Indlæg

Udgivet den

De første øl.

De unge skal drikke mindre!


Politiken har endnu en gang rejst forargelsens fane. Denne gang er det ungdomsuddannelsernes servering af alkohol til fester, som ifølge eksperter bør forbydes.
 Selv er jeg blandt de, som trækker temmelig voldsomt ned på gennemsnitsforbruget og basalt set synes, at alkoholisme er en svøbe. At det samtidig er den væsentligste årsag til voldsforbrydelser, og at det forårsager et uforholdsmæssigt træk på sundhedsvæsenet er blot yderligere grunde til, at jeg egentlig ikke er så begejstret for sprut til såvel unge som gamle mennesker. Men jeg kan nu alligevel ikke gå ind for flere forbud.

Rammer de forkerte.

For det første fordi de vil ramme i flæng, og i den forbindelse erindrer jeg min datters første kontakt med forbudssamfundets alkohollove. Hun var 5-6 år gammel, havde besøg af slyngveninden fra børnehaveklassen, og de ville have pandekager. Nu havde vi ikke øl i huset, så “desværre” kunne jeg ikke lave dejen. Men ak, de 2 piger tilbød at hente en øl fra supermarkedet, og da de nu lovede at krydse den store vej ved lyskrydset, fik hun for første gang – nogensinde – lov til selv at købe ind.

Langt senere kom 2 skuffede piger hjem og fortalte, at Irma ikke sælger øl til mindreårige. Mon 2 piger på 6 ville drikke sig fra sans og samling? Hvad skal vi dog med sådan en lov? Den har i hvert fald ikke haft anden virkning på de 2 piger end at sænke tilliden til lovgivers fornuft.
Men der der nogen ved deres fulde fem, som tror, at unge mennesker, som ønsker at drikke, ikke vil kunne skaffe sig den ønskede alkohol?

Forældrenes rolle.

Mon jeg selv har taget skade, når jeg som barn i  mine sommerferier oplevede, at min morfar hver dag til frokost drak en “Prinsens”. Svaret er entydigt nej. Tværtimod har jeg lært at vise et vist mådehold. En fest med en promille på 0,8 kan være sjovt, men 1,5 er dumt at høre på. Og det er åbenlyst det, mine nu 11-årige børn om nogle år skal lære. Men det er selvsagt svært – mig tog det et antal pinlige episoder. Som far må jeg bare søge at hjælpe dem til at begrænse pinlighederne.
Det er populært at påstå, at unge gør oprør ved at handle modsat forældrene. Det er faktisk ret sjældent, at det er sandt. Mine politisk korrekte bekendte har børn som hylder Johanne Schmidt-Nielsens evangelium, medens venstrefolkenes melder sig ind i Liberal Alliances Ungdom. Så det, der reelt sker i teenageårene, er, at børnene accentuerer forældrenes adfærd. De søger grænserne af og overdriver de normer, som de kender hjemmefra.
Mon ikke det også gælder alkohol. Og i så fald er problemet ikke de unges adfærd, men deres forældres. Så længe de ser forældrene tilbede den daglige kartonvin og en løftet stemning om fredagen, må vi forvente, at de selv regelmæssigt vil drikke sig i hegnet. Det kan ingen forbud i verden forhindre, og det er vel også lidt vanskeligt at sætte sig på moralens høje dommersæde, når man ikke selv er et hak bedre. Tværtimod kan man med god ret fastholde, at netop det at lære dem en victoriansk dobbeltmoral ville være et langt større problem. Så  mon ikke det rettelig burde handle om, at forældrene skal se sig lidt i spejlet.

Forbudslobbyen vil naturligvis indvende, at så skal man bare udvide forbudene til også at gælde deres forældre. Men mon ikke vi har nogle fortilfælde fra både Sverige, Norge og USA, der klart demonstrerer virkningen af lige præcis den type lovgivning! Og fra vort eget lille land kan vi se, at lovgivning ikke forhindrer andre rusmidler i at optræde.

Forargelsens fane er så nem at svinge med. Almindelig public choice teori redegør for, hvorfor de har så let ved at vinde. Men det bliver blot Pyrrhus-sejre og legale Potemkin-kulisser. Hvad skal vi egentlig med det.

Udgivet den

Bevar kontenancen



Den vestlige civilisation rummer mange bevaringsværdige elementer. Kontenancen er dog desværre et af de udryddelsestruede. Der kan ellers være god brug for den i dag, hvor vi vågnede op til en historie om et uhørt groft overfald på en skadestue, hvor der var indbragt en patient med skudsår.

Heldigvis havde politiet posteret nogle mand der i forvejen, så de fik jaget gruppen af angribere væk, uanset der var tale om voldsomt mange. Men det skete kun med trussel om brug af skydevåben, og anholdelser af overfaldsmændene kunne der i sagens natur ikke blive tale om. Det skal man vist ikke bebrejde de 3 betjente, og da sådanne optrin næppe tager ret lang tid, så kan det heller ikke undre, at forstærkninger ikke nåede frem i tide.

Det spændende er imidlertid, hvorledes vi alle sammen reagerer. Og det politiske system er allerede ude med hhv. krav om udvisninger, placering af ansvaret hos den nye regering krav om nye straffelove, med videre.

Med hensyn til det synspunkt, at den nye regerings politik har tilskyndet til optøjerne, så bør man kun fremsætte det, efter at man har tænkt de mulige modargumenter grundigt igennem. En konsekvens af synspunktet er jo, at hvis den borgerlige regering var blevet genvalgt, så havde balladen med 100 % sikkerhed kunnet undgås. Hvis regeringens tilhængere finder på den finte, så glæder jeg mig til at se returbolden fra Venstre – for den kræver betydelig snilde at spille. Og den må da være planlagt.
Nye love om overfald på sundhedspersonale kan jo være nødvendige, men forinden burde man måske lige overveje, om de nuværende love indeholder tilstrækkelige straffemuligheder, navnlig fordi denne gruppe bøller jo aldrig kan blive omfattet af en ny lov. De skal dømmes efter de regler, der gælder på gerningstidspunktet. Vi har vel ikke tænkt os at vende tilbage til at udstede tilbagevirkende love a la 1945.

I den sammenhæng har politiets udspil været grov forstyrrelse af den offentlige orden. Det holder ikke. Vi skal langt højere op, og det interessante er, at det har vi sandelig også hjemmel til.
Angrebet på hospitalet indebærer faktisk så mange overtrædelser af straffeloven, at det svimler. For det første vil jeg godt argumentere for at et patientbesøg af den karakter med rimelighed kan bedømmes som et forsøg på drab (livstid). Det var jo ikke blomsterbuketter og chokolade, der blev medbragt. Det er i hvert fald forsøg på meget grov vold under særdeles skærpede omstændigheder (10 år), idet man er gået til den som en stor gruppe. Af samme grund kunne det også anses for organiseret – og dermed groft – hærværk (6 år).
Straffelovens § 119 omhandler vold og trusler mod embedsmand i funktion. Selv om den primært bruges som beskyttelse af politifolk i tjeneste, så er bestemmelsen med vilje vagt formuleret, og der i øvrigt både tale om angreb på sundhedspersonale og de udstationerede politivagter (8 år). Om denne forbrydelse er forsøgt eller fuldbyrdet kan man jo diskutere. Herudover kan angrebet bedømmes som opløb (3 år). Og der kan sikkert overvejes flere lovbestemmelser.
Tallene i parenteserne er ganske vist maksimum, men mon ikke dette er en situation, hvor vi skal godt op i strafferammen. På den baggrund kan det undre, at DF og de konservative ønsker en ny lovbestemmelse om trusler mod sundhedspersonale med en maksimal strafferamme på 2 år!
Så problemet er ikke straffehjemler. Og med de skitserede strafferammer, så bliver udvisning af eventuelle udenlandske statsborgere heller ikke det helt store problem.

Nej, problemet er at få dem fundet og dømt. At finde dem må politiet gøre. Der skal såmænd nok mangle samarbejdsvilje hos de mest oplagte vidner, så politiet fortjener aktiv medvirken fra hver eneste af os, der har noget at bidrage med. Forhåbentlig forstår anklagemyndigheden så derefter at skrue et anklageskrift sammen, så domstolene har mulighed for at dømme tilstrækkelig hårdt.

Selve retssagen bliver problematisk. En forsvarers naturlige holdning vil være at forsøge at gentage argumentationen fra Blekingegadesagen og Sankt Hans Torv om, at hans klient sandelig ikke havde tænkt sig at deltage i vold, at hans aktiviteter i gruppen er helt og aldeles uklare, og at der kræves bevis for hans individuelle forsæt.
Retshistorisk er det en overdrivelse af dansk rets traditionelle synspunkter helt ud over grænsen til det absurde. Det skal selvsagt ikke accepteres af retssystemet. Hvis man deltager i et opløb, så påtager man sig også risikoen for de handlinger, som de øvrige deltagere udfører – i hvert fald så længe de må anses for nogenlunde sandsynlige udfald af gruppearbejdet. Det må være den naturlige konsekvens af, at man tilslutter sig en gruppe, der ikke kan have noget tænkeligt lovligt formål. Hvis man vil undgå et sådant ansvar for medvirken eller samarbejde, så må man forlade gruppen lige så snart den begynder på sine ulovligheder. Ens fortsatte tilstedeværelse er jo en tilkendegivelse over for de øvrige af, at man accepterer deres adfærd.
Større gruppers samarbejde om kriminalitet er imidlertid et område, hvor retssystemet i nyere tid har viklet sig ind i indskrænkende fortolkninger af forsætskrav og bevisbyrde i et sådant omfang, at en oprydning er tiltrængt. Det må fastholdes som en del af den sunde fornuft, at når man går på sygebesøg og nogle af de øvrige besøgsvenner bærer på slagvåben, så skal man overveje, om det er helsebringende for såvel patienten som en selv. Også på dette punkt gælder det altså om at bevare kontenancen.
Og med disse ord kan jeg forhåbentlig afslutte mit indlæg om sagen.
Jens Fr.

Udgivet den

Kan Cepos tage fejl?

Henrik Christoffersen, der er forskningschef på Cepos, skrev en kronik i Berlingske om Den danske Model på arbejdsmarkedet, hvor han navnlig drøftede udfaldet af trepartsfohandlinger gennem tiden.

Det blev lidt ensidigt, syntes jeg. Det føltes dog også ganske meget som helligbrøde, at skrive en kritik deraf. Men det er nu alligevel også lidt befriende, at Cepos ikke helt har patent på eftertænksomhed og indsigt.

Så her er mit indlæg i den Berlingske avis: http://www.b.dk/kommentarer/skyd-ikke-kun-paa-fagbevaegelsen

PS Det er noget af en brøler, at jeg konsekvent har stavet Christoffersen forkert. Jeg syntes ellers, at jeg slog hans navn efter på Cepos’ hjemmeside (for at kunne sende ham en kopi).

Udgivet den

Har de konservative en fremtid?

Egentlig har denne tekst ligget nogen tid på harddisken. Den var ikke helt egnet til at blive en kronik. Men nu har Barfoed lavet komik og ment, at liste C kan stige til 15 %, så her er mit alternative bud på, hvad Det konservative Folkeparti bør gøre for at sikre sin fremtid.

Hvad skal forandres for at bevare de Konservative?

Det konservative Folkeparti har altid betragtet sig selv som det af Folketingets partier, der har den bredeste appel til erhvervslivet. Derfor er det heller ikke helt sjældent, at man blandt dets medlemmer møder den opfattelse, at samfundet ville blive bedre, hvis det blev drevet som en virksomhed. Det gælder først og fremmest nationen, Danmark. Men hvorfor ikke også partiet?

Ganske vist skal man aldrig trække en analogi for langt, men hvis man nu et kort øjeblik legede med tanken om A/S De Konservative, hvorledes ville man så beskrive virksomhedens situation:

Der er tale om en af de ældste virksomheder i branchen, hvor virksomhedens ledelse i forskellige perioder  har valgt at lægge hovedvægten af dens markedsføring på forskellige enkeltelementer i dens meget omfattende produktsortiment. Ud fra en historisk synsvinkel kan man derfor tillægge partiet mange forskellige placeringer på markedet. Men varemærket “konservative” har man dog altid bevaret. Virksomhedens meget karakteristiske signalfarver – klar orange og giftiggrønt – er derimod droppet for nogle år siden, uanset de havde en meget høj genkendelse hos forbrugerne. Ordet konservative er i øvrigt så indarbejdet, at det er blevet generisk, så forbrugerne – ligesom Walkman -benytter ordet ikke blot om denne virksomheds produkt, men om alle produkter med tilsvarende karakteristika.

I nyere tid havde virksomheden sin glansperiode under patriarken Schlüter, hvor man en overgang nåede en markedsandel på over 20 %. Siden er det – med en enkelt undtagelse – gået tilbage hver gang, der har været valg.

Ejerskabet er spredt ud blandt en skare trofaste aktionærer, nærmest et familiefirma. De udgør et stabiliserende element, men samtidig har skiftende konstellationer af aktionærer formået at holde hinanden i skak, så med undtagelse af kompromiskandidaten Bendtsen har der været hyppige udskiftninger i ledelsen. Det har ikke gjort en karriere i virksomheden attraktiv og antallet af unge talenter i ejerkredsen er beskedent.

Problemet med at fremavle næste generation af aktive ejere går dog længere tilbage. Uanset den nærmere udformning af partiets program, så har vælgernes opfattelse af det altid været forbundet med noget klassisk, et gennemprøvet produkt i en god forarbejdning. Og først og fremmest var det stilsikkert.

Derfor overses det ofte, at årene op til højdepunktet var præget af en meget stærk re-engineering båret af de yngste blandt aktionærerne. Inspireret af Thatchers England blev klassiske produkter præsenteret som radikalt fornyede og med en langt mere nutidig appel. Det var sjovt nok produktets succes – først og fremmest med ordet “privatisering”, som man burde have registreret som et sideløbende varemærke – der lagde grunden til nedturen.

Selv om det var klart, at succesperioden i midten af 80-erne var en modebølge – på linje med Crocs sandaler og Doc Martens støvler – så forsøgte Schlüter at holde på markedsandelene ved at lægge produkterne langt tættere på de største konkurrenter og opgive fornyelsen. I den positionering lå kimen til nedturen, idet han med udtalelser som: “Ideologi er noget bras” og “Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget” klart viste, at de mere markante fornyere var uønskede i virksomheden. Resultaterne i organisationen udeblev ikke, og de fleste af produktudviklerne søgte mod andre brancher.

Når man sælger ideer er det imidlertid vigtigt, at skabe det billede, hvori forbrugerne helst vil se sig selv, altså et ideal. Et “Bryllupsmagasin” indeholder ikke billeder fra det gennemsnitlige rådhusbryllup i novemberregn, men artikler om romantiske vielser i en hvidkalket landsbykirke på en sollys forårsdag. Ligefrem at fornægte idealet svarer til at påstå, at ens vaskepulver er nøjagtig samme produkt som konkurrentens. Og det sælger ikke.

Sidenhen har den konstante nedgang medført en kronisk mangel på ressourcer til at genskabe kreativiteten fra de tidlige 80-ere. Og de regelmæssige nedskæringer er ofte blevet administreret efter “sidst ind – først ud”. I en sund virksomhed er der ingen åbenlyse arvtagere, men konkurrence om pladsen. Når Rasmus Jarlov entydigt udpeges som næste generation, er det reelt set et svaghedstegn. Han udsættes ikke for den nødvendige konkurrence.

Den seneste tids katastrofale udvikling har medført en panisk opvågning og forsøg på at “genskabe” produktet. Men ved at genskabe svigter man sin egen ide om at forandre for at bevare. Det ender med en gold diskussion om, hvem der har den rigtige forståelse af fortiden, og hvorfor man selv synes, at ens eget produkt er det eneste anvendelige – altså at det eget produkt og konkurrenternes ikke er substituerbare. Det er en skidt position, når man er mindst på markedet. Et lille knækbrødsbageri slår ikke på, at kunderne skal holde helt op med at spise rugbrød, men at knækbrød er en rar afveksling. Og så må man for øvrigt ikke skifte strategi alt for tit, men det har man gjort.

Kort sagt er situationen nu en virksomhed med et mishandlet brand, der i bedste fald ikke taber yderligere kunder. For en udenforstående er det eneste råd til aktionærerne, at de meget omhyggeligt bør overveje at afvikle virksomheden hurtigst muligt, så de bevarer mest muligt af de resterende aktiver. Det sandsynlige alternativ er konkurs om ganske få år – måske allerede i forbindelse med et katastrofalt kommunevalg næste år.

Og en afvikling sker bedst ved fusion med en stærkere virksomhed i samme branche, der kan udnytte varemærket og opnå synergier.

Venstre er ikke en mulighed, for en fusion skal give begge parter noget, og Venstre har intet at vinde. De konservative er så små, at de ingen betydning har. Venstre vil alligevel samle de fleste af kunderne op i tilfælde af en Konservativ konkurs.

Der er 2 andre muligheder, og i begge tilfælde kan man få pæne navne: Liberal-konservativ Alliance og Dansk Konservativt Folkeparti ville være rigtigt gode måder at udnytte varemærket på. Man kan næsten ikke håbe på så velvillig behandling.

Liberal Alliance har som sit afgørende mål, at man efter næste valg vil være tungen på vægtskålen. Liberalerne vil gerne bestemme om den næste regering skal være VOI eller VBI. De ekstra 3 % stemmer fra de konservative kunne gøre udslaget. Dertil kommer et af de væsentlige aktiver ved C, nemlig de kommunalpolitiske positioner som de liberale savner.

Men for Dansk Folkeparti er fordelene langt større, og den allermest væsentlige kan siges med et ord: Stue-ren. Nyrups nedsættende bemærkning klæber stadig til liste O. Det vil sammenlægning med C udrydde en gang for alle. Og samtidig vil det vise, at O er blevet modent til at indgå større samarbejder, altså en regering.

Samtidig vil fusion give Dansk Folkeparti mulighed for at bruge sine klare evner til markedsføring på en bedre måde. Lige nu er de 2 produkter så ens, at de er låst i en stadig kamp om de samme kunder, lidt ligesom Pampers og Libero for nogle år siden gik fuldstændig amok i reklamer. Men den markedsandel, de kæmper om, er ret beset beskeden – navnlig for Dansk Folkeparti, der maksimalt kan vinde ca. 3 % derpå.

Hvis liste O kan spare de ressourcer til en målrettet strategi om at trække stemmer hen over midten eller fra storebror i Venstre, så er de Konservative nok en messe værd. Og også i denne sammenhæng er borgmestrene fra C en mulighed for, at at fusionspartneren kan få det længe savnede gennembrud.

Der er ingen tvivl om, at der skal sluges kameler, hvis en fusion skal blive til noget. For Barfoed vil det gælde om at få mest muligt i form af poster og sikre kredse. I den forbindelse skal han forsøge at spille de 2 potentielle købere ud mod hinanden. Og han skal sørge for, at hele partiet følger med over. Ellers bliver brandet nedlagt.

Fra et virksomhedsperspektiv er der ingen tvivl mulig. Hvis man skal bevare, så må man forandre. Den rationelle løsning er en fusion, ikke at håbe på et mirakel. Det er på tide at forberede den.

Jens Frederik

Udgivet den

Boligpolitik – Liberal Alliance

Gennem mindst et årti har jeg som en ensom ulv tudet imod månen om boligpolitik, deriblandt også forsøgt at tude ørerne fulde på Ole Birk, der nu er LAs boligpolitiske ordfører. Det går faktisk længere tilbage, helt til Fogh Rasmussen trådte til. Lidt har Ole da lært, så han har skrevet et boligpolitisk oplæg, men det er nu ikke blevet specielt nytænkende. Derfor denne mildt kritiske kommentar i Børsen. Desværre lægger Børsen ikke den slags på sin netavis.

Brug for boligoprør

Det er rigtig længe siden boligpolitik har været sat på dagsordenen i Danmark. Folketingets boligudvalg er nok den mest anonyme skare politikere man kan pege på, og kun ganske få har en mening om boligpolitik. Og det selv om kun skat beslaglægger en større del af vore indkomster.

Så af den grund fortjener LA ros for at have lanceret et boligpolitisk oplæg. Men er udspillet liberalt i en sådan grad, at man ligefrem skal tage notits deraf. Det mener Børsen tilsyneladende og andre vil nok mene det samme. Navnlig kan man da forvente, at venstrefløjen vil fremhæve udspillet som ikke blot liberalt, men ultra-liberalt.

 Derfor kan der være grund til at hæfte sig ved udspillets mangler. For lejeboligerne er det største problem, at man ganske vist bekender sig til fri husleje, men vil indfase den over 20 år. Det er en længere indfasningsperiode end SF gik med til i midten af 60-erne (dengang blev det overhalet indenom af inflationen, og det sker nok igen). Derudover anerkender man det sædvanlige hokus-pokus om lejeren som den præsumptivt svagere part i kontrakten. Det burde liberale kunne gennemskue.

I forhold til den almennyttige sektor får man ikke gjort op med tanken om boligselskaberne som perpetuelle juridiske personer. Så længe ejerstrukturen består, får man det klassiske problem med “den døde hånd”. Kun en overgang til personlig ejendomsret til boligen (på linje med landbrugets overgang til selveje) kan løse de problemer. Der var Anders Fogh tættere på en løsning. Der tages heller ikke fat på boligselskabernes skattemæssige privilegier – herunder også den manglende generationsskiftebeskatning. Det kunne ellers bruges til at lette andre skattebyrder.

For ejerboligernes vedkommende ville det være rimeligt at genoverveje de voldsomme transaktionsomkostninger ved køb og salg, men det sker heller ikke.

Så alt i alt er udspillet måske nok mere liberalt end den hidtil førte politik. Men på en absolut skala er det ikke specielt liberalt. Faktisk læner en hel del sig op ad boligpolitiske strøtanker fra Anders Samuelsens gamle parti. Så det er måske i virkeligheden mest et oprør fra midten.

PS Titlen på LAs udspil er forøvrigt temmeligt tæt på overskriften på en af mine gamle kronikker i Politiken. Er det mon et “freudian slip”?

PPS Du burde måske læse de andre artikler på min boligside

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: