Indlæg

Udgivet den

Er der brug for højere straffe for at krænke forbudskendelser

Som reaktion på Scharf-sagen overvejer politikere fra en række partier skrappere straffe for at overtræde forbudskendelser, det som man tidligere kaldte fogedforbud.
Helt nøgternt kan man konstatere, at når det drejer sig om den særlige forbrydelse at overtræde en forbudskendelse, så er strafskærpelse klart den eneste mulighed. For mildere kan straffene ikke blive. Der uddeles nemlig kun straffe for overtrædelse af forbudskendelser med mange års mellemrum. Så strafniveauet i dag må siges at være 0.

Det er næppe fordi retterne med rund hånd frifinder i den slags sager. Dommere kan normalt ikke lide, at man gør noget andet, end de har bestemt. Straffen for at lyve i retten er eksempelvis markant højere end straffen for at lyve andre steder. Sagerne føres bare ikke. Og så kan man jo undre sig over årsagerne til det. Formentligt er det, at i de fleste forbudssager vil den krænkede part hellere have erstatning, end at krænkeren skal betale en bøde til staten. Og det er den krænkede selv, der skal gennemføre straffesagen, nøjagtig ligesom i injuriesager.

I almindelighed skal man holde sig fra at lave drakoniske straffehjemler, når der alligevel ikke er nogen af forbryderne, som vil blive retsforfulgt. Det undergraver bare retssystemet.

Hvis man endelig skulle overveje en ændring af reglerne, så burde det måske snarere handle om, hvem der kan straffes, end hvor hårdt de kan straffes. Det karakteristiske er jo, at i denne sag har Politiken trykt bogen op ud fra en tilsyneladende misforstået opfattelse af, at forbuddet ikke gjaldt Politiken. Man ville med andre ord bare gøre grin med borgermusikken.

Straf for overtrædelse af forbud kan kun pålægges, hvis man har samarbejdet med den, som er underlagt et forbud. Der skal kun den mindste lille smule samarbejde til, blot et samtykkende smil er formentlig nok. Men der skal være en fælles forståelse. Det ved vi faktisk ikke, om der var mellem Scharf, hans forlag og Politiken. Man kunne jo godt få en mistanke, men jeg har ikke noget konkret at have den i.

På det punkt kunne man måske godt forestille sig reglerne skærpet noget, så enhver person, som er bekendt med indholdet af et retsforbud, kan straffes for at foretage sig noget, som gør forbuddet illusorisk, eller med juristord: forspilder øjemedet. Det er ganske vist usædvanligt, at en retsafgørelse binder andre end parterne i retssagen, men det hænder, og dette er måske et eksempel på, at det kan være nødvendigt.

En dag med god tid kunne det være værd at undersøge, hvordan andre lande ser på forholdet. Jeg kan sagtens forestille mig, en engelsk dommer ville gå besærk over Politiken for “foragt for retten”.

Men i øvrigt er Scharf-sagen ganske speciel, fordi den ikke handler om, at Scharf har overtrådt en civilretlig forpligtelse. Han har ikke brudt en kontrakt, men derimod straffeloven. Derfor er det værd at lægge mærke til, at man fra statens side valgte at benytte sig af en cilretlig forbudskendelse. Den relevante procedure kunne – i min optik – lige så godt have været en beslaglæggelse efter reglerne om straffesager. Det kunne være interessant at vide, hvorfor PET valgte at gå til civilretten

At Scharf muligvis har overtrådt straffeloven indebærer også, at selv om forbudskendelserne nu er ophævede, så er der stadig en temmelig alvorlig risiko for straf for medvirken. At røbe statshemmeligheder er jo altid forbudt, og det er hæleri også. Så hver eneste boghandlerekspedient, som langer bogen over disken, risikerer straf for videregivelse af statshemmeligheder – altså forudsat bogen indeholder nogen. Det samme gælder en bibliotekar, som låner den ud. Så når forlaget angiveligt har udsendt en jubelmail om ophævelsen af forbuddene, så kan det vise sig at have været lidt uklogt. Også selv om det nok må indrømmes, at staten næppe vil bruge kræfter på at forfølge sagerne til alleryderste led.

PS. Efterfølgende har jeg tænkt en del over terminologien og er nået til, at mit oprindelige forslag om retsforbud ikke er så godt som forbudskendelse. Så det har jeg rettet det til. Beklager overfor de talrige, som fik læst opslaget inden.

I øvrigt har jeg skrevet mere om emnet her, hvor jeg behandler spørgsmålet om , hvad forbudskendelser egentlig er for en størrelse.

Udgivet den

Hvad er et fogedforbud?

Fogeder kan ikke selv skrive loven, og derfor kan de heller ikke forbyde noget, som ikke allerede er forbudt.

For nogle dage siden føg det i luften med fogedforbud mod en bog skrevet under medvirken af den tidligere PET-chef Jakob Scharf. Her til morgen har Politiken så offentliggjort bogen som avistillæg, og så er det hele blevet lidt omsonst. Der er i hvert fald mange, som får læst bogen idag.

Medens dønningerne stadig går højt, kan der være god grund til at minde om, hvad et fogedforbud egentlig er, navnlig fordi fogeder ikke bare kan forbyde noget som helst.

Men allerførst er det nødvendigt lige at bruge lidt tid på selve ordet: Fogedforbud. Det er en detalje, men hvor forbuddene tidligere blev udstedt af fogedretten, så er det siden 2013 de almindelige retsafdelinger, der behandler sagerne. Men indarbejdede ord kan være svære at udrydde, forbudskendelse ville dog nok være mere korrekt. I øvrigt gør det ikke den store forskel, for rettens jurister kan alle fungere som enten dommere eller fogeder.

Dommere kan ikke skrive loven

Det er en grundlæggende tanke – uanset det ikke holder for en stringent logisk prøvelse – at dommere anvender loven, men ikke selv kan skrive den. Deres arbejde er bundet af de rammer, som den lovgivende magt har udstukket. En anden traditionel sondring går på, at loven er regler, som gælder for alle, medens domstoles afgørelser kun gælder for de personer, som er direkte involveret i sagen. Den tanke holder dog heller ikke for en logisk prøvelse, men det er rigtigt de 99 gange ud af 100.

Dommere kan altså ikke selv bestemme, at det for fremtiden skal være forbudt at ryge på Strøget. Og de kan heller ikke gøre det lovligt at køre på cykel på Strøget.

De kan kun konstatere, om der allerede findes en regel om cykling hhv. rygning på Strøget og så kan de pålægge nogle konsekvenser af en overtrædelse af reglerne.

De konsekvenser betegner jurister med fagtermen: Retsmidler.

Lovovertrædelser har forskellige konsekvenser

Retsmidler er et samlebegreb for alle de konsekvenser, som overtrædelse af en retsregel kan have. Det typiske retsmiddel i civile sager er erstatning. I straffesager er det straf, altså bøde eller fængsel, men der er også andre, for eksempel konfiskation, udvisning etc. I civile sager kan man også dømmes til at udlevere en genstand, som man har solgt eller tilbagelevere noget, som man har lånt

Hvilke retsmidler man kan anvende har ændret sig en del over tid. Gældsfængsel er et godt eksempel. Det blev afskaffet så sent som 1872. Også i andre situationer var det tidligere muligt at idømme fængsel for overtrædelse af civile retsforhold, for eksempel kontraktsbrud.

Forbudskendelser er ikke i sig selv et retsmiddel, for det afslutter ikke sagen. Det er bare en midlertid foranstaltning, som skal gælde indtil sagen afsluttes. Sagen kan sagtens ende med, at forbuddet var ubegrundet, og så vendes erstatningskravene pludselig om. Så er det den, der har begæret forbud, som skal have pengekassen tømt.

Domstolsforbud giver ekstra retsmidler

Når en domstol udsteder et forbud, så er det ikke, fordi handlingen var tilladt førend forbuddet og nu bliver forbudt. Det er altid forbudt at sælge varemærkeforfalskede ure eller skrive bøger om statshemmeligheder. Men man kan være i tvivl om, hvorvidt et ur er ægte eller kopi, eller om noget er en fortrolig oplysning.

Det retten gør, er at konstatere, at der er så stor sandsynlighed for, at uret er uægte, eller at oplysningen er en statshemmelighed, og at det bliver så svært at få katten tilbage i sækken, at den udsteder en advarsel – pas nu lige på, for det her ligner en overtrædelse til forveksling.

Den advarsel indebærer så, at hvis man ser stort på den, og den viser sig at have været begrundet, så har man s’gu også selv været ude om konsekvenserne. Så kan man med sindsro forvente, at erstatningen udmåles temmelig rundeligt. Og desuden åbner den for et nyt retsmiddel; man kan pludselig sættes i fængsel for at have brudt en civilretlig pligt. Og den der med vilje bistår nogen med at overtræde et forbud kan også idømmes fængsel.

Det betyder ikke så meget, når det drejer sig om statshemmeligheder. Det er trods alt primært en strafferetlig lovovertrædelse. Men det er interessant, når det drejer sig om eksempelvis kopivarer. I praksis er den straf dog lige så sjælden som at vinde den store gevinst i lotto. Men risikoen er der. Og straffen kan principielt pålægges for selv den mindste medvirken. På det punkt går dansk ret længere ud i kredsen af medvirkere end langt de fleste andre lande.

Forbud kan være selvopfyldende

En rigtig god grund til at være varsom med at udstede forbud er, at det ofte kan være svært at nå til det modsatte resultat, når der til sin tid skal afsiges en endelig dom i sagen. De fleste af os vil gerne have den selvopfattelse, at det vi har gjort i fortiden, var fornuftigt og rigtigt. Vi kan selvfølgelig blive klogere og ændre opfattelse, men – hånden på hjertet – hvor ofte sker det.

Så forbud har måske nok en tendens til at blive selvopfyldende, og det gælder nok i højere grad efter de nugældende regler, hvor samme dommer afgør både spørgsmålet om forbud og selve sagen. Tidligere var der ofte tale om forskellige personer, og så bliver det lidt nemmere, uanset om man er ansat samme sted og spiser frokost sammen hver dag. Navnlig fordi forbud ofte blev varetaget af yngstemanden, medens den endelige afgørelse lå hos chefen for retten.

Hvad betyder det for Politiken?

For det første må man konstatere, at vi ikke ved noget som helst om, hvorvidt Scharf har overtrådt loven. Det kan lige så nemt være hysteri som realitet.

Men det er givet, at når først bogen er ude i offentligheden, så kan man ikke begrænse skaden. Et forbud var derfor formentlig på sin plads, så længe man kun ser på retsplejelovens regler. Men der er jo også et spørgsmål om Grundlovens forbud mod censur. Og det er en anden historie, som kan – men ikke nødvendigvis vil – føre til det modsatte resultat.

Hvis Scharf har brudt loven, så står såvel Politiken som samtlige andre involverede personer uomtvisteligt til straf. Politiken har lavet samme nummer før, så mon ikke der i så fald kommer lidt ekstra for gentagelse.

Det bliver spændende at se.

PS. Efterfølgende har jeg tænkt en del over terminologien og er nået til, at mit oprindelige forslag om retsforbud ikke er så godt som forbudskendelse. Så det har jeg rettet det til. Beklager overfor de talrige, som fik læst opslaget inden.

I øvrigt har jeg skrevet mere om emnet her, hvor jeg behandler spørgsmålet om straf for overtrædelse af forbudskendelser.

Udgivet den

Gangstere skal heller ikke slås ihjel

“Den seneste tids skudepisoder i København skal stoppes, førend de fører til drab og lemlæstelse af uskyldige.”

Det synspunkt har jeg set nogle gange på blandt andet Facebook de seneste uger, og jeg forstår jo godt, hvad folk mener med det, men det er altså alligevel et lidt underligt standpunkt.

For hvis man mener, at uskyldige endnu ikke er blevet ramt, så må det indebære, at de hidtidige ofre har været skyldige. Det må åbenbart have været rimeligt, at de blev beskudt.

Men mig bekendt har vi ikke dødsstraf for salg af hash i Danmark, så jeg har lidt svært ved at se, hvordan nogen kan være så skyldige, at de har fortjent at blive skudt. Rockere og bandemedlemmer er også vores næste, uanset hvad vi måtte mene om deres gerninger.

Dertil kommer, at vi faktisk ikke ved noget som helst om graden af deres eventuelle skyld. At man er banderelateret er faktisk en temmeligt upræcis betegnelse.

Så mit synspunkt må blive, at “den seneste tids skudepisoder i København skal stoppes, førend de fører til drab og lemlæstelse af flere.” Basta.

Og det vil kun ske, hvis man liberaliserer hashhandelen. Men det er en helt anden historie.

Udgivet den

Nattelarmen og svineriet i København er EUs skyld.

Debatten om nattelarm og svineri i det indre København savner kun en ting, nemlig at nogen skyder skylden på EU. Alt ondt plejer at være EUs skyld. Og når det drejer sig om støj i byen, så er det for en gangs skyld ikke helt forkert.

For hvorfor er der er mere larm i gaden end for blot 10-20 år siden? Antallet af værtshuse er steget, men så længe folk sidder indenfor på et værtshus, larmer de ikke på gaden. Forskellen er imidlertid lige præcis, at de ikke længere sidder inde på værtshusene, og det skyldes rygeloven, der udspringer af et EU-direktiv. Vi ved allesammen, at i ethvert selskab er rygerne de morsomste, og når en af dem forsvinder ud af døren, stryger resten af selskabet med. Og så er der pludselig højtlydt tale på gaden. De tager naturligvis også deres drikkevarer med, og så fandt vi altså kilden til glasskårene.

Når de først er kommet udenfor, bliver de også nemmere inspireret til at søge nye vandhuller længere henne ad gaden, og så kører svikmøllen. Det bliver ikke bedre af, at de på vejen kan kigge ind hos detailhandlende med lang åbningstid og supplere lageret af drikkevarer. Så længe folk befinder sig inde på et værtshus, kan stedets vagter skille diverse kamphaner ad. Men det kan de jo ikke tillade sig på samme måde ude på gaden. I stedet for at skændes om antallet af udendørsarrangementer, burde vi indse, at det endnu en gang er et formynderisk forbud, der har uønskede konsekvenser.

Tænk på det, næste gang nogen råber, at dette eller hint bør forbydes.

Bragt som dagens brev i Berlingske 15. september. 

Udgivet den

Så let ryger avanceskatten over 100 %

Forslag om avanceskat på ejendomme er ikke blot at smide regningen i børneværelset. Det er at sende den helt ned til børnebørnene. Og den skal være langt højere end 70 %.

Der er rigtigt mange rygter om at afskaffe ejendomsværdiskat og grundskyld og ejendomsværdiskat til fordel for en ejendomsavanceskat. Derfor kan det være rart at vide, at skatteministeriet har beregnet, at skatten kan nøjes med at være beskedne 70 %.

Det er et tal, der stammer fra skatteministeriets svar til Folketinget (aktskykke 77, spm. 6). Og det er jo almindeligt at skrive af efter den slags. Det er bare ikke altid smart. Da jeg gik i skole, lærte vi i hvert fald, at man altid lige skal lave et groft overslag, om de regnestykker, som man skriver af, er rigtige. Og det er dette regnestykke ikke.

Ministeren har nemlig ikke medtaget, at når man fjerner grundskylden, så kommer man jo også til at fjerne den fra alle mulige andre ejendommme, såsom andelsboliger, udlejningsboliger, erhverv etc. Så af den grund mangler der allerede 9 mia. i provenu. Da ejerboligernes skatter p.t. udgør ca. 32 mia, og vi skal lægge de 9 manglende oveni, så er det ret simpel hovedregning, at nu er avanceskatten allerede steget fra 70 til over 90%. Velbekomme!

Men det bliver værre endnu, for det regnestykke, som skatteministeriet har begået, tager heller ikke hensyn til tidsforskydningen i betalingerne.

Tanken er, at skatten først skal betales, når man forlader boligmarkedet. For en hel del er det det samme som at dø. Og det gør man kun én gang i livet. Så de, der begiver sig ind på boligmarkedet idag, vil først betale skat om ca. 50 til 70 år. Hvis ejendomsskatterne idag udgør ca. 32 mia og man med et hug omlægger dem til en avanceskat, så vil indtægten året efter falde til højst en enkelt milliard. Der kommer til at mangle 31, som staten skal skaffe på anden vis, formentlig ved at låne. Og det lån skal der betales renter på.

Hvis ikke avanceskatten sættes op, så den også dækker renterne, så er det en regning smidt i børneværelset og givet i dåbsgave til børnebørnene. Sikke en sparekassebog at modtage fra bedstefar og bedstemor. Der bliver ikke nogen stor buket ved deres begravelse.

Og hermed er det også klart vist, hvad der er hovedtanken bag alle forslag om en avanceskat: Problemet skal sparkes til hjørne, om ikke udskydes til næste halvleg eller endda næste runde i turneringen.

Samtidig ignorerer forslaget det virkeligt massive problem ved boligskatterne, nemlig at de er så skævt fordelt. Skævt mellem boligtyper og skævt mellem landsdele. I forhold til det problem er de kommende års stigninger et mindre bispørgsmål. Eller sagt på en anden måde: Da stigningerne for rigtigt mange er et stort problem, så er skævheden et megastort problem.

Tilbage står blot, at forslag om avanceskat, uanset ophavsmanden, er en enkelt fugl på taget i stedet for 10 i hånden. De dur ikke, medmindre man er tilhænger af skatter langt over 100 %. Og det burde borgerlige partier ikke være.

Og her er så en henvisning til den originale fra Børsen

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: