Liberal alliance som ekstremister


Ikke alt, man skriver, er lige begavet. Men somme tider kan det være nødvendigt at svare på noget, som er decideret ubegavet. Og uanset vi ikke er Parteigenossen, så synes jeg Liberal Alliance er gode og nære borgerlige venner, som bestemt har en opgave at udfylde. Og at sætte dem i samme bås som Enhedslisten, som “filosoffen” Lars Östmann gjorde forleden, er en hån.

Derfor nedenstående lille dybt personlige skinnebensspark, som blev bragt i Berlingskes papirudgave

Det lykkedes mig for øvrigt at undlade at beskrive, hvilket dybsindigt emne den ph.d.-studerende Östman (det der med ¨ er altså svært, men uden går det ikke) beskæftiger sig med, men man kan jo selv slå op på universitetets hjemmeside.

Ekstremisme

Ph.d.-studerende skal have budskaber til verden. Portrættet, der ledsager Lars Östmans jævnlige indspark, illustrerer det levende. Et dybt koncentreret menneske, der lader sig afbryde fra sit arbejde for et kort øjeblik at retlede os andre om verdens sande sammenhænge.
En af disse sammenhænge er, at politisk ekstremisme på begge fløje er i vækst og bør undgås (han bruger heldigvis ikke voldsmetaforen “bekæmpes”). Nyt er budskabet jo egentlig ikke, og at være uenig i konklusionen er også svært.

Men vokser ekstremismen virkelig både til højre og til venstre. Når Östman fremhæver Liberal Alliance som eksemplet på faretruende højre-ekstremisme, så er det unægtelig et noget tamt skue. Medlem af Liberal Alliance er jeg ikke – og bliver det næppe heller – så dette er ikke en partisoldats forsvar for den store leder, Anders Samuelsen.

At angribe LA for ekstremisme er imidlertid også at erklære, at f.eks. Carina-debatten var “ekstrem”. Men det giver jo ingen mening. Carina-debatten åbnede øjnene for nogle urimelige forhold hos det store flertal af danskere, som ikke dagligt kan overskue alle dele af velfærdsstaten.

Når Östman på den måde afskriver saglig (om end sprogligt farvet) debat om væsentlige emner som “ekstremisme”, så afskærer man samfundet fra at høre på betydelige gruppers mening om udformningen af vort fælles samfund. Så skaber man snarere grobund for den frustration, der er en ofte påberåbt grobund for ekstremisme.

At argumentere mod politiske forslag og at tage afstand fra de groteske er fint. Men at opstille fjendebilleder i forhold til jævn og fornuftig tale fremmer ikke forståelse og dialog. Hvis Östman vil fastholde, at LA er ekstreme, så modvirker han sit eget budskab, og han viser også, at han endnu ikke har forstået alle verdens sammenhænge.

Jens Fr.

PS Jeg er glad for, at du har orket at læse så langt – endnu en gang.

Bedre offentlig service?

Bedre offentlig service?

“Modig, tydelig, kompetent – med glæde” Sådan står der på en kop, som en bekendt for nylig tilegnede sig fra en kommunes personaleforvaltning. Sjovt nok står dette flammende opråb ikke på den side, der kan ses, når man drikker af koppen (kejthåndede undtaget). Så hvorfor dette opråb til de ansatte? Designerkruset har nok ikke været billigt.

Men kan hænde det ikke er rettet til medarbejderne, men derimod til de borgere, som henvender sig på rådhuset! Det er vel også på tide, man stiller krav til dem om, at ikke blot skal skatten betales med glæde, de skal også være tydelige, kompetente og frem for alt modige.

Der er ingen ende på, hvor mange offentlige myndigheder (og for den sags skyld også virksomheder), som holder seminarer, hvor de laver strategier, visioner, missioner, målsætninger, værdier, politikker og alt muligt andet selvbekræftende ragelse, der kun indeholder udsagn, som konsekvent dumper på “antonym-testen”, altså det modsatte. For hvem kunne dog ønske for sig selv, sine medarbejdere eller kunder, at de var “bange, forvrøvlede, uduelige – i vrede”.

Men i virkeligheden er det langt mere spændende, hvordan det så går, når en kommunal forvaltning skal leve op til alle de gyldne udsagn. Det kan min bekendts historie illustrere, for når han overhovedet var på rådhuset, så skyldtes det en afskedigelsessag.

Den endte med at koste kommunen 9½ månedsløn samt feriepenge og pension, i alt ca. 350.000, og det uden at kommunen fik én times arbejde i modydelse. Dertil kom at medarbejderen kunne tage andet arbejde i mellemtiden og have dobbelt indtægt.

Hvis en virksomhed havde gjort det, så havde de fortjent tabet på bundlinien. Men har borgerne fortjent at betale for det? Det er 6 kr. pr. skatteyder i den pågældende kommune.

Og hvordan forholdt det sig lige til mottoet? Var det kompetent og til glæde for nogen som helst?

Når regeringen højlydt postulerer, at højere skatter giver bedre service til borgerne, er det så mere af den slags service?

Jens Fr.

P.S. Jeg er som sædvanlig taknemlig, hvis du har holdt ud at læse helt til slutningen på indlægget. I er nogle stykker, og jeg håber, at jeg har holdt standarden. Berlingske bragte indlægget d. 12. juli 2012.

Skattereform – bedre end Samuelsen tror

Samuelsen strammer den

For de som er liberale – måske endog liberalister – har Anders Samuelsens gradvise politiske genfødsel som tilhænger af personlig frihed og ansvarlig økonomisk politik været glædelig. Så glædelig, at der ikke er grund til at minde ret meget om, at udgangspunktet var hos de radikale.
Somme tider kan der dog godt indsnige sig et skær af den fanatisme, som er så karakteristisk for den nyomvendte. Og naturligvis kan han kun bevise sit partis eksistensberettigelse ved at påpege forskelle mellem LA og den nærmeste store konkurrent, Venstre.

Derfor strammer han af og til sine kritiske synspunkter helt til bristepunktet, og det er synd, for grundlæggende er han jo på samme side og en særdeles velkommen fornyer af det borgerlige budskab.

Forleden (d. 30. juni) hævdede han således i JP, at skatteforliget var bindende for de borgerlige partier indtil 2022. Deri tager han fejl. Den tidsmæssige udstrækning af skatteforliget er teksten (som alle kan læse på ministerens hjemmeside) næsten fuldstændig tavs om. Kun i forbindelse med fredningen af boligejerne står der udtrykkeligt, at parterne er enige om, at det skal gælde frem til 2020.

Tekstens tavshed skyldes naturligvis, at den røde side ikke har haft behov for at understrege, at også på dette punkt har de måttet acceptere verdens realiteter, nemlig at der kan blive behov for yderligere “blå medicin” til skattesystemet.

Så hvis Samuelsen og hans parti har gode bud på reformer, så skal de bare blive ved med at promovere dem. De bør blot erindre, at vi sammen skal have 90 mandater efter næste valg, og at vi derfor intet opnår ved at kannibalisere hinanden.

Jens Fr.

PS Oprindeligt stod indlægget i JP d. 5. juli 2012. Men jeg er da glad for, at du læser det her.

Enhedslistens partiprogram.

Mener de det virkelig.

I takt med at Enhedslisten stormer frem i meningsmålingerne, er en række nysgerrige – og måske bekymrede – begyndt rent faktisk at læse på partiets program.

At programmet er dansk politiks parallel til en fossil fortidsøgle kan ikke undre, altså lige bortset fra det forhold, at arten kan genopstå fra de uddøde uden at have foretaget nogen form for evolutionær tilpasning. End ikke sabelkatten, som er opstået 3 gange i løbet af de seneste ca. 3 mio. år, og som heldigvis også er uddød 3 gange, kan fremvise en tilsvarende mangel på tilpasning til ændrede forhold.

Og af samme grund kan man fristes til at tænke, at Enhedslisten medlemmer umuligt kan mene det, de skriver i programmet. Det er simpelthen for fantasifuldt og virkelighedsforladt. Det kan da umuligt passe sammen med det sympatiske og ligefremme eksempel på naboens søde datter, der står som partiets fremmeste talskvinde. Og lige præcis derfor er der grund til et erindre om, at tyskerne havde nøjagtig den samme reaktion, da nationalsocialisterne nærmede sig magten i trediverne. At ordet “program” i virkeligheden skulle læses som “pogrom” stod uden for civiliserede menneskers fantasi.

Nu er det så dæmoniserende at sammenligne med nazister, at man med omhu skal sørge for at afgrænse analogien, for ellers mister man selv troværdighed – og det skulle jo nødig ske. Så lad mig med det samme indrømme, at jeg på ingen måde anser Enhedslisten for lige så ekstrem i sit menneskesyn, og at jeg anser faren for, at de får mulighed for at få bestemmende indflydelse for uendeligt ringe. Men på de punkter, hvor de får indflydelse – blot i begrænset omfang – må man tage i betragtning, hvilket udgangspunkt de møder frem med.

Så langt er der grund til at tage dem alvorligt. Derfor kunne det også være dejligt at få udstillet, hvor meget de egentlig vil tage konsekvensen af deres egne meninger. Det burde i hvert fald deres nærmeste konkurrenter være interesserede i.

I Folketingsåret 2010-11 (1. samling) var de med til at fremsætte 43 (jeg kan have talt lidt for få) af i alt 135 forslag til folketingsbeslutning, som stammede fra partier udenfor regeringen.

Beslutningsforslagene går i vidt omfang ud på, at det pålægges regeringen at udarbejde et lovforslag om et bestemt emne, f.eks. forslaget med det letforståelige navn “Forslag til Folketingsbeslutning om bestilleransvar (solidaransvar)”, der ville pålægge alle borgere som ombygger deres hus for mere end 100.000 kr. at undersøge, om håndværkerne husker at betale moms!

Andre forslag vil blot pålægge regeringen at udføre bestemte handlinger. Her kunne nævnes det oplagte forslag “om at videreføre de sunde dele af Amagerbanken som offentligt ejet og drevet bank.”

Beslutningsforslag dør imidlertid oftest ved 1. behandling, og får dermed ikke den gennemarbejdning, som de mere afsindige forslag fortjener, for det er jo i detaljerne, djævelen bor. Reelt set kan kunderne kun sikre sig mod håndværkeres undladen af at betale moms ved, at kunden betaler momsen, og skal håndværkerne hæfte for det. Og hvem skal lige afgøre, hvilke dele af Amagerbanken, der er sunde, og hvad skal der ske, hvis de tager fejl.

Begge forslagene er meningsløse slag i den tomme luft, og det var mange af de andre også. Men de fortjener at blive drøftet, om ikke af andre grunde så fordi indholdet bør stilles til skue for den undrende offentlighed. Og sådan er det også med resten af programmet. Skal nedlæggelse af politiet medføre, at ingen anholder voldtægtsmænd, bankrøvere og cykeltyve. Eller at det bliver gratis at køre for stærkt på motorvejene, fordi ingen nogensinde kontrollerer os.

Enhedslisten har aldrig selv brugt ressourcer på at fortælle os det. Selv om de, som nævnt, fremsatte 43 beslutningsforslag, så blev det kun til 4 lovforslag. Og ingen af dem handlede om nationalisering eller afvikling af det kapitalistiske magtapparat. Men hvis hver 8. dansker vil stemme på liste Ø, så fortjener de at se, hvordan man vil gennemføre den politik, der står i programmet. Det skulle da nødigt vise sig blot at bestå af gratis synspunkter.

Derfor kunne man overveje, om ikke regeringen virkelig burde bruge lidt tid på at udarbejde forslag derom. Ikke for selv at stemme på dem, men som en service til landets vælgere, og et parti, der åbenlyst ville vise sig at være bange for at skulle leve med konsekvenserne af egne holdninger. Det ville nok blive festligt for os andre.

Jens Fr.

Og p.s. Jeg er rigtigt glad for din opmærksomhed, hvis du er nået helt herned.

En uanstændig plakat

  Gennem de seneste uger har jeg i en række sammenhænge mødt en kampagne for brug af redningsveste, hvor budskabet overbringes af en ung pige kun iført en redningsvest og så et par beskyttende hænder foran skridtet.
Og hver gang er jeg blevet stødt, men uden helt at kunne forstå årsagen – bogstavelig talt “ufattelig stødt”. Der er noget ved det billede, der giver en rigtig klam følelse af noget mindreårigt. Det er egentlig mærkeligt, for på en badestrand har jeg altid haft øjnene åbne og værdsat en flot figur.
Når jeg kigger efter så kan jeg godt på plakaten se, at pigen nok er fyldt 18, men så heller ikke ret mange dage mere. Søsportens Sikkerhedsråd, der står bag, oplyser, at hun for nylig er fyldt 19, og at de rent faktisk kontrollerede hendes alder. (Så for dem stod det nok heller ikke indlysende klart.) Når man altså rent objektivt kan konstatere, at kampagnen er lovlig, hvorfor er den så stødende?

Først og fremmest fordi kampagnen er rettet mod en ret snæver målgruppe. De danskere, som drukner, fordi de mangler en redningsvest, er populært sagt midaldrende mænd med en pæn ølvom, en pæn men ikke overdreven promille, og de findes ofte med åben gylp. Sådan siger stereotypen i hvert fald. Og selv om Søsportens Sikkerhedsråd ikke kan bekræfte hverken promillen (den skal nu heller ikke være ret stor for at være farlig) eller gylpen, så er der ikke megen tvivl om, at vi befinder os i Royal Export segmentet.

Vi er sikkert mange i den aldersgruppe, som synes, at vi får for lidt, så en kampagne, der spiller på det, skal nok kunne have en vis effekt. Men vi ved jo også godt, at en 19-årig er uden for rækkevidde, og dem på 35 er lige så lækre. Så et billede af en af dem ville nok have tiltrukket os lige så meget.
Men det forklarer ikke fuldt ud mine pikerede følelser. Det tog faktisk en del omtanke at forstå dem. Modellens krop er ikke specielt udviklet, mere pige end kvinde, og det kan man jo ikke bebrejde hende. Det er ikke min intention at tale nedsættende om hende, hun er sikkert en dejlig pige, som bør være glad for sin krop, og som mangen undersvend drømmer om. Men hun er sikkert også helst fri for at tiltrække sig opmærksomhed fra “gamle grise”. Og min reaktion sikrer lige præcis, at der én mindre af dem at afvise.
Men derudover har man begået den fejl, at man ikke helt har haft viljen til at gennemspille den seksuelle undertone. Pigen er ikke så stor (ca. 164 cm.) og for netop at undgå indsigelser fra publikum, så har man valgt en redningsvest, der er lidt stor, og som dermed dækker mere. Det fører imidlertid til, at man rykker på de proportioner, som en gammel gris har mange års erfaring i at bedømme. Jeg har i virkeligheden ikke set så mange skønjomfruer kun iført redningsvest, men min hjerne kan sagtens gennemskue, hvorledes de bør se ud. Så hvis redningsvesten bliver for stor, reagerer jeg ved at tro, at pigen er mindre og dermed yngre.

Og det udløser min altså min reaktion – den plakat er uanstændig. Og det har den fordel, at det bekræfter, at mine instinkter egentlig er ret sunde.

%d bloggers like this: