Engelsk landsretsdom sår tvivl om rigtigheden af dansk retspraksis om udvisning af gadesovere

Den danske højesteret har afgjort, at EU-regler tillader, at gadesovere i gentagelsestilfælde kan udvises. I England har landsretten taget det modsatte standpunkt. Dermed er der nu 2 forskellige retstilstande i EU og brug for en afklaring fra EU-domstolen

Også i 2018 kunne man – navnlig i det københavnske gadebillede – mærke en tilstedeværelse af udenlandske flaskesamlere og tiggere, som overnatter på gader og stræder. I sommeren 2017 sommer førte det til først et forbud mod utryghedsskabende lejre i ordensbekendtgørelse og sidenhen markant hårdere straffe for betleri. I løbet af vinteren 2018 kom så desuden  en ændring af politiloven, som danner basis for at overtrædelse af lejrforbuddet udover bøde kan sanktioneres med et kommuneforbud mod gadesovere og drastiske straffe for overtrædelse af de forbud.

En stor del af motivationen for disse stramninger har været, at der så ville blive skabt grundlag for udvisninger af EU-borgere, som sover i utryghedsskabende lejre. Det er en holdning, som den danske højesteret godkendte først i 4 kendelser fra 17. december 2017 og siden hen i yderligere 4 afsagt 16. maj 2018. Dermed kunne man anse spørgsmålet for endeligt afgjort, men er det måske så alligevel ikke.  For tre dage førend Højesteret afsagde sine første kendelser, nemlig allerede d. 14. december 2017 nåede den engelske High Court imidlertid til det modsatte resultat i en dom, som indeholder en langt mere omfattende gennemgang af det juridiske grundlag for EU-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Ingen af domstolene har forelagt spørgsmålet for EU-domstolen, men fordi der nu findes modsatrettede nationale afgørelser, bør advokater, der arbejder med denne type sager være opmærksomme på behovet for en afklaring af retstilstanden. I en eller flere repræsentative sager bør man derfor fra forsvarerside gentage ønsket om, at bliver stillet præjudicielle spørgsmål til EU-domstolen.

Den engelske afgørelses resultater er – i summarisk sammendrag – at det ikke er lovligt at betragte gadesoveri som et misbrug af retten til frit at bevæge sig og vælge opholdssted indenfor EU. Retten fandt desuden, at der ikke var grundlag for at behandle EU-borgere anderledes end egne borgere. Endelig konstaterede den engelske domstol, at når politiets aktioner var målrettet mod at finde EU-gadesovere, så var der tale om en systematisk handling, der også er forbudt i henhold til EU’s opholdsdirektiv. Domskonklusionen lyder, at de engelske regler om administrativ udvisning af EU-borgere ”underkendes for så vidt de bygger på, at gadesoveri, hvad enten det er forsætligt, skadeligt eller andet, udgør et misbrug af traktatmæssige rettigheder.”

Formuleringen af  konklusionen såvel som begrundelsen for den engelske afgørelse inddrager ordlyden af opholdsdirektivets art. 35 om misbrug som afgørende for muligheden for at inddrage unionsborgeres ret til fri bevægelighed. Hvorvidt den opfattelse er rigtig, vil formentlig blive afgørende for udfaldet af kommende sager.

Lovforarbejder – en skatkiste af viden

Der er formentlig kun få lande i verden, hvor jurister lægger mere vægt på, hvad “lovgivers hensigt har været”, end i Danmark. Og derfor læser danske jurister usigeligt ofte på lovforarbejder, altså de begrundelser for forslaget, som ministerens embedsmænd udarbejder.

Nogle gange er de mere oplysende end andre. Her i dag læste jeg på et lovforslag fra Søren Papes hånd. Det indeholdt følgende ikke helt usædvanlige bestemmelse:

Ҥ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.”

Det er der sådan set ikke noget unormalt i. Det er faktisk set temmeligt mange gange før.  Og der kan være rigtigt gode grunde til det. Så måske kunne det være interessant at se, hvad man har forestillet sig denne gang. Hvis man så bladrer om til bemærkningerne, så finder man denne vildt begavede begrundelse:

“Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Så blev man heldigvis så klog!

 

 

PS De kritiske kan slå teksten efter i Lovforslag 118 fra 2017-18

 

 

%d bloggers like this: