Enhedslisten og regeringen

Flot politisk muldvarpearbejde.

Medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse truer med at lade regeringen falde på finansloven (Berl. 12/6). Skal vi virkelig tro på det?

Hvis de nuværende opinionstal holder, så ville et valg føre til, at Enhedslisten overtog positionen som det helt enerådende parti på venstre fløj i dansk politik. SFs økonomi ville formentlig bryde sammen, fordi man pludselig ville miste en meget stor del af sine offentlige tilskud. Det ville koste mange medarbejdere hos SF. Allerede efter sidste valg var der væsentlige problemer i SF som følge af mistede tilskud.
Hvis Enhedslisten var kapitalister, så ville fristelsen til at gå på Børsen med sine aktier, medens kursen er høj, være stor. Men det bør de jo også vide hos SF og S, og hvis de endnu ikke har forstået budskabet, så kan man jo minde dem om det. Og det gør Enhedslisten så.

Og man gør det elegant. Truslen om valg kommer ikke fra de “ansvarlige” medlemmer af folketingsgruppen, men fra medlemmer af hovedbestyrelsen, der til lejligheden udnævnes til partiets “bagland”. I al beskedenhed må det forventes, at kontakterne mellem folketingsgruppe og hovedbestyrelse er så nære, at den ene hånd ganske udmærket ved, hvad den anden gør. Det virkelige bagland befinder sig jo helt andre steder – lejret omkring bordene i landets medborgerhuse med kaffe og Carlsberg.

Der er derfor rigtig god grund til at tro, at der reelt er tale om et stykke koordineret politisk muldvarpearbejde med det hovedformål at give troværdighed til folketingsgruppens krav til indholdet af diverse forlig. I givet fald er det elegant, men det bør ikke skræmme nogen fra den borgerlige fløj til at give indrømmelser for at undgå, regeringen indgår forlig til venstre side.

(Oprindeligt bragt i Berlingske Tidende d. 13. juni.)

Og hvis nogen er i tvivl om, hvorfor truslen er hul og forløjet, så tænk blot på, hvad 3 ugers valgkamp vil gøre ved liste Øs opinionstal. Det der sker for tiden er selvsagt en protest, men jo tættere man kommer på stemmeurnen, desto mere betænkelig er man ved protesten. Og det ved Enhedslisten også inderst inde.

Kassetænkning i søfarten – en økonomisk revolution.

The Box – en bog om containeren.

Hvad har containeren – den ydmyge metalkasse til at pakke varer i – egentlig betydet for vort verdensbillede og levestandard. Temmelig meget hvis man skal tro Marc Levinsons bog “The Box” (Princeton University Press, 2006). Bogen kan i øvrigt lånes på danske biblioteker.

Forfatteren er mig ukendt, men af hans egen hjemmeside fremgår, at han er PhD fra New York City University og bl.a. forfatter til Economist Guide to Financial Markets. Dette er værd at nævne for stilen i The Box er flydende og let, men det behøver indholdet jo ikke være. Tværtimod er evnen til at viderebringe svære emner i en overskuelig form en rosværdig kvalitet.

Bogen er kronologisk opbygget med fokus på udviklingen i America og hovedvægten lagt på de første svære år i containerens historie. Og så er der fantastiske historier om absurd regulering af erhvervslivet i en grad, så man har svært ved at bevare et indtryk af USA som en markedsøkonomi.
Interessant er det, at danske rederier – eller skal man i denne sammenhæng sige transportvirksomheder – kun nævnes 2 gange. Den ene er DFDS’ introduktion af containere på de indenlandske ruter tilbage i begyndelsen af 50-erne. (Bogen nævner det ikke, men Kvæsthusbroen i København er altså en del af den økonomiske verdenshistorie som containerterminal!)

Den anden danske optræden er en ret kort passage om Mærsks opstigning til verdens største containerrederi sammen med bl.a. Evergreen. Forfatteren lægger stor vægt på, at det var svært for europæiske rederier at samle kapital nok til at være med i kapløbet, og derfor kunne en beskrivelse af outsiderne, der kom til ret sent, være interessant. Når det ikke sker, er det nok fordi, hovedvægten som sagt ligger på den tidlige periode. Men det ligger som en klar undertråd, at det var det forhold, at outsiderne stod udenfor kartellerne – de såkaldte konferencer – som hjalp dem i gang.

Men tilbage til begyndelsen, som skyldes rederiet Sea-Land.

Først på land
Initiativtageren, Malcom Maclean havde opbygget en succesfuld vognmandsvirksomhed, men følte sig bundet af konkurrencebegrænsende reguleringer. Man måtte kun køre med fragt mellem bestemte byer på ruter, som Interstate Commerce Commission skulle godkende. Man måtte ikke samle ekstra gods op på vejen, man måtte ikke køre udenfor ruten for at få returgods, hvilket selvsagt er helt afgørende for driftsresultatet, og alle priser – navnlig prissænkninger – skulle godkendes og blev det kun, hvis man kunne dokumentere at kørslen stadig ville give overskud. Til gengæld var alle priser offentligt tilgængelige og det bød på gode muligheder for en dygtig tilbudsgiver. Macleans simple trick var at tilbyde kunderne en totalpris for deres transportbehov istedet for den traditionelle pris pr. ton og derved gøre besparelsen ved skift til hans firma meget tydelig. Simpelt, men effektivt.

Og så til søs
Når landtransport var så besværlig, så var muligheden for søværts transport, hvor man frit kunne bestemme ruten en oplagt mulighed. Oprindelig var ideen at køre hele anhængere ombord, det som kaldes Ro-ro (Roll on – roll off), Men det giver naturligvis et meget større pladsforbrug. Godset kan ikke stables og skal køres ind på forskellige dæk. Så er stablede containere langt smartere. Afgørende i den sammenhæng er dog, at lasten ikke må forskubbe sig, og det kræver, at containerne kan låses sammen. Den twist-lock, som bruges til det, er formentlig lige så afgørende for globaliseringen, som “the spinning jenny” for den industrielle revolution.
Og så lige nogle få detaljer
Men der skulle mere hardware til i form af kraner, kajer og opbevaringspladser i havnene. Og så skulle havnearbejderne lige overtales. Stuvning af skibe har altid været et højt specialiseret håndværk, fordi en forskubbelse af lasten nemt fører til forlis, men også en arbejdstype med svingende arbejdsmængder. Enten er der skibe i havnen, eller også er der ingen. Det havde givet anledning til arbejdsforhold, som bogen bruger temmelig megen plads på at beskrive.

For liberale er det en rædselshistorie, som hverken Dracula eller Frankenstein kan slå. Men naturligvis kan man ikke bebrejde arbejderne, at de forsøger at opnå maksimale arbejdsforhold. Arbejdsgiverne er bestemt ikke uden medskyld, og det hele udviklede sig, fordi konkurrence var stort set ikke eksisterende. Og his nogen skulle spørge hvorfor, så er svaret igen det enkle: myndighederne havde blandet sig!

Og der var mere regulering. Maclean var nødt til at sælge sin vognmandsvirksomhed, for man måtte ikke eje både rederi og vognmandsforretning. Og så var rederierhvervet ikke helt så frit, som angivet ovenfor. For rederiernes største enkeltkunde var forsvaret, der fordelte sit gods blandt eksisterende rederier efter faste mønstre. Dertil kom en række tilskud til køb og drift af skibe, men på betingelse af at myndighederne kunne fastlægge størrelse og ruter. Begrundelsen var tildels, at man ville sikre amerikanske sømænd hyrer. Og desuden var al transport mellem amerikanske havne forbeholdt amerikansk registrerede skibe. Den type love har Storbritannien også haft, men opgav dem i midten af 1800-tallet. Og det slutter ikke med disse uhyrligheder, men det er ikke til at holde ud at referere.

Gennembruddet
Der skal skarp lud til skurvede hoveder, og det kom der. Vietnam krigen udløste enorme behov for transport, og med gammeldags stykgodsskibe, hvor hver enkelt sæk skulle stuves med håndkraft brød systemet sammen. Svaret var en privatisering. Og så gik det pludselig stærkt. Containerens allerstørste fordel er, at godset kan lastes og losses med nærmest utrolig hast i forhold til stykgods, og dermed kan skibet bruge langt mere tid på sin hovedopgave, at sejle. Og det er væsentligt for driftsresultatet. For at opnå returgods fra østen opstod der en trekanthandel mellem USA, Vietnam og Japan. Navnlig transport af små, værdifulde varer i containere var effektivt. Som stykgods havde der altid været et betragteligt svind under transporten. Nu kunne det elimineres.

Den lykkelige udgang
Verdenshandelen er eksploderet i omfang siden 1970. Verden brødføder langt flere end nogensinde før og med en højere levestandard. Øget verdenshandel er en væsentlig del af forklaringen, og den øgede verdenshandel skyldes i vidt omfang containeren og dermed følgende prisfald på transport. Og den skyldes containerens evne til at nedbryde monopoler og erhvervsregulering ved sin totale omkalfatring af branchen. Alt i alt er dette den mest fascinerende thriller, som jeg har læst i årevis. Og afslutningen er lykkelig.

Når jeg tænker tilbage på min gymnasietid, hvor en gennemgang af kilder til den industrielle revolution, proletariatets opståen og imperialismens grusomheder var med til at holde mig langt væk fra et historiestudium, så vil jeg håbe, at en behjertet sjæl en dag vil lave et kildehæfte til denne nye verdensomspændende succeshistorie for det frie marked. Tænk hvis hver eneste student havde den bagage med, når de satte huen på hovedet. Her ligger en opgave og venter.

Papegøjepolitikere og deres retorik


På dagen, hvor det politiske system fejrer sin egen selvforståelse, kan denne lille anmeldelse, der oprindelig er skrevet i sommeren 2011, men nu er let opdateret, måske bruges til at skabe en lille smule luft at ånde.

Papegøjepolitikere afsløret.

Anmeldelse af Christian Kock, De svarer ikke, Gyldendal 2011, 225 sider

Når en politiker skal sikre sig partimedlemmernes tilslutning til hans synspunkter, så er en af de klassiske metoder, at inddrage dem i en hemmelighed. Tidligere borgmester H.O. Thustrup Hansen i København var en dreven rotte i så henseende. Talløse var de møder, hvor Thustrup redegjorde for den aktuelle situation med den indledende bemærkning, at “I denne lukkede forsamling kan jeg nok tillade mig at sige, …” Det, som fulgte efter, var dog som regel en oplæsning fra dagens Berlinger. Men effekten var der.

Sådan har enhver politiker sine retoriske tricks. Tidligere statsminister Fogh Rasmussen kunne den kunst at messe en enkelt udvalgt sætning, (“Der er ikke noget at komme efter”) som svar på et hvilket som helst spørgsmål. Og en række af hans ministre tog ved lære af ham. Så anvendt var (er?) metoden, at statsministeren selv anvendte ordet “papegøjepolitik”, da han skulle fortælle Venstres kandidater om en kommende valgkamp.
Nu har Christian Kock, professor i Retorik på Københavns Universitet, så skrevet en bog om unoder i den politiske debat, og det er blevet en fornøjelig bog, men at skrive en anmeldelse er blevet langt mere vanskeligt end oprindeligt forventet. For bogen er så velskrevet, at mange af dens pointer glider ned uden at man egentlig får reflekteret over, om de er så indlysende rigtige. Dermed får man måske også en tendens til at undervurdere, hvor stort et arbejde der ligger bag bogen.

Når man er bidt af den politiske bacille, så vil bogen være noget nær uundgåelig læsning, for den rummer meget store dele af det retoriske pensum, som man som politiker må beherske – hvad enten man nu vil afsløre sine modparters demagogi eller lære lidt flere tricks.

Der var en gang …

Bogen rummer sine steder antydninger af “o tempora, o mores”. Synspunktet forekommer mistænkeligt. At kvantificere eller blot anskueliggøre et ringere debatniveau i dag end for 50 år siden, er næppe muligt. Politikernes kontaktflade til borgerne er en anden. Det samme gælder politikernes baggrund. Den, som selv er arbejder, behøver næppe gøre stort for at sikre sin troværdighed blandt arbejdere, medens en kandidat i statskundskab nok kan have vanskelighed med at virke ægte iblandt sosu-assistenter.

Men som Christian Kock selv gør opmærksom på i sin indledning, så havde også fortidens politikere den evne at skære modstandere ned på en lidet hensynsfuld måde. Politik er måske nok en holdsport, men der er kamp om pladserne på 1. holdet, og lange år i det miljø må sætte sine spor på deltagerne.

Tilsvarende skal man nok huske, at vi alle har en tendens til at forfalde til tirader, når man har gentaget sig selv tilstrækkeligt mange gange. Fra min egen ungdom husker jeg nogle gange, hvor politiske fæller kom med fordomsfuldt fordømmende udsagn, som jeg studsede over. Men når man spurgte ind til det, så var der oftest en rimelig og i hvert fald mere nuanceret forklaring. Det var lidt, som når matematikbogen konkluderede, at “heraf ses let”. Der manglede bare adskillige mellemregninger, førend jeg så noget som helst. For nylig hørte jeg den vending, at fordomme bygger på erfaring. Og det kan ikke helt afvises. Problemet er som regel blot, at man generaliserer på grund af en stærkt begrænset erfaring.

En mulig årsag til sædernes forfald kan dog være, at så mange politikere kæmper om midterpositionen. Så bliver der selvsagt mindre plads til politiske forskelle. Et forslag om privatisering af universiteterne er trods alt mere markant end en diskussion om bevillingerne er steget med x eller y %. Og da al markedsføring handler om at vise forskelle mellem konkurrerende produkter, så er den oplagte mulighed, at man lægger vægten på spin.

Det ikke helt ærligt, at Christian Kock flere steder i bogen understreger, at han ikke vil afsløre sig eget politiske ståsted. Der er et engelsk ordsprog om, at jo tiere gæsten omtaler sin egen ærlighed, desto ivrigere skal man tælle sølvtøjet, når han er gået. Og en gennemgang af Christian Kocks eksempler viser jo nok, hvor han har sine interesser. Kapitlet om talfusk handler i hvert fald overvejende om universitetets og dets studerendes økonomi. Og det forekommer rimeligt, for på det område må man forvente, at han har større indsigt end så mange andre.

Stråmænd, fugleskræmsler og ulvekobler.

En stor del af bogen er helliget det begreb, som Christian Kock betegner som en “stråmand”. Begrebet er almindeligt anvendt af retorikere, men for en jurist kan det gøre lidt ondt, at se det anvendt på den måde. Den retoriske stråmand er “at dutte folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå” – eller med andre ord et fugleskræmsel. Man fristes til at tro, at ordet stråmand er en oversættelse fra udenlandsk, for der er enkelt andre steder, hvor Kock forfalder til at bruge udenlandske begreber, selv om en sprogrøgter ville hævde, at der findes mundrette danske udtryk.

Den juridiske stråmand er noget andet, nemlig en som påtager sig at være stedfortræder for en bagmand, som ikke selv ønsker at stå frem i en bestemt rolle. Den juridiske stråmand burde være oplagt i den offentlige debat. Et hvert folketingsmedlem burde opdyrke en skare af trofaste stråmænd, som i fornødent omfang vil stå frem og understøtte politikeren med debatindlæg, som naturligvis alle er leveret af politikeren selv.

Den, som én gang har prøvet at jage i flok, vil vide, hvor uhyggeligt effektiv metoden er. Selv erindrer jeg flest episoder fra politiske debatmøder, hvor vi vejrede en fært og drev byttet ud i selvdestruktion. En klassiker var den unge Connie Hedegaard, der enfoldigt erklærede, at hun altid ville foretrække socialisme frem for liberalisme. Og den udtalelse plager hende stadig med mellemrum.

Men brugen af politiske ulvekobler er vist meget begrænset. De politikere, som jeg har drøftet det med, har alle afvist at skabe et sådant. Og Christian Kock nævner heller ikke fænomenet. Hermed har han så et emne til fremtidig forskning.

På vanviddets grænse

Et andet fænomen, der heller ikke omtales, er den debattør, der bevidst vælger at lægge sig på grænsen mellem det troværdige og det outrerede, alene med det formål at rykke det samlede politiske spektrum. Det er en teknik, der meget effektivt kan benyttes af det politiske ulvekobbel, hvor man fordeler rollerne blandt medlemmerne, så nogle er på grænsen til hampemarken, og andre udtrykker den eftertænksomt moderede udgave af synspunktet. Allerbedst bliver den, når de eftertænksomme giver indtryk af, at man må bøje sig for krav fra baglandet.

Man kan i øvrigt hævde, at det under den borgerlige regrering fra 2001-11 var fraværet af en liberal opposition på højre side af regeringen, der førte til, at det danske politiske spektrum på en række punkter kom til at ligge væsentligt længere til venstre efterhånden som årene gik. Det har så ændret sig igen det sidste år.

Af bogens ca. 200 sider indeholder de første 145 en introduktion til begrebsapparatet understøttet med en række tænderskærende, tåkrummende og hændervridende eksempler. Det er en oplevelse, der bringer mindelser om filmen Max Pinlig. Er det mon derfor bogen er i samme lille format som en roman? Men man savner et par klassikere, navnlig Nyrups ødelæggelse af Fogh Rasmussens minimalstatsbog. Ej heller Svend Auken er repræsenteret.

Udlændingedebatten

Herefter tages der fat på udlændingedebatten. Det er sindsoprivende læsning. Og det bliver ikke bedre af, at Christian Kock af og til selv falder i suppen. En ting er, at den offentlige debat alt for tit forfalder til en falsk tvedeling mellem indvandrertilhængere og –modstandere. Men når Kock heller ikke levner plads til, at der kan være forskelle i synspunkter på de enkelte fløje, så fortvivles man. Er Henrik Gade Jensen virkelig Søren Krarups trofaste meningsfælle? Eller er han et selvstændigt væsen, der somme tider deler synspunkter med Krarup. Jeg ved det ikke, men det er som om iveren efter at revse tager overhånd. Men det er måske meget forståeligt, når man ser hvilke udgydelser de citerede debatindlæg fra alle sider indeholder.

I dette kapitel optræder heldigvis en af dansk politisk demagogis grand old men, nemlig Klaus Rifbjerg. Man må håbe, at en litteraturforsker en gang ved lejlighed vil yde denne del af hans forfatterskab retfærdighed, for det rummer perler.

Men også mange andre viser her de evner, som har sikret dem en plads i samfundet forreste geled. Den ondsindede kommer næsten til at savne et navneregister bagest i bogen. Det er dog ikke partigængernes lille personlige tilfredsstillelse, der er bogens hovedformål.

Fremtidshåbet

Bogens formål er selvsagt at bidrage til en højnelse af kvaliteten i den offentlige debat. Det ønske kan ingen fortænke Christian Kock i. Det modsatte synspunkt ville i hvert fald næppe være synderlig salgbart. Men om det vil ske, kan man nok stille sig lidt kynisk til.

Som den gældende valglov er indrettet, så er det påfaldende, at borgerne har uendelig få muligheder for at fravælge bestemte politikere, så Kocks håb om en udvikling, hvor demagogisk snyd på vægten fører til fravalg af de pågældende har næppe mange chancer. Men bogen skader da i hvert fald ikke.

Og man kan måske endda hævde, at når antallet af medier stiger, så bliver der bedre plads til refleksion. På den måde kan antallet af tv-kanaler, netaviser og blogs måske endda vise sig at rumme muligheder, som vi ikke kan se lige nu.

Mikrolovgivning – 3 små provokationer


For nylig havde jeg fornøjelsen af at holde et oplæg for Cepos. Blandt tilhørerne var en lang række borgerlige politikere fra første geled. De både grinede og klappede pænt, så måske er det værd at gengive:

Små ændringer – stor effekt

“Both God and the devil are in the details”. Sådan kunne mottoet for en mikrolovgiver lyde.

Politik lever af sound-bites, hvorfor så ikke også gøre det samme med lovforslag. Skal det kunne markedsføres, så skal det kunne koges ned til en soundbite. Det skal hugge gordiske knuder over. Der er trods alt ikke ret stor forskel på at sælge politik og vaskepulver – uanset hvor ofte det modsatte er blevet hævdet.

Ideen

Egentlig stammer ideen ikke fra mig selv, men fra en gammel apokryf historie om dansk politiks enfant terrible, Mogens Glistrup. Manden ejede ikke begrænsningens kunst og slet ikke vilje til samarbejde. Men han havde et umiskendeligt blik for absurditeter. Hver gang man i 70-erne skulle drøfte finanslov eller et af de utallige økonomiske indgreb, som dengang var lige så regelmæssige som topmøder om redning af Euroen er det i dag, så kastede han med omhu grus i maskineriet ved at fremsætte et fuldstændig uoverskueligt antal ændringsforslag.

Lige undtagen en gang, hvor Fremskridtspatiets eneste ændringsforslag så sådan ud:

Fremskridtspartiets ændringsforslag:

I lovforslagets § XX, stk. 2 ændres ordet “ikke” til “kun

Det var selvsagt lidt af en overraskelse, så samtlige folketingsmedlemmer bladede febrilsk rundt for at finde den rigtige paragraf. Og da de fandt den, så den således ud:

Forslag til lov om endnu en kriseløsning af Danmarks økonomiske forhold

§ A …

§ B …

§ XX Loven træder i kraft ved lovforslagets fremsættelse i Folketinget

Stk. 2. Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland

Så enkelt kunne det gøres!

Men kan den sport gentages?

Mit postulat er, at det kan lade sig gøre, og at det i virkeligheden gør rollen som politiker meget nemmere. Her er en række eksempler fra boliglovgivningen.

Lejelovene

Det første er hentet fra alle liberales yndlingsaversion, den sidste af rationeringslovene fra 2. verdenskrig. Med den som udgangspunkt gælder der et loft over huslejerne i det ældre boligbyggeri – det som kaldes “omkostningsbestemt husleje”. Hele ideen om et loft er selvsagt en vanskabning, men den værste tidsel er, at det beløb, som udlejeren må opkræve i forrentning af sin indskudte kapital, er bundet til ejendommens værdi i 1973. Er der mon nogen andre, som ikke har fået lønstigning siden 1973! Og hvorfor netop 1973?

Det er egentlig gjort ganske enkelt med følgende lovtekst:

Lov om midlertidig boligregulering

§ 7. Hvis lejen ikke kan dække ejendommens nødvendige driftsudgifter, jf. § 8, og afkastningen af ejendommens værdi, jf. § 9, kan udlejeren forlange lejeforhøjelse…..

§ 9. Til afkastning af ejendommens værdi afsættes på budgettet et beløb, der ikke må overstige 7 pct. af den ejendomsværdi, der er fastsat pr. 1. april 1973 ved 15. almindelige vurdering af landets faste ejendomme.

Og det uhyggeligt enkle lovforslag er såmænd blot at erstatte 1973-vurderingen med den nugældende:

Forslag til ændring af lov om leje

I § 9, stk 1 ændres ordene “pr. 1. april ved 15. almindelige vurdering af landets faste ejendomme” til “seneste offentlige vurdering”.

Da ejendommenes værdi er mangedoblet siden 1973, og da bestemmelsen selvsagt vil kapitalisere sig over i priserne på udlejningsejendomme og dermed på den næstkommende offentlige vurdering, så indebærer det reelt set en mulighed for fri husleje i ældre ejendomme. LLO vil selvsagt påstå, at man dermed udløser en tsunami på boligmarkedet, men det vigtigt at erindre, at der kun er tale om en mulighed for indeksregulering af afkast. Sandsynligheden for, at det rykker noget som helst, er faktisk ikke så stor, for den største del af lejemarkedet er efterhånden bragt uden for rækkevidde af den omkostningsbestemte husleje.

Ejerlejligheder

En af de bedste måder at genkende dårlig lovgivning på er, når den fylder for meget. Fadervor er på bare 64 ord. Grundloven holder sig – inklusive §-numre og overskrifter – på 4.280 ord, eller ca. det samme som en dobbelt kronik i Politiken. Længere behøver det altså ikke blive, men det gør det ofte.

Og selve længden af en lov kan i den grad bidrage til forvirring, at det i sig selv gør den svær at ændre.

Så hvis man blot en enkelt gang har forsøgt at sætte sig ind i reglerne om opdeling af ejendomme i ejerlejligheder, så ved man at det er gået rivende galt. Det drejer sig kun om en enkelt paragraf i loven, men med sine 1.593 ord har den en længde på over 1/3 af grundloven. Den svarer til 1½ kronik i Berlingske, og den er fuldstændigt uforståelig. For dokumentationens skyld har jeg medtaget den her, men i virkeligheden kan den uden større problemer springes over.

Ejerlejlighedsloven

§ 10. Loven anvendes på:

1) Bygninger, hvis opførelse er påbegyndt efter 1. juli 1966.

2) Bygninger, der ikke indeholder andre lejligheder eller rum end 2 beboelseslejligheder med tilhørende sædvanlige udenomsrum, når en landinspektør med beskikkelse attesterer, at hver enkelt ejerlejlighed til beboelse opfylder kravene i litra a-e og bygningen ifølge erklæring fra bygningsmyndigheden opfylder kravene i litra f-i.

a) Hver enkelt beboelseslejligheds etageareal som ejerlejlighed udgør mindst 26 m2.

b) Lejligheden omfatter et køkken på mindst 7 m2 nettoetageareal eller et køkken, der er indrettet i henhold til byggetilladelse meddelt inden 25. marts 1977. Arealkravet anses dog for opfyldt, hvis mere end 4/5 af bygningens beboelseslejligheder hver for sig opfylder kravet og det tillige er opfyldt i gennemsnit for samtlige beboelseslejligheder. Har beboerne adgang til kollektiv bespisning i beboerrestaurant i bebyggelsen, kan en kogeniche i et lokale på mindst 3 m2 nettoetageareal erstatte kravet om et køkken.

c) Lejligheden omfatter et badeværelse på mindst 2,5 m2 nettoetageareal eller et badeværelse på mindst 1,8 m2 nettoetageareal, der er indrettet i henhold til byggetilladelse meddelt inden 25. marts 1977.

d) Lejligheden er forsynet med el og dens køkken og badeværelse med indlagt koldt og varmt vand og afløb for spildevand. Lejligheden skal indeholde mindst 1 wc-rum, og dette skal være forsynet med håndvask.

e) Lejlighedens opvarmning sker fra et fælles varmeanlæg i eller uden for bygningen eller ved gas eller el i samtlige beboelsesrum.

f) Det totale varmetab for beboelseslejligheder skal være nedbragt til et niveau, der svarer til kravene i Bygningsreglementet af 1972. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler herom.

g) Efter gennemførelse af fornødne arbejder til opfyldelse af kravene i litra f er der foretaget tilpasning hertil ved indregulering og justering af bygningens varme- og fyringsanlæg.

h) Bygningen opfylder uanset alder de krav, der er stillet i medfør af lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.

i) Ingen af bygningens beboelsesrum er ved ombygning gjort uhensigtsmæssige med hensyn til størrelse og udformning i forhold til de pågældende beboelsesrums hidtidige naturlige anvendelse.

3) Bygninger, der er fredet i henhold til lov om bygningsfredning, jf. dog § 27 i lov om bygningsfredning.

4) Bygninger, der udelukkende anvendes til andet end beboelse.

5) Bygninger, der lovligt er opdelt i ejerlejligheder i henhold til tidligere lovgivning.

6) Bygninger, hvor en del af bygningen skal indrettes til ældreboliger eller almene ældreboliger, når kommunalbestyrelsen attesterer, at en del af bygningen indrettes til boliger, der får eller har fået tilsagn om støtte efter den tidligere lov om boliger for ældre og personer med handicap, jf. lovbekendtgørelse nr. 316 af 24. april 1996, eller lov om almene boliger m.v. Ældreboligerne eller de almene ældreboliger skal efter opdelingen udgøre en samlet ejerlejlighed. Denne ejerlejlighed kan ikke videreopdeles.

7) Bygninger, der er kondemneret i henhold til lov om byfornyelse og udvikling af byer, lov om byfornyelse, lov om byfornyelse og boligforbedring eller den tidligere lov om boligtilsyn, når kommunalbestyrelsen attesterer, at mindst halvdelen af bygningernes bruttoetageareal efter bygnings- og boligregisteret indrettes til ungdomsboliger, der har fået tilsagn om statsstøtte til indretning eller opførelse efter den tidligere byggestøtte-, kollegiestøtte- og boligbyggerilovgivning eller til almene ungdomsboliger, der får eller har fået tilsagn om støtte efter lov om almene boliger m.v., og den resterende del af bruttoetagearealet indrettes til andet end beboelse. Ungdomsboligerne eller de almene ungdomsboliger skal efter opdelingen udgøre en samlet ejerlejlighed. Denne ejerlejlighed kan ikke videreopdeles.

Stk. 2. Bygninger, der er påbegyndt opført den 1. juli 1966 eller tidligere, kan opdeles i ejerlejligheder, såfremt der efter den 1. juli 2004 er blevet tilført én eller flere beboelseslejligheder i bygningens uudnyttede tagetage eller i en eller flere nye etager. Alle beboelseslejligheder i bygningen skal benyttes til helårsbeboelse. De eksisterende boliger og eventuelle lokaler til andet end beboelse i bygningen pr. 1. juli 2004 skal efter opdelingen udgøre én ejerlejlighed, der ikke kan videreopdeles, medmindre bygningen er omfattet af stk. 1, nr. 2 eller 3. 1.-3. pkt. gælder også for bygninger på ejendomme, der tilhører private andelsboligforeninger, uanset at bygningerne er påbegyndt opført efter den 1. juli 1966.

Stk. 3. Bygninger, hvor der efter den 1. juli 2004 etableres nye tagboliger som almene boliger, kan opdeles i ejerlejligheder, jf. 2. og 3. pkt. Opdeling kan ske, når de nye boliger etableres i bygningens uudnyttede tagetage eller i en eller flere nye etager og bygningen helt eller delvist anvendes til privat udlejning til beboelse. Boligerne og eventuelle lokaler til andet end beboelse i den eksisterende bygning pr. 1. juli 2004 og det almene beboelsesareal med alle sædvanlige fællesfaciliteter til brug for boligtagerne skal efter opdelingen hver for sig udgøre én ejerlejlighed, som ikke kan videreopdeles.

Stk. 4. Ejendomme tilhørende almene boligorganisationer, som indeholder boliger og sædvanlige fællesfaciliteter til brug for lejerne, og som ikke er omfattet af stk. 5-9, kan kun opdeles, hvis hele beboelsesarealet og alle sædvanlige fællesfaciliteter til brug for lejerne efter opdelingen udgør én ejerlejlighed. Denne ejerlejlighed kan kun videreopdeles efter reglerne i stk. 5.

Stk. 5. Ejendomme tilhørende almene boligorganisationer kan endvidere opdeles, når der er indgået aftale om salg af en bolig efter kapital 5 a i lov om almene boliger m.v. Opdelingen skal ske løbende, således at boligerne udlægges som selvstændige ejerlejligheder i takt med, at de bliver solgt. Det samme gælder eventuelle andre særskilt afgrænsede husrum i afdelingen. Dog kan opdelingen ske således, at hver bolig og hvert særskilte husrum i øvrigt udlægges som selvstændige ejerlejligheder ved det første salg eller ved senere salg, hvis boligorganisationen vurderer, at denne opdelingsmåde er mest hensigtsmæssig. Beslutning herom skal godkendes af kommunalbestyrelsen. Ejerlejligheder tilhørende almene boligorganisationer kan videreopdeles efter reglerne i 2.-5. pkt., når der er indgået aftale om salg efter førnævnte kapitel 5 a af en bolig beliggende i ejerlejligheden.

Stk. 6. Ejendomme tilhørende almene boligorganisationer kan desuden opdeles, hvis der tilføres almene boliger ved indretning af uudnyttede tagetager eller ved påbygning af yderligere etager. Hele beboelsesarealet med alle sædvanlige fællesfaciliteter til brug for lejerne i den eksisterende ejendom og tagboligernes beboelsesareal med alle sædvanlige fællesfaciliteter til brug for lejerne skal efter opdelingen hver for sig udgøre én ejerlejlighed. Ejerlejligheden bestående af hele beboelsesarealet med alle sædvanlige fællesfaciliteter til brug for lejerne i den eksisterende ejendom kan videreopdeles efter reglerne i stk. 5. Ejerlejligheden bestående af tagboligernes beboelsesareal med alle sædvanlige fællesfaciliteter til brug for lejerne kan ikke videreopdeles.

Stk. 7. Ejendomme tilhørende almene boligorganisationer kan desuden opdeles, når der i ejendommens uudnyttede tagetage eller i en eller flere nye etager etableres boliger og boligerne anvendes til privat udlejning. Boligerne skal benyttes til helårsbeboelse. Hele beboelsesarealet med alle sædvanlige fællesfaciliteter til brug for lejerne i den eksisterende ejendom og tagboligernes beboelsesareal med alle sædvanlige fællesfaciliteter til brug for lejerne skal efter opdelingen hver for sig udgøre én ejerlejlighed. Ejerlejligheden bestående af hele beboelsesarealet med alle sædvanlige fællesfaciliteter til brug for lejerne i den eksisterende ejendom kan videreopdeles efter stk. 5. Ejerlejligheden bestående af tagboligernes beboelsesareal med alle sædvanlige fællesfaciliteter til brug for lejerne kan ikke videreopdeles.

Stk. 8. Ejendomme tilhørende almene boligorganisationer kan desuden opdeles, når der i ejendommens uudnyttede tagetage eller i en eller flere nye etager etableres boliger og hver bolig udgør én ejerlejlighed. Boligerne skal benyttes til helårsbeboelse. Hele beboelsesarealet med alle sædvanlige fællesfaciliteter til brug for lejerne i den eksisterende ejendom skal efter opdelingen udgøre én ejerlejlighed. Ejerlejlighederne kan videreopdeles efter stk. 5.

Stk. 9. Ejendomme tilhørende almene boligorganisationer kan desuden opdeles, når der i ejendommens uudnyttede tagetage eller i en eller flere nye etager etableres boliger til brug for en privat andelsboligforening. Boligerne skal benyttes til helårsbeboelse. Hele beboelsesarealet med alle sædvanlige fællesfaciliteter til brug for lejerne i den eksisterende ejendom og tagboligernes beboelsesareal med alle sædvanlige fællesfaciliteter til brug for andelshaverne skal efter opdelingen hver for sig udgøre én ejerlejlighed. Ejerlejligheden bestående af hele beboelsesarealet med alle sædvanlige fællesfaciliteter til brug for lejerne i den eksisterende ejendom kan videreopdeles efter reglerne i stk. 5. Ejerlejligheden bestående af tagboligernes beboelsesareal med alle sædvanlige fællesfaciliteter til brug for andelshaverne kan ikke videreopdeles.

Stk. 10. Ejendomme, hvor der af socialministeren er meddelt godkendelse til etablering af friplejeboliger på en del af ejendommen, og som ikke er omfattet af en af de øvrige bestemmelser i § 10, kan opdeles i ejerlejligheder, hvis friplejeboligerne med sædvanlige fællesfaciliteter til brug for lejerne og det til boligerne knyttede serviceareal efter opdelingen udgør én ejerlejlighed, jf. dog stk. 11. Ejerlejligheden kan ikke videreopdeles. Andre boliger eller lokaler til andet end beboelse på ejendommen skal efter opdelingen udgøre én ejerlejlighed, medmindre opdeling eller videreopdeling i ejerlejligheder kan ske efter en af de øvrige bestemmelser i § 10.

Stk. 11. Friplejeboliger omfattet af stk. 10 og friplejeboliger, som ikke er omfattet af nogen af de øvrige bestemmelser i § 10, kan dog opdeles i ejerlejligheder således, at friplejeboligerne med sædvanlige fællesfaciliteter til brug for lejerne udgør én ejerlejlighed og det til boligerne knyttede serviceareal udgør én anden ejerlejlighed. De to ejerlejligheder kan ikke videreopdeles. Stk. 10, 3. pkt., finder anvendelse.

Stk. 12. Loven finder ikke anvendelse på:

1) Landbrugsejendomme, jf. lov om landbrugsejendomme.

2) Ejendomme, der tilhører private andelsboligforeninger, jf. dog stk. 2.

Stk. 13. Ejerlejligheder kan videreopdeles, medmindre andet er bestemt. Det er en betingelse for videreopdeling af ejerlejligheder i bygninger, som er påbegyndt opført den 1. juli 1966 eller tidligere, og som ikke er omfattet af stk. 1, nr. 3, at en landinspektør med beskikkelse attesterer, at hver enkelt lejlighed til beboelse efter videreopdelingen opfylder de i stk. 1, nr. 2, litra a-f, nævnte krav.

Stk. 14. I bygninger, der er opdelt i ejerlejligheder, finder stk. 3 og 6 tilsvarende anvendelse ved etablering af en ny ejerlejlighed indeholdende tagboliger som almene boliger.

I virkeligheden er den dog ikke så svær at analysere, for den er blevet til ved en uendelig række af knopskydninger. Hovedproblemet er, at VKR regeringen i sin tid blev så skræmt over prisudviklingen på ejerlejligheder, som ellers først var indført få år forinden (sjovt nok 1. juli 1966), at man på ny afskaffede muligheden for at opdele ejendomme i ejerlejligheder. I den forbindelse overså man formentlig, at en af grundene til, at ejerlejligheder var så dyre, var den enkle, at kun et mindretal var kommet på markedet. De gamle lejere var jo beskyttet mod opsigelse, så først når de selv valgte at flytte, kom lejlighederne til salg. Der findes stadig en del lejligheder, der endnu aldrig har været solgt, selv om antallet bliver mindre år for år. I virkelighedens verden har ejerlejligheder dog været så smart en løsning, at man har indført den ene undtagelse fra hovedreglen efter den anden. Så i virkeligheden kan vi nøjes med at kigge på hovedreglen:

§ 10. Loven anvendes på:

1) Bygninger, hvis opførelse er påbegyndt efter 1. juli 1966.

2) Bygninger, der ikke indeholder ……

Hvis vi ændrer hovedreglen, på en sådan måde, at alle bygninger kan opdeles, så kan vi skrotte hele resten af paragraffen. Under alle omstændigheder er 1966 et arbitrært valgt tal, og det gør det relativt umuligt for modstanderne at argumentere imod, så hvorfor ikke 1866, 1766 eller noget helt andet. Den ældste bygning i Danmark, der kan dateres nogenlunde sikkert er vistnok Skt. Jørgensbjerg Kirke i Roskilde fra ca. 1080. Så det eneste rigtige årstal at vælge er vel 1066, der samtidig har den fordel, at det er året for vikingetidens afslutning. Herefter udestår kun jættestuerne, der er omfattet af bestemmelsen om udstykning af fredede bygninger.

Så forslaget er:

Forslag til lov om ændring af lov om ejerlejligheder

I § 10, stk. 1, nr. 1 ændres tallet 1966 til 1066

Så væsentlige ændringer på boligmarkedet har vi ikke set siden 1972. Det ligger indenfor klassisk, borgerligt fælles tankegods. Så se nu at få det fremsat.

En af de allervigtigste konsekvenser ved dette forslag er i øvrigt, at der bliver fri mulighed for at andelslejligheder kan få status som ejerlejligheder og vice versa. Det indebærer, at det fremover vil være markedet snarere end politikerne, der vælger om den ene eller anden boligform er mest fordelagtig. Indtil nu har der været stor prestige ved ejerlejlighedsmodellen, men det behøver ikke være tilfældet fremover.

Andelslejligheder

Det er snart mange år siden, at jeg første gang fremsatte forslag om, at de lovbestemte maksimumpriser på andelsboliger skulle ophæves. Da jeg fik Søren Pind til at skrive et blogindlæg om det, så resulterede det i flere tusinde læsninger. Så sig ikke, at forslaget er uden perspektiver. I de senere år har høje ejendomsvurderinger til dels medført, at lejlighederne ikke har kunnet sælges til maksimumprisen, men det kan man ikke være sikker på holder, og der er i de nuværende priser indregnet en betydelig risikopræmie for køberne set i forhold til priserne på ejerlejligheder (op imod 20 % jf. min analyse deraf), hvilket altså giver tilsvarende tab for de nuværende sælgere.

Gennem en årrække har jeg hævdet at hovedproblemet var, at prisen på andele er bundet til prisen på udlejningsejendomme, men i virkeligheden er det essentielle problem, at der overhovedet er et maksimum. Bestemmelsen i loven ser sådan ud.

Lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber

§ 5. Ved overdragelse af en andel i en andelsboligforening, hvor der til andelen er knyttet retten til en bolig, må prisen ikke overstige, hvad værdien af andelen i foreningens formue, forbedringer i lejligheden og dens vedligeholdelsesstand med rimelighed kan betinge.

Det er i den forbindelse ret sjovt, at en lovbestemmelse, der egentlig er skønsmæssig, opfattes om et absolut forbud mod at sælge selve andelen (altså førend man lægger forbedringer til) til mere end den bogførte værdi af ejendommen. Vurderinger af ejendomme kan da ellers variere voldsomt jf. et af mine gamle blogindlæg. Og vurderingen af forbedringerne er et eksempel på anvendelse af rendyrket marxistisk arbejdsværditeori på en måde, så alle burde kunne indse det urimelige i det. Det må jeg se at få skrevet noget om.

Men den enkle metode til at udrydde urimelighederne er, at man i stedet for et absolut maksimum indfører en oplysningspligt. Så har køber en mulighed for selv at tage stilling. Hvis almindelige mennesker kan det, når de køber en ejerlejlighed, så må de også kunne gøre det med andele. Her er teksten

Forslag til lov om ændring af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber

I lovens § 5, stk. 1 ændres ordene “må ikke overstige, hvad” til “skal det af aftalen fremgå, med hvilke beløb” og “med rimelighed betinge” til “indgår i købesummen“.

Konsekvensen er fri prisdannelse på andelsboliger Det er ikke perfekt, men det er et stort skridt frem. Og fordi dette er det mest komplicerede af de 3 lovforslag, så kommer her den ændrede tekst:
Ny lovtekst:

§ 5. Ved overdragelse af en andel i en andelsboligforening, hvor der til andelen er knyttet retten til en bolig, skal det af aftalen fremgå, med hvilke beløb værdien af andelen i foreningens formue, forbedringer i lejligheden og dens vedligeholdelsesstand indgår i købsaftalen

Konklusioner

Det burde næsten være unødvendigt at ridse konklusioner op, for de giver egentlig sig selv, men essensen er, at:

  • Mikrolove skal være svære at argumentere imod – det modsatte synspunkt skal være håbløst på en tv-skærm.
  • Mikrolove skal være enkle og sjove.
  • Mikrolove er nemme at markedsføre.
  • Mikrolove er guerilla-krig mod gordiske lov-knuder.
  • Mikrolove kræver ikke embedsmænd.
  • Mikrolove baner vejen for rigtige reformer.

Som allerede sagt:

“Both God and the devil are in the details.”

PS Hvis du er nået helt herned, så burde du måske læse de andre indlæg på min boligside

Boligmarkedet – andels eller ejerboliger

Andels- og ejerlejligheder – hvad vil køberne have?

Prisfaldene på boliger har ført til, at forbrugerne for første gang har mulighed for at vælge mellem andels- og ejerlejligheder. I daglig brug er de to boligtyper temmelig ens. Det primære formål med begge er, at man kan bo i dem. Men i en række underordnede forhold er der forskelle, og kan det virkelig føre til, at forbrugerne har en markant præference for den ene eller anden type.

Ejerlejlighedens oprindelse

Ejerlejligheden opstod som resultat af boligforliget i 1966. Det var et forlig indgået mellem alle de 4 gamle partier, altså socialdemokratiet, radikale, Venstre og konservative. Forliget blev efterfølgende svigtet af de borgerlige og fortrudt af socialdemokraterne.

Baggrunden var et grotesk boligmarked. Krigstidens rationering var aldrig blevet ophævet, og et stort antal unge mennesker var på udkig efter en bolig. Man skulle ligefrem ansøge kommunen om tilladelse til at få en bolig – altså ren sovjetkommunisme. Og kun de gifte fik!

Forliget indførte ejerlejligheden, hvor ledige lejligheder kunne sælges til den højestbydende. Og en del var selvsagt villige til at byde højt. Uanset mange ejendomme blev opdelt i ejerlejligheder, så betød det dog ikke, at de kom til salg, for de eksisterende lejere var beskyttede mod opsigelse.

Så de få ejerlejligheder, som blev udbudt, blev solgt til skyhøje priser, og det førte til megen kritik af spekulation og anden dårligdom. Og i 1972 blev muligheden for opdeling i ejerlejligheder afskaffet igen.

Men hvorfor har de borgerlige aldrig genindført den? Tror man på ejendomsretten? Eller er det bare festtaleretorik?

Andelsboligernes baggrund

I stedet besluttede man i 1975 at pålægge udlejere, at de ved salg skulle tilbyde ejendommen til lejerne som andelsboliger. Og siden er privat udlejning nærmest decimeret.

Venstrefløjen så andelsboligen som en billig og nemt tilgængelig boligform. Og navnlig fri for profitmageri. Den nemme tilgængelighed var ren fiktion. Men prisen gjorde selvsagt andele attraktive.

Prisen var dog ikke udtryk for samfundssind, men skyldtes lovgivningen. Det har udviklingen vist. Da de offentlige ejendomsvurderinger steg, så udnyttede andelshaverne naturligvis disse muligheder. Hvis ejere af ejerlejligheder tjente mere på lejlighedens værdistigning end ved at arbejde, hvorfor skulle andelshaverne så ikke have samme muligheder.

Det lave udgangspunkt for priserne gjorde, at fortjenesten udtrykt i procent ofte var højere end for ejerlejligheden. Hvis en andelslejlighed stiger fra 250.000 til 750.000, så er fortjenesten 200 %, medens en stigning på en ejerlejlighed fra 1.000.000 til 1.500.000 kun er 50 %. Men priserne på de 2 lejlighedstyper beregnes forskelligt, så man kan sagtens forestille sig, at de 2 eksempler dækker over næsten ens lejligheder.

Prissammenligning

En sammenligning viser entydigt, at andelsboligerne koster mindst. Det er dog svært at sammenligne. Først og fremmest fordi andelsboligerne typisk er ældre, lidt mindre og de har en ringere boligstandard (de mangler evt. badeværelser eller eget toilet).

Målingen kan foretages enten på værdien af lejligheden (svarende til ejerlejligheders købspris) eller på den månedlige pris ved at bo i lejligheden (svarende til ejerlejlighedens nettoydelse). Begge dele kan kun gøres skønsmæssigt, og det vil være et relativt groft skøn.

Navnlig den månedlige nettoydelse kan er svær, for her spiller en række skatteforhold ind. Belåningsformerne er der også forskel på. Ejerlejligheder købes med realkreditlån. Andelshaveren er henvist til at bruge dyrere banklån. Det bør føre til lavere værdier på andelslejligheder.

Med i ligningen hører, at valget af forkerte realkreditlån kan være en belastning, hvor andelshavere kan komme forfærdeligt i klemme.

Resultatet er, at andele er 20 % – eller mere – billigere end ejerlejligheder. Det betyder, at en køber, der kan vælge mellem de 2 typer lejlighed, vil betale en temmelig stor formue for at slippe for andelslejligheden. Og det må undre.

Hvorfor er der prisforskel

Fra venstrefløjen roser man ofte den særlige ethos “andelstanken”, men hvis den har en positiv værdi for beboerne, så burde den da føre til konkurrence om at komme til at bo i andelsbolig, altså gøre andelene dyrere.

Priserne viser imidlertid, at borgerne klart vælger andelsboligen fra og foretrækker ejerlejligheden.

Hvis 2 butikker havde 20 % forskel på prisen, selv om man havde ens varer og åbningstider, så ville der være noget helt galt. Det gælder også, når det samme sker på boligmarkedet. Og fejlen er den lovgivning, der styrer andelsboligforeningerne.

Tiden må være inde til at gennemføre ændringer, så de 2 boligformer bliver umiddelbart sammenlignelige, og så unge menneskers første investering i en bolig ikke bliver en lodseddel om, hvilken boligform, der fremover bliver mest fordelagtig.

Det nemmeste ville være, hvis man åbnede for, at andelslejligheder kan overgå til ejerformen – og vice versa. Så vælger beboerne selv, så kan de selv tage ansvaret, og i det lange løb har flertallet alligevel altid ret. Det er i hvert fald begrundelsen for at have demokrati.

Jens Frederik

Oprindeligt bragt i Børsen i sommeren 2011

%d bloggers like this: