Nordens Venedig – når der er vand i gaden.

Kommunen har et ansvar for skybrudsskader.

Det var interessant at læse Jyllands-Postens artikel lørdag d. 6. september om de huse, som har mistet forsikring som følge af skybrud. Når man har førstehåndskendskab til de omtalte huse, så kan man dog se, at der mangler én væsentlig oplysning, nemlig at husene har ligget der i nøjagtig 100 år, og at de indtil 2010 var tørre, om ikke som trækpapir, så dog på linje med alle andre huse fra den periode.

Det fører naturligvis til, at man må spørge sig selv, hvorfor problemet opstår lige præcis nu. For der har altså også været skybrud i løbet af de første 90 år. Det samme spørgsmål må man anstændigvis stille sig for så vidt angår Lyngbyvejen og Istedgade, som også pludselig er blevet til de rene vådområder.

Svaret er det samme for alle stederne, nemlig reduktion af kloakkernes kapacitet.
Ved Lyngbyvejen og i Hellerup skyldes det ændringer i den såkaldte Lersøledning. På Vesterbro skyldes det nedlæggelse af ‘overløbsbygværker’, som tidligere lod urenset vand løbe i havnen, hvis kloakkerne blev overfyldte. Det var selvfølgelig ulækkert med kloakvand i havnen, men det er altså værre med kloakvand i folks kældre.

Årsagen til ændringerne var et ønske om renere vand i havnen og Svanemøllebugten, så der kunne etableres havnebad hhv. strand.

Når man får de oplysninger, så bliver det også ret klart, at kommunen har et betydeligt ansvar for de skader, som er sket på ejendommene – i hvert fald et medansvar. Derfor har man også et ansvar for, at man med lynets hast får afhjulpet problemerne ved at gennemføre sine skybrudsplaner.

Bragt i Jyllands-Posten 10. september 2014

Helvede er ikke flammer, men vand.

Skybrudskader – årsager og konsekvenser.

Der er intet, som kan ødelægge et hus, som vand. Når brandvæsenet har været på besøg og slukket juletræet, så er det som regel vandskaden, der virkelig koster noget. Og skader fra oversvømmede kældre kan også være en rigtigt dyr affære.

Derfor er det vigtigt at forhindre dem.

Gennem de seneste 5 år har vi haft skybrudskader i København, som aldrig før. Lyngbyvejen og Vesterbro oversvømmes med en sådan regelmæssighed, at det overgår Jens Olsens verdensur på rådhuset. Den slags oversvømmelser forekom ikke tidligere. Jeg kan huske Lyngbyvejen fra den blev til motorvej i midten af 60’erne, og den blev første gang oversvømmet ca. 45 år senere. Og siden er det sket yderligere 2 gange. Det er så populært at skyde skylden på klimaet, men det er næppe hele årsagen.

Der er formentlig flere årsager, noget er sort uheld, andet er klimaet. En tredie – og efter min opfattelse nok den væsentligste årsag – er ændringer i kloaksystemet.

For at kunne få badevand i Svanemøllebugten har man lukket for de overløb, som i gamle dage lod skybrudsvand løbe urenset ud. (Ja, det var ulækkert, men det er det altså også, hvis det løber urenset ned i folks kældre.) Som led i det blev Lersøgrøften, der var Københavns sidste åbne afløbskanal, rørlagt. Og lige siden har der været oversvømmelser af Lyngbyvejen. Jeg er ikke ingeniør nok til at forklare sammenhængen, men er det ikke påfaldende.

Dokumentation ligger såmænd på nettet, selv om man lige skal læse indenad for at se, at man også reducerede kapaciteten resten af vejen til Øresund i Vilhelmdalsløbet. (Og ved en af oversvømmelserne fejlbetjente man vist endda sit nye anlæg, men det taler kommunen ikke så meget om.)

Det er muligt at klimaet også har ændret sig til flere store regnskyl, men det er nok af mindst samme betydning, at tilløbene fra Gentofte og Gladsaxe kommer hurtigere for hver eneste kvadratmeter indkørsel og terasse, der brolægges med rumlede herregårdssten. Og store dele af Gentofte og Gladsaxe afvandes gennem Emdrup Sø. Herfra kommer det ved stor tilstrømning videre ud i Lersøgrøften og Vilhelmdalsløbet og ud i Øresund. (Normalt løber det vand dog gennem Lygteåen og Ladegårdsåen ind i Søerne). Så der har nok i virkeligheden snarere været behov for større kapacitet end for mindre. Det giver i øvrigt den lille forhindring for en udbedring, at man skal blive enig med Gentofte og Gladsaxe om deres bidrag til en løsning.

For at få plads til fotogene badenymfer på Islands Brygge har man foretaget sig samme nummer med overløbene i den indre by og på Vesterbro. Man skal vist lide af kognitiv dissonans for ikke at kunne koble virkning og årsag.

Ejendomme bliver usælgelige

Normalt er man jo forsikringsdækket mod skybrudsskader, så kan husejerne ikke blot nøjes med at vente på ISS Skadeservice? Ikke helt, for der er altså en grænse for, hvor længe forsikringsselskaberne vil – og ligefrem kan – fortsætte med at dække de ramte ejendomme.

Et forsikringsselskab lever af, at vi alle ved, at nogle af os bliver ramt af ubehagelige begivenheder – tyveri, brand etc. – men at vi ikke ved, hvem af os, der rammes. Derfor er vi villige til at betale til en pulje, som vi så kan trække på, når det er vores tur til at være uheldige.

Men når man på forhånd ved, hvem der vil blive ramt, så er man jo idiot (eller socialist – og det er næsten det samme), hvis man vil have den pågældende med i puljen.

Hvis et forsikringsselskab har 1.000 kunder, der betaler præmie, og man på forhånd ved, at 1 kunde skal have udbetalt ca. 1 mio hvert andet år, så skal man opkræve 500 kr. ekstra fra hver eneste kunde for at dække det beløb. Konkurrencefordelen ved at smide den uheldige kunde ud er enorm. Selv hvis man har 10.000 kunder er der tale om et beløb, der gør en forskel. Og det er måske også værd at indregne, hvis man har 100.000 kunder.

Der er faktisk en grund til, at visse grupper, som traditionelt har lav skadesfrekvens, får rabat.

Det siger sig selv, at når man nu ved, at x mm regn udløser skade på y ejendomme i Istedgade, så vil man være nødt til at opsige de kunders forsikring. Og så kan de naturligvis ikke tegne anden forsikring.

Huse, der ikke kan forsikres, kan normalt ikke belånes. Og huse, der ikke kan belånes, kan ikke sælges. Huse der ikke kan sælges, er værdiløse, og beboerne har tabt ikke alene omkostningerne ved fremtidige reparationer, men også deres hidtidige friværdi.

Det er ikke specielt sjovt. Det er faktisk en hård skæbne, bare fordi kommunen satser på fotogene badenymfer i stedet for at opfylde sine mest banale pligter til at kloakere ordentligt.

Og så lige et PS: 

Kloakker skal altid laves efter Bazalgettes model:
– Det her gider vi kun beskæftige os med en gang, så nu beregner vi det maksimale behov – og så dimensionerer vi anlægget til det dobbelte!
(Hans kloakker virker stadig i London.)

Klammere end kælderkold kapitalisme!

Som liberal bliver man uendeligt tit præsenteret for den tankegang, at stat, kommuner og andre offentlige institutioner er pæne og gode foretagender, der kun vil borgernes det bedste. Jeg skal ikke fornægte, at de ansatte i de pågældende institutioner sikkert er dybt og inderligt overbeviste om, at det er tilfældet. Og hos folk udenfor er det også ofte en meget dybtgående opfattelse.

 
Nok byens kedsommeligste hus, men med en spændende dom.


Men er det sandt? Svaret er – som svaret på alle retoriske spørgsmål – ganske enkelt, og det er nej.

Offentlige institutioner vil altid tilsidesætte den enkelte borgers rettigheder og som regel undskylde det med et utilitaristisk argument om, at det sker til fordel for et højere gode.

Højesteret har lige afsagt en dom, der illustrerer dette, så man skriger til himlen.

Det handler om, at Københavns Kommune tilbage i 1920erne gav tilskud til opførelsen af en række etage-ejendomme, der blev organiseret som en slags andelslejligheder, thi dengang forbød loven ejerlejligheder. Tilskuddet var på 20 % af byggeomkostningen, og det lyder jo fint, men der var lige en lille klausul, nemlig at al fremtidig værdistigning skulle tilfalde kommunen. Hvis man nogensinde ville sælge sin andel for mere end købesummen, så skulle hele differencen – bortset fra beviselige omkostninger til forbedringer – tilfalde kommunen.

Nu er der så gået 90 år, og hvis nogen skulle være i tvivl, så er ejendomspriserne steget i den periode – endda ganske betragteligt.

Omkostningen til de forbedringer, som er foretaget i 30erne, 40erne osv., er selvsagt ædt op af inflation, hvis man overhovedet kan huske beløbet.

Men kommunen (der handler på instruks af Socialministeriet) forlanger stadig – og Højesteret har givet den medhold i – at frikøb kun kan ske ved indbetaling af hele værdistigningen, eller med andre ord, at beboerne skal købe deres eget hus igen. Hvis beboerne snyder og fordækt sælger andele til højere pris, så skal de betale en bod på 5 gange prisdifferencen!

Det hører med til billedet, at villaer også kunne få tilskud, men for dem har man i 1960erne vedtaget en regel om, at de blot skal tilbagebetale tilskuddet med et rentetillæg på ialt 25 %. Så til dem der har meget, skal mere gives, men fra den, som har lidt, skal endog det lidet, han har, tages.

Men det bliver værre endnu. Lad os blot forestille os, at en kapitalist havde gjort ligesom kommunen. Til en nystartet virksomhed yder han (kapitalister er altid han-køn) et ansvarligt lån på 20 % af indskudskapitalen, men han forlanger samtidig, at hele virksomhedens overskud og værdistigninger på produktionsapparatet skal tilfalde långiver. Bortset fra, at ingen ville låne på de vilkår, så ville der selvsagt også være tale om ren åger. Ingen domstol ville beskytte den kapitalist.

Og ingen kapitalist ville drømme om, at kunne sætte sådanne betingelser – end ikke de grumme venture-kapitalister.

Men nu er det en offentlig myndighed, og så er det selvsagt en nobel handling.



Når man oplever den slags, så bliver man stolt af at blive betegnet som en ultra-liberalist, der helst ser den offentlige sektor nedlagt. Og man får lyst til at tilføje et beskedent: “Ne plus ultra.”

Ejendomsvurdering og erstatning




31. august havde JP igen gravet i spørgsmålet om erstatning for fejlagtige ejendomsvurderinger. Og det er jo en prisværdig aktivitet. Men når det drejer sig om erstatning – og navnlig fra staten – så bor der djævle i detaljerne. En af dem kan illustreres med følgende eksempel:
 
Hvis man nu forestillede sig, at Rigsrevisionen ville undersøge, hvor gode skolelærere er til at give årskarakterer, så kunne det gøres ret nemt ved at sammenligne års- og eksamenskarakter. Man ville givetvis kunne konstatere, at der er en forskel. Og den forskel ville formentlig også være der i de fag, hvor eleverne ikke går til eksamen, men bare får årskarakteren overført. I eksamensfagene ville man ret nemt kunne kompensere eleverne for “fejlbedømmelsen”. Men hvad skulle man gøre i de prøveløse fag? Med mindre man er villig til at afholde prøven, så er opgaven umulig.
 
Der er 1,2 mio parcelhuse i Danmark. Er vi villige til at omvurdere dem alle i en omstændelig proces, der vil koste oceaner af ressourcer? Det handler om tusindvis af årsværk. Og kan det gøres ret meget bedre end første gang? For det vil jo stadig være en slags “årskarakter”. Og så er der lige det virkeligt interessante faktum tilbage, nemlig at selv hvis vurderingen bliver ændret, så har det kun betydning for skatten i et mindretal af tilfældene. For langt de færreste betaler skat af husets ejendomsvurdering. Ejendomsværdiskat betales typisk af vurderingen i 2000 eller 2001. Og kommunal ejendomsskat, grundskyld, betales kun af den del af ejendommens samlede vurdering, der vedrører grunden. Og selv om den samlede vurdering af ejendommen bliver ændret, så kan grundværdien meget nemt være den samme. Skats vurderinger bygger på nogle gennemsnit om størrelse og byggeår etc., og de skal blive forkerte, hvis bygningen er enten moderniseret eller tværtom dårligt vedligeholdt. Men det ændrer jo ikke ved grundværdien, som man betaler grundskylden af.
 
Når det kombineres med dansk rets øvrige regler om erstatningskrav, så bliver konklusionen, at der nok er “meget skrål, men liden uld,” som bonden sagde, da han klippede sin so. Desværre!
 
Jens Fr.
 
Denne udgave er fra Jyllandsposten d. 9. september 2013

Roskilde Festival – i retrospektiv

I foråret 2012 dukkede der en klassisk sag om misbrug af offentlige myndigheders magt op, nemlig den hvor Roskilde Kommune meget belejligt ønskede at ekspropriere jord, som den så ville stille til rådighed for Roskilde Festivalen. Festivalen havde gennem en lang række år lejet jorden, men ville nu ikke betale den leje, som jordejeren selv anså for rimelig. Kravet om lejens størrelse var imidlertid begrundet med at ejeren bl.a. havde foretaget en del investeringer i at gøre området egnet til festivalbrug med dræn, beplantning og deslige. Da han ikke ville leje ud, havde Roskilde Kommune først generet ham med en lokalplan, der gjorde brug af jorden til andet end festival ulovlig. Og da han så lidt genstridigt skabte sin egen festival, skred man til ekspropriation.

Meget belejligt – men aldeles uden nogen forbindelse med ekspropriationen – besluttede festivalen stort set samtidig at give Roskilde Kommune nogle nye idrætsanlæg.Det gav lidt røre i andedammen.

På et tidspunkt skrev Roskilde Festivals udviklingschef et indlæg i Jyllandsposten med titlen “Svin Roskilde Festival til og få en masse omtale”. Det kunne jeg – og mange andre – ikke stå for at svare på. Her er mit indlæg i Jyllandsposten d. 17. marts:

Knap så velgørende festival

Jyllands-Posten bragte 13/ 3 et indlæg fra Roskilde Festivalens udviklingschef, Esben Danielsen, om den tvangsafståelse (for det betyder “ekspropriation” i oversættelse fra det pæne latin), som kommunen er i færd med at gennemføre over for en nabo til dyrskuepladsen.

Indlægget er temmelig emotionelt og nærtagende. Når pressens årligt berettigede – og formentlig som oftest saglige – anmeldelser af det med spænding imødesete program for festivalen skal betegnes som tilsvining, så har man altså lidt let til selvmedlidenhed. Og det naturligste var da også at afskrive det med Shakespeares ord om, at kun den ramte hund hyler.

Men der er måske grund til at supplere med nogle af de åbenlyst fraværende fakta.


Marginal forskel

For det første skal man ikke lade sig imponere af, at festivalen fører sig frem som velgørende. Forskellen fra Egmont, A. P. Møller og Danske Bank, der alle er ejet eller kontrolleret af velgørende fonde, er marginal. Der er masser af virksomheder, som er lige så velgørende som festivalen.

I festivalens tilfælde er det rigtigt, at selve den velgørende institution, der her er en forening, er mere synlig. Det fremgår nemlig tydeligt af festivalens hjemmeside, at man har lagt sine aktiviteter i en sindrig og ganske omfattende selskabsstruktur med en fond, foreningen og et antal aktieselskaber, der – og det erkendes klart på hjemmesiden Roskildegruppen.dk – først og fremmest har til formål at minimere betalingen af skatter og afgifter. Det er der intet ulovligt i, men så skal man måske ikke bryste sig af sit samfundssind i helt den grad.

Og derfor skal man slet ikke begynde at fremstille sin modpart som en “koncern” i den åbenbare hensigt, at udtrykket skal forbindes med en negativ værdiladning.

De bedste hensigter

Det essentielle i sagen er imidlertid, at vi har at gøre med en stor spiller i et lille samfund. Det kendes også andetsteds. Man behøver blot at tænke på kombinationerne Lego og Billund, Nordborg og Danfoss og sikkert mange andre for at forstå, hvor vanskelig relationen kan være. Det skal slet ikke betvivles, at festivalens ledelse selv mener, at man har de bedste hensigter, og at de oprigtigt er blinde for modsatrettede synspunkter. Blindheden fremgår med stor klarhed af indlægget. Men når man bliver så stor og har så nære relationer til bystyret, så skal man være forsigtig med, at adfærden ikke bliver til magtbrynde.
 
I den forbindelse fremmer det næppe forståelsen, at festivalens ledelsesorganer er sammensat på en måde, som formentlig giver de fastansatte den afgørende indflydelse, uanset der findes en græsrodsdemokratisk generalforsamling med mange tusinde potentielle deltagere.

Falske lodder

Lige nu fremhæves det, at en tvangsovertagelse af naboens jord tjener flere formål. Og det er sikkert sandt, at når man alligevel ville gavne festivalen, så kunne man slå andre fluer med samme smæk. Man havde dog næppe tvangsovertaget, hvis festivalen ikke havde eksisteret.

Samlet set er der altså lagt så mange falske lodder i vægtskålen, at en tvangsafståelse forekommer urimelig for en udenforstående. Forhåbentlig vil domstolene også erklære den ulovlig.

Der kom imidlertid mange andre indlæg i Jyllands-Posten, herunder et usigeligt konventionelt om “Ekspropriation til private formål” fra den juridiske professor Søren H. Mørup, der ikke kunne se nogen ulemper ved de eksisterende regler. Mit svar til ham kom den 2. april:

Afgørende detaljer blev glemt.

Med en kronik i JP 22/ 3 er professor Søren H. Mørup gået ind i debatten om ekspropriation. Det er en nydelig, pæn og uendeligt konform kronik. Efter den gamle karakterskala ville den blive betegnet som den gode, men noget rutineprægede præstation, altså til karakteren 10. Men forventer vi ikke lidt mere af en professor i faget?

Sagen er, at det lykkes ham at demonstrere en noget nær total mangel på interesse for en af de mest spændende nyere skoler i økonomisk teori, “public choice”. Det er selvsagt en af manglerne ved moderne akademisk uddannelse, at man er så specialiseret, at nabofagets relevante betragtninger kan gå en helt forbi.

Alligevel er han lige ved at snuble over de synspunkter, som gør, at alle hans mange henvisninger til rimelighed som forsvar for tvangsafståelser (lad os dog kalde spaden for en spade), kan afvises som ufunderet i virkelighedens verden.

Han nævner en sag om en landmand, der ikke vil sælge til en bestemt pris, og som derfor trues med tvangsindgreb. Men tvangssalget gennemføres ikke, og pludselig vil landmanden alligevel godt sælge. Og lige præcis med det eksempel viser han det dilemma, som “sælgeren” er i. Hvis han ved sin vægring mod et tilbud om køb af jorden forhindrer et projekt i at blive gennemført, risikerer han, at jorden i fremtiden ikke er det samme værd.

Naturlig reaktion

Og almindelig sund fornuft tilsiger, at de fleste ejendomsbesiddere vil forsøge at optimere deres profit fra jorden. Så spillet handler om at presse projektmageren så langt som muligt uden at skræmme ham væk.

Det er en metode, som staten selv anvender, når den udbyder licenser til mobiltelefoni eller reklameradio ved auktion.

At introducere tvangsafståelser i dette spil er at skabe nogle skævheder, som favoriserer én profitmager på en andens bekostning. Det skal man være forsigtig med, for typisk vil man blot gavne dem med politiske forbindelser på bekostning af de svagere.

Foreløbig er det ikke lykkedes at begrunde tvangsafståelser til private formål på en holdbar måde, og derfor bør de heller ikke accepteres af lovgivningen.

P. S. I den aktuelle sag fra Roskilde har man i øvrigt fremført det fantastiske argument, at den “griske gartner” slet ikke har dyrket sin jord i mange herrens år. Og til det er kun at bemærke: Nej, selvfølgelig gør han ikke det.

 
For hvis man forestiller sig, at han såede gulerødder om foråret, hvor mange mon han så ville høste om efteråret, når jorden en uge i juli overtrampes af glade festivalgæster? Og netop derfor kan han med rette kræve en høj leje, for den ene uges brug skal i virkeligheden betale for et helt års afgrøde.