Kategori: Strafferet og domstole

Udgivet den

Jakob Scharf må være en grim sten i skoen

Hemmeligheder er der næppe, men hans udtalelser om andre er ikke venlige.

Billedresultat for pet bogPresseomtalen kunne næsten få en til at tro det, men bogen ”7 år for PET” er ikke skrevet af Jakob Scharf. Den er ikke engang Scharfs erindringer skrevet med journalistisk bistand. Hvis man skal tage den for pålydende, så er den forfattet af Morten Skjoldager, der bare bruger en række interviews med Scharf som voiceover til store dele af bogen. Hvor meget de så har samarbejdet, kan jo være svært at sige.

Det mest interessante ved bogen er, at den giver et overblik over de sager som PET har været involveret i gennem det seneste årti. Det er helt givet, at oplysningerne om sagerne ville kunne skaffes fra åbne kilder, hvis man gør sit forarbejde godt nok. En journalist, der har haft det som stofområde i perioden vil formentlig ikke finde noget, som ikke enten er kendt eller ret ligetil at regne ud.

De meget sikkerhedsbevidste vil mene, at selve sammenstillingen af oplysningerne og Scharfs bekræftelse deraf er en så stor lettelse for fjenden, at også det bør være forbudt. Og de vil givetvis også argumentere for, at det rent faktisk er forbudt. De vil såmænd også kunne henvise til, at i de tilfælde, hvor vi historisk har kunnet se nogen i kortene, så er efterretninger om fjenden ofte forbløffende dårlige. Tyskernes viden om dansk militær 9. april var eksempelvis helt amatøragtig. Men det bør nok ikke ændre på, at hvis frie samfund skal være frie, så kan man ikke forbyde folk at samle og sammenstille informationer.

Når det drejer sig om at blotlægge mulige ekstremister, så viser bogen med al tydelighed et faktum, som reelt blot er en bekræftelse af gammel viden. Ekstremisme er en tilvænningsproces, og har man fat i arnestedet, så er det såmænd ikke så forfærdelig svært at optrævle. Det er en erfaring, som allerede Gestapo gjorde. Frihedskæmpere under 2. verdenskrig blev også rekrutteret fra ret snævre kredse. Problemet er bare, at når man trawler tilfældigt i feltet af potentielle uromagere, så finder man også en hel masse falske positive. Og dem skal man jo nødig genere så meget, at de tager skridtet helt ud på fløjen.

Og at de som vender hjem fra ideologiske konflikter udenfor Danmark, kan finde på at fortsætte med vold, har vi jo også fortilfælde for. Den tyske kommunist Ernst Wollweber organiserede jo et omfattende net af sabotører i bl.a. Danmark i slutningen af 30’erne. En del af dem var gamle spaniensfrivillige.

Bogen nævner et antal personer, som PET har overvåget, men de er alle enten døde eller dømt for terrorrelaterede forbrydelser. Det kan næppe genere nogen.

Hvad jeg ikke tidligere har lagt mærke til i åbne kilder, er hans omtale af forskelle i PETs og det ordinære politis strategi, en forskel, der er yderst relevant i forhold til dommen over Lars Hedegaard for brud på navneforbud. At man opretholder det navneforbud er meningsløst.

Hvad der nok kan genere hans efterfølger, er den ret udførlige omtale af samarbejdet med udenlandske efterretningstjenester, hvoraf nogle er temmeligt tvivlsomme i deres arbejdsmetoder. Dertil kommer at beskrivelsen af deres chefer ikke altid er specielt charmerende. Der kan nok være nogle stykker, som vil føle sig udstillede.

Scharf skulle nok aldrig have haft stillingen, dertil er han for opmærksomhedssøgende og nok også karrierebevidst. Han har givetvis haft rundsave på albuerne. Hans lyserøde fortid er nok også snarere tillids-svækkende end tillid-vækkende.

Imperiebyggeri er ham ikke ukendt. Han er tilsyneladende også en, der gerne vil djøf-isere. Men som ikke formåede at løse konflikter med politiforbundet. Det kapitel er nok det mest mikrofonholdende, men til gengæld ikke af voldsom interesse for udenforstående.

Samlet set er bogen læseværdig.

 

Udgivet den

Er der brug for højere straffe for at krænke forbudskendelser

Som reaktion på Scharf-sagen overvejer politikere fra en række partier skrappere straffe for at overtræde forbudskendelser, det som man tidligere kaldte fogedforbud.
Helt nøgternt kan man konstatere, at når det drejer sig om den særlige forbrydelse at overtræde en forbudskendelse, så er strafskærpelse klart den eneste mulighed. For mildere kan straffene ikke blive. Der uddeles nemlig kun straffe for overtrædelse af forbudskendelser med mange års mellemrum. Så strafniveauet i dag må siges at være 0.

Det er næppe fordi retterne med rund hånd frifinder i den slags sager. Dommere kan normalt ikke lide, at man gør noget andet, end de har bestemt. Straffen for at lyve i retten er eksempelvis markant højere end straffen for at lyve andre steder. Sagerne føres bare ikke. Og så kan man jo undre sig over årsagerne til det. Formentligt er det, at i de fleste forbudssager vil den krænkede part hellere have erstatning, end at krænkeren skal betale en bøde til staten. Og det er den krænkede selv, der skal gennemføre straffesagen, nøjagtig ligesom i injuriesager.

I almindelighed skal man holde sig fra at lave drakoniske straffehjemler, når der alligevel ikke er nogen af forbryderne, som vil blive retsforfulgt. Det undergraver bare retssystemet.

Hvis man endelig skulle overveje en ændring af reglerne, så burde det måske snarere handle om, hvem der kan straffes, end hvor hårdt de kan straffes. Det karakteristiske er jo, at i denne sag har Politiken trykt bogen op ud fra en tilsyneladende misforstået opfattelse af, at forbuddet ikke gjaldt Politiken. Man ville med andre ord bare gøre grin med borgermusikken.

Straf for overtrædelse af forbud kan kun pålægges, hvis man har samarbejdet med den, som er underlagt et forbud. Der skal kun den mindste lille smule samarbejde til, blot et samtykkende smil er formentlig nok. Men der skal være en fælles forståelse. Det ved vi faktisk ikke, om der var mellem Scharf, hans forlag og Politiken. Man kunne jo godt få en mistanke, men jeg har ikke noget konkret at have den i.

På det punkt kunne man måske godt forestille sig reglerne skærpet noget, så enhver person, som er bekendt med indholdet af et retsforbud, kan straffes for at foretage sig noget, som gør forbuddet illusorisk, eller med juristord: forspilder øjemedet. Det er ganske vist usædvanligt, at en retsafgørelse binder andre end parterne i retssagen, men det hænder, og dette er måske et eksempel på, at det kan være nødvendigt.

En dag med god tid kunne det være værd at undersøge, hvordan andre lande ser på forholdet. Jeg kan sagtens forestille mig, en engelsk dommer ville gå besærk over Politiken for “foragt for retten”.

Men i øvrigt er Scharf-sagen ganske speciel, fordi den ikke handler om, at Scharf har overtrådt en civilretlig forpligtelse. Han har ikke brudt en kontrakt, men derimod straffeloven. Derfor er det værd at lægge mærke til, at man fra statens side valgte at benytte sig af en cilretlig forbudskendelse. Den relevante procedure kunne – i min optik – lige så godt have været en beslaglæggelse efter reglerne om straffesager. Det kunne være interessant at vide, hvorfor PET valgte at gå til civilretten

At Scharf muligvis har overtrådt straffeloven indebærer også, at selv om forbudskendelserne nu er ophævede, så er der stadig en temmelig alvorlig risiko for straf for medvirken. At røbe statshemmeligheder er jo altid forbudt, og det er hæleri også. Så hver eneste boghandlerekspedient, som langer bogen over disken, risikerer straf for videregivelse af statshemmeligheder – altså forudsat bogen indeholder nogen. Det samme gælder en bibliotekar, som låner den ud. Så når forlaget angiveligt har udsendt en jubelmail om ophævelsen af forbuddene, så kan det vise sig at have været lidt uklogt. Også selv om det nok må indrømmes, at staten næppe vil bruge kræfter på at forfølge sagerne til alleryderste led.

PS. Efterfølgende har jeg tænkt en del over terminologien og er nået til, at mit oprindelige forslag om retsforbud ikke er så godt som forbudskendelse. Så det har jeg rettet det til. Beklager overfor de talrige, som fik læst opslaget inden.

I øvrigt har jeg skrevet mere om emnet her, hvor jeg behandler spørgsmålet om , hvad forbudskendelser egentlig er for en størrelse.

Udgivet den

Hvad er et fogedforbud?

Fogeder kan ikke selv skrive loven, og derfor kan de heller ikke forbyde noget, som ikke allerede er forbudt.

For nogle dage siden føg det i luften med fogedforbud mod en bog skrevet under medvirken af den tidligere PET-chef Jakob Scharf. Her til morgen har Politiken så offentliggjort bogen som avistillæg, og så er det hele blevet lidt omsonst. Der er i hvert fald mange, som får læst bogen idag.

Medens dønningerne stadig går højt, kan der være god grund til at minde om, hvad et fogedforbud egentlig er, navnlig fordi fogeder ikke bare kan forbyde noget som helst.

Men allerførst er det nødvendigt lige at bruge lidt tid på selve ordet: Fogedforbud. Det er en detalje, men hvor forbuddene tidligere blev udstedt af fogedretten, så er det siden 2013 de almindelige retsafdelinger, der behandler sagerne. Men indarbejdede ord kan være svære at udrydde, forbudskendelse ville dog nok være mere korrekt. I øvrigt gør det ikke den store forskel, for rettens jurister kan alle fungere som enten dommere eller fogeder.

Dommere kan ikke skrive loven

Det er en grundlæggende tanke – uanset det ikke holder for en stringent logisk prøvelse – at dommere anvender loven, men ikke selv kan skrive den. Deres arbejde er bundet af de rammer, som den lovgivende magt har udstukket. En anden traditionel sondring går på, at loven er regler, som gælder for alle, medens domstoles afgørelser kun gælder for de personer, som er direkte involveret i sagen. Den tanke holder dog heller ikke for en logisk prøvelse, men det er rigtigt de 99 gange ud af 100.

Dommere kan altså ikke selv bestemme, at det for fremtiden skal være forbudt at ryge på Strøget. Og de kan heller ikke gøre det lovligt at køre på cykel på Strøget.

De kan kun konstatere, om der allerede findes en regel om cykling hhv. rygning på Strøget og så kan de pålægge nogle konsekvenser af en overtrædelse af reglerne.

De konsekvenser betegner jurister med fagtermen: Retsmidler.

Lovovertrædelser har forskellige konsekvenser

Retsmidler er et samlebegreb for alle de konsekvenser, som overtrædelse af en retsregel kan have. Det typiske retsmiddel i civile sager er erstatning. I straffesager er det straf, altså bøde eller fængsel, men der er også andre, for eksempel konfiskation, udvisning etc. I civile sager kan man også dømmes til at udlevere en genstand, som man har solgt eller tilbagelevere noget, som man har lånt

Hvilke retsmidler man kan anvende har ændret sig en del over tid. Gældsfængsel er et godt eksempel. Det blev afskaffet så sent som 1872. Også i andre situationer var det tidligere muligt at idømme fængsel for overtrædelse af civile retsforhold, for eksempel kontraktsbrud.

Forbudskendelser er ikke i sig selv et retsmiddel, for det afslutter ikke sagen. Det er bare en midlertid foranstaltning, som skal gælde indtil sagen afsluttes. Sagen kan sagtens ende med, at forbuddet var ubegrundet, og så vendes erstatningskravene pludselig om. Så er det den, der har begæret forbud, som skal have pengekassen tømt.

Domstolsforbud giver ekstra retsmidler

Når en domstol udsteder et forbud, så er det ikke, fordi handlingen var tilladt førend forbuddet og nu bliver forbudt. Det er altid forbudt at sælge varemærkeforfalskede ure eller skrive bøger om statshemmeligheder. Men man kan være i tvivl om, hvorvidt et ur er ægte eller kopi, eller om noget er en fortrolig oplysning.

Det retten gør, er at konstatere, at der er så stor sandsynlighed for, at uret er uægte, eller at oplysningen er en statshemmelighed, og at det bliver så svært at få katten tilbage i sækken, at den udsteder en advarsel – pas nu lige på, for det her ligner en overtrædelse til forveksling.

Den advarsel indebærer så, at hvis man ser stort på den, og den viser sig at have været begrundet, så har man s’gu også selv været ude om konsekvenserne. Så kan man med sindsro forvente, at erstatningen udmåles temmelig rundeligt. Og desuden åbner den for et nyt retsmiddel; man kan pludselig sættes i fængsel for at have brudt en civilretlig pligt. Og den der med vilje bistår nogen med at overtræde et forbud kan også idømmes fængsel.

Det betyder ikke så meget, når det drejer sig om statshemmeligheder. Det er trods alt primært en strafferetlig lovovertrædelse. Men det er interessant, når det drejer sig om eksempelvis kopivarer. I praksis er den straf dog lige så sjælden som at vinde den store gevinst i lotto. Men risikoen er der. Og straffen kan principielt pålægges for selv den mindste medvirken. På det punkt går dansk ret længere ud i kredsen af medvirkere end langt de fleste andre lande.

Forbud kan være selvopfyldende

En rigtig god grund til at være varsom med at udstede forbud er, at det ofte kan være svært at nå til det modsatte resultat, når der til sin tid skal afsiges en endelig dom i sagen. De fleste af os vil gerne have den selvopfattelse, at det vi har gjort i fortiden, var fornuftigt og rigtigt. Vi kan selvfølgelig blive klogere og ændre opfattelse, men – hånden på hjertet – hvor ofte sker det.

Så forbud har måske nok en tendens til at blive selvopfyldende, og det gælder nok i højere grad efter de nugældende regler, hvor samme dommer afgør både spørgsmålet om forbud og selve sagen. Tidligere var der ofte tale om forskellige personer, og så bliver det lidt nemmere, uanset om man er ansat samme sted og spiser frokost sammen hver dag. Navnlig fordi forbud ofte blev varetaget af yngstemanden, medens den endelige afgørelse lå hos chefen for retten.

Hvad betyder det for Politiken?

For det første må man konstatere, at vi ikke ved noget som helst om, hvorvidt Scharf har overtrådt loven. Det kan lige så nemt være hysteri som realitet.

Men det er givet, at når først bogen er ude i offentligheden, så kan man ikke begrænse skaden. Et forbud var derfor formentlig på sin plads, så længe man kun ser på retsplejelovens regler. Men der er jo også et spørgsmål om Grundlovens forbud mod censur. Og det er en anden historie, som kan – men ikke nødvendigvis vil – føre til det modsatte resultat.

Hvis Scharf har brudt loven, så står såvel Politiken som samtlige andre involverede personer uomtvisteligt til straf. Politiken har lavet samme nummer før, så mon ikke der i så fald kommer lidt ekstra for gentagelse.

Det bliver spændende at se.

PS. Efterfølgende har jeg tænkt en del over terminologien og er nået til, at mit oprindelige forslag om retsforbud ikke er så godt som forbudskendelse. Så det har jeg rettet det til. Beklager overfor de talrige, som fik læst opslaget inden.

I øvrigt har jeg skrevet mere om emnet her, hvor jeg behandler spørgsmålet om straf for overtrædelse af forbudskendelser.

Udgivet den

Gangstere skal heller ikke slås ihjel

“Den seneste tids skudepisoder i København skal stoppes, førend de fører til drab og lemlæstelse af uskyldige.”

Det synspunkt har jeg set nogle gange på blandt andet Facebook de seneste uger, og jeg forstår jo godt, hvad folk mener med det, men det er altså alligevel et lidt underligt standpunkt.

For hvis man mener, at uskyldige endnu ikke er blevet ramt, så må det indebære, at de hidtidige ofre har været skyldige. Det må åbenbart have været rimeligt, at de blev beskudt.

Men mig bekendt har vi ikke dødsstraf for salg af hash i Danmark, så jeg har lidt svært ved at se, hvordan nogen kan være så skyldige, at de har fortjent at blive skudt. Rockere og bandemedlemmer er også vores næste, uanset hvad vi måtte mene om deres gerninger.

Dertil kommer, at vi faktisk ikke ved noget som helst om graden af deres eventuelle skyld. At man er banderelateret er faktisk en temmeligt upræcis betegnelse.

Så mit synspunkt må blive, at “den seneste tids skudepisoder i København skal stoppes, førend de fører til drab og lemlæstelse af flere.” Basta.

Og det vil kun ske, hvis man liberaliserer hashhandelen. Men det er en helt anden historie.

Udgivet den

Ezekias og andre portpissere

Det er altid godt at have et speciale, også for jurister. Men det er ofte tilfældigt, hvordan man får et, og hvad det bliver. En vel udført sag er som regel indgangsvinklen. Min chef gennem nogle år var f.eks. ekspert i beskatningen af hudcreme. Det stammede fra, at han havde ført og vundet en sag, hvor Skat forlangte kosmetikafgift af kopattesalve.

Selv fik jeg aldrig så lukrativ en specialviden. Faktisk var der kun ét område, hvor jeg kunne notere mig et helt rent mål, og det aldrig lykkedes anklageren at vinde, med mindre der også forelå andre forbrydelser. Det var portpisseri, altså at mandspersoner lader deres vand i fuld offentlighed. Dengang var lovhjemlen politivedtægterne, nu hedder det ordensbekendtgørelsen.

Ordensbekendtgørelsen er et prægtigt værk, som sine steder bringer mindelser om en uskyldig fortid, hvor Tummelumsen ikke vil genere sine naboer med støvet og derfor pligtskyldigst vander sit fortov, inden han fejer det. Men våbenlove og knivforbud har måske delvis overhalet reglen om, at man ikke må benytte skydevåben eller slangebøsser og ej heller kaste med snebolde, hvis det kan være til ulempe for forbipasserende.

Man kan måske ikke leve uden en formel lovregel om, at små drenge ikke må drille gamle koner ved at ringe på deres dørklokker, at det er forbudt for ridende at føre hunde i bånd, og at ligtog ikke på forhånd skal anmeldes til politiet. Men det er ikke ofte, de regler kommer til anvendelse.

Det hænder dog, at Kling og Klang finder anledning til at skride ind mod “uanstændig eller anstødelig opførsel, der egnet til at forulempe andre eller give anledning til offentlig forargelse”. Hvilket enhver nok kan forstå, er den juridisk korrekte beskrivelse af en portpisser.

Da det er bødesager, så kommer de sjældent for retten medmindre den skyldige har andre gerninger at svare for, og det er også kun i de tilfælde, man kan opleve, at der kommer en forsvarer på sagen. Men det hænder altså.

Mit første tilfælde var en mand, som havde gjort sig skyldig i forskelligt småtteri. Og derudover var han blevet observeret, medens han efter en glad julefrokost klokken 2 om natten i tæt snevejr lettede sig i en drive i Mikkel Bryggers Gade ud for Grand Biografen. Det gav anledning til en malende beskrivelse af det usandsynlige i, at der havde været nogen til stede, som ikke tidligere havde overværet noget sådant, og at den offentlige forargelse derfor ikke forekom bevist. For så vidt angik ulempe måtte jeg som tidligere beboer i indre by nærmest anse det som anbefalelsesværdigt, at han havde benyttet snedriven, så lugten vil blive vasket væk ved tø. Det var langt at foretrække fremfor porte.

Småtterierne blev han dømt for, men i dette forhold sejrede retfærdigheden, og jeg fik mit speciale.

Når frifindelsen var lidt vigtig, så var det, fordi anklageren nu havde tabt en del af sagen, og så skulle tiltalte ikke selv betale hele forsvarersalæret. Og i de små sager med betingede domme er salæret til forsvareren ofte den største straf.

Det kunne imidlertid være gået galt med mit renommé, for kort efter kom der en sag, hvor en mand havde tisset i et S-tog, og det var straks langt alvorligere. Faktisk udgjorde det ifølge anklageskriftet en overtrædelse af straffelovens regler om vold mod tjenestemand i funktion. Det syntes jeg jo måske nok var lidt i overkanten, men det havde sin begrundelse.

Gerningsmanden havde været på Bakken og nydt en varm sommerdag og aften med rigeligt af køligt øl. Da Bakken lukkede, havde det varet lidt længe for hustruen at gelejde ham ned til Klampenborg Station, så de kom, lige som sidste nattog skulle afgå. Og derfor fik de ikke stemplet ind.

Men der er jo altid kontrollører på nattoget fra Klampenborg, og de ville ikke godtage forklaringen om, at der ikke havde været tid nok. Ergo måtte han oplyse navn og adresse, men det havde han ikke lyst til og meddelte rent ud, at “det ville han pisse på”. Kontrolløren insisterede imidlertid, og derfor optrappede gerningsmanden, med et yderligere udbrud: “Hvis du ikke går nu, pisser jeg på dig!”

Kontrolløren insisterede stadigvæk, så pasageren lod gerning følge på ord, lynede ned, trak lemmet ud og brugte den arme kontrollør som træ. Den lod sig altså ikke bortforklare. Det er vold mod tjenestemand i funktion. Men hvad fanden skal straffen for det være. Er det lige så slemt som et knytnæveslag? Værre? Jeg kan ikke huske det.

Ezekias’ sag var en større succes. Han hed det faktisk, efter en grønlandsk bedstefar eller noget i den stil.

Ezekias var også antruffet om natten, medens han lod sit vand i rendestenen (igen meget påskønnelsesværdigt) i Klareboderne ved Gyldendals Bogforlag. Egentlig mener jeg at kunne huske, at det hovedsagelig drejede sig om noget hærværk, men en emsig anklager havde altså fået lyst til at medtage denne detalje.

Der er mange kvindelige jurister ansat ved politi og domstole, men det er nu alligevel ikke ofte, at retten kun består af kvinder. Men her var der kvindelig anklager, kvindelig dommer, kvindelig protokolfører og hele 2 kvindelige lægdommere.

Så under afhøringen, som altså ikke var alt for spændende, for en lille djævel i mig. Som mand kunne jeg ikke bare mig for at tænke: Hvad gør man egentlig, når man mærker en hånd på skulderen og hører ordene: “Klokken er 01,34 og du er anholdt”, samtidig med at man tisser?  Som det ses ovenfor, så skal man i hvert fald ikke vende sig om mod betjenten. Men beder man ham lige vente et øjeblik, så man kan blive færdig? Eller kan andre mænd klemme sammen igen på kommando?

Det måtte jeg bare vide, så jeg spurgte ham. Dommeren så ikke specielt begejstret ud over dette behov for sagens korrekte oplysning. Så da Ezekias oplyste, at han faktisk ikke havde nået at tisse, udbrød dommeren lidt rigelig hvast: “Bliver De mere tilfreds, hvis anklageren retter det til forsøg? Og kan vi så komme videre.”

Så gik vi jo videre, og hvordan det i øvrigt gik, husker jeg ikke. Han var nok skyldig i det meste.

På et tidspunkt blev sagen procederet, først af anklageren og så af mig. Jeg holdt en lille pause efter gennemgangen af hovedforbrydelsen. Sagen havde nok trukket lidt ud, så dommeren spurgte rask: “Var det så det hele, eller skal vi også høre noget om politivedtægten?”

Jo, det skulle vi sandelig. Der var en enkelt yderligere detalje, nemlig at efter straffelovens § 21, stk. 3, så kan man ikke straffe for forsøg, medmindre maksimumstraffen for en gennemført forbrydelse er mere end 4 måneder.

Og således undgik Ezekias at blive genstand for et justitsmord.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: