Indlæg

Udgivet den

Madsen Piries erindringer

Mit slot, det står i Vesterled.

Anmeldelse af “Think Tank – the story of the Adam Smith Institute” af Madsen Pirie, Biteback Publishing, London 2012

 

I Londons Underground hang i foråret en reklame for en bog om min gamle arbejdsplads, the Adam Smith Institute. Adam Smith Institute blev i 80-erne betegnet som “vogtere af Thatcherismens hellige flamme” og var dermed en del af den store fortælling om det genrejste England (altså UK).
Den bog har jeg ikke kunnet holde mig fra, men at anmelde en bog, der omhandler centrale dele af ens eget liv, er normalt en dårlig ide, med mindre man kan benytte lejligheden til at gøre et gammelt regnskab op. Kun i så fald plejer det at blive spændende. Jeg sætter imidlertid stadig pris på min gamle chef, der har skrevet bogen. Ud fra disse forudsætninger er det nedenstående ikke værd at læse. Men prøv alligevel.

For mig står Adam Smith Institute i al den stråleglans, der knytter sig til glade ungdomsår med lyst til livet, kærlighed og politik. Formelt set var min kontakt med det begrænset til, at jeg i 2 lange sommerferier arbejdede for dem, deraf den ene med at “baby-sitte” deres hus på grænsen til de dybsorte kvarterer i Washington (og ja, man bevægede sig med nogen forsigtighed som hvid). Reelt set var der et flerårigt fællesskab, startende med min deltagelse i en uges kursus i sommeren 83 og helt frem til jeg studerede i Cambridge i 89. Senere har kontakten været sporadisk, men jeg siger altid “vi” og aldrig “dem”.

Når man dengang – midt i Thatcher-årene – omtalte sin forbindelse med instituttet, så svarede briter altid: “Adam Smith Institute – er de ikke temmelig højreorienterede?” Så man vidste jo godt, at man vurderedes som en, som gik lige på grænsen til det politisk utroværdige. Finessen var, at vi kun gik til grænsen og til tider en lille smule over, og at vor tilstedeværelse flyttede både grænsen og midtpunktet. Når jeg ser tilbage på de temmelig usædvanlige personer fra det politiske landskabs skyggekroge, som omgav os, så er det bemærkelsesværdigt, hvor mange af dem der sidenhen har fået lange nekrologer i de seriøse aviser. Bogen nævner de fleste navne, her rækker pladsen ikke.

I dag er der ingen briter, som blot rynker brynene, når jeg nævner mine politiske aner. Så enten er vi faldet af på den, eller også har verden flyttet sig. Er det virkelig lykkedes at finde det fikspunkt, hvorfra man med en vægtstang kan flytte jorden?

Men tilbage til bogen! Dens hovedbudskab er at vise, hvor sjældent konsensus brydes med vilje, og hvor lidt der egentlig skal til for at skabe en ny dagsorden, hvis man ellers forstår at præsentere sine budskaber som praktiske snarere end ideologiske. I den forbindelse er troværdighed og præsentation alfa og omega. Men det er ikke fordi, dette budskab præsenteres som en åbenlys tese. Det ligger snarere som en af flere understrømme, der skal identificeres af læseren.

Den, som måtte tro, at de muligheder bød sig til, fordi budskabet var accepteret af det konservative parti, glemmer, at Margaret Thatchers vigtigste resultat – privatisering – voksede frem mere ved uheld end ved bevidste handlinger. England i 1979 ville noget nyt, man vidste blot ikke hvad. Heldigvis forstod hun at lytte til vækstlaget, navnlig fordi vækstlaget forstod at gøre opmærksom på sig selv.

Den selvkritiske holdning, der går gennem bogen, er glædelig og viser en dybde, som mange kritikere nok havde forsvoret. I øjeblikkets debat er der sjældent plads til at udtrykke tvivl om egen position. Og selvovervurdering er nok den almindeligste af de politiske synder.

En del af bogen handler om instituttets økonomi og bemanding, men kedeligt bliver det ikke. Blandt Ronald Reagans 3 klassiske løgne er, at “checken blev sendt i går”. Og den gjorde vi flittig brug af. Finansieringen var spinkel, og omgivelserne på kontoret decideret usle. Men vi kunne nok godt have forbedret dem ved lidt mere støvsugning. Atmosfæren var maskulin. På kontorerne stod der skabe med klap-ned-senge. Kontoret var nemlig i løbet af ugen hjem for “direktionen”, der kun havde ydmyge huse provinsen. Cheferne fik ingen løn, men tjente til dagen og vejen ved bi-jobs, en evne til at købe boliger billigt og sælge med profit samt en alt for sjælden gang imellem en klækkelig injurieerstatning, når pressen blev for grov. Og det hører med, at det samlede personale var de 2 chefer, studentermedhjælperen og en håndfuld free-lancere, der arbejdede hjemmefra.

Periodevis burde instituttet have været “the Micawber Institute”, men der var altid plads til gæster fra nær og fjern, og unge mennesker har altid flokkedes ved døren. Det gør de tilsyneladende stadig. Og den vilje til at lytte til de unges forhåbninger om fremtiden og spørgsmål til livets sammenhænge, er nok lige så dybtfølt som udformningen af de kommende års politik. Disciple har det med at videregive – ikke sprede – budskabet.

Madsen med Pembroke butterfly.
Og hermed er vi ved den anden understrøm, nemlig den langsomme konvertering til praktisk liberalisme, som læseren formentlig vil opleve (selv faldt jeg i gryden som ung). Efter dansk standard risikerer man at være ultra-liberalist efter læsningen, men uden at vide hvordan man blev det. Socialister og statskonservative bør vogte sig.

I den forbindelse bør nævnes, at modsat socialister, der altid “kæmper” eller “slås” for et standpunkt, så bruger liberale udtrykkene at “argumentere” eller “overbevise”. I bund og grund et sjovt eksempel på anvendt psykologi.

Bøger bør aldrig læses uden en overvejelse om, hvad der er udeladt og hvorfor. Det er selvsagt vanskeligt, når man indtager rollen som hagiograf, men sommetider har selv jeg svært ved præcist at tidsfæste begivenheder og bogen nævner ikke mange årstal. Voldsomme brud på kronologien har jeg dog ikke set.

Nyt for mig er afsnittene om tiden under Blair og Brown. New Labour måtte nødvendigvis føre til new ways of labouring. Og som med alle andre virksomheder er det viljen til omstilling under nye markedsforhold, der virkelig viser produktets kvalitet. Hvad optog mon Sankt Jørgens liv, da først dragen var dræbt. Han måtte i hvert fald lægge sværdet til side.

Et af de bærende elementer i troen på det frie marked er ofte, at man også har tillid til, at befolkningen vil vælge markedsløsningen, dersom den får valgmuligheden. Derfor var det under Blair naturligt at bruge tid på at undersøge befolkningens prioriteter gennem opinionsmålinger, og benytte dem som udgangspunkt for forslag. Dermed får man et uafhængigt “bagland”, så man ikke kan beskyldes for en ideologisk tilgang til aktuelle spørgsmål. Det er også en metode, der ligger i direkte forlængelse af instituttets princip, hvor alle forslag skal kunne holde til den ultimative prøve: At blive accepteret af befolkningen.

Samtidig har tiden med Blair og Brown givet mulighed for at forberede nogle af de virkeligt langsigtede reformer, som er oplagte som følge af demografien, navnlig omlægning af pensioner til private opsparingsordninger i stedet for udbetaling af det løbende skatteprovenu.

Også årsagerne til finanskrisen har også været et hovedemne. Er det kapitalismens endelig nederlag eller resultatet af statslig indblanding i økonomien. Juryen har ikke trukket sig tilbage endnu, og indtil da vil vi procedere spørgsmålet. Der er fortsat et arbejde at udføre for liberale, og forhåbentlig kommer der en gang et nyt bind om den næste generations arbejde. Men alt det ligger ude i fremtiden.

Jens Frederik

Udgivet den

Nordkorea

Flugten fra Camp 14

 Af Blaine Harden, Kristeligt Dagblads Forlag, København 2012. Oversat af Birger Petterson
I går begyndte jeg at læse Flugten fra Camp 14 om en nordkoreaner, der efter en opvækst i en KZ-lejr flygter og når til vesten.
Det er ikke så længe siden, at jeg med tårer trillende ned ad kinderne genlæste Anne Holms børnebog David, der på mange måder har det samme emne, om dreng der flygter fra diktatur til frihed. Men der er en stor forskel på personskildringerne. David har trods alt mødt kærligheden i de små forhold, altså hvor mennesker binder bånd til hinanden og skaber tryghed. Der vel egentlig det, vi ville kalde den store kærlighed eller den dybe. I David er det denne næstekærlighed, der bekræfter, at ondskaben aldrig kan sejre, og dermed gør bogen så stærk og livsbekræftende. At den del af livet ikke skulle findes, har forhåbentlig ligget udenfor Anne Holms forestillingsverden, uanset verden lige havde oplevet civilisationens totale fornedrelse i de tyske lejre.
Men sådan nogen abstrakte begreber såsom kærlighed har Shin ikke noget som helst forhold til. For ham har hele livet kun handlet om overlevelse. At skaffe sig mad er åbenbart vigtigere end noget andet behov. Som født bag lejrens hegn har han fra sin tidligste barndom været så sulten, at han spiste sin mors rationer, når hun efterlod ham alene, medens hun var på arbejde. Også faderen var lejrfange, og Shin blev til i et arrangeret slaveægteskab, hvor faderen blot var en sjælden gæst.
Som 13-14 årig opdager han til sin uforståelige rædsel, at moderen og en ældre bror er ved at flygte, og han angiver dem. Belønningen er tortur og lang tids lidelse i mørk arrest efterfulgt af moderen og broderens henrettelse. Og hans eneste følelse er vrede over, at de 2 har påført ham lidelse.
Det er nu alligevel fængslet, der bliver hans redning, for af en medfange hører han for første gang i detaljer om, at der er et liv udenfor hegnet. Og senere møder han endnu en fange, som inspirerer ham til flugt. Den ene af de 2 dør under flugten, den anden overlever og flakker omkring både i Nordkorea og senere i Kina, indtil han lidt tilfældigt bliver hjulpet til den frie verden.

Men hverken på det praktiske eller følelsesmæssige plan er det en nem transformation. Og medens der måske nok er god vilje og ressourcer til stede, så fremstår Shin på mange måder så forkrøblet, at forsøgene mislykkes gang på gang. Kan man mon komme gennem den barndom uden at blive psykopat?

Men selv om hans liv er svært, så er der nu også mange andre end kz-fanger, der må se deres første forsøg på parforhold gå i vasken. Det er ikke så nemt at blive voksen. Forhåbentlig er det dog sådan, at kommer tid, kommer råd. Resten af bogen – bortset lige fra kapitlet om kæresten – er skrevet i et yderst afdæmpet sprog, der ganske godt spiller op til, at der ikke var plads til følelser i lejren. Modsat David, så flød tårerne ikke ned ad kinderne under læsningen.

Ved beskrivelsen af livet efter lejren gik tankerne for mig til den eneste overlevende fra en udryddelseslejr, som jeg har mødt. Om hun havde været i Sobibor, Majdanek eller en anden husker jeg ikke. Men fru Jurkowsky var trods den fortid en helt almindelig dame i en opgang på Østerbro, nabo til en af mine tanter. Hun var lidt reserveret og så naturligt nok Israel som alle jøders solidariske livsforsikring. Men hun overlevede og levede tilsyneladende en stilfærdig og tilfredsstillende tilværelse med børn og børnebørn. Så det kan altså lade sig gøre for nogen at komme ud på den anden side af helvede. Men hun var heller ikke født derinde.

Bogen er ikke Shins erindringer, men en journalists skildring af deres forhold og gengivelse af de oplysninger han får af Shin. Oplysninger der ikke kan prøves. Det giver nogle strejf af tvivl. Har Shin en tendens, når han gengiver sit liv. Der er intet i hans opvækst, der hæmmer ham i at stikke en plade. Det er vel egentlig lige meget – selv hvis man trækker de 75 eller 80 % fra, så har livet været usselt for ham.

At bogen ikke er erindringer giver en chance for at trække tråde ud til andre kilder til oplysning om livet i Nordkorea og om den politik, som den frie verden fører overfor landet. Skal man yde hjælp til et diktatur, hvor al hjælpen vil gå i de forkerte lommer, og hvor ressourcer tilført udefra blot omsættes til mere militær og repression. Eller skal man se det sådan, at vi som mennesker er forpligtede til at yde hjælp til vor næste, uanset om vi skal give brændofre til fanden selv for at få lov.

Bogen giver ikke noget klart svar, og der er næppe noget. Ville det ikke også smage lidt for meget af nordkoreansk ensretning, hvis man hævdede, at der var et klart og enkelt svar.

Oversættelsen er ikke påfaldende, hverken til den gode eller dårlige side. Umiddelbart faldt jeg kun over en mislyd. Det er altså kun i tandlægebranchen, at man benytter eufemismen protese om et gebis. Og så ved jeg ikke, hvorfor ordet camp er bedre end lejr. Hvorfor Statens Kunstfond har anset det for nødvendigt at yde tilskud til udgivelsen kan undre.

Er bogen læseværdig? 268 sider på 2 aftener. Det må den vist være.

Udgivet den

Andelsboliger og valuarvurderinger III

Replik til Carsten Hansen

På et kommunikationskursus lærte jeg en gang, at man altid skal forsøge at starte med at sige noget pænt om sine modparter i en debat, og i øvrigt lade fakta tale for sig selv. Det skal jeg forsøge at leve op til i denne replik til by- og boligminister Carsten Hansen, der i Berlingske Tidende mandag d. 12. november har svaret på min kommentar om forslag til ændringer i andelsboligloven.

Min venlige bemærkning om ministeren vil være, at vi øjensynlig ikke har gået på samme retorikkursus. På kurset lærte jeg også, at man bør fremsende sit debatindlæg til modparten og avisen samtidig. Det er vel ikke overraskende, at en minister ikke nedlader sig til den slags overflødig høflighed.

Heller ikke for så vidt angår brugen af fakta, har ministeren og jeg samme holdning. Der er nemlig i ministerens svar ikke et eneste sted, hvor han forholder sig til andet end sine egne frit opfundne eksempler. Og selv der forklarer han ikke, hvori problemerne for de ramte andelsboligforeninger og deres andelshavere består. Han nøjes med lidt brovtende brug af værdiladede ord om “spekulation” og “uanstændighed”. Man mindes uvilkårligt sentensen om, at det dunkelt talte er det dunkelt tænkte.

Fundamentet for en meningsfuld udveksling af synspunkter er, at modparten kan efterprøve de oplysninger, som man fremfører. Hvor jeg kan anføre en grundig gennemgang af et navngivet eksempel på en ramt andelsboligforening, har han intet – absolut intet – at bemærke derom. Det er lidt tankevækkende i betragtning af, at han formentlig har både embedsmænd og en spindoktor til at hjælpe sig med manuskriptet. (En endnu mere grundig gennemgang af A/B Ringertoften kan i øvrigt findes her)

Som det tydeligt fremgik af mit oprindelige debatindlæg, så vil de meget høje valuarvurderinger normalt ikke have givet problemer for de lejere, som var med til at købe ejendommen som andelsbolig. De oprindelige andelshavere kan blive udsat for “skuffede forventninger”, altså at de ikke tjener de forventede fantasilioner. Men det kan aldrig være det samme som at lide tab.

De virkeligt ramte er 2. generationskøberne. Det fatter ministeren fortsat ikke, og det er selvsagt vanskeligt at løse problemer, som man ikke har forstået.

Blandt de mange prokuratorkneb og retoriske julelege, ministeren i øvrigt betjener sig af, kan jeg godt blive lidt imponeret af hans salvelsesfulde argument for, at hans lovforslag ikke kan hjælpe de, som allerede er kommet i uføre, nemlig princippet om forbud mod lovgivning med tilbagevirkende kraft. Det er en helt ny synsvinkel. Men jeg gad egentlig godt vide, hvad hans ministerkollega ville have sagt til oppositionen, hvis oppositionen havde benyttet den argumentation forleden, da akutpakken blev vedtaget. De øvrige rævestreger må andre kommentere.

Afslutningsvis skal jeg – med troldsplint i øjet – stille et enkelt lille retorisk spørgsmål. Ministeren skriver: ” Andelsboliger er stadig i mange tilfælde et prisbilligt alternativ til ejerboliger.” Deri er jeg fuldstændig enig, men er det nødvendigvis en fordel for andelshaverne. Betyder det ikke bare, at køberne er villige til at give flere hundrede tusinde kroner ekstra for en ejerlejlighed, fordi de på den måde kan slippe for at få en andelsbolig!

Jens Frederik

Og så lige et PS: Jeg har naturligvis tilbudt Carsten Hansen, at en eventuel duplik fra hans side kan blive lagt uredigeret på denne blog.

Udgivet den

Andelsboliger og valuarvurderinger II

Svar fra minister Carsten Hansen

Det er dejligt, at ministeren for By, Bolig og Landdistrikter Carsten Hansen har været så venlig, at han i Berlingske d. 12. ds har besvaret mine kommentarer om hans forslag til ændringer i andelsboligforeningsloven. Det ville have være endnu dejligere, hvis han også havde svaret venligt.

Hans indlæg kan læses her. Der er tydeligvis tale om et af den slags indlæg, der på en åbenhjertig måde reflekterer ministerens personlighed og viser dybden i ministerens indsigt samt det store følelsesregister en god debat udløser.
Den fulde udgave af mit oprindelige indlæg om det unødvendige forbud mod valuarvurderinger af andelsboligforeningers ejendomme kan ses her

Og så en overraskelse

Ministeren har sandelig sendt mig et direkte svar.



Det er næppe en duplik, så teksten er her:

Kære Jens Frederik Hansen

Du har den 18. oktober 2012 sendt mig en kopi af et indlæg om andelsboliger, som du efterfølgende fik bragt i Berlingske den 22. oktober 2012.

Dit indlæg er i udgangspunktet en kritik af det forslag, jeg overvejer, om eventuel indførelse at en karensperiode for anvendelse af den såkaldte “valuarvurdering” i en periode efter stiftelsen af en andelsboligforening.

Jeg opfatter nu ikke så meget dit indlæg som en kritik af dette forslag, men snarere som en kritik af andelsboligen som boligform. Dit indlæg efterlader det indtryk, at hovedproblemet ved andelsboligen er, at der gælder maksimaipriser ved overdragelse.

Maksimalpriser er et at kendetegnene ved andelsboligen. Maksimalpriserne sikrer, at en andelsbolig i mange tilfælde stadig er et prisbilligt alternativ til ejerboligen. Herudover vil jeg nøjes med at henvise til mit svar på indlægget, som er blevet bragt i Berlingske mandag den 12. november 2012. Dette fremsendes vedlagt.

Med venlig hilsen

Carsten Hansen

Udgivet den

De nye borgerlige vælgere

Medens ideologerne skændes

Det borgerlige Danmark, som foretrækker, at staten har en begrænset rolle, men ikke har behov for at være skingre, hører man ikke så meget til, men det er de moderat talende borgerlige, som kan holde på de nye borgerlige.

 
Der foregår for tiden højlydte ideologiske slagsmål mellem den borgerlige families medlemmer, senest om juletræer i boligbyggerier! Hver side har sine proselytter, og hvis man forsøger at lægge sig imellem, skal man nok få skudt falske motiver i skoene. Det handler slet ikke om at påvise fordelene ved egne synspunkter, men derimod om at rakke ned på de andres. For hver ny indbyrdes nederdrægtighed forsøger jeg at tænke, at i sidste ende skal de jo samarbejde, hvis ikke de vil miste chancen for en borgerlig regering, så de kan jo ikke blive ved i uendelighed.

Men det er efterhånden bekymrende, at en række af den borgerlige fløjs mere princip-tænkende medlemmer – ideologerne – forsømmer den virkelige opgave, nemlig at fastholde alle vore nye vælgere. Bare at være glad for, at opinionsmålingerne viser vælgervandringer til de borgerlige partier, er ganske enkelt ikke nok. Vi bør ikke være i tvivl om, at en relativ stor del af de nye vælgere er kommet mere af nød end af lyst. Venstrefløjens løsninger på samfundets udfordringer er åbenlyst ikke effektive, og de bryder klart med såvel de fantasifulde overbud fra sidste valgkamp som venstrefløjens traditionelle holdninger. Venstrefløjen har mistet troværdighed, og dens vælgere søger et nyt ståsted. At fastholde de nye vælgere og at få dem til at slå rod på den borgerlige side, er en svær, men også dejligt konstruktiv opgave. Med et lidt højstemt udtryk, så handler det om at grundfæste dem i vort verdenssyn.

Det er bestemt ikke ensbetydende med, at man skal gentage Schlüters og Fogh-Rasmussens forsøg på at befinde sig i midten af dansk politik, for det førte blot til, at midten forsvandt stedse længere mod venstre og til en angst for egen skygge, der længe forhindrede f.eks. den efterlønsreform, som alle ellers forstod var nødvendig. Og Venstre er jo stadig lettere handlingslammet af sine egne erklærede mål om en bestandig vækst i den offentlige sektor. Men i en situation, hvor væksten i det samlede samfund er beskeden, kunne man vel efterhånden gøre op dermed.Tilsvarende bør man tage den tidsel, som det svigtede skattestop udgør, op til drøftelse og erkende, at skattestop godt nok er svære at overholde under et økonomisk boom. Og vi svigtede det! Basta.

Og lad os så komme videre med de praktiske gøremål. Vi er nødt til at tale om, at traditionelle offentlige opgaver enten skal beskæres drastisk af politikerne, som ikke er specielt gode til at gøre det, eller også overdrages til borgerne mod samtidige, delvise reduktioner i skatterne. Man kan ikke fjerne offentlige underskud uden besparelser, og så længe der er underskud, kan man ikke sænke skatterne lige så meget, som man reducerer udgifterne.Det er den jordnære side deraf, men vi må også sørge for, at vi står ved, at vi vil gøre det, fordi det fører til et samfund, der er bedre for alle, og måske endda navnlig for dem, som ikke er så gode til at stikke sugerøret ned i den store offentlige kasse – samfundets svageste. Det var trods alt ikke om en omfattende velfærdsstat, at Grundtvig skrev de konstaterende ord, at »få har for meget og færre for lidt«.

Et svært punkt, når vi skal fastholde de nye vælgere, er, at vi også skal dømmes på udflydende begreber, såsom menneskesyn, social forståelse og deslige. Og det bliver ikke bedre af, at det faktisk ofte er den slags begreber, der er afgørende for vores tilhørsforhold. Historisk set har det danske samfund imidlertid været usædvanlig homogent, så mon ikke det brede flertal af os – uanset om vi opfatter os selv som borgerlige eller venstrefløj – faktisk har temmelig meget til fælles.

Der findes mennesker med ejendommelige synspunkter på begge fløje. Nogle vil afskaffe politiet, andre vil forbyde flagning med andet end Dannebrog. Og på begge fløje findes de, som ikke vil straffe incest. I alle tilfælde kommer de outrerede synspunkter til at skygge temmelig effektivt for mere jævn fornuft. Navnlig derfor er det ærgerligt, når nogle beskedne minoriteter forsøger at tage patent på at repræsentere den ene sande borgerlige tro. Og det er virkelig en stor hjælp, når de samme borgerlige opinionsdannere indbyrdes udviser en stærkt begrænset tolerance for afvigende meninger.

Der er en forskel på borgerlige og venstrefløjen. Og det handler grundlæggende om, hvor meget og på hvilke områder, staten skal gribe ind i den enkeltes liv. Det borgerlige Danmark, som foretrækker at staten har en begrænset rolle, men ikke har behov for at være skingre derom, hører vi ikke så meget til. Men det er de moderat talende borgerlige som kan holde på de nye borgerlige.Dybest set må man bestemme sig for, om man debatterer for at høre sig selv eller for at vinde nye tilhængere. Det er en svær opgave, langt sværere end at opføre sig som de forskellige fraktioner af frihedskæmpere i Monty Pythons Life of Brian, og det er også langt sværere end at udstille venstrefløjens svagheder, uanset hvor morsomt ministrenes forhold til barselsorlov er.

Jens Frederik

Bragt i Berlingske søndag d. 11. november 2012

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: