Et retorisk lurendrejertrick

anmeldelse af Edvard Heiberg: 2 Vær. straks, 1. udgave, 1935

Der er noget fascinerende over en bog som med et demagogisk greb på første side kan skabe sin egen virkelighed og så fastholde den hele resten af bogen. Kunstgrebet er naturligvis uhæderligt og består i, at han konstaterer, at den gennemsnitlige husleje i København er 15 % af lønnen. Og derfor skal arbejderklassen naturligvis heller aldrig betale mere.

Når først man har konstateret denne grænse, så kan han ud fra gennemsnitslønnen for en arbejder på 3.000 kr. konstatere, at så skal huslejen være 450 kr. og så kan man jo i øvrigt beskrive, hvad der kan fås for denne sum.

Det var i 1935 ikke svært at finde dårlige ejendomme og skrive tårepersende derom. En af årsagerne var, at det københavnske boligmarked havde været gennem en lang periode med underinvestering i vedligehold og fornyelse som følge af den huslejeregulering, der havde været gældende fra 1916 til 1934.

Det var heller ikke svært at stille krav om at ”det offentlige” skulle bevilge pengene til at bygge nye bydele til subventioneret husleje.

Og så kan han med lån fra avisen Socialdemokraten opstille nogle regnskaber for driften af nogle ejendomme, hvor udlejerne angiveligt stryger fortjenester på to-cifrede procentsatser årligt. Men hvis det er så godt, hvorfor har han så ikke for længst købt dem op og drevet filantropisk udlejning?

Og så er der den gamle traver om de samfundsskabte værdier, der aldeles urimeligt tilflyder kapitalisterne.

Apoteosen nås med et storslået afsnit om Moskva, hvor ganske vist er akut mangel på boliger, men bolignøden i kapitalistisk forstand er afskaffet. De dårlige boliger er nedlagt, og ingen bor dårligt på grund af pengemangel. Men i stedet må 2 familier ofte deles om 1 lejlighed.

I det afsluttende kapitel rejses et politisk krav om ”enhver husstand mindst 2 værelser straks”. Og det tilføjes, at hvordan pengene skal skaffes, er det ikke arbejdernes sag at give anvisning på.

Arkitekten Edvard Heiberg havde sjovt nok oprindelig slået sig op på at indrette moderne butikslokaler ved at smadre underetagen af bevaringsværdige huse, men han var altså også en overbevist kommunist. Han havde arbejdet ved det af eftertiden lovpriste Bauhaus i Tyskland og havde fulgt med en af dets ledende skikkelser til Moskva, hvor han dog ikke holdt længe.

Han blev en indflydelsesrig skikkelse med gode forbindelser i de almennyttige boligselskaber. Han blev hyret til at skrive bidrag til offentlige betænkninger såsom Det fremtidige boligbyggeri fra 1945. Hans bog om ”2 vær. straks” hyldes i Dansk Biografisk Leksikon som et barsk indlæg i boligdebatten. Den kom i 70’erne i nye udgaver.

På 90 års afstand må man undre sig over, at det tyndbenede i hans facon ikke blev gennemskuet. Og navnlig kan må så spørge sig selv, om der idag er tilsvarende tågehorn, som får lov at svinge taktstokken i den offentlige debat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *