Flagrende frihedstanker

Blandt konservative er frihedstanken til tider temmelig flagrende og usikker. Navnlig når det gælder flag.
Den samlede konservative top (Barfoed, Kjær og Jarlov) var også ude med riven: http://www.b.dk/kommentarer/regeringen-og-la-angriber-dansk-kultur.
Berlingskes chefredaktør Tom Jensen viste det med denne klumme: http://tomjensen.blogs.berlingske.dk/2012/04/23/den-fattigste-frihedskamp/

Og så kunne jeg ikke holde mig længere, men måtte endnu en gang ytre mig derom. Denne gang på facebook:

Tvangstænkende nationalister

Gennem den seneste tid har en debat om flag, kanoner (af den kulturelle slags), kristendomsundervisning og andre nationale symboler raset på fuld kraft i aviser og på netmedier. Blandt de flittigste skribenter har været den tidligere så saglige Rasmus Jarlov, men senest har Berlingskes Tom Jensen også blandet sig.

Der er ingen ende på, hvilke mærkelige motiver de kan skyde deres modstandere i skoene – lige fra at bulldoze nationale symboler til afskaffelse af Dannebrog. Og hvor må de dog vide, at det er noget inderligt vrøvl, som de får fremført.

Når man hedder Jens Hansen, så er det godt nok tungt at blive beskyldt for at være tilhænger af unational adfærd. Jeg skriver disse linier omgivet af minder om mine forfædres indsats i danske krige tilbage til Københavns bombardement i 1807. Forleden læste jeg Den lille Hornblæser for mine børn, nøjagtig som min farfar læste den for mig og hans far førend ham. Og så skulle jeg ikke være kernedansk? Og endnu værre, jeg skulle ikke ønske at videregive min danskhed til mine børn.

Men misforståelsen skyldes tilsyneladende, at d’herrer er så hjernevaskede af det moderne forbudssamfund, at de slet ikke fatter betydningen af det lille ord “frihed”. Frihed betyder imidlertid, at en handling hverken er forbudt eller påbudt. Hvis man har frihed, så må man selv bestemme, om man vil eller ikke vil gøre handlingen, f.eks. at flage med Dannebrog. Når man giver nogen frihed i stedet for litteraturkanoner, så betyder det altså ikke, at læsning af Peter Seeberg bliver forbudt. Men det betyder, at man har indset, at fortalen til Jyske Lov kan være lige så vigtig som en ekstra folkevise; at Anne Holms børnebog David er lige så vigtig som 100 sider Holberg (der i øvrigt ofte var påfaldende inspireret af udenlandske forfattere). Og fremfor alt betyder det, at man har forstået noget centralt i vestlig civilisation, nemlig at mennesker skal have både lov og pligt til at tænke selv.

Historie- og rodløse er nationalromantikerne også. De ved ikke, at dansk tradition netop bygger på, at skoler selv fastsætter deres pensa, og at det modsatte kun har været gældende i et fåtal af år. De ved tilsyneladende heller ikke, at de “kanoniske bøger” er Bibelens officielle titel, og at brugen af udtrykket om andet med rette kan anses for lettere blasfemisk. De påkalder sig kultur, men blændes af politur.

Sagt i samme højspændte tone, som de selv bruger, så vil de afskaffe kærlighed til Danmark og indføre pligt til at være dansk. Men kan man virkelig have den holdning, og så stadig være dansk?

Jens Fr.

PS Jeg var meget glad for venlige kommentarer fra blandt andet d’herrer Geertsen og Jan E. Jørgensen

I de national-romantiskes verdensbillede vægter Holberg tungt –
lige så tungt som hans sarkofag i Sorø

 

Frihed og flag i modvind

Eva Agnete Selsing gik i selvsving over et forslag fra Xenia Stampe og skrev denne kommentar i Berlingske: http://www.b.dk/kommentarer/saa-hejser-vi-det-liberale-flag
Det kunne jeg ikke nære mig for at svare på i Berlingske d. 14. april:

Lad mangfoldigheden blafre.

I modvind?

Når Eva Agnethe Selsing i sin klumme i Berlingske d. 10.april 2012 mener, at flagfrihed vil være et anslag mod kerneværdier i det danske samfund, så tager hun grundlæggende fejl.

For næsten alle os liberale gælder, at vi fortsat håber at se Dannebrog vaje fra næsten hvert eneste hus. Vi tror, at Dannebrog er smukkest i blæst – og navnlig i strid modvind. Og vi har fuld tiltro til, at Dannebrog kan hævde sig i konkurrence (uden positiv diskrimination og flagkvoter).

Som lovgivningen er, så er den inkonsekvent. Grundlæggende er det forbudt at flage offentligt med noget som helst andet end Dannebrog, men der er en meget lang praksis for ikke at skride ind mod Ikea-, Shell- og alle mulige andre rædselsfulde reklameflag. Det er i dag næppe muligt at gennemtrumfe et forbud mod nedlagte landes flag, f.eks. Hagekorset og DDRs, som vi formentlig alle ville hade at se.

Samtidig må vi også erkende, at der bor langt flere udlændinge i Danmark end tidligere, og hvorfor skal de ikke have lov til at fejre begravelser og fødselsdage med deres eget flag. Og EU- samt nordiske borgere har allerede fået en permanent tilladelse Hvorfor så ikke et venskabeligt Stars and Stripes hellere end et Uno-X flag. Min nationalfølelse eksisterer ikke på bekostning af andres, men i respekt for deres særpræg. Og hvad med de af vore landsmænd, som bor i udlandet? Skal de ikke støttes i et ønske om at bruge Dannebrog.
Endelig må politiet have vigtigere opgaver. Hvor mange betjente, anklagere og dommere skal afsættes til nidkært at gennemtrumfe et forbud? Vil vi virkelig betale løn til justitsministeriets jurister for at behandle ansøgninger om dispensation ved konfirmationer og internationale kongresser?

Naturligvis skal vi værne om nationale symboler, men vi skal gøre det hver for sig og af overbevisning.

Jens Fr

9. april – en samlende eller spredende begivenhed

Gennem de seneste år er det blevet stadig mere almindeligt at fordømme den danske regerings holdning d. 9. april. Det er et forhold, som jeg har været nødt til at gennemtænke, fordi mine børn trods alt har en oldefar, der sad i regeringen under hele besættelsen. Han var både den første minister, som tyskerne krævede flyttet fra sin post, og alligevel medlem af ministeriet Scavenius, så længe det sad.

Lad mig samtidig straks sige, at jeg er opdraget til at tro på kamp til sidste patron, så mit instinkt ligger langt fra samarbejdspolitikken. Men det betyder ikke, at jeg kan deltage i den universelle fordømmelse deraf. Man er altså nødt til at huske forudsætningerne for kapitulationen d. 9. april.

Det er måske umuligt at forstå idag, men det var forholdsvis bredt accepteret i datiden, at man af hensyn til folkeretten skulle forsøge at hindre neutralitetskrænkelser med militær magt, men at man samtidig ikke var forpligtet til at kaste sig ud i en eksistenskamp. På egen hånd gav en eksistenskamp ingen mening, og vi havde som neutrale ingen alliancer med andre om gensidig støtte. Ingen i det danske militær eller blandt danske politikere havde forudset, at et dansk offer kunne hjælpe Norge. Og det havde nordmændene eller svenskerne såmænd heller ikke.

Regeringen foretog sig den 9. april det yderst rationelle, at man overvejede om kampen havde varet længe nok til, at Danmark kunne hævde, at man havde ydet det minimum af modstand, som krævedes for at være besat mod sin vilje. Man accepterede helt klart, at det krævede en indsats med et antal dræbte, men også at man derefter kunne stoppe kampen.

Hvis man skal holde sig inden for den tids præmisser, så handlede regeringen imidlertid korrekt og klogt d. 9. april.

De, som hævder, at den 9. april skyldes en radikal-socialdemokratisk regerings politik, må samtidig påvise, at en anden regering havde haft mulighed for at føre en anden politik. Og i den forbindelse er det afslørende, at selv en fuldstændig gennemførelse af de konservatives forslag til forsvarsordning, ikke havde ændret det mindste på udfaldet af d. 9. april. Ingen partier kan påstå, at de i årene op til 2. verdenskrig foreslog en oprustning, der ville have medført, at Danmark havde stået afgørende bedre militært d. 9. april.

Af natur er jeg tilbøjelig til at føle som den af mine grandonkler, som stod opmarcheret i en kasernegård og modtog ordre til at undlade modstand. Han rasede stadig af afmagt, da han fortalte mig derom 30-40 år senere. Men det karakteristiske er netop ordet “afmagt”.

Når man er afmægtig, har man en tendens til at mene, at “det må være nogle andres skyld”. Men det behøver det ikke være. Og man sætter et unødvendigt skel ned igennem den danske befolkning, hvis man postulerer, at det socialdemokratisk-radikale flertal ikke følte sig lige så afmægtige og lige så knust d. 9. april.

Jens Frederik

Jeg blev i øvrigt glad og rørt, da en bekendt delte denne facebooktekst med ordene: Jens Frederik Hansen er og bliver en klog mand – også selvom han er jurist

Dannebrog og danskere

I foråret 2012 rasede der en heftig debat om brugen af Dannebrog. Et af mine bidrag var denne lille tekst på facebook:

Dagen i går (3. april) rummede en til tider heftig og emotionel debat om flag.

Det fik mig til at tænke på en af de smukkeste oplevelser, jeg har haft med Dannebrog, nemlig da min daværende svigerfar døde for ca. 12 år siden.

De boede på et højt bakkedrag nord for Århus i Hjortshøj sogn med fri udsigt ned ad bakken til Skødstrup og Århus bugten.

Han døde hjemme, så medens svigermor vaskede liget af sin mand, var det naturligt, at jeg gik ud og hejsede flaget på halv. Det var en af de der dage med de særligt varme farver, som man kun får i skråt efterårslys. Og allerede medens jeg stod der ude i kulden, svarede en nabo lidt nede af bakken med at hejse sit flag på halv.

Gennem de næste timer kunne man så gradvis se, hvorledes flagene gik på halv henover sognet.

Det var bare så smukt, og så dansk.

 

Kultur er kodeordet

I Berlingske begik Benedikte Kiær denne blog: http://www.b.dk/politiko/nej-tak-til-den-radikale-vaerdirevolution.
Det var altså ikke til at stå for, så her er svaret fra 18. marts:

 Kultur eller politur

Benedikte Kjær skrev alle de rigtige plusord i sin blog forleden, hvor hun angreb afskaffelsen af kanon-lister i folkeskolens undervisning i historie og dansk. Hun trak både “grundlæggende liberale værdier”, “historien og den kristne kulturbaggrund” frem. Så kan det ikke blive mere melodramatisk.

Problemet er bare, at hun ikke selv har styr på de 3 begreber. Kanonlister og central styring af pensum er ikke en gammel historisk tradition, men derimod et markant brud med de frie skoletraditioner, som er Danmarks ypperste bidrag til moderne civilisation. Liberale er de da slet ikke. Kanonlisterne er derimod skabt for ikke ret mange år siden i frustration over faldende standarder i folkeskolen, men de har været en hovsa-løsning. Sandheden er den enkle, at kanonlisterne kun kan bidrage med politur til undervisningen, og det kræver endda, at de bliver efterlevet, hvad de næppe gør.

Hvis skolerne skal fungere bedre, så kræver det et uhyggeligt langt, sejt træk med at opgradere lærerne, så de besidder kultur. Det er så enkelt, at man kan ikke lære noget fra sig, som man ikke selv har forstået. Med fare for at fornærme et stort antal hæderlige lærere, som selv synes, at de hver dag gør deres bedste, så må det konstateres, at læreruddannelsen gennem en lang årrække har haft alt for lav kvalitet og status. Og nu høster vi frugten deraf.

Bare et kort blik ind på et tilfældigt lærerværelse giver en opfattelse af en socio-økonomisk gruppe, der skiller sig markant ud fra det omgivende samfund. Det er problemet, og det kan ikke løses med kanoner.

Jens Fr.

Og for fuldstændighedens skyld er her hendes replik

“Jeg er konservativ

Jens Frederik Hansen udtrykker i søndagens Berlingske, at man ikke både kan støtte liberale frihedsrettigheder og kanonlister. Men Hansen glemmer, at jeg er konservativ.

Det Konservative Folkeparti kæmper både for de liberale frihedsrettigheder og de danske værdier.
Smuldrer sammenhængskraften i samfundet, forsvinder vores identitet som danskere.

Og uden blik for de fælles værdier og begivenheder, der samler nationen og har haft betydning for historiens gang, får vi for alvor svært ved at klare os i den skærpede globale konkurrence.

Benedikte Kiær
Politisk ordfører ( K).”