Forfatter: Jens Frederik Hansen

Udgivet den

Hvad OECD ikke fatter, er danskernes skatter

Forleden læste jeg OECDs landerapport for Danmark 2026, som har et afsnit om boligmarkedet.

Og det er tydeligt, at forfatteren ikke er i stand til at gennemskue, hvor hårdt belastede af skatter danske parcelhusejere egentlig er.

Der er 2 boligskatter i Danmark, hvoraf grundskylden i princippet hviler på alle ejendomme, medens ejendomsværdiskatten kun betales af ejerboliger.

At ejendomsværdiskatten kun betales af ejerboliger, er der en rigtig god grund til, nemlig at ejendomsværdiskatten er siamesisk tvilling til rentefradraget. Og de 2 skal i princippet udligne hinanden, så ejendomsværdiskatten svarer til det beløb, som man ved maksimal belåning af ejendommen ville spare i skat som følge af rentefradraget. Og som OECD korrekt fastslår, så er værdien af rentefradraget idag typisk væsentligt højere.

Men så overser man, at grundskylden faktisk virker som en ”stand-in” for ejendomsværdiskatten. Det er temmelig besværligt at beskrive mekanismen, men det er værd at forstå.

Grundskylden beregnes som en procentdel af jordværdien, og det er kommunalbestyrelserne, som hvert år skal fastlægge den lokale sats. Men i henhold til lovgivningen er der fastlagt et generelt loft for skatten på 3 % af jordværdien (Ejendomsskatteloven § 28). Sådan et loft fandtes også i den tidligere lov. Som led i overgang fra de gamle vurderinger til det nugældende system, er der for årene 2024-28 fastlagt nogle midlertidige lokale maksima, som findes i et bilag til loven.

Kommunernes adgang til at opkræve grundskyld er et af de parametre, som indgår i den kommunale udligning og beregningen af bloktilskud fra staten. Det er et djævelsk regnestykke, som kun ganske få mennesker forstår. Men til vores brug rækker det at sige, at en kommune naturligvis ikke skal have ekstra tilskud udefra, hvis den ikke har udtømt sine muligheder for at opkræve skatter. Så det er den maksimale grundskyldsopkrævning, der indgår i beregningen. Og det indebærer, at hvis kommunen ikke opkræver maksimal grundskyld, så slipper den ikke for at betale udligningsbeløb af den grund. Resultatet af det har været, at det kun er et ganske lille fåtal af kommuner, som har haft råd til at opkræve lavere grundskyld end maksimum. Den almindeligt anvendte tommelfingerregel har været, at kommuner, som skulle bidrage til kommunal udligning også opkrævede maksimal grundskyld. Og generelt er det de rige bykommuner, som bidrager til udligningen.

Da man i 2002 (ved lov nr.292) indførte et totalt stop for stigninger i ejendomsværdiskatten, så fik det en kraftig effekt på ejendomspriserne. Den effekt slog naturligvis igennem i vurderingerne, og navnlig satte den sig i den del af vurderingen, som udgøres af jordværdierne. Rationalet var, at hvis man har 2 ens huse i en billig og en dyr kommune, så må al forskellen i pris naturligvis skyldes forskelle i jordens værdi, for bygningerne er jo ens! Så da priserne stak af i de store byer, så medførte det helt utrolige stigninger i jordværdierne.

Og så skete der noget sjovt. Grundskylden var nemlig ikke underlagt samme totale loft som ejendomsværdiskatten. Så selv om der var lagt lidt begrænsninger på de mulige stigninger i grundskylden, så kom der en lang periode med solide årlige grundskyldsstigninger, og kumuleret over tid, så blev det til temmelig pæne beløb – faktisk nogle temmeligt lammende beløb.

Parcelhus i København NV, 136 m2, grund ca. 500 m2 + vej, ejendomsskat 45.000 + ejendomsværdiskat 20.000, altså 5000 kr. pr. måned

Og hvad der navnlig var interessant, så var det kun ejerboligerne, der fik denne stigning i ejendomsskat. Jorden under andelsboliger, almene boliger, udlejningsejendomme og endda ejerlejligheder steg ikke nær så meget som jorden under villaer. Og på den forløbne snes år har det totalt forrykket balancen i grundskylden.

Villaejerne betaler idag mange gange mere i grundskyld end de andre boligtyper. Så grundskylden virker reelt som en forhøjelse af ejendomsværdiskatten. Skatteministeriet har vist engang beregnet, at ca. 70 % af det beløb, som loftet på ejendomsværdiskat sparede parcelhusejerne for, bare havnede som en forhøjelse af grundskylden.

I det seneste sæt vurderinger af etageejendomme er jordværdierne ganske vist endelig blevet justeret op, så de bedre svarer til jorden under villaer, men i forhold til grundskylden er der lavet en yderst lempelig indfasningsordning, som gør, at de nye vurderinger først får fuld gennemslagskraft om nogle årtier – om nogensinde. Det hele afhænger jo også af hvordan inflationen arter sig i fremtiden. Hvis den stikker af, så kan den hurtigt overhale overgangsordningen. Det har man historisk haft temmelig mange eksempler på; boligforliget i 1966 er nok det mest absurde.

Så når OECD påstår, at det danske skattesystem subsidierer boligejerne, så er det forkert. Skattebyrden på boligejere er langt højere end antaget. Den ligger bare skjult et andet sted end OECD leder efter den. Og dermed er OECDs kritik af den lave ejendomsværdiskat også fejlagtig.

I øvrigt er det ret sjovt, at OECDs uvilje mod subsidier ikke strækker sig til de selvejende boligselskaber. Når det gælder den befolkningsgruppe, så er subsidier pludselig et gode. Men det er en helt anden historie.

Udgivet den

Sikandar og omvalg

Pressen er begyndt at lugte blod i Sikandar Siddiques bopælssag. Her er links til BT og TV2. Men kan det overhovedet ende med et omvalg? Er der ikke noget jura i det.

Vores valgsystem er det bedste!

Man skal som regel ikke lede ret længe for at finde nogen, som vil hævde, at det danske valgsystem er det bedste og mest retfærdige i verden. Sjovt nok kan man få vælgere i næsten alle andre lande til at sige nøjagtig det samme om deres.

Eksempelvis vil briterne tale rørstrømsk om ”first past the post”-systemets rødder tilbage i middelalderens England og dets evne til at give klare flertal. Det er imidlertid en hul løgn. Englænderne indførte systemet så sent som 1885 ved Arlington Street-forliget. Før den tid foregik alle valg i kredse med 2 mandater. Lige nu ser man i øvrigt en engelsk regering med et klart flertal, som ikke evner at gennemføre sit program, blandt andet fordi regeringen bygger på et lige så klart mindretal af stemmerne, så rigtig mange af parlamentsmedlemmerne ved udmærket, at de har en meget stor risiko for at ryge ud næste gang.

Og den enkle sandhed er, at alle systemer har fordele og ulemper.

Det er meget sjældent, vi ser det, men Sikandars sag illustrerer ganske godt, at det danske systems alvorligste svaghed er, at med et kompliceret valgsystem, hvor selv små stemmeskred kan have indvirkning på fordelingen af temmelig mange mandater – også hen over midten – så bliver det uendelig svært at skride ind mod valgsvindel!

Hvordan afhjælper man valgsvindel?

Hvis det foreligger valgsvindel, så er det eneste effektive middel til at rette op på det, at man holder et omvalg. I alle de lande, hvor valget foregår i nogle mindre kredse, der hver skal udpege et begrænset antal mandater, kan man som regel nøjes med at holde omvalg i en enkelt kreds. Den går ikke i Danmark. Hvis afstemningen er gået galt på et enkelt valgsted ud af ca. 55, så vil der skulle holdes omvalg i hele København – og det er naturligvis en dyr og omstændelig sport.

Det klassiske valgsvindel, det som man umiddelbart tænker på, er naturligvis den stalinistiske: ”Det vigtige er ikke, hvem der stemmer, men hvem der tæller stemmerne”. Det handler om at de ansvarlige for valget fylder stemmeurnerne med falske stemmesedler. Det er der naturligvis ikke tale om i Sikandars sag.

Så vidt jeg har læst mig til, så findes der i øvrigt gode statistiske metoder til at afsløre den klassiske svindel med stemmerne, så længe styret lægger vægt på, at resultatet skal fremstå ægte og derfor tillader en flerhed af partier og kandidater. I de situationer bliver det alt for svært at koordinere indsatsen, og derfor vil de enkelte valgsteder udvise nogle statistiske anomalier.

Noget af det sjove ved Sikandars valg er i øvrigt, at såvel hans personlige som listens stemmer fordeler sig helt sindssygt blandt valgstederne. Det er et Tingbjerg-parti. Og Sikandars personlige stemmetal er på ca. 45 % af samtlige partiets stemmer. Det er tal, som formentlig ville få enhver statistiker til at blive mistænksom. Men det er svært at forestille sig, at lige det skulle være svindel.

For Sikandars lille nummer er ikke den klassiske valgsvindel. Det er noget så relativt fantasifuldt som opstilling af en person, der ikke er valgbar. Det verdensberømte eksempel på en beskyldning om den slags var naturligvis postulaterne om, at Barack Obama ikke opfyldte kriterierne for at stille op til præsidentvalg, fordi det – ene af alle poster i USA – kræver, at man er født amerikaner.

Kan Sikandar straffes?

Hvis man med vilje stiller nogen op, som ikke kan vælges lovligt, så bør alle helvedes porte åbnes for at opsluge for den skyldige og gøre ham personligt ansvarlig. Men man skal sjovt nok lede længe i straffeloven for at finde noget, som Sikandar kan straffes for. Det at stille ulovligt op er mærkværdigvis ikke direkte strafbart. Det er der nok ikke nogen, som har tænkt på. Men det er strafbart, hvis han selv har stemt, for så har han ”uberettiget skaffet sig eller andre adgang til at deltage i afstemningen”. Det er omfattet af straffelovens § 117, stk. 1, nr. 1. Det ville dog være en noget tynd straffesag. Det er svært at forestille sig en ubetinget fængselsstraf for det. 1 forkert stemme ud af 349.000. Det kan vist ikke blive farligt for demokratiet.

Man kan også tænke sig folkeregisterloven anvendt som straffehjemmel og så rummer straffeloven en meget bred bestemmelse i § 163 om urigtige erklæringer, der formentlig kan bruges.

Hvem skulle have det næste mandat?

Men hvad så med et rask lille omvalg. Det var jeg faktisk overbevist om, at jeg ville ende med at foreslå, da jeg begyndte denne tekst. Men jeg er blevet noget mere i tvivl! På grund af valgforbund så var der kun 4 grupper, der deltog i fordelingen af mandater, og hvis jeg ellers kan regne og læse, så blev det yderste mandat tildelt det ”højrøde” valgforbund med Ø, F, Å og N helt ude på et fordelingstal på 6038. Havde der været et 56. mandat, så var det gået til de borgerlige med et fordelingstal på 5.966

Sikandars valgforbund fik 10.037 stemmer, hvoraf Frie Grønne fik 6798. Sikandar trak selv 3.125 personlige stemmer og der var 1264 på listen Resten var personlige stemmer på listens andre kandidater. Hvordan resultatet havde set ud, hvis Sikandar ikke havde været opstillet, afhænger primært af et forhold: Hvor var hans stemmer gået hen? Hvis vi antager, at Sikandar trak samtlige sine vælgere op fra sofaen, så de ikke ville have stemt på andre partier, så ville valgforbundet have fået et mandat, så længe valgforbundets stemmetal var højere end det fordelingstal på 5.966, som ville have trukket det 56. mandat. Så ca. 4.070 stemmer mindre kunne man altså tåle. Under den forudsætning så kunne man altså tåle at miste samtlige Sikandars personlige stemmer  og stadig beholde mandatet. Og valgforbundet kunne yderligere tåle at miste henved 900 listestemmer (eller personlige stemmer på andre kandidater) uden at miste mandatet.

Trak Sikandar 4.070 stemmer til? Det er jo et skøn, og der er ingen tvivl om, at den som skal foretage skønnet nok vil skæve en lille smule til, hvor stor ståhej det giver, hvis man antager, at Sikandar er en stemmemagnet i den størrelsesorden. Det er et falsk lod i vægtskålen, men det er der.

Hvis vi antager, at stemmetallet for Sikandars valgforbund var kommet ned under 5.966, hvis han ikke havde været der, så ville mandatet som nævnt være gået til det blå valgforbund, medmindre en ganske pæn andel af stemmerne havde valgt i stedet at stemme på det højrøde valgforbund af Enhedslisten, SF og Alternativet. Det højrøde valgforbund ville skulle have små 4.000 ekstra stemmer for at erobre et ekstra mandat. (Altså desuden forudsat, at jeg ikke har regnet forkert.) Jeg er ret overbevist om, at Sikandar har trukket vælgere op fra sofaen i stor stil. Og dermed er jeg også tilbøjelig til at tro, at det er de borgerlige, som har tabt et mandat på hans adfærd. Men det er noget usikkert, netop fordi vores valgsystem er så relativt kompliceret.

Hvis Sikandars lille nummer har flyttet et mandat hen over midten, så bør man konstatere, at han har haft betydning for valgets udfald, og så bør det gå om.

Der er imidlertid en enkelt yderligere hurdle, nemlig at der i kommunalvalgloven er en ekstremt kort frist for at klage over valget. Fristen er 1 uge. Jeg har ikke indleveret en klage, men rygtet vil vide, at nogen allerede klagede inden valget, og at andre gjorde det i dagene efter. Men hvis ikke der er klaget, så er sagen død.

Udgivet den

Hjælp til at finde rundt i Vahls Slægtebog over Christjern Nielsens afkom.

Allerede da jeg som teenager arbejdede som bogopsætter på Gentofte bibliotek, stiftede jeg bekendtskab med et af storværkerne i dansk slægtsforskning, nemlig de 17 hæfter der tilsammen udgør Jens Vahls: “Slægtebog over afkommet af Christjern Nielsen, borgmester i Varde omkring år 1500”.

En af bibliotekarerne forklarede mig, at uanset bogen var aldeles umulig at finde rundt i, så var den en af de mest anvendte bøger overhovedet i læsesalssamlingen. Den flittige anvendelse skyldes, at det er et værk, der omfatter voldsomt mange mennesker. Og det er en imponerende præstation at have samlet materialet, når man betænker at det udkom i årene 1879-97. Om Vahl havde planlagt yderligere hæfter, ved jeg ikke, men værket er ufuldendt. Og omfanget er så overvældende at ingen har følt trang til at gentage sporten.

Det helt afgørende problem med bogen er, at økonomien ikke var i orden, så Vahl har grebet til alle mulige små hundekunster for at komprimere og spare papir, men resultatet er blevet rodet opbygget værk. Allerede med titlen går det galt for selv om der overordnet er tale om Christjern Nielsens Slægtebog, så er der 3 undertitler for hhv. Anders Sørensen Vedels, Slægten Worms og Familien Berings slægtebøger. Det har nok været nemmere at sælge på den måde.

Konsekvensen deraf har været, at værket har adskillige pagineringer med arabertal foruden nogle sider med romertal og endog en håndfuld, som er litrerede. Personernes løbenumre er i 6 serier og tilsammen er der ca. 25.523 personer. Men tallet er nok ikke helt præcist, for nogle er temmelig tvivlsomme.

Der er en del lakuner i de dele, som jeg har arbejdet med. Og hvad er virkeligt er forbandet, så gør manden ikke altid opmærksom på dem. Der mangler bare lige pludselig et nummer i en søskendeflok, og vips så forsvandt et 4-cifret antal mennesker. Og man skal være opmærksom på en uendelighed af rettelsesblade i de forskellige hæfter.

Det hjælper heller ikke på overskueligheden, at udgiveren forsøgte at spare plads i ekstrem grad. Eksempelvis forkortes efternavne typisk til et enkelt bogstav. Men når frk. Olivarius til sit 1. ægteskab vælger sig en hr. Munck og til det 2. en hr. Mygind, så bliver det, når man benytter indrykningsystemet, meget hurtigt uoverskueligt med alle de mange personer, som kun hedder M til efternavn. For selv om indrykningssystemet er intuitivt og godt til nogle få generationer, så bliver det noget rod, når søskendeflokke ender med at være spredt over snesevis af sider. Derfor er det et af de værker, hvor man på skærmen virkelig savner papirbogens mulighed for at blade hurtigt og sætte små sedler i.

Men alt det er jo bare formalia. Det virkelige problem er, at der stort set ikke er henvist til kildematerialet. At man stoler på Vahl kan kun skyldes, at man erfaringsmæssigt ved, at manden rent faktisk havde styr på sagerne – eller at man selv er ekstremt doven. Så det er også lidt tvivlsomt at henvise til Vahl.

Men man kommer altså ikke udenom værket, og det er dejligt nemt, når det nu kan findes scannet ind som pdf-filer. Den første og nemmest tilgængelige del her: https://slaegtsbibliotek.dk/907029.pdf og resten her https://slaegtsbibliotek.dk/920381.pdf

En enkelt af lakunerne findes der noget materiale om her: https://tidsskrift.dk/personalhistorisk_tidsskrift/article/view/79396/114520

Så er der bare lige problemet med at finde rundt i materialet. Tidligere lå der en nogenlunde anvendelig oversigt ude på nettet på http://jvo.dk/jvo/gedcom/vahl.htm, men den er tilsyneladende forsvundet.

Til den sidste del af værket Anders Sørensen Vedels slægtebog, d.v.s. hæfterne 13, 14 og 16, findes der en læsevenlig afskrift suppleret med enkelte nye data her: https://slaegtsbibliotek.dk/923186.pdf og et forsøg på en grafisk opstilling – ligeledes med et supplement – kan findes her: https://lundahl.it/tng/documents/Vedel.pdf

Men det rækker desværre ikke til mit brug, så nu har jeg lavet min egen oversigt

Udgivet den

Hvem fulgte Anna Hansdatter Bergishagen / Bergeshagen til graven?

” Hun saa flere, end 150 Børn, Børnebørn og Børnebørns Børn. De Fleste af dem bar hun til Daaben, og de Fleste fulgte hende til Graven.” Sådan skrev præsten Immanuel Barfoed i 1859 on Anna Hansdatter Bergishagen[i], og lige siden er den sætning gået igen, hver eneste gang Anna Bergishagen optræder i en stamtavle.

På en af de meget anvendte hjemmesider med stamtavler, finnholbek.dk, som rummer hele 119.000 personer, finder man eksempelvis denne variant: ”Ved begravelsen blev Anna Bergeshagen fulgt til graven af næsten alle sine efterkommere, hvilket vil sige ca. 150 personer med børn, børnebørn og oldebørn.” [ii] Og det er, som allerede nævnt, ikke svært at finde andre tilsvarende udsagn. Det vil være langt sværere at finde omtaler, som ikke nævner de 150 sorgtyngede efterkommere.

Hun er i øvrigt ikke alene om at være en person, som går igen i stamtavle efter stamtavle, og som opnår en nærmest mytologisk status. Christjern Nielsen, borgmester i Varde omkring år 1500, der blev taget som udgangspunkt for Jens Vahls uoverskuelige Slægtebog over hans afkom[iii], er en af dem. Når det skal være virkelig højstemt kan man endog finde Christjern Nielsen beskrevet som ”den jyske Adam”[iv]. På mig smager det udtryk dog lidt for meget af dyrskue. Og i øvrigt havde manden vist ikke mere end 3 børn og 8 børnebørn.

Et tredje eksempel kunne være stammoderen til Fredericia-Bruun’erne, Gye Hansdatter Bruun, død 1707, hvis efterslægt på flere tusinde personer er vel beskrevet i en stor legatstamtavle, senest udgivet i 1948[v]. Men at lige præcis hun udpeges som særligt afgørende for befolkningstilvæksten kan godt virke lidt tilfældigt. Eksempelvis har ikke en eneste af de mange kendte slægtsforskere, som har beskæftiget sig med Fredericia-Bruun’erne, overvejet hendes aner. Dem er der ellers en hel del af[vi] og de har også mange efterkommere. Så måske bør prisen for fertilitet tilfalde en anden.

Hvor hurtigt vokser et stamtræ

Det første spørgsmål, man må stille sig selv, er, hvor mange efterkommere der typisk kan forventes efter et givet antal generationer. Ser man på en simpel matematisk model, hvor alle mennesker bliver gift, og alle ægtepar får 2 børn, så får man et samfund med en konstant befolkning. Og det vil føre til et stamtræ med 2 børn, 4 børnebørn og 8 oldebørn, ialt 14, hvilket er temmelig meget mindre end de 150, som Anna Bergishagen åbenbart havde. Anna Bergishagen er 11. generation fra mig, så det ville med de opstillede forudsætninger være forventeligt med 1.024 personer i min generation.

Hertil kommer, at man for at få lidt realisme i tallene må skulle gange op med en faktor for befolkningstilvæksten. Ifølge lex.dk er det tal i størrelsesordenen 8 siden Anne Bergishagens begravelse i 1729. Så noget over 8.000 efterkommere ville ikke være helt galt gættet i modellens verden. Hertil kommer, at der på ethvert tidspunkt lever mere end 2 slægtled. Så antallet af nulevende bliver større. I virkeligheden vil tallet imidlertid være meget, meget mere svingende. Nogle får mange børn, andre ingen. Noget af det er tilfældigt, og en hel del af variationerne er det faktisk ikke. Der er temmelig mange bevidste valg i om et menneske danner par og får afkom. Men det vil føre for langt ud på sidesporet at diskutere.

Hvis man skal tage stilling til om Anna Bergishagen er ”en falstersk Eva” – for nu at blive i terminologien – så får man altså travlt. Og egentlig tror jeg, det ville blive kedeligt. Stamtavler er bedst, når man kan overskue antallet af personer og når personerne bindes sammen af et eller andet, eksempelvis et passende efternavn, en virksomhed eller en grundig redegørelse for, om de deltog i en bestemt begravelse.

Som vi alle ved fra børnesangen om Mallebrok, så er det nemlig væsentligt, hvordan man bliver båret til graven. Er der 4 hædersmænd eller hvad? Det betyder åbenbart noget. Så hvor mange var der til at deltage i Anna Bergishagens begravelse?

Barfoed, der startede med at nævne tallet 150, skrev også: ”Da hun er Stammemoder til en meget talrig og godt bekjendt Efterslægt, var hun vistnok en ordnet Stam-Tavle værd, men da Forf. endnu ikke har kunnet samle tilstrækkeligt Materiale til en saadan, hidsættes der blot følgende aldeles sikre Oplysninger om hendes Ægteskaber, der kunne danne Udgangs-Punktet for en senere Behandling.”

Som enhver kan sige sig selv, så var disse ”aldeles sikre oplysninger” ikke aldeles fejlfrie. Han udnævner således 2 børnebørn til at være døtre. Barfoed havde dog en del flere oplysninger end tidligere forsøg, idet han var bekendt med alle Anna Bergishagens 4 ægteskaber til hhv. Hans Smidt, Henrik Flindt, Abraham Olsen From og Lars Poulsen Vendelbo.

De eksisterende stamtavler

Den første til at forsøge sig med Anna Bergishagen var Lengnick[vii], dansk kildebaseret slægtsforsknings foregangsmand. Den bedste generelle karakteristik af hans arbejder stammer nok fra præstehistorikeren Wiberg[viii], der omtaler ham som ”den rastløse kaptain Lengnick”. Lengnick forsøgte sig kun med en stamtavle over afkommet i ægteskabet med Henrik Flindt, og den findes i 2 versioner. I version 2 skriver han selv, at den første er fejlramt, så skal man vist sørge for at holde sig til den sene udgave[ix].

Men Lengnick lægger grunden til et mønster, som har holdt sig lige siden, nemlig at de fleste personer, som har skrevet om Anna Bergishagens familieforhold, har holdt sig ret snævert til det ene af ægteskaberne. Og den store lakune har altid knyttet sig til afkommet fra 1. ægteskab.

Det barnløse sidste ægteskab med Vendelboe er der ikke meget at sige om, udover at det netop var barnløst.

Klart bedst oplyst er afkommet fra de 2 midterste ægteskaber. Det er også dem hvor nogle af efterkommerne blev adlede, som hhv. de Flindt og Wichfeld.

Familien Flindt  og dermed børnene fra 2. ægteskab er er veloplyst. Standardværkerne er Alfred Larsens stamtavle over den borgerlige gren i Personalhistorisk Tidsskrift [x] og i Danmarks Adels Aarbog over den adelige[xi]. Der findes en yderligere oversigt over Flindt’erne fra 1945 af E. Kølpin Petersen, men den er kun trykt i et fåtal af eksemplarer[xii], og den overses nemt. En kvalitet ved Kølpin Petersen er, at han ikke er angst for at angive, når han skriver af efter sekundære kilder såsom Hirsch’s officerer og Wibergs præstehistorie. Det gør eftersporing nemt.

I Anna Bergishagens 3. ægteskab med Abraham Olsen From var der kun 2 børn, en dreng og en pige. Datteren blev gift med en købmand Bertel Wichmand, og over ”De ældste led af slægten Wichmand” findes også en stamtavle af Alfred Larsen [xiii], ligesom DAA også har en stamtavle over den adelige gren[xiv], Wichfeld. Ved samme lejlighed kan man supplere op med disputatsen om det fynske rådsaristokrati[xv], der udrydder en gammel – og derfor udbredt – misforståelse om den Karen Lett, der var gift med Wichmand-slægtens stamfar. Dertil kan suppleres med Den Seidelinske Slægtsbog[xvi], som rummer en betydelig efterslægt.

For så vidt angår sønnen Abraham Abrahamsen From, så er en af hans efterkommere A. G. W. Halling, der i 1905 udgav sin anetavle[xvii]. Den er resultatet af en omfattende brug af professionelle forskere, herunder rigsarkivar V. A. Secher[xviii]. Det har næppe været billigt. Hallings tekst har i øvrigt et fint lille raffinement, når en forventet oplysning mangler. I så fald er der ofte anført, hvor oplysningen er forsøgt fundet – ”hendes begravelse ikke i X kirkebog indtil …”. Det skyldes formentlig, at de professionelle forskere har skullet forklare størrelsen på deres regning, men er rigtig rart for dem, som skal uddybe oplysningerne[xix]. Ulempen ved værket er, at Hallings familie desværre var Slesvig-Holstensk, og vi idag er langt ringere til at forstå tysk. En passant bemærket er det dog ikke i den gren, Bergishagens efterslægt formerer sig ekspansivt.

Problembarnet i forhold til en samlet oversigt over efterkommerne er altså det første ægteskab. For os dovne er den mest oplagte måde at søge oplysninger om Lolland-Falster på at søge til kantor Viggo Holms samlinger[xx]. Men det kræver, at man går på arkiverne, for de er ikke lagt på nettet – endnu. Men Holm kender tilsyneladende intet til børnene fra 1. ægteskab.

Så da jeg første gang skrev Anna Bergishagen ind i min  anetavle, var den mest oplysende tekst om børnene med Hans Smidt en note i en artikel af Gregers Hansen om skotskfødte købmænd i Stubbekøbing[xxi]. Jeg burde dengang have spurgt Gregers Hansen, der havde et helt utroligt kendskab til kildematerialet, om han kunne uddybe. Men det gjorde jeg ikke. I stedet ventede jeg på, at nogen fyldte lakunen ud.

Og der er noget at fylde ud. Det fandt jeg ud af, da jeg for nylig fandt den gren af familien på hjemmesiden MichaelAxelsen.dk. Axelsens hjemmeside er den klart grundigste bearbejdning af de mennesker til dato. Axelsen er ikke meget for at sætte ting på sin hjemmeside, hvis han ikke egenhændigt har stemt dem af med førstehåndskilderne. På det punkt er vi forskellige. Jeg går ind for den arbejdsdeling, der ligger i at anvende andres resultater. Dermed bliver man imidlertid afhængig af kvaliteten af andres arbejde, og deri ligger en usikkerhed, men man kan overkomme mere. Det gode ved Axelsens holdning er, at det har fået ham til at tygge kildematerialet igennem. Det ville jeg aldrig selv have haft tålmodighed til.

Efterfølgende har jeg så også set, at den samme persongruppe er omtalt i Ketty Lykke Jensens Friborg-slægten[xxii], der desværre repræsenterer den stik modsatte holdning til kildebehandling, og som også bærer præg af en noget overfladisk tilgang til stoffet.  Et sted (det er på side 9) nævner hun ret udførligt en Ditlev Flindt og hans børn, men selv om alle hans 5 kendte børn er født i nogenlunde rækkefølge og i samme sogn, så har hun kun medtaget de 2 ældste. Og hun henviser slet ikke til den ellers ret udførlige stamtavle over familien Flindt. Jeg har ikke kunnet se bort fra indholdet af hendes skrift, men det minder ufattelig meget om internet-portalerne Geni.com og MyHeritage.com, der også har uendelige mængder af oplysninger, men som på grund af manglende kildeoplysninger ikke kan bruges til ret meget – udover at være en inspirationskilde til egne undersøgelser.

Hvor mange var de så?

Med disse stamtavler[xxiii] som udgangspunkt har det imidlertid endelig været muligt at nærme sig en nogenlunde pålidelig oversigt over Anna Bergishagens afkom . Ved enhver opgørelse af den slags bør man lige gøre sig klart om man tæller efter kirkebogen eller efter skifteprotokollen. Når man siger, at Anna Bergishagen havde 10 børn, så er det vel at mærke dem, som optræder som arvinger efter hende, altså står i skifteprotokollen. For kirkebøgerne for Nykøbing går ikke langt nok tilbage til at dække hendes aktive periode. Alle de som døde i opvæksten er derfor sorteret fra. Men det er urealistisk at forestille sig, at hun har været så helt usandsynligt heldig, at samtlige hendes børn blev voksne. For hendes 2 døtre er antal fødsler derimod opgjort efter kirkebogen og frafaldet er henved halvdelen af antallet af fødte. For oldebørnsgenerationen er der tale om en blanding af antal fødte og antal arvinger, nogle kuld er det ene, andre det andet. Så totalen af oldebørn er nok undervurderet noget!

Og selv om afkommet ikke er lige så talrigt som stjernerne på himlen, så løber det ganske pænt op: 10 børn, 85 børnebørn og 223 oldebørn (rettelse: der var 4 mere med efternavn Wederkinch) , eller totalt 318 personer. Oversigten, der selv med en beskeden skriftstørrelse fylder 13 tæt trykte sider, kan ses her. Hvis man vil have en version med kilderne indføjet, så skriv til mig. Den kan også leveres som gedcom-fil.

Hvor mange kom til begravelsen?

Med mere end 300 efterkommere i de 3 første generationer skulle man jo så umiddelbart tro, at det godt kunne blive til de forventede 150 i begravelsesfølget. Der er imidlertid den hage ved det, at en meget stor del af personerne først blev født efter begravelsen. Det gælder såvel børnebørn som oldebørn, hhv. 10 børnebørn og hele 190 (194) af oldebørnene.

Og der skal yderligere ske fradrag, fordi et antal afgik ved døden inden Anna Bergishagen. I det tal er der nogen usikkerhed, for en del dødsdatoer er ukendte. Men i hvert fald 2 børn, 29 børnebørn og 7 oldebørn døde inden Anna Bergishagen.

På den anden side er det med de 150 egentlig også en lille forbedring af Barfoed oprindelige udsagn. Han skriver, at ”de fleste” af de 150 fulgte hende til graven. Barfoed har udmærket forstået, at familien fra København, Århus og Ebeltoft næppe kunne såvel få budskabet om dødsfaldet frem og selv rejse til Nykøbing i tide. I øvrigt har der vel også været en tendens til, at kvinder ikke deltog i begravelser[xxiv]. Strengt taget holder Barfoeds udsagn, blot der var 76 deltagere. Det ved vi desværre ikke, om der var. Men hvis de alle stimlede samme, så kunne de lige præcis have knebet sig over grænsen. Efter mit bedste skøn var antallet af levende efterkommere, som kunne have deltaget, 80. Og det ville nok være betydeligt mere, end de fleste af os nulevende opnår i det samlede ligfølge!

Navnet Bergishagen

Til slut en lille krølle om navnet ”Bergishagen”. Det har ikke været anvendt som efternavn i Danmark siden Anna Bergishagens tid, men det forekommer sjovt nok af og til som mellemnavn. Forfatteren Kjeld Abell og indehaverne af Perchs Tehandel har været blandt dem, som holdt navnet i hævd. Men navnet er nedarvet på en lidt pudsig måde, idet der er tale om et stiffader-opkald.

Købmanden Hans Bergishagen Flindt giftede sig i 1699 med enken efter Evert Hincheldey, og dermed fik han nogle stifbørn. Da Everts ægteskab var indgået i 1690, så har børnene i hvert fald ikke været mere end 8 år gamle – de var snarere ganske små. Og allerede i 1704 døde deres mor, så nu var de alene med stiffaderen og 2 halvsøskende. Senere blev stiffaderen altså opkaldt, da en af dem fik børn. Imidlertid er miljøet så snævert, at nogle generationer senere gifter et medlem af Hincheldey-klanen sig med en af Anna Bergishagens efterkommere[xxv] og dermed forenes navn og gener på ny for disse 2’s efterslægt. En gruppe af navnets bærere er altså efterkommere, mens andre ikke er det. Det øger ikke overskueligheden.

Den samlede konklusion må være, at Immanuel Barfod tog grueligt fejl. Der var mange flere efterkommere af Anna Bergishagen end han regnede med, men til gengæld kan de umuligt have deltaget i hendes begravelse, og som det værste så kan man end ikke regne med, at bærere af navnet er efterkommere. Så samlet set, er det nok egentlig ganske forståeligt, at det kom til at tage sin tid, førend nogen lavede den oversigt, som Barfoed efterlyste.

[i] Den falsterske Gejstligheds Personal-Historie ved Immanuel Barfod, kandidat i Theologien, bd. 1, Selskabet for Danmarks Kirkehistorie 1859, https://www.ronlev.dk/bibliotek/3534.pdf, note 1 på side 19 (pdf side 31). Om Barfoed selv se Dansk Biografisk Leksikon, https://biografiskleksikon.lex.dk/Immanuel_Barfod

[ii] https://finnholbek.dk/getperson.php?personID=I56880&tree=2

[iii] Det ene bind kan findes her: https://slaegtsbibliotek.dk/907029.pdf

[iv] https://www.geni.com/people/Borgmester-i-Varde-Christiern-Nielsen/6000000000291831549

[v] Jørgen Swane (udg.): Købmand i Fredericia, Justitsraad Bertel Bruun, 1767-1827, og Magdalene Barbara Brøchner’s, 1768- 1831, samlede Descendens. 6. udg. Vejle, 1948. 88 s. ill.

[vi] Lokalhistorie fra Sydøstjylland 2018, p 146.

[vii] https://biografiskleksikon.lex.dk/J.C.L._Lengnick

[viii] https://biografiskleksikon.lex.dk/S.V._Wiberg

[ix] Version 2, der omfatter både den borgerlige familie Flindt og den adelige gren, kan findes på siderne 120-128 i denne pdf: https://slaegtsbibliotek.dk/900781.pdf

[x] Alfred Larsen: Stamtavle over de første syv slægtled af en borgerlig slægt Flindt, Personalhistorisk Tidsskrift 78. årg, 1958, 13. række, bd. 6., side 81-110, https://tidsskrift.dk/personalhistorisk_tidsskrift/article/view/79610.
Bemærk, at det hos Brejl.dk ekstraherede skifte Odense Byfoged nr. 484 og 764 sammenholdt med det i note 13 nævnte skifte, Odense Byfoged nr. 519 giver  yderligere oplysninger om Mathias Flindts hustru Cathrine Johansdatter Odendal og hendes søskende. Sammenholdt med skiftet Nykøbing Falster byfoged nr. 38 og skifter i Kolding kan man konstatere, at Cathrine Johansdatters bror er identisk med det indtil nu ældst kendte led af slægten Uttenthal.  

[xi] DAA 1955

[xii] Eiler Kølpin Petersen: Lorentz Petersen og Anna Maria Buchwald med Efterslægt, i kommission hos Harcks boghandel, 1945.

[xiii] De ældste led af slægten Wichmand, af Alfred Larsen, Personalhistorisk Tidsskrift 67. årg., 1946, 12. række, bd. 1, side 25-71, https://tidsskrift.dk/personalhistorisk_tidsskrift/article/view/80044/115168.
Bemærk, at Alfred Larsen har overset det skifte, som er ekstraheret hos Brejl.dk, Odense Byfoged nr. 519, og som angiver navn og familietilhør for sognepræst Bertel Wichmands 1. hustru samt oplyser om, at han faktisk havde en datter i sit første ægteskab.

[xiv] DAA 1953

[xv] Svend Larsen: Studier over det fynske Rådsaristokrati i det 17. Århundrede (disp.), Odense Bys Museer, 1965, bind 2. Ej heller han har fundet det skifte, der er nævnt i note 12.

[xvi] Mogens Seidelin: Den Seidelinske Slægtsbog I-V, Odense 1943-1982

[xvii] Adolph Georg Wilhelm Halling: Meine Vorfahren und ihre Verwandtschaften, 2 bd. , Glückstadt 1905, bd. 1: https://slaegtsbibliotek.dk/931537.pdf , bd. 2: https://slaegtsbibliotek.dk/931538.pdf.
Bøgerne er omfattende og dermed vanskelige at finde rundt i, indtil man opdager, at de 4 sidste sider i bd. 1 indeholder en oversigtstavle.

[xviii] https://biografiskleksikon.lex.dk/V.A._Secher

[xix] Det eneste man kan savne derudover er en oplysning om, hvad der ikke er søgt efter.

[xx] https://biografiskleksikon.lex.dk/Viggo_Holm

[xxi] Gregers Hansen: Tre skotsk-fødte Stubbekøbing-købmænd i 1600-årene og deres nærmeste efterslægt. (https://www.genealogi.dk/images/pht/1980_2/1980_2.pdf#page=4 ), se artiklen note 24. Gregers Hansen havde i øvrigt selv rødder i miljøet; det fremgår af hans og hustruernes anetavle offentliggjort som, “Bispen og Betleren“, Dansk Historisk Håndbogsforlag 1981. I tilgift var han søn af en landsarkivar, så arkivarbejdet var ham ikke fremmed. Professor Harald Westergaards Anetavle (i serien: Kendte danskeres Anetavler), Personalhistorisk Tidsskrift 1980, side 101, der også er udarbejdet af Gregers Hansen, inddrager samme personkreds. Desuden kan nævnes hans “De 6 ældste led af Maribo-slægten Reimer” i Personalhistorisk Tidsskrift 1976, side 47-74, som også rummer afkom af Anna Bergishagen. Endelig er der artiklen “Købmandsslægten Wandel i Sakskøbing og Nykøbing F” i samme tidsskrift 1974, der bl.a. omhandler familien Hincheldey jf. note XXV

[xxii] Ketty Lykke Jensen: Friborg-Slægten og de deri indgiftede slægter: Benzon, Borch, Engberg, Lind, Sebbelov, Schiøtz o.m.a., eget forlag 2002, https://slaegtsbibliotek.dk/931137.pdf 
En grum fejl optræder med person 76’s hustru,  der hed Wandet, ikke Wandel. Og der er flere andre sjuskefejl – foruden de udeladte referencer. De relevante dele af bogen er generation 4: person 43, side 13 (Bergishagens svigersøn), generation 5: personerne 89–103 (børnebørn), side 19-21, generation 6: personerne 173-213 (oldebørn) , side 30-36 , generation 7: personerne 405-441 (tipoldebørn), side 52-57

Mere af hende om Engberg https://www.dis-danmark.dk/forum/read.php?1,41115,41154

[xxiii] Desuden er suppleret med en række yderligere værker, herunder stamtavler for Slægten Wolf, https://slaegtsbibliotek.dk/807021.pdf,
Slægten Riegels gennem 300 år, 10 generationer af C. W. O. Riegels, https://slaegtsbibliotek.dk/2024/941303.pdf,
Familien Engbergs Stamtavle ved A. og J. Engberg, 1927, https://slaegtsbibliotek.dk/2023/937689.pdf,
Patriciske Slægter bd. 5, 1930 https://slaegtsbibliotek.dk/924594.pdf om familien Wederkinch
Danske Patricierslægter af Wilhelm von Antoniewitz https://slaegtsbibliotek.dk/927219.pdf om familien Sølling
foruden naturligvis sådanne uundgåelige som wiberg-net.dk, Brejl.dk (herunder Fl. Aagaard Winthers artikel om familien Pontoppidan) og Nygårds sedler. En gedcom-fil med fulde kildeoplysninger udleveres gerne.

[xxiv] Se eksempelvis Den seidelinske Slægtsbog, bd. 1, side 119 om begravelsen af Drude Margrethe Clausdatter gift Seidelin.

[xxv] Hans Bergeshagens Flindts stifbørn er opremset Personalhistorisk Tidsskrift 1974, side 168. Der var 3. Parret er Claus Seidelin Jessen (1759- ), tipoldebarn af Anne Bergishagen, og Karen Hincheldey (1769- )

Udgivet den

Amerikanske forbudskendelser begrænset af Højesteret.

Credit: D B King

Det mest karakteristiske ved Trumps 2. præsidentperiode har været hans på forhånd planlagte (mis)brug af alle mulige mærkelige loves bemyndigelsesregler til at udstede ”Executive orders”. Og ligeså karakteristisk for perioden har det været, at der er blevet anlagt retssager om ugyldighed  af hans Executive orders og at domstolene i den forbindelse har nedlagt en længere række af totalforbud mod anvendelse af de nye regler, så længe ugyldighedssagerne løber. Det har, set udefra, været lidt af et cirkus.

Det er nu endt med en højesteretskendelse, der tager stilling til om man kan anvende totalforbud, eller om en forbudskendelse skal være begrænset til kun at beskytte sagens parter.

Alle de faktiske problemer, som optræder i den amerikanske sammenhæng, optræder faktisk også i det danske retssystem, omend der naturligvis er forskelligheder i behandlingen og til dels også løsningen deraf. Det er dog mit indtryk, at forskellene i løsningen er langt mindre end man kan få indtryk af, når man læser pressen.

Og lad mig i den sammenhæng blot gentage, at efter min opfattelse, så er den sammensætning af Højesteret, som Trumps sidste præsidentperiode resulterede i, nok noget af det aller-ypperste som er set i USAs historie. Og det er jo bestemt ikke det indtryk man får ved at læse hver dansk eller international presse. Så naturligvis er jeg en mand med en mission. Men derfor kan jeg jo stadig have enkelte valide argumenter.

Bemyndigelseslove i Danmark og USA

Executive orders svarer nok nærmest til kongelige anordninger i Danmark. Alternativt er de en slags bekendtgørelser. Eller man kan bruge det generiske udtryk, at det altsammen er sekundær lovgivning. Executive orders udstedes af præsidenten, og modsat Danmark, hvor de skal paraferes af resortministeren, så kan han vist gøre det på egen hånd. Men lige den detalje har jeg ikke undersøgt. Executive orders skal selvsagt have hjemmel. Og den hjemmel søges typisk i en bemyndigelseslov. Og bemyndigelser til administrativ regelfastsættelse kender vi ganske udmærket i Danmark. Det har faktisk periodevis været et slagnummer for visse folketingspolitikere, at der var for mange af dem, og at magten derfor er flyttet fra folketinget til administrationen.

USA har også bemyndigelseslove, og de givne bemyndigelser har traditionelt været ekstremt brede. Men der er en væsentlig forskel i hvordan danske regeringer og amerikanske præsidenter kan udnytte bemyndigelserne.

I Danmark kan regeringer og ministre afsættes til enhver tid af et tilfældigt flertal i folketinget. Den regel har man ikke i USA. Derovre er ministrene udpeget af statsoverhovedet, og de bliver siddende så længe han ønsker det. De kan kun fjernes ved, at der rejses sag om embedsfortabelse – det vi på dansk fejloversætter til en rigsretssag. En sag om embedsfortabelse er vanskelig at gennemføre, og den forudsætter udarbejdelse af et anklageskrift, så den får fra starten karakteren af at være en juridisk – modsat politisk – handling. Men da den gennemføres ved, at Repræsentanternes hus rejser tiltale, og Senatet dømmer, så kan den principielt godt være rent politisk, forudsat man kan skaffe det fornødne flertal på 2/3 i senatet. Den forskel i, om præsidenten og ministre kan afsættes, medfører naturligvis en noget større jobsikkerhed i USA. I Danmark vil en minister, som udsteder en bekendtgørelse, som udfordrer et folketingsflertal, hurtigt blive tvunget på tilbagetog. I USA er reaktionsmuligheden, at Kongressen beslutter en ny lov, der forhindrer udnyttelse af bemyndigelsen på en uønsket måde.

Lige præcis af den grund kunne man have forventet, at bemyndigelser i USA var ekstremt snævert formulerede, men det er altså ikke tilfældet. Der må være andre elementer, som fører til at brede bemyndigelser anses for hensigtsmæssige.

Trump har imidlertid valgt at ”afsøge grænserne” for de bemyndigelseslove, som han benytter sig af. Enemy Aliens Act, som stammer fra 1798, og som hidtil kun er blevet brugt nogle enkelte gange, er blevet støvet af og bruges i stor stil som udvisningshjemmel for udenlandske statsborgere. Den pæne måde at beskrive det på er, at det er en radikal nyfortolkning af loven. Personligt ville jeg foretrække ordet magtmisbrug.

Så, at der kommer ugyldighedssager, kan ikke undre.

Tvisten om statsborgerskab

I samme boldgade er Trump plan om at forhindre ulovlige indvandreres – og turisters – børn i at opnå amerikansk statsborgerskab. Og i den anledning har han udstedt en executive order med en efter danske forhold ganske urimeligt svulstig titel: ”Protecting the meaning and value of American citizenship.” Her er der ikke tale om udnyttelse af en bemyndigelse til at udstede regler, for selve regelsættet er fastlagt ved det 14. forfatningstillæg. Der er tale om en tjenestebefaling – et cirkulære – til embedsmændene om at anvende reglerne på en ny, mere restriktiv måde. Det er klart et forsøg på at afprøve grænser i forhold til en mangeårig praksis. Men som regelsæt ligner det mest af alt den slags ”styresignaler”, som eksempelvis danske skattemyndigheder ofte benytter sig af. Der er intet usædvanligt i metoden – kun i indholdet.

Og svaret kom prompte i form af en sværm af ugyldighedssager og hele 3 forskellige midlertidige forbud mod anvendelse af den nye fortolkning. Og det er de 3 midlertidige forbud, som Højesteret har fået forelagt.

Trump har sejret – men hvor meget

Lad mig sige det straks. Trumps justitsminister har vundet en stor sejr, men han har ikke vundet fuldstændig. Ikke en eneste af de dommere, som han selv har udpeget, har givet ham fuldt medhold. De har nøjedes med at lade ham vinde ca. 99,4 %. Sjovt nok er de 3 demokratisk udpegede dommere uvillige til at give Trump bare en lille bitte smule medhold.

Det interessante ved en juridisk afgørelse er imidlertid ikke resultatet, men begrundelsen. (Rigtige advokater ville være uenige – det virkeligt spændende er salæret.)

Højesterets afgørelse tager sit udgangspunkt i en anden gammel støvet lov, nemlig the Judiciary Act 1789, som fastlægger de enkelte føderale domstoles kompetence. Ingen tvivl om at loven er gammel. Men det skyldes jo blandt andet, at den gennem de mange, mange år har vist sig at være et godt fundament for domstolenes arbejde. I modsætning til the Enemy Aliens Act, der sidste gang så dagens lys under 2. verdenskrig, så har the Judiciary Act været anvendt hver eneste dag siden 1789. Der er næppe mange, som tænker over, at de anvender den, så indarbejdede er de fleste af dens regler i hverdagen, at man næppe tænker over dens eksistens. Det er ligesom at køre i højre side af vejen uden at tænke på, at det faktisk er en regel, som står i færdselsloven.

I den danske retsplejelov står der idag, at den kun gælder de almindelige domstole. I ældre versioner af samme lov er der også en opremsning af en række ualmindelige domstole, som aldrig har været omfattet. Så retsplejeloven indeholder bestemmelser, der afgrænser domstole fra andre myndigheder. Det gør the Judiciary Act også. Og i begge lande er det givetvis et kapitel, der kun læses kursorisk af de studerende. Det er aldrig det eksamen handler om.

Det er imidlertid også den lov, som afgrænser, hvornår der kan nedlægges forbud mod, at en sags parter gør noget, som der ikke kan rettes op på ved den endelig dom, og som derfor også må forbydes medens sagen løber. I Danmark har vi traditionelt kendt begrebet som ”fogedforbud”, fordi kompetencen var henlagt til fogedretterne. Klassikeren indenfor fogedforbud er naturligvis, når en avis offentliggør nøgenbilleder af en kendt person. Hvis avisen når at udkomme, er skaden indtruffet, og en erstatning er kun en ringe kompensation. Altså kan der nedlægges forbud.

Hvis man først er blevet udvist efter Enemy Aliens Act eller har mistet sig pas på grund af Trumps grundlovsfortolkning, så kan skaden være enormt svær at få rettet op på. Og derfor giver det god mening at udstede et midlertidigt forbud mod anvendelse af reglerne.

Men man skal ikke glemme, at det er et tveægget sværd. Der kan jo også ske skade, hvis man udsteder forbuddet. Når en borgmester er taget med fingrene langt nede i kommunekassen, så forsøger han altid at få et forbud mod, at avisen skriver om det. Og det forbud er jo ikke så smart.

De forbud, som er nedlagt mod Trumps nye regler, er i en noget anden klasse end de danske forbud. Danskere kan også anlægge sager om, at nye regler er ugyldige. Det gjorde Tvind i sin tid. Og de vandt – uanset jeg havde skrevet en kronik om, at de burde tabe. Men vi ser aldrig et forbud mod nye reglers ikrafttræden. Det skyldes en bemærkelsesværdig forskel mellem Danmark og USA.

I USA er en retssag mod staten omfattet af nøjagtig samme forbudsregler som en sag mellem 2 privatpersoner. I Danmark er det anderledes, for i grundloven står der i § 63, at selv om en person anlægger en sag om, at en offentlig instans handler udenfor sine beføjelser – overskrider øvrighedsmyndighedens grænser – så skal man rette sig efter påbud fra instans, indtil sagen er afgjort. Grundloven bygger på en forhåndsformodning om, at staten har ret. Så man kan formentlig slet ikke få nedlagt forbud mod offentlige myndigheder, når de vel at mærke handler som myndighed. Det kan man derimod i USA.

Det klassiske forbud handler om, at den ene part i retssagen ikke må gøre noget, som kan skade den anden part i sagen. Så hvis borgmesteren fra mit eksempel får nedlagt forbud mod, at Ekstra-Bladet skriver om hans pengeforbrug, så dækker forbuddet ikke BT, som naturligvis straks vil skynde sig at skrive om sagen. Og det kan jo være upraktisk. Den lille finte løb politiet ind i, da en tidligere chef for efterretningstjeneste havde skrevet en bog om sit job. For efterretningstjenesten endte det i kaos.

Universelle forbud

Tilsvarende gælder, når Trump vil begrænse udstedelsen af pas til ulovlige indvandreres børn. Det vil jo ramme alle børnene, og så kan der jo komme en lavine af retssager, hvis hvert enkelt barn skal anlægge sin egen sag. Og det vil domstolene ikke synes om, at de skal bruge tid på. Blandt andet af den grund er der i USA vokset en retspraksis frem gennem de seneste årtier, hvorefter domstolen udsteder forbud, som dækker universelt. Man forbyder alle aviser at skrive om borgmesterens pengeforbrug.

Det lyder praktisk, men det kan have utilsigtede konsekvenser. Hvad nu hvis Skive Folkeblad slet ikke har hørt om forbudssagen, men selv har undersøgt borgmesterens pengeforbrug, og derfor skriver om sagen. Har de så overtrådt forbuddet, så der skal straffes for det? Hvis nu Skive Folkeblad rent faktisk har solid dokumentation, medens Ekstra-Bladet bare skrev om et rygte. Skal de så bedømmes ens?

Det er imidlertid et af de helt grundlæggende dogmer i retfærdighed, at man kun kan dømmes, hvis man har haft lejlighed til at udtale sig under sagen. Og det dogme tilintetgøres, hvis man tillader universelle forbud.

I USA har de også haft det problem, at nogle dommere er mere villige til at udstikke forbud end andre. Så sagsøgerne har med vilje anlagt sager ved domstole, hvor de med høj sandsynlighed ville få udstedt forbud, og hvis forbuddet så gælder hele landet, så opstår der en skævhed. Den sagsøgte part skal vinde i alle retskredse for at få medhold, den anden part kun i én. Det er naturligvis ikke holdbart.

Men udviklingen mod universelle forbud i USA er altså en retspraksis, som er vokset frem de sidste 70 år, først med nogle ret ukontroversielle sager og siden med en stadigt stigende styrke, for til sidst at blive en tsunami under Trump. Det kan man mene, at Trump selv er skyld i, men det ændrer ikke på tallene for udviklingen.

Hidtil er der ikke nogen, der har argumenteret for, at det er åbenbart ulovligt. Sagsøgte har gang på gang argumenteret mod et forbud, fordi det ikke var rimeligt i lige præcis denne konkrete sag. Men de har ikke appelleret med påstand om, at det var ulovligt.

Løsningen står i loven

Det er så sket nu, og derfor har Højesteret været nødt til at læse op på the Judiciary Act. Og i den står der, at forbud kan udstedes i samme omfang, som man hidtil har kunnet gøre det, medens man var underlagt de engelske domstole – for det var man jo indtil uafhængigheden.

Og det er fuldstændig ubestrideligt, at i England i 1700-tallet kunne man kun få udstedt forbud mod handlinger foretaget af sagens parter. Det, man må undre sig mest over, er, at ingen har tænkt på den lovbestemmelse før. Er der virkelig ikke en eneste lille nørd i det amerikanske retssystem, som har haft styr på det? Åbenbart ikke!

Så den amerikanske højesteret har tilsidesat muligheden for at udstede universelle forbud. En gravid indvandrer kan få et forbud om, at hendes barn ikke må nægtes pas som amerikansk statsborger, men forbuddet kan ikke udstrækkes til andre gravide indvandrere; de må hver især anlægge deres egne sager.

Men til gengæld har højesteret opretholdt samtlige forbud i det omfang de beskytter personer, som har anlagt sag. Der er en teknikalitet om en sag anlagt af nogle stater, som de underordnede domstole skal overveje, men det væsentlige er, at de individuelle forbud er opretholdt. Det siger en lille smule om det forventede endelige udfald af sagerne.

Og det bekræfter, at USAs højesteret ikke er i lommen på Trump. Og danske jurister ville i øvrigt være nået til nøjagtig samme resultat.

Drevet af WordPress