Indlæg

Udgivet den

Menneskerettighedsmisbrug – et eksempel.

Menneskerettigheder er vigtige som pejlemærker, men de skal ikke bare hales frem i tide og utide.

Nogle adoptivbørn fra udlandet har opdaget, at de har biologiske søskende, som også er blevet adopteret her til landet, og det vil andre adoptivbørn selvsagt gerne have undersøgt, om de også har. Men det er vanskeligt af få gjort.

Derfor var en lektor, Marianne Høigaard, der forsker i menneskerettigheder, kaldt i morgenradio på P1 for at tale om spørgsmålet. Men det er altså problematisk, når et spørgsmål pludselig bliver gjort til noget om Menneskerettigheder.

Menneskerettigheder skal handle om de store problemer
For det første  så devaluerer man begrebet menneskerettigheder. Moderne menneskerettigheder, baseret på internationale traktater, opstod efter 2. verdenskrig. De er en reaktion på koncentrationslejre og anden elendighed, og selv om rækkevidden nok skal være lidt bredere, så skal man altså reservere begrebet til noget, der virkelig griber ind i folks liv.

De tekster, for eksempel Den europæiske menneskerettighedskonvention, som det hele bygger på, er måske nok kloge og gennemtænkte, men de er altså også et produkt af deres samtids problemer og lidt tilfældige i deres valg af emner. At  begynde at fortolke om dette eller hint problem er omfattet af teksten, er principielt set ikke meget forskelligt fra at skulle afgøre, om moselovens bud om at holde hviledagen hellig tillader, at man tænder for elektrisk lys.

Og det hører i hvert fald med i billedet, at den danske befolkning i helt overvældende grad får brækfornemmelser, hver gang dette eller hint afvises, fordi “det vil være i strid med vores internationale forpligtelser” i henhold til en eller anden konvention. Man når i praksis meget længere med at konstatere, at “forslaget er dumt, fordi …”. Eller omvendt naturligvis.

Man vælter omkostningerne over på andre
Når først man har gjort noget til et spørgsmål om menneskerettigheder, så ligger det snublende nær, at omkostningerne ved en løsning ikke skal bæres af de berørte, men af fællesskabet. Og lektoren fik da også sagt, at omkostninger aldrig må stå i vejen for at overholde nogens menneskerettigheder.

Men der findes ikke menneskelige aktiviteter uden omkostninger. Vi vælger at udføre dem, hvor fornøjelsen overstiger indsatsen. Men når først vi kan vælte byrderne over på andre, så forsvinder det krav om proportioner.

I sagen om adoptionsbørnenes mulighed for at finde deres søskende er problemet egentlig ikke, at de ikke må få oplysningerne. Det er såmænd bare, at nogle oplysninger er svært tilgængelige, fordi de ligger i gammeldags papirarkiver, som skal gennemsøges manuelt. Og det koster. Og hvem skal så betale.

Man gør spørgsmålet sort-hvidt
Når først man taler menneskerettigheder, så forsvinder nuancerne i en sag. Det bliver et spørgsmål om alt eller intet. Der er imidlertid kun få spørgsmål, som er så enkle, at der kun findes én tænkbar løsning, som ligger indenfor det rimelige.

Spørgsmålet om omkostninger til undersøgelser i adoptionsarkiver illustrerer det egentlig godt. For løsningen behøver vel ikke nødvendigvis at være, at det offentlige skal betale. Det kunne være at gennemføre undersøgelserne på en mere effektiv måde, en fordeling af omkostningerne  eller noget helt tredje.

I dette tilfælde blev der heller ikke med et eneste ord nævnt, at der også er andre end det nysgerrige adoptivbarn at tage hensyn til. Det er jo ikke sikkert, at den nysgerriges ønske om kendskab til sine mulige søskende deles af de eventuelle søskende. Det hensyn hører i hvert fald til i en rimelig diskussion af emnet.

Men menneskerettighedsetiketten gjorde at det forsvandt og dermed fremmer man formentlig bare fornemmelsen af, at menneskerettigheder er verdensfjerne og religiøse. Det er ikke en god måde til at skabe et samfund, hvor vi tager mere hensyn til hinanden – og det må vel ellers være målet med dem.

Og så lige et tilføjet PS fra 5. februar 2018

Hvorfor er det lige, at en tekst som menneskerettighedskonventionen, der formuleret i absolutter, kan fortolkes dynamisk?

Det er selvfølgelig, fordi pligter, rettigheder og friheder i et samfund bør afhænge af tid, sted og en hel masse andet.

Og så skal vi lige huske, at politikere elsker at skubbe dem foran sig. Når de ikke vil stå ved en regel, så siger de: “Ellers bryder vi konventionen!”

Udgivet den

Ghettobekæmpelse starter med de islandske sagaer

Det vigtigste enkeltskridt i ghettobekæmpelse er en ændret sammensætning af ikke bare beboerne, men også af bebyggelsens ejerformer. Og det kræver lovgivning på kanten af Grundlovens regler om ekspropriation. De islandske sagaer udgør et fortilfælde.

Der findes ikke private ghettoer

Når man taler om ghettoer i den offentlige debat, så er der altid tale om boligområder, der er opført med statsstøtte. Det indgår endda som en del af ministeriernes definition af en ghetto. Men det er formentlig et helt overflødigt led i definitionen.

For hvis man skal pege på områder med massiv koncentration af indvandrere, straffede, arbejdsløse og uuddannede, så kan man formentlig ikke finde et eneste privat boligbyggeri, som kommer i nærheden af at opfylde ministeriernes ghettodefinition.

De kendteste ghettoer, Mjølnerparken, Vollsmose, og Gjellerup-planen er meget store bebyggelser, nærmest hele bydele, så umidelbart tænker man nok, at der ikke er så mange sammenlignelige private bebyggelser. Men det er ikke helt rigtigt. Leder man lidt, så kan man godt finde sammenhængende private boligområder med lige så mange lejligheder som en række ghettoer. Og ingen af dem har nogensinde haft ghettoproblemer.

Grundlovens regler om ekspropriation skal overholdes.

Hvis statsstøttet byggeri så bare var opført som ejet direkte af en offentlig myndighed, en kommune eller styrelse, så havde et frasalg af deres boliger ikke været så problematisk. Men det er de ikke. De er principielt selvstændige juridiske enheder, som ganske vist er underlagt en masse restriktioner med hensyn til formål og ageren, men som ikke ejes af det offentlige. Det vigtige i den sammenhæng er, at de skal drives non-profit. Der skal ikke optjenes et overskud til ejerne og de må som udgangspunkt ikke sælge deres ejendomme.

Som selvstændige retssubjekter er de naturligvis beskyttede af Grundlovens regler om, at man ikke kan ekspropriere med mindre det er til gavn for det almene vel og der ydes fuld erstatning. Det sidste kan lyde som noget, der bliver dyrt. Men det behøver det ikke blive.

Sagen om sagaerne

Hvis man ikke har fået fortalt historien i skolen, så skal man lige vide, at de islandske sagaer er en samling middelalderhåndskrifter, som er de centrale kilder til Islands tidlige historie. De er kort sagt grundlaget for islændingenes nationale identitet. Men de var altså i historiens løb havnet i København, og den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen fik derfor den idé, at de skulle tilbage til Island.

Problemet ved det var, at de var ejet af en fond, der ganske vist i flere menneskealdre havde fået alle sine udgifter betalt af staten, men som var en selvstændig juridisk enhed med regnskaber, bestyrelse og så videre. Så da staten gav sagaerne til Island, krævede fonden erstatning. Det fik den imidlertid ikke!

Højesterets synspunkt, som både jurastuderende og andet godtfolk altid har svært ved at goutere, var, at erstatningen skulle svare til det beløb fonden kunne tjene på sagaerne. Men da de ikke kunne sælges og aldrig kunne give overskud, så var det gratis for staten at tage dem og give dem væk.

Det er en juridisk finte, som boligselskabernes bestyrelser bør huske, hvis de får lyst til at påberåbe sig, at man ikke kan ekspropriere uden erstatning.

 

PS Jeg bruger betegnelsen statsstøttet byggeri, for jeg har lidt svært ved at kalde ejendomme befolket med etniske minoriteter for ‘almene’, endsige ‘almennyttige’. Og ‘sociale’ er de heller ikke.)

 

 

Udgivet den

Folkekirkens fremtid er langt mindre sikker

I JP 24/ 12 udtaler både kirkeministeren og en professor i teologi, Peter Lodberg, at folkekirken bestemt ikke er i krise trods faldende medlemstal.

De skyder endda grunden til den faldende medlemsprocent over på indvandring. Men når de gør det, ignorerer de et meget vigtigt tegn på, at folkekirken i hvert fald er på vej ind i en krise. Det væsentlige faktum er, at dåbsprocenten falder.

Den er for tiden ca. 60 og falder omkring 1 pct. om året. Det kan dårlige undskyldninger om indvandringen ikke forklare. Store dele af den etnisk danske befolkning lader ikke længere deres børn døbe.

Folkekirkens medlemsskare vil med andre ord blive konstant ældre og på sigt falde betydeligt.

Samtidig har kirken ikke styr på sin økonomi. Danskernes stigende indkomster har hidtil medført, at kirkeskatten ikke har skullet stige markant, men pengeforbruget er på 10 år fra 2005 til 2015 steget med ca. 10 pct. målt i faste priser, altså når inflationen er trukket fra.

På et eller andet tidspunkt vil stigende dele af befolkningen konstatere, at “billetprisen til juleforestillingen” er blevet for høj.

Så kan udviklingen tage markant fart, fordi kirken har meget store faste udgifter. At reducere bygningsmassen og sværmene af medarbejdere vil ikke gå stille for sig. Dertil kommer, at staten yder nogle solide skjulte tilskud til kirken i form af kontingentopkrævningen, der indgår i den almindelige skatteopkrævning. Skulle folkekirken selv stå for den, ville økonomien hurtigt se helt anderledes ud. Ministeren har – med en omskrivning af et klassisk citat – nok ret i, at folkekirken ikke er på afgrundens kant. Men man kan se den, og kirken har kurs imod den.

Tilsvarende synspunkter har Karen Marie Leth Nissen i Jyllands-Posten 18. maj 2018.

 

Udgivet den

Liberalisme betyder ikke, at bankerne altid har ret.

Andelsboligforeningsloven har i årtier haft en regel om, at hvis en forening går konkurs, så kan de tidligere andelshavere blive boende som lejere. Men ingen har gennemtænkt i detaljer, hvordan betingelserne for lejemålet skal være. Hvor høj husleje? Depositum? Et cetera, et cetera

Lovindgreb i eksisterende aftaler er en uskik

Gennem næsten 80 år har vi haft kunstigt lave huslejer på grund af boligregulering. Og gennem de seneste 30 år har jeg konsekvent råbt og skreget på liberalisering af lejelovene. Så når regeringen nu vil indføre nye regler om beregning af husleje i ejendomme, der har tilhørt konkursramte andelsboligforeninger, så burde jeg vel smile huldsaligt.

Det gør jeg bare ikke. Og begrundelsen er enkel. Lovforslaget skal nemlig udelukkende bruges til at forrykke magtbalancen mellem andelshavere i konkurstruede andelsboligforeninger og de banker, som har ydet dem lån.

Et ensidigt lovindgreb, hvis formål er at hjælpe den ene part i et eksisterende kontraktsforhold med at vride sig ud af potentielle tab på den anden parts bekostning, det er ikke liberalisme. Det er bare ny regulering, og i en endnu mere skadelig version.

Klædt af til skindet – og nu skal de også flås

For boligmarkedet er konkursramte andelsboligforeninger ikke noget stort problem. Der gik mere end 40 år fra man indførte andelsboligforeningsloven til man så den første konkurs. Men da de endelig kom, så var det en hel stribe af de allerstørste andelsboligforeninger i landet, der tog turen, som regel som afslutningen på en lang og pinefuld proces.

For andelshaverne i de konkursramte foreninger kan det imidlertid godt være et stort problem. Skal man ynke dem? Ja, nøjagtig lige så meget som man skal begræde alle mulige andre, som har investeret i tiltro til nogle forudsætninger, der skrider. Hvis deres tab gjorde os andre rigere, så ville der være plads til skadefryd. Men sådan er det ikke.

Da man lavede lovreglen om, at andelshavere kan blive boende som lejere, var der ét sæt regler om huslejefastsættelse, nemlig “omkostningsbestemt husleje” efter boligreguleringsloven. Nu vil regeringen lave det om, så de skal betale gennemsnittet af boligafgiften i de sidste 4 år førend konkursen. Men det er naturligvis et langt højere lejeniveau, end efter de gamle regler.  Med andre ord føjer man spot til skade.

Det handler om incitamentsstrukturen

Der er ingen tvivl om, at en del af de konkursramte andelsboligforeninger blev dannet på et løsagtigt grundlag. Ejendommene blev købt for dyrt og belånt på en lidt for kreativ måde. Det er selvsagt primært købernes ansvar, men der var også nogle långivere som havde tabt jordforbindelsen.

Den jordforbindelse hed “Bekendtgørelse om realkreditinstitutters låneudmåling.” Og indholdet af den er – og har hele tiden været – at andelsboligforeninger ikke må låne flere penge, end de kan forrente og afdrage ved at opkræve den husleje, som lejelovgivningen tillader.

Så hvis et salg af de konkursramte andelsboligforeningers ejendomme ikke kan dække gælden, så har man ikke overholdt lånegrænserne. Så har man overbelånt. Og så fortjener bankerne s’gu selv at få tabene.

Dertil kommer, at hvis huslejen fremover skal sættes til et gennemsnit af boligafgiften i årene inden konkursen, så får andelsboligforeninger ikke nogen tilskyndelse til at forsøge at komme gennem krisen ved at sætte boligafgiften op. Så gælder det tværtimod om, at få den sat ned, så man kan få en lav leje efter konkursen.

Hvis man endelig vil lave det om

Selvfølgelig skal man ikke leve med fortidens uheldige love i al evighed. Og andelsboligforeningslovens regel om, at andelshavere kan fortsætte som lejere, har givetvis været for gunstig.

Men hvis man vil lave den om, så bør man – som altid – nøjes med at gøre det for nye retsforhold, altså for foreninger som stiftes i fremtiden eller optager nye lån. Så ved parterne, hvad de skal rette sig efter – begge parter vel at mærke.

Udgivet den

Vidnetrusler udgør en mikroskopisk risiko

Det fyger med frygt i debatten om bandekrig. Det kan ikke undre, for at skabe frygt er et af de væsentligste formål med bandevold. Og det er en frygt som lynhurtigt spreder sig til vidner, politi og domstole.

Men hvor alvorligt skal tilfældige tilskuere egentlig tage den frygt? Svaret er enkelt: “Problemet er stærkt overdrevet.”

Der findes 2 slags trusler
Grundlæggende kommer trusler i 2 varianter, nemlig “hvis du gør …, så …” og “fordi du har gjort …, så …” Det er ikke en sondring, som går igen i den strafferetlige litteratur, men den er væsentlig for vurderingen af truslen.

På vej ud af retten, hvor man er allermest ophidset over en “uretfærdig” dom, skal der ikke formentlig ikke så meget til, førend man udsteder lidt løse trusler overfor anklagerens hovedvidne. Det er klassiske eksempler på “fordi-trusler”. Og de forekommer nok temmelig ofte. De færreste udløser en ny straffesag, men det sker.

Der er en god grund til, at trusler afsagt lige efter retsmøder næsten altid bare er mundsvejr. For skaden er jo sket. Vidneforklaringen, som udløser truslen, er afgivet, og ofte er dommen også faldet. At gøre alvor af truslerne gør ikke nogen forskel, det giver bare en yderligere mulighed for at blive straffet.

Hvis vidnet har udløst en fængselsstraf for gerningsmanden, så kan gerningsmanden heller ikke selv gennemføre truslen. At få andre til at udføre truslen er svært. De har ikke helt samme personlige engagement og vil nødigt tage risikoen. Og for den lidt mere organiserede del af den kriminelle verden (læs: hash- og narkohandlende), så er man heller ikke interesserede i at påkalde sig uønsket opmærksomhed.

“Hvis-truslerne” er de væmmelige
Der er en del mere på spil med “hvis-trusler”. For at truslen skal virke tilstrækkeligt motiverende, så er det en god idé straks at understrege alvoren med lidt vold, så vidnet forstår, at der er mere i vente. Og sådan gøres det i alle sagerne.

Til gengæld er det rigtig svært for gerningsmanden at vide, hvem man skal true. Det kan faktisk kun lade sig gøre, når man har forhåndskendskab til vidnet. En effektiv “hvis-trussel” skal fremsættes, førend politiet opdager og afhører vidnet. Så risikoen for, at den tilfældige forbipasserende udsættes for dem, er faktisk reelt ikke-eksisterende. Jeg har ikke fundet et eneste eksempel i de seneste 5 år.

Og samtidig har jeg kun set 1 dom, hvor man kan sige, at ophavsmanden til truslerne virkelig havde noget på spil. Det var under en røverisag, der tilsyneladende endte med 8 år til gerningsmanden, og hvor han på et tidspunkt sagde “Stikkersvin – du er færdig” til en af sine medtiltalte. Så den var jo endda en “fordi-trussel”.

Og hvordan er så straffene?
Traditionelt siger jurister, at når der er tale om forbrydelser, der kan ses som krænkelser af retten, såsom falsk forklaring og vidnetrusler, så falder straffen hårdt og kontant.

Men det er dog næppe så håndfast, som de fleste borgere ville ønske. Mundtlige trusler og fagter såsom pistol-fingre eller hånd-der-skærer-halsen-over, altså “fordi-trusler” giver normalt 2-3 måneder. Er der også vold havner man på ca. 4. “Hvis-trusler” med vold har udløst 5 måneder for voksne.

Personligt havde jeg forventet noget mere. Men det er jo tilsyneladende nok til at holde problemet på et “acceptabelt” niveau.

 

Hvis du vil se tallene:

Anklagemyndighedens database indeholder 11 tilfælde af vidnetrusler i perioden 2012 til dato.
1 er ikke relevant, men handlede om trusler mod et folketingsmedlem.
1 sag endte med frifindelse.
2 sager var “hvis-trusler” og i begge blev truslen ledsaget af vold, men der var ikke efterfølgende voldelig opfølgning af truslen, da vidnet havde udført “hvis’et”.
7 sager var altså “fordi-trusler”. De 5 var ord eller fagter på vej ud af retten, medens de sidste var hhv skud med luftpistol mod vidnes hus og en falsk anmeldelse indgivet 3 år efter vidneforklaringen. Ej heller her var der eksempler på opfølgning af truslen med senere vold.
En bemærkelsesværdig konstatering er, at den kriminalitet, som gav anledning til truslerne, kun i et enkelt tilfælde var særligt alvorlig, nemlig en røverisag, der udløste 8 års fængsel. Og i den sag var der tale om trussel mod en medtiltalt.

 

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: