Kategori: Blogindlæg

Udgivet den

Forældrekøb – er det godt for barnet?

Udover at beskæftige mig professionelt med at ordne forældrekøb for folk og analysere de skattepolitiske aspekter, så har det gennem mange år optaget mig, hvordan det påvirker forholdet mellem forældre og børn, og om det af psykologiske årsager er en god idé. Og jeg har længe haft en skitse til dette opslag liggende.

Igår havde jeg så fornøjelsen af at snakke med 2 kloge kvinder med en enorm viden om forholdet mellem forældre og børn, Marie og Nina, om det, og på blot 4 minutter havde de tilført det flere facetter, end jeg selv var kommet på i løbet af 10 år. Man skal altså somme tider sætte pris på folks faglighed.

Men det gør til gengæld behovet for at sætte tankerne ned i en tekst større, om end det må ske med det forbehold, at jeg er ude på dybt vand.

Mine betænkeligheder har gået på, at forældrekøb meget nemt kan fastholde barnet i en situation, hvor forældrene fortsat har magt over barnet, og hvor man derfor forlænger pubertetens frigørelsesproces og konflikter. Dertil kommer at man udover konflikterne om holdninger og personlig adfærd kan skabe sig nogle yderligere regulære økonomiske konflikter. 

Somme tider vil konflikter af den ene type nok også blive projiceret over i den anden. Det er jo en del nemmere at skælde ud over manglende indbetaling af husleje end at give udtryk for kritik af barnets valg af ny kæreste – for nu at digte et eksempel. Og den form for projicering kender vi jurister fra så mange andre af livets forhold; skilsmisser og dødsboer er de klassiske eksempler. Og vi jurister ved også, at de alt for let går i hårdknude.

Men lad mig lige vende tilbage til det grundlæggende problem. Barnet – og jeg orker ikke bruge eufemismer om den unge etc. – er i en frigørelsesproces. Processen er nødvendig og jo bedre den lykkes, desto bedre er barnet rustet til sit voksenliv. Som led i frigørelsesprocessen skal der afprøves en hel masse muligheder. (Ikke oprør, for det tror jeg ikke, vi gør, men testning af om de overleverede grænser også er rigtige.) Det betyder, at livet bliver meget ustabilt. Bekendtskaber og kærester skiftes ud, uddannelse skal vælges og vælges om igen, ansvar for egen økonomi og en hel masse andet som ikke behøver opremsning.

Det siger sig selv, at når en bolig skal købes og betales af far og mor, så får de også en betydelig indflydelse på valget af boligen. Jo vanskeligere det er at finde andre metoder til at skaffe sig en bolig, altså jo mere fremtrædende forældrekøbet er i barnets bevidsthed, desto større indflydelse til forældrene. Det gælder pris, beliggenhed, indretning og alle de andre parametre som indgår i et valg.

Men alle de behov og ønsker er nøjagtig lige så omskiftelige som ens livssituation. Ny kæreste, udlandsophold og alt muligt andet kan gøre, at de møjsommeligt afstemte forventninger bare er skredet. Og så skal man gennem en tilpasningsproces – som altså også kan betegnes: Konflikt.

Men denne gang har den også økonomiske konsekvenser. Lad mig digte et eksempel. Når lille Victor flytter hen til Amalie (som i øvrigt aldeles ikke har forståelse for, hvor vigtigt Victors studium er for ham!), så står lejligheden tom. Så må den enten sælges eller lejes ud. Salg koster mange penge, ganske ofte mere end lejligheden er steget i friværdi i ejerperioden. Udlejning er et juridisk hasardspil, som kan gå gruelig galt.

Det var ikke det, nogen af parterne ønskede. Det er vist blandt de få sikre fakta i de sager. Forældrene ønsker at hjælpe barnet, og barnet vil gerne modtage støtte i livet – også gerne en håndgribelig, kontant, praktisk støtte udover kærlighed m.m.

Køb af bolig er imidlertid ikke den eneste måde man kan give støtte på. Det er blot en metode, som ved et sammenrend af tilfældigheder er blevet særligt begunstiget med offentlig støtte til både barn og forældre. Og dermed får den tilsyneladende flere fordele end andre muligheder.

Alternativet er jo at låne barnet af sit overskud, enten som et kontant lån eller som en mere eller mindre fast ydelse. (Hvis man skal undgå konflikter er klippefast nok at foretrække.) Så må barnet selv vælge om pengene skal gå til bolig, rejser eller udskejelser. Og barnet må selv tage konsekvenserne af sit valg. På forhånd kan det godt tage sig ud som om, den model er forbundet med flere risici end et godt og sikkert køb af fast ejendom, som stiger i værdi og ikke kan forskertses ved et tarveligt levned. Men er det nu også en realistisk vurdering?

Det er i den retning mine tanker har gået. Og det fandt da også så megen genklang hos de 2 professionelle, at min beskrivelse nok er blevet lidt tydeligere af at høre dem bifalde det. Men de havde mere at sige.

Marie var den, som lå fjernest i tankegang. Hendes helt instinktive reaktion var, at hun havde oplevet en forældrekøbt lejlighed som et ubetinget gode. Nina derimod havde ikke boet i en forældrekøbt lejlighed, hun har derimod stillet den til rådighed for sine børn.

Det spiller måske lidt ind, at ingen af dem tilsyneladende er løbet ind i de problemer, som en jurist altid synes dominerer horisonten – selv når solen skinner klarest. Men omvendt er de begge kloge nok til at kunne forudse en del problemer.

Og for Marie havde den forældrekøbte lejlighed lettet overgangen til at fungere som en ansvarlig voksen. At Maries eventuelle udskejen med hensyn til enten larm og ballade i lejligheden eller manglende betaling af regninger ville resultere i henvendelser til forældrene, syntes hun havde sat nogle gode grænser for hendes adfærd, og at videreføre den adfærd i sit senere voksenliv har hun fundet naturligt og nyttigt.

Ninas bemærkninger til mig var mindre personlige for hun var sådan set enig i, at mine synspunkter lå i naturlig forlængelse af de typiske holdninger om at børn tidligst muligt skal lære selvstændighed og drage deres egne erfaringer. (Dermed fik hun jo så indirekte sagt, at mine tanker ligger solidt indenfor de fantasiløse baner, som en gennemsnitlig jurist vil tænke i. Tak, Nina!)

Men så tilføjede Nina, at når vi ser på andre lande og kulturer, så er det dominerende billede en noget anden holdning til familiens betydning på tværs af generationer. Så det er jo ikke sikkert, at den fremherskende holdning i lille Danmark er den eneste rigtige. Og det er end ikke sikkert, at danskerne i praksis efterlever holdningerne på parnasset. Den kunne man så lige tænke over. Det er lidt som at være en måne, der altid har studeret jordens gang, og så pludselig opdage, at den dersens jord også drejer om noget.

Jeg er ikke helt færdig med at tygge på den, så jeg har ingen konklusion, Men sådan set er det også irrelevant. Det væsentlige er at viderebringe noget at tænke over og helst så meget, at det ikke blot skaber yderligere forvirring. Hvis der er et budskab, så er det nok: Tænk dig om, træf dit valg, og lev så med de konsekvenser, som følger af valget. For alt i verden, forsøg ikke at få det bedste af alle muligheder – det er som vanligt selvmodsigende.

Udgivet den

Farvel menneskerettigheder?

Bør Danmark forlade en hel stribe af internationale konventioner med højtravende løfter om gode gerninger, herunder den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Nu har jeg kun overfladisk fulgt med i afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen, men med de afgørelser vi har set, så har jeg gennem en årrække ment, at svaret burde være et ret klart “Ja”.

Men under udarbejdelsen af dette opslag er jeg kommet i tvivl. Årsagen til tvivlen er dog ikke erkendelse nået ved egen tankevirksomhed, men mere om det senere. Først lidt om kritik af menneskerettigheder:

For udmeldelse taler:

“Menneskerettigheder er vrøvl, og umistelige menneskerettigheder er opstyltet vrøvl”. Sådan sagde Jeremy Bentham ikke helt, selv om hans udtalelser faktisk handlede om menneskerettigheder i form af den franske erklæring om menneskerettigheder.

Bentham benyttede derimod udtrykket naturlige rettigheder, der leder tanken hen på den amerikanske uafhængighedserklærings sætning:

 “We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty and the pursuit of Happiness.”

Men princippet i de 2 dokumenter er nøjagtig det samme, nemlig at der angivelig skulle findes nogle rettigheder, som en eller anden skaber har udstyret os mennesker med.

At modbevise eksistensen af sådanne aprioriske rettigheder er usigelig nemt. Man behøver blot at spørge til negrenes stilling i det uafhængige USA og kvindernes både der og i Frankrig. Så er det vist fastslået, at den slags erklæringer ikke handler om retten, som den er, men om retten, som den bør være, og vel at mærke som forfatterne til erklæringen synes, den bør være.

Og selv om Den europæiske Menneskerettighedskonvention er noget mere detaljeret, så ændrer det ikke ved dens grundlæggende lighed med de 2 andre tekster. Det er festtaleretorik, der skal efterleves i praksis. Og det går sjældent godt. Børn træder nok ind i de voksnes rækker, når de konfirmeres, men de får altså ikke voksnes rettigheder og ansvar – lige med det samme.

Det er da forståeligt, at man i årene efter 2. verdenskrig, der betegner et af de foreløbige lavpunkter i menneskers behandling af hinanden, havde brug for at højne moralen med at få fastslået, at en hel række af de forbrydelser, som var foregået inden og under krigen aldrig måtte få lov til at ske igen.

Og der var rigeligt at tage fat på. Men det ændrer ikke ved, at perspektivet blev efterkrigstidens, og at man kan påpege skævheder i forhold til vor tids mere påtrængende problemer. Hvor er den økonomiske frihed – the pursuit of happiness – henne. Man kan da argumentere for, at staternes vilde indgreb i økonomien var blandt de udløsende faktorer for verdenskrigen, så sig ikke, at aftalefriheden er uvæsentlig. Det druknede bare i antallet af ørkesløst myrdede.

Set i det meget store perspektiv (og lige her må det perspektiv være berettiget) er der tale om nogle tilfældigt udvalgte rettigheder nedfældet af nogle ret tilfældigt udvalgte personer på et belejligt tidspunkt i historien. Og gudgivne det er nok at strække den lidt langt. Det ville jo også stride mod Moselovens bud om, at “du må ikke have andre guder end mig”.

Det betyder ikke, at det er ligegyldige rettigheder, så langt fra. Det er bare ikke de eneste rettigheder, et menneske bør have. Den danske grundlovs forbud mod ekspropriation mangler eksempelvis. Hvor grænsen skal sættes bliver altid tilfældigt, eller rettere, det vil afhænge af tid og sted. Det som er relevant for et land, er det ikke nødvendigvis for et andet. Det som er relevant på et tidspunkt i historien, er det ikke på andre.

Men her har man så en konvention, der på samme måde som en romersk kejser er ophøjet til halvgud. Det mindste man kunne forlange, må i så fald være, at man tillægger teksten en og kun én fast betydning, som er uforanderlig. Men sådan er det bare ikke. Et brølende klart eksempel udgør det åbenlyse misbrug af reglen om retten til familieliv, der efterhånden hindrer enhver form for udvisning af kriminelle, hvis de har – eller nærmest blot har haft – kone og børn. Det er i hvert fald et udtryk for en yderst fleksibel fortolkning, som ligger temmelig langt fra intentionerne om at forhindre nye Nürnberg-love med forbud mod raceblandede ægteskaber.

Og hermed får man illustreret en af de største anker mod konventionen, nemlig at hvor intentionen var at forsvare borgerne mod død og elendighed, så er mange af sagerne kommet til at handle om relative detaljer. Den første sag Danmark tabte handlede såmænd om retten til at kræve et barn fritaget for seksualundervisning i de offentlige skoler. Der er nok en hel del, som vil være enige i, at det er lidt i småtingsafdelingen.

Der er også sager om væsentlige spørgsmål. Danske domstole har fået temmeligt mange tæsk for misbrug af varetægtsfængsling og langtrukne retssager. Og de tæsk var berettigede. Men det var dog sager, som vi burde have formået at løse selv. Domstolene burde faktisk have skammet sig over en sådan mangel på selvkritik.

Men netop fordi man kan nøjes med at forholde sig til én tekst, altså fortolke om dette eller hint tilfælde falder ind under konventionen, så har man pludselig deponeret sit ansvar for at tænke et helt andet sted end inde i hovedet. (En passant bemærket så kan læseren her sidde og grine over, at jeg ikke anser det at tænke, som noget man selv må vælge til eller fra, men som en pligt ligeså gudgiven, som andre mener menneskerettighederne er. Men bemærk også, at jeg selv har set den modsætning.)

Så vil jeg altså hellere have, at man åbent og ærligt træffer sin afgørelse udfra synspunkter om hensigtsmæssighed end under dække af noget blæverværk, som kun skal tjene til en overfladisk legitimering.

Om ikke andet bør en dommer også kunne sige klart: “Mine hænder er bundne i forhold til den rigtige afgørelse, men det er op til en parlamentarisk proces at ændre dem.” Det er som regel et ret stærkt signal.

Stabilitet fremfor alt.

Som modstykke er der en enkelt tekst, som nu gennem nogen tid har rumsteret i mit hoved, nemlig min ven Ottos indlæg på Punditokraterne om amerikansk forfatningsfortolkning, og da menneskerettigheder er ophævet til et niveau højere end almindelig lovgivning, så bliver de en slags forfatningsret.

Det er det klassiske indretningssynspunkt Otto refererer i ikke bare en smukkere indpakning, men med et langt mere gennemarbejdet indhold. Og læsningen af det er endnu en af de gange, hvor jeg ærgrer mig over juristernes evige snæversyn til dansk ret og til “gældende” ret.

Men når det er sagt, så er der stadig nogle indvendinger. For det første kræver det en helt usædvanligt konstant fortolkning af regelsættet, hvis man skal sikre stabilitet. Og dernæst så er det vitterlig altid nemmere at tilslutte sig et indretningssynspunkt, når man er enig i regelsættet. Men problemerne er netop opstået ved, at man ikke har været i stand til at holde sig til den konstante fortolkning, og at udviklingen efterhånden har ført til afgørelser, som enkeltvis ikke kan samle opbakning – man kunne også sige legitimitet – i hverken befolkning eller parlamenter.

Endelig er der den hage ved det, at det – som nævnt helt oppe i indledningen – er noget tilfældigt, hvilke regler der er havnet blandt menneskerettighederne, og så kommer indretningssynspunktet altså til også at skulle gælde regler på et lavere niveau i rangfølgen. Hvorfor skal vi frit kunne ændre andre regler, som kan være lige så vigtige for den enkelte borger, men fastholde nogle andre regler i nøjagtig den form, som var praktisk på lige præcis det tidspunkt, hvor man skrev denne tekst?

Så grundlæggende fører det alligevel blot til en understregning af, at konservatisme eller stabilitet i lovgivningen er ofte et gode, men det kan ikke være et dominerende synspunkt.

I stabilitetstanken indgår nogle helt banale overvejelser. Vil man kunne fastholde de gode dele af konventionen efter en udtræden? Eller vil danske myndigheder opfatte en udtræden som et carte blanche til at betragte frihedsrettigheder som ubetydelige? Vil vor udtræden have negative konsekvenser i andre lande? Er det muligt at nøjes med tage mindre skridt for at udrydde vildskuddene?  Det sidste er svært, og bedre bliver det ikke af, at menneskerettighedskonventionen – med ganske få undtagelser – udgør en samlet pakke, så man må acceptere alt eller intet. Svarene på de andre spørgsmål er mildest talt tvivlsomme.

Hvor ender jeg så?

Som skribent skylder man sine læsere at nå til en konklusion. Man kan ikke bare erklære sig forvirret på et højere niveau.

Men det her er jo en enetale – en gardinpræken – afholdt udelukkende for mig selv og uden nogen som helst afbrydelser fra begavede modstandere. Det svækker min styrke i troen, og fører i hvert fald til at efterspørge lidt mere modsigelse.

Ligesom Bentham mener jeg ikke, at man kan ophøje nogle bestemte rettigheder til at have universel styrke. Men konventionen har i mange år været en nem og pragmatisk måde at få nogle af de vigtigste frihedsprincipper styrket og navnlig fastholdt overfor allehånde betragtninger om sociale rettigheder.

Når den beskyttelse eroderes og sagerne samtidig komme til at handle om relative småting, så kniber det voldsomt.

Men det afgørende bliver, at systemet begynder at miste legitimitet. Hvis der ikke er folkelig opbakning om langt de fleste afgørelser, og de i stedet opleves som utidig indblanding udefra, så går det galt. Så risikerer man, at i stedet for irritation over den enkelte afgørelse og konventionen, så smitter det af som en irritation over de grundlæggende friheder, som konventionen skal beskytte.

Så er det bedre at forlade konventionen, førend den proces kommer for godt i gang.

Udgivet den

Ezekias og andre portpissere

Det er altid godt at have et speciale, også for jurister. Men det er ofte tilfældigt, hvordan man får et, og hvad det bliver. En vel udført sag er som regel indgangsvinklen. Min chef gennem nogle år var f.eks. ekspert i beskatningen af hudcreme. Det stammede fra, at han havde ført og vundet en sag, hvor Skat forlangte kosmetikafgift af kopattesalve.

Selv fik jeg aldrig så lukrativ en specialviden. Faktisk var der kun ét område, hvor jeg kunne notere mig et helt rent mål, og det aldrig lykkedes anklageren at vinde, med mindre der også forelå andre forbrydelser. Det var portpisseri, altså at mandspersoner lader deres vand i fuld offentlighed. Dengang var lovhjemlen politivedtægterne, nu hedder det ordensbekendtgørelsen.

Ordensbekendtgørelsen er et prægtigt værk, som sine steder bringer mindelser om en uskyldig fortid, hvor Tummelumsen ikke vil genere sine naboer med støvet og derfor pligtskyldigst vander sit fortov, inden han fejer det. Men våbenlove og knivforbud har måske delvis overhalet reglen om, at man ikke må benytte skydevåben eller slangebøsser og ej heller kaste med snebolde, hvis det kan være til ulempe for forbipasserende.

Man kan måske ikke leve uden en formel lovregel om, at små drenge ikke må drille gamle koner ved at ringe på deres dørklokker, at det er forbudt for ridende at føre hunde i bånd, og at ligtog ikke på forhånd skal anmeldes til politiet. Men det er ikke ofte, de regler kommer til anvendelse.

Det hænder dog, at Kling og Klang finder anledning til at skride ind mod “uanstændig eller anstødelig opførsel, der egnet til at forulempe andre eller give anledning til offentlig forargelse”. Hvilket enhver nok kan forstå, er den juridisk korrekte beskrivelse af en portpisser.

Da det er bødesager, så kommer de sjældent for retten medmindre den skyldige har andre gerninger at svare for, og det er også kun i de tilfælde, man kan opleve, at der kommer en forsvarer på sagen. Men det hænder altså.

Mit første tilfælde var en mand, som havde gjort sig skyldig i forskelligt småtteri. Og derudover var han blevet observeret, medens han efter en glad julefrokost klokken 2 om natten i tæt snevejr lettede sig i en drive i Mikkel Bryggers Gade ud for Grand Biografen. Det gav anledning til en malende beskrivelse af det usandsynlige i, at der havde været nogen til stede, som ikke tidligere havde overværet noget sådant, og at den offentlige forargelse derfor ikke forekom bevist. For så vidt angik ulempe måtte jeg som tidligere beboer i indre by nærmest anse det som anbefalelsesværdigt, at han havde benyttet snedriven, så lugten vil blive vasket væk ved tø. Det var langt at foretrække fremfor porte.

Småtterierne blev han dømt for, men i dette forhold sejrede retfærdigheden, og jeg fik mit speciale.

Når frifindelsen var lidt vigtig, så var det, fordi anklageren nu havde tabt en del af sagen, og så skulle tiltalte ikke selv betale hele forsvarersalæret. Og i de små sager med betingede domme er salæret til forsvareren ofte den største straf.

Det kunne imidlertid være gået galt med mit renommé, for kort efter kom der en sag, hvor en mand havde tisset i et S-tog, og det var straks langt alvorligere. Faktisk udgjorde det ifølge anklageskriftet en overtrædelse af straffelovens regler om vold mod tjenestemand i funktion. Det syntes jeg jo måske nok var lidt i overkanten, men det havde sin begrundelse.

Gerningsmanden havde været på Bakken og nydt en varm sommerdag og aften med rigeligt af køligt øl. Da Bakken lukkede, havde det varet lidt længe for hustruen at gelejde ham ned til Klampenborg Station, så de kom, lige som sidste nattog skulle afgå. Og derfor fik de ikke stemplet ind.

Men der er jo altid kontrollører på nattoget fra Klampenborg, og de ville ikke godtage forklaringen om, at der ikke havde været tid nok. Ergo måtte han oplyse navn og adresse, men det havde han ikke lyst til og meddelte rent ud, at “det ville han pisse på”. Kontrolløren insisterede imidlertid, og derfor optrappede gerningsmanden, med et yderligere udbrud: “Hvis du ikke går nu, pisser jeg på dig!”

Kontrolløren insisterede stadigvæk, så pasageren lod gerning følge på ord, lynede ned, trak lemmet ud og brugte den arme kontrollør som træ. Den lod sig altså ikke bortforklare. Det er vold mod tjenestemand i funktion. Men hvad fanden skal straffen for det være. Er det lige så slemt som et knytnæveslag? Værre? Jeg kan ikke huske det.

Ezekias’ sag var en større succes. Han hed det faktisk, efter en grønlandsk bedstefar eller noget i den stil.

Ezekias var også antruffet om natten, medens han lod sit vand i rendestenen (igen meget påskønnelsesværdigt) i Klareboderne ved Gyldendals Bogforlag. Egentlig mener jeg at kunne huske, at det hovedsagelig drejede sig om noget hærværk, men en emsig anklager havde altså fået lyst til at medtage denne detalje.

Der er mange kvindelige jurister ansat ved politi og domstole, men det er nu alligevel ikke ofte, at retten kun består af kvinder. Men her var der kvindelig anklager, kvindelig dommer, kvindelig protokolfører og hele 2 kvindelige lægdommere.

Så under afhøringen, som altså ikke var alt for spændende, for en lille djævel i mig. Som mand kunne jeg ikke bare mig for at tænke: Hvad gør man egentlig, når man mærker en hånd på skulderen og hører ordene: “Klokken er 01,34 og du er anholdt”, samtidig med at man tisser?  Som det ses ovenfor, så skal man i hvert fald ikke vende sig om mod betjenten. Men beder man ham lige vente et øjeblik, så man kan blive færdig? Eller kan andre mænd klemme sammen igen på kommando?

Det måtte jeg bare vide, så jeg spurgte ham. Dommeren så ikke specielt begejstret ud over dette behov for sagens korrekte oplysning. Så da Ezekias oplyste, at han faktisk ikke havde nået at tisse, udbrød dommeren lidt rigelig hvast: “Bliver De mere tilfreds, hvis anklageren retter det til forsøg? Og kan vi så komme videre.”

Så gik vi jo videre, og hvordan det i øvrigt gik, husker jeg ikke. Han var nok skyldig i det meste.

På et tidspunkt blev sagen procederet, først af anklageren og så af mig. Jeg holdt en lille pause efter gennemgangen af hovedforbrydelsen. Sagen havde nok trukket lidt ud, så dommeren spurgte rask: “Var det så det hele, eller skal vi også høre noget om politivedtægten?”

Jo, det skulle vi sandelig. Der var en enkelt yderligere detalje, nemlig at efter straffelovens § 21, stk. 3, så kan man ikke straffe for forsøg, medmindre maksimumstraffen for en gennemført forbrydelse er mere end 4 måneder.

Og således undgik Ezekias at blive genstand for et justitsmord.

Udgivet den

Lex Ørum – når etikken står på hovedet.

De fleste af os kender til diskussionen om retsopgøret, hvor navnlig hrs. C. B. Henriques’ udtalelse om “et juridisk galehus” har sat sig i bevidstheden.

Hovedproblemet var naturligvis, om man kunne gøre handlinger strafbare med tilbagevirkende kraft og om man – lidt mindre kontroversielt – kunne øge straframmer efterfølgende. Hertil kom desuden som bispørgsmål et temmelig klart element af vilkårlighed i valget af strafbare gerninger og en meget ujævn strafudmåling, navnlig i forskel mellem de først og de sidst dømte.

Retsopgørets barskeste tilbagevirkende lov var Straffelovstillægget af 1. juni 1945, der – bortset fra dødsstraffen – stadig er gældende. Hvad mange måske overser, er imidlertid, at den lov for så vidt angår tilbagevirkningen havde en ældre bror: Det midlertidige Straffelovstillæg af 18. januar 1941, bedre kendt som Lex Ørum.

Om manden, oberstløjtnant Torben P. Aa. Ørum, der har lagt navn til loven, har jeg skrevet lidt her.

Lidt generelt om tilbagevirkning

Som jurastuderende var jeg egentlig temmelig skuffet over, at vi hverken i forfatningsret eller senere i retsfilosofi drøftede nogle af de mere principielle spørgsmål, det var altid “gældende ret” og ikke den ideelle ret. Det kontroversielle var nærmest udeladt, således både kommunistloven fra ’41 og straffelovstillæggene fra ’45. Selv Ditlev Tamms disputats om retsopgøret fra 1984 formår at reducere emnet tilbagevirkning til en kortfattet historisk gennemgang i en exkurs på 7 sider og 3/4 linje om Lex Ørums tilbagevirkning, der endda næsten fremstår som et påhit fra dommer Arthur Andersens side.

En del lande har spørgsmålet om tilbagevirkende gyldighed (som er den term danske jurister foretrækker) reguleret i deres grundlov. Det gælder USAs forfatning artikel 1, stykke 9, afsnit 3, der vist er den ældste. Frankrig og Norge er angiveligt også med på vognen. I Danmark kom det ikke med i 1849, fordi man anså det for overflødigt. Det var det så ikke.

Sjovt nok kom et forbud heller ikke med i Grundloven fra 1953. Nu havde man ellers fået et erfaringsgrundlag, men 1945 var nok lidt for tæt på.

Traditionelt er det altså i dansk ret straffeloven, der regulerer dette spørgsmål. I den nugældende straffelov er det i § 3, der faktisk som udgangspunkt foreskriver brug af den nye lov, og dermed har man jo på forhånd sænket paraderne noget i forhold til love, der gør flere handlinger strafbare. Den bestemmelse havde man også i 1941.

Men straffelovens § 3 rummer dog det vigtige aber dabei, at afgørelsen ikke må blive strengere end efter den gamle lov.

Min indre pragmatiker vil dog nok bemærke, at strafudmåling er så elastisk en disciplin, at princippet om udmåling af straf på den ene eller anden lovs niveau i praksis næppe lader sig overholde. Mennesker er styrede af psykologi, ikke mekanik. Det samme gælder vel også, hvis en ældre lovs beskrivelse af forbrydelsen indeholder en gråzone, der er trukket skarpere op i en ny lov.

Tamm påviser at i dansk juridisk teori er tilbagevirkning drøftet i hvert fald tilbage til 1760’erne. Det er temmelig tidligt. Da jeg i øvrigt kun har min viden om forhistorien derfra, så er det mere fair at henvise de, som vil vide mere, til hans fremstilling.

Civile love med tilbagevirkning

Det er ret karakteristisk, at man i dansk jura blanco indtager en temmeligt afslappet holdning til gennemførelsen af civilretlig – oftest skatteretlig – lovgivning med tilbagevirkende kraft. Typisk formuleres det, så loven træder i kraft ved fremlæggelse af lovforslaget i Folketinget, så det er sjældent så mange dage, det drejer sig om. Og det er måske grunden til accepten.

Civilretlige regler kan ellers sagtens have konsekvenser for borgerne, der er langt mere omfattende end de ret beskedne straffe, som der oftest er tale om efter diverse love om indgreb i borgernes liv. Klassiske eksempler er de talløse domme, hvor en ung lømmel idømmes betinget fængsel for et biltyveri og samtidig pålægges at betale erstatning for en smadret bil.

Problemet ved tilbagevirkning

På de fleste forekommer forbud mod tilbagevirkning egentlig så indlysende, at de nok ikke føler et behov for en dybere begrundelse. Det drivende princip er for de fleste af os, at hvis man ikke på forhånd kan vide, hvad loven er, så kan man heller ikke sikre sig, at man kun gør lovlige handlinger. Det er det, som en jurist ville betegne som et indretningssynspunkt.

Men man kan supplere det med et lighedssynspunkt. I princippet kan man jo sagtens forestille sig, at andre gerningsmænd allerede er blevet frikendt efter den gamle lov – eller har fået udmålt en lav straf. Det er den lighedstanke, der ligger bag reglen i straffelovens § 3 om, at sanktionen ikke må blive strengere efter den nye lov.

Indretningssynspunktet kan imidlertid også bruges den anden vej, nemlig at en person, som begår onde handlinger, dermed udviser en accept af risikoen for, at han efterfølgende får en straf, der er ligeså modbydelig, som de gerninger han selv udførte. Terror udført med henblik på at undertrykke en befolkning, altså clearingdrab og lignende, kan jo siges at være en art vilkårlig straf af uskyldige. Hvis man selv udfører den slags som bøddel, så må man simpelthen forvente, at der senere hen gøres gengæld efter princippet om øje for øje og tand for tand. En sådan argumentation ville kunne medvirke til at legitimere efterfølgende strafskærpelse temmelig brutalt.

Under det danske retsopgør idømte og eksekverede man imidlertid også dødsstraffe for gentagne tilfælde af mishandling, så tanken anvendtes ikke i det danske retsopgør, for så ville den jo også have sat en overgrænse for strafskærpelsen. Men det ville ikke have været dårligt fundet på at gøre.

Naturretten

Bærende for retsopgørets love var, såvidt jeg kan se, dog en variant af det naturretlige princip om, at der udover de menneskelige love også gælder nogle universelle – nogle ville sige: gudgivne – regler. Og en krænkelse af dem må straffes. Princippet om et absolut forbud mod tilbagevirkning er forøvrigt et udslag af samme tankegang, men med modsat fortegn. Så naturretten er vel ikke til så megen hjælp. Den fritager os i hvert fald ikke fra at skulle vælge mellem indbyrdes uforenelige principper.

Udover det naturretlige synspunkt er der naturligvis også et hensyn til at undgå lynchjustits. Og navnlig det har været trukket frem efterfølgende, da først besindelsen satte ind.

Et argument, som jeg ikke har set brugt, er, at hvis man på forhånd skal sikre sig, at man i nødsituationer har tilstrækkeligt vide lovhjemler, så bliver de meget ubestemte. Hvis man læser den nuværende straffelovs bestemmelser om bistand til fjenden, så er der ikke alene gråzoner i gerningsindholdet, men bestemmelser som kan forbyde helt almindelige dagligdags handlinger – og nogle af dem kan man såmænd også overtræde i fredstid. Er Danmark i øvrigt for tiden i krig? Men dermed forsvinder muligheden for at borgerne kan undgå at overtræde loven; hele den forudsigelighed, som er baggrunden for modstanden mod tilbagevirkning, går fløjten.

Det nærmeste man i forbindelse med drøftelse af retsopgøret kommer dette argument, er et tilbageskuende synspunkt om, at besættelsestidens forbrydelser var uforudsigelige, og derfor måtte man gennemføre love med tilbagevirkende kraft.

Lex Ørum

Det som gør Lex Ørum så helt speciel i forhold til de almindelige principper, er, at i dette tilfælde er alle de etiske overvejelser stillet på hovedet.

Lovens konflikt med alle de hævdvundne principper er stjerneklar. Der sker en kraftig udvidelse af, hvilke handlinger der er strafbare (gerningsindholdet), og straffen skærpes drakonisk. Man kan faktisk dårligt forestille sig det værre. Det skulle da lige have været indførelse af dødsstraf.

Og så er vi midt i konflikten, nemlig at de danske myndigheder mente, at Ørum helt entydigt stod til dødsstraf, dersom sagen blev behandlet ved en tysk ret. Loven om tilbagevirkning blev gennemført for at mildne vilkårene for fangen. Det er da bagvendt!

Her kan man selvsagt kortslutte de etiske overvejelser, ved at formulere sig sådan, at det kun er tilbagevirkning til skade for borgeren, som er forbudt. Og her er det til gavn. Men så nemt slipper man ikke. For det første er det ikke altid sikkert, hvad der er skade og gavn. Skal det bedømmes ud fra en individuel eller generel målestok? Og kan man tillade sig at begå noget ondt med den begrundelse, at nogle andre ville have gjort noget endnu værre? Det holder da ikke – i hvert fald ikke altid.

Som det allerførste må man da være overvældende sikker på, at det de andre vil gøre, er værre. Og selv i de tilfælde ville vi vel normalt mene, at man har en temmeligt vidtgående pligt til ikke at begå skiderikkernes hårde arbejde for dem. At man handler efter ordre er ikke nødvendigvis en undskyldning.

I den konkrete sag er der er vist aldrig nogen, der har gjort sig den umage at overveje, om dødsstraf nu også var det mest sandsynlige udfald. Og jeg skal bestemt ikke påstå, at jeg har indsigten til at bedømme, om tyskerne ville have gennemført en dødsstraf.

Havde man holdt sig til erfaringerne fra 1. verdenskrig – som så slet ikke kom til at holde stik for 2. verdenskrig – så eksekverede tyskerne faktisk kun et mindretal af de spioner, som blev pågrebet og dømt. Men man havde måske nok allerede i januar ’41 nogle forudanelser om, at den tyske Rechtsstaat var forsvundet med nazisternes indtog.

Der stod imidlertid også noget på spil for tyskerne! For dem var det vigtigt, at domme over modstandere fremstod legitime, og i januar 41 var de ikke så hårdt pressede som senere. Der kunne måske nok have været plads til tugt- og forbedringshus i stedet. Selv langt senere i krigen lykkedes det jo en notorisk spion som Lunding at undgå døden – omend han kom ret tæt på.

Så der indgik selvsagt et klart moment af panik. Det gør der forøvrigt næsten altid, når man vedtager brud på klassiske retsgrundsætninger. Det gjorde der også i ’45. Et tegn på panikken er det måske, at bortset fra tyske medløbere tog ingen udover ministeren ordet under lovens behandling i Rigsdagen. Og den strøg igennem begge ting på en eftermiddag.

I Ørums erindringer postulerer han, at han ville have foretrukket straf ved en tysk ret herunder sandsynligheden for dødsstraf, og det er måske nok korrekt; han kunne formentlig være så halsstarrig. Men i forhold til behovet for at undgå præcedens kan hans personlige holdning ikke have betydning for bedømmelsen af danske myndigheders handlinger. Og tankegangen var måske også så atypisk, at de danske myndigheder ikke på nogen måde kunne forvente den holdning hos ham. Jeg kan ikke forestille mig, at de kendte den.

Udover selve straffen ville man også gerne gå rigtig langt for at undgå tyske domstole. Og det ville man både af hensyn til Ørum selv og af hensyn til efterfølgende sager. Men det indebar at man gav køb på en hel del traditionelle retsgarantier. Der blev et klart element af skueproces over sager efter den lov. Men igen var det for at undgå noget værre. Tysk efterforskning kunne måske forventes af lide af “andere Methoden” end dansk. Afsoning i Tyskland var også en usikker størrelse.

En ting, som tilsyneladende blev diskuteret åbenlyst med tyskerne og tiltrådt af dem, var, at fængslingen af Ørum og kumpaner skulle være på “krigstid” snarere end livstid. Formentlig derfor er loven udarbejdet som midlertidig; ikke med en frist på et bestemt åremål, men så den kunne ophæves ved kongelig anordning, altså uden indblanding af Rigsdagen. Og dermed kunne man på elegant vis skaffe sig et grundlag for løsladelse, idet ikke afsonede straffe normalt bortfalder, når lovhjemlen for straffen ophæves.

Hvad ville jeg så have gjort?

Det er så nemt, at sidde her 75 år efter og samle alle mulige gode etiske indsigelser, men når det kommer til stykket, så må man jo spørge sig: “Ville jeg have handlet anderledes?”

Og i besvarelsen af det spørgsmål bør man nok udvise en vis ydmyghed. En af de sjove erfaringer, som jeg har trukket af at arbejde i forskellige offentlige udvalg, er, at medlemmer med vidt forskellig baggrund ofte har forbløffende ens holdninger til en sag. Når først præmisserne er fastlagt, så byder resultatet næsten sig selv.

Og jeg havde såmænd nok sluttet mig til regering, embedsmænd og rigsdag. Men så ville jeg ellers bruge mine kræfter på at overveje, hvordan man kan undgå at komme i den klemme en anden gang.

Udgivet den

En luksusfange – om Oberstløjtnant Ørums erindringer

Det er er ikke blevet til så mange refleksioner over bøger, som jeg godt kunne tænke mig, men for nylig har jeg læst Oberstløjtnant Ørums erindringer, der udkom som Frihedsmuseets Venners årsskrift i 2013.

Ørum er nok ikke så bekendt idag, hvilket egentlig kan undre lidt, for som oftest vil de, som overlever længe, få en mere fremtrædende plads i historien, end de der dør kort efter begivenhederne. Og Ørum døde først i 1999, men han havde på det tidspunkt tilbragt 44 år i et selvvalgt eksil i Frankrig.

Bogens hovedindhold er 196 sider beretning skrevet omkring 1971 om perioden fra optakten til 2. verdenskrig og hans overvejelser om mulighederne for at forsvare Danmark, over 9. april til han i oktober 1943 bliver bragt til Sverige. Derudover er der optrykt nogle officielle akter, mest fra tiden i Sverige, og i slutningen en kort, men ujævn biografi over hans øvrige liv. Nogen egentlig vurdering af hans betydning er der ikke, og hvor man kunne have håbet på en god spionhistorie, så er det hans “Jammersminde” fra retssagen og opholdet i Vestre Fængsel, der udgør langt den største del af bogen.

Ørum var 9. april chef for flyvestationen i Værløse og allerede i dagene derefter indtog han den holdning, der blev kendt som “den kolde skulder”. Biografien i bogens slutning erklærer, at han den 10. april ved morgenmaden kommanderede alle danske officerer ud af messen, førend besættelsesmagtens repræsentanter indfandt sig. Selv henlægger han begivenheden til et aftensmåltid få dage senere.

Kort tid derefter bliver han indblandet i efterretningsvirksomhed til fordel for de allierede sammen med ritmester Lunding, hvortil kommer, at han begynder at planlægge en form for masseflugt af danske flyvere til England. Tanken var, at briterne skulle sende transportmaskiner, der skulle lande på udvalgte steder i Jylland, samle officererne op og returnere.

Planen viser sig imidlertid vanskelig at gennemføre, fordi englænderne ikke er specielt interesserede, og det går også op for de sammensvorne, at hemmeligheden omkring den er brudt. Der er blevet snakket for meget. Ørum forsøger på elegant vis at udnytte reglerne i straffeloven om tilbagetræden fra forsøg, men det er nu kun på skrømt.

Og for sig selv planlægger han fortsat en flugt til England – via Berlin! Officielt fordi han vil rejse videre til Brasilien. Tanken er dog at stå af i Portugal og derfra til England. Men han bliver altså arresteret i Berlin og tiltalt for spionage samtidig med, at et antal medskyldige anholdes i København. Efter tysk ret vil anklageren kræve dødsstraf, og det sætter den danske regering i et dilemma, for en dødsstraf afsagt af en tysk militærdomstol vil udgøre et farligt præcedens for resten af besættelsen. Og vi befinder os altså i december ’40, hvor man fortsat er slået af forbløffelse og forundring over de store tyske sejre, og må regne med tysk dominans efter krigens afslutning.

Løsningen er en særlig straffelov (Lex Ørum – som har sit eget blogopslag), en lynhurtig retssag med en pålidelig dommer, og så nobel lille dom på livstid for Ørum og nogle gode lange straffe til de medskyldige. Men dog ikke mere skueproces end at 1 frifindes.

Herefter følger et længere ophold bag tremmer, hvor han forstår at indrette sig på imponerende vis. Han forbliver i Vestre, der normalt kun er til varetægt, får fast værelse på sygeafdelingen med egne møbler, slipper for fængselstøj, begynder en karriere som oversætter, holder middagsselskaber med øvrige celebre fanger, skaffer sig adgang til at høre nyheder på radio, tager på talløse udflugter til navnlig militærhospitalet, men også til skræderen.

Det går selvsagt ikke i længden og enden bliver da også, at han i november overflyttes til Vridsløselille Statsfængsel, hvor han så må starte forfra. Og det gør han efter noder. Det er næsten for godt til at være sandt.

Og igen tager han tilflugt til militærhospitalet, hvor han oplever 29. august ’43. Og derfra “bortføres” han til Sverige. Det er næsten rørende at læse, hvordan han må overtale sine vagter til at passe på sig, så han kan være sikker på, at de er til stede, når bortførerne dukker op!

Hvad der derimod ikke er så rørende, er bemærkningen om, at tyskerne på et tidspunkt opgav et krav om at få ham behandlet efter tyske fængselsreglementer, fordi de indså, at de sædvanlige danske var skrappere. Det siger ikke noget godt om datidens danske kriminalpolitik.

Ørums empati for hans kolleger – de ordinære fanger  – kan også ligge på et meget lille sted. Måske er den tidstypisk, men det er dog imponerende, at han kan distancere sig så meget fra dem, f.eks. i en beskrivelse af kirkegangen juleaften ’42, men også en række andre steder.

I det hele taget er han en sær stivstikker med sine forestillinger om, at han hellere vil dømmes til døden af tyskerne end til livet af en dansk ret, at han skaffer sig talløse begunstigelser i fængslet, men alligevel forsøger at blive overført til tyske fængsel. Og så flygter til Sverige for ikke at havne i tyske hænder.

Tiden i Sverige blev slem for ham. Det er vist almindelig kendt, at de officerer, som efter interneringen ved forsvarets opløsning blev kommanderede til Sverige, ikke rigtig accepterede den gruppe, som allerede tidligere havde engageret sig i modstandskampen. Modsætningsforholdet til brigaden er klart. Og han havnede på et sidespor, hvor han end ikke blev optaget i brigaden.

Beskrivelsen af hans liv efter besættelsen er kort, selv om hans liv egentlig rummer interessante momenter. Dannelsen af et dansk luftvåben var præget af magtkampe. Groft sagt var hovedarkitekten Kaj Birksted, der i allieret tjeneste (formelt norsk, men selvsagt reelt britisk) havde tjent sig op til oberstløjtnant og nu kom hjem til genindtræden på sin plads som sekondløjtnant (man tror det er løgn), hvorfra han ledede genskabelsen og så sendes ud i kulden. I kulden havnede også Ørum, der efter en tid som generalinspektør for flyvetropperne, fik en retrætepost som militærattache og siden ikke påny tog bopæl i Danmark.

Samlet set giver beretningen et interessant indblik i personligheden. Og så viser den indirekte, at selv medens modstanden var i sin vorden, så var den underliggende holdning i befolkningen i meget vidt omfang britisk-venlig. Men det er ikke nogen central beretning om modstand og heltegerninger, så skal man andre steder hen.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: