Kategori: liberalisme

Udgivet den

Partihopperi – konsekvenser af et forbud.

En MF’er har skiftet parti, og nu sidder jeg og leger lidt med tanken:

Hvordan kunne det se ud, hvis partihop blev forbudt? Hvis det skal gælde for hop direkte til et andet parti, hvad så med løsgængeri? Og hvad med eksklusioner. Skal det også være forbudt?

Eksklusionerne er faktisk et godt udgangspunkt. Lad os antage at Erik Kesmart, MF kommer op at skændes med ledelsen i Topstyringspartiet. Det kan skyldes politiske uoverensstemmelser, men måske tiere personlige (Der så projiceres over i politiske. Se bare partiernes formandsvalg.) Hvis partihop og løsgængeri ikke er tilladt må det betyde, at partiledelsen kan afskedige ham, og at han så udtræder af Folketinget.

Hvem skal så ind i hans sted. Det kan man selvfølgelig lade afhænge af en suppleantliste. Men når de næste nuller i rækken heller ikke retter ind, så bliver de jo også afskedigede. Så det eneste konsekvente ville være at lade partiet selv ansætte næste mand. Slå stillingen op, vælg mellem ansøgerne. Det er da enkelt.

Hvis partiledelsen alligevel kan sammensætte sin folketingsgruppe på den måde, så er der egentlig ingen grund til at have navngivne kandidater på stemmesedlen. Så må det være nok at stemme på et partinavn eller “brand”. Når valget så var opgjort, udpegede partiets bestyrelse og direktion så det nødvendige antal medlemmer af Folketinget.

Der skulle altså findes nogle juridiske enheder – aktieselskaber, foreninger, interessentskaber, fonde eller hvad det nu kunne være – der havde erhvervet sig en ret til at stille op. Ledelsen ville ikke nødvendigvis selv skulle sidde i tinget, men ville jo nok forsøge at få de bedste ben selv. Det ville jo løse de evindelige morsomheder med, at de radikale på deres landsmøder vedtager et, og bagefter stemmer for det modsatte i tinget.

Mon ikke alle partiledelser i det system kunne blive enige om én ting, nemlig at gøre det svært for nye partier at stille op. Den tendens er der allerede. Processen fik lige en gang bureaukrati for nogle år siden, så man skulle sende erklæringer frem og tilbage et utal af gange. Lige nu holder partierne sig dog lidt tilbage. Intet folketingsmedlem vil undvære den nødudgang, at man selv kan stifte et parti på nogenlunde tilgængelig måde. Hvis partihop forbydes, så vil bremserne for nye partier blive hugget i.

Og mon ikke også spærregrænsen ville blive hævet.

Og så er slutresultatet nok ikke så svært at skimte i horisonten.

Mon ikke den nuværende ordning er at foretrække.

PS et forbud kræver en grundlovsændring, da det er medlemmerne, som vælges ved direkte og hemmelige valg, medens Grundloven slet ikke nævner partier.

Udgivet den

Hurra for vækst.

Altså lige nu brøler jeg: “Hurra for det frie marked. Hurra for vækst.”

Det er nu ikke fordi, der er sket det store, men lidt har også ret. Der er kommet en ny og genial type låg på sildeglasset. Hvem skulle have troet, at det var teknologisk muligt at forbedre låget på et glas marinerede sild!

Ok, det lykkedes for nogle år siden at lave plasticglas til sild, men det var altså ikke det store gennembrud. Det er kun bedre, hvis man taber skidtet.

Låget derimod. Det er godt hver gang. I stedet for et fast låg, hvor det hele skal drejes rundt og giver modstand mod glasset, så er der nu en plade og en omløber, så selv gigtsvage hænder kan klare opgaven.

Det er faktisk ikke det eneste stykke fremskridtsvenlig hermetik. Dåser med fiskeboller er pludselig blevet af plastic og lukket på den metode med et tyndt stykke folie, der kendes fra yoghurt. Dåserne er lettere, bruger garanteret færre ressourcer, og de kan genbruges til at opbevare ting i.

Som allerede sagt er det ikke de store spring fremad. Men det er illustrativt, for vækst sker i bittesmå evolutionære skridt, som er usigeligt nemme at overse.

Økonomernes brug af vækst i % er et forsøg på at sætte tal på, hvor meget nemmere vores liv bliver af nye opfindelser. Det er ikke ret nemt at gøre op, og man kan diskutere om det er så svært, at resultatet heller ikke er brugbart – i hvert fald ikke når man regner i brøkdele af procenter.

Men min pointe er nok også snarere, at de der typer, som mener at vækst er skadeligt, de har ikke forstået noget som helst. Lad os tværtimod få noget mere af det.

Udgivet den

Dramaet om drachmen

Det er fristende at postulere, at der er lige så mange løsninger på den græske stats krise, som der er økonomer. Men i de kloges kakofoniske kor hører man alligevel med tydelighed en voksende gruppe “liberale” kræve Grækenland (bemærk, at det er landet – ikke bare staten) ud af euroen.

Et fælles karakteristikon for den gruppe er, at de fra starten har været kritiske, for ikke ligefrem at sige skeptiske eller endog modstandere af euroen. Og nu ser de en mulighed for at slå deres pointer fast med syvtommerssøm. Det er ikke noget godt udgangspunkt for fordomsfrie overvejelser.

Det de anbefaler, er, at Grækenland skal begynde at udstede drachmer, som så kan falde i kurs, så inflationen kan æde den menige grækers formue op, og bringe den græske stat på fode på bekostning af den græske middelklasse.

Det er jo ikke ligefrem en svada, der synger af Ayn Randsk beskyttelse af individet mod statsmagten. Så måske bør den models fortalere stige ned fra olympen og se problemet fra det enkelte menneskes synspunkt.

Når talløse milliarder euro i de seneste måneder har forladt de græske banker og fundet ly andetsteds, så har det en – og kun én – årsag, nemlig at det græske borgerskab pinedød ikke vil se sine penge reduceret fra gode gangbare euro til dårlige drachmer.

Det falder vel ikke svært at følge den tankegang. At pengene bevarer deres købekraft, er ganske enkelt det mest fundamentale krav man bør stille til en mønt. Og hvis man har valget mellem flere forskellige valutaer, så vil man naturligvis altid selv vælge den mest stabile.

Men hvis man ser på det 20. århundredes økonomiske lovgivning, så har en meget stor del af den faktisk handlet om at forhindre borgerne i at anbringe deres penge i noget som helst andet end den lokale statsmagts egne papirpenge. Vi har selv haft den slags. Under Schlüter var det stadig strafbart for en dansker at besidde en 100 US-dollar seddel! Reglerne forsvandt, fordi de stred mod EUs princip om frie kapitalbevægelser.

Den form for restriktioner stritter det græske folk imod med alle til rådighed stående midler. Det klart effektiveste middel er naturligvis en bankoverførsel til udlandet. Og det kan man ikke fortænke dem i.

De penge, som allerede er flygtet, kommer ikke tilbage til Grækenland, førend de kan bevare deres værdi. Der er idag ikke ret meget, der tvinger et lands befolkning til at bruge den lokale valuta. Navnlig turisterhvervet modtager i forvejen næsten alle sine indtægter via bankernes betalingskort. Det er ikke svært at dirigere dem videre til en bank i et andet land.

Hvis mirakelkuren mod den græske syge er en ny valuta, så bør fortalerne for den løsning forklare os, hvorfor hvert enkelt af de mange tiltag til liberalisering af det græske erhvervsliv, som er indeholdt i eurogruppens krav, er overflødige. Findes der på den liberale fløj virkelig modstandere af næringsfrihed, privatisering og afskaffelse af nedarvede privilegier? Det ville da være en nyhed.

Burde der ikke snarere have været stillet flere krav om frie markeder?

Den græske økonomis krise er ikke de græske borgeres krise, men den græske stats krise, der breder sig til de græske borgere. Selvfølgelig bærer hver enkelt vælger sin del af ansvaret for sammensætningen af parlamentet og dermed for den førte politik, men det er vigtigt at fastholde, at krisen skyldes en dårligt regeret stat. Og skal løsningen så bestå i at lade den selvsamme stat erstatte relativt gode penge med genbrugspapir påtrykt ordet “drachma”?

Mon ikke lidt skepsis er tilladelig her?

Kommer i Børsen i uge 31 eller 32.

Udgivet den

Liberal – socialistisk ordbog

Der er rigtig mange politiske udsagn, der skrives i kode. Det kan der være flere grunde til. For det første er langt de fleste politiske budskaber rettet mod egne tilhængere, som skal overbevises om behovet for at ændre bevægelsens kurs.

For det andet kan der ofte være et ønske om, at udenforstående ikke helt forstår rækkevidden af teksten. Det gælder naturligvis mest for de samfundsomstyrtende partier, der gerne vil kombinere en pæn facade med det virkelige budskab. Så er det eufemismerne blomstrer.

Til gengæld betyder brugen af koder ofte, at man netop ikke når ud til andre tilhørere end de allerede overbeviste proselytter.

Hvis man vil længere ud med sit budskab må man derfor lære at tale de andres sprog. Derfor er der behov for en ordbog, som kan oversætte liberale termer til noget, som ikke skræmmer socialisterne væk.

Her er et ultrakort forsøg derpå

Dynamiske effekter – selvforstærkende virkning

Forsikring – abonnement

Frihed – mangfoldighed, kaleidoskopisk; i sammensætninger kan benyttes regnbue-…

Incitament – øge fornøjelsen ved at bidrage med

Individualisme – minoritetsbeskyttelse

Konkurrence – variation

Konsistent – sammenhængende

Liberal – fordomsfri

Management buy out – kollektiv virksomhedsovertagelse

Marked – samarbejde, spontan orden, mangfoldighed,

Markedsøkonomi –  frivilligt koordineret samfundsøkonomi

Markedskræfter – indirekte styringsredskaber med effektiv feed-back og løbende justeringsmekanismer

Privatisering – folkeeje, alternative ejerformer

Skattenedsættelse – øget selvbestemmelse

Vækst – ressourceoptimering

Udgivet den

Grimme ællinger skal da kanøfles

Grundlæggende finder jeg det uforskammet at kritisere en Benny Engelbrecht for, at han har sagt ja til at blive minister, selv om han kun har gået 9 år i skole.

I modsætning til nogle af os andre, der har rige evner, men måske ikke udnytter dem særlig godt, så har han fået ganske meget ud af sine forudsætninger.

Hvis man skal undre sig over noget, så er det egentlig, at han aldrig har følt behov for at supplere med yderligere formelle kvalifikationer, men det illustrerer måske bare, at de netop kun er formelle.

At jeg så er uenig med manden i stort set alt, at jeg betragter ham som en pop-politiker, og at han appellerer til et segment, som jeg hellere ville dø end tilhøre, er en anden snak.

Man kan bare ikke kritisere Folketinget for at være for ensidigt sammensat og samtidig gøre grin med en virkelig markant undtagelse – blot fordi han er en undtagelse.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: