Kategori: Politik og Økonomi

Udgivet den

Bødskovs billige politiske spil

Det er naturligvis forståeligt, at alle politikere mener, at embedsmænd skal have sandhedspligt. Enkelte vælgere vil imidlertid kunne huske politikere, som benægtede indgreb i  lærernes overenskomst, efterlønnen og diverse andre forhold, lige indtil indgrebene var en realitet. Så kravet om sandhedspligt holder jo ikke. Så enkelt kan det siges. Hvis noget er fortroligt, så skal hemmelighedens vogtere både bestride sandheden, lægge røgslør ud og om fornødent lyve groft, hvis det er nødvendigt. Sådan er det, og sådan er det også i andre retssystemer.

Ikke desto mindre forekommer det stadig stødende, at Justitsministeriets embedsmænd er blevet grebet i solide løgne, så noget må der være galt i dommernes synspunkter. Men hvad? Et oplagt forhold at gribe fat i er, at dommerne tilsyneladende uden nærmere omtanke accepterer, at bestemte oplysninger er omfattet af tavshedspligt. Det ser næsten ud som om, de ligefrem mener, at chefen for PET kan pålægge sin minister, at en oplysning ikke må videregives. Og det er da bagvendt. Tavshedspligt er jo sjældent en objektiv størrelse, men derimod noget som pålægges efter en overvejelse af, om offentliggørelse af den enkelte oplysning kan skade nogen eller noget.  Og man sidder oprigtig talt tilbage med en mærkelig smag af, at der ikke er nogen overvældende grund til at holde det hemmeligt, at der er mere uro på Christiania og byens værtshuse på en lønningsdag. Og næppe mange vil heller være uenige i, at DFs politikere rent faktisk har en særlig risiko på Christiania.

Men selv hvis hemmeligholdelse deraf var så pokkers nødvendig, så knækker filmen alligevel. For Justitsministeriet overholder jo slet ikke sin egen – selvpålagte – tavshedspligt. Tværtimod orienterer man udvalgets formand. Og så må vi andre blot konstatere, at hvis ét folketingsmedlem kan tåle at få den viden, så kan de alle. Det er dog slående, at dommerne for at komme ud af den klemme accepterer et postulat om, at de 2 topembedsmænd i Justitsministeriet havde læst så lidt forfatningsret på universitetet, at de ikke var bekendt med, at en udvalgsformand blot er den ‘første iblandt ligemænd’. Andre jurister kunne måske have haft højere forventninger til embedsmænds viden.

Den korrekte fremgangsmåde for minister og embedsmænd havde været at meddele udvalget, at politiet enten måtte ‘pakke udvalget ind’ i så mange betjente, at udvalgets medlemmer ikke ville få noget at se, eller også ville besøget indebære en betydelig sikkerhedsrisiko. At man ikke gjorde det, skyldtes vel, at det skulle forhindres, at nogle politikere (d.v.s. Dansk Folkeparti) så ville slå mønt på situationen. Der var i så fald tale om et billigt politisk spil, som blev pakket ind i en masse juridiske klædebon. Det var selvmodsigende fra start af, og det er ikke blevet ret meget smukkere med tiden.

Fra Jyllands-Posten 10. maj 2014

Udgivet den

De nye sorte

“Det var som en natlig boksekamp mellem 3 negere på bunden af en uoplyst kulmineskakt.” Sådan beskrev en fransk jurist en gang en vanskelig sag. Og det citat er egentlig meget passende i forbindelse med Weekendavisens artikel om de konservative, som det nye sort – altså bortset fra at boksekampen ikke er afsluttet.

Forsøget på at tage patent på konservatismen og at lægge afstand til de liberale er ikke nyt. Den samme kamp gik gennem partiet omkring 1980, hvor Henning Dyremose var sprechstallmeister i et rejsende cirkus med budskabet om konservatismen som den 3. vej, og få år senere erklærede Connie Hedegaard, at stillet over for valget mellem socialisme og liberalisme ville hun altid vælge socialis-men. Men dengang var det dog desuagtet en engelsk og frihedsorienteret konservatisme, som førte til partiets fremgang, navnlig fordi den løste konservatismens bestandige problem, at man enten må længes efter forgangne tider (“evigt ejes kun det tabte”) eller også idag må forsvare det, som man igår bekæmpede af al magt.

Et af problemerne for konservatismen er, at partiets navn falder sammen med ideologiens modsat f.eks. socialdemokraterne (hvor ideologien som bekendt kaldes demokratisk socialisme). Enhver kan derimod kalde sig konservativ uden nogen forbindelse med partiet og alligevel gøre krav på en position som profet. Et langt stykke hen ad vejen hører de såkaldt nationalkonservative vist til denne gruppe. De reklamerer i hvert fald ikke med positioner i partiet. Og praktiserende politikere er de da slet ikke. De forbliver helst frie sværmere.

I de senere år er billedet blevet blevet yderligere forplumret af, at politikere fra Dansk Folkeparti betegner sig selv som konservative. Det gælder f.eks. Messerschmidt og den yngre Krarup.

For den udenforstående fremstår de ‘nye sorte’ primært som en reaktion på denne strid med DF om konservatismens sjæl. Der er tale om et forsøg på at opfinde en ideologi, som er om muligt mere folkelig end Pianisterne og så alligevel nogenlunde systematisk. Men det er svært at sætte system i populisme. Det er trods alt dens fremmeste karakteristikum, at der intet andet system er end folkegunsten.

 Om de nationalkonservative indbyrdes er specielt enige om andet end at klappe hinanden på ryggen, kan man sommetider have sine tvivl om. Det skulle da lige være den bombastiske sprogbrug, der sjældent levner plads til tvivlens nådegave; brugen af yderst vanskeligt tilgængelige, snævert definerede begreber; samt troen på at det er klogere at citere perifere tænkere fra tidligere århundre-der end at tænke selv. I de henseender er de godt på vej til at ligne fortidens venstrefløj

Det vil fremtidige generationer såmænd nok være i stand til at gennemskue. Spørgsmålet er bare, om de i mellemtiden vil udrette lige så megen skade, som ventrefløjen har gjort.

Udgivet den

Pelle Dragsted og Saxo Bank-liberalismen

“Hvorfor skrider Saxo Bank-liberalisterne ikke bare ad helvede til” var overskriften på et ganske usædvanlig lavpandet debatindlæg af Pelle Dragsted i Politiken. Desværre må også jeg konstatere, at adgangen til Politikens spalter er begrænset til en lille klan af Magister Rosiflængii efterfølgere, så her er for en gangs skyld et indlæg, der aldrig blev trykt:

Pelle Dragsteds falske verdensbillede.

Det var noget af en svada Pelle Dragsted fik afsendt mod liberalisterne forleden. Og få ting er så irriterende, som at få skudt falske motiver i skoene. Men hvis det gøres for groft, så er en tilbagevisning tilsvarende let. Og sjældent har det været lettere end i dette tilfælde.

Dragsteds centrale pointe er jo det åbenlyse falsum, at liberalister – sådan i al almindelighed – ønsker et samfund, hvor fanden tager de sidste. Det er muligt, at han selv og nogle af de nærmeste proselytter tror, at det forholder sig sådan, men han skriver vel for at vinde nye disciple. Og som enhver retoriker vil kunne fortælle, så er de stærkt følelsesladede argumenter sjældent gode til det.

De fleste liberale – og lad mig minde om, at Danmarks største parti er liberalt – er faktisk helt almindelige mennesker, der bekymrer sig om deres næste. Det er faktisk ikke sådan, at enhver som er god mod sine børn og dyr, også er en Rudolf Höss in spe. Og mon ikke også Pelle Dragsted selv opfører sig pænt mod dyr og børn.

I en periode på ca. 30 år har jeg jævnligt fået påklistret mærkater såsom ultra-, neo- og benhård liberalist på mine synspunkter og min person. Ganske vist hører jeg ikke til forreste geled blandt de anarko-kapitalistiske sympatisører, men jeg er nok nogenlunde repræsentativ.

Gennem nogen tid har jeg undret mig over, hvorfor man i venstrefløjsskrifter så ofte finder voldsmetaforer. I finder det tunge skyts frem, graver jer ned i skyttegrave, kæmper og slås for – tja, et ekstra ugentligt bad til de gamle. De liberale, som jeg omgås med, foretrækker at foreslå, argumentere og overbevise. Kan venstrefløjen selv høre forskellen? Og jo mere ultra-, neo- og benhårdt liberale desto stærkere er den tendens. For de liberale ved, at hvis ikke de gør det, så har deres meninger ikke en chance.

Det er en central pointe bag overskrifter som ’åbne grænser, lukkede kasser’, at der ikke er nogen, der skal skride nogen som helst steder hen. Det er derimod blandt de totalitære man hører den slags udsagn, og nogle af de totalitære betegnes desværre som højrefløj, og det er lidt forvirrende. Men ganske mange af de højrefolk, som siger ’skrub af’, har en fortid i SF og det hedengangne VS. Mon der er en sammenhæng?

Men til allersidst er der en enkelt lille ting ved din artikel, der undrer mig dybt. Spørgsmålet om hvorfor de liberale bliver her, er faktisk et, der ofte optager os. For mange liberale forlader landet, men flere bliver. Det havde været interessant at se et oprigtigt rødt bud på årsagerne. Nu blev det bare lidt sødsuppe om julen, de små børn og et enøjet historiesyn, hvor den socialdemokratiske arbejderbevægelse indtager rollen som alfader, uanset den benægter slægtskabet med typer som Pelle Dragsted.

Det kan godt være, at Dragsted har fået honorar for at skrive sin artikel, men hænger den sammen?”

Udgivet den

Lejeregulering giver reaktioner fra udlejerne, ligesom tyve med koben udløser panserdøre hos husejerne

Kasper Kildegaard, der er en af Danmarks mest bemærkelsesværdige unge journalister, fik sat fokus på huslejereguleringen med en kæmperartikel i Berlingske. Han fik god hjælp af Søren Pind, der klogt nok lyttede mere til sine liberale instinkter end til Venstres spindoktorer. Det gav mig en mulighed for at ytre mig som en lille bidragyder på den gode side i Børsen. Christopher redigerer godt, men jeg foretrækker alligevel min egen version.

Skadelig lejeregulering.

Debatten om lejeloven er blusset op igen. Der var fut i den i maj og nu har Søren Pind og LA så pustet til gløderne. Når man har fulgt udviklingen gennem er længere årrække, så vil man kunne se, at der er sket en forskydning i problemet.

For en generation siden var den største del af etageejendommene omfattet af loven. Det er de ikke længere, og det skyldes, at de de er blevet til enten ejer eller andelsejligheder. Det som nu er lovens hovedområde og hovedproblem, er derimod udlejning af enkelte boliger, typisk et par års udlejning af netop en ejer- eller andelslejlighed.

De lejligheder udgør i virkeligheden boligmarkedets buffer. Nogle gange lejes de ud, i andre perioder foretrækker ejeren at lade være. Klassikeren er ung mand, der flytter hen til kæreste. Skal han lade boligen stå tom eller udleje?Den type lejligheder bliver meget ofte andre unges adgangsbillet til boligmarkedet. Så aktørerne i spillet er næsten altid unge og temmeligt uerfarne – på begge sider.

Hvis man skal beskrive virkningen metaforisk, så kunne man spørge sig selv, hvad der ville ske, hvis alle landets lyssky personager blev udstyret med et koben for at skaffe sig adgang til kapitalisternes hjem. Det kræver ikke megen fantasi at forstå, at så vil husejerne anskaffe sig panserdøre. Og tilsidst vil ingen turde åbne deres hoveddør, end ikke for gode bekendte.

Og det er lige præcis sådan loven virker. Den skal give adgang til billige boliger, og ikke alene kan den bruges, førend man flytter ind. Den kan også bruges med tilbagevirkende kraft i et helt år efter indflytningen. Så naturligvis påvirker det mængden af boliger og indholdet af lejekontrakterne, for selv om kontrakterne så ikke er helt lovlige, så kan man jo håbe på, at lejeren ikke ved, hvilke magtmidler der er til hans rådighed, eller at han finder dem ulækre at bruge.

Derfor er LAs forslag om at støve Schlüter-regeringens gamle idé om fri husleje på sådanne enkeltboliger af igen et stort fremskridt. Og når nogen råber ultra-, neo-, eller højreliberalistisk i den anledning, så husk at dengang stemte de radikale for forslaget. Det er faktisk bare pæn midterpolitik, og på sigt har vi brug for meget mere af samme skuffe.

Jens Frederik

Udgivet den

Overfladiske Barfoed

De konservatives bannerfører, Lars Barfoed offentliggjorde en kronik i Berlingske med titlen: “Danskerne skal kende historien”. Det er jo som udgangspunkt ikke noget særlig kontroversielt synspunkt, snarere kunne man kalde det for en meningsløs floskel. Og det gjorde jeg da også i dette opinionsindlæg i Berlingske d. 5. januar:

Barfoed var alt for overfladisk

Det var med en ligegyldig floskel, den konservative partileder indledte sin seneste kulturpolitiske programerklæring i Berlingske 3. juledag, for mon nogen kunne finde på at mene, at danskerne ikke skal kende historien.

Resten af kronikken fortsætter på samme niveau. Barfoed mener, at historieløsheden raser, og at det skyldes en sammensværgelse mellem den nuværende regering og de ultraliberale. Desuden ligger det som en skjult præmis, at blot man følger de konservatives forslag om 150 mio. mere til kulturen, så vil tilstanden forandres til det bedre. Det er i sandhed spændende postulater, som nok fortjener en nærmere overvejelse.

Men allerførst kunne det måske være interessant at trække en anden konservativ kæphest af stalden, nemlig ungdommens manglende sproglige formåen. For en konservativ partifører burde vel fremstå som en repræsentant for øvet, men traditionel sprogbrug. Karakteren bliver ikke helt ringe, men nogle elementer tyder på manglende sikkerhed. ‘Vores’eller ‘vort’ identitetstab kan diskuteres, men usikkerhed med hensyn til ‘hans’ eller ‘sin’ er måske tegn på, at vor tids problemer i folkeskolen har deres rod for temmelig mange år siden. Er man ‘bekendte’ eller ‘bekendt’ med en sproglig detalje, eller er det bare ligegyldigt, fordi vi jo godt forstår, hvad manden mener.

En del af kronikken er en skovtur blandt historiske begivenheder tilsat nogle formodninger om deres afgørende betydning for historiens gang. Niveauet ligger på højde med ‘Historiebog for mellemskolen’, hvor Danmark afstod Norge, og Norge opfostrede store danskere. Mon nogen kan overhøre imperiets klagesang i de linjer. Og kan man forstå, nogle nordmænd derfor taler om firehundredeårsnatten.

Men tilbage til hovedbudskabet, for ved vi egentlig med nogen form for sikkerhed, at nutidens unge har mindre historiekundskab end fortidens. Vi, der startede i skole omkring 1970, forlod i hvert fald også skolen uden systematiske kundskaber i historie.

For hvert år der går, bliver menneskehedens historie længere. Nogen viden kommer til og andet glider ud i glemslen. I mit liv indtager murens fald samme rolle som befrielsen for mine forældre. Mine oldeforældre blev som børn indpodet smerten fra de slesvigske krige. Det er svært at sammenligne graden af kundskab til fortiden.

Det bør heller ikke overses, at vi borgerlige har siddet på magten i 21 ud af de sidste 29 år, så det er næppe helt rimeligt, at give socialisterne skylden for alle systemets mangler. Men det kan selvfølgelig også skyldes en ultraliberal indflydelse på de borgerlige regeringer. Hvis man nu hører til dem, der anser Dan Browns bøger for historisk litteratur, så kan det da være en udmærket forklaring. Jeg går dog ud fra, at Barfoed ikke hører dertil, og derfor kræver hans postulat om de liberalistiske højrekræfter en vis uddybning. Men det bliver kun til bragesnak og løst krudt fra Fregatten Jylland.

Og så er vi end ikke begyndt at overveje, om de 150 mio. kan ændre på tilstanden. Tror Barfoed mon selv på det?

 

 

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: