Sympatikonflikter

Vejlegården – en høstmoden sommeragurk?

I Vejle kører der en af de klassiske arbejdsretlige sager mellem en lokal restaurant, Vejlegården og fagforeningen 3F, der kræver at restauratøren skriver under på en overenskomst med 3F. Senest er den lokale avis blevet truet med sympatikonflikt, hvis den trykker annoncer for Vejlegården.

Det kunne godt gå hen at blive et af de hotte emner her i agurketiden, navnlig fordi agurketiden i år mestendels er gået med temmelig kedelige nærstudier af Enhedslistens partiprogram.

Fagforeninger er selvsagt interesserede i at få virksomheder i folden med en overenskomst, men det forekommer lidt anstrengt, når man tager kampmidler i brug mod virksomheder, hvor fagforeningen ikke har nogen medlemmer. Allerede det selvhøjtidelige udtryk “kampmidler”, som man i fuldt alvor anvender indenfor arbejdsret, viser lidt om parternes indstilling.

Det, der sker, er, at fagforeningen først kan holde endeløse demonstrationer udenfor virksomheden (det, der kaldes en blokade), og når det ikke hjælper, så kan man forlange, at medarbejdere i andre virksomheder ikke må samarbejde med den blokerede virksomhed f.eks. ved at levere varer. Det kalder man en sympatikonflikt, og det er som regel på den måde, at man endelig får krammet på den “konfliktramte” virksomhed.

Den eneste grund til, at arbejdsgiverne ikke for længst har sagt fra overfor det, er formentlig, at arbejdsgiverne også er interesserede i at få virksomhederne indenfor hos sig, og arbejdsgiverne jo godt ved, at det ofte bliver resultatet af en konflikt. Den nemmeste måde at opfylde overenskomstkravet på er jo, at man blot melder sig ind i en arbejdsgiverforening under DA, for så er man automatisk omfattet af DAs overenskomst.

Det er i den forbindelse ganske morsomt, at Vejle Amts Folkeblad, der ikke længere kan trykke annoncer for Vejlegården, tilsyneladende ikke forstår, at man selv har bragt sig i den kattepine, fordi arbejdsgiverne i alt for mange år har accepteret sympatikonflikter. Men derfor kan man også med nogen ret græde tørre tårer over, at avisen er blevet inddraget i konflikten. For hvor intenst har dette ærværdige Venstre-blad bekæmpet sympatikonflikter internt i arbejdsgiverforeningen?

I virkeligheden er der grund til at være kritisk overfor sympatikonflikter i ganske mange situationer, men helt galt bliver det, når den blokerede virksomhed rent faktisk har en overenskomst – typisk med den Kristelige Fagforening – og medarbejderne er glade og tilfredse med den. Vejlegården har faktisk også en overenskomst med de kristelige. Ofte er det endda en overenskomst, der passer langt bedre til den konkrete virksomhed og dens ansatte end standard-aftalen fra DA.

Det har vist i en række tilfælde navnlig været spørgsmålet om arbejdstid, som var problematisk. LO mener jo, at det eneste saliggørende er job med en fuld 37-timers arbejdsuge. Hvis man driver en virksomhed med aftenservering, så kan det godt være svært at have alle medarbejderne beskæftiget med en fuld arbejdsdag. Og ganske ofte findes der en skare af charmerende unge mennesker, som gerne vil have mere lejlighedsvis beskæftigelse. Sådan var det vist med La Cabana i Herning i 1984, Nyhavnskonflikten, Nørrebros Bryghus og talløse andre.

Der er i øvrigt p.t. 629 verserende sympatikonflikter. Nogle af dem har varet over et årti!

En prøveballon

Sommertiden plejer imidlertid også at være tidspunktet, hvor politikere sender prøveballoner op. Og fabelagtigt nok, så er der en sød lille prøveballon om lige præcis dette emne. Sjovt nok er den ikke rigtig lettet, uanset den nok kunne have fortjent lidt opmærksomhed. Det drejer sig i al sin enkelhed om et forslag til folketingsbeslutning stillet af Dansk Folkeparti og Venstre i forening. Det handler om “regulering af faglige organisationers konfliktret overfor virksomheder med overenskomst.” Når Dansk Folkeparti er med, så kan man undre sig over fraværet af de konservative og liberalerne.

Titlen er måske en lille smule mere kompliceret end nødvendigt, og det kan være grunden til, at pressen ikke har reageret på den. Og så var det måske en fejl at fremsætte forslaget allerede i juni, hvor pressen endnu ikke var blevet sulten efter nyheder.

Det er bestemt ikke ofte, folketingspolitikere bevæger sig ind på dette minefelt, og når borgerlige politikere gør det, så undslipper de som regel ikke uden, at der ryger en arm eller et ben. Det er ligesom boligpolitikken et af de områder, som er overladt til Socialdemokratiet.  Og på dette område bliver adgangsforbuddet endog forstærket af, at de borgerliges “venner” i arbejdsgiverorganisationerne som allerede nævnt lever i en syndig symbiose med fagforeningerne. Så medens borgerlige partier formentlig altid har næret en naturlig sympati med diverse blokaderamte virksomheder, så er der intet sket i mange, mange år.

Hovedindholdet i forslaget er det rørende enkle, at det ikke længere skal være muligt for en fagforening at indlede konflikt mod en virksomhed, når arbejdet allerede er dækket af en overenskomst.

De, som kender mig, vil vide, at det er en idée fixe for mig, at centrale dele af arbejdsmarkedets grundregler trænger til en kærlig hånd. Det gælder først og fremmest forligsmandsloven og lov om arbejdsretten, men hovedaftalen og den afledte retspraksis har også sine urimeligheder, navnlig når det drejer sig om forholdet til personer, selskaber og foreninger, som ikke er omfattet af samme hovedaftale.

Efter min opfattelse går man nok længere end nødvendigt. Det bør være muligt for en fagforening at skubbe en anden fra truget, så man opnår en naturlig foryngelse. Men det kan gøres relativt nemt, enten ved at begrænse forslaget til kun at dække sympatikonflikter eller ved at tillade konflikt om overenskomstdækning, når foreningen har en vis andel af de ansatte organiseret. Dette er imidlertid tekniske detaljer.

Da Margaret Thatcher i 80-erne tog opgøret med de engelske fagforeninger var hun i øvrigt meget omhyggelig med, at undlade forbud mod bestemte handlinger. Hun stillede bare krav om, at beslutninger om at indlede strejker skulle afgøres af relevante persongrupper (typisk de organiserede i virksomheden) ved hemmelig afstemning og med et passende flertal. Skete det ikke kunne krænkede virksomheder gå løs på fagforbundets formue med erstatningskrav. Det er måske en tanke værd at kopiere denne forsigtige model.

Det afgørende er imidlertid, at borgerlige partier ikke længere kryber i dækning bag floskler om den danske model, men for første gang i mange år viser mod til at tage stilling til arbejdsretlige problemer. Og i øvrigt er det vel også interessant, at man fører krigen ind på fjendens territorium. Så gør det jo ikke så meget, hvis man ikke rammer præcist hver gang.

Jens Fr.

Liberal alliance som ekstremister


Ikke alt, man skriver, er lige begavet. Men somme tider kan det være nødvendigt at svare på noget, som er decideret ubegavet. Og uanset vi ikke er Parteigenossen, så synes jeg Liberal Alliance er gode og nære borgerlige venner, som bestemt har en opgave at udfylde. Og at sætte dem i samme bås som Enhedslisten, som “filosoffen” Lars Östmann gjorde forleden, er en hån.

Derfor nedenstående lille dybt personlige skinnebensspark, som blev bragt i Berlingskes papirudgave

Det lykkedes mig for øvrigt at undlade at beskrive, hvilket dybsindigt emne den ph.d.-studerende Östman (det der med ¨ er altså svært, men uden går det ikke) beskæftiger sig med, men man kan jo selv slå op på universitetets hjemmeside.

Ekstremisme

Ph.d.-studerende skal have budskaber til verden. Portrættet, der ledsager Lars Östmans jævnlige indspark, illustrerer det levende. Et dybt koncentreret menneske, der lader sig afbryde fra sit arbejde for et kort øjeblik at retlede os andre om verdens sande sammenhænge.
En af disse sammenhænge er, at politisk ekstremisme på begge fløje er i vækst og bør undgås (han bruger heldigvis ikke voldsmetaforen “bekæmpes”). Nyt er budskabet jo egentlig ikke, og at være uenig i konklusionen er også svært.

Men vokser ekstremismen virkelig både til højre og til venstre. Når Östman fremhæver Liberal Alliance som eksemplet på faretruende højre-ekstremisme, så er det unægtelig et noget tamt skue. Medlem af Liberal Alliance er jeg ikke – og bliver det næppe heller – så dette er ikke en partisoldats forsvar for den store leder, Anders Samuelsen.

At angribe LA for ekstremisme er imidlertid også at erklære, at f.eks. Carina-debatten var “ekstrem”. Men det giver jo ingen mening. Carina-debatten åbnede øjnene for nogle urimelige forhold hos det store flertal af danskere, som ikke dagligt kan overskue alle dele af velfærdsstaten.

Når Östman på den måde afskriver saglig (om end sprogligt farvet) debat om væsentlige emner som “ekstremisme”, så afskærer man samfundet fra at høre på betydelige gruppers mening om udformningen af vort fælles samfund. Så skaber man snarere grobund for den frustration, der er en ofte påberåbt grobund for ekstremisme.

At argumentere mod politiske forslag og at tage afstand fra de groteske er fint. Men at opstille fjendebilleder i forhold til jævn og fornuftig tale fremmer ikke forståelse og dialog. Hvis Östman vil fastholde, at LA er ekstreme, så modvirker han sit eget budskab, og han viser også, at han endnu ikke har forstået alle verdens sammenhænge.

Jens Fr.

PS Jeg er glad for, at du har orket at læse så langt – endnu en gang.

Bedre offentlig service?

Bedre offentlig service?

“Modig, tydelig, kompetent – med glæde” Sådan står der på en kop, som en bekendt for nylig tilegnede sig fra en kommunes personaleforvaltning. Sjovt nok står dette flammende opråb ikke på den side, der kan ses, når man drikker af koppen (kejthåndede undtaget). Så hvorfor dette opråb til de ansatte? Designerkruset har nok ikke været billigt.

Men kan hænde det ikke er rettet til medarbejderne, men derimod til de borgere, som henvender sig på rådhuset! Det er vel også på tide, man stiller krav til dem om, at ikke blot skal skatten betales med glæde, de skal også være tydelige, kompetente og frem for alt modige.

Der er ingen ende på, hvor mange offentlige myndigheder (og for den sags skyld også virksomheder), som holder seminarer, hvor de laver strategier, visioner, missioner, målsætninger, værdier, politikker og alt muligt andet selvbekræftende ragelse, der kun indeholder udsagn, som konsekvent dumper på “antonym-testen”, altså det modsatte. For hvem kunne dog ønske for sig selv, sine medarbejdere eller kunder, at de var “bange, forvrøvlede, uduelige – i vrede”.

Men i virkeligheden er det langt mere spændende, hvordan det så går, når en kommunal forvaltning skal leve op til alle de gyldne udsagn. Det kan min bekendts historie illustrere, for når han overhovedet var på rådhuset, så skyldtes det en afskedigelsessag.

Den endte med at koste kommunen 9½ månedsløn samt feriepenge og pension, i alt ca. 350.000, og det uden at kommunen fik én times arbejde i modydelse. Dertil kom at medarbejderen kunne tage andet arbejde i mellemtiden og have dobbelt indtægt.

Hvis en virksomhed havde gjort det, så havde de fortjent tabet på bundlinien. Men har borgerne fortjent at betale for det? Det er 6 kr. pr. skatteyder i den pågældende kommune.

Og hvordan forholdt det sig lige til mottoet? Var det kompetent og til glæde for nogen som helst?

Når regeringen højlydt postulerer, at højere skatter giver bedre service til borgerne, er det så mere af den slags service?

Jens Fr.

P.S. Jeg er som sædvanlig taknemlig, hvis du har holdt ud at læse helt til slutningen på indlægget. I er nogle stykker, og jeg håber, at jeg har holdt standarden. Berlingske bragte indlægget d. 12. juli 2012.

Skattereform – bedre end Samuelsen tror

Samuelsen strammer den

For de som er liberale – måske endog liberalister – har Anders Samuelsens gradvise politiske genfødsel som tilhænger af personlig frihed og ansvarlig økonomisk politik været glædelig. Så glædelig, at der ikke er grund til at minde ret meget om, at udgangspunktet var hos de radikale.
Somme tider kan der dog godt indsnige sig et skær af den fanatisme, som er så karakteristisk for den nyomvendte. Og naturligvis kan han kun bevise sit partis eksistensberettigelse ved at påpege forskelle mellem LA og den nærmeste store konkurrent, Venstre.

Derfor strammer han af og til sine kritiske synspunkter helt til bristepunktet, og det er synd, for grundlæggende er han jo på samme side og en særdeles velkommen fornyer af det borgerlige budskab.

Forleden (d. 30. juni) hævdede han således i JP, at skatteforliget var bindende for de borgerlige partier indtil 2022. Deri tager han fejl. Den tidsmæssige udstrækning af skatteforliget er teksten (som alle kan læse på ministerens hjemmeside) næsten fuldstændig tavs om. Kun i forbindelse med fredningen af boligejerne står der udtrykkeligt, at parterne er enige om, at det skal gælde frem til 2020.

Tekstens tavshed skyldes naturligvis, at den røde side ikke har haft behov for at understrege, at også på dette punkt har de måttet acceptere verdens realiteter, nemlig at der kan blive behov for yderligere “blå medicin” til skattesystemet.

Så hvis Samuelsen og hans parti har gode bud på reformer, så skal de bare blive ved med at promovere dem. De bør blot erindre, at vi sammen skal have 90 mandater efter næste valg, og at vi derfor intet opnår ved at kannibalisere hinanden.

Jens Fr.

PS Oprindeligt stod indlægget i JP d. 5. juli 2012. Men jeg er da glad for, at du læser det her.

Enhedslistens partiprogram.

Mener de det virkelig.

I takt med at Enhedslisten stormer frem i meningsmålingerne, er en række nysgerrige – og måske bekymrede – begyndt rent faktisk at læse på partiets program.

At programmet er dansk politiks parallel til en fossil fortidsøgle kan ikke undre, altså lige bortset fra det forhold, at arten kan genopstå fra de uddøde uden at have foretaget nogen form for evolutionær tilpasning. End ikke sabelkatten, som er opstået 3 gange i løbet af de seneste ca. 3 mio. år, og som heldigvis også er uddød 3 gange, kan fremvise en tilsvarende mangel på tilpasning til ændrede forhold.

Og af samme grund kan man fristes til at tænke, at Enhedslisten medlemmer umuligt kan mene det, de skriver i programmet. Det er simpelthen for fantasifuldt og virkelighedsforladt. Det kan da umuligt passe sammen med det sympatiske og ligefremme eksempel på naboens søde datter, der står som partiets fremmeste talskvinde. Og lige præcis derfor er der grund til et erindre om, at tyskerne havde nøjagtig den samme reaktion, da nationalsocialisterne nærmede sig magten i trediverne. At ordet “program” i virkeligheden skulle læses som “pogrom” stod uden for civiliserede menneskers fantasi.

Nu er det så dæmoniserende at sammenligne med nazister, at man med omhu skal sørge for at afgrænse analogien, for ellers mister man selv troværdighed – og det skulle jo nødig ske. Så lad mig med det samme indrømme, at jeg på ingen måde anser Enhedslisten for lige så ekstrem i sit menneskesyn, og at jeg anser faren for, at de får mulighed for at få bestemmende indflydelse for uendeligt ringe. Men på de punkter, hvor de får indflydelse – blot i begrænset omfang – må man tage i betragtning, hvilket udgangspunkt de møder frem med.

Så langt er der grund til at tage dem alvorligt. Derfor kunne det også være dejligt at få udstillet, hvor meget de egentlig vil tage konsekvensen af deres egne meninger. Det burde i hvert fald deres nærmeste konkurrenter være interesserede i.

I Folketingsåret 2010-11 (1. samling) var de med til at fremsætte 43 (jeg kan have talt lidt for få) af i alt 135 forslag til folketingsbeslutning, som stammede fra partier udenfor regeringen.

Beslutningsforslagene går i vidt omfang ud på, at det pålægges regeringen at udarbejde et lovforslag om et bestemt emne, f.eks. forslaget med det letforståelige navn “Forslag til Folketingsbeslutning om bestilleransvar (solidaransvar)”, der ville pålægge alle borgere som ombygger deres hus for mere end 100.000 kr. at undersøge, om håndværkerne husker at betale moms!

Andre forslag vil blot pålægge regeringen at udføre bestemte handlinger. Her kunne nævnes det oplagte forslag “om at videreføre de sunde dele af Amagerbanken som offentligt ejet og drevet bank.”

Beslutningsforslag dør imidlertid oftest ved 1. behandling, og får dermed ikke den gennemarbejdning, som de mere afsindige forslag fortjener, for det er jo i detaljerne, djævelen bor. Reelt set kan kunderne kun sikre sig mod håndværkeres undladen af at betale moms ved, at kunden betaler momsen, og skal håndværkerne hæfte for det. Og hvem skal lige afgøre, hvilke dele af Amagerbanken, der er sunde, og hvad skal der ske, hvis de tager fejl.

Begge forslagene er meningsløse slag i den tomme luft, og det var mange af de andre også. Men de fortjener at blive drøftet, om ikke af andre grunde så fordi indholdet bør stilles til skue for den undrende offentlighed. Og sådan er det også med resten af programmet. Skal nedlæggelse af politiet medføre, at ingen anholder voldtægtsmænd, bankrøvere og cykeltyve. Eller at det bliver gratis at køre for stærkt på motorvejene, fordi ingen nogensinde kontrollerer os.

Enhedslisten har aldrig selv brugt ressourcer på at fortælle os det. Selv om de, som nævnt, fremsatte 43 beslutningsforslag, så blev det kun til 4 lovforslag. Og ingen af dem handlede om nationalisering eller afvikling af det kapitalistiske magtapparat. Men hvis hver 8. dansker vil stemme på liste Ø, så fortjener de at se, hvordan man vil gennemføre den politik, der står i programmet. Det skulle da nødigt vise sig blot at bestå af gratis synspunkter.

Derfor kunne man overveje, om ikke regeringen virkelig burde bruge lidt tid på at udarbejde forslag derom. Ikke for selv at stemme på dem, men som en service til landets vælgere, og et parti, der åbenlyst ville vise sig at være bange for at skulle leve med konsekvenserne af egne holdninger. Det ville nok blive festligt for os andre.

Jens Fr.

Og p.s. Jeg er rigtigt glad for din opmærksomhed, hvis du er nået helt herned.

%d bloggers like this: