farseret hvidkål at bevare og videregive.

En arv er i sagens natur noget uforanderligt, men vort samfunds fineste karakteristikum er netop, at det hele tiden er i bevægelse. Og når man snakker om at lade nogen arve, så bør man vel også starte med at spørge de potentielle arvinger, om de har lyst til at modtage vore efterladenskaber. Tror Eva Smith virkelig, at næste generation vil betragte dette årti som højdepunktet af vestlig civilisation? Så skal man vist være temmelig glad for sig selv.

Hvis hun så virkelig mener, at landet er ved at spaltes i 2, så er det da ret underligt, at hun selv benytter sig af en skinger tone, som måske nok kan bestyrke egne proselytter i deres synspunkter, men som i hvert fald ikke medvirker til at dæmpe gemytterne.

Dertil kommer, at hendes verdensbillede er temmelig egocentreret. “Alle er enige om, at det er bedre at hjælpe i nærområderne”. Nogle af os kunne nok godt forestille os, at regeringerne i Jordan, Libanon og Tyrkiet har en afvigende holdning. Man kan rent ud sagt godt få den mistanke, at princippet om at hjælpe i nærområderne mest af alt er en floskel, der forener det sparsommelige med ønsket om færrest mulige tilvandrende.

Tobin-skat

Men nok om hendes klagesang. Det vigtigste er egentlig hendes forslag til, hvorledes man kan finansiere en løsning, nemlig den såkaldte Tobin-skat, der dog ikke har ret mange lighedspunkter med Tobins oprindelige forslag, og slet ikke med hans intentioner om at benytte en skat til at dæmpe udsving i valutakurserne. For Eva Smith er den bare en forhåndenværende pengemaskine.

Der er mange indvendinger mod en Tobin-skat. De vigtigste er de principielle, men de nemmeste at forklare er de rent praktiske.

Alene sandsynligheden for, at en kronik skrevet af en professor i straffeproces og offentliggjort i en dansk avis skulle få afgørende indflydelse på indførelsen af en verdensomspændende skat, giver jo mindelser om storhedsvanvid.

Og i betragtning af at man ikke under nogen omstændigheder vil få regeringerne i Singapore, London og Cayman Islands til at indføre en skat, som vil reducere beskæftigelsen i deres helt afgørende finanssektor, så virker forslaget unægteligt mere som et forsøg på at udstille Eva Smiths egen godhed end som noget, hun har tænkt dybt over. I øvrigt er der altid noget suspekt over de, som helst vil udøve godgørenhed med andres penge. Og Tobin-skatten handler jo primært om, at vælte byrden fra danske skatteydere over på andre landes indbyggere.

Det skatteniveau, som hun foreslår, er også mere drastisk end det ser ud ved første øjekast . 0,1 % lyder ikke af ret meget, men det er jo af værdien af den handlede genstand, ikke af fortjenesten. Skatten skal endda også opkræves, hvis transaktionen har medført tab. Og det er jo netop derfor, skatten angiveligt kan indbringe så store beløb.

Hvis Eva Smith tænker lidt tilbage i tid, så ville hun erindre sig, at vi engang havde en sådan stempelafgift på handel med aktier. Der blev grædt tørre tårer, da den blev afskaffet, for indtægten fra skatten var yderst beskeden. Og samme type erfaring havde svenskerne, da de forsøgte sig.

Men virkningerne af skatten er ikke beskedne. Og de vender for alvor den tunge ende nedad.

Optioner, futures og allehånde finansielle instrumenter har underlige, grimme navne, og deres kritikere hævder, at de ikke tilfører verden nogen værdi. Men det ændrer ikke ved, at de blot er forsikringer. Ikke forsikringer mod tyveknægte, men mod misvækst, valutakursudsving og andre hindringer for, at virksomheder kan koncentrere sig om deres egentlige formål. Tilfører forsikringer ikke verden værdi? Det kan nogen måske mene, for der blæser vel næppe færre tage af i stormvejr af den grund. Men prøv at spørge husejeren med det manglende tag, om hans forsikring har været værdiløs.

Tobin-skat vil mindske bruge af sådanne forsikringer, og det vil navnlig gå ud over dem, som har mest brug for dem. I en mere ideel verden ville den 3. verdens småbønder være storforbrugere af den slags, men de har desværre endnu ikke fået den nødvendige skolegang og adgang til kapitalmarkeder. Tobin-skat vil udskyde det tidspunkt, hvor det sker. Det er ikke særlig venligt mod de fattige.

Det egentlige problem

Noget har Eva Smith dog ret i. Det ser ud, som om en folkevandring fra verdens ustabile og fattige lande mod Europa er sat i gang. Om den kan – eller overhovedet bør – standses ved ydergrænserne for Schengen er et åbent spørgsmål.

Hvad enten man kan lide det eller ej, så er det i længden ikke holdbart med lukkede grænser. Dette er ikke en holdning, men et faktum. Danmark har haft love med et stop for indvandring siden november 1973, og lige siden er antallet af indvandrere steget.

Indvandring vil fortsætte, allerede fordi verden er blevet mindre, og flere danskere rejser ud og kommer hjem igen med kærester og børn.

Derfor er “åbne grænser, men lukkede kasser” i praksis den eneste mulighed. Selv hvis man kan gennemføre “halvåbne grænser” er presset sådan, at det vil kræve omfattende samfundsændringer for at sikre, at landets borgere (eller rettere: indbyggere) har mulighed for at opnå samme sociale tryghed, pensioner, skoler, sygehuse og meget, meget mere som idag. Det er de reformer, vi bør drøfte nu, så vort samfund forandrer sig lige så hurtigt, som verden omkring det.

Retorikken er i top, men tonen nok på grænsen af det acceptable i dette indlæg, der blev bragt som kronik Jyllands-Posten d. 28 januar 2016. Indholdet fejler dog ikke noget. At det blev sådan skyldes udelukkende, at Eva Smith serverede  selvgodhed på marcipanbund med flødeskum og kirsebærsovs. Og som alle vil kunne forstå, så kan jeg ikke modstå den slags kage.

Gøtzsche vs. Day Poulsen

Det er næppe til gavn for patienterne, når det er lige præcis Peter Gøtzsche fra Cochrane-centeret og meningsautomaten Henrik Day Poulsen, der tørner sammen i Berlingske om brugen af medicin til at behandle sindssygdomme. Når det gælder evnen til at formulere sig firkantet, har ingen af de 2 vist noget at lade den anden høre.

Så for en lægmand er det fristende, at sandheden ligger nogenlunde midt imellem, og at det handler om at finde den gyldne middelvej.

Det er bare ikke en fristelse, man bør falde for. Rent logisk er der intet, som taler for, at dydens smalle sti befinder sig præcis midt imellem jomfrudom og gadeprostitution. Den går nok nærmere den ene af de 2 ekstremer.

Når man tænker på, at sindsygehospitaler i gamle dage blev placeret pænt udenfor byerne, så råbene fra de gale ikke kunne nå derind, så er der dog sket en del fremskridt – og en væsentlig del deraf skyldes nu engang medicin.

Måske bruges der for megen medicin. Men det kan der dog være grunde til. Depressioner påvirker ofte patientens livskvalitet så meget, at de blot ønsker, at nogen vil tage sig sammen til at slå dem ihjel, nogle patienter går så langt som til selv at ville gøre det, og for en ikke ringe andel lykkes det. Andre patienter oplever derimod påny, at livet alligevel indeholder gode ting; hvis de er heldige, får det måske ligefrem mening igen.

Men så længe sygdommen raser, og patienterne er synligt forpinte, er det kun forståeligt, at lægerne gerne vil forkorte tiden, i stedet for at afvente at sygdommen falder til ro af sig selv. Jo længere sygdommen varer, desto værre er også dens bivirkninger i form af skilsmisser, forsømte børn og arbejdsløshed. Man skal ikke have besøgt en psykiatrisk afdeling mange gange, førend man bemærker, at der er en del længere mellem både besøgende og blomsterbuketter end på barselsgangen.

Dertil kommer frygten for, at manglende behandling med alderen kan få kurven over op-og nedture til at stige i både frekvens og amplitude. Hvis en patient skal vælge mellem den angst, og lidt ekstra medicin, så er valget såmænd ikke så svært.

Patienterne får ofte stærke meninger om behandlingen. Store forhåbninger om livsforbedring, der projiceres over i, at de tillægger medicinen afgørende virkning. Omvendt vil skuffelse over tilbagefald ofte også medføre en ligeså udokumenteret kritik.

Og hvad der måske næsten er værst, er, at mange patienter i deres søgen efter en udfrielse begynder på det, der så smukt kaldes “selvmedicinering”, og som typisk dækker over et temmeligt massivt indtag af alkohol. Psykofarmaka skal altså have temmeligt mange ubehagelige bivirkninger for at være ligeså slemt som virkningen af en daglig flaske kirsebærvin.

På den baggrund virker et postulat om en mulig reduktion i forbruget med 9/10 meningsløst. Men mon ikke de allermest plagede patienter er lettest til fals for påstanden. I så fald er Gøtzsches synspunkter nok en tand værre end bare kværulerende.

Bragt i Berlingske 28. september 2015

Enhanced Interrogation Techniques a.k.a. Excruciating and Intense Torture

The torture chamber of Regensburg, now disused.

Those CIA detainees who were subject to Excruciating and Intense Torture (EIT) may have felt like being in a snakepit. But that is nothing compared to the number of snakes let loose with the publication of the report on EIT.

There are so many questions to be answered and to many of those questions the answer of an American may be entirely different to that of a stranger. Allow me to be that foreigner.

The first question to be raised will be, whether we have been told the truth. I believe that in the US that part of the debate will not be very prominent and mostly concerned with whether the report has exaggerated.

That will certainly not be the case outside the US. A lot of people will say that since this information had to be dragged out of the dark and that we have only seen an incomplete edition of the conclusions of the report then certainly there must be a lot more left untold. Some might even say that if EIT does work then surely we will only see the full truth when those responsible have be subjected to a dose of their own medicine.

Secondly the US debate will be about shifting the blame from shoulder to shoulder. The senate obviously stresses that it knew nothing and the CIA will insist that it told everything and only acted om superior orders. Foreigners won’t give a damm about that one. Except that some might say that if nobody accepts the blame how can anybody say sorry properly.

What we foreigners will care as much as you about is the core question of how efficient torture is to extract useful information from the enemy. The proper answer to that one is: “Who cares?” Because, as the report has shown, torture has also been used on innocents. Even if torture does work on those who really are bad guys then surely by using it on even a tiny number of innocents you are bound to create so many enemies that it really isn’t worth doing.

And furthermore the report does actually corroborate the view held by most legal systems, namely that torture does not work, and that it even disturbs the effort to obstruct further terror because the victims are likely to admit anything, they believe the tormentors would like to hear. Making a man confess to being Jack the Ripper is simply not conducive to saving lives.

The burden of evidence for the efficacy of torture must be on those who want to change the traditional perception. That burden has not been lifted – not even on the balance of probabilities. Anyone suggesting that the jury is still out cannot be sane enough to sit on a jury.

However, all the above questions are unpleasant to dwell on, surely it is better to put things behind us and look to the future and talk about how the reputation of the United States as the country of freedom may be restored. I would venture to suggest that this is what most commentators will spend most of their effort on whether in or outside the US.

Of course you may start rebuilding the reputation of something before that reputation has reached its nadir, but, probably, in those cases the effort will not be worth the while.

And I am really not sure that the reputation of the US has reached the bottom yet. We may have been told the truth, but it is abundantly clear that we have not been told the whole truth (since we have only seen the conclusions) and some may be dubious about having been told nothing but the truth. So the paramount issue is to persuade the world that there are no more ghosts to be discovered.

The statement by the President was in a very convoluted way saying something like “sure, when looking very carefully we found a few rotten apples in the barrel, but by far the biggest part were not only sound apples, they were actually very tasty.” That statement was, naturally, made for internal consumption, but can anyone imagine how an Islamist may construe that with just a little bit of cut and paste. A sentence like this one “Our intelligence professionals are patriots and we are safer because of their heroic service and sacrifices,” is not going to read well in Arabic or Pashtun.

Put rather bluntly, what the CIA did to western civilization was the mental equivalent of force feeding through the arse. And the CIA did it to America’s allies too. The damage to the reputation of the US in the Islamic world is immense, but do not underestimate the effects in friendly countries. Can your allies in the future allow their troops to be under the command of an US general? Some of them may find it very difficult. Does no one remember how the world reacted to My Lai?

Restoring that reputation is going to be a long haul, and a lot of hot air will be vented about how to do so by political means. In my opinion that is a waste of time. Is it comprehensible if I say that you must not only say sorry and feel sorry, you must also ‘act sorry’. So what actually matter are 3 things:

1) taking proper care of the victims,

2) punishing those responsible, and

3) making a repetition absolutely impossible.

Compensating the victims is not going to be easy. Only a few days ago my own government (the Danish) had to admit responsibility for not granting 9 Somali pirates their constitutional right to habeas corpus when imprisoned on a Danish warship and paid out the standard damages awarded to Danes in those situations. Of course, by Somali standards of purchasing power that amounted to quite a lot of money paid over to presumedly guilty people. The uproar was – and is – enormous.

But if you want to restore your reputation that is a necessary step. And if you are not willing to take it for reasons of internal politics then forget about your reputation.

Punishing those involved is probably going to be even more difficult. Getting it done in the US may even seem unlikely. And getting possible crimes tried at international courts may not be possible either.

It may not be common knowledge in the US, but among the western nations the US has always set itself apart by not accepting the jurisdiction of international courts. That position is all right as long as the world may expect the US to keep its house in order. Otherwise it has a tinge of hypocrisy.

Apparently the perpetrators may avoid justice on these grounds, but that may not be the last of the game. A lot of countries accept universal jurisdiction for breaches of the Geneva conventions (e.g. on the treatment of prisoners of war) and for torture (a least when the accused is present in that country), In consequence, a number of US officials may find themselves in a situation where they have to think very carefully before they put down their feet on foreign soil. We all remember the embarrassment of Britain when dealing with a request for the extradition of Pinochet. Not all countries may be willing to stretch their laws as far as Britain did, certainly not in the case of persons of less importance than a former head of state.

Perhaps on closer consideration those at risk may prefer to be tried in their own country.

The last bit is probably the easiest to fulfill, but it has to be done properly. It may be done in many ways but I would suggest the following:

Extending the right to habeas corpus to anyone being detained by US officials or their henchmen anywhere in the world would be a first step. It would end the anomaly whereby people may be allowed to rot in Guantanamo simply because ordinary rules of law do not apply there. The extra number of cases that US courts would have to deal with must be fairly small and therefore the burden is actually not very great.

On top of that all those detained who have been apprehended abroad and who are not subject to criminal proceedings should be treated as prisoners of war. And the facilities should be subject to inspections by the International Red Cross or a similar independent body.

If that were done then your President might truthfully say that “one of the strengths that makes America exceptional is our willingness to openly confront our past, face our imperfections, make changes and do better.” And the rest of us would have to agree.

Mere tak end u-tak!

Efter TV-udsendelserne “Ti stille kvinde” har man nemt kunnet få det indtryk, at så snart nogen stikkker deres hoved frem i den offentlige debat, så kommer de automatisk til at modtage hademails og trusler.

Det er ikke nødvendigvis sandt – i hvert fald ikke for os i 2. eller 3. geled af den offentlige debat. Gennem de seneste år har aviser som Berlingske, Jyllandsposten og Børsen optaget et større 2-cifret antal indlæg fra min hånd, en del deraf med stor opsætning og også nogle om kontroversielle emner. Alligevel kan jeg ikke erindre, at jeg har modtaget svar, som gik over i det truende. Nogle har været temmeligt ureflekterede, men det er trods alt menneskeligt.

Til gengæld har der faktisk også været et – mindre – antal venlige breve og postkort med tak for et indlæg, som altså har givet den læser en ny forståelse af en sag.

Den forskel i reaktionerne kan selvsagt skyldes, at de mediers læsere er mere civiliserede end andres. Blot et hurtigt blik på kommentarerne til f.eks. Day Poulsens blog hos Berlingske kan dog vise, at det næppe er hele forklaringen, omend der stadig er temmelig langt ned til de laveste bundskrabere på andre medier. Men de medier kan man jo så holde sig fra, når man kun deltager i debatten af lyst.

Man kommer nok ikke udenom, at reaktionerne også skyldes debattørens eget valg af budskab. Som liberal har man den umiddelbare fordel, at der næsten altid skal argumenteres mod flere forbud, straf og myndighedskontroller, og det giver forhåbentlig en vis velvilje hos læserne. Men det handler nok også om, hvorvidt man bare vil påtrykke andre sin mening, eller om man er villig til at argumentere for sin egen opfattelse. Det kan godt gøres farverigt uden at være usagligt. Men først og fremmest skal det gøres med en viden om, at ens modpart trods alt har en grund til at have sin afvigende (omend forfejlede) mening. Den erkendelse, håber jeg, er blandt grundene til, at jeg selv undgår de grimme reationer.

Og med fare for at fornærme en hel del, så er det måske nok et forhold, som en del – selv professionelle – meningsdannere kunne overveje lidt mere. For mange af reaktionerne er jo bare en slags overdrevne: “Nej, nu vil vi ikke udsættes for flere mærkelige påhit og indgreb i vores liv!”

En anden opfølgning på udsendelsen har været, at de vrede udbrud åbenbart også går ud over mandlige debattører, og at det er ensidigt at fokusere på kvindernes trængsler. Som mand og potentiel modtager af ondsindede beskeder, så vil jeg selvsagt ikke nedtone den forargelse, men dybest set, så er jeg ikke enig. Man kommer bare ikke udenom, at kritik af kvinder traditionelt oftere inddrager deres køn og seksualitet. Og dertil kommer, at hvis en kvindelig debattør ved en senere lejlighed måtte møde den truende person en mørk aften i en baggyde, så vil hun gennemsnitligt have noget sværere ved at ‘forsvare sine synspunkter håndfast’ end en mandlig. Det kan ikke være helt uden betydning for, hvor ubehageligt en trussel opleves.

Men der er nok rigtig god grund til at overveje, hvor meget diverse mishagsytringer egentlig skal ses som trusler. For trusler mod debatindlæg er jo formålsløse. Uanset hvor meget man truer, så er debattørens meninger jo sluppet ud i det offentlige rum. Traditionelt går trusler ud på, at hvis nogen gør … , så sker der … . Men det er altså ikke situationen her, hvor reaktionerne mere har karakter af grimme variationer over temaet “Gid du må brænde op i helvede”, om end det nok somme tider virker som et “løfte” om en slags lynch-justits for noget, som allerede er gjort.

Som udsendelsen indirekte fik illustreret, men slet ikke drøftet, så er det imidlertid uhyre sjældent, at den slags løfter holdes. Og det er måske i virkeligheden det vigtigste at holde sig for øje.

Synsfelts-forsnævring

Som man ser, praktiserede de gamle grækere ikke omskæring.

I forbindelse med en høring i folketinget, er der i øvrigt en hel masse ‘liberale’, som er begyndt at argumentere meget voldsomt for et forbud mod omskæring af drenge.

 Min første – men nok lidt mindre saglige – reaktion er, at der er tale om et vellykket stykke muldvarpearbejde fra krypto-islamofoberne.

Mere væsentligt er nok, at det kan undre, at mennesker, der så er så selvretfærdigt sikre på, at de har voldsomt gode og rationelle argumenter for deres synspunkter, samtidig mener, at det er nødvendigt at bakke disse synspunkter op med et forbud. Man skulle da ellers tro, at hvis noget bare var tilstrækkeligt indlysende og rigtigt, desto mindre behov ville der være for lovgivning.
 

Lad mig komme med en lille sammenligning. Der er rigtigt gode argumenter mod brug af temmeligt mange euforiserende stoffer, men alligevel er der da ingen tænksomme mennesker tilbage, som ikke går ind for liberalisering i en eller anden grad.
 

Det samme gælder lavaldre for køb af tobak, spiritus, samt lovligheden af prostitution.
 

Et kulturfænomen med mange tusinde år på bagen skal ikke udryddes ved forbud og straf, der fører til en illegal subkultur. Antallet af semitiske børn med patologisk – og dermed behandlingskrævende – forhudsforsnævring vil eksplodere. (Det vil givetvis også vise sig at være en stærkt arvelig lidelse!)
 

Nu er lidelsen ikke til stede i mine gener, og det ligger ikke til min religion at gøre, så jeg gider ikke sætte mig ind de fysiologiske spørgsmål, men jeg er overbevist om, at hvis de nyfødte børns fædre har følt sig læderede eller oplevet komplikationer blandt deres bekendte, så er de kloge nok til ikke at påføre deres egne sønner risikoen.
 

At være liberal handler om at tro på, at andre mennesker er nøjagtigt lige så kloge, omsorgsfulde og retsindige, som man synes, at man selv er. Det er vanskeligt at fastholde, men det er værd at fastholde.

%d bloggers like this: