Kategori: Medie

Udgivet den

Intet uetisk i meningsmålinger og exitpolls

DRs mangelfulde forudsigelser om kommunalvalget var et klart eksempel på, at man godt må tænke sig om, førend man udtaler sig skråsikkert. Ikke desto mindre har samtlige partier, bare 2 dage senere besluttet sig for, at offentliggørelse af exitpolls førend afstemningen er slut, skal være ‘uetisk’.

Det er en meget mærkelig form for beslutning. I et retssamfund har man love, og hvis der ikke er en lov, så kan folk gøre, som de vil. Det er vores eget private valg, som politikere ikke skal blande sig i, med mindre de altså vil lave love om emnet.

Derudover skulle man egentlig også tro, at samtlige landets borgere nu har fået en passende anskuelsesundervisning i vanskelighederne ved at lave meningsmålinger. Så mon ikke journalisters trang til at opføre sig som lemminger og kolportere andre mediers sensationer bliver lidt mindre. Og mon ikke diverse politikere genfinder den klassiske sætning om, at vi først kender resultatet, når den sidste stemme er talt op.

Endnu mærkeligere er det, at dele af pressen, f.eks. Berlingske, tilsyneladende slutter op om dette indgreb i pressefriheden. Og så er det alligevel ikke så mærkeligt, for Berlingske har formentlig ikke råd til at lave den type undersøgelser, og som trykt medie har man næppe heller så megen  brug for dem. De er i hvert fald ikke særlig spændende dagen efter.

Det kan godt være, at andre lande har forbud, men når det handler om valgsystemer, så plejer vi da at kunne være enige om, at andre lande er underudviklede, bananrepublikker eller ligefrem uciviliserede. Så hvorfor abe efter, med mindre man har en god grund dertil.

DR’s kamp mod kedsomhed.

Og hvad med lige at overveje, hvorfor DR overhovedet lavede målingen. Det gjorde man formentlig, fordi man havde besluttet sig for at sende kommunalvalg live fra valgstederne åbnede til sent næste eftermiddag. Det er rigtig mange timer at skulle fylde ud. Men heldigvis mest i konkurrence med andre kanalers genudsendelser af sæbeoperaer. Det er imidlertid begrænset, hvor spændende det er at se på folks fodstilling, medens de sætter krydser, så det får lidt samme karakter som en transmission fra et prinsebryllup. Og så griber man til desperate midler såsom dårlige prognoser.

Det hidtil fremførte argument mod disse målinger er, at de påvirker – eller i hvert fald kan påvirke – valgresultatet. Og til det er der kun at sige: “Og hva’ så? Er der noget galt i det?”

Der er rigtig mange typer informationer og udtalelser, der påvirker valgresultatet. Det kan være disinformation om en partileders troværdighed. Det kan være en morsom notits i ’At tænke sig’.

I alle mulige andre sammenhænge kræver vi jo ellers, at borgerne skal have bjerge af informationer, og endda ligefrem skrive under på, at de har læst dem – prøv blot at optage et realkreditlån eller deltage i et medicinsk forsøg om en ny type ligtorneplaster. Så hvorfor er der pludselig oplysninger, som vi – angiveligt af hensyn til os selv – ikke må få, bare fordi de kan få os til at tænke os om en ekstra gang. Er det fordi presse og politikere tror, at vi er lige så meget lemminger som de selv.

Meningsmålinger har i hvert fald den gavnlige effekt, at vi vælgere får et fingerpeg om, hvad vores medborgere tænker – navnlig de af dem som vi ikke selv taler med. Det er jo i hvert fald en oplysning, som partierne gerne selv vil have.

Og på det rent praktiske plan må man spørge sig selv, hvordan man vil forhindre medier i at være uetiske. Det er vel endnu ikke hændt, at det har lagt bånd på noget medie, hvis der blot var seertal nok i nyheden. Hvad vil man egentlig gøre, når nogen bryder reglen? Og hvor langt ned vil man gå. Vil det også være skadeligt for demokratiet og uetisk at bringe billeder af partiledere, der overraskende nok stemmer på deres eget parti. Eller at interviewe politikere eller vælgere på valgdagen. En klodset hhv. kvik udtalelse vil jo også kunne påvirke valget!

Hvis man først vil forhindre pressen i at påvirke et valg, så er man temmelig godt på vej mod at afskaffe demokratiet. Er det virkelig intentionen?
Jens Frederik Hansen

En forkortet version blev bragt i Børsen d. 25. november 2013

Udgivet den

Kandidat-test viser ikke om man er en ideologisk strammer eller et bløddyr.

Professor Peter Kurrild-Klitgaard havde en klumme i Berlingske forleden om holdningsløse politikere.

Og det er ikke helt forkert, at det kan være vanskeligt at genkende politiske ideologier hos kommunalpolitikere. Så han slog som vanlig lidt hårdt. Men det er vitterlig også svært at oversætte en politisk grundholdning til forvaltning af en kommune. Er et nyt lyskryds liberalt eller socialistisk? Det kan godt være svært at få det til at give mening.

Endnu mere udfordrende bliver det, når Danmarks Radio vil lave en gimmick, hvor man kan sammenligne kandidater på basis af 11 spørgsmål. Men næsten alle spørgsmålene i testen bygger imidlertid på falske modsætningsforhold. Hvis man gerne vil skabe arbejdspladser, udelukker det så virkelig at give bedre ‘velfærd’? Og hvad nu hvis man er så liberal, at det offentlige gør bedst i at blande sig helt udenom begge dele. Det var godt nok noget nær umuligt at besvare.

Selv når man kan svare klart ja til en af de konklusioner, som spørgsmålene lægger op til, så mangler der altså nogle præmisser. F.eks.går jeg selvsagt ind for mere brugerbetaling for kulturelle tilbud, men jeg går sandelig også ind for mere brugerbetaling for alt muligt andet, og under alle omstændigheder, så forudsætter det, at pengene ikke bruges på selvlysende kyssebænke i stedet.

Faktisk er DRs test så dobbeltbundet, at det ved flere forsøg med dages mellemrum endnu ikke er lykkedes mig at besvare den ens. Ja faktisk er det hændt mig, at jeg ikke en gang var blandt de 5 kandidater, som mit andet jeg skulle være mest enig med. Det kan godt være, at jeg er et ideologisk bløddyr, men det kan også skyldes testen. Det er jeg faktisk ret sikker på, at Peter Kurrild ville være enig med mig i.

PS Det eneste gode ved Peters forsøg på at finde den eneste ene på nettet var, at jeg var tæt på at blive hans udkårne – hvis han ellers havde boet i København.

Udgivet den

Skattemoral

Avisredaktører elsker, når man forkorter. Heldigvis kan jeg her bringe de oprindelige – læseværdige – udgaver. Denne tekst, der havde sin baggrund i, at Danmarks Radio endnu en gang angreb ‘advokater, revisorer og andre højtlønnede’  for at give umoralske, men lovlige råd om skattetænkning, blev forarbejdet til et lille stykke i Børsen:

Vi er alle skattetænkere

Kampagnejournalistik minder lidt om militær strategi. Angriberen ved, hvor offensiven vil finde sted, og forsvarerne vil ofte være forvirrede og svare igen med variende og til dels modsatrettede midler. Sådan er det også med DRs skatteudsendelser.

Politikerne, der tror, at de skal have en mening om alt, er allerede løbet over ende og kræver i samlet flok yderligere, fornyet og målrettet indsats mod anløbne rådgivere. Det har de ganske vist gjort i årtier og uden synderlig virkning, men det ser godt ud. Vi andre, som har lidt mere tid til at tænke, kan måske nok have lidt flere tvivl om årsag, virkning og konsekvenser.

For det første er det helt notorisk, at jo højere skat, desto større kan fortjenesten ved at undgå skatten blive. Det indebærer selvsagt, at lovene bliver længere og mere komplicerede. De som tror, at man kan lave et enkelt skattesystem fornægter altså betydningen af økonomiske incitamenter. Men der er selvfølgelig nogen, som er naive og ikke vil have deres cirkler forstyrrede af fakta.

For det andet er det jo i praksis sådan, at næppe nogen branche er underlagt et skrappere rådgivningsansvar end de, som beskæftiger sig med skat. Der er domme som gør rådgivere ansvarlige for ikke at have anvist skattebesparelser, uanset kun et mindretal blandt rådgivere kendte til og benyttede den pågældende metode. Sjovt nok er erstatningsansvaret i øvrigt størst, hvis man ikke minimerer klientens skat, for så kommer rådgiveren til at den skat, som kunne have været undgået. Er dispositionen derimod kommet på den forkerte side af loven, så kan kunden ikke kræve erstatning, for han har jo intet tab lidt. Til gengæld er der så et problem med et strafansvar. Så det er en evindelig sejlads mellem Scylla og Charybdis.

For det tredie vil ingen rådgiver foretage sig noget som helst uden at have rygdækning i enten klare og kendte regler eller i en bindende forhåndsbesked. Måske nok en forhåndsbesked indhentet i en mindre betydende sag, men i hvert fald med nøjagtig samme fakta. Derfor er det ikke så interessant, hvad nogle bankfolk m.v. har foregøglet af guld og grønne skove som led i en salgstale. Og man bør i øvrigt kun dømmes for sine gennemførte gerninger, ikke for intentionerne. Det er kun det 10. bud, som også forsøger at lægge bånd på fantasien. Og det ved vi vist alle, ikke er så vellykket.

For det fjerde må kritiken i givet fald rettes mod alle, der forsøger sig som skatteål. Man er jo lige moralsk anløben, hvad enten man er udenlandsk eller indenlandsk skattetænker. Men hver eneste morlille, som forærer børn og børnebørn de årlige 55.000 for at undgå arveafgift, handler med samme hensigt. De forældre, som overdrager en forældrekøbt lejlighed til datteren for at undgå avanceskat ved videresalg, er heller ikke ret meget bedre. Eller de som flytter skattefradrag fra en andelsboligforening til dens andelshavere. Hvis alle de skal brændemærkes som skattetænkere og umoralske individer, så får man travlt.

Og man kan blive ved. Men er det nødvendigt med et femte, sjette og syvende punkt. Etik handler ikke kun om at være højtravende, men navnlig om at løse enkle modsætningsforhold på en anvendelig måde. Hidtil har vi gjort det ved at operere med begrebsparret lovlig versus ulovlig. Det har fungeret i mange år. Mon ‘tvivlsom’ og dets antonym kan fungere lige så godt?

Udgivet den

Olavus Montanus alias Ole Bjerg om penge, kontanter og kreditter

Selv akademikere kløjes i begrebet penge, og det leder til alvorligt fejlagtige konklusioner.

Somme tider ser man tekster, hvor bogstaverne danner genkendelige ord, hvor ordene er sat sammen til korrekte sætninger, men hvor sætningerne har lige så meget indhold som: “Månen er en grøn ost.” Lektor ved Handelshøjskolen Ole Bjergs udtalelser om penge i DR deadline og Politiken er blandt den slags tekster.

Som underviser har det ofte undret mig, at de fejl elever begår, meget ofte skyldes en manglende forståelse af rækkevidden af de mere fundamentale begreber i faget. Og så skal det gå galt. Man får en mistanke om, at Ole Bjerg har det samme problem med begrebet penge, som økonomer bruger i en mere præcis forstand end menigmand. Det er der intet underligt i, men det betyder, at man er nødt til at lære fagbegrebet at kende. Sådan er det med masser af fagtermer – også med penge, der dels betyder kontanter, dels betyder kreditter – altså krav på fremtidig leverance af kontanter.

At skabe kontanter er forbudt. Men vi kan alle skabe kreditter. Når jeg lørdag morgen ikke har kontanter til mine børns lommepenge, så skaber jeg en forpligtelse, der kan kræves indløst med kongens mønt, og dermed har jeg skabt penge. Så ved at undlade at betale skaber jeg penge! Det gør jo, at det bliver sindssygt svært at tælle mængden af penge. At tælle kontanterne er nemt, men hvordan opgør man de andre beløb? Det er derfor, vi har en hoben definitioner af M1, M2 og så videre.

Udgangspunktet er, at vi alle kan skabe alle de penge, vi vil. Der er næsten kun én undtagelse fra den regel, og det er bankerne. Banker må ikke yde kreditter med mindre de har tilsvarende indlån og egenkapital, og de må endda kun låne en del af deres samlede kapital ud. Noget af den skal blive liggende i kassen. Så det er lidt paradoksalt, at lige præcis bankerne skal stå for skud!

Ole Bjerg begår 2 oplagte fejl, nemlig at han påstår, at kun staten må skabe penge (her skulle han rettelig sige kontanter), og at han mener, der er forskel mellem på den ene side “elektroniske” penge, og så penge båret på andre medier, f.eks. gældsbreve på papir.

Han vil have, at staten skal bestemme, hvor mange penge der skal kunne lånes. Og så er det virkelig man kan tillade sig at føle sig viis alene på grund af alder. For vi er altså nogle stykker, som stadig kan huske dengang, man allernådigst skulle have tilladelse til at optage realkreditlån, og hvor pantebrevshajerne havde kronede dage. Vil han virkelig have den tid tilbage? Ansøgninger om lån stilet til Nationalbanken i 3 gennemslag – og endelig ikke pr. elektronisk post, for det er jo fup og fidus.

Er elektroniske penge virkelig anderledes – endsige dårligere? Den pengeskabelse – også kaldet kreditmultiplikator – som sker i bankerne, har altid fundet sted. Tidligere skete det ved at skrive beløbene ind i store folianter, nu sker det på computer. Gør det nogen forskel? De kan hverken lave flere eller færre. Man fristes næsten til analogt at spørge, om den musik man køber på iTunes er ringere end den samme indspilning på CD? Og tjener iTunes flere penge, fordi vi betaler over nettet? Vrøvl, er det eneste mulige svar.

Som om der ikke allerede var nok logiske fejlslutninger, så optræder der endnu en, som dog er så ulden, at Ole Bjerg nok skal forsøge at løbe fra sine udsagn. Ole Bjerg kræver, at bankers udlån skal have fuld dækning i dens reserver.

Banker kan i dag kun udlåne det, som en lægmand ville kalde dens egenkapital og en del af dens indlån. Hvis den skal have en dækning på 100 % i sine reserver, så kan man kun udlåne egenkapitalen. Men i så fald giver det jo ingen mening for bankerne at tage imod indskud på traditionel vis. Hvad i al verden skal en bank med penge, som den ikke må låne ud?

Som alternativ kan banken derimod modtage indskud ved at sælge aktier – eller anden ansvarlig kapital. Men så får “indskyderen” fuld risiko på beløbet, og en af de gode grunde til at overlade sine penge til en bank er jo netop, at man ikke vil tage risikoen ved aktiekøb.

Og hvis der bliver mange bankaktier i stedet for traditionelle indskud, så kan de jo belånes i stedet (udenfor bankerne), og så sker pengedannelsen bare et andet sted.

Mange akademikere opnår nye erkendelser, som ingen anden før har beskrevet. Somme tider når de endda til resultater, der strider mod gængse erkendelser. Men så er det lige, at man skal sove på det. Måske skal man også læse lidt Holberg – fortrinsvis om Erasmus Montanus.

Bragt i Børsen d. 2. oktober 2013

 

 

Udgivet den

Liberale og konservatives fællesgods.

Fremskridtene ligger i valgmulighederne.

Det kan godt være lidt svært at placere sig selv i debatten om konservatisme kontra liberalisme. Som vælger har jeg altid befundet mig i grænselandet mellem de to bevægelser, oprindelig som medlem af KU i København, men nu hos Venstre. Og Alliancen kunne såmænd også gå an. Men alligevel føres debatten knivskarpt på præmissen om, at den, som ikke er med os, er imod os.

Om man værdsætter frihed for dens egen skyld, eller om frihed bare er en sidegevinst ved en fornuftig løsning af samfundets problemer, er en strid om profetens skæg. Den må større skønånder tage. Til gengæld er der et moment ved valgfrihed, som man hidtil har udeladt af debatten. Og det er, at politik ikke blot handler om resultater, men også om den proces, der fører til resultatet.



Politik handler altså ikke bare om, hvad der bestemmes, men også om hvem der bestemmer. Vi vil jo alle sammen gerne leve i et samfund, hvor sygehusene fungerer, hvor skolebørnene er glade, og alle har et arbejde. Men hvordan sikrer vi os det? Er der én og kun én vej til det mål? Og hvordan prioriterer vi mellem endnu bedre sygehuse, klogere skoler og sjovere arbejde? Det er her den virkelige skillelinje går.



Vi kan overlade det til valgte politikere at udstikke kursen, og så sætter vi alt på ét bræt. Det kan f. eks. godt være, at det er en god idé med de ændringer af folkeskolen, som man gennemførte i foråret.

Men vi løber da en risiko. Hvis det om ti år viser sig, at det er gået den forkerte vej, er det temmelig katastrofalt.

MEN HVAD NU hvis det i stedet for en stor landsdækkende ændring havde været sådan, at den enkelte skole havde haft mulighed for at foretage den udvikling, som forekom rigtigt for dens elever.

Så ville vi om ti år se forskellige resultater, nogle gode og nogle elendige, men vi kunne i hvert fald se forskel. Og mon ikke de elendige på et tidspunkt ville begynde at rette ind efter de gode? Det ville de i hvert fald, hvis børnene og deres forældre selv kunne vælge blandt skolerne.


Slagordsagtigt kunne man hævde, at variation er vejen til evolution. Essensen af fremskridt er at have forskellige muligheder for ændring, vælge blandt dem, sammenligne resultaterne og så vælge om igen. Jo flere gange vi forsøger med forskellige muligheder, desto større er chancen for at finde noget bedre. Fremskridtene bliver måske nok famlende, tøvende og søgende, men de sker. Derfor er retten til at indrette sig forskelligt så usigelig vigtig for fællesskabet, for kun den kan give os valgmulighederne og dermed fremskridt.

I min naivitet har jeg altid troet, at det var noget i den stil, der mentes med det konservative motto om at forandre for at bevare. Men man får nemt det indtryk, at nutidens konservative tiltror sig evner til at vælge for os alle. Kun deres meninger om folkefællesskab, retskrivningsordbogen og sædelig adfærd er acceptable. Hvis det er tilfældet, så er grøften mellem liberale og konservative blevet dybere, og i så fald ved jeg også, hvilken side af grøften jeg helst vil stå på.
Drevet af WordPress
%d bloggers like this: