Indlæg

Udgivet den

SFs fremtid




Er SF venstrefløjens konservative.
 

Der er foregår en interessant udvikling i SF for tiden. Ikke så meget den helt aktuelle valgkamp om at undgå Urias-posten som formand, men snarere den generelle nedgang og reaktionerne på det pres, som det medfører.

Det er en proces som på mange måder ligner udviklingen hos de konservative, lige bortset fra at den sker med langt større hast og nærmest målrettet. Man kan i den sammenhæng ligefrem beskrive SF som neo-konservative.

Der kan der være grund til lige at resumere lighederne. Selv om det idag kræver nogen hukommelse, så var der en gang, hvor konservativ regeringsdeltagelse var næsten lige så sjældent et fænomen, som SFs. Lige indtil Schlüter rent faktisk begik kunststykket, ville alle politiske analytikere have forsvoret, at de konservative kunne levere en levedygtig regeringschef. Og for at få den regering til at holde måtte de konservative for alvor give køb på deres politik – navnlig blev begrebet “privatisering” udrenset. Det var, så KU-erne, der var partiets ideologiske smeltedigel, skreg af pinsel. Var vi den tids Özlem Zekic?

SF har ved de seneste valg ligget temmelig pænt over deres historiske niveau – og gør det egentlig stadig. Det samme gjorde de konservative i 80-erne og 90-erne, hvor de opnåede deres bedste resultater nogensinde. Så stort blev Det konservative Folkeparti, at man endog flirtede med tanken om at bortkaste ordet konservative og blot optræde som “Folkepartiet”. I politik er erindringen dog kort, så man vænner sig hurtigt til det nye niveau. SF havde forud for sidste valg perioder med opinionstal, der spåede det en endnu mere gylden fremtid. Det ser ud, som om begge partier har haft svært ved at tåle skuffelsen ved at nå ringere resultater end forventet.

Årsagen til folkesocialisternes tilbagegang er ikke svær at finde, nemlig at partiet havde forladt sit eget politiske grundlag til fordel for en lang march mod midten. Når man – knebent – vandt regeringsmagten, så var det, fordi rød blok fremstod som et alternativ til Løkke, men de forsøger at beholde den ved at ligne Venstre. Man spørger sig selv, om de er så socialistiske, at rent faktisk gør en forskel.

Jo bredere et partis politik favner, desto flere vælgere bør det i princippet kunne samle, men omvendt ønsker vælgerne også at stemme på et parti, som har et nogenlunde veldefineret og sammenhængende projekt. Hvis man efterfølgende under begivenhedernes pres må forlade den politik, så er i hvert fald kernevælgernes evne til at tilgive ufatteligt stor.

Men der går en grænse, når partiet siger et, og helt åbenlyst stemmer for det modsatte i salen. Løfterne om at søge støtte til venstre og så i stedet søge den hos Venstre, skal selvsagt give problemer. Og som reaktion søger man sammen om at forsvare sine handlinger, i stedet for at være i regering og opposition på samme tid.

De første markante reaktioner har vist sig med skræmmende tydelighed. SFs lokalforeninger rapporterer om udmeldinger af selv mangeårige medlemmer i foruroligende antal. Den udvikling har de konservative aldrig fået stoppet. Og opinionsmålinger viser, at man har mistet grebet om de unge vælgere. SF er på vej til at miste endnu en generation, ligesom deres folketingsgruppe i dag er opdelt i gamle og unge, fordi Schlüter stjal nogle årgange.

Hertil kommer, at man i de generelle opinionsmålinger mister så mange vælgere til den yderste venstrefløj at talrige folketingsmedlemmer nu må føle termitterne æde i deres taburetter. Det giver altid sådan en god stemning ved gruppemøderne. I et parti, der som SF regelmæssigt bruger partiliste ved opstilling af kandidater, vil trangen til at gøre oprør dog være mere behersket.

Vejen tilbage er trang. Det vigtigste element i SFs vej til magten har nemlig ikke været en ideologisk anderledes politik, men derimod i vid udstrækning en kombination af klassiske overbud for så vidt angår enhver tænkelig post på finanslove og kommunale budgetter og en accept af centrale dele af den borgerlige politik. Det var selvsagt en oplagt mulighed som led i kampen om de midtervælgere, som de borgerlige leflede for med konstant stigende offentlige udgifter.

Tilbage til rødderne?

Det har åbenlyst vist sig, at en borgerlig kursændring tilbage til mere klassiske dyder gav vælgermæssig pote. Bare tanken om en begrænsning af efterlønnen fik opinionstallene for regeringen til at stige fra katastrofe til noget udholdeligt.

Men på det punkt er der en voldsom forskel mellem de 2 fløje. Hvor borgerlig økonomisk politik rent faktisk har en dokumenterbar gavnlig effekt på samfundet, så er der lige lidt tvivl om, at klassisk socialisme med højere skatter, statslig prioritering af investeringer og allehånde regulering af erhvervslivet – ofte ud fra et miljømæssigt “forsigtighedsprincip” – kun kan føre til, at vi sakker yderligere agterud i vækst og levestandard. Det kan godt være, at de tanker bliver svære at sælge til politiken-segmentet.

Heldigvis er det hele blot et udtryk for, at demokratiet virker, og at vælgerne er klogere end vi tror.

　

　

　

　
Udgivet den

Tvungen opsparing

Her er endnu et “dagens læserbrev” fra den Berlingske avis, bragt søndag d. 9. september:

Solidaritet eller ikke solidaritet
I betragtning af, hvor salvelsesfuldt socialdemokrater kan fremsige ordet “solidaritet” i alle mulige og umulige sammenhænge, så er det egentligt imponerende, hvilken mangel på solidaritet partiets borgmestre kan udvise indbyrdes.

Københavns overborgmester står overfor det lille problem, at man i de kommende år får flere penge i kassen, end man med rimelighed kan bruge (og end regeringen tillader, at kommunen bruger). Men det får ham end ikke til at overveje at sætte skatterne ned, for han er selvsagt bedre til at spare op end borgerne selv.

Historisk set er det en temmelig tvivlsom tankegang. Selv om man ofte taler om, at nogen bruger penge som en fuld sømand på landlov, så plejer offentlige kasser med overskud at kunne følge ganske godt med. Det går måske ikke helt så hurtigt, men til gengæld er beløbene som regel ganske meget større end sømandens hyre.

Og man skal ikke have fattet ret meget teori om offentlige finanser, førend man kan forklare, hvorfor det må gå galt, når allehånde geskæftige interessegrupper presser på med deres små yndige projekter om bevarelse af gamle vandtårne, åer gennem Rantzausgade og deslige.

Men hertil kommer, at ved at fastholde en høj københavnsk skat, så forhindrer man, at andre kommuner kan kræve skatter ind til projekter, som de gerne vil gennemføre. Vi har ellers ofte nok hørt skrig og skrål om de trængte kommuner fra socialdemokraternes side, men hjælpe hinanden, det vil de i hvert fald ikke. Hvor er det smukt! Og hvor er det tankevækkende.

Én gruppe bør imidlertid være taknemlige for Frank Jensens holdning, og det er de vælgere i kommuner udenfor København, som nu kan slippe for skattestigninger. Som venstremand under jeg dem egentlig gerne den glæde, men da vi liberale nu alligevel altid skal skydes i skoene, at vi aldrig tænker på de svageste, så ville jeg oprigtig talt hellere have den skattenedsættelse selv.

Jens Fr.

Udgivet den

Elsker borgerne høje skatter

Hvis ikke de gør det, så bør de i hvert fald gøre det. Det var indholdet af en kronik i Jyllands-Posten ef en etnograf Karen Ellen Spannow, der havde den konstaterende overskrift “Høj skat er et borgergode”.

Min kommentar d. 7. september havde denne ordlyd:

En tynd hvidbog
Jyllandsposten bringer i dag (4. september) en kronik af Karen Ellen Spannow om fordelen ved høje skatter. At udfordre læserne med synspunkter, som kun et fåtal af dem deler, kan naturligvis være spændende, men det kræver en vis kvalitet i argumentationen.

Autoritetsargumenter er imidlertid de eneste som optræder kronikken, der i øvrigt er et referat af en “hvidbog” udarbejdet af en gruppe “danske topchefer i udlandet”.

Hvis man forsøger at finde “hvidbogen” på nettet (www.copcap.com/gwahvidbog), så opdager man hurtigt, at der er tale om en af den slags pamfletter, der udmærker sig ved at bestå af 28 sider, hvoraf de 4 går til bind og indholdsfortegnelse, 2 sider til rosende omtale af udgiverne og 4 sider går til et såkaldt “executive summary”. Da hele indholdet af dette summary også er optrykt i selve rapportens tekst, og der i øvrigt er lidt mere fyldstof, så giver det hele 12-13 A4 sider med stor skrift og pæne mellemrum til at argumentere.

En sådan grundig bearbejdning af det danske samfunds problemer må da aftvinge respekt – eller måske snarere despekt.

Brugt som gummistempler?
Og hvem er disse tænksomme erhvervsfolk så? Deres hjemmeside oplyser det ikke. Så hvorfor skal vi overhovedet fæste lid til dem? Har de overhovedet skrevet teksten eller er der tale om, at de lader sig bruge som gummistempel. Hvis man rent faktisk læser rapporten, taler meget for det sidste.

Hvis jeg nu påstod, at en gruppe indenlandske erhvervsfolk mente det stik modsatte (og dem skulle jeg såmænd nok kunne finde – og endda få dem til at optræde med navns nævnelse), ville fru Spannow så anse det for en troværdig argumentationsform. Forhåbentlig ville svaret være nej, men man kan jo have sine tvivl.

Meningsløst udsagn
Men tilbage til indholdet af denne lødige hvidbog, så er de fleste af sætningerne er af den forudsigelige type, såsom at Danmark skal have “verdens bedste velfærdssystem”. Som om nogen kunne være uenig deri! Men hvori består det så? Udsagnet er jo så generelt, at det er meningsløst. Helt interessant bliver teksten, når man tilråder, at “indføre en central kommunikationsafdeling for Danmark med inspiration fra Søværnets Operative Kommando”. Man tror da, det er løgn, men det står der.

Det væsentlige for fru Spannow er imidlertid, at erhvervsfolkene angiveligt vil bevare de høje danske skatter. Tja, sådan kan man overfladisk læse det, for som nævnt er teksten flere steder så vag, at den er intetsigende. Men der står også “Danmark har i dag verdens højeste skattetryk, hvilket .. har .. negative konsekvenser for landets konkurrenceevne og vækstmuligheder”. Det er jo ikke helt det samme som en blåstempling af et højt skattetryk.

Alt i alt må man konkludere, at når et faktuelt svagt fundament bruges af en ukritisk tænkende kronikør, så får man en ringe kronik. Det kan denne være et skoleeksempel på.

Jens Frederik

PS Endnu en gang tak fordi du tålmodigt har læst mig til ende.

Udgivet den

De første øl.

De unge skal drikke mindre!


Politiken har endnu en gang rejst forargelsens fane. Denne gang er det ungdomsuddannelsernes servering af alkohol til fester, som ifølge eksperter bør forbydes.
 Selv er jeg blandt de, som trækker temmelig voldsomt ned på gennemsnitsforbruget og basalt set synes, at alkoholisme er en svøbe. At det samtidig er den væsentligste årsag til voldsforbrydelser, og at det forårsager et uforholdsmæssigt træk på sundhedsvæsenet er blot yderligere grunde til, at jeg egentlig ikke er så begejstret for sprut til såvel unge som gamle mennesker. Men jeg kan nu alligevel ikke gå ind for flere forbud.

Rammer de forkerte.

For det første fordi de vil ramme i flæng, og i den forbindelse erindrer jeg min datters første kontakt med forbudssamfundets alkohollove. Hun var 5-6 år gammel, havde besøg af slyngveninden fra børnehaveklassen, og de ville have pandekager. Nu havde vi ikke øl i huset, så “desværre” kunne jeg ikke lave dejen. Men ak, de 2 piger tilbød at hente en øl fra supermarkedet, og da de nu lovede at krydse den store vej ved lyskrydset, fik hun for første gang – nogensinde – lov til selv at købe ind.

Langt senere kom 2 skuffede piger hjem og fortalte, at Irma ikke sælger øl til mindreårige. Mon 2 piger på 6 ville drikke sig fra sans og samling? Hvad skal vi dog med sådan en lov? Den har i hvert fald ikke haft anden virkning på de 2 piger end at sænke tilliden til lovgivers fornuft.
Men der der nogen ved deres fulde fem, som tror, at unge mennesker, som ønsker at drikke, ikke vil kunne skaffe sig den ønskede alkohol?

Forældrenes rolle.

Mon jeg selv har taget skade, når jeg som barn i  mine sommerferier oplevede, at min morfar hver dag til frokost drak en “Prinsens”. Svaret er entydigt nej. Tværtimod har jeg lært at vise et vist mådehold. En fest med en promille på 0,8 kan være sjovt, men 1,5 er dumt at høre på. Og det er åbenlyst det, mine nu 11-årige børn om nogle år skal lære. Men det er selvsagt svært – mig tog det et antal pinlige episoder. Som far må jeg bare søge at hjælpe dem til at begrænse pinlighederne.
Det er populært at påstå, at unge gør oprør ved at handle modsat forældrene. Det er faktisk ret sjældent, at det er sandt. Mine politisk korrekte bekendte har børn som hylder Johanne Schmidt-Nielsens evangelium, medens venstrefolkenes melder sig ind i Liberal Alliances Ungdom. Så det, der reelt sker i teenageårene, er, at børnene accentuerer forældrenes adfærd. De søger grænserne af og overdriver de normer, som de kender hjemmefra.
Mon ikke det også gælder alkohol. Og i så fald er problemet ikke de unges adfærd, men deres forældres. Så længe de ser forældrene tilbede den daglige kartonvin og en løftet stemning om fredagen, må vi forvente, at de selv regelmæssigt vil drikke sig i hegnet. Det kan ingen forbud i verden forhindre, og det er vel også lidt vanskeligt at sætte sig på moralens høje dommersæde, når man ikke selv er et hak bedre. Tværtimod kan man med god ret fastholde, at netop det at lære dem en victoriansk dobbeltmoral ville være et langt større problem. Så  mon ikke det rettelig burde handle om, at forældrene skal se sig lidt i spejlet.

Forbudslobbyen vil naturligvis indvende, at så skal man bare udvide forbudene til også at gælde deres forældre. Men mon ikke vi har nogle fortilfælde fra både Sverige, Norge og USA, der klart demonstrerer virkningen af lige præcis den type lovgivning! Og fra vort eget lille land kan vi se, at lovgivning ikke forhindrer andre rusmidler i at optræde.

Forargelsens fane er så nem at svinge med. Almindelig public choice teori redegør for, hvorfor de har så let ved at vinde. Men det bliver blot Pyrrhus-sejre og legale Potemkin-kulisser. Hvad skal vi egentlig med det.

Udgivet den

Bevar kontenancen



Den vestlige civilisation rummer mange bevaringsværdige elementer. Kontenancen er dog desværre et af de udryddelsestruede. Der kan ellers være god brug for den i dag, hvor vi vågnede op til en historie om et uhørt groft overfald på en skadestue, hvor der var indbragt en patient med skudsår.

Heldigvis havde politiet posteret nogle mand der i forvejen, så de fik jaget gruppen af angribere væk, uanset der var tale om voldsomt mange. Men det skete kun med trussel om brug af skydevåben, og anholdelser af overfaldsmændene kunne der i sagens natur ikke blive tale om. Det skal man vist ikke bebrejde de 3 betjente, og da sådanne optrin næppe tager ret lang tid, så kan det heller ikke undre, at forstærkninger ikke nåede frem i tide.

Det spændende er imidlertid, hvorledes vi alle sammen reagerer. Og det politiske system er allerede ude med hhv. krav om udvisninger, placering af ansvaret hos den nye regering krav om nye straffelove, med videre.

Med hensyn til det synspunkt, at den nye regerings politik har tilskyndet til optøjerne, så bør man kun fremsætte det, efter at man har tænkt de mulige modargumenter grundigt igennem. En konsekvens af synspunktet er jo, at hvis den borgerlige regering var blevet genvalgt, så havde balladen med 100 % sikkerhed kunnet undgås. Hvis regeringens tilhængere finder på den finte, så glæder jeg mig til at se returbolden fra Venstre – for den kræver betydelig snilde at spille. Og den må da være planlagt.
Nye love om overfald på sundhedspersonale kan jo være nødvendige, men forinden burde man måske lige overveje, om de nuværende love indeholder tilstrækkelige straffemuligheder, navnlig fordi denne gruppe bøller jo aldrig kan blive omfattet af en ny lov. De skal dømmes efter de regler, der gælder på gerningstidspunktet. Vi har vel ikke tænkt os at vende tilbage til at udstede tilbagevirkende love a la 1945.

I den sammenhæng har politiets udspil været grov forstyrrelse af den offentlige orden. Det holder ikke. Vi skal langt højere op, og det interessante er, at det har vi sandelig også hjemmel til.
Angrebet på hospitalet indebærer faktisk så mange overtrædelser af straffeloven, at det svimler. For det første vil jeg godt argumentere for at et patientbesøg af den karakter med rimelighed kan bedømmes som et forsøg på drab (livstid). Det var jo ikke blomsterbuketter og chokolade, der blev medbragt. Det er i hvert fald forsøg på meget grov vold under særdeles skærpede omstændigheder (10 år), idet man er gået til den som en stor gruppe. Af samme grund kunne det også anses for organiseret – og dermed groft – hærværk (6 år).
Straffelovens § 119 omhandler vold og trusler mod embedsmand i funktion. Selv om den primært bruges som beskyttelse af politifolk i tjeneste, så er bestemmelsen med vilje vagt formuleret, og der i øvrigt både tale om angreb på sundhedspersonale og de udstationerede politivagter (8 år). Om denne forbrydelse er forsøgt eller fuldbyrdet kan man jo diskutere. Herudover kan angrebet bedømmes som opløb (3 år). Og der kan sikkert overvejes flere lovbestemmelser.
Tallene i parenteserne er ganske vist maksimum, men mon ikke dette er en situation, hvor vi skal godt op i strafferammen. På den baggrund kan det undre, at DF og de konservative ønsker en ny lovbestemmelse om trusler mod sundhedspersonale med en maksimal strafferamme på 2 år!
Så problemet er ikke straffehjemler. Og med de skitserede strafferammer, så bliver udvisning af eventuelle udenlandske statsborgere heller ikke det helt store problem.

Nej, problemet er at få dem fundet og dømt. At finde dem må politiet gøre. Der skal såmænd nok mangle samarbejdsvilje hos de mest oplagte vidner, så politiet fortjener aktiv medvirken fra hver eneste af os, der har noget at bidrage med. Forhåbentlig forstår anklagemyndigheden så derefter at skrue et anklageskrift sammen, så domstolene har mulighed for at dømme tilstrækkelig hårdt.

Selve retssagen bliver problematisk. En forsvarers naturlige holdning vil være at forsøge at gentage argumentationen fra Blekingegadesagen og Sankt Hans Torv om, at hans klient sandelig ikke havde tænkt sig at deltage i vold, at hans aktiviteter i gruppen er helt og aldeles uklare, og at der kræves bevis for hans individuelle forsæt.
Retshistorisk er det en overdrivelse af dansk rets traditionelle synspunkter helt ud over grænsen til det absurde. Det skal selvsagt ikke accepteres af retssystemet. Hvis man deltager i et opløb, så påtager man sig også risikoen for de handlinger, som de øvrige deltagere udfører – i hvert fald så længe de må anses for nogenlunde sandsynlige udfald af gruppearbejdet. Det må være den naturlige konsekvens af, at man tilslutter sig en gruppe, der ikke kan have noget tænkeligt lovligt formål. Hvis man vil undgå et sådant ansvar for medvirken eller samarbejde, så må man forlade gruppen lige så snart den begynder på sine ulovligheder. Ens fortsatte tilstedeværelse er jo en tilkendegivelse over for de øvrige af, at man accepterer deres adfærd.
Større gruppers samarbejde om kriminalitet er imidlertid et område, hvor retssystemet i nyere tid har viklet sig ind i indskrænkende fortolkninger af forsætskrav og bevisbyrde i et sådant omfang, at en oprydning er tiltrængt. Det må fastholdes som en del af den sunde fornuft, at når man går på sygebesøg og nogle af de øvrige besøgsvenner bærer på slagvåben, så skal man overveje, om det er helsebringende for såvel patienten som en selv. Også på dette punkt gælder det altså om at bevare kontenancen.
Og med disse ord kan jeg forhåbentlig afslutte mit indlæg om sagen.
Jens Fr.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: