At Enhedslisten er ude af stand til at se de skadelige virkninger af sin boligpolitik, kan ikke undre. Men socialdemokratiets er mindst lige så slem.
Der var noget rørende over for nylig at se socialdemokraten Laura Rosenvinge fra Københavns Borgerrepræsentation bruge Berlingskes spalter til at belære et medlem af Enhedslisten om den økonomiske grundsætning om udbud og efterspørgsels virkning på boligsituationen.
Det er naturligvis dejligt, at en socialdemokrat endelig har sat sig på skolebænken og forsøgt at forstå, hvilken fantastisk mekanisme det frie marked er. Men som det vil fremgå nedenfor, så er stoffet nok stadig lidt abstrakt for hende.
For det første er Laura Rosenvinges forsøg på at mestre markedsøkonomien gået lidt ud over opmærksomheden i historietimerne. Hun er ikke helt klar over, at Københavns Kommunes befolkningstal faktisk toppede helt tilbage omkring 1950 med ca. 770.000, at det derefter faldt temmelig pænt med ca. 300.000, for så efterfølgende at stige til det nuværende niveau på 650.000. Så de 100.000, som prognoserne spår vil flytte til København, de har faktisk allerede været her ved tidligere lejlighed. Men dengang var forventningerne til boligstandard nok noget mere ydmyge. Så noget skal der nok bygges, for at de ekstra mennesker kan få boliger, som de vil bryde sig om.
Hvor meget, der skal bygges, afhænger imidlertid voldsomt af, hvad boligerne kommer til at koste. Og i den forbindelse skal man ikke være blind for, at lige præcis Laura Rosenvinges parti gennem mange, mange år har stået for en politik, der gør boliger dyrere for de nytilflyttede. Det er måske lidt abstrakt, men boligmarkedet er skruet sådan sammen, at hvis man gør det billigere for de etablerede at bo, så gør man det samtidig dyrere for de nytilkomne.
Og man har efterhånden gennem årtier ført en politik, der med stor omhu går ud på at regulere priserne på store dele af boligmarkedet. Af de ca. 230.000 beboede boliger i København, så er den største gruppe 95.000 andelslejligheder, som er underlagt en marxistisk maksimalprislovgivning. Så de handles ikke på markedsvilkår. Yderligere 63.000 boliger er opført i et planøkonomisk system, som man med en eufemisme kalder ”almene” boliger. Og så er der ca. 60.000 boliger, som udlejes, og som derfor er underlagt en af de mange, mange varianter af huslejeregulering, der har sine rødder i sidste verdenskrigs rationeringslove. Så samlet set er ca. 2/3 af den samlede boligmasse med stor omhu holdt fri af de påvirkninger, som loven om udbud og efterspørgsel normalt ville føre til.
Og det fører til, at alle virkningerne af en forøget efterspørgsel nødvendigvis må give sig udslag i priserne på den 1/3, som er underlagt markedskræfterne. Dermed bliver priserne på de boliger “kunstigt” højere.
Hvis man vil skaffe københavnerne billigere boliger, så er det altså de 160.000 regulerede boliger man skal se på. Der er langt mere råderum ved at få de boliger ud på markedet, end der er ved at opføre nye boliger. Og det kan gøres meget hurtigere end at bygge nyt. Det kræver kun lidt lovændringer.
I de 160.000 regulerede boliger bor vinderne af lotteriet. De betaler meget lavere husleje, end folk med ejerboliger, og i tilgift dertil betaler de meget, meget lavere boligskatter. Hvis de har lave indtægter, så kan de endda få offentlige tilskud til betaling af deres boligudgift. Det kan dem med ejerboliger ikke, uanset om deres indtægt er lige så lav.
Det er klart, at hvis man skal rykke de privilegerede boligers indbyggere ud af deres paradisiske tornerosesøvn, så kommer det til at give hyl og skrig. Ingen afgiver frivilligt så store fordele. Og da slet ikke når man gennem årtier har vænnet sig så grundigt til at nasse på samfundet, at man betragter det som en hævdvunden rettighed.
Men det er privilegierne til nasserne, som er skyld i, at de boligsøgende har svært ved at komme ind på markedet. Det er den skævvridning, som gør, at nogen mennesker må betale dyrt for ejerboliger, for de har ikke en chance for at komme i nærheden af at få de gode lodder i lotteriet.
Om man bygger lidt mere eller lidt mindre de kommende år, er i den sammenhæng af helt marginal betydning. Så selv om det naturligvis er morsomt at læse socialdemokratisk forargelse over, at Enhedslistens politik gavner de rigeste, så skal man ikke være blind for, at socialdemokratiets politik har nøjagtig samme funktion og i endnu højere grad. Det er den rå reguleringsiver, der gør boligerne dyre.
Hvis man vil hjælpe de svageste på boligmarkedet, så er der kun én løsning – og det er en liberalisering, så priserne i andels- og lejesektoren reguleres af loven om udbud og efterspørgsel.