At bygge vikingeskibe kræver håndværk i høj kvalitet og sans for detaljerne, og den form for omtanke er det en fryd at få en indføring i. Navnlig hvis bogen derom også var lige så godt håndværk.
Man skulle tro, at skelettet var det første og vigtigste at bygge på et skib, men sådan er det ikke med vikingeskibe. Der lægges en køl, rygsøjlen, så bygges skibets sider op, og først derefter forsynes det med de ribben, i form af spanter, knæ, m.v. som skal give stivheden i konstruktionen. Sådan er det i grove træk, men der er meget mere til det. Stivhed versus smidighed, skrogets form, belastninger fra riggen, materialernes arbejden mod hinanden. Det har altsammen betydning for, om skibet kan holde til at sejle i hård sø. Og erfaringen viser, at moderne metoder og materialer slet ikke kan skabe noget så spinkelt. Temmelig mange forsøg er endt på havets bund, også en tidligere version af Osebergskibet. Kun ved at vende tilbage til rødderne kan det lykkes med godt resultat.
Så når man bygger en kopi, skal det naturligvis dokumenteres og publiceres i en form, hvor alle detaljerne kommer med. Og for mig kan det ikke blive nidkært nok. At lade lederen af værftet, Thomas Søe Finderup, stå for det, må forekomme oplagt. Desværre er han nok en perfektionistisk håndværker indenfor sit fag, men han skulle være blevet ved sin bedding, for boghåndværket svigter totalt. Det ender med at være en af de bøger, som man ærgrer sig over, er skrevet.
I forfatterens forord, som er et iblandt hele 3 forord, hvilket kan forekomme lidt forvirrende, skriver forfatteren en kærlig taksigelse til sin samleverske, som er skolelærer, for hendes bistand med korrekturlæsningen. Dermed får han sat en skamstøtte over niveauet i den danske folkeskole.
Bogen plages af talløse korrekturfejl, så mange at værdien som læsestof forsvinder. Det drejer sig ikke om nutids-r’er eller endelsen -ende, men ellers er alle klassikerne til stede. Der er sætninger, som delvis er i nutid og delvis i datid, der er orddelinger, norske stavemåder midt i danske afsnit, almindelige stavefejl, somme tider med en korrekt udgave et andet sted i samme sætning, og mange, mange andre. Mit eksemplar er lånt på et folkebibliotek, ellers havde jeg været fristet til at sende det retur til forlaget forsynet med passende røde rettelser og anmodning om et nyt. Håndværket er ganske enkelt for ringe.
Osebergskibet er et af verdens vigtigste arkæologiske fund. Enestående velbevaret. Men også fundet på et tidspunkt, hvor Norge var i færd med den proces, der resulterede i opløsning af unionen med Sverige. Det må have en helt særlig symbolsk betydning i opbygningen af en selvstændig norsk identitet. Den historie får vi ikke med.
Vi får heller ikke så meget om skibets linjer, selvom en af forskellene mellem denne og den tidligere rekonstruktion netop er, at skrogformen er justeret. Og det er tilsyneladende noget, der har været afgørende for sødygtigheden. Så en bredere fremstilling om det emne, gerne skrevet af de involverede, havde været interessant. Ej heller organisationen bag rekonstruktionen hører man meget om.
Den foreliggende bog er det første af flere bind. Hvor mange man forventer at nå op på fremgår ikke klart. Men det betyder, at bogen har en stor vægt på forberedende emner, udvælgelse af træ, redegørelse for værktøjer, en gennemgang af hvordan delene holdes sammen af forskellige typer, søm, trænagler og endda hvalbarder. Kun den sidste tredjedel handler om byggeriet. Heldigvis har skibssiderne et knæk mellem en forholdsvis flad bund og en mere lodret overdel, så på det sted er der et naturligt ophold, og der slutter bogen.
Det er en bog, som rummer megen viden og stor glæde ved at formidle den. Man er ikke i tvivl om, at manden er optaget af sit arbejde med liv og sjæl. Det bliver givetvis den hidtil bedste kopi af et vikingeskib. Billedsiden er god, fortællende, og der er mange af dem. Systematik og struktur i formidlingen interesserer derimod åbenlyst ikke forfatteren. Så medens jeg sådan set glæder mig til det næste bind, så må jeg også håbe, at forlaget giver sig tid til at gøre en indsats for at vise, at også boghåndværkere kan have faglig stolthed.
Saga Oseberg – rekonstruktion af et vikingeskib af Thomas Søes Finderup, Forlaget Veterania (www.veterania.dk), 2018, kr. 298