Indlæg

Udgivet den

En tilståelsessag

Det er sjældent, man ser nogen anerkende eget overmod med en sådan selvfølgelighed, som Lars Therkildsen udviste i sin kronik i Berlingske 22. sep. Intentionen var selvfølgelig at skrive en smuk og rørende artikel om, hvor godt og fremsynet vore offentlige myndigheder agerer for at sikre os mod klimaforandringer.

Og for virkelig at vise, hvor hurtigt og effektivt man arbejder, så får vi en historie om, hvorledes man har genåbnet en række overløb fra kloakkerne til havnen. Det ord er virkelig værd at læse: »genåbnet«. Så sandheden er, at man gennem en lang årrække målrettet har lukket de dele af kloakkerne, som skulle sikre københavnerne mod oversvømmelser. I stedet har vi fået chancen for at beskue fotogene badenymfer på Islands Brygge.

Gad egentlig vide, hvad prisen har været pr. badegæst? Med skader på syv milliarder for en enkelt oversvømmelse, skal der mange badende til for at nå samme pris som i en svømmehal. Og så har vi slet ikke regnet anlægsomkostningerne med! Og man skal ikke have megen erfaring med erstatningsret, før man uvilkårligt spørger sig selv, om ikke man bliver erstatningspligtig, når man med vilje forhindrer kloakvand i at løbe i havnen og i stedet sender det direkte ned i folks kældre.

Det forhold er både relevant for de allerede skete skader, som er blevet betalt af forsikringsselskaber, og i endnu højere grad for de stakkels mennesker, som ikke længere kan tegne forsikringer.

I stedet for skåltaler om klimasikring, trænger vi københavnere vist til en alvorlig snak om, hvem der har beordret udførelsen af noget så hovedløst.

Bragt som ‘Dagens læserbrev’ i Berlingske Tidende 24. september 2014

Udgivet den

Aristoteles vinder altid til sidst!

Argumenterne mod frigivelse af priserne på andelsboliger holder ikke.

”Logikkens fader, Aristoteles ville græmme sig endnu en gang, hvis han så argumenterne mod frie priser på andelsboliger” lyder budskabet fra juristen Jens Frederik Hansen, der siden 2001 har beskæftiger sig intensivt med netop maksimalpriser på andelsboliger, og som bl.a. har været benyttet som sagkyndig af Folketingets boligudvalg, ligesom han har bidraget til talløse artikler om emnet (senest Børsen og Berlingske om Grøndalsvænge).

Argumenterne, der har været fremført af bl.a socialdemokraterne og Curt Liljegren fra Boligøkonomisk Videncenter samler sig i 2 hovedgrupper, nemlig at frie priser vil være ensbetydende med højere priser, og at det vil føre til ghettodannelser.

Hertil kommenterer Jens Frederik Hansen:

“Kort fortalt kan man tænke sig 2 situationer på boligmarkedet. Enten sælges andelslejligheder under maksimalprisen og så vil en lovændring bare betyde, at loven kommer til at svare til virkeligheden. Det medfører selvsagt ikke forøget risiko for ghettodannelse – for så skulle vi jo allerede have set det ske!

Alternativt sælges lejlighederne til maksimalpriserne og dermed efter ventelister. I den situation skal man netop bekymre sig om ghettodannelse, for man kommer jo kun på ventelisten, hvis man kender nogen, der har set et billede af Tordenskjold. Så ventelister medfører altså en meget snæver rekruttering af nye beboere, og det er jo netop det, man betegner som ghettodannelse.

Argumentet om de højere priser er et ‘Lord Nelson-argument’, hvor man indsnævrer sit synsfelt så meget, at det bliver misvisende. Boligmarkedet består jo af andet end andelsboliger. De nye på boligmarkedet og de svage er typisk ikke dem, som står øverst på ventelisterne, så de bliver faktisk tvunget til at købe dyre ejerlejligheder i stedet. Maksimalpriser betyder altså, at man reelt presser de svage væk fra andelsboligerne. Og det svarer jo ikke lige til skåltalerne om billige boliger til jævne mennesker.

Prisstigninger på andelsboliger vil derfor modsvares af, at andre boliger – ejerlejligheder og i princippet også udlejningslejligheder – vil falde i pris. På den måde gavner man ‘de almindelige mennesker’ mere med frie priser end med maksimalpriser.”

Ovenpå den forklaring tilføjer Jens Frederik Hansen: “Aristoteles vinder altid til sidst!”

Udgivet den

Mads Holger Nørgaard Madsen som folketingskandidat!

Man spørger uvilkårligt sig selv, hvordan dette kunne ske. Det konservative Folkeparti har slået sine egne rekorder i højtråbende – men fuldstændigt ligegyldige – folketingskandidater.

Selv Paula Larrain – som han vist har været eller er gift med – havde flere politiske budskaber.

Man kan naturligvis komme med endnu en let henkastet bemærkning om endnu et skridt på skråplanet og selvmordstrang, men det ville da være mærkeligt i et parti, der netop forsøger at bevise sin overlevelsestrang.

Som midaldrende partisoldat får jeg en mistanke om, at vi snarere ser en af konsekvenserne af, at det er de enkelte opstillingskredse, der vælger den lokale folketingskandidat. Men en opstilingskreds er jo netop ikke en valgkreds. Det opstillingskredsen vælger, er én ud af en håndfuld kandidater, der alle er opstillet af samme parti, men som indbyrdes konkurrerer om partiets eventuelle mandat(er) i en større valgkreds. Til tider kan det medføre, at kampen blandt partiets forskellige kandidater bliver skarpere end bekæmpelsen af de andre partier.
 
Når man som kredsbestyrelse (efterfølgende som deltager i et opstillingsmøde) skal forberede sig på den konkurrence, så er en klassisk metode, at man konsekvent opstiller den mest medieliderlige person, man kan få øje på. Og så håber man, at der også er et politisk indhold.

Mangel på politiske evner gør ikke så meget, så længe partiet har en størrelse, så der vil være andre – mere politisk kvalificerede – i folketingsgruppen. Problemet bliver først rigtig slemt, når folketingsgruppen ikke længere er stor nok til, at de uduelige kan gemme sig i hjørnerne. Men jo mindre partiet er, desto stærkere er trangen til at benytte metoden og desto sværere vil det blive at gemme sig. 

 Måske er det derfor, vi ser dette utrolige knæfald for et hidtil uset lavmål i politiske kvalifikationer kombineret med et ego så oppustet og popsmart som en montgolfiere.

Midt i begrædelighederne er der dog altid en trøst. Den slags kandidater holder aldrig mere end et valg.

Post scriptum efter valget i 2015.
Den sidste sætning holdt ikke helt stik. Han holdt faktisk ikke til en hel valgkamp, førend han var strittet ud af partiet. Lidt overlevelsestrang var der dog.

Udgivet den

Nordens Venedig – når der er vand i gaden.

Kommunen har et ansvar for skybrudsskader.

Det var interessant at læse Jyllands-Postens artikel lørdag d. 6. september om de huse, som har mistet forsikring som følge af skybrud. Når man har førstehåndskendskab til de omtalte huse, så kan man dog se, at der mangler én væsentlig oplysning, nemlig at husene har ligget der i nøjagtig 100 år, og at de indtil 2010 var tørre, om ikke som trækpapir, så dog på linje med alle andre huse fra den periode.

Det fører naturligvis til, at man må spørge sig selv, hvorfor problemet opstår lige præcis nu. For der har altså også været skybrud i løbet af de første 90 år. Det samme spørgsmål må man anstændigvis stille sig for så vidt angår Lyngbyvejen og Istedgade, som også pludselig er blevet til de rene vådområder.

Svaret er det samme for alle stederne, nemlig reduktion af kloakkernes kapacitet.
Ved Lyngbyvejen og i Hellerup skyldes det ændringer i den såkaldte Lersøledning. På Vesterbro skyldes det nedlæggelse af ‘overløbsbygværker’, som tidligere lod urenset vand løbe i havnen, hvis kloakkerne blev overfyldte. Det var selvfølgelig ulækkert med kloakvand i havnen, men det er altså værre med kloakvand i folks kældre.

Årsagen til ændringerne var et ønske om renere vand i havnen og Svanemøllebugten, så der kunne etableres havnebad hhv. strand.

Når man får de oplysninger, så bliver det også ret klart, at kommunen har et betydeligt ansvar for de skader, som er sket på ejendommene – i hvert fald et medansvar. Derfor har man også et ansvar for, at man med lynets hast får afhjulpet problemerne ved at gennemføre sine skybrudsplaner.

Bragt i Jyllands-Posten 10. september 2014

Udgivet den

Grimme ællinger skal da kanøfles

Grundlæggende finder jeg det uforskammet at kritisere en Benny Engelbrecht for, at han har sagt ja til at blive minister, selv om han kun har gået 9 år i skole.

I modsætning til nogle af os andre, der har rige evner, men måske ikke udnytter dem særlig godt, så har han fået ganske meget ud af sine forudsætninger.

Hvis man skal undre sig over noget, så er det egentlig, at han aldrig har følt behov for at supplere med yderligere formelle kvalifikationer, men det illustrerer måske bare, at de netop kun er formelle.

At jeg så er uenig med manden i stort set alt, at jeg betragter ham som en pop-politiker, og at han appellerer til et segment, som jeg hellere ville dø end tilhøre, er en anden snak.

Man kan bare ikke kritisere Folketinget for at være for ensidigt sammensat og samtidig gøre grin med en virkelig markant undtagelse – blot fordi han er en undtagelse.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: