Kategori: Blogindlæg

Hvis et problem er vanskeligt nok, så står der altid nogen parat med enkle løsninger. Spørgsmålet er, om de virker

Kært barn har mange navne: Regeloprydning, regelsanering, regelforenkling, afbureaukratisering, forbedring af lovkvaliteten, kampen mod regeltyranniet. Og da hver eneste ny indsats på området skal have et spin-egnet slagord til at adskille dette forsøg fra de tidligere fejlslagne, så kan man næsten tælle antallet af initiativer bare ved at finde synonymerne.

Det er altså en opgave, som mange har forsøgt, men hvor kun et fåtal har opnået nævneværdige resultater. Det giver grund til at overveje de forskellige mulige løsninger, der jævnligt dukker op i debatten. Den kendteste er nok:

Solnedgangsklausuler
Hvorfra den besynderlige betegnelse kommer, skal jeg ikke kloge mig på, men princippet bag det er, at alle regler jo forældes, så for at få foretaget en jævnlig udlugning blandt dem, skal lovgivningen fra starten have angivet en udløbsdag. Tanken er, at hvis en forlængelse kræver en aktiv indsats, så vil nogen modsætte sig den, eller man vil i hvert fald ajourføre regelsættet. I den allerseneste tid har den fremmeste fortaler for princippet været Donald Trump.

Tanken lyder besnærende god, og det ville måske være en idé at indføre, hvis det ikke lige var fordi, vi allerede har det. De er ganske vist kun revisionsklausuler, så glemmer man revisionen, dør loven ikke, men det er altså i praksis samme bolledejg. Hvis man vil se en, så er paradigmet her:

“x-ministeren fremsætter forslag om revision af loven i folketingsåret 20..-..”

Ordet “folketingsåret” optræder rigtig sjældent i lovgivningen. Så når retsinformation.dk oplyser, at “folketingsåret” bruges af 838 dokumenter, der har været optaget i Lovtidende A, så har man nok en forbløffende præcis opgørelse af antallet af revisionsklausuler gennem årene.

Det spændende er imidlertid ikke, hvor mange der er, men hvad der sker, når tiden kommer for en revision. Bliver loven afskaffet eller ændret, eller er det bare spil for galleriet. Emnet har interesseret mig i mange år, og jeg kan ikke huske at have set nogen revisionsklausul, hvor fornyelsesloven gav anledning til bare spæde forsøg på ændring.

Derimod kan jeg huske et tilfælde, hvor man glemte at fremsætte forslaget. Det gjorde Beskæftigelsesministeriet en ihærdig indsats for at skjule. Og det lykkedes så godt, at ingen i Folketinget bemærkede det.

Så lad mig sige det tydeligt: Revisionsklausuler har ikke skyggen af betydning. I Folketinget behandles forslag om forlængelse som en ren rutinesag, også af de partier, der var modstandere af den oprindelige lov!

Oplæsningsvarianten
Fra de lange loves land, USA, kommer et forslag om en sjov variant. Den handler simpelthen om, at vedtagelsen af nye love skal tage så lang tid i kongressens kamre, at antallet af døgnets timer bliver den begrænsende faktor for mængden af vedtagelser.

Og det kan man gøre ganske enkelt ved at forlange, at den fulde lovtekst skal oplæses fra talerstolen i salen af et medlem af kammeret. I strammerudgaven skal et medlem af kammeret heller ikke kunne stemme om loven, hvis ikke medlemmet har været til stede under oplæsningen.

Den løsning tror jeg, man med sindsro kan placere i samme kategori som Indianas berømte forslag til lov om Pi, der for øvrigt også var et forsøg på regelforenkling.

Under alle omstændigheder er der det yderligere problem, at regelmængden i alle lande er så stor, at de fleste regler udarbejdes af administrationen, altså det vi kalder bekendtgørelser etc. Og på den slags sekundær lovgivning hjælper modellen ikke.

PS. Du kan på disse links læse mere om, at regelforenkling bliver et sisyfos-arbejde, patentmedicin hjælper ikke på regelforenklingen og om et forslag til forenklingens første offer.

Hvor skal man tage fat i virvaret af love og regler, hvis mængden skal reduceres

Man siger traditionelt, at det essentielle ved en lov er, at overtrædelse af loven har en eller anden negativ konsekvens for overtræderen, typisk straf, erstatningspligt og ugyldighed. Ordet lov i den forbindelse dækker naturligvis også bekendtgørelser, cirkulærer og andre regler udstedt på baggrund af en lov.

Men der findes faktisk en del regler, som dækker sig under de almindelige betegnelser, men som ikke har nogen retsfølge ved brud på deres regler, eller hvor retsfølgen er helt ubetydelig. Den slags burde være oplagte kandidater til regelsanering. Ud med dem!

Regler om regler
Allerede i 1969 var mængden og kvaliteten af regler og afgørelser bekymrende stor. Og alt for mange var vanskelige at læse, hvis ikke ligefrem uforståelige for lægfolk. Der var for mange sætninger med besværlige ordstillinger samt forældede ord og begreber.

Det førte til en vejledning fra Justitsministeriet (nr. 224 af 15. oktober 1969) om sproget i love og andre retsforskrifter. Og den gælder stadig. Blandt de ord, som vejledningen foreslår, at man holder op med at bruge er “nærværende”. Et hurtigt opslag på retsinformation.dk viser bare, at ordet i dag optræder i 2127 dokumenter. Nogle af dokumenterne er ældre end 1969, men det er et forsvindende fåtal. I gældende love, som er vedtaget af Folketinget, indgår ordet i 669 tekster.

Et andet fremragende eksempel på, hvor lille effekt den slags vejledninger har, kan man finde i Statsministeriets vejledning om ministrenes breve til Dronningen om sager, der skal forelægges Statsrådet. Den nuværende udgave af vejledningen er fra 2014, men indeholder alligevel denne perle af en sætning: “idet jeg samtidig tillader mig at forelægge en i overensstemmelse hermed udfærdiget ekspedition til underskrift.” Det er da mageløst. Stakkels dronning!

Og i øvrigt overtræder den næsten samtlige af reglerne fra 1969 om sprog.

Der er gjort mange forsøg på at begrænse regelmængden både i Danmark og udlandet, men de er altid løbet ud i sandet efter et stykke tid

Eva Kjær Hansen fra Venstre, Henrik Dahl fra Liberal Alliance og Josephine Fock fra Alternativet er gået sammen i en alliance for at få Folketinget til at nedsætte et udvalg for regelforenkling og afbureaukratisering. Allerede længden af navnet på udvalget viser, hvilken enorm opgave udvalget har.

Men lykke til. Gid I må blive årtusindets hidtil største politiske succes. Der kan umuligt være nogen, som kan være uenige i jeres mål.

Men det er så også omtrent det eneste, de vil være enige i! Og for nu at understrege den pointe, så vil jeg lægge for med at være uenig.

Opgaven er ikke ny
Regelforenkling har været et mantra for mange politikere gennem mange år. Og borgerne lader sig fænge af det. Hvem kender ikke det gamle filmklip, hvor en stakkels borger er kaldt til torskegilde og drives til randen af vanvid.

Eftertiden husker mest Mogens Glistrup som skatteoprører, men udover kravet om skatteforenkling, så var Fremskridtspartiets andet ben kampen mod kontornussere og skrankepaver. Glistrup er imidlertid i særklasse den politiker, der i forhold til sin position har haft mindst indflydelse på lovgivningen. Det var også tilfældet med indsatsen mod regeltyranniet.

Næste nummer i rækken var Poul Sclüter, der havde regelforenkling som en væsentlig del af sit politiske program i den første del af sin regeringstid. Siden gled det mere i baggrunden. Og det lykkedes aldrig at nå nogle resultater. Tværtimod førte hans kamp mod reglerne til, at Lovtidende voksede i omfang. Det slog ikke alle rekorder, for den tilkommer besættelsestiden med dens hav af rationeringsregler og tilpasninger til tyske krav. Men det var tæt på, og modsat besættelsens strømme af regler så var stigningen under Schlüter permanent.

Et særligt rædsel fra firkløverregeringens år var forsøget med frikommuner, altså at kommuner selv skulle kunne bestemme mere. Det medførte en sand lavine af bekendtgørelser om denne eller hin kommunes undtagelse fra de almindelige regler, typisk noget fuldstændig obskurt uden reel betydning for mere end nogle ganske få.

Den tilsyneladende eneste væsentlige succes står Eva Kjer Hansen selv for. Jeg har ikke gennemgået materialet, men hun lagde som sin allerførste opgave som minister for med en oprydning i fødevareministeriets regelsæt. Og åbenbart med gode resultater. Man kan kun håbe, at virkningen er varig, og at fremtidige ministre vil have samme ildhu og brutalitet. Chancerne er nok størst, hvis de på samme måde prioriterer opgaven højt straks ved deres tiltræden. Der går sjældent lang tid, førend embedsmandssjælen lægger sig over deres sind.

Briterne har også forsøgt
Intet retssystem i verden har samlet sig så mange uhensigtsmæssige og indbyrdes modstridende regler som det britiske. Englænderne tror selv, at common law-systemet er genstand for hele verdens misundelse, men det har også sine alvorlige ulemper.

Når enhver dom har virkning som bindende fortilfælde, så vil der over tid opbygge sig en massiv mængde af både lovfortolkninger og retsskabende domme, der er dybt uhensigtsmæssige. Og kun ganske få vil ende i Højesteret. Og selv en højesteret træffer jævnligt dårlige beslutninger.

Så siden 1934 har man haft forskellige faste organer til at gennemgå og forenkle lovgivningen. Nu hedder det “the Law Commission”, men navnet er jo ikke vigtigt. Hvad der derimod er interessant, er, at hvor man de første år gennemførte en ret høj andel af rådets forslag, så er det siden faldet ganske betragteligt.

I Danmark har vi jo også nogle organer med lidt tilsvarende roller, Retsplejerådet, Straffelovrådet og til en vis grad også Det økonomiske Råd. Det er sjældent, deres forslag når ud over rampen. Og disse organer har i øvrigt som deres primære opgave at udrydde uoverensstemmelser mellem forskellige dele af lovgivningen. En egentlig afskaffelse af regler er som regel højst et biprodukt.

Hold dampen oppe
En masse af de tidligere forsøg på regelafskaffelse er altså langsomt men sikkert gået i stå, når den oprindelige reformiver og de glødende ildsjæle ikke længere er til stede eller løber tør for fantasi til nye projekter. Og imens producerer andre dele af bureaukratiet stadig nye regler.

Hvordan man overvinder den barriere, er formentlig den vigtigste opgave at analysere for et nyt udvalg. Gid det må lykkes.

PS. Du kan på disse links læse mere om et konkret forslag til det første offer for regelforenkling og om at regelforenkling ofte bygger på floskler.