Obama-care I

Er de skøre de amerikanere

.
Når man i nyhederne hører, at USA’s højesteret over hele 3 retsdage skal behandle spørgsmålet om staten overhovedet kan indføre en art sygesikring, der mest af alt minder om gamle dages sygekasser, så vil de fleste af os med nogen ret spørge: “Er de ikke lidt til en side, de amerikanere.”
Men har vi egentlig nogen grund – bortset fra fordomme – til at mistænke amerikanere for at være dårligere til at indrette deres samfund end os. Hvor velbegrundet er den tanke om USA, at nogle få har for meget, men mange for lidt.
Når sagen overhovedet føres, så skyldes det naturligvis, at USA er en føderal statsdannelse, lidt ligesom det EU, som danskerne har meget svært med at indordne sig under. Det første karakteristikum ved en føderal stat er, at den har sin kompetence til at lovgive i kraft af, at den har fået den overdraget fra delstaterne. I USA skete det ved, at staterne tiltrådte forfatningen, i EU ved at tiltræde Rom-traktaten. I begge tilfælde har den centrale magt kun fået overdraget de kompetencer, som staterne er villige til at afgive. I USA’s tilfælde parres det med, at en stat ikke ensidigt kan forlade unionen – det afgjorde borgerkrigen fra 1860 til 1865.

Men når nu centralmagten ikke har fået overladt sygesikring ved en explicit hjemmel, så er det vel meget rimeligt, at man fører sag derom. Det er i den forbindelse lidt sjovt, at medens den danske venstrefløj har været mest aktiv med at forsøge sig med sager om Danmarks tiltræden af diverse EU-traktater, så er det ofte de samme, som har mest ondt ved, at de borgerlige bruger samme taktik i USA.
En bemærkelsesværdig forskel er dog, at medens det herhjemme er sådan at både den fælles og de enkelte staters domstole kan afgøre om en kompetence er overladt til fællesskabet (i fald afgørelsen falder ved en enkeltstats domstole, så gælder den dog kun for denne stat), så er det i USA udelukkende den føderale regerings domstole, der afgør denne slags sager.
Og hvad er det så for en kompetence, de strides om i USA. Det er forfatningens § 1, stk. 8, nr. 3, der giver Kongressen mulighed for at “regulere handelen mellem de enkelte stater”. Og når man ser det, så kan man måske nok forstå, at der kan være grund til at overveje, om sygesikring er omfattet deraf. Men det hører med til historien, at denne bestemmelse har været brugt i en lang række tilfælde til at lade centralmagten blande sig i forhold, hvor handelsaspektet af loven er beskeden. Store dele af borgerrettighedslovgivningen bygger på denne regel, idet man f.eks. antager, at raceadskillelse på offentlige steder kan påvirke handelen mellem staterne. Uanset hvilken holdning man i øvrigt indtager til raceadskilelse, så må man vist sige, at fortolkningen er anstrengt. Noget tilsvarende gælder på andre områder.
I Obama-care sagen er der en ganske særlig udvidelse af begrebet, nemlig at borgerne påbydes at købe en sygeforsikringsordning, og hvis de ikke gør det, så skal de betale en særlig extra-skat. Hidtil har bestemmelsen om handel mellem staterne altid været brugt til at regulere positive handlinger, altså når folk gjorde noget, ikke deres undladelser af at købe en vare.
At denne udvidelse af begrebet fortjener behandling ved Højesteret er vel ikke så mærkeligt. Og det vil næppe hjælpe på forståelsen, at Obama-care går ret langt i sin definition af sygdomme. Også for en dansker kan det nok være svært at forstå, at prævention skal være en udgift man belaster sygekassen med.
Men loven regulerer andet end individuelle sygeforsikringer, og for at gennemtvinge delstaternes accept af de øvrige dele af loven har Kongressen vedtaget, at stater, der ikke lever op til den, skal miste deres føderale tilskud til sygeforsikring for dårligt bemidlede; hele deres tilskud vel at mærke.
Det er ikke en helt usædvanlig foreteelse, at føderale bevillinger gøres afhængige af, at enkeltstaterne vedtager bestemte regler. Klassisk er, at som betingelse for at udbetale nogle bevillinger til anlæg af veje krævedes, at delstaterne hævede alderen for køb af spiritus til 21 år.
Men denne gang er der tale om så betydelige beløb, at det vil belaste en delstats økonomi meget alvorligt, dersom de føderale bevillinger tilbageholdes. Og proportionalitet er ikke et uvæsentligt forhold i jura. 26 stater har bakket op om søgsmålet, og dette viser, at sagen ikke er uden betydning. Vi kender alle ordene: “an offer you cannot refuse”, men som regel indebærer det også, at man er gået ud over de grænser dommere vil godkende.
Men der kan være forhold, som helt udelukker, at dommerne kommer til at tage stilling til selve sagens hovedspørgsmål. Fra dansk ret kender mange Grundlovens § 63, der foreskriver, at man kan anfægte offentlige myndigheders handlinger ved domstolene, men samtidig understreger, at indtil domstolene har talt, så skal borgerne rette sig efter den pågældende myndigheds diktat. Det er et princip, som også genfindes i amerikansk ret, derved at en skat ikke kan anfægtes, førend den er betalt, og dermed en lidt strengere anvendelse af princippet end den danske grundlovs.
Det bliver først i 2014, der opkræves de første strafafgifter af de borgere, som ikke har meldt sig til en sygekasse. Og dermed rejser der sig spørgsmålet om, hvorvidt dette forhindrer, at spørgsmålet behandles nu. At det vil opstå i 2014, og domstolene dermed med sikkerhed vil komme til at tage stilling til det, kan man allerede nu sige. Hvilke omfattende konsekvenser og omfattende tilbagebetalinger, der kan blive tale om, hvis loven underkendes i 2015 eller senere, kan næppe nogen overskue. Og hvis retten er i tvivl, så kan det måske nok have sin stilfærdige betydning.
Endelig er det et meget interessant spørgsmål om konsekvenserne af sagen. På dansk bruger vi ordet retsfølge til at beskrive det. Retsfølger af en almindelig lov kan være af så mange slags; at man får en tilladelse eller et tilskud er den mest almindelige. Også overtrædelse af loven har sine retsfølger, som regel form af straf, tilbagekaldelse af en tilladelse, ugyldighed af en beslutning eller erstatning. De kan kombineres i det uendelige.
Men hvad er retsfølgen af vedtagelsen af en lov, som strider imod grundloven? For lovgivernes person er der oftest ingen konsekvens.
Som udgangspunkt er retsfølgen af grundlovsstridighed ugyldighed, men hvor meget skal erklæres ugyldigt? Hvis man nu har en lov, som gennemfører nogle nye regler, og en anden lov, som laver konsekvensændringer andre steder i lovgivningen. Når den ene bliver ugyldig, skal den anden så også blive det? Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål.
De eneste danske domme, der erklærer love ugyldige, nemlig dommen om de islandske sagaer og tvind-dommen, skærer begge en enkelt paragraf ud af loven og lader resten stå. Tvind-dommen gør det klarest.
Hvis retten tror, at Kongressen ville have vedtaget den samme lov blot uden de forfatningsstridige bestemmelser, og hvis loven kan fungerer uden de forfatningsstridige bestemmelser, så er kun dele af loven ugyldig, ellers falder den hele. For det politiske system har den beslutning selvsagt væsentlig betydning, navnlig når man skal samle flertal om en ny lov.
Det er disse spørgsmål, den amerikanske højesteret skal tage stilling til, og konsekvenserne er vidtgående. Men at sagen er havnet i retten, giver god mening. Og at der er tænkt lige så meget og lige så dybsindigt over amerikansk ret, som over dansk, det kan der vist ikke være tvivl. Så de er nok ikke så skøre de amerikanere.
Jens Frederik Hansen

Søren Krarup – endnu en gang

Man kan godt blive helt svedt, hvis man vil tilbagevise samtlige de løst flyvende missiler, som den pensionerede præst fra Seem kan opsende.  Her fører han sig frem med en gang tågesnak om dobbelt statsborgerskab, som jeg ikke orkede at gå løs på.

Men de maliciøse bemærkninger skulle han ikke slippe af sted med, så det blev til dette lille Kort sagt:

Lange navne

Søren Krarup gør sig i JP d. 1 maj lystig over længden af navnet Abdulhadi al-Khawaja. Mit traditionelle danske navn indeholder imidlertid nøjagtig lige så mange bogstaver og min bror Hans Christian har endog et længere navn.

Mon ikke hr. Krarups stikpille i virkeligheden handler om noget andet?

Jens Frederik Hansen

Flagrende frihedstanker

Blandt konservative er frihedstanken til tider temmelig flagrende og usikker. Navnlig når det gælder flag.
Den samlede konservative top (Barfoed, Kjær og Jarlov) var også ude med riven: http://www.b.dk/kommentarer/regeringen-og-la-angriber-dansk-kultur.
Berlingskes chefredaktør Tom Jensen viste det med denne klumme: http://tomjensen.blogs.berlingske.dk/2012/04/23/den-fattigste-frihedskamp/

Og så kunne jeg ikke holde mig længere, men måtte endnu en gang ytre mig derom. Denne gang på facebook:

Tvangstænkende nationalister

Gennem den seneste tid har en debat om flag, kanoner (af den kulturelle slags), kristendomsundervisning og andre nationale symboler raset på fuld kraft i aviser og på netmedier. Blandt de flittigste skribenter har været den tidligere så saglige Rasmus Jarlov, men senest har Berlingskes Tom Jensen også blandet sig.

Der er ingen ende på, hvilke mærkelige motiver de kan skyde deres modstandere i skoene – lige fra at bulldoze nationale symboler til afskaffelse af Dannebrog. Og hvor må de dog vide, at det er noget inderligt vrøvl, som de får fremført.

Når man hedder Jens Hansen, så er det godt nok tungt at blive beskyldt for at være tilhænger af unational adfærd. Jeg skriver disse linier omgivet af minder om mine forfædres indsats i danske krige tilbage til Københavns bombardement i 1807. Forleden læste jeg Den lille Hornblæser for mine børn, nøjagtig som min farfar læste den for mig og hans far førend ham. Og så skulle jeg ikke være kernedansk? Og endnu værre, jeg skulle ikke ønske at videregive min danskhed til mine børn.

Men misforståelsen skyldes tilsyneladende, at d’herrer er så hjernevaskede af det moderne forbudssamfund, at de slet ikke fatter betydningen af det lille ord “frihed”. Frihed betyder imidlertid, at en handling hverken er forbudt eller påbudt. Hvis man har frihed, så må man selv bestemme, om man vil eller ikke vil gøre handlingen, f.eks. at flage med Dannebrog. Når man giver nogen frihed i stedet for litteraturkanoner, så betyder det altså ikke, at læsning af Peter Seeberg bliver forbudt. Men det betyder, at man har indset, at fortalen til Jyske Lov kan være lige så vigtig som en ekstra folkevise; at Anne Holms børnebog David er lige så vigtig som 100 sider Holberg (der i øvrigt ofte var påfaldende inspireret af udenlandske forfattere). Og fremfor alt betyder det, at man har forstået noget centralt i vestlig civilisation, nemlig at mennesker skal have både lov og pligt til at tænke selv.

Historie- og rodløse er nationalromantikerne også. De ved ikke, at dansk tradition netop bygger på, at skoler selv fastsætter deres pensa, og at det modsatte kun har været gældende i et fåtal af år. De ved tilsyneladende heller ikke, at de “kanoniske bøger” er Bibelens officielle titel, og at brugen af udtrykket om andet med rette kan anses for lettere blasfemisk. De påkalder sig kultur, men blændes af politur.

Sagt i samme højspændte tone, som de selv bruger, så vil de afskaffe kærlighed til Danmark og indføre pligt til at være dansk. Men kan man virkelig have den holdning, og så stadig være dansk?

Jens Fr.

PS Jeg var meget glad for venlige kommentarer fra blandt andet d’herrer Geertsen og Jan E. Jørgensen

I de national-romantiskes verdensbillede vægter Holberg tungt –
lige så tungt som hans sarkofag i Sorø

 

Frihed og flag i modvind

Eva Agnete Selsing gik i selvsving over et forslag fra Xenia Stampe og skrev denne kommentar i Berlingske: http://www.b.dk/kommentarer/saa-hejser-vi-det-liberale-flag
Det kunne jeg ikke nære mig for at svare på i Berlingske d. 14. april:

Lad mangfoldigheden blafre.

I modvind?

Når Eva Agnethe Selsing i sin klumme i Berlingske d. 10.april 2012 mener, at flagfrihed vil være et anslag mod kerneværdier i det danske samfund, så tager hun grundlæggende fejl.

For næsten alle os liberale gælder, at vi fortsat håber at se Dannebrog vaje fra næsten hvert eneste hus. Vi tror, at Dannebrog er smukkest i blæst – og navnlig i strid modvind. Og vi har fuld tiltro til, at Dannebrog kan hævde sig i konkurrence (uden positiv diskrimination og flagkvoter).

Som lovgivningen er, så er den inkonsekvent. Grundlæggende er det forbudt at flage offentligt med noget som helst andet end Dannebrog, men der er en meget lang praksis for ikke at skride ind mod Ikea-, Shell- og alle mulige andre rædselsfulde reklameflag. Det er i dag næppe muligt at gennemtrumfe et forbud mod nedlagte landes flag, f.eks. Hagekorset og DDRs, som vi formentlig alle ville hade at se.

Samtidig må vi også erkende, at der bor langt flere udlændinge i Danmark end tidligere, og hvorfor skal de ikke have lov til at fejre begravelser og fødselsdage med deres eget flag. Og EU- samt nordiske borgere har allerede fået en permanent tilladelse Hvorfor så ikke et venskabeligt Stars and Stripes hellere end et Uno-X flag. Min nationalfølelse eksisterer ikke på bekostning af andres, men i respekt for deres særpræg. Og hvad med de af vore landsmænd, som bor i udlandet? Skal de ikke støttes i et ønske om at bruge Dannebrog.
Endelig må politiet have vigtigere opgaver. Hvor mange betjente, anklagere og dommere skal afsættes til nidkært at gennemtrumfe et forbud? Vil vi virkelig betale løn til justitsministeriets jurister for at behandle ansøgninger om dispensation ved konfirmationer og internationale kongresser?

Naturligvis skal vi værne om nationale symboler, men vi skal gøre det hver for sig og af overbevisning.

Jens Fr

9. april – en samlende eller spredende begivenhed

Gennem de seneste år er det blevet stadig mere almindeligt at fordømme den danske regerings holdning d. 9. april. Det er et forhold, som jeg har været nødt til at gennemtænke, fordi mine børn trods alt har en oldefar, der sad i regeringen under hele besættelsen. Han var både den første minister, som tyskerne krævede flyttet fra sin post, og alligevel medlem af ministeriet Scavenius, så længe det sad.

Lad mig samtidig straks sige, at jeg er opdraget til at tro på kamp til sidste patron, så mit instinkt ligger langt fra samarbejdspolitikken. Men det betyder ikke, at jeg kan deltage i den universelle fordømmelse deraf. Man er altså nødt til at huske forudsætningerne for kapitulationen d. 9. april.

Det er måske umuligt at forstå idag, men det var forholdsvis bredt accepteret i datiden, at man af hensyn til folkeretten skulle forsøge at hindre neutralitetskrænkelser med militær magt, men at man samtidig ikke var forpligtet til at kaste sig ud i en eksistenskamp. På egen hånd gav en eksistenskamp ingen mening, og vi havde som neutrale ingen alliancer med andre om gensidig støtte. Ingen i det danske militær eller blandt danske politikere havde forudset, at et dansk offer kunne hjælpe Norge. Og det havde nordmændene eller svenskerne såmænd heller ikke.

Regeringen foretog sig den 9. april det yderst rationelle, at man overvejede om kampen havde varet længe nok til, at Danmark kunne hævde, at man havde ydet det minimum af modstand, som krævedes for at være besat mod sin vilje. Man accepterede helt klart, at det krævede en indsats med et antal dræbte, men også at man derefter kunne stoppe kampen.

Hvis man skal holde sig inden for den tids præmisser, så handlede regeringen imidlertid korrekt og klogt d. 9. april.

De, som hævder, at den 9. april skyldes en radikal-socialdemokratisk regerings politik, må samtidig påvise, at en anden regering havde haft mulighed for at føre en anden politik. Og i den forbindelse er det afslørende, at selv en fuldstændig gennemførelse af de konservatives forslag til forsvarsordning, ikke havde ændret det mindste på udfaldet af d. 9. april. Ingen partier kan påstå, at de i årene op til 2. verdenskrig foreslog en oprustning, der ville have medført, at Danmark havde stået afgørende bedre militært d. 9. april.

Af natur er jeg tilbøjelig til at føle som den af mine grandonkler, som stod opmarcheret i en kasernegård og modtog ordre til at undlade modstand. Han rasede stadig af afmagt, da han fortalte mig derom 30-40 år senere. Men det karakteristiske er netop ordet “afmagt”.

Når man er afmægtig, har man en tendens til at mene, at “det må være nogle andres skyld”. Men det behøver det ikke være. Og man sætter et unødvendigt skel ned igennem den danske befolkning, hvis man postulerer, at det socialdemokratisk-radikale flertal ikke følte sig lige så afmægtige og lige så knust d. 9. april.

Jens Frederik

Jeg blev i øvrigt glad og rørt, da en bekendt delte denne facebooktekst med ordene: Jens Frederik Hansen er og bliver en klog mand – også selvom han er jurist

%d bloggers like this: