Indlæg

Udgivet den

Vi bør gentænke ejendomsskatten

De nye vurderinger er endnu en gang blevet forsinket. Det må efterhånden stå som uendelig tvivlsomt, om systemet nogensinde kommer til at fungere som planlagt. Måske er tiden inde til at gentænke ejendomsskatten.

Da rigsrevisionen for snart mange år siden havde påvist, hvor store fejl der var i de offentlige vurderinger, så spurgte man nogle matematikere, om det var teoretisk muligt at beregne grundværdierne i byerne. De svarede faktisk nej. Og alligevel gik man i gang med at udarbejde et nyt vurderingssystem. Det har siden vist sig, at opgaven er vanskelig, og det er det umulige jo ofte.

Imidlertid udgør ejendomsskat en ikke ubetydelig del af kommunernes indtægter, så det vil være naivt at foreslå den afskaffet, for så mangler pengene i kassen. Så hvis man vil gentænke skatten, så står man overfor en bunden opgave: Afløseren skal indbringe lige så mange penge, og den skal gøre det uden forsinkelser.

Det sidste er vigtigt, for de fleste forslag til et alternativ indebærer ekstremt lange overgangsperioder, hvor indtægterne fra skatten skal opbygges. Det gælder navnlig forslag om ejendomsavanceskat, som f.eks. de konservative sværger til. Men med ejendomsavanceskat er overgangsperioden op imod 60 år, og de første mange, mange år er indtægterne forsvindende. Allerede af den grund er avanceskatten diskvalificeret. Men det er der i øvrigt også andre grunde til.

Når man skal drøfte ejendomsskat på det principielle plan, så er der også grund til at erindre sig, at når økonomer elsker boligskatter, så skyldes det, at boligskatter er meget svære at vride sig udenom. Hvis man vil have en bolig, og det er man med vort klima nødt til at have, så kommer man til at betale skat. Mulighederne for at snyde er uendeligt små.

Problemerne

Grunden til, at vi det sidste årti har diskuteret ejendomsskat, har først og fremmest været spørgsmålet om vurderingerne af parcelhuse. Det er det, som 99,9 % af den offentlige debat har handlet om. Dermed har debatten næsten fuldstændig overset de øvrige problemer ved ejendomsskatten. Og de er desværre ret betydelige. Det drejer sig først og fremmest om, at skatten svinger vildt mellem forskellige dele af landet, og at den – om muligt – svinger endnu vildere mellem boligtyperne.

En gennemgang af problemerne kunne fylde sin egen kronik, men hovedtrækkene er, at ejendomsskatter for den helt overvældende dels vedkommende betales af villaejere i bykommuner, medens folk, der bor i andelslejlighed eller lejelejlighed, stort set er fritaget for skatten. Ejerlejligheder indtager en mellemposition. Det er lidt groft sagt, men ikke helt skævt.

Og når skatten er så høj i byerne, så skyldes det i ret høj grad, at ordningen med udligning af fattige og rige kommuners indtægter er skruet sammen på en måde, der tvinger de rige kommuner til at opkræve meget høje ejendomsskatter. Det spørgsmål er imidlertid så politisk inficeret, at saglige argumenter ikke har nogen betydning.

Kravene

Det fundamentale krav til en skat er, at den skal ramme på en måde, som er forståelig og føles nogenlunde forholdsmæssig af skatteyderne. Oversat til kommunal ejendomsskat betyder det, at boliger, som er nogenlunde lige attraktive skal rammes ens, uanset hvilken type bolig der er tale om. Om en bolig er lejet, ligger i en andelsforening eller er en ejerbolig, bør være fuldstændig uden betydning. Det er i virkeligheden det vigtigste krav.

Hvor attraktiv boligen er afhænger primært af 3 parametre: beliggenhed, størrelse og vedligeholdelsesstand. Nogle vil nok hævde, at parcelhus contra etageejendom også har væsentlig betydning.

Med hensyn til etage-antal, så vil mit postulat være, at betydningen er overvurderet. Det er et postulat, for jeg er ikke dygtig nok til at finde tal, så jeg har kunnet bevise påstanden. De fleste vil nok umiddelbart mene, at det er mere attraktivt at bo nede på jorden end i en silo. Mange elsker at slå græs. Men lige nu er ejerlejlighederne i København altså dyrere pr. kvadratmeter end villaerne. Leje- og andelsboligmarkedet er underlagt en maksimalpris, så der kan pris ikke bruges som målemetode.

Skal vedligeholdelsesstanden af en bolig indgå i beskatningen? Skal det kunne betale sig at have umalede vinduer. Skal man betale ekstra skat, hvis man isolerer bedre? Det er et af de rigtig svære spørgsmål. Mit bud er et rungende nej. Andre vil have andre synspunkter. Jeg har blot ikke plads til at imødegå dem her.

At størrelse har betydning skal man ikke have set mange boligprogrammer i fjernsynet for at forstå. Mæglerne tænker i pris pr. kvadratmeter hus. Det er i hvert fald det klare udgangspunkt. Så lad dog skatten gøre det samme. Hvis man skal være lidt mere præcis, bør man faktisk beskatte efter, hvor meget der i alt kan bygges, og ikke bare, hvad der allerede er bygget. Jord har værdi efter, hvad den kan bruges til af køber, ikke efter om sælger har udnyttet den.

Meningen med det nye forsinkede vurderingssystem er, at man vil ramme beliggenhedsparameteret ekstremt præcist, og det er lige præcis det, som man reelt ikke kan. Historisk er det også lykkedes rigtig dårligt. Hvis man kigger på de nugældende – meget gamle – vurderinger, så vil man kunne opdage, at ambassadørpalæer i Ryvangen har lavere grundværdi (pr. kvadratmeter) end murermestervillaer i Valby, og etageejendomme på Gammel Kongevej er endnu lavere. Så næsten alt vil være bedre end det gamle system, også selv om det ikke bliver millimeterretfærdigt. Hellere et system, der er gennemskueligt og ærligt om sine mangler, end et, som er tåget og snyder lidt i kanterne. Den firkantede løsning er at konstatere, at indenfor den enkelte kommune gider man ikke forsøge at differentiere. Langt den største del af beliggenhedsværdien vil blive fanget, hvis man følger kommunegrænserne. Det er faktisk væsentligt mindre skævt, end det eksisterende system. Og at gøre systemet mere finmasket har altså vist sig at være ekstremt dyrt og besværligt.

Løsningen

Hvis man lægger de ovenfor beskrevne parametre til grund, så kommer løsningen til at blive oplagt: Ejendomsskatten bør afløses af en kommunal ”kvadratmeterafgift”, som hvert år fastlægges til et beløb pr. kvadratmeter for alle boliger i en kommune. Det er rørende enkelt at forholde sig til politisk. Og det er det også for den enkelte borger: Alle kan udregne, hvad de selv vil blive udsat for. Og hvad naboen skal betale.

Ideelt set bør den ikke indgå i den kommunale udligning, men man kan naturligvis lave en regel om, at kommuner, som opkræver en ekstremt lav afgift skal indgå i udligningsberegningerne med et lidt højere beløb. Det bliver dog hurtigt meget teknisk og uforståeligt.

Overgangsordninger

Hvis man omlægger ejendomsskatten til en kvadratmeterafgift, så vil det give nogle ordentlige skvulp i andedammen. Det er rigtige penge, som lejerne og andelshaverne pludselig skal vænne sig til, at de skal af med. De er sluppet meget billigt i mange år. Til gengæld har villaejerne i storbyerne udsigt til reelle lettelser. Og derfor må man selvsagt lave nogle indfasninger. Men det er der også råd til, for villaejerne, som gennem mange år har været vant til årlige stigninger, vil være taknemlige, bare de fremover får lov til at stå i stampe.

Så der er en mulighed for at lave et system, som er enkelt og væsentligt bedre end det eksisterende. Og det er også billigt!

Udgivet den

En plads ved lømmelbordet

Henrik Dahl: Ved voksenbordet – om den kvælende midte i dansk politik, Forlaget Grønningen 1, 2022

Bøger får klistret mærkaten ”14-dags lån” på sig, når lånerne er så vilde med den, at biblioteket ikke har nok eksemplarer til at tilfredsstille efterspørgslen. De ondsindede ville i dette tilfælde kunne få den mistanke, at den utilfredsstillede efterspørgsel primært skyldes bibliotekarernes uvilje mod at købe bogen. Men på 14-dages lån er de 6 eksemplarer i hvert fald stadig et lille år efter udgivelsen.

Henrik Dahl har nok engang været en vred ung mand, og som ganske mange af den slags har han udviklet sig til en sur gammel mand. Han har vist også skiftet side i politik – eller var han bare en ualmindeligt loyal ægtefælle til sin tidligere socialdemokratiske sambo? Men det ændrer ikke ved, at når manden ruller sig ud, så er han hylemorsom. Navnlig hans billedsprog er malerisk. Ved julefrokostbordet kan man næppe finde en bedre bordherre. Men han er også typen, som har det lidt svært med, at andre bidrager til morskaben. I så fald kan han godt blive ubehagelig.

Gennem nogle år har jeg lidt spidst hævdet, at Henrik Dahl kun har læst og forstået en bog, nemlig Jørgen S. Dichs Den herskende klasse fra 1973. Sjovt nok en bog, der omhandler en Damaskus-oplevelse, hvor den livslange socialist og embedsmand Dich sent i livet rettede en lammende kritik mod velfærdsstatens udvikling. Også ved denne lejlighed tager Dahl sit udgangspunkt i Dichs tankesæt.

Men derudover demonstrerer Dahl, at han også har læst Fonsmark, endda både Historien om den danske utopi og dens efterfølger Kampen mod kundskaber. Så der er kommet flere facetter på Dahls verdensbillede.

Kloge folk er ofte kedelige. Og det er de på grund af alle forbeholdene. Hvis det skal være helt rigtigt, så kan pointen ikke være skarp. Dahl formår at præsentere sin pointer skarpt og i et veloplagt sprog, og man kan kun håbe, at det hverver vantro til de helliges skare. Det kan være lidt svært at vide, når man selv gennem mange år har forsøgt at hverve proselytter for tilsvarende synspunkter – i mit tilfælde uden synlig succes.

Bogen har 2 hoveddele, en beskrivelse af den politiske kultur med indgåelse af brede forlig og en kritik af niveausænkning i uddannelsessystemet.

Det politiske forlig er en institution, der har udviklet sig end del i min levetid. Fra at være en løsere gentleman-agreement har det fået langt mere retlig karakter, med opsigelsesbestemmelser etc. Det er vist ikke noget, som der findes synderlig megen litteratur om, og allerede af den grund er Dahls observationer om forligenes reale virkninger på den politiske udvikling spændende.

For så vidt angår det det faldende niveau i uddannelserne, så har jeg gennem mange år viderekolporteret en sjov observation fra en gammel kollegiekontubernal, nemlig at man bør genlæse Scherfigs forsømte Forår med det ene formål at konstatere, hvor afsindigt avanceret pensum på det gymnasium var. Dahl binder niveausænkningen sammen med tidens woke tendenser, og fascinerende er det, omend man efterhånden kommer til at savne nogle løsninger.

Det er lige så præcis det svage afslutningskapitel, hvor han forsøger at skitsere løsninger, der efterlader en med indtrykket af sur gammel mand. At ville bruge budgetbeskæringer som pisk mod uddannelsesinstitutioner, der ikke vil danse efter Dahls pibe, er der ikke meget perspektiv i. Dahls primære vælgergruppe er unge mænd under uddannelse. Jeg kan være enig i, at meget af det, de lærer, er vrøvl, men man må aldrig tage livsløgnen fra folk.

PS Mig tog det en aften og en formiddag at læse bogen, så det gør ikke noget, at den er mærket ”14-dages lån”.

Udgivet den

Nis Nissen: Den kroniske bolignød og fremtidens boligpolitik, om boligproblemer 1848-1984

Forlaget Fremad, København 1971, 272 sider

Forleden læste jeg i en temmelig dybsindig doktorafhandling om videnskabsteori, der blandt andet drøftede en mulig indsigelse mod Poppers falsifikations-teori. Poppers synspunkter bygger åbenbart på en forudsætning om vor erfaring af den eksisterende verden, og det er jo udmærket, hvis der kun er én mulig erfaring. Men hvad nu hvis nogle andre væsener med deres sanseorganer danner sig en anden erfaring, som kan være lige så lidt falsificerbar som vores. Så længe det erfarede ikke er selvmodsigende, så vil det jo ikke blive falsificeret!

Det føltes vanskeligt tilgængeligt, lige indtil jeg åbnede denne bog, som må stamme fra en god socialdemokrat, og konstaterede, at forfatteren lever i et sådant parallel-univers – i hvert fald for så vidt angår økonomi.

Han starter med at påstå, at han vil indkredse begrebet bolignød. Men det vil han slet ikke. Han vil udvide det til at være et universelt begreb, som omfatter alle de fænomener, som efter hans idiosynkratiske opfattelse er angribelige. For mig er bolignød knyttet til boligmangel, men venstrefløjen har ofte ønsket at udvide begrebet med de mangelfulde boliger. Nis Nissen får det omskabt til ”alle de boliger, der ikke findes, og alle de boliger, som ikke burde findes”. Og i den sidste kategori er han venlig nok til at inkludere en pæn del af 60’ernes betonslum.

På tilsvarende vis bliver boligspekulation til enhver aktivitet, der sigter på at tjene penge – opnå profit – ved salg og køb eller belåning af boligejendomme. Så bliver det jo temmelig nemt at være spekulant.

Og lige så velovervejet er hans angreb på ejendomsretten, der bakkes op af nogle sider om samme emne af Ole Krarup.

På et eller andet tidspunkt bliver man lidt træt af, at alle andre end forfatteren er dumme og modbydelige. Der er ingen, som synes, at boligforholdene i midten af 1800-tallet var gode, og der er god grund til at konstatere, at de ikke blev voldsomt meget bedre i resten af århundredet. Spørgsmålet er bare, hvad man kunne og skulle have gjort. I den forbindelse kan jeg eksempelvis godt undre mig over, at man på den ene side kan falde i svime over forsøgene på at bygge sunde og billige arbejderboliger og samtidig forarges over de usle små boliger, som spekulanterne byggede, når det rent faktisk er sådan, at de ”sunde og billige” boliger er nøjagtig lige så små, og har nøjagtig lige så ulækre toiletforhold. Bebyggelsesprocenten for byggeforeningshuse er faktisk tårnhøj! Der var en grund til, at Frederiksberg kommune i sin tid rev en stribe af dem ned.

Idyllerismen er aldeles uden grænser. Tænk at nogen kan få sig selv til at beskrive udviklingen fra 1850 til 1970 som en udvikling fra en ”nogenlunde hæderlig enevælde til et udpræget fidussamfund”. Og samtidig kan han finde på at hævde, at samfundet bør være mere demokratisk. For ydermere at hævde, at udfaldet af jordlovsafstemningerne i 1964 var en skandale. Så har man vist både haft mel i munden, blæst på fuld kraft og brokket sig over at blive indhyllet i en støvsky.

Forfatteren befinder sig i et eventyrland, og han ved det godt, for han sørger med omhu for at afholde sig fra at komme ind på realistiske løsningsforslag. På den måde bliver hans mange udfald bare slag i den varme luft, som han selv er så stor producent af. Sagt med lidt mere alvorlig stemme, så giver den opgejlede sprogtone med de mange pudsige sammenligninger og vidtløftige beskrivelser somme tider en formodning om, at manden lider af en ubehandlet mani.

En strøtanke, der meldte sig under læsningen var, at måske skyldes manglen på gennemarbejdede løsningsforslag fra såvel denne forfatter som socialdemokratiet i virkeligheden, at socialdemokratiet havde vælgermæssige fordele af, at bolignøden netop forblev et problem. Bolignøden samlede partiet, og så ville det jo være en katastrofe, hvis den hørte op! At skabe lidt almindelig forargelse kan i hvert fald næppe have skadet.

Der er gennemgået megen litteratur for at skrive bogen og derfor også gode litteraturhenvisninger, hvilket ellers ofte savnes i den lidt ældre litteratur om boligforhold. Da han er en hæderlig mand, så indrømmer forfatteren endda, at de fleste spændende citater blot er lånt fra ældre bøger om emnet; det er ikke nogen han selv har fundet frem til. Så afsnittene om byggelovenes historie og om forsøgene på at skabe sunde arbejderboliger via godgørende foreninger er sådan set klart det bedste. Men det er heller ikke så svært at hæve sig over de øvrige afsnit.

Det er måske også på grund af de historiske afsnit, at værket omtales af Henning Bro i ”Boligen mellem natvægterstat og velfærdsstat”, side 70 med ordene, at ”af de mange solide socialdemokratiske fremstillinger, …, kan der henvises til Nis Nissens populærvidenskabelige … .” Det er under alle omstændigheder et udsagn, der meget godt reflekterer min opfattelse af dybden i Bros forskning.

De spekulative afsnit om eksisterende boliglovgivnings idioti, behovet for yderligere byggeri og karakteren deraf er rent ud sagt ulidelige. Men det skal vel nævnes, at de er der.

Konklusion: Det er lykkedes at skrive en bog, som læseren bliver dummere af at læse.

Udgivet den

Friedman, Milton og Stigler, George J.: Roofs or ceilings – the current housing problem, Foundation of Economic Education, 1946

Et af de klassiske værker om boligregulering, som kan findes på https://fee.org/resources/roofs-or-ceilings-the-current-housing-problem/.

Hvad der navnlig gør pamfletten interessant er, at de to senere Nobel-prismodtagere antager, at bolignød i sidste ende må løses ved nybyggeri, og at frigivelse af lejeniveauet har en inflationær virkning – omend så beskeden, at den ikke bør udgøre en forhindring for frigivelse. En betydelig forskel på amerikanske og danske forhold dengang var, at man i USA tilsyneladende kunne konvertere udlejningsbyggeri til ejerbolig, så ejerlejligheden må have været opfundet. Den omdannelsesmulighed forelå ikke her i landet.

En særlig finte er, at de tydeligt afviser en række indgreb, som rent faktisk blev gennemført i Danmark. Det drejer sig om differentierede huslejer i eksisterende og nyt byggeri, obligatorisk boliganvisning via offentlige myndigheder og støtte til nybyggeri.

De kommer – ligesom de danske økonomer, der har beskæftiget sig med emnet – ikke ind på spørgsmålet om udlejernes kapitaltab. Til gengæld gør de opmærksom på problemet med, at store vælgergrupper nyder godt af lejeloftet, medens ulemperne er koncentreret på langt færre. Stilen er den lettilgængelige imødekommende tone, som er så typisk for Friedmans senere værker.

Udgivet den

Magister Rosiflengius har udgivet bog om Byggeforeningshuse

Et lille Hus i Byen. Fortællinger om Arbejdernes Byggeforening – nostalgi eller fremtid? Redigeret af Claus Bech Danielsen og Marie Stender, Historika/Gads Forlag 2015

Allerede Holberg benyttede beskrivende navne til sine figurer. En af dem er Magister Rosiflengius fra ”Det lykkelige Skibbrud”. Rosiflengius er den evige lejlighedspoet, der altid siger noget smukt om alting – hvis man betaler ham for det. Der er sådan set ikke noget galt i, at man kun siger smukke ting, hvis det bare er en konsekvens af, at man holder sin mund om det mindre attraktive. Problemet er, at Rosiflengius ikke mener det, han siger. Det tror han ganske vist selv, at han gør. Det virker smukt og rigtigt i øjeblikket. Det hænger bare ikke sammen med det, han mener et kort øjeblik senere.

Arbejdernes Byggeforening er ikonisk. Og nogle af dens byggerier er endt som den ultimative selviscenesættelse for den kreative klasse. Omtale skal ske med andagt og hagiografisk korrekt er bogens indgangsvinkel. Blot en smule distance kunne have været livgivende.

At de første byggeforeningshuse var bitte små – under 25 m2 – kan bogen sagtens fremhæve som en fornuftig foranstaltning, fordi man så kunne spare en fordyrende byggeafgift, hvis grundarealet var så beskedent. Men der er tilføjet en note. Og når man læser noten, så står der, at reglen ”fik en uheldig effekt, da det førte til spekulationsbyggeri med minimale lejligheder i baghuse og korridorejendomme.” Tjaa, tænker man så. Var de byggeforeningshuse ikke også minimale? Og er der forøvrigt ikke tale om en lidt etisk tvivlsom form for skattetænkning? Et andet sted nævnes kraftige sætningsskader som karakteristiske for foreningens huse på Olufsvej. Det burde måske kunne give anledning til et enkelt hævet øjenbryn.

Der lægges megen vægt på, hvor fremadskuende bebyggelserne var, men der sker ingen sammenligning med andre tilsvarende byggerier. Det Classenske Legats boliger på Frederiksberg endte som slum. Lægeforeningens på Østerbro var også sin helt egen subkultur. Var det selvejet, som gjorde forskellen? For Arbejdernes Byggeforening var jo gennemført tilhænger af profit. Hvis man vandt i lodtrækningen om retten til at købe et af foreningens huse, så kunne man straks videresælge den ret med profit. Det er faktisk den væsentligste nye oplysning, jeg har fået ud af bogen.

Ejendomsmægleres sprog har mange gennem årene gjort grin af. At arkitektlyrik er værre, er et ofte overset faktum. Så når en rådgivningschef fra Dansk Bygningsarv bruger et kapitel på at analysere indholdet i salgsopstillinger for Byggeforeningshuse er effekten uovertruffen.

Det kapitel, som jeg for alvor har forstand på: gennemgangen af den boligsociale opgave i det 20. århundrede er venstrehåndsarbejde. Der gentages de standardiserede floskler og intet forsøges sat i sammenhæng eller perspektiv. Det er nævnt, at Arbejdernes Byggeforening ophørte i 1974, men der tales ikke om årsagen[1]. Hvorfor forstod dette fremragende foretagende ikke at forny sig selv?

Hvordan kan det i øvrigt være, at forfatterne, som alle er fine akademikere med deres på det tørre og en tilværelse på solskinssiden af samfundet, er så forhippede på, at de fattige ikke må have chance for at få del i samfundsskabte gevinster?  

Skal man konkludere, så er det en fin gennemillustreret sofabordsbog, som vil passe smukt ind i selvopfattelsen hos den kreative klasse, der ifølge bogen er nutidens beboere af byggeforeningshuse. Men det er ikke en bog, man bliver ret meget klogere af.

[1] De interesserede kan sikkert finde svaret i Byggeforeningens arkiv, som ligger hos Erhvervsarkivet. Interessant nok er der ingen referencer til arkivet i teksten eller litteraturfortegnelsen.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: