Kategori: Blogindlæg

Udgivet den

Skattely eller skattesnyd

Forargelse er en god ting. Misundelse ligedan. Kombinationen er uovertruffen!

Og sådan er det også med diskussionen om skattely, skatteunddragelse, skattesnyd.

Men lad os nu lige få lidt principper og konsekvent tænkning på bordet.

Multinationales sorte indtægter

Lad mig lige starte med en grundlæggende skillelinje, nemlig om det er sorte eller hvide penge. Sorte penge er det, når man undlader at opgive en indtægt eller formue til myndighederne. Når store multinationale selskaber kryber i skattely, så kan man med sindsro gå ud fra, at pengene er hvide – kridhvide som et nykalket loft.

Multinationale selskabers sorte indtjening er forsvindende lille. Man kan simpelthen ikke systematisk have sorte indtægter i en stor butik. Det kan ikke organiseres praktisk. Det kræver, at for mange samarbejder om snyderiet. En enkelt lagerforvalter kan fuske lidt i et hjørne, men så afleverer han sandelig ikke pengene til ledelsen, vel?

Og hvis en multinational virksomhed endelig skulle have tjent sorte penge, som dermed helt har undgået beskatning, så giver det jo ikke mening at sende dem verden rundt for at minimere den skat, som man allerede har snydt sig til ikke at betale.

Hvorfor skattely?

Når man forarges over skattely, så skal man allerførst gøre sig klart, at en væsentlig del af teknikken bag brugen af selskaber i Panama, på Seychellerne og lignende steder også kan udføres med et selskab i Danmark.

Hvis man indskyder sin formue i et selskab, og lader selskabet investere, så kan man man optjene yderligere formue i selskabet og nøjes med at betale selskabsskat, som er lavere end personlig skat. Til gengæld betaler man så en ekstra skat, når man trækker overskuddet ud af selskabet (men når man lukker selskabet og trækker det oprindelige indskud hjem, så skal det selvsagt ikke beskattes). Dette er mekanikken bag ethvert lille autoværksted eller andet ApS i Danmark. Og når alle mulige journalister og andre forargede har sideindtægter udover deres faste lønnede job, så bruger de selvsagt nøjagtigt samme model.

Samlet set er det faktisk en stor fordel for samfundet, fordi det skaffer mulighed for at investere uden at kunne miste mere end den indskudte kapital, og dermed bliver der mere risikovillig kapital til rådighed.

Turen til Panama

Hvis man etablerer sit selskab på et sted, hvor selskabsskatten er lavere end i Danmark, så bliver effekten af at anbringe formuen i et selskab jo større. Selskabet vil – alt andet lige – akkumulere en større pengetank, fordi man ikke jævnligt skal aflevere noget til skattemyndighederne i selskabslandet. Og når man trækker pengene ud og dermed hjem til lille Danmark skal der på helt normal vis betales skat af kapitalgevinsten.

Så der er gode, fornuftige grunde for helt almindelige folk til at anbringe formuer i Panama-selskaber, og det er som udgangspunkt ikke værre, bedre eller anderledes end at købe aktier i Microsoft, en svensk bank eller noget helt tredje. Når ikke alle gør det, så skyldes det primært, at der er en del transaktionsomkostninger i form af administration forbundet med det, og det reducerer jo overskuddet fra investeringerne.

Den døde direktør

Her er jeg ude på dybt vand. Jeg aner intet om Panamansk selskabsret og slet intet om Seychellerne. Men det virker altså usandsynligt, at foretagender, hvis eneste eksistensberettigelse er, at de skal overholde formalia, ikke også skulle gøre det. Ellers skal man s’gu have alvorligt rod i administrationen.

Så jeg kom til at tænke på, at den for længst afdøde skibsreder A. P. Møller som direktør i D/S Svendborg og D/S 1912 skrev under på regnskaber i årtier efter sin død! Stik lige den!

Det gjorde han, fordi det ikke var manden, der var direktør, men et interessentskab, som havde samme navn. At det var muligt skyldtes en særregel i aktieselskabsloven, som lader et interessentskab være direktion i et rederiaktieselskab. Hvis andre lande har tilsvarende mærkværdigheder, så bliver døde direktører lidt mere forståelige. Også selv om det umiddelbart er svært at goutere, endda for hårdkogte apologeter som mig.

Og så de små sorte.

Selvfølgelig er der mennesker, som har tjent penge sort, som bruger selskaber i skattely. Men det er som regel enkeltpersoner og det giver samlet set kun mening at anbringe sorte penge udenlands og lade dem forblive sorte, hvis man har et håb om, at man på et senere tidspunkt kan føre dem hjem igen til forbrug uden at blive opdaget. Og det er jo begrænset, hvor mange sorte penge man kan forbruge uden at afsløre sig selv.

Langt mere relevant kan det være at bruge metoden til at vaske pengene hvide. En indtægt fra illegale salg af våben, narko og lign. er jo problematisk, selv hvis man fra starten af sin forretning var indstillet på at betale skat af pengene. Hvis narkohandlere kunne beholde overskuddet, bare de betalte skat, så ville Christiania være Danmarks mest hvidskurede markedsplads. Problemet for de handlende er, at staten ikke alene ville tage alle pengene, men lægge en bøde oveni.

Så når man har den slags sorte penge i større mængder, så går øvelsen ud på, at lade som om pengene er tjent ved smarte investeringer gennem det Panamanske selskab, hvorefter man kan trække dem hjem mod at betale sædvanlig skat af udbytte fra sit udenlandske selskab. Det er det, man kalder hvidvask.

Andre grunde.

Der kan sikkert tænkes mange andre grunde til at gøre uigennemskuelige ting. Det skal jeg hverken forsvare eller diskutere i dybden. Det må andre gøre. Det er bare ikke så relevant for forargelsen over danskeres anbringelse af formuer i udlandet.

Hvis man har sine rødder i andre kulturer, så kan man altså være drevet af andre motiver. Det gælder helt oplagt, når dubiøse statschefer og diktatorer som Putin og Assad har penge i udlandet. Så er det næppe på grund af problemer med skatten, men fordi de inderst inde kunne forestille sig lidt problemer med selve ejendomsretten til formuen, når de engang går på pension.

Det kunne også være at de gerne vil fremstå pæne og asketiske i folkets øjne. Det lagde f.eks. Hitler stor vægt på, så han fik ekstremt lille løn som statschef, og det er vist ikke ualmindeligt i de kredse.

Og sådan kan der være så meget. Men det er som sagt ikke min afdeling.

PS Man kunne også lige overveje, hvor stort provenutabet egentlig kan være. Det har jeg prøvet på her Skattely – betyder det noget for skatten? Desuden har jeg skrevet et opslag om mellemmændenes rolle. Og så er der også grund til at tænke lidt over pressens behandling af sagen.

Udgivet den

Hurra for vækst.

Altså lige nu brøler jeg: “Hurra for det frie marked. Hurra for vækst.”

Det er nu ikke fordi, der er sket det store, men lidt har også ret. Der er kommet en ny og genial type låg på sildeglasset. Hvem skulle have troet, at det var teknologisk muligt at forbedre låget på et glas marinerede sild!

Ok, det lykkedes for nogle år siden at lave plasticglas til sild, men det var altså ikke det store gennembrud. Det er kun bedre, hvis man taber skidtet.

Låget derimod. Det er godt hver gang. I stedet for et fast låg, hvor det hele skal drejes rundt og giver modstand mod glasset, så er der nu en plade og en omløber, så selv gigtsvage hænder kan klare opgaven.

Det er faktisk ikke det eneste stykke fremskridtsvenlig hermetik. Dåser med fiskeboller er pludselig blevet af plastic og lukket på den metode med et tyndt stykke folie, der kendes fra yoghurt. Dåserne er lettere, bruger garanteret færre ressourcer, og de kan genbruges til at opbevare ting i.

Som allerede sagt er det ikke de store spring fremad. Men det er illustrativt, for vækst sker i bittesmå evolutionære skridt, som er usigeligt nemme at overse.

Økonomernes brug af vækst i % er et forsøg på at sætte tal på, hvor meget nemmere vores liv bliver af nye opfindelser. Det er ikke ret nemt at gøre op, og man kan diskutere om det er så svært, at resultatet heller ikke er brugbart – i hvert fald ikke når man regner i brøkdele af procenter.

Men min pointe er nok også snarere, at de der typer, som mener at vækst er skadeligt, de har ikke forstået noget som helst. Lad os tværtimod få noget mere af det.

Udgivet den

Nykredits bidrag – et aftaleretligt synspunkt.

Den seneste tid har landets politikere stået i kø for at udtale sig om realkredit. Også økonomerne har mange og udmærkede synspunkter. Juristerne har derimod holdt sig diskret i baggrunden.

Og det kan man måske undre sig over, for grundlæggende er bidragssatserne en del af en privatretlig aftale mellem realkredittten og den kunder. At finde det præcise indhold af aftalen er ikke umiddelbart nemt, for detaljerne gemmer sig nede i nogle almindelige aftalebetingelser, som i sig selv er holdt i ret ubestemte vendinger. (Se f.eks. Nykredits Låneguide side 7-9)

Jurister kan i almindelighed ikke lide aftaler, hvor vilkårene kan ændres af den ene part. Det kan meget nemt blive et tag-selv-bord for den, som kan ændre aftalen. Men det afhænger naturligvis af kompleksiteten. At eksempelvis ens husleje ændres med nøjagtig samme beløb, som den ejendomsskat husejeren betaler, er ikke uoverskueligt. Det kan dog nemt blive en sovepude. For hvorfor skulle en husejer skaffe sig en billigere forsikring, hvis han bare skal sende besparelsen videre til sine lejere?

Så er det kun konkurrencen om kunderne, der vil holde omkostningerne nede. Og den er ofte størst om nye kunder.

Synspunktet om tag-selv-bordet er dog ikke hele sandheden. For realkreditlån ville alternativet til variable bidrag være, at långiver fra starten skulle fastsætte et fast beløb, typisk ved en forhøjelse af renten. I så fald skulle långiver indregne alle sine tænkelige omkostninger i lånets løbetid. Og så ville taksten nok blive temmeligt høj. Det kan altså være en fordel for kunderne at betale efter regning.

Men i en tid hvor lovgiver påfører realkreditten mange ekstra omkostninger, kræver det en sikker hånd at finde balancen . Skal de lægges på eksisterende lån eller kun på de nye? Hvor forskelligt kan eksisterende låntagere behandles? Skal låntagerne betale for, at udlånerne får kapital til at ekspandere? Og der kan sagtens stilles flere spørgsmål.

Et af de oplagte er, at Nykredit tilsyneladende vil betale en del af bidragene videre til de banker, der har formidlet lånene.Det er vanskeligt at se, at den slags har hjemmel i Nykredits almindelige betingelser.

En bestemmelse om ændrede bidrag, fordi man føler “behov for at motivere Nykredits kunder til at vælge udvalgte produkter, eksempelvis lån med afdrag” er i øvrigt også så bløddyrsagtig, at den skal bruges skånsomt.

Det hele bliver ikke nemmere af, at hvor renterne er faldet fra at være tocifrede til næsten ingenting, så er bidragene gået den anden vej. Det gør emnet mere interessant end tidligere.

Men det ændrer ikke ved, at det handler om fortolkning af parternes aftale. Og det er normalt en opgave for domstolene, uanset det er en tung proces. Politiske indgreb har sjældent samme mulighed for at tage sig tid til at overveje spørgsmålets forskellige aspekter eller give parterne lige megen lejlighed til at blive hørt. Og politiske indgreb må i sagens natur handle om hele branchen, ikke blot om enkelte aktører. Og så risikerer man at ødelægge den konkurrence, som i virkeligheden nok er hurtigst til at løse problemet.

PS Efterfølgende har jeg i Børsen drøftet, hvorvidt Nykredit har håndteret kritikken fra den forkerte synsvinkel. Læs det her

Udgivet den

Mindreårige mødre – og væmmelige mænd.

Dronning Dagmar var 12, da hun

blev Waldemar Sejrs hustru.

Der er intet som sex til at pirre den menneskelige nysgerrighed. Og det skal helst være lidt grænsesøgende.

Samtidig med den juridiske abort kører derfor en vidunderlig debat om unge gifte muslimske kvinder på asylcentre.

Sjældent har stråmænd fyldt så meget i debatten. Pludselig er al sex med piger under 18 pædofili. Og straffen skal være tårnhøj, fx som den Jeppe Kofod fik: En yderligere periode i Folketinget.

Nå, nej. Det gælder jo kun sex med muslimske piger. Danske piger er derimod så modne, at de selv frit kan vælge. Og det er i øvrigt en stor fordel med løse forhold, hvor manden ikke indgår i en forpligtende relation – altså Kofod-modellen.

Når man så for et kort øjeblik ikke pådutter sine modstandere, at de går ind for sex med småpiger i alle udgaver, så er den dominerende argumentation:

  • unge gifte muslimske kvinder /piger har ikke selv fået lov til at vælge deres partner.
  • derfor skal de heller ikke selv have lov til at vælge, om han fortsat skal være deres partner.

Det fører rent logisk til, at man må spørge:

  • Hvornår bliver unge muslimske mødre modne nok til at træffe et valg af partner?
  • Må de have one night stands med mænd?
  • Må de etablere (uægteskabeligt) samliv med (danske) mænd?

De spørgsmål hører man ikke så mange svar på.

Det er naturligvis, fordi dobbeltmoralen er tyk som røgen på et gammeldags værtshus. Og tankesættet stammer sammesteds fra.

Implicit i hele den forestillingsverden ligger også den klassiske forestilling om, at de underlødige racers mænd er besatte af et seksuelt begær efter småpiger, medens det selvsagt ligger civiliserede hvide mænd fjernt.

At den type tankegang kan gå upåtalt hen i det 21. århundrede er imponerende, og hvis nogen lider af den, og desuagtet anser sig selv for mere civiliserede end rakket, så bør de som modgift læse et af højdepunkterne i dansk litteratur, I.P.  Jacobsens indledning til Fru Marie Grubbe, hvor han over flere sider og med stadigt stigende intensitet får lysten til at bruse i årerne hos mandlige læsere. Og så kommer antiklimaksen: “Det var den 14-årige Marie Grubbe …”

Skal man så bare acceptere enhver adfærd, som udlændinge slæber med hertil?

Nej. Vi skal stå ved vore egne normer og forlange, at skik skal følges eller land flys. Udlændinge skal opfylde betingelserne for at kunne indgå ægteskab efter danske regler, men når de gør det, så må vi også respektere, at de har indgået lovligt ægteskab i udlandet.

Sagen er bare, at i Danmark vil man som altovervejende hovedregel få tilladelse til ægteskab, hvis kvinden er gravid / har født og er fyldt 15. Det kan måske undre nogen, men sådan er dansk ret for danskere – og sådan har den været i hundredevis af år.

(Der er måske heller ikke den store viden om, at man i Danmark ikke gennemfører straffesager om seksuel omgang med mindreårige, hvis pigen er fyldt 12 og manden er ikke ældre end ca. 22. Men sådan er det altså også. Og dermed er den seksuelle lavalder i praksis somme tider lavere end 15, men dog aldrig under 12.)

Man kan naturligvis også have det synspunkt, at vi skal hæve den seksuelle lavalder i Danmark. Men så hører jeg som et svagt ekko, noget der siger, at den model ikke ligefrem har haft enorm succes i USA.

Alternativt kan man opgive lidt af dobbeltmoralen.

Udgivet den

Fitness til sosu-erne

Københavns sundhedsborgmester vil indføre obligatorisk, men gratis styrketræning for sosu-assistenter i arbejdstiden.

Refleksreaktionen hos en del borgerlige er klar. Individets frihed og personlige ansvar for sundhed skal ikke knægtes af en politiker, der har styring af hver eneste detalje i borgernes liv som endemålet.

Men er det nu også sådan?

Danske arbejdsgivere har gennem love og overenskomster fået dels pålagt, dels påtaget sig et ansvar for medarbejderes sygdom og graviditet. De skal betale temmeligt store beløb til medarbejdere, der ikke er produktive. Det gælder i særlig grad, hvis sygdommen kan siges at være affødt af arbejdet – og i den situation er det jo helt berettiget, for ellers fik arbejdsgiverne et ‘free ride’ på andres bekostning.

Sosu-assistenter i kommunal ansættelse er nærmest berygtede for deres betydelige sygefravær, som de i hvert fald selv gerne vil henføre til arbejdsvilkårene.

Under de omstændigheder er det naturligt, at arbejdsgiveren forsøger at minimere sine omkostninger. Hvis det for arbejdsgiveren er sådan, at medarbejderne i gennemsnit er bare 61 minutter mindre syge, hvis de får 1 times målrettet motion i arbejdstiden, så må det være en del af arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet, når man kræver motion. Man kunne måske endda gå så langt som til at påstå, at det ligefrem er en del af at vedligeholde medarbejdernes evner til at udføre arbejdet og dermed nærmest en pligt.

Varsling for nuværende medarbejderne kan være rimelig, men ikke i forhold til nyansatte.

Det problematiske ligger derimod snarere i,

  • at sosu’ernes sygelighed kan skyldes, de som gruppe betragtet også passer ind i nogle livsstilsmønstre, som giver forhøjet sygelighed og dermed andre faktorer end arbejdet,
  • at et betydeligt antal andre faggrupper kan have lyst til at få tilsvarende ordninger,
  • at det som arbejdsgiver kan være vanskeligt at forsvare sig mod krav derom, navnlig når man er en offentlig arbejdsgiver, der er underlagt alle mulige ‘public choice’-effekter, samt 
  • at væksten i udgifter til fitness-centre og instruktører på bare ganske kort sigt vil overstige den positive effekt.

Men alt det kan man jo løse ved en privatisering af skidtet.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: