Indlæg

Udgivet den

Hvor mange år mon Mette får i Rigsretten

Mine chancer for at få et sæde i Rigsretten er vist ringe. Og mine facebook-opslag ville alligevel helt sikkert gøre mig inhabil under en sag mod Mette Frederiksen. Så jeg kan lige så godt sømme min fane til masten og kaste mig ud i kampen for, at minksagen skal føre til nogle solide fængselsstraffe.

Og foreløbig går det jo godt. Minkkommissionen er en af de største overraskelser i nyere dansk historie. Det går stærkt, og de går til biddet. Det var jo i øvrigt dens formand, der i sin anden rolle, som formand for tilsynet med efterretningstjenesterne, udløste FE-sagen. Han har vist sig at have sine meningers mod. Hvis han og hans medsammensvorne ikke udtaler kritik, så vil det undre.

Men det er klart, at meget hænger på, om loven om dyrehold gav hjemmel til at slå samtlige mink ihjel. Det emne vil jeg fuldstændig overlade til kommissionen. Her beskæftiger jeg mig kun med konsekvenserne, hvis nedslagtningen var ulovlig.

Glem ministeransvarlighedsloven                                                      

Hvis jobbet er at finde de lange straffe frem, måske ligefrem et ophold i Griffenfelds celle på kastellet, så er det ikke i ministeransvarlighedsloven vi skal kigge. Strafferammen er bøde eller fængsel i højst to år. Den lov skal vi imidlertid kun bruge, hvis der ikke er en eller anden mere præcis bestemmelse et andet sted. Det er sådan loven oprindeligt er tænkt – som en opsamlingsbestemmelse eller skraldespand. Og så skulle den gøre de små hvide løgne overfor Folketinget strafbare.

Hvis en minister cykler over for rødt for at nå et statsråd til tiden, så skal der dømmes efter færdselsloven, og tilsvarende hvis hans handlinger overtræder straffeloven. Der er i offentligheden opstået en misforståelse om, at ministeransvarlighedsloven er rammen for strafansvaret. Det er forkert. Vi kan vælge på alle hylder, og lovgivningen indeholder rigtigt mange straffebestemmelser. Så mange, at jeg her må nøjes med nogle få udvalgte.

Hvilke forbrydelser

Når målet er at finde lange strafferammer, så må blikket kastes mod straffeloven. Og den bestemmelse jeg helst af alle vil bruge er § 288 om røveri, navnlig stk. 2 om groft, d.v.s. væbnet, røveri. Rammen er 10 år. Lad mig sige det klart, en del af mine jurist-fæller ryster på hovedet. Men det er, fordi de nægter at læse bestemmelsens ordlyd.

Havde mink en økonomisk værdi? Ja. Var der lovgrundlag for at slå dem ihjel? Antagelsen er, at det var der ikke. Er det en trussel om anvendelse af magt (for vold er bare et forældet ord for magt), når man sender bevæbnede betjente og soldater ud for at gennemtvinge en ordre? Det er jo absurd, hvis nogen vil benægte det.

Tilbage står, at handlingen skal have medført vinding for staten. Vinding for forbryderen er det samme som tab for offeret. Og det tab hører jeg så mine kolleger bestride. Folketinget har jo vedtaget at betale erstatning, siger de. Og det er også rigtigt, men de glemmer kronologien. Hvis en bankrøvers venner skillinger sammen til at betale pengene tilbage til banken, så er det stadig bankrøveri.

Men regeringen lovede dem jo erstatning på forhånd, kommer næste indvending. Den holder heller ikke. Hvis bankrøveren går ind i banken, peger med pistolen og siger, at han blot har brug for et korttidslån, så skal han stadig dømmes. Og husk i øvrigt, at langt over et år efter handlingen, så har ikke en eneste minkfarmer set en eneste krone af erstatningen.

Den anden vigtige bestemmelse er straffelovens § 280 om mandatsvig. Mandatsvig er et underligt halvlatinsk ord, men det handler om, at man har misbrugt sin mulighed for at disponere over andres penge. Det var den Britta Nielsen overtrådte. Lad os lige huske grundlovens ord: ”Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af Folketinget vedtagne finanslov.” Her må jeg udelade lidt nuancer, men det ufravigelige krav er, at hjemmelen skal være forudgående. Det ord – forudgående – skal fremhæves med fede typer.

Og der var ingen forudgående bevilling til at bruge et to-cifret milliardbeløb på mink. Det er desværre en side af sagen, som minkkommissionen ikke er blevet bedt om at undersøge. Men det behøves heller ikke. Alle 179 medlemmer af folketinget kender den del af grundloven i detaljer. Strafferammen for mandatsvig er 8 år.

Det store selvmål

Intet er så herligt, som at lade folk smage deres egen medicin. Et ivrigt folketing – med regeringen som spydspidser – har vedtaget, at forbrydelser, som udspringer af covid-19 skal straffes særlig hårdt. Strafferammen skal ganges med 2. Behøver jeg uddybe?

Så nu er vi oppe på enten 20 eller 16 år som maksimum.

Mere matematik

For god ordens skyld skal vi også lige huske straffelovens almindelige regel om hårdere straffe for vaneforbrydere, § 88. Den giver mulighed for at gange med 1,5. Men så rammer vi det absolutte maksimum for tidsbestemte straffe, der i Danmark er 20 år. Mere kan ingen få, med mindre vi taler om livstid, og det er der trods alt ikke mulighed for.

Til gengæld kan vi heller ikke glemme, at der til sin tid vil være mulighed for prøveløsladelse for god opførsel i kachotten.

Vi vidste det ikke!

Uvidende og ubegavede forbrydere er der mange af. Dem oplever man jævnligt. Sjovt nok er det altid de bedst begavede, som er de mindst vidende. Svaret til dem er imidlertid lige så fast, som det er gammelt: Ukendskab til loven undskylder ikke. Men det er faktisk ikke hele sandheden. Sådan er svaret, når det drejer sig om straffeloven. Hvis det drejer sig om andre love, så ser man somme tider gennem fingre med ukendskab, forudsat at den pågældende ikke havde nogen rimelig grund til at forvente, at der var en lov om emnet.

Det kan ikke undre, at lige præcis dette bliver en central del af minkkommissionens arbejde. Det bliver spændende

Hvor ender vi så?

Med de rammer, som jeg har fået for denne artikel, kan jeg kun nå nogle centrale dele af emnet. Men i strafferetten tæller detaljerne. Hvis der skal opfyldes x betingelser for at pålægge straf, og bare en af dem svigter, så bliver der frifundet. Sådan skal det også være.

Når det er sagt, så står imidlertid tilbage, at den foreløbige konklusion – i fald nedslagtningen var ulovlig – er, at der skal idømmes en straf på et to-cifret antal år. Det skal pænt over niveauet for Britta Nielsens småbedragerier. Spørgsmålet er, at man ved udmålingen skal undlade at banke hovedet mod toppen af strafferammen. Man plejer at lægge sig lidt under – for det kunne jo tænkes, at der engang kommer en værre forbryder, som skal have lidt mere. 

Udgivet den

Støjberg skal ikke bare ud, hun skal blive ude

Medens jeg har gået og tænkt på indholdet af dette opslag, er det blevet klart, at der er et solidt flertal for at stemme Inger Støjberg ud af Folketinget. Så det er der ingen grund til at kommentere på. Det bemærkelsesværdige er imidlertid, hvor mange man ser erklære, at hvis hun senere bliver valgt ind igen, så skal hun have lov til at blive. Som man kan se af overskriften, så er jeg uenig i det synspunkt.

Fortilfældet Glistrup

Jeg kan godt forstå, at tanken er nærliggende, når man kender til fortilfældene og ved, at Mogens Glistrup efter afsonet fængselsstraf slap for at blive smidt ud. I den forbindelse skal man huske, at Glistrup røg ud både efter dommen og ved det første valg, hvor han stadig sad inde til afsoning. Det var først ved hans 2. genvalg, at man lod ham blive. Og den eneste grund, til at han slap for ydmygelsen 3. gang, var, at Firkløverregeringen ville være blevet væltet, hvis man ikke havde accepteret hans genvalg.

Og det er lige præcis den slags ubehagelige situationer, hvor man bøjer resultatet efter de aktuelle politiske vinde, som fører mig til at tænke, at den slags ikke bør gentages. En ting er, at Grundlovens standard om “uværdig” er elastisk, men man behøver jo ikke administrere den lige så fleksibelt. Tværtimod er en fast standard nok en fordel for alle i det lange løb.

Og når man kender lidt til det danske straffesystem, så er grænsen mellem bøde og fængsel nok ikke det ringeste sted at sætte den grænse, omend valget af grænse har et element af tilfældighed, uanset hvor den trækkes.

Styrets behov for legitimitet

Alle former for regering har et behov for at deres borgere opfatter dem som legitime, d.v.s. ønskelige eller i hvert fald som det bedst mulige alternativ til kaos. Og for dem alle gælder, at der er nogle grundlæggende egenskaber, som lederne skal leve op til for at kunne fastholde magten. I et diktatur er grundegenskaben hos lederne, at de skal være så brutale, at der ikke opstår tvivl om deres vilje til at undertrykke modstand. I et demokrati er den bærende kvalitet hæderlighed, og derfor gør magthaverne som regel klogt i at håndhæve den kvalitet lidt mere nidkært, end man måske umiddelbart skulle anse for nødvendigt.

Der vil være masser af tendenser, som trækker den modsatte vej, først og fremmest at ganske mange politikere vil tænke: “Hmmm, næste gang kan det være mig, det går ud over.” Deres umiddelbare personlige interesse er altså modsatrettet systemets, og derfor skal man ikke være bange for, at reglerne bliver for hårde. Der vil være en klar tendens til, at kun få bliver sat ud i kulden. Det ser man jo også af tendensen til, at politikere med “sager” får lov til at komme ind i varmen igen.

Overlad det til vælgernes dom

Hvis Støjberg stiller op på ny og bliver valgt ind, så skal politikerne “respektere vælgernes dom”, er et uendelig almindeligt udsagn. Men giver det mening? Ikke hvis man kender lidt til det danske valgsystem.

Hvis man afholdt en folkeafstemning: “Skal Støjberg have lov til at stille op igen? Ja eller nej!” Så ville der være tale om en entydig afgørelse, forudsat der ikke var forskel i de 2 fløjes tendens til at være sofavælgere – og det ville der reelt være. I så fald ville det være vælgernes dom.

Men hvis man har bare et minimum af kendskab til det danske valgsystem, så er udsagnet om vælgernes dom, det rene tågesnak. Man kan, hvis forudsætningerne gøres tilpas kringlede, teoretisk opnå valg til Folketinget uden at have fået en eneste personlig stemme, og principielt også uden at ens parti har fået en eneste partistemme i den pågældende opstillings- eller storkreds. Hvis vælgerne ikke bryder sig om en bestemt kandidat på et partis liste, så har de ingen chance for at sortere den kandidat fra, de kan kun vælge en anden til. Jeg husker bl.a., hvorledes socialdemokraten Jytte Hilden, der tydeligvis havde overskredet sidste salgsdato hos vælgerne,
på trods deraf blev genvalgt med nogle meget beskedne personlige stemmetal.

Det er ganske enkelt meningsløst at tale om vælgernes dom, når de ikke kan vælge vedkommende fra på anden måde end ved helt at vælge partiet fra.

Betinget eller ubetinget fængsel

Der kommer nok ikke til at gå lang tid, førend vi igen skal drøfte uværdighed, nemlig når Messerschmidts byretsdom formentlig stadfæstes. 6 måneder fik han ved en dom, som efter min opfattelse er klokkeren, lige bortset fra at straffen blev gjort betinget.

For strafferetsjuristen er forskellen mellem betinget og ubetinget dom ikke en gradsforskel i forbrydelsen, men en gradsforskel i forbryderen. En dom på 60 dage betinget gives for lige så grove forhold, som en dom på 60 dages ubetinget. Lidt firkantet kan man sige, at domstolene har bedømt, at Messerschmidts forbrydelse er mindst 3 gange så grov som Støjberg. (Mindst – fordi man jo også får en udtalt mængderabat i straffesager.)

Men retten har vurderet, at Messerschmidt som person godt kan lære, at nu skal han holde sig på måtten, uden at han behøver sidde inde de 6 måneder. Støjberg, som har erklæret, at hun ville gentage sin forbrydelse, hvis hun fik muligheden, har tydeligvis mere behov for at sidde stille og tænke sig om.

For så vidt angår uværdighed til at sidde i Folketinget, så bør det helt overvejende være forbrydelsens grovhed, der bestemmer, om man er på den ene eller anden side af grænsen. Og derfor bør reglerne ikke være lempeligere, fordi man er sluppet med, at ens dom er gjort betinget.

Livslang udelukkelse?

Ja, det mener jeg faktisk. Det er godt nok en barsk konsekvens, synes en del. Men er det nu også det. Det er en mikroskopisk del af samfundets job, de pågældende udelukkes fra. Det er normal ikke noget, som de har tjent sig frem til ved lang og målrettet optjening af merit. Faktisk er udpegning af folketingsmedlemmer nok den mest tilfældighedsprægede ansættelsesprocedure, man næsten kan finde.

Og hvis jeg blev afskediget fra en anden virksomhed, f.eks. for nogle dumsmarte seksualiserede bemærkninger, så er der jo ingen, som vil forvente, at den virksomheds personaleafdeling på noget senere tidspunkt skal tage en ansøgning om genansættelse seriøst. Og endnu mindre hvis jeg er afskediget for at tage af kassen. I Støjbergs tilfælde så er hun dømt for misbrug af det embede, som hun (indirekte) beklædte i kraft af sit valg til Folketinget.

Vi har et enkelt tilfælde, hvor Folketinget først efter mange, mange års medlemskab blev opmærksom på, at et medlem havde fået en dom for spritkørsel, og hvor der intet skete. Situationen var den, at den konservative leder Hans Engell var kørt ind i en betonblok ved et vejarbejde, og bestemt ikke var appelsinfri. Den ene af kandidaterne til at overtage pladsen som leder var Per Stig Møller, men det vakte lidt misundelse, så pludselig kunne man læse i aviserne, at han selv i sin ungdom – årtier tidligere – havde fået en dom for nøjagtig det samme. Og så vidt jeg husker, så havde han været inde at sidde. Engell derimod slap vistnok med en gedigen bøde.

Der blev aldrig rejst nogen sag om Per Stig Møllers valgbarhed. Hans eget parti, der traditionelt har stået stærkt netop på lov og orden genopstillede ham. Og han blev genvalgt flere gange sidenhen. Så det er jo åbenbart, at Folketinget ikke handler, som jeg synes, det burde. Noget andet er så, at sagen var med til at underminere Per Stig Møllers position som leder af Det konservative Folkeparti, og han ret hurtigt måtte fratræde igen.

Men det var i sin tid også ret klart, at hvis opstillingskredsen havde kendt til dommen, da han første gang blev opstillet, så ville han ikke have fået lov til at stille op. Han blev kun folketingsmedlem ved at holde mund om sin fortid. Den slags adfærd bør man ikke belønnes for.

Udgivet den

Er amerikanske højesteretsdommere mon ærlige?

Der er en gammel amerikansk talemåde: “An honest man is one, who when bought stays bought,” Hvis man har modtaget bestikkelsen, så må man også levere ydelsen, uanset hvad den så er. Med det in mente, så må man spørge om det også gælder folk, der bliver udnævnt til dommere i den amerikanske højesteret.

Gennem årtier har der været en ting – og kun én ting – der har drevet det republikanske partis stillingtagen til dommere. De skulle være entydige, men tavse, tilhængere af at underkende Roe v. Wade, der gjorde kvinders ret til abort indtil udløbet af 26. graviditetsuge, til en forfatningsbeskyttet menneskerettighed. Udviklingen i fostres overlevelsesmuligheder har siden sænket grænsen med ca. 4 uger, men princippet er det samme, nemlig om barnet er levedygtigt.

Det er meget svært ikke at mene noget negativt om Trump, men det ene havde han forstået, at når hans vælgere forlangte, at han skulle udnævne abortmodstandere til dommerbænken, så holdt han det . Efter den målestok var Trump altså en hæderlig mand. Han lod kloge folk sammensætte lister over potentielle dommere med god borgerlig baggrund, flere af dem overbeviste katolikker. Og han trådte ikke et eneste lille skridt ved siden af, men holdt sine løfter. Gorsuch, Kavanaugh og Barrett er enhver abortmodstanders drømmevalg til dommerbænken.

Og nu er sagerne så kommet for retten.

Staten Texas har sat virkeligt eftertryk på med sin lov om forbud mod abort, når fosterets hjertelyd indtræder, altså ca. uge 5 (og det er regnet fra sidste menstruations første dag, så reelt er det kun 3 uger efter undfangelsen). Loven er desuden syltet ind i regler om privatpersoners håndhævelse af regelsættet med det ene formål at omgå domstolenes mulighed for at gribe ind mod den. Og det er faktisk lykkedes at gøre den så krøllet, at det processuelle spørgsmål om retlig interesse indtil nu har været afgørende for domstolene. Men på den lange bane er Texas’ provokation så åbenlys, at domstolene er nødt til at underkende metoden. Men foreløbig har det vist sig vanskeligt. Der er dog grund til at bemærke, at 8 ud af 9 dommere vil gå meget langt for at standse fiks-fakserierne.

Mississipi har valgt en anden vej, nemlig en abortlov som placerer sig tæt op ad normerne i Europa. Abort bliver tilladt i 15 uger, i Danmark er det 12. Så loven er stadig mere liberal end den danske, og den har – ligesom den danske – undtagelser som tillader nogle senere aborter.

Det fristende kunne så være, at man bare sænker barren fra det nuværende niveau – abort indtil fosteret er levedygtigt p.t. 22. uge – til et nyt lavere niveau på 15 uger. Men så vil retterne løbe ind i en kontinuerlig strøm af nye sager om 16 uger, 14 uger og alle mulige andre tidsfrister. Man vil også opleve stater, som vil forsøge at gøre aborter dyre eller bureaukratisk besværlige at komme i nærheden af. Man slipper med andre ord ikke for at tage stilling til spørgsmålet gang på gang, og man har stadig ikke mulighed for at overlade spørgsmålet til en politisk afgørelse fremfor en juridisk. Det kan man kun ved at sige tydeligt, at abort ikke reguleres af forfatningen. Basta.

Jeg har en snigende mistanke om, at dommerne i 1973, hvor Roe v. Wade blev offentliggjort dagen efter Nixons indsættelse i præsidentembedet, gerne ville slippe for alle de håbløse straffesager om fosterfordrivelse. I Danmark var det notorisk kendt, at de sager var meget svære at få skyldig-kendelser i, faktisk så svære at man indførte domsmandssystemet for at undgå frifindende nævningekendelser i lige præcis de sager. Der var i befolkningerne ingen opbakning til hårde straffe til kvinder, som begik fosterfordrivelse. Hvis ikke det er baggrunden, så har jeg meget svært ved at forklare dommen.

Men ligefrem at gøre abort til en ret indtil det tidspunkt, hvor barnet bliver født spjættende med hænder og fødder for kort efter at dø kvælningsdøden, fordi lungerne ikke er tilstrækkeligt udviklede, det var måske at gå i den anden grøft.

Og ved at gøre det til en menneskeret, så fratog man enkeltstaterne mulighederne for at finde en passende mellemproportional. Ved at låse loven fast, låste man også befolkningen fast i en konflikt. Og den eneste vej ud af det morads er at sende hele abortspørgsmålet over i delstaternes parlamenter til afgørelse. Så får man i første omgang ca. 51 forskellige love, men i løbet af en årrække vil feltet snævre ind. Mon ikke man ender på linje med flertallet af europæiske lande.

Alt det her ved dommerne godt. De fleste af dem har haft mange år til at forberede sig på den afgørelse, som de nu skal træffe. Så egentlig kunne de jo gøre det imorgen. Men det kommer nok til at tage et stykke tid. Og ifølge dem, som har overværet domsforhandlingen om Mississipi-sagen, så virkede det ikke som om resultatet var utvivlsomt. Det kan undre, for dommere skulle da gerne være ærlige mennesker.

Udgivet den

Ulve, får og vogtere

Naturligvis bør man læse Bent Jensens bog, og reflektere lidt over om man også selv lider af den skavank, at man kun opfatter den del af indholdet, som man selv er enig i. Og så må man med længsel se frem til, når vi engang får adgang til afsnit, som er skåret ud af bogen.

Menneskers evne til at se bort fra kendsgerninger, som ikke passer ind i deres ønskede mønster, er faktisk temmelig foruroligende, og det er et centralt tema i Bent Jensens lange grundige udredning om den kolde krig. Hvordan i alverden kunne så mange venstrefløjspersonligheder knibe øjnene så meget i og have så smalt et synsfelt, at de i årtider forsvarede og hjalp det kommunistiske terrorregime i Sovjet. Og den tænksomme må naturligvis overveje, om man selv lider af tilsvarende kognitiv dissonans på nogle felter.

Det åbenbare formål med, at Jensen fik bevillingen til at skrive sin bog var, at han skulle fremstille den borgerlige udredning, som skulle sætte apologeterne og de konfliktsky forfattere bag Dansk Institut for Internationale Studiers og PET-kommissionens studier i perspektiv. Spørgsmålet er så om han gør det med en redelighed, som er troværdig. Min bedømmelse er, at han rent faktisk er i stand til at se skoven for bare træer, medens de andre – endnu mere omfattende – værker tilsyneladende stiller sig så tvivlende overfor hver enkelt træs størrelse, at der bagefter ikke er nogen skov at se, men blot et lille krat.

Af samme grund er det helt ubegribeligt, at man nok har ladet Jensen og hans medarbejdere se en lang række akter, men bagefter tilkendegivet at de ikke kunne skrive om dem. En del af de interessante akter er endda makuleret. Personligt vil jeg håbe, at behjertede folk alligevel har sørget for at kopier havnede på steder, hvorfra de om passende mange år kan dukke op til glæde for nye generationer af forskere.

Og jeg kan slet ikke forestille mig, at Jensen ikke i tide har skrevet nogle saftige afsnit om de sager, som er censuret ud af fremstillingen, og at de tekster på et eller andet tidspunkt vil dukke op som et 3. bind. Det er i øvrigt et typisk udtryk for Jensens stilfærdige, næsten sagtmodige fremtoning koblet med flabethed, når teksten lakonisk oplyser om udeladelserne ved brugen af det sovjetiske hammer og segl-symbol.

Som jurist savner jeg imidlertid en grundlæggende diskussion af, hvilke kontakter man kan have til fremmede efterretningstjenester og stadig være et ordentligt menneske. Er der forskel på have kontakt til diplomater fra andre landes udenrigstjeneste og efterretningsfolk. Begge grupper har som opgave at pumpe folk for oplysninger.

Og hvilke emner kan man drøfte med dem? Går grænsen ved, om en oplysning er fortrolig? Og hvad er så det? Kan oplysninger om folks personlige forhold være fortrolige?

Straffelovens spionageparagraffer går vist meget længere end til det fortrolige. Men giver det mening? Eller er det blot udtryk for hysteri? Og det skal så kobles med, at det virker helt arbitrært om forholdene retsforfølges, eller om statsmagten vælger at holde sit kendskab til det hemmeligt.

Det er frugtbart at måtte tage lidt selvstændig stilling. En afklaret holdning har jeg ikke, men måske kommer der lidt kommentarer, som kan hjlpe mig på vej.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: