Kabell-skrot

Med det antal pressemedarbejdere, der er ansat i Københavns Kommune, har borgmester Kabell næppe selv skrevet ret mange linjer i den kronik om planlovsændringer, som Berlingske bragte for nylig.

Hvis det er højdepunktet af journalistisk kunnen, så har vi ikke brug for pressemedarbejderne. For kronikken handlede stort set ikke om emnet; regeringens afskaffelse af reglerne om at grundejere skal tvangssælge jord til lejeboliger med offentlige tilskud. Den var derimod et åbent brev til Dansk Folkeparti om, hvorvidt DFs vælgere vil kunne lide forslaget. Som om DF ikke selv bedst kender sine vælgere!

Så det bemærkelsesværdigeved den var egentlig først og fremmest, at argumenterne blev fremført i traditionel marxistisk stil, nemlig den tankegang at befolkningen bedst beskrives som klasser. Kapitalister er ganske vist udskiftet med “de rigeste” og proletarer med “de svageste”, men den basale følelse er stadig galdegrøn misundelse. Og så er det man føler trang til at udbryde et: “Kan vi ikke snart komme lidt videre.”

Man må også undre sig over, at Kabell fortsat er tilhænger af, at der skal opføres såkaldt “almene boliger”. Tidligere kaldte man den sociale boliger, men fordelingen var dybt asocial. Så blev de til almennyttige, men det var jo heller ikke korrekt, og derfor forsvandt det nyttige fra navnet. Almene er de i øvrigt kun i den forstand, at de er alment betalte i form af tilskud fra stat og kommune.

Stort set samtlige problematiske boligområder i landet er opført med tilskud. Men når man gør opmærksom på det, så ender man desværre ofte i noget, der ligner den gamle diskussion om, hvorvidt Sovjetunionen nu også var et kommunistisk land. Altså den der evige schlager om, at “idealerne var gode nok, men udførelsen ikke”.

Tiden burde snart være inde til et opgør med den idé, at staten skal yde tilskud til nogle menneskers boliger. Navnlig fordi det automatisk fører til, at boligerne standardiseres og klassificeres, som ungdomsboliger, gamleboliger etc. Lidt ligesom bønderne har svinestier, hønsebure og båse til køerne.

Det er sådan Kabells menneskesyn er, og det er lidt synd for ham – og for os.

De nye sorte

“Det var som en natlig boksekamp mellem 3 negere på bunden af en uoplyst kulmineskakt.” Sådan beskrev en fransk jurist en gang en vanskelig sag. Og det citat er egentlig meget passende i forbindelse med Weekendavisens artikel om de konservative, som det nye sort – altså bortset fra at boksekampen ikke er afsluttet.

Forsøget på at tage patent på konservatismen og at lægge afstand til de liberale er ikke nyt. Den samme kamp gik gennem partiet omkring 1980, hvor Henning Dyremose var sprechstallmeister i et rejsende cirkus med budskabet om konservatismen som den 3. vej, og få år senere erklærede Connie Hedegaard, at stillet over for valget mellem socialisme og liberalisme ville hun altid vælge socialis-men. Men dengang var det dog desuagtet en engelsk og frihedsorienteret konservatisme, som førte til partiets fremgang, navnlig fordi den løste konservatismens bestandige problem, at man enten må længes efter forgangne tider (“evigt ejes kun det tabte”) eller også idag må forsvare det, som man igår bekæmpede af al magt.

Et af problemerne for konservatismen er, at partiets navn falder sammen med ideologiens modsat f.eks. socialdemokraterne (hvor ideologien som bekendt kaldes demokratisk socialisme). Enhver kan derimod kalde sig konservativ uden nogen forbindelse med partiet og alligevel gøre krav på en position som profet. Et langt stykke hen ad vejen hører de såkaldt nationalkonservative vist til denne gruppe. De reklamerer i hvert fald ikke med positioner i partiet. Og praktiserende politikere er de da slet ikke. De forbliver helst frie sværmere.

I de senere år er billedet blevet blevet yderligere forplumret af, at politikere fra Dansk Folkeparti betegner sig selv som konservative. Det gælder f.eks. Messerschmidt og den yngre Krarup.

For den udenforstående fremstår de ‘nye sorte’ primært som en reaktion på denne strid med DF om konservatismens sjæl. Der er tale om et forsøg på at opfinde en ideologi, som er om muligt mere folkelig end Pianisterne og så alligevel nogenlunde systematisk. Men det er svært at sætte system i populisme. Det er trods alt dens fremmeste karakteristikum, at der intet andet system er end folkegunsten.

 Om de nationalkonservative indbyrdes er specielt enige om andet end at klappe hinanden på ryggen, kan man sommetider have sine tvivl om. Det skulle da lige være den bombastiske sprogbrug, der sjældent levner plads til tvivlens nådegave; brugen af yderst vanskeligt tilgængelige, snævert definerede begreber; samt troen på at det er klogere at citere perifere tænkere fra tidligere århundre-der end at tænke selv. I de henseender er de godt på vej til at ligne fortidens venstrefløj

Det vil fremtidige generationer såmænd nok være i stand til at gennemskue. Spørgsmålet er bare, om de i mellemtiden vil udrette lige så megen skade, som ventrefløjen har gjort.

De nye borgerlige vælgere

Medens ideologerne skændes

Det borgerlige Danmark, som foretrækker, at staten har en begrænset rolle, men ikke har behov for at være skingre, hører man ikke så meget til, men det er de moderat talende borgerlige, som kan holde på de nye borgerlige.

 

Der foregår for tiden højlydte ideologiske slagsmål mellem den borgerlige families medlemmer, senest om juletræer i boligbyggerier! Hver side har sine proselytter, og hvis man forsøger at lægge sig imellem, skal man nok få skudt falske motiver i skoene. Det handler slet ikke om at påvise fordelene ved egne synspunkter, men derimod om at rakke ned på de andres. For hver ny indbyrdes nederdrægtighed forsøger jeg at tænke, at i sidste ende skal de jo samarbejde, hvis ikke de vil miste chancen for en borgerlig regering, så de kan jo ikke blive ved i uendelighed.

Men det er efterhånden bekymrende, at en række af den borgerlige fløjs mere princip-tænkende medlemmer – ideologerne – forsømmer den virkelige opgave, nemlig at fastholde alle vore nye vælgere. Bare at være glad for, at opinionsmålingerne viser vælgervandringer til de borgerlige partier, er ganske enkelt ikke nok. Vi bør ikke være i tvivl om, at en relativ stor del af de nye vælgere er kommet mere af nød end af lyst. Venstrefløjens løsninger på samfundets udfordringer er åbenlyst ikke effektive, og de bryder klart med såvel de fantasifulde overbud fra sidste valgkamp som venstrefløjens traditionelle holdninger. Venstrefløjen har mistet troværdighed, og dens vælgere søger et nyt ståsted. At fastholde de nye vælgere og at få dem til at slå rod på den borgerlige side, er en svær, men også dejligt konstruktiv opgave. Med et lidt højstemt udtryk, så handler det om at grundfæste dem i vort verdenssyn.

Det er bestemt ikke ensbetydende med, at man skal gentage Schlüters og Fogh-Rasmussens forsøg på at befinde sig i midten af dansk politik, for det førte blot til, at midten forsvandt stedse længere mod venstre og til en angst for egen skygge, der længe forhindrede f.eks. den efterlønsreform, som alle ellers forstod var nødvendig. Og Venstre er jo stadig lettere handlingslammet af sine egne erklærede mål om en bestandig vækst i den offentlige sektor. Men i en situation, hvor væksten i det samlede samfund er beskeden, kunne man vel efterhånden gøre op dermed.Tilsvarende bør man tage den tidsel, som det svigtede skattestop udgør, op til drøftelse og erkende, at skattestop godt nok er svære at overholde under et økonomisk boom. Og vi svigtede det! Basta.

Og lad os så komme videre med de praktiske gøremål. Vi er nødt til at tale om, at traditionelle offentlige opgaver enten skal beskæres drastisk af politikerne, som ikke er specielt gode til at gøre det, eller også overdrages til borgerne mod samtidige, delvise reduktioner i skatterne. Man kan ikke fjerne offentlige underskud uden besparelser, og så længe der er underskud, kan man ikke sænke skatterne lige så meget, som man reducerer udgifterne.Det er den jordnære side deraf, men vi må også sørge for, at vi står ved, at vi vil gøre det, fordi det fører til et samfund, der er bedre for alle, og måske endda navnlig for dem, som ikke er så gode til at stikke sugerøret ned i den store offentlige kasse – samfundets svageste. Det var trods alt ikke om en omfattende velfærdsstat, at Grundtvig skrev de konstaterende ord, at »få har for meget og færre for lidt«.

Et svært punkt, når vi skal fastholde de nye vælgere, er, at vi også skal dømmes på udflydende begreber, såsom menneskesyn, social forståelse og deslige. Og det bliver ikke bedre af, at det faktisk ofte er den slags begreber, der er afgørende for vores tilhørsforhold. Historisk set har det danske samfund imidlertid været usædvanlig homogent, så mon ikke det brede flertal af os – uanset om vi opfatter os selv som borgerlige eller venstrefløj – faktisk har temmelig meget til fælles.

Der findes mennesker med ejendommelige synspunkter på begge fløje. Nogle vil afskaffe politiet, andre vil forbyde flagning med andet end Dannebrog. Og på begge fløje findes de, som ikke vil straffe incest. I alle tilfælde kommer de outrerede synspunkter til at skygge temmelig effektivt for mere jævn fornuft. Navnlig derfor er det ærgerligt, når nogle beskedne minoriteter forsøger at tage patent på at repræsentere den ene sande borgerlige tro. Og det er virkelig en stor hjælp, når de samme borgerlige opinionsdannere indbyrdes udviser en stærkt begrænset tolerance for afvigende meninger.

Der er en forskel på borgerlige og venstrefløjen. Og det handler grundlæggende om, hvor meget og på hvilke områder, staten skal gribe ind i den enkeltes liv. Det borgerlige Danmark, som foretrækker at staten har en begrænset rolle, men ikke har behov for at være skingre derom, hører vi ikke så meget til. Men det er de moderat talende borgerlige som kan holde på de nye borgerlige.Dybest set må man bestemme sig for, om man debatterer for at høre sig selv eller for at vinde nye tilhængere. Det er en svær opgave, langt sværere end at opføre sig som de forskellige fraktioner af frihedskæmpere i Monty Pythons Life of Brian, og det er også langt sværere end at udstille venstrefløjens svagheder, uanset hvor morsomt ministrenes forhold til barselsorlov er.

Jens Frederik

Bragt i Berlingske søndag d. 11. november 2012

%d bloggers like this: