Er SF venstrefløjens konservative.
Der er foregår en interessant udvikling i SF for tiden. Ikke så meget den helt aktuelle valgkamp om at undgå Urias-posten som formand, men snarere den generelle nedgang og reaktionerne på det pres, som det medfører.
Det er en proces som på mange måder ligner udviklingen hos de konservative, lige bortset fra at den sker med langt større hast og nærmest målrettet. Man kan i den sammenhæng ligefrem beskrive SF som neo-konservative.
Der kan der være grund til lige at resumere lighederne. Selv om det idag kræver nogen hukommelse, så var der en gang, hvor konservativ regeringsdeltagelse var næsten lige så sjældent et fænomen, som SFs. Lige indtil Schlüter rent faktisk begik kunststykket, ville alle politiske analytikere have forsvoret, at de konservative kunne levere en levedygtig regeringschef. Og for at få den regering til at holde måtte de konservative for alvor give køb på deres politik – navnlig blev begrebet “privatisering” udrenset. Det var, så KU-erne, der var partiets ideologiske smeltedigel, skreg af pinsel. Var vi den tids Özlem Zekic?
SF har ved de seneste valg ligget temmelig pænt over deres historiske niveau – og gør det egentlig stadig. Det samme gjorde de konservative i 80-erne og 90-erne, hvor de opnåede deres bedste resultater nogensinde. Så stort blev Det konservative Folkeparti, at man endog flirtede med tanken om at bortkaste ordet konservative og blot optræde som “Folkepartiet”. I politik er erindringen dog kort, så man vænner sig hurtigt til det nye niveau. SF havde forud for sidste valg perioder med opinionstal, der spåede det en endnu mere gylden fremtid. Det ser ud, som om begge partier har haft svært ved at tåle skuffelsen ved at nå ringere resultater end forventet.
Årsagen til folkesocialisternes tilbagegang er ikke svær at finde, nemlig at partiet havde forladt sit eget politiske grundlag til fordel for en lang march mod midten. Når man – knebent – vandt regeringsmagten, så var det, fordi rød blok fremstod som et alternativ til Løkke, men de forsøger at beholde den ved at ligne Venstre. Man spørger sig selv, om de er så socialistiske, at rent faktisk gør en forskel.
Jo bredere et partis politik favner, desto flere vælgere bør det i princippet kunne samle, men omvendt ønsker vælgerne også at stemme på et parti, som har et nogenlunde veldefineret og sammenhængende projekt. Hvis man efterfølgende under begivenhedernes pres må forlade den politik, så er i hvert fald kernevælgernes evne til at tilgive ufatteligt stor.
Men der går en grænse, når partiet siger et, og helt åbenlyst stemmer for det modsatte i salen. Løfterne om at søge støtte til venstre og så i stedet søge den hos Venstre, skal selvsagt give problemer. Og som reaktion søger man sammen om at forsvare sine handlinger, i stedet for at være i regering og opposition på samme tid.
De første markante reaktioner har vist sig med skræmmende tydelighed. SFs lokalforeninger rapporterer om udmeldinger af selv mangeårige medlemmer i foruroligende antal. Den udvikling har de konservative aldrig fået stoppet. Og opinionsmålinger viser, at man har mistet grebet om de unge vælgere. SF er på vej til at miste endnu en generation, ligesom deres folketingsgruppe i dag er opdelt i gamle og unge, fordi Schlüter stjal nogle årgange.
Hertil kommer, at man i de generelle opinionsmålinger mister så mange vælgere til den yderste venstrefløj at talrige folketingsmedlemmer nu må føle termitterne æde i deres taburetter. Det giver altid sådan en god stemning ved gruppemøderne. I et parti, der som SF regelmæssigt bruger partiliste ved opstilling af kandidater, vil trangen til at gøre oprør dog være mere behersket.
Vejen tilbage er trang. Det vigtigste element i SFs vej til magten har nemlig ikke været en ideologisk anderledes politik, men derimod i vid udstrækning en kombination af klassiske overbud for så vidt angår enhver tænkelig post på finanslove og kommunale budgetter og en accept af centrale dele af den borgerlige politik. Det var selvsagt en oplagt mulighed som led i kampen om de midtervælgere, som de borgerlige leflede for med konstant stigende offentlige udgifter.
 |
| Tilbage til rødderne? |
Det har åbenlyst vist sig, at en borgerlig kursændring tilbage til mere klassiske dyder gav vælgermæssig pote. Bare tanken om en begrænsning af efterlønnen fik opinionstallene for regeringen til at stige fra katastrofe til noget udholdeligt.
Men på det punkt er der en voldsom forskel mellem de 2 fløje. Hvor borgerlig økonomisk politik rent faktisk har en dokumenterbar gavnlig effekt på samfundet, så er der lige lidt tvivl om, at klassisk socialisme med højere skatter, statslig prioritering af investeringer og allehånde regulering af erhvervslivet – ofte ud fra et miljømæssigt “forsigtighedsprincip” – kun kan føre til, at vi sakker yderligere agterud i vækst og levestandard. Det kan godt være, at de tanker bliver svære at sælge til politiken-segmentet.
Heldigvis er det hele blot et udtryk for, at demokratiet virker, og at vælgerne er klogere end vi tror.