Kategori: offentlig forvaltning

Udgivet den

Sikandar og omvalg

Pressen er begyndt at lugte blod i Sikandar Siddiques bopælssag. Her er links til BT og TV2. Men kan det overhovedet ende med et omvalg? Er der ikke noget jura i det.

Vores valgsystem er det bedste!

Man skal som regel ikke lede ret længe for at finde nogen, som vil hævde, at det danske valgsystem er det bedste og mest retfærdige i verden. Sjovt nok kan man få vælgere i næsten alle andre lande til at sige nøjagtig det samme om deres.

Eksempelvis vil briterne tale rørstrømsk om ”first past the post”-systemets rødder tilbage i middelalderens England og dets evne til at give klare flertal. Det er imidlertid en hul løgn. Englænderne indførte systemet så sent som 1885 ved Arlington Street-forliget. Før den tid foregik alle valg i kredse med 2 mandater. Lige nu ser man i øvrigt en engelsk regering med et klart flertal, som ikke evner at gennemføre sit program, blandt andet fordi regeringen bygger på et lige så klart mindretal af stemmerne, så rigtig mange af parlamentsmedlemmerne ved udmærket, at de har en meget stor risiko for at ryge ud næste gang.

Og den enkle sandhed er, at alle systemer har fordele og ulemper.

Det er meget sjældent, vi ser det, men Sikandars sag illustrerer ganske godt, at det danske systems alvorligste svaghed er, at med et kompliceret valgsystem, hvor selv små stemmeskred kan have indvirkning på fordelingen af temmelig mange mandater – også hen over midten – så bliver det uendelig svært at skride ind mod valgsvindel!

Hvordan afhjælper man valgsvindel?

Hvis det foreligger valgsvindel, så er det eneste effektive middel til at rette op på det, at man holder et omvalg. I alle de lande, hvor valget foregår i nogle mindre kredse, der hver skal udpege et begrænset antal mandater, kan man som regel nøjes med at holde omvalg i en enkelt kreds. Den går ikke i Danmark. Hvis afstemningen er gået galt på et enkelt valgsted ud af ca. 55, så vil der skulle holdes omvalg i hele København – og det er naturligvis en dyr og omstændelig sport.

Det klassiske valgsvindel, det som man umiddelbart tænker på, er naturligvis den stalinistiske: ”Det vigtige er ikke, hvem der stemmer, men hvem der tæller stemmerne”. Det handler om at de ansvarlige for valget fylder stemmeurnerne med falske stemmesedler. Det er der naturligvis ikke tale om i Sikandars sag.

Så vidt jeg har læst mig til, så findes der i øvrigt gode statistiske metoder til at afsløre den klassiske svindel med stemmerne, så længe styret lægger vægt på, at resultatet skal fremstå ægte og derfor tillader en flerhed af partier og kandidater. I de situationer bliver det alt for svært at koordinere indsatsen, og derfor vil de enkelte valgsteder udvise nogle statistiske anomalier.

Noget af det sjove ved Sikandars valg er i øvrigt, at såvel hans personlige som listens stemmer fordeler sig helt sindssygt blandt valgstederne. Det er et Tingbjerg-parti. Og Sikandars personlige stemmetal er på ca. 45 % af samtlige partiets stemmer. Det er tal, som formentlig ville få enhver statistiker til at blive mistænksom. Men det er svært at forestille sig, at lige det skulle være svindel.

For Sikandars lille nummer er ikke den klassiske valgsvindel. Det er noget så relativt fantasifuldt som opstilling af en person, der ikke er valgbar. Det verdensberømte eksempel på en beskyldning om den slags var naturligvis postulaterne om, at Barack Obama ikke opfyldte kriterierne for at stille op til præsidentvalg, fordi det – ene af alle poster i USA – kræver, at man er født amerikaner.

Kan Sikandar straffes?

Hvis man med vilje stiller nogen op, som ikke kan vælges lovligt, så bør alle helvedes porte åbnes for at opsluge for den skyldige og gøre ham personligt ansvarlig. Men man skal sjovt nok lede længe i straffeloven for at finde noget, som Sikandar kan straffes for. Det at stille ulovligt op er mærkværdigvis ikke direkte strafbart. Det er der nok ikke nogen, som har tænkt på. Men det er strafbart, hvis han selv har stemt, for så har han ”uberettiget skaffet sig eller andre adgang til at deltage i afstemningen”. Det er omfattet af straffelovens § 117, stk. 1, nr. 1. Det ville dog være en noget tynd straffesag. Det er svært at forestille sig en ubetinget fængselsstraf for det. 1 forkert stemme ud af 349.000. Det kan vist ikke blive farligt for demokratiet.

Man kan også tænke sig folkeregisterloven anvendt som straffehjemmel og så rummer straffeloven en meget bred bestemmelse i § 163 om urigtige erklæringer, der formentlig kan bruges.

Hvem skulle have det næste mandat?

Men hvad så med et rask lille omvalg. Det var jeg faktisk overbevist om, at jeg ville ende med at foreslå, da jeg begyndte denne tekst. Men jeg er blevet noget mere i tvivl! På grund af valgforbund så var der kun 4 grupper, der deltog i fordelingen af mandater, og hvis jeg ellers kan regne og læse, så blev det yderste mandat tildelt det ”højrøde” valgforbund med Ø, F, Å og N helt ude på et fordelingstal på 6038. Havde der været et 56. mandat, så var det gået til de borgerlige med et fordelingstal på 5.966

Sikandars valgforbund fik 10.037 stemmer, hvoraf Frie Grønne fik 6798. Sikandar trak selv 3.125 personlige stemmer og der var 1264 på listen Resten var personlige stemmer på listens andre kandidater. Hvordan resultatet havde set ud, hvis Sikandar ikke havde været opstillet, afhænger primært af et forhold: Hvor var hans stemmer gået hen? Hvis vi antager, at Sikandar trak samtlige sine vælgere op fra sofaen, så de ikke ville have stemt på andre partier, så ville valgforbundet have fået et mandat, så længe valgforbundets stemmetal var højere end det fordelingstal på 5.966, som ville have trukket det 56. mandat. Så ca. 4.070 stemmer mindre kunne man altså tåle. Under den forudsætning så kunne man altså tåle at miste samtlige Sikandars personlige stemmer  og stadig beholde mandatet. Og valgforbundet kunne yderligere tåle at miste henved 900 listestemmer (eller personlige stemmer på andre kandidater) uden at miste mandatet.

Trak Sikandar 4.070 stemmer til? Det er jo et skøn, og der er ingen tvivl om, at den som skal foretage skønnet nok vil skæve en lille smule til, hvor stor ståhej det giver, hvis man antager, at Sikandar er en stemmemagnet i den størrelsesorden. Det er et falsk lod i vægtskålen, men det er der.

Hvis vi antager, at stemmetallet for Sikandars valgforbund var kommet ned under 5.966, hvis han ikke havde været der, så ville mandatet som nævnt være gået til det blå valgforbund, medmindre en ganske pæn andel af stemmerne havde valgt i stedet at stemme på det højrøde valgforbund af Enhedslisten, SF og Alternativet. Det højrøde valgforbund ville skulle have små 4.000 ekstra stemmer for at erobre et ekstra mandat. (Altså desuden forudsat, at jeg ikke har regnet forkert.) Jeg er ret overbevist om, at Sikandar har trukket vælgere op fra sofaen i stor stil. Og dermed er jeg også tilbøjelig til at tro, at det er de borgerlige, som har tabt et mandat på hans adfærd. Men det er noget usikkert, netop fordi vores valgsystem er så relativt kompliceret.

Hvis Sikandars lille nummer har flyttet et mandat hen over midten, så bør man konstatere, at han har haft betydning for valgets udfald, og så bør det gå om.

Der er imidlertid en enkelt yderligere hurdle, nemlig at der i kommunalvalgloven er en ekstremt kort frist for at klage over valget. Fristen er 1 uge. Jeg har ikke indleveret en klage, men rygtet vil vide, at nogen allerede klagede inden valget, og at andre gjorde det i dagene efter. Men hvis ikke der er klaget, så er sagen død.

Udgivet den

Kommunal områdefornyelse Bispebjerg – en tekstanalyse.

På Københavns Kommunes hjemmeside ligger en meget fin plan for byfornyelse af Bispebjerg. Og fordi den handler om det sted, hvor jeg selv bor, så synes jeg, at den er velegnet til lidt nærmere studium. Den er nemlig en fremragende øvelse i at læse mellem linjerne og fange alt det, som med vilje er udeladt.

En konsekvens deraf er, at en gennemgang kommer til at fylde mange gange mere end den oprindelige tekst. Det bliver en usigeligt detaljetung og omfangsrig kritik. Og dermed bliver den også kedelig. Og det er formentlig en del af forklaringen på, hvorfor planen er udformet, som den er. De embedsfolk, der har udarbejdet planen vil formentlig meget nødig have, at deres overordnede – politikerne – begynder at forstyrre deres cirkler. Ingen politiker har tid og lyst til at nærlæse dokumenter så eftertænksomt, som det er nødvendigt for at forstå retorikken i planen, endsige bryde normerne for god politikeradfærd ved at udstille hulheden i planen.

Lad det være sagt straks, at jeg grundlæggende betragter den slags indsatser som en beskæftigelsesterapi for akademikere med ønske om fastansættelse i den offentlige forvaltning. Og det vil jeg godt argumentere for i det følgende:

På hjemmesiden er der først en overordnet beskrivelse af planen:

”Hvad er en områdefornyelse?

Områdefornyelsen skal understøtte en positiv udvikling i et byområde med komplekse sociale udfordringer, store trafikårer og en del nedslidte boliger. Vi udvikler kvarteret gennem integrerede fysiske, sociale og kulturelle indsatser. Områdefornyelsen er til stede i kvarteret i fem år og skaber udviklingen i kvarteret i tæt samarbejde med dets borgere, brugere og interessenter og med hjælp fra alle kommunens forvaltninger og faglige eksperter. Københavns Borgerrepræsentation har reserveret 78,8 mio. kr. til en 5-årig områdefornyelse på Bispebjerg Bakke (2021-2026).”

Antonymtesten

Det er så banalt, men hver gang man ser en kommunal tekst, så bør man starte med at udrydde alle de meningsløse opstablinger af plusord. Det er sagt mange gange, men hvis det er sådan, at intet tænkende væsen kan være uenig i et udsagn, så er udsagnet overflødigt og som regel også blottet for indhold. I sætningen ”områdefornyelsen skal understøtte en positiv udvikling” er ordet positiv fuldstændig ligegyldigt. End ikke dårekistelemmer eller islamister kunne finde på at sige, at de understøtter en negativ udvikling. Vi kan have forskellig mening om, hvad der er positivt og negativt, men vi går allesammen ind for noget positivt. Tilsvarende gælder de ”integrerede indsatser” og det ”tætte samarbejde” længere nede, ligesom man ej heller bliver voldsomt imponeret af, at kommunen påregner, at ”alle kommunens forvaltninger og faglige eksperter” vil deltage.

Problemerne

I teksten peges der på 3 problemer, som byfornyelsen skal om ikke løse, så dog afhjælpe:

komplekse sociale udfordringer,
store trafikårer og
nedslidte boliger

Og det agter man at gøre på baggrund af en plan, der samlet løber op i 64 sider og koster 78,8 mio. Én holdning hertil kunne være, at hvis det virkelig kan lade sig gøre at løse komplekse sociale udfordringer så enkelt og så billigt, så er man et skarn, hvis man ikke bakker op om projektet. En anden holdning kunne være, at de nok tager munden lidt for fuld, hvis de regner med, at projektet har mere end blot marginal betydning for de komplekse sociale udfordringer.

Er de store trafikårer et problem? Støjen og rystelserne er naturligvis ulemper, men selve trafikken er vel et plus. Det er trods alt et signal om, at man hurtigt og effektivt kan bevæge sig andre steder hen. At man kan komme på arbejde eksempelvis. At gennemføre tiltag, som reducerer trafikken, er ikke nødvendigvis til gavn for et område. Faktisk er det vel efterhånden en alment accepteret sandhed, at ghettoer stort set altid opstår i bebyggelser, der er afskærmet fra gennemgående trafik. Fraværet af trafik har også betydning for butikslivet i området, og dermed hvordan bybilledet bliver.

Og de nedslidte boliger! Det kunne jeg godt lide at få lidt statistik på. Er boligstandarden i området væsensforskellig fra andre dele af København? Og hvorfor er det et kommunalt problem? Bør det ikke snarere være et problem for husejerne?

Så problemformuleringen er i bedste fald løsagtig. Og selv hvis den holder vand, så er der altså stadig et misforhold mellem problemernes omfang og ressourcerne til løsningen.

Logos, patos og ethos

Retorikere opdeler traditionelt argumenter i de 3 kategorier. Logos, altså det rationelle argument om årsag, løsning og virkning, anses normalt for det, som man bør holde sig til i den offentlige debat. Patos, appellen til følelserne, har jeg allerede vist, er en mindre pålidelig type argument. Det er virksomt i nogle situationer, men det er dog et niveau ringere. Den sidste argumentationstype er autoritetsargumentet. ”Jeg udtaler mig sådan, fordi jeg har forstand på emnet.” I virkeligheden er det slet ikke et argument, men et krav om underkastelse. Mod autoritetsargumenter findes intet gyldigt modargument. Det er deres store styrke. Hvis man uimodsagt kan slippe af sted med at fremføre et autoritetsargument, så slutter samtalen. Af samme grund kan man som regel forvente, at ens autoritet bliver udfordret temmelig prompte.

Fraværet af håndgribelige logos-argumenter er slående. Men det kan jo skyldes, at de gemmer sig nede i hovedteksten og blot ikke har fundet vej til den kortfattede beskrivelse.

Patos udgør imidlertid en tydelig andel af teksten. Og det bør man hæfte sig ved.

Og så er der en meget elegant anvendelse af ethos. Embedsmændene i kommunen er naturligvis alt for kvikke til at påberåbe sig selv som autoriteter. Det ville blive udfordret på stedet. Men de gør noget andet. De erklærer, at planen er fostret og skal gennemføres  i samarbejde med kvarterets ”borgere, brugere og interessenter”. Planen er sandelig ikke udtryk for embedsværkets holdninger, men for ”borgernes, brugernes og interessenternes.” Og hvem vil drømme om at gå imod alle de 3 vægtige interessegrupper. Og en mistanke om, at der kun er tale om et udvalg af borgerne, brugerne og interessenterne, er vel helt ubegrundet? Ej heller en forestilling om, at disse borgere, brugere og interessenter har været føjelige som modellérvoks i vurderingen af embedsværkets oplæg, hører nok nogen steder hjemme.

Det lykkes altså at fremsætte et autoritetsargument uden at autoriteten udfordres. Og dermed kan planen ikke modsiges.

Sådan er det bare.

Udgivet den

Privatisér svømmehaller

Der er kun en grund til, at offentligheden reagerer så stærkt på, at en svømmehal har fundet på at indføre særlige badetider for kvinder. Og grunden er, at svømmehallen er kommunal!

Når vort lokale privat drevne tyrkiske bad vistnok kun har åbent for et køn af gangen, så kan ingen se problemet.

At gøre badetiderne for kvinder hhv. mænd til et politisk anliggende er ikke særlig hensigtsmæssigt. Der bliver i hvert fald meget, som politikerne skal tage stilling til. Udover badedage er det spelt-segmentets krav om økologiske madvarer i børnehaver og amning på caféer. Det er krav om handicapadgang til private hjem, uanset om familien nogensinde får brug for det. Og så fremdeles.

Alt sammen er det anliggender, som bedst afgøres i andre fora, nemlig hos ejerne af stedet. Den perfekte løsning er derfor privatisering af svømmehaller og alle de andre steder. Staten skal simpelthen blande sig udenom. Svømmehallens ejer (eller såmænd blot forpagter) skal nok træffe den afgørelse, der giver flest gæster i bassinet. Ellers er han en dårlig forretningsmand.

Og vi andre får fornøjelsen ved at slippe for at skulle beskæftige os med emner, som er lige så spændende som Se og Hør.

Og i modsat fald ender vi som visse stater i USA, hvor man lovgiver om seksuelle mindretals ret – eller er det pligt – til at bruge herre- eller dametoiletter på offentlige steder. Vi får lovgivning om bageres pligt til at bage bryllupskager for bøsser og andet.

Stand-upkomikere får det nemt. Vi andre får det svært.

Bragt som Dagens brev i Berlingske 2. maj 2016.

Udgivet den

Hellere sikkerhed end..?

For nylig skete det for første gang i mit liv, at der blev skudt i en dansk retssal. Det gik ikke ud over dommeren, men derimod over modparten, der blev livsfarligt såret, og det kostede hans advokat livet. Og det var jo mildest talt ikke så godt.

Vold i retssale er heldigvis en ganske sjælden foreteelse, og det skal det helst blive ved med at være. Det modsatte synspunkt ville nok være ret svært at indtage. Men det hører med i billedet, at risikoen for at en bankansat udsættes for et røveri, er mange, mange gange højere end risikoen for overfald på dommere og fogeder.

Hvilken vold ser man?

De typiske episoder er fangeflugt, og selv om det også gør ondt at blive slået ned eller truet af en flygtende fange, så er volden trods alt et accessorium til det egentlige formål, at undkomme. Ophidselse og lidt knubbede ord er nok ikke helt sjældent, men trods en til tider øretæveindbydende emsighed i min tid som inkassostudent, så oplevede jeg aldrig problemer i fogedretterne, som ellers nok er de mest turbulente. Den sidste sag var en højspændt sag om forældremyndighed. Der kunne skyderiet ligeså godt være sket alle mulige andre steder.

Hvor er niveauet nu.

På trods af de ganske få episoder, så er der i min tid (de seneste ca. 25 år) sket en betydelig oprustning i bevogtningen af retssager. Det er efterhånden snarere undtagelsen end reglen, at retssager mod rockere, narkohandlere og diverse terroristspirer omgives med politi i skudsikre veste og med maskinpistolerne frit fremme.

Om magtopbuddet er af præcis den nødvendige størrelse, eller om der måske har været for meget, det kan ingen nogensinde sige, men man kan jo overveje det. For lidt kan der i sagens natur ikke have været tale om. Hvis man spørger politiet vil de nok mene, at hellere en betjent for meget på vagt end en for lidt. Og dommerforeningens formand lød lidt i samme retning, da han udtalte sig.

Men er det nu også rigtigt?

Hvad koster det.

Sikkerhedsopbuddene har en pris, og kunne vi have fået noget bedre i stedet? Der er i virkeligheden 2 priser, som betales. Den ene er nogle penge, som kunne have været sparet eller brugt til andre gode sager. Den anden pris handler om, hvordan vi oplever domstolene. Underbygger magtopbuddene deres legitimitet, eller bliver den undergravet.

Samtidig skal man være opmærksom på, at det er en dyr sport, når dusinvis af betjente skal sættes til at lave absolut ingenting i ugevis. Tilstedeværelsen af en vagt ved indgangsdøren kræver 2 på arbejde hver dag for at dække pauser. For at dække ferier, sygdom og efteruddannelse skal der også være en tredje. Så er vi temmelig hurtigt oppe på 1,2 til 1,3 mio. pr. retsbygning eller på landsplan en 30-40 mio. Og pengene kan jo kun bruges en gang. Man skal aldrig bruge penge uden at overveje, hvad alternativet er.

Hvem er imod?

Man skal lige erindre, at i det offentlige er der ikke nogen kræfter, der trækker i retning af lavere sikkerhedsopbud. I en privat virksomhed vil man altid skulle overveje, hvorledes kunderne vil opleve det – ikke at det altid nødvendigvis fører til et realistisk sikkerhedsniveau. Men det er i hvert fald sådan, når man ikke er afhængig af, at kunderne frivilligt kommer til en, så kan man gå helt ud ad tangenten.

Som forsvarsadvokat følte jeg forøvrigt altid, at det var en belastning, når der var bevogtning. Det stemplede altså på forhånd den tiltalte som en værre en, men det er naturligvis bare en sidebemærkning.

Den skjulte begrundelse.

Der er en aldrig omtalt faktor, der nok ofte er væsentlig som begrundelse for mere ‘sikkerhed’, nemlig at en organisation kan bekræfte sin selvopfattelse af egen utrolige betydning, ved at ved at isolere sig bag metaldetektorer, vagter og adgangssluser. Man kan kort sagt puste sit ego op.

Et utroligt sigende eksempel er Folketinget. Det er ikke ret mange år siden, at man fuldstændig frit kunne vandre ud og ind af dørene og gå rundt og kontakte folketingsmedlemmer. I forbindelse med et valg i 80’erne havde jeg fornøjelsen at hjælpe en amerikansk journalist, der var fuldstændigt himmelfalden over, at han kunne få interviews med partiledere blot ved at banke på deres kontordør.

Sådan er det mildest talt ikke længere, selv om den episode der har udløst ændringen, var så relativt harmløst som kast med rød maling. (Og at gerningsmændene var inviteret indenfor af et folketingsmedlem hører nok også med.) For det menige folk er der nu en kontrol, der er lige så restriktiv som i en lufthavn. Den er faktisk værre end i Parlamentet i England, der ellers har været udsat for rigtige terrorhandlinger begået af IRA.

Og efter Breivik har man i tillæg dertil spærret Christianborg af for gennemkørsel med uendelige mængder af tonstunge sten. Det er ikke alene overkill, det skaber også distance.  Og som noget rigtigt sjovt, så gælder reglerne stadig ikke for personalet – som erfaringen jo viser, er de virkeligt farlige.

Men det virker imposant!

Den vigtigste sikkerhedsforanstaltning.

Det er måske ikke pænt at sige, men hvordan det enkelte menneske reagerer på andre er bestemt ikke uden betydning. Inden episoden for nylig var det i min levetid sket én gang sket, at en dommer var blevet truet i retten af en bevæbnet mand. Det gik ud over en kvindelig landsdommer, der i sin fritid sikkert var god mod både børn og dyr, men når jeg oplevede hende på dommerbænken, så var hun i bedste fald en irriterende krampe. I hendes øjne var jeg sikkert så ubetydelig, at hun end ikke overvejede at gengælde følelserne.

Og min første reaktion ved sidste episode, da Lindholts navn blev bekendtgjort, var da også, at det vel egentlig ikke var så mærkeligt. Han tog den slags hårdknude-sager, og han havde intet imod at stå stejlt på sit synspunkt.

Dermed ikke sagt, at der skal være fri jagt på irriterende mennesker, eller at de selv er ude om det; så ville jeg selv jo ikke være blevet så gammel, som jeg efterhånden er. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at det enkelte menneske med sin egen adfærd kan gøre en hel del for at dæmpe gemytterne.

Og det element risikerer man at glemme, når man forlader sig på fysiske foranstaltninger. Det var måske klogere at uddanne sit personale. Og man får måske mere sikkerhed for pengene.

Min mening

For at sige det ligeud, så er det muligt, at der en gang hvert tyvende år bliver begået alvorlig vold mod nogen i retten. Men hva’ så? I det store billede er det ligegyldigt og det skal ikke føre til at man undergraver domstolenes position i samfundet. Og jo mere domstolene opfattes som en naturlig og åben del af samfundet, desto højere grad af respekt vil de nyde.

Og så den korte version

I virkeligheden er mit lange budskab i øvrigt sagt meget kortere og smukkere af  en anden, nemlig i disse linjer fra Hans Hartvig Seedorfs “Der rider en konge..”:

Man spurgte mig ude: Hvor vover vel han,
en hersker, at færdes så ene?
Jeg svared dem: Han er vor frieste mand –
dog rider han aldrig alene.
Han skærmes blot ikke af vælde og magt.
Om kongen af Danmark står hjerterne vagt!

Udgivet den

Nordens Venedig – når der er vand i gaden.

Kommunen har et ansvar for skybrudsskader.

Det var interessant at læse Jyllands-Postens artikel lørdag d. 6. september om de huse, som har mistet forsikring som følge af skybrud. Når man har førstehåndskendskab til de omtalte huse, så kan man dog se, at der mangler én væsentlig oplysning, nemlig at husene har ligget der i nøjagtig 100 år, og at de indtil 2010 var tørre, om ikke som trækpapir, så dog på linje med alle andre huse fra den periode.

Det fører naturligvis til, at man må spørge sig selv, hvorfor problemet opstår lige præcis nu. For der har altså også været skybrud i løbet af de første 90 år. Det samme spørgsmål må man anstændigvis stille sig for så vidt angår Lyngbyvejen og Istedgade, som også pludselig er blevet til de rene vådområder.

Svaret er det samme for alle stederne, nemlig reduktion af kloakkernes kapacitet.
Ved Lyngbyvejen og i Hellerup skyldes det ændringer i den såkaldte Lersøledning. På Vesterbro skyldes det nedlæggelse af ‘overløbsbygværker’, som tidligere lod urenset vand løbe i havnen, hvis kloakkerne blev overfyldte. Det var selvfølgelig ulækkert med kloakvand i havnen, men det er altså værre med kloakvand i folks kældre.

Årsagen til ændringerne var et ønske om renere vand i havnen og Svanemøllebugten, så der kunne etableres havnebad hhv. strand.

Når man får de oplysninger, så bliver det også ret klart, at kommunen har et betydeligt ansvar for de skader, som er sket på ejendommene – i hvert fald et medansvar. Derfor har man også et ansvar for, at man med lynets hast får afhjulpet problemerne ved at gennemføre sine skybrudsplaner.

Bragt i Jyllands-Posten 10. september 2014

Drevet af WordPress