Indlæg

Udgivet den

En uanstændig plakat

  Gennem de seneste uger har jeg i en række sammenhænge mødt en kampagne for brug af redningsveste, hvor budskabet overbringes af en ung pige kun iført en redningsvest og så et par beskyttende hænder foran skridtet.
Og hver gang er jeg blevet stødt, men uden helt at kunne forstå årsagen – bogstavelig talt “ufattelig stødt”. Der er noget ved det billede, der giver en rigtig klam følelse af noget mindreårigt. Det er egentlig mærkeligt, for på en badestrand har jeg altid haft øjnene åbne og værdsat en flot figur.
Når jeg kigger efter så kan jeg godt på plakaten se, at pigen nok er fyldt 18, men så heller ikke ret mange dage mere. Søsportens Sikkerhedsråd, der står bag, oplyser, at hun for nylig er fyldt 19, og at de rent faktisk kontrollerede hendes alder. (Så for dem stod det nok heller ikke indlysende klart.) Når man altså rent objektivt kan konstatere, at kampagnen er lovlig, hvorfor er den så stødende?

Først og fremmest fordi kampagnen er rettet mod en ret snæver målgruppe. De danskere, som drukner, fordi de mangler en redningsvest, er populært sagt midaldrende mænd med en pæn ølvom, en pæn men ikke overdreven promille, og de findes ofte med åben gylp. Sådan siger stereotypen i hvert fald. Og selv om Søsportens Sikkerhedsråd ikke kan bekræfte hverken promillen (den skal nu heller ikke være ret stor for at være farlig) eller gylpen, så er der ikke megen tvivl om, at vi befinder os i Royal Export segmentet.

Vi er sikkert mange i den aldersgruppe, som synes, at vi får for lidt, så en kampagne, der spiller på det, skal nok kunne have en vis effekt. Men vi ved jo også godt, at en 19-årig er uden for rækkevidde, og dem på 35 er lige så lækre. Så et billede af en af dem ville nok have tiltrukket os lige så meget.
Men det forklarer ikke fuldt ud mine pikerede følelser. Det tog faktisk en del omtanke at forstå dem. Modellens krop er ikke specielt udviklet, mere pige end kvinde, og det kan man jo ikke bebrejde hende. Det er ikke min intention at tale nedsættende om hende, hun er sikkert en dejlig pige, som bør være glad for sin krop, og som mangen undersvend drømmer om. Men hun er sikkert også helst fri for at tiltrække sig opmærksomhed fra “gamle grise”. Og min reaktion sikrer lige præcis, at der én mindre af dem at afvise.
Men derudover har man begået den fejl, at man ikke helt har haft viljen til at gennemspille den seksuelle undertone. Pigen er ikke så stor (ca. 164 cm.) og for netop at undgå indsigelser fra publikum, så har man valgt en redningsvest, der er lidt stor, og som dermed dækker mere. Det fører imidlertid til, at man rykker på de proportioner, som en gammel gris har mange års erfaring i at bedømme. Jeg har i virkeligheden ikke set så mange skønjomfruer kun iført redningsvest, men min hjerne kan sagtens gennemskue, hvorledes de bør se ud. Så hvis redningsvesten bliver for stor, reagerer jeg ved at tro, at pigen er mindre og dermed yngre.

Og det udløser min altså min reaktion – den plakat er uanstændig. Og det har den fordel, at det bekræfter, at mine instinkter egentlig er ret sunde.

Udgivet den

Skatteaftalen og pressen.

Politiske nigerianerbreve

Det tog ikke mange timer fredag aften, førend de politiske partier fik udsendt medlemsmails om alle fordelene ved den nys indgåede skattereform. Nu er definitionen af et kompromis som bekendt: “Den kunst at dele en lagkage, så alle børnene tror, at de selv fik det største stykke.” Og derfor skal disse mails måske give udtryk for begejstring.

Men det bliver altså nemt lidt for godt til at være sandt. De politiske mails er nemlig holdt i samme tone som de andre glade mails, som med mellemrum havner i min indbakke, nemlig dem fra kærlighedshungrende negerpiger, som har et mindre problem med valutamyndighederne, og som inderligt håber, at jeg fortsat kan se sagen fra deres side og derfor vil støtte dem i næste skridt mod at opnå retfærdighed.

Gennem de seneste uger har det i den grad føget med forskellige skatteplaner, at selv nogenlunde opvakte borgere kan have haft svært ved at følge med, så pressearbejdet i forbindelse med indgåelsen af forliget opfattes mere som et spørgsmål om at proklamere succéssen end om gennemgang af forligets indhold og virkninger. Navnlig skrives der intet om det som mangler, hverken de punkter man selv måtte opgive eller dem, som man nødtvungent accepterede Hvorfor spindoktorer ikke kan indse, at det faktisk svækker troværdigheden, når man undlader at tale om disse sider af forlig, kan undre. Det er vist ellers et anerkendt fænomen i retorik, at troværdighed netop opnås ved, at lytteren føler, at der tales oprigtigt til ham.

Og hvor er så pressen i dette spil?

Ikke ret meget bedre. Samtlige medier bragte naturligvis straks verbatim Finansministeriets pressemeddelelse, der i sagens natur skal være neutral på samme måde som diplomater, nemlig at udeladelserne siger meget mere end teksten. Det kan man ikke bebrejde dem. Men i løbet af ganske kort tid burde nogen på redaktionen have overvejet den lille sætning, der står som overskrift for pressemeddelelsens hovedafsnit: ” De væsentligste skattenedsættelser består af: ….” Og hvor kommer så lige forhøjelserne?

Eller hvad med denne lille godbid: “Øvrige elementer forudsættes gennemført som i regeringens udspil.” Skulle man ikke prøve at grave lidt i de elementer?

Hvis man læser avisernes ledere, så er det ret åbenlyst, at der ikke har været tid til megen omtanke. Jyllandsposten forventer stadig en rød skatteaftale, og det er jo åbenlyst forkert. På den konto slår JP selv Danmarks Radio, der nøjedes med at forfægte standpunktet fredag eftermiddag. Berlingske forfalder til at skrive om ansvarlighed – uden at røre substansen – og dermed kan de konservative få lidt ros. Politiken indtager den position som man nu må have, når man går ind for Enhedslistens skatteforslag, men nødvendigvis skal fremstå som regeringsstøtte. Den fortjener en tekstanalyse fra en kompetent studerende, for der er mange tildækkede forudsætninger.

Men værre er, at de politiske journalister ikke er vågnet op. Er det simpelthen manglende faglig viden og analyseevne, der lammer dem. Det burde ellers være simpelt, her er udspillet, modforslagene og resultatet. Og hvordan vil det så komme til at virke?

I stedet tosser de rundt efter morsomme interviews med SF-ere, der ikke kan holde tand for tunge, og socialdemokrater, der gerne vil forsværge sidste uges budskaber. Mægtig morsomt, men mere sladder end nyhed For slet ikke at tale om, at de med “kongen-er-død”-typografi skriver klogt om, at alle aviser enige om, at regeringen sidder usikkert i sadlen. Det er hverken en nyhed, specielt indsigtsfuldt eller udtryk for selvstændig tankevirksomhed.

Er jeg virkelig den eneste, som savner lidt mere substans?

Jens Fr.

Udgivet den

Enhedslisten og regeringen

Flot politisk muldvarpearbejde.

Medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse truer med at lade regeringen falde på finansloven (Berl. 12/6). Skal vi virkelig tro på det?

Hvis de nuværende opinionstal holder, så ville et valg føre til, at Enhedslisten overtog positionen som det helt enerådende parti på venstre fløj i dansk politik. SFs økonomi ville formentlig bryde sammen, fordi man pludselig ville miste en meget stor del af sine offentlige tilskud. Det ville koste mange medarbejdere hos SF. Allerede efter sidste valg var der væsentlige problemer i SF som følge af mistede tilskud.
Hvis Enhedslisten var kapitalister, så ville fristelsen til at gå på Børsen med sine aktier, medens kursen er høj, være stor. Men det bør de jo også vide hos SF og S, og hvis de endnu ikke har forstået budskabet, så kan man jo minde dem om det. Og det gør Enhedslisten så.

Og man gør det elegant. Truslen om valg kommer ikke fra de “ansvarlige” medlemmer af folketingsgruppen, men fra medlemmer af hovedbestyrelsen, der til lejligheden udnævnes til partiets “bagland”. I al beskedenhed må det forventes, at kontakterne mellem folketingsgruppe og hovedbestyrelse er så nære, at den ene hånd ganske udmærket ved, hvad den anden gør. Det virkelige bagland befinder sig jo helt andre steder – lejret omkring bordene i landets medborgerhuse med kaffe og Carlsberg.

Der er derfor rigtig god grund til at tro, at der reelt er tale om et stykke koordineret politisk muldvarpearbejde med det hovedformål at give troværdighed til folketingsgruppens krav til indholdet af diverse forlig. I givet fald er det elegant, men det bør ikke skræmme nogen fra den borgerlige fløj til at give indrømmelser for at undgå, regeringen indgår forlig til venstre side.

(Oprindeligt bragt i Berlingske Tidende d. 13. juni.)

Og hvis nogen er i tvivl om, hvorfor truslen er hul og forløjet, så tænk blot på, hvad 3 ugers valgkamp vil gøre ved liste Øs opinionstal. Det der sker for tiden er selvsagt en protest, men jo tættere man kommer på stemmeurnen, desto mere betænkelig er man ved protesten. Og det ved Enhedslisten også inderst inde.

Udgivet den

Kassetænkning i søfarten – en økonomisk revolution.

The Box – en bog om containeren.

Hvad har containeren – den ydmyge metalkasse til at pakke varer i – egentlig betydet for vort verdensbillede og levestandard. Temmelig meget hvis man skal tro Marc Levinsons bog “The Box” (Princeton University Press, 2006). Bogen kan i øvrigt lånes på danske biblioteker.

Forfatteren er mig ukendt, men af hans egen hjemmeside fremgår, at han er PhD fra New York City University og bl.a. forfatter til Economist Guide to Financial Markets. Dette er værd at nævne for stilen i The Box er flydende og let, men det behøver indholdet jo ikke være. Tværtimod er evnen til at viderebringe svære emner i en overskuelig form en rosværdig kvalitet.

Bogen er kronologisk opbygget med fokus på udviklingen i America og hovedvægten lagt på de første svære år i containerens historie. Og så er der fantastiske historier om absurd regulering af erhvervslivet i en grad, så man har svært ved at bevare et indtryk af USA som en markedsøkonomi.
Interessant er det, at danske rederier – eller skal man i denne sammenhæng sige transportvirksomheder – kun nævnes 2 gange. Den ene er DFDS’ introduktion af containere på de indenlandske ruter tilbage i begyndelsen af 50-erne. (Bogen nævner det ikke, men Kvæsthusbroen i København er altså en del af den økonomiske verdenshistorie som containerterminal!)

Den anden danske optræden er en ret kort passage om Mærsks opstigning til verdens største containerrederi sammen med bl.a. Evergreen. Forfatteren lægger stor vægt på, at det var svært for europæiske rederier at samle kapital nok til at være med i kapløbet, og derfor kunne en beskrivelse af outsiderne, der kom til ret sent, være interessant. Når det ikke sker, er det nok fordi, hovedvægten som sagt ligger på den tidlige periode. Men det ligger som en klar undertråd, at det var det forhold, at outsiderne stod udenfor kartellerne – de såkaldte konferencer – som hjalp dem i gang.

Men tilbage til begyndelsen, som skyldes rederiet Sea-Land.

Først på land
Initiativtageren, Malcom Maclean havde opbygget en succesfuld vognmandsvirksomhed, men følte sig bundet af konkurrencebegrænsende reguleringer. Man måtte kun køre med fragt mellem bestemte byer på ruter, som Interstate Commerce Commission skulle godkende. Man måtte ikke samle ekstra gods op　på vejen, man måtte ikke køre udenfor ruten for at få returgods, hvilket selvsagt er helt afgørende for driftsresultatet, og alle priser – navnlig prissænkninger – skulle godkendes og blev det kun, hvis man kunne dokumentere at kørslen stadig ville give overskud. Til gengæld var alle priser offentligt tilgængelige og det bød på gode muligheder for en dygtig tilbudsgiver.　Macleans simple trick var at tilbyde kunderne en totalpris for deres transportbehov istedet for den traditionelle pris pr. ton og derved gøre besparelsen ved skift til hans firma meget tydelig. Simpelt, men effektivt.

Og så til søs
Når landtransport var så besværlig, så var muligheden for søværts transport, hvor man frit kunne bestemme ruten en oplagt mulighed. Oprindelig var ideen at køre hele anhængere ombord, det som kaldes Ro-ro (Roll on – roll off), Men det giver naturligvis et meget større pladsforbrug. Godset kan ikke stables og skal køres ind på forskellige dæk. Så er stablede containere langt smartere. Afgørende i den sammenhæng er dog, at lasten ikke må forskubbe sig, og det kræver, at containerne kan låses sammen. Den twist-lock, som bruges til det, er formentlig lige så afgørende for globaliseringen, som “the spinning jenny” for den industrielle revolution.
Og så lige nogle få detaljer
Men der skulle mere hardware til i form af kraner, kajer og opbevaringspladser i havnene. Og så skulle havnearbejderne lige overtales. Stuvning af skibe har altid været et højt specialiseret håndværk, fordi en forskubbelse af lasten nemt fører til forlis, men også en arbejdstype med svingende arbejdsmængder. Enten er der skibe i havnen, eller også er der ingen. Det havde givet anledning til arbejdsforhold, som bogen bruger temmelig megen plads på at beskrive.

For liberale er det en rædselshistorie, som hverken Dracula eller Frankenstein kan slå. Men naturligvis kan man ikke bebrejde arbejderne, at de forsøger at opnå maksimale arbejdsforhold. Arbejdsgiverne er bestemt ikke uden medskyld, og det hele udviklede sig, fordi konkurrence var stort set ikke eksisterende. Og his nogen skulle spørge hvorfor, så er svaret igen det enkle: myndighederne havde blandet sig!

Og der var mere regulering. Maclean var nødt til at sælge sin vognmandsvirksomhed, for man måtte ikke eje både rederi og vognmandsforretning. Og så var rederierhvervet ikke helt så frit, som angivet ovenfor. For rederiernes største enkeltkunde var forsvaret, der fordelte sit gods blandt eksisterende rederier efter faste mønstre. Dertil kom en række tilskud til køb og drift af skibe, men på betingelse af at myndighederne kunne fastlægge størrelse og ruter. Begrundelsen var tildels, at man ville sikre amerikanske sømænd hyrer. Og desuden var al transport mellem amerikanske havne forbeholdt amerikansk registrerede skibe. Den　type love har Storbritannien også haft, men opgav dem i midten af 1800-tallet. Og det slutter ikke med disse uhyrligheder, men det er ikke til at holde ud at referere.

Gennembruddet
Der skal skarp lud til skurvede hoveder, og det kom der. Vietnam krigen udløste enorme behov for transport, og med gammeldags stykgodsskibe, hvor hver enkelt sæk skulle stuves med håndkraft brød systemet sammen. Svaret var en privatisering. Og så gik det pludselig stærkt. Containerens allerstørste fordel er, at godset kan lastes og losses med nærmest utrolig hast i forhold til stykgods, og dermed kan skibet bruge langt mere tid på sin hovedopgave, at sejle. Og det er væsentligt for driftsresultatet. For at opnå returgods fra østen opstod der en trekanthandel mellem USA, Vietnam og Japan. Navnlig transport af små, værdifulde varer i containere var effektivt. Som stykgods havde der altid været et betragteligt svind under transporten. Nu kunne det elimineres.

Den lykkelige udgang
Verdenshandelen er eksploderet i omfang siden 1970. Verden brødføder langt flere end nogensinde før　og　med en højere levestandard. Øget verdenshandel er en væsentlig del af forklaringen, og den øgede verdenshandel skyldes i vidt omfang containeren og dermed følgende prisfald på transport. Og den skyldes containerens evne til at nedbryde monopoler og erhvervsregulering ved sin totale omkalfatring af branchen. Alt i alt er dette den mest fascinerende thriller, som jeg har læst i årevis. Og afslutningen er lykkelig.

Når jeg tænker tilbage på min gymnasietid, hvor en gennemgang af kilder til den industrielle revolution, proletariatets opståen og imperialismens grusomheder var med til at holde mig langt væk fra et historiestudium, så vil jeg håbe, at en behjertet sjæl en dag vil lave et kildehæfte til denne nye verdensomspændende succeshistorie for det frie marked. Tænk hvis hver eneste student havde den bagage med, når de satte huen på hovedet. Her ligger en opgave og venter.

Udgivet den

Papegøjepolitikere og deres retorik


På dagen, hvor det politiske system fejrer sin egen selvforståelse, kan denne lille anmeldelse, der oprindelig er skrevet i sommeren 2011, men nu er let opdateret, måske bruges til at skabe en lille smule luft at ånde.

Papegøjepolitikere afsløret.

Anmeldelse af Christian Kock, De svarer ikke, Gyldendal 2011, 225 sider

Når en politiker skal sikre sig partimedlemmernes tilslutning til hans synspunkter, så er en af de klassiske metoder, at inddrage dem i en hemmelighed. Tidligere borgmester H.O. Thustrup Hansen i København var en dreven rotte i så henseende. Talløse var de møder, hvor Thustrup redegjorde for den aktuelle situation med den indledende bemærkning, at “I denne lukkede forsamling kan jeg nok tillade mig at sige, …” Det, som fulgte efter, var dog som regel en oplæsning fra dagens Berlinger. Men effekten var der.

Sådan har enhver politiker sine retoriske tricks. Tidligere statsminister Fogh Rasmussen kunne den kunst at messe en enkelt udvalgt sætning, (“Der er ikke noget at komme efter”) som svar på et hvilket som helst spørgsmål. Og en række af hans ministre tog ved lære af ham. Så anvendt var (er?) metoden, at statsministeren selv anvendte ordet “papegøjepolitik”, da han skulle fortælle Venstres kandidater om en kommende valgkamp.
Nu har Christian Kock, professor i Retorik på Københavns Universitet, så skrevet en bog om unoder i den politiske debat, og det er blevet en fornøjelig bog, men at skrive en anmeldelse er blevet langt mere vanskeligt end oprindeligt forventet. For bogen er så velskrevet, at mange af dens pointer glider ned uden at man egentlig får reflekteret over, om de er så indlysende rigtige. Dermed får man måske også en tendens til at undervurdere, hvor stort et arbejde der ligger bag bogen.

Når man er bidt af den politiske bacille, så vil bogen være noget nær uundgåelig læsning, for den rummer meget store dele af det retoriske pensum, som man som politiker må beherske – hvad enten man nu vil afsløre sine modparters demagogi eller lære lidt flere tricks.

Der var en gang …

Bogen rummer sine steder antydninger af “o tempora, o mores”. Synspunktet forekommer mistænkeligt. At kvantificere eller blot anskueliggøre et ringere debatniveau i dag end for 50 år siden, er næppe muligt. Politikernes kontaktflade til borgerne er en anden. Det samme gælder politikernes baggrund. Den, som selv er arbejder, behøver næppe gøre stort for at sikre sin troværdighed blandt arbejdere, medens en kandidat i statskundskab nok kan have vanskelighed med at virke ægte iblandt sosu-assistenter.

Men som Christian Kock selv gør opmærksom på i sin indledning, så havde også fortidens politikere den evne at skære modstandere ned på en lidet hensynsfuld måde. Politik er måske nok en holdsport, men der er kamp om pladserne på 1. holdet, og lange år i det miljø må sætte sine spor på deltagerne.

Tilsvarende skal man nok huske, at vi alle har en tendens til at forfalde til tirader, når man har gentaget sig selv tilstrækkeligt mange gange. Fra min egen ungdom husker jeg nogle gange, hvor politiske fæller kom med fordomsfuldt fordømmende udsagn, som jeg studsede over. Men når man spurgte ind til det, så var der oftest en rimelig og i hvert fald mere nuanceret forklaring. Det var lidt, som når matematikbogen konkluderede, at “heraf ses let”. Der manglede bare adskillige mellemregninger, førend jeg så noget som helst. For nylig hørte jeg den vending, at fordomme bygger på erfaring. Og det kan ikke helt afvises. Problemet er som regel blot, at man generaliserer på grund af en stærkt begrænset erfaring.

En mulig årsag til sædernes forfald kan dog være, at så mange politikere kæmper om midterpositionen. Så bliver der selvsagt mindre plads til politiske forskelle. Et forslag om privatisering af universiteterne er trods alt mere markant end en diskussion om bevillingerne er steget med x eller y %. Og da al markedsføring handler om at vise forskelle mellem konkurrerende produkter, så er den oplagte mulighed, at man lægger vægten på spin.

Det ikke helt ærligt, at Christian Kock flere steder i bogen understreger, at han ikke vil afsløre sig eget politiske ståsted. Der er et engelsk ordsprog om, at jo tiere gæsten omtaler sin egen ærlighed, desto ivrigere skal man tælle sølvtøjet, når han er gået. Og en gennemgang af Christian Kocks eksempler viser jo nok, hvor han har sine interesser. Kapitlet om talfusk handler i hvert fald overvejende om universitetets og dets studerendes økonomi. Og det forekommer rimeligt, for på det område må man forvente, at han har større indsigt end så mange andre.

Stråmænd, fugleskræmsler og ulvekobler.

En stor del af bogen er helliget det begreb, som Christian Kock betegner som en “stråmand”. Begrebet er almindeligt anvendt af retorikere, men for en jurist kan det gøre lidt ondt, at se det anvendt på den måde. Den retoriske stråmand er “at dutte folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå” – eller med andre ord et fugleskræmsel. Man fristes til at tro, at ordet stråmand er en oversættelse fra udenlandsk, for der er enkelt andre steder, hvor Kock forfalder til at bruge udenlandske begreber, selv om en sprogrøgter ville hævde, at der findes mundrette danske udtryk.

Den juridiske stråmand er noget andet, nemlig en som påtager sig at være stedfortræder for en bagmand, som ikke selv ønsker at stå frem i en bestemt rolle. Den juridiske stråmand burde være oplagt i den offentlige debat. Et hvert folketingsmedlem burde opdyrke en skare af trofaste stråmænd, som i fornødent omfang vil stå frem og understøtte politikeren med debatindlæg, som naturligvis alle er leveret af politikeren selv.

Den, som én gang har prøvet at jage i flok, vil vide, hvor uhyggeligt effektiv metoden er. Selv erindrer jeg flest episoder fra politiske debatmøder, hvor vi vejrede en fært og drev byttet ud i selvdestruktion. En klassiker var den unge Connie Hedegaard, der enfoldigt erklærede, at hun altid ville foretrække socialisme frem for liberalisme. Og den udtalelse plager hende stadig med mellemrum.

Men brugen af politiske ulvekobler er vist meget begrænset. De politikere, som jeg har drøftet det med, har alle afvist at skabe et sådant. Og Christian Kock nævner heller ikke fænomenet. Hermed har han så et emne til fremtidig forskning.

På vanviddets grænse

Et andet fænomen, der heller ikke omtales, er den debattør, der bevidst vælger at lægge sig på grænsen mellem det troværdige og det outrerede, alene med det formål at rykke det samlede politiske spektrum. Det er en teknik, der meget effektivt kan benyttes af det politiske ulvekobbel, hvor man fordeler rollerne blandt medlemmerne, så nogle er på grænsen til hampemarken, og andre udtrykker den eftertænksomt moderede udgave af synspunktet. Allerbedst bliver den, når de eftertænksomme giver indtryk af, at man må bøje sig for krav fra baglandet.

Man kan i øvrigt hævde, at det under den borgerlige regrering fra 2001-11 var fraværet af en liberal opposition på højre side af regeringen, der førte til, at det danske politiske spektrum på en række punkter kom til at ligge væsentligt længere til venstre efterhånden som årene gik. Det har så ændret sig igen det sidste år.

Af bogens ca. 200 sider indeholder de første 145 en introduktion til begrebsapparatet understøttet med en række tænderskærende, tåkrummende og hændervridende eksempler. Det er en oplevelse, der bringer mindelser om filmen Max Pinlig. Er det mon derfor bogen er i samme lille format som en roman? Men man savner et par klassikere, navnlig Nyrups ødelæggelse af Fogh Rasmussens minimalstatsbog. Ej heller Svend Auken er repræsenteret.

Udlændingedebatten

Herefter tages der fat på udlændingedebatten. Det er sindsoprivende læsning. Og det bliver ikke bedre af, at Christian Kock af og til selv falder i suppen. En ting er, at den offentlige debat alt for tit forfalder til en falsk tvedeling mellem indvandrertilhængere og –modstandere. Men når Kock heller ikke levner plads til, at der kan være forskelle i synspunkter på de enkelte fløje, så fortvivles man. Er Henrik Gade Jensen virkelig Søren Krarups trofaste meningsfælle? Eller er han et selvstændigt væsen, der somme tider deler synspunkter med Krarup. Jeg ved det ikke, men det er som om iveren efter at revse tager overhånd. Men det er måske meget forståeligt, når man ser hvilke udgydelser de citerede debatindlæg fra alle sider indeholder.

I dette kapitel optræder heldigvis en af dansk politisk demagogis grand old men, nemlig Klaus Rifbjerg. Man må håbe, at en litteraturforsker en gang ved lejlighed vil yde denne del af hans forfatterskab retfærdighed, for det rummer perler.

Men også mange andre viser her de evner, som har sikret dem en plads i samfundet forreste geled. Den ondsindede kommer næsten til at savne et navneregister bagest i bogen. Det er dog ikke partigængernes lille personlige tilfredsstillelse, der er bogens hovedformål.

Fremtidshåbet

Bogens formål er selvsagt at bidrage til en højnelse af kvaliteten i den offentlige debat. Det ønske kan ingen fortænke Christian Kock i. Det modsatte synspunkt ville i hvert fald næppe være synderlig salgbart. Men om det vil ske, kan man nok stille sig lidt kynisk til.

Som den gældende valglov er indrettet, så er det påfaldende, at borgerne har uendelig få muligheder for at fravælge bestemte politikere, så Kocks håb om en udvikling, hvor demagogisk snyd på vægten fører til fravalg af de pågældende har næppe mange chancer. Men bogen skader da i hvert fald ikke.

Og man kan måske endda hævde, at når antallet af medier stiger, så bliver der bedre plads til refleksion. På den måde kan antallet af tv-kanaler, netaviser og blogs måske endda vise sig at rumme muligheder, som vi ikke kan se lige nu.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: