Indlæg

Udgivet den

Regelforenkling bygger på floskler

Hvis et problem er vanskeligt nok, så står der altid nogen parat med enkle løsninger. Spørgsmålet er, om de virker

Kært barn har mange navne: Regeloprydning, regelsanering, regelforenkling, afbureaukratisering, forbedring af lovkvaliteten, kampen mod regeltyranniet. Og da hver eneste ny indsats på området skal have et spin-egnet slagord til at adskille dette forsøg fra de tidligere fejlslagne, så kan man næsten tælle antallet af initiativer bare ved at finde synonymerne.

Det er altså en opgave, som mange har forsøgt, men hvor kun et fåtal har opnået nævneværdige resultater. Det giver grund til at overveje de forskellige mulige løsninger, der jævnligt dukker op i debatten. Den kendteste er nok:

Solnedgangsklausuler
Hvorfra den besynderlige betegnelse kommer, skal jeg ikke kloge mig på, men princippet bag det er, at alle regler jo forældes, så for at få foretaget en jævnlig udlugning blandt dem, skal lovgivningen fra starten have angivet en udløbsdag. Tanken er, at hvis en forlængelse kræver en aktiv indsats, så vil nogen modsætte sig den, eller man vil i hvert fald ajourføre regelsættet. I den allerseneste tid har den fremmeste fortaler for princippet været Donald Trump.

Tanken lyder besnærende god, og det ville måske være en idé at indføre, hvis det ikke lige var fordi, vi allerede har det. De er ganske vist kun revisionsklausuler, så glemmer man revisionen, dør loven ikke, men det er altså i praksis samme bolledejg. Hvis man vil se en, så er paradigmet her:

“x-ministeren fremsætter forslag om revision af loven i folketingsåret 20..-..”

Ordet “folketingsåret” optræder rigtig sjældent i lovgivningen. Så når retsinformation.dk oplyser, at “folketingsåret” bruges af 838 dokumenter, der har været optaget i Lovtidende A, så har man nok en forbløffende præcis opgørelse af antallet af revisionsklausuler gennem årene.

Det spændende er imidlertid ikke, hvor mange der er, men hvad der sker, når tiden kommer for en revision. Bliver loven afskaffet eller ændret, eller er det bare spil for galleriet. Emnet har interesseret mig i mange år, og jeg kan ikke huske at have set nogen revisionsklausul, hvor fornyelsesloven gav anledning til bare spæde forsøg på ændring.

Derimod kan jeg huske et tilfælde, hvor man glemte at fremsætte forslaget. Det gjorde Beskæftigelsesministeriet en ihærdig indsats for at skjule. Og det lykkedes så godt, at ingen i Folketinget bemærkede det.

Så lad mig sige det tydeligt: Revisionsklausuler har ikke skyggen af betydning. I Folketinget behandles forslag om forlængelse som en ren rutinesag, også af de partier, der var modstandere af den oprindelige lov!

Oplæsningsvarianten
Fra de lange loves land, USA, kommer et forslag om en sjov variant. Den handler simpelthen om, at vedtagelsen af nye love skal tage så lang tid i kongressens kamre, at antallet af døgnets timer bliver den begrænsende faktor for mængden af vedtagelser.

Og det kan man gøre ganske enkelt ved at forlange, at den fulde lovtekst skal oplæses fra talerstolen i salen af et medlem af kammeret. I strammerudgaven skal et medlem af kammeret heller ikke kunne stemme om loven, hvis ikke medlemmet har været til stede under oplæsningen.

Den løsning tror jeg, man med sindsro kan placere i samme kategori som Indianas berømte forslag til lov om Pi, der for øvrigt også var et forsøg på regelforenkling.

Under alle omstændigheder er der det yderligere problem, at regelmængden i alle lande er så stor, at de fleste regler udarbejdes af administrationen, altså det vi kalder bekendtgørelser etc. Og på den slags sekundær lovgivning hjælper modellen ikke.

PS. Du kan på disse links læse mere om, at regelforenkling bliver et sisyfos-arbejde, patentmedicin hjælper ikke på regelforenklingen og om et forslag til forenklingens første offer.

Udgivet den

Regelforenklingens første offer

Hvor skal man tage fat i virvaret af love og regler, hvis mængden skal reduceres

Man siger traditionelt, at det essentielle ved en lov er, at overtrædelse af loven har en eller anden negativ konsekvens for overtræderen, typisk straf, erstatningspligt og ugyldighed. Ordet lov i den forbindelse dækker naturligvis også bekendtgørelser, cirkulærer og andre regler udstedt på baggrund af en lov.

Men der findes faktisk en del regler, som dækker sig under de almindelige betegnelser, men som ikke har nogen retsfølge ved brud på deres regler, eller hvor retsfølgen er helt ubetydelig. Den slags burde være oplagte kandidater til regelsanering. Ud med dem!

Regler om regler
Allerede i 1969 var mængden og kvaliteten af regler og afgørelser bekymrende stor. Og alt for mange var vanskelige at læse, hvis ikke ligefrem uforståelige for lægfolk. Der var for mange sætninger med besværlige ordstillinger samt forældede ord og begreber.

Det førte til en vejledning fra Justitsministeriet (nr. 224 af 15. oktober 1969) om sproget i love og andre retsforskrifter. Og den gælder stadig. Blandt de ord, som vejledningen foreslår, at man holder op med at bruge er “nærværende”. Et hurtigt opslag på retsinformation.dk viser bare, at ordet i dag optræder i 2127 dokumenter. Nogle af dokumenterne er ældre end 1969, men det er et forsvindende fåtal. I gældende love, som er vedtaget af Folketinget, indgår ordet i 669 tekster.

Et andet fremragende eksempel på, hvor lille effekt den slags vejledninger har, kan man finde i Statsministeriets vejledning om ministrenes breve til Dronningen om sager, der skal forelægges Statsrådet. Den nuværende udgave af vejledningen er fra 2014, men indeholder alligevel denne perle af en sætning: “idet jeg samtidig tillader mig at forelægge en i overensstemmelse hermed udfærdiget ekspedition til underskrift.” Det er da mageløst. Stakkels dronning!

Og i øvrigt overtræder den næsten samtlige af reglerne fra 1969 om sprog.

Kan nogen være i tvivl om, at Justitsministerens vejledning fra 1969 er aldeles uden konsekvenser, når den overtrædes? Næppe. Så her har vi en samling regler om oprydning i regler, der selv er en oplagt kandidat til at blive det første offer for oprydningen i overflødige regler.

Vil det ske? Næppe!

PS. Du kan på disse links læse mere om, at regelforenkling er et sisyfos-arbejde, og at forsøgene ofte bygger på floskler.

Udgivet den

Regelforenkling bliver et sisyfos-arbejde.

Der er gjort mange forsøg på at begrænse regelmængden både i Danmark og udlandet, men de er altid løbet ud i sandet efter et stykke tid

Eva Kjær Hansen fra Venstre, Henrik Dahl fra Liberal Alliance og Josephine Fock fra Alternativet er gået sammen i en alliance for at få Folketinget til at nedsætte et udvalg for regelforenkling og afbureaukratisering. Allerede længden af navnet på udvalget viser, hvilken enorm opgave udvalget har.

Men lykke til. Gid I må blive årtusindets hidtil største politiske succes. Der kan umuligt være nogen, som kan være uenige i jeres mål.

Men det er så også omtrent det eneste, de vil være enige i! Og for nu at understrege den pointe, så vil jeg lægge for med at være uenig.

Opgaven er ikke ny
Regelforenkling har været et mantra for mange politikere gennem mange år. Og borgerne lader sig fænge af det. Hvem kender ikke det gamle filmklip, hvor en stakkels borger er kaldt til torskegilde og drives til randen af vanvid.

Eftertiden husker mest Mogens Glistrup som skatteoprører, men udover kravet om skatteforenkling, så var Fremskridtspartiets andet ben kampen mod kontornussere og skrankepaver. Glistrup er imidlertid i særklasse den politiker, der i forhold til sin position har haft mindst indflydelse på lovgivningen. Det var også tilfældet med indsatsen mod regeltyranniet.

Næste nummer i rækken var Poul Sclüter, der havde regelforenkling som en væsentlig del af sit politiske program i den første del af sin regeringstid. Siden gled det mere i baggrunden. Og det lykkedes aldrig at nå nogle resultater. Tværtimod førte hans kamp mod reglerne til, at Lovtidende voksede i omfang. Det slog ikke alle rekorder, for den tilkommer besættelsestiden med dens hav af rationeringsregler og tilpasninger til tyske krav. Men det var tæt på, og modsat besættelsens strømme af regler så var stigningen under Schlüter permanent.

Et særligt rædsel fra firkløverregeringens år var forsøget med frikommuner, altså at kommuner selv skulle kunne bestemme mere. Det medførte en sand lavine af bekendtgørelser om denne eller hin kommunes undtagelse fra de almindelige regler, typisk noget fuldstændig obskurt uden reel betydning for mere end nogle ganske få.

Den tilsyneladende eneste væsentlige succes står Eva Kjer Hansen selv for. Jeg har ikke gennemgået materialet, men hun lagde som sin allerførste opgave som minister for med en oprydning i fødevareministeriets regelsæt. Og åbenbart med gode resultater. Man kan kun håbe, at virkningen er varig, og at fremtidige ministre vil have samme ildhu og brutalitet. Chancerne er nok størst, hvis de på samme måde prioriterer opgaven højt straks ved deres tiltræden. Der går sjældent lang tid, førend embedsmandssjælen lægger sig over deres sind.

Briterne har også forsøgt
Intet retssystem i verden har samlet sig så mange uhensigtsmæssige og indbyrdes modstridende regler som det britiske. Englænderne tror selv, at common law-systemet er genstand for hele verdens misundelse, men det har også sine alvorlige ulemper.

Når enhver dom har virkning som bindende fortilfælde, så vil der over tid opbygge sig en massiv mængde af både lovfortolkninger og retsskabende domme, der er dybt uhensigtsmæssige. Og kun ganske få vil ende i Højesteret. Og selv en højesteret træffer jævnligt dårlige beslutninger.

Så siden 1934 har man haft forskellige faste organer til at gennemgå og forenkle lovgivningen. Nu hedder det “the Law Commission”, men navnet er jo ikke vigtigt. Hvad der derimod er interessant, er, at hvor man de første år gennemførte en ret høj andel af rådets forslag, så er det siden faldet ganske betragteligt.

I Danmark har vi jo også nogle organer med lidt tilsvarende roller, Retsplejerådet, Straffelovrådet og til en vis grad også Det økonomiske Råd. Det er sjældent, deres forslag når ud over rampen. Og disse organer har i øvrigt som deres primære opgave at udrydde uoverensstemmelser mellem forskellige dele af lovgivningen. En egentlig afskaffelse af regler er som regel højst et biprodukt.

Hold dampen oppe
En masse af de tidligere forsøg på regelafskaffelse er altså langsomt men sikkert gået i stå, når den oprindelige reformiver og de glødende ildsjæle ikke længere er til stede eller løber tør for fantasi til nye projekter. Og imens producerer andre dele af bureaukratiet stadig nye regler.

Hvordan man overvinder den barriere, er formentlig den vigtigste opgave at analysere for et nyt udvalg. Gid det må lykkes.

PS. Du kan på disse links læse mere om et konkret forslag til det første offer for regelforenkling og om at regelforenkling ofte bygger på floskler.

Udgivet den

Lad os da få livsvarige kørekort.

Endnu en gang kan man se en pseudodebat om folks rettigheder, denne gang gamlingers kørekort, hvor det i virkeligheden burde handle om myndighederne eller borgerne ved bedst.

Lige nu sidder jeg og undrer mig over, hvor alle mine frihedselskende bekendte er forsvundet hen.

Dansk Folkeparti, der ellers altid ønsker en stadig snævrere regulering af alt og alle efter parolen om, at “hvis man ikke har noget at skjule, så …,” har rent faktisk foreslået, at gamle mennesker skal kunne beholde deres kørekort uden at aflevere lægeattest. Man kunne få en beskeden mistanke om, at det forslag har mere at gøre med partiets vælgergruppe end en grundlæggende holdning til borgernes selvbestemmelse,

For de mennesker, som jeg normalt omgiver mig med, og som notorisk vil hævde, at de mener det alvorligt med at gå ind for frihed og markedskræfter, så er dette en oplagt lakmusprøve. Frie mennesker tager ansvar for egne handlinger. Også om de vil køre bil. Nogle af dem tager fejl, men finessen er, at det gør myndigheder og læger, som skal kontrollere borgerne, også.

Og dermed er man tilbage til det, som efter min opfattelse næsten altid er det springende punkt i politik: Det handler ikke så meget om indholdet i beslutningen, men om hvem der er nærmest til at træffe den.

Og der har jeg altså temmeligt megen tillid til borgerne selv. Ja, der vil være nogle mænd i blød hat og cerut, som overvurderer sig selv, men det er der sandelig også blandt unge mænd! Men hvilken af de to grupper reagerer mon mest på en avisartikel om, at en af deres ligemænd er banket ind i et vejtræ eller har slået en hel familie ihjel ved en hasarderet overhaling. Det faktum kan man altså ikke være i tvivl om.

Og det er jo heller ikke sådan at evnen til at køre bil er absolut. Min forlængst afdøde svigermor havde aldrig brudt sig om komplicerede venstresving, så hun udviklede på et tidligt tidspunkt den metodik, at på vejen ind til Århus kørte hun ad Grenåvej og på vejen hjem ad Randersvej, og så skabte det en firkant, hvor hun stort set kunne nøjes med højresving. Og sådan er der masser af andre bilister, der kun kører om dagen eller holder sig til områder de kender. Kører noget tænkende væsen frivilligt ind på Nørrebro?

En sjov kontrast er også holdningen til andre reguleringer for eksempel cykelhjelme. Den eneste forskel er egentlig, at hvor pligt til at bruge cykelhjelm ville være en ny regulering, så er det med kørekortet et forslag om – for en gangs skyld – at afskaffe regulering.

Til gengæld løber jeg ind i et problem med min tillid til borgerne, når man ser på den anden ende af skalaen. Mine 16-årige tvillinger kunne såmænd være udmærkede og superopmærksomme bilister. Alligevel går jeg ind for begrænsninger. Men da babyer jo oplagt ikke kan køre bil,så må grænsen sættes et sted. Og det bliver altid et vilkårligt valg.

Den modsætning må jeg altså lære at leve med. At afvise det første skridt i retning af mere ansvar og frihed for borgerne, bare fordi man ikke vil tage endnu et skridt, giver ikke mening.

Udgivet den

Jakob Scharf må være en grim sten i skoen

Hemmeligheder er der næppe, men hans udtalelser om andre er ikke venlige.

Billedresultat for pet bogPresseomtalen kunne næsten få en til at tro det, men bogen ”7 år for PET” er ikke skrevet af Jakob Scharf. Den er ikke engang Scharfs erindringer skrevet med journalistisk bistand. Hvis man skal tage den for pålydende, så er den forfattet af Morten Skjoldager, der bare bruger en række interviews med Scharf som voiceover til store dele af bogen. Hvor meget de så har samarbejdet, kan jo være svært at sige.

Det mest interessante ved bogen er, at den giver et overblik over de sager som PET har været involveret i gennem det seneste årti. Det er helt givet, at oplysningerne om sagerne ville kunne skaffes fra åbne kilder, hvis man gør sit forarbejde godt nok. En journalist, der har haft det som stofområde i perioden vil formentlig ikke finde noget, som ikke enten er kendt eller ret ligetil at regne ud.

De meget sikkerhedsbevidste vil mene, at selve sammenstillingen af oplysningerne og Scharfs bekræftelse deraf er en så stor lettelse for fjenden, at også det bør være forbudt. Og de vil givetvis også argumentere for, at det rent faktisk er forbudt. De vil såmænd også kunne henvise til, at i de tilfælde, hvor vi historisk har kunnet se nogen i kortene, så er efterretninger om fjenden ofte forbløffende dårlige. Tyskernes viden om dansk militær 9. april var eksempelvis helt amatøragtig. Men det bør nok ikke ændre på, at hvis frie samfund skal være frie, så kan man ikke forbyde folk at samle og sammenstille informationer.

Når det drejer sig om at blotlægge mulige ekstremister, så viser bogen med al tydelighed et faktum, som reelt blot er en bekræftelse af gammel viden. Ekstremisme er en tilvænningsproces, og har man fat i arnestedet, så er det såmænd ikke så forfærdelig svært at optrævle. Det er en erfaring, som allerede Gestapo gjorde. Frihedskæmpere under 2. verdenskrig blev også rekrutteret fra ret snævre kredse. Problemet er bare, at når man trawler tilfældigt i feltet af potentielle uromagere, så finder man også en hel masse falske positive. Og dem skal man jo nødig genere så meget, at de tager skridtet helt ud på fløjen.

Og at de som vender hjem fra ideologiske konflikter udenfor Danmark, kan finde på at fortsætte med vold, har vi jo også fortilfælde for. Den tyske kommunist Ernst Wollweber organiserede jo et omfattende net af sabotører i bl.a. Danmark i slutningen af 30’erne. En del af dem var gamle spaniensfrivillige.

Bogen nævner et antal personer, som PET har overvåget, men de er alle enten døde eller dømt for terrorrelaterede forbrydelser. Det kan næppe genere nogen.

Hvad jeg ikke tidligere har lagt mærke til i åbne kilder, er hans omtale af forskelle i PETs og det ordinære politis strategi, en forskel, der er yderst relevant i forhold til dommen over Lars Hedegaard for brud på navneforbud. At man opretholder det navneforbud er meningsløst.

Hvad der nok kan genere hans efterfølger, er den ret udførlige omtale af samarbejdet med udenlandske efterretningstjenester, hvoraf nogle er temmeligt tvivlsomme i deres arbejdsmetoder. Dertil kommer at beskrivelsen af deres chefer ikke altid er specielt charmerende. Der kan nok være nogle stykker, som vil føle sig udstillede.

Scharf skulle nok aldrig have haft stillingen, dertil er han for opmærksomhedssøgende og nok også karrierebevidst. Han har givetvis haft rundsave på albuerne. Hans lyserøde fortid er nok også snarere tillids-svækkende end tillid-vækkende.

Imperiebyggeri er ham ikke ukendt. Han er tilsyneladende også en, der gerne vil djøf-isere. Men som ikke formåede at løse konflikter med politiforbundet. Det kapitel er nok det mest mikrofonholdende, men til gengæld ikke af voldsom interesse for udenforstående.

Samlet set er bogen læseværdig.

 

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: