En plads ved lømmelbordet

Henrik Dahl: Ved voksenbordet – om den kvælende midte i dansk politik, Forlaget Grønningen 1, 2022

Bøger får klistret mærkaten ”14-dags lån” på sig, når lånerne er så vilde med den, at biblioteket ikke har nok eksemplarer til at tilfredsstille efterspørgslen. De ondsindede ville i dette tilfælde kunne få den mistanke, at den utilfredsstillede efterspørgsel primært skyldes bibliotekarernes uvilje mod at købe bogen. Men på 14-dages lån er de 6 eksemplarer i hvert fald stadig et lille år efter udgivelsen.

Henrik Dahl har nok engang været en vred ung mand, og som ganske mange af den slags har han udviklet sig til en sur gammel mand. Han har vist også skiftet side i politik – eller var han bare en ualmindeligt loyal ægtefælle til sin tidligere socialdemokratiske sambo? Men det ændrer ikke ved, at når manden ruller sig ud, så er han hylemorsom. Navnlig hans billedsprog er malerisk. Ved julefrokostbordet kan man næppe finde en bedre bordherre. Men han er også typen, som har det lidt svært med, at andre bidrager til morskaben. I så fald kan han godt blive ubehagelig.

Gennem nogle år har jeg lidt spidst hævdet, at Henrik Dahl kun har læst og forstået en bog, nemlig Jørgen S. Dichs Den herskende klasse fra 1973. Sjovt nok en bog, der omhandler en Damaskus-oplevelse, hvor den livslange socialist og embedsmand Dich sent i livet rettede en lammende kritik mod velfærdsstatens udvikling. Også ved denne lejlighed tager Dahl sit udgangspunkt i Dichs tankesæt.

Men derudover demonstrerer Dahl, at han også har læst Fonsmark, endda både Historien om den danske utopi og dens efterfølger Kampen mod kundskaber. Så der er kommet flere facetter på Dahls verdensbillede.

Kloge folk er ofte kedelige. Og det er de på grund af alle forbeholdene. Hvis det skal være helt rigtigt, så kan pointen ikke være skarp. Dahl formår at præsentere sin pointer skarpt og i et veloplagt sprog, og man kan kun håbe, at det hverver vantro til de helliges skare. Det kan være lidt svært at vide, når man selv gennem mange år har forsøgt at hverve proselytter for tilsvarende synspunkter – i mit tilfælde uden synlig succes.

Bogen har 2 hoveddele, en beskrivelse af den politiske kultur med indgåelse af brede forlig og en kritik af niveausænkning i uddannelsessystemet.

Det politiske forlig er en institution, der har udviklet sig end del i min levetid. Fra at være en løsere gentleman-agreement har det fået langt mere retlig karakter, med opsigelsesbestemmelser etc. Det er vist ikke noget, som der findes synderlig megen litteratur om, og allerede af den grund er Dahls observationer om forligenes reale virkninger på den politiske udvikling spændende.

For så vidt angår det det faldende niveau i uddannelserne, så har jeg gennem mange år viderekolporteret en sjov observation fra en gammel kollegiekontubernal, nemlig at man bør genlæse Scherfigs forsømte Forår med det ene formål at konstatere, hvor afsindigt avanceret pensum på det gymnasium var. Dahl binder niveausænkningen sammen med tidens woke tendenser, og fascinerende er det, omend man efterhånden kommer til at savne nogle løsninger.

Det er lige så præcis det svage afslutningskapitel, hvor han forsøger at skitsere løsninger, der efterlader en med indtrykket af sur gammel mand. At ville bruge budgetbeskæringer som pisk mod uddannelsesinstitutioner, der ikke vil danse efter Dahls pibe, er der ikke meget perspektiv i. Dahls primære vælgergruppe er unge mænd under uddannelse. Jeg kan være enig i, at meget af det, de lærer, er vrøvl, men man må aldrig tage livsløgnen fra folk.

PS Mig tog det en aften og en formiddag at læse bogen, så det gør ikke noget, at den er mærket ”14-dages lån”.

Nis Nissen: Den kroniske bolignød og fremtidens boligpolitik, om boligproblemer 1848-1984

Forlaget Fremad, København 1971, 272 sider

Forleden læste jeg i en temmelig dybsindig doktorafhandling om videnskabsteori, der blandt andet drøftede en mulig indsigelse mod Poppers falsifikations-teori. Poppers synspunkter bygger åbenbart på en forudsætning om vor erfaring af den eksisterende verden, og det er jo udmærket, hvis der kun er én mulig erfaring. Men hvad nu hvis nogle andre væsener med deres sanseorganer danner sig en anden erfaring, som kan være lige så lidt falsificerbar som vores. Så længe det erfarede ikke er selvmodsigende, så vil det jo ikke blive falsificeret!

Det føltes vanskeligt tilgængeligt, lige indtil jeg åbnede denne bog, som må stamme fra en god socialdemokrat, og konstaterede, at forfatteren lever i et sådant parallel-univers – i hvert fald for så vidt angår økonomi.

Han starter med at påstå, at han vil indkredse begrebet bolignød. Men det vil han slet ikke. Han vil udvide det til at være et universelt begreb, som omfatter alle de fænomener, som efter hans idiosynkratiske opfattelse er angribelige. For mig er bolignød knyttet til boligmangel, men venstrefløjen har ofte ønsket at udvide begrebet med de mangelfulde boliger. Nis Nissen får det omskabt til ”alle de boliger, der ikke findes, og alle de boliger, som ikke burde findes”. Og i den sidste kategori er han venlig nok til at inkludere en pæn del af 60’ernes betonslum.

På tilsvarende vis bliver boligspekulation til enhver aktivitet, der sigter på at tjene penge – opnå profit – ved salg og køb eller belåning af boligejendomme. Så bliver det jo temmelig nemt at være spekulant.

Og lige så velovervejet er hans angreb på ejendomsretten, der bakkes op af nogle sider om samme emne af Ole Krarup.

På et eller andet tidspunkt bliver man lidt træt af, at alle andre end forfatteren er dumme og modbydelige. Der er ingen, som synes, at boligforholdene i midten af 1800-tallet var gode, og der er god grund til at konstatere, at de ikke blev voldsomt meget bedre i resten af århundredet. Spørgsmålet er bare, hvad man kunne og skulle have gjort. I den forbindelse kan jeg eksempelvis godt undre mig over, at man på den ene side kan falde i svime over forsøgene på at bygge sunde og billige arbejderboliger og samtidig forarges over de usle små boliger, som spekulanterne byggede, når det rent faktisk er sådan, at de ”sunde og billige” boliger er nøjagtig lige så små, og har nøjagtig lige så ulækre toiletforhold. Bebyggelsesprocenten for byggeforeningshuse er faktisk tårnhøj! Der var en grund til, at Frederiksberg kommune i sin tid rev en stribe af dem ned.

Idyllerismen er aldeles uden grænser. Tænk at nogen kan få sig selv til at beskrive udviklingen fra 1850 til 1970 som en udvikling fra en ”nogenlunde hæderlig enevælde til et udpræget fidussamfund”. Og samtidig kan han finde på at hævde, at samfundet bør være mere demokratisk. For ydermere at hævde, at udfaldet af jordlovsafstemningerne i 1964 var en skandale. Så har man vist både haft mel i munden, blæst på fuld kraft og brokket sig over at blive indhyllet i en støvsky.

Forfatteren befinder sig i et eventyrland, og han ved det godt, for han sørger med omhu for at afholde sig fra at komme ind på realistiske løsningsforslag. På den måde bliver hans mange udfald bare slag i den varme luft, som han selv er så stor producent af. Sagt med lidt mere alvorlig stemme, så giver den opgejlede sprogtone med de mange pudsige sammenligninger og vidtløftige beskrivelser somme tider en formodning om, at manden lider af en ubehandlet mani.

En strøtanke, der meldte sig under læsningen var, at måske skyldes manglen på gennemarbejdede løsningsforslag fra såvel denne forfatter som socialdemokratiet i virkeligheden, at socialdemokratiet havde vælgermæssige fordele af, at bolignøden netop forblev et problem. Bolignøden samlede partiet, og så ville det jo være en katastrofe, hvis den hørte op! At skabe lidt almindelig forargelse kan i hvert fald næppe have skadet.

Der er gennemgået megen litteratur for at skrive bogen og derfor også gode litteraturhenvisninger, hvilket ellers ofte savnes i den lidt ældre litteratur om boligforhold. Da han er en hæderlig mand, så indrømmer forfatteren endda, at de fleste spændende citater blot er lånt fra ældre bøger om emnet; det er ikke nogen han selv har fundet frem til. Så afsnittene om byggelovenes historie og om forsøgene på at skabe sunde arbejderboliger via godgørende foreninger er sådan set klart det bedste. Men det er heller ikke så svært at hæve sig over de øvrige afsnit.

Det er måske også på grund af de historiske afsnit, at værket omtales af Henning Bro i ”Boligen mellem natvægterstat og velfærdsstat”, side 70 med ordene, at ”af de mange solide socialdemokratiske fremstillinger, …, kan der henvises til Nis Nissens populærvidenskabelige … .” Det er under alle omstændigheder et udsagn, der meget godt reflekterer min opfattelse af dybden i Bros forskning.

De spekulative afsnit om eksisterende boliglovgivnings idioti, behovet for yderligere byggeri og karakteren deraf er rent ud sagt ulidelige. Men det skal vel nævnes, at de er der.

Konklusion: Det er lykkedes at skrive en bog, som læseren bliver dummere af at læse.

Friedman, Milton og Stigler, George J.: Roofs or ceilings – the current housing problem, Foundation of Economic Education, 1946

Et af de klassiske værker om boligregulering, som kan findes på https://fee.org/resources/roofs-or-ceilings-the-current-housing-problem/.

Hvad der navnlig gør pamfletten interessant er, at de to senere Nobel-prismodtagere antager, at bolignød i sidste ende må løses ved nybyggeri, og at frigivelse af lejeniveauet har en inflationær virkning – omend så beskeden, at den ikke bør udgøre en forhindring for frigivelse. En betydelig forskel på amerikanske og danske forhold dengang var, at man i USA tilsyneladende kunne konvertere udlejningsbyggeri til ejerbolig, så ejerlejligheden må have været opfundet. Den omdannelsesmulighed forelå ikke her i landet.

En særlig finte er, at de tydeligt afviser en række indgreb, som rent faktisk blev gennemført i Danmark. Det drejer sig om differentierede huslejer i eksisterende og nyt byggeri, obligatorisk boliganvisning via offentlige myndigheder og støtte til nybyggeri.

De kommer – ligesom de danske økonomer, der har beskæftiget sig med emnet – ikke ind på spørgsmålet om udlejernes kapitaltab. Til gengæld gør de opmærksom på problemet med, at store vælgergrupper nyder godt af lejeloftet, medens ulemperne er koncentreret på langt færre. Stilen er den lettilgængelige imødekommende tone, som er så typisk for Friedmans senere værker.

Magister Rosiflengius har udgivet bog om Byggeforeningshuse

Et lille Hus i Byen. Fortællinger om Arbejdernes Byggeforening – nostalgi eller fremtid? Redigeret af Claus Bech Danielsen og Marie Stender, Historika/Gads Forlag 2015

Allerede Holberg benyttede beskrivende navne til sine figurer. En af dem er Magister Rosiflengius fra ”Det lykkelige Skibbrud”. Rosiflengius er den evige lejlighedspoet, der altid siger noget smukt om alting – hvis man betaler ham for det. Der er sådan set ikke noget galt i, at man kun siger smukke ting, hvis det bare er en konsekvens af, at man holder sin mund om det mindre attraktive. Problemet er, at Rosiflengius ikke mener det, han siger. Det tror han ganske vist selv, at han gør. Det virker smukt og rigtigt i øjeblikket. Det hænger bare ikke sammen med det, han mener et kort øjeblik senere.

Arbejdernes Byggeforening er ikonisk. Og nogle af dens byggerier er endt som den ultimative selviscenesættelse for den kreative klasse. Omtale skal ske med andagt og hagiografisk korrekt er bogens indgangsvinkel. Blot en smule distance kunne have været livgivende.

At de første byggeforeningshuse var bitte små – under 25 m2 – kan bogen sagtens fremhæve som en fornuftig foranstaltning, fordi man så kunne spare en fordyrende byggeafgift, hvis grundarealet var så beskedent. Men der er tilføjet en note. Og når man læser noten, så står der, at reglen ”fik en uheldig effekt, da det førte til spekulationsbyggeri med minimale lejligheder i baghuse og korridorejendomme.” Tjaa, tænker man så. Var de byggeforeningshuse ikke også minimale? Og er der forøvrigt ikke tale om en lidt etisk tvivlsom form for skattetænkning? Et andet sted nævnes kraftige sætningsskader som karakteristiske for foreningens huse på Olufsvej. Det burde måske kunne give anledning til et enkelt hævet øjenbryn.

Der lægges megen vægt på, hvor fremadskuende bebyggelserne var, men der sker ingen sammenligning med andre tilsvarende byggerier. Det Classenske Legats boliger på Frederiksberg endte som slum. Lægeforeningens på Østerbro var også sin helt egen subkultur. Var det selvejet, som gjorde forskellen? For Arbejdernes Byggeforening var jo gennemført tilhænger af profit. Hvis man vandt i lodtrækningen om retten til at købe et af foreningens huse, så kunne man straks videresælge den ret med profit. Det er faktisk den væsentligste nye oplysning, jeg har fået ud af bogen.

Ejendomsmægleres sprog har mange gennem årene gjort grin af. At arkitektlyrik er værre, er et ofte overset faktum. Så når en rådgivningschef fra Dansk Bygningsarv bruger et kapitel på at analysere indholdet i salgsopstillinger for Byggeforeningshuse er effekten uovertruffen.

Det kapitel, som jeg for alvor har forstand på: gennemgangen af den boligsociale opgave i det 20. århundrede er venstrehåndsarbejde. Der gentages de standardiserede floskler og intet forsøges sat i sammenhæng eller perspektiv. Det er nævnt, at Arbejdernes Byggeforening ophørte i 1974, men der tales ikke om årsagen[1]. Hvorfor forstod dette fremragende foretagende ikke at forny sig selv?

Hvordan kan det i øvrigt være, at forfatterne, som alle er fine akademikere med deres på det tørre og en tilværelse på solskinssiden af samfundet, er så forhippede på, at de fattige ikke må have chance for at få del i samfundsskabte gevinster?  

Skal man konkludere, så er det en fin gennemillustreret sofabordsbog, som vil passe smukt ind i selvopfattelsen hos den kreative klasse, der ifølge bogen er nutidens beboere af byggeforeningshuse. Men det er ikke en bog, man bliver ret meget klogere af.


[1] De interesserede kan sikkert finde svaret i Byggeforeningens arkiv, som ligger hos Erhvervsarkivet. Interessant nok er der ingen referencer til arkivet i teksten eller litteraturfortegnelsen.

Til kroning i London

Min 5 x tipoldefar Claus Seidelin var i 1727 i London, hvor han overværede kroningen af Georg II. Som gammel skrev han i sine erindringer denne beskrivelse af begivenheden:

Det extraordinair Merckværdige, som forefaldt i London i dend Tiid ieg opholdt mig der, var Kong Georg 2dens og hands Dronnings Kroning, som skeedte først i November, for hvis Skyld ieg og blev der nogle Uger længere, end ieg hafde foresadt mig.

Denne Kroning var overmaade solenne og magnificqve; Kongen og Dronningen gick ud af Westmynster-Hall over dend excessiv store 4kantede Plads, som er der udenfor, og igiennem 2de Gader tilfods til Westmynster-Kircke, hvor hen hele Veyen var 1/2 Alen høyt fra Jorden belagt med Bredder, og samme beklædt med rødt Klæde, som omsider blev givet til Priis; saa var og Veyen paa begge Sider besadt med Livguarder, hvilcke igien vare omgivne med et Gelender, at ingen kunde trænge sig ind paa dem.

Kongen og Dronningen bare icke deres Croner paa Hovedet til Kircken, men Churhuer. Suiten begyndtes med 24 smucke Jomfruer vel prydede, og med Kurver under Armene fulde af Blomster, hvormed de bestrøede Veyen. Dernæst et Corps prægtige Paucker og Trompeter, item et Corps Herolder, hvorpaa fulgte adskillige Collegia en Corps, hvoriblant Lord Maire med sine Aldermans, saa og de 24 store Dommere af Stor-Britannien, derefter kom Rigets Pairs, som ere Baronerne, Vice-Comter, Comter, Marquis og Hertuger tillige med deres Damer, nemlig Damerne af hver Stand først for sig og siden Herrerne, som alle bære Coronets, men hafde samme i Haanden til Kircken, og vare de alle klædte i lange, røde Fløyels Cronings- Kapper, foret med Hermelin og bundet med tycke Guldlitzer og Qvaster; saa vare og Damernes Klæder udpyntede med utallige Juveler, deels deres egne, deels og som de ved Jøder hafde ladet forskrive fra andre Lande, for imod en anseelig Leye at bære dem denne Dag, ja mand vilde forsickre, at Dronningens Habit dend Dag var besadt med Juveler af 2 Millioner Pund Sterlings Værdie.

Efter alle disse Pairs og deres Damer fulgte alle Stor-Britanniens Bisper i deres bispelige Habit, hernæst og Rigets høyeste Embeds-Mænd, som Cantzleren, Skatmesterne, Stats-Secretairerne etc., fremdeles de 2de Ercke-Biskopper af Canterbury og Iorck, hvoraf dend første bar Bibelen, ligesom Cantzleren forhen bar Lovbogen, og endelig kom 3de store Herrer, som præsenterede Hertugerne af Aquitanien, Bretagne og Normandien, som tilforn har ligget under Engelland. Derpaa kom Dronningen under en broderet rød Fløyels Himmel, og Kongen ligesaa, hver for sig, og begge omringede af en stor Hob høye Herrer og andre ringere Betiente, hvilcke bleve efterfulgte af alle Slags Hoffbetiente, som sluttede Trouppen. Da de kom tilbage fra Kircken i samme Ceremonie, hafde Kongen og Dronningen deres Croner paa Hovedet, ligesom og alle Pairs og deres Damer deres Coronets.

Denne Croningsdag søgte ieg icke at komme i Kircken af Frygt for Fare ved Trængsel, men ieg var 4 Dage forhen i Kircken for at besee Thronerne og ald anden der giort Anstalt, hvorved ieg tillige hørte dem prøve dend Musicque, som ved Croningen skulde opføres, hvilcken dend berømte Hendel med 2de Secundanter dirigerede, dertil hørte 130 Musici, og deriblant 24 udvalgte Sangere, til hvilcke var opbygget Stellager ovenover og ved begge Sider af det store Altere, og skal dertil have været i Brug alle de Slags musicaliske Instrumenter, som til dend Tiid vare bekiendte, men ieg kand icke sige at Musicquen befaldt mig, thi dend giorde alt for stor Allarm, og derfor icke var behagelig for mine Øren.

Dend store Plads udenfor Westmynster-Hall, som paa alle Sider var omgivet med Huuse paa 3 a 4 Etager, var som mig synes det besynderligste mand dend Dag kunde see, thi icke allene vare Vindeverne i alle Værelser opfyldte med Mennisker, men der var endog Bæncke med Gelender for bygget uden for Huusene imellem hver Etages Vindever; ja oven paa Tagene af Huusene var af Tømmer og Bredder opbygte 2 å 3 Etager med Bæncke for Tilskuere, som maatte betale deres Plads dyre, skiønt nogle saadanne Stellager brødes og Folck kom til skade, som da betalte deres Plads dyrest. Huus-Eyere bortleyede dend Dag alle deres Værelser ud til Pladsen og Gaderne, som Suiten passerte, for 4, 8, 12 til 16 Guinnees, ligesom Værelserne vare store til.

Desuden var dend store aabne Plads saaledes opfyldt med Mennisker, at naar mand kastede et Æble ud iblant dem, kunde det icke falde til Jorden, saa der visselig var en Samling af Mennisker paa meere end 150.000 i Tallet. Dette var et forunderligt Syn, men forunderligst blev det, da det Kongl: Herskab kom ohngefehr midt paa* Pladsen, thi da gick disse Fryde-Skrig an: „Vivat, God bless de King, vivat God bless de Qveen!“ hvorved alle Mand-Folck svingede deres Hatte, og alle Fruentimmer deres hviide Tørklæder, hvilcket Syn saaledes frapperede mig, at ieg tabte baade Næse og Mund, glemte Herskabet og ald Pragten for at betragte dette allene, ja ieg kand sige, at det var det forunderligste Syn ieg har seet i Verden. leg hafde og nær kommet i Fortred over det, at ieg selv glemte at svinge min Hat, hvorover ieg fick et Stød i Rycken bag fra, og mand begyndte at raabe Jacobit, saa ieg icke var seen at faae Hatten af og svinge dend med.

Paa begge Sider af Westmynster-Hall var mod Muuren opført som et Amphitheatrum af 12 Bæncke med Gelender for, paa hver Benck kunde sidde 24 Personer efter No, og hver Plads paa Bencken kostede 1 Guinnee. Paa en af disse Bencke hafde ieg mit Sæde, men ieg maatte indtage dette Sæde om Aftenen Kl: 7 for Cronings-Dagen, blive derpaa heele Natten, og til anden Aften Kl: 7 igien, thi ellers kunde ieg icke have kommet dertil, og ingen kunde for Trang reyse sig op af sit Sæde uden Frygt for at blive styrtet hovedkulds ned iblant Pøbelen, mand maatte derfor forsyne sine Lommer med noget til at stille Hungeren og Tørsten, og naar mand skulde af med Vandet, maatte mand under Decke af Klæderne lade det løbe ned paa Fodbrettet, som var giennemboret med Huller, mend det øvrige maatte mand beholde hos sig heele Tiden over.

Kongen og Dronningen spiiste samme Aften med alle Pairs-Herrer og -Damer i Westmynster-Hall, hvor da efter gammel Skick en harnisket Cavailler rider ind i Hallen ved Taffelet, og udfordrer enhver, som hafde noget imod dend nu kronede Konge og Dronning, at møde ham i en Ene-Kamp, hvortil hånd udkaster sin Handske, om nogen tør tage dend op, men ingen har vel paa dend Tiid Lyst dertil. I øvrigt blev Dagen sluttet med alle Klockers Ringning, med Canonade fra Tovret og andensteds, og med Illuminationer i alle Huuse og paa alle offentlige Pladser i Staden.

%d bloggers like this: