Jens Frederik Hansen

Bør Danmark forlade en hel stribe af internationale konventioner med højtravende løfter om gode gerninger, herunder den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Nu har jeg kun overfladisk fulgt med i afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen, men med de afgørelser vi har set, så har jeg gennem en årrække ment, at svaret burde være et ret klart “Ja”.

Men under udarbejdelsen af dette opslag er jeg kommet i tvivl. Årsagen til tvivlen er dog ikke erkendelse nået ved egen tankevirksomhed, men mere om det senere. Først lidt om kritik af menneskerettigheder:

For udmeldelse taler:

“Menneskerettigheder er vrøvl, og umistelige menneskerettigheder er opstyltet vrøvl”. Sådan sagde Jeremy Bentham ikke helt, selv om hans udtalelser faktisk handlede om menneskerettigheder i form af den franske erklæring om menneskerettigheder.

Bentham benyttede derimod udtrykket naturlige rettigheder, der leder tanken hen på den amerikanske uafhængighedserklærings sætning:

 “We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty and the pursuit of Happiness.”

Men princippet i de 2 dokumenter er nøjagtig det samme, nemlig at der angivelig skulle findes nogle rettigheder, som en eller anden skaber har udstyret os mennesker med.

At modbevise eksistensen af sådanne aprioriske rettigheder er usigelig nemt. Man behøver blot at spørge til negrenes stilling i det uafhængige USA og kvindernes både der og i Frankrig. Så er det vist fastslået, at den slags erklæringer ikke handler om retten, som den er, men om retten, som den bør være, og vel at mærke som forfatterne til erklæringen synes, den bør være.

Og selv om Den europæiske Menneskerettighedskonvention er noget mere detaljeret, så ændrer det ikke ved dens grundlæggende lighed med de 2 andre tekster. Det er festtaleretorik, der skal efterleves i praksis. Og det går sjældent godt. Børn træder nok ind i de voksnes rækker, når de konfirmeres, men de får altså ikke voksnes rettigheder og ansvar – lige med det samme.

Det er da forståeligt, at man i årene efter 2. verdenskrig, der betegner et af de foreløbige lavpunkter i menneskers behandling af hinanden, havde brug for at højne moralen med at få fastslået, at en hel række af de forbrydelser, som var foregået inden og under krigen aldrig måtte få lov til at ske igen.

Og der var rigeligt at tage fat på. Men det ændrer ikke ved, at perspektivet blev efterkrigstidens, og at man kan påpege skævheder i forhold til vor tids mere påtrængende problemer. Hvor er den økonomiske frihed – the pursuit of happiness – henne. Man kan da argumentere for, at staternes vilde indgreb i økonomien var blandt de udløsende faktorer for verdenskrigen, så sig ikke, at aftalefriheden er uvæsentlig. Det druknede bare i antallet af ørkesløst myrdede.

Set i det meget store perspektiv (og lige her må det perspektiv være berettiget) er der tale om nogle tilfældigt udvalgte rettigheder nedfældet af nogle ret tilfældigt udvalgte personer på et belejligt tidspunkt i historien. Og gudgivne det er nok at strække den lidt langt. Det ville jo også stride mod Moselovens bud om, at “du må ikke have andre guder end mig”.

Det betyder ikke, at det er ligegyldige rettigheder, så langt fra. Det er bare ikke de eneste rettigheder, et menneske bør have. Den danske grundlovs forbud mod ekspropriation mangler eksempelvis. Hvor grænsen skal sættes bliver altid tilfældigt, eller rettere, det vil afhænge af tid og sted. Det som er relevant for et land, er det ikke nødvendigvis for et andet. Det som er relevant på et tidspunkt i historien, er det ikke på andre.

Men her har man så en konvention, der på samme måde som en romersk kejser er ophøjet til halvgud. Det mindste man kunne forlange, må i så fald være, at man tillægger teksten en og kun én fast betydning, som er uforanderlig. Men sådan er det bare ikke. Et brølende klart eksempel udgør det åbenlyse misbrug af reglen om retten til familieliv, der efterhånden hindrer enhver form for udvisning af kriminelle, hvis de har – eller nærmest blot har haft – kone og børn. Det er i hvert fald et udtryk for en yderst fleksibel fortolkning, som ligger temmelig langt fra intentionerne om at forhindre nye Nürnberg-love med forbud mod raceblandede ægteskaber.

Og hermed får man illustreret en af de største anker mod konventionen, nemlig at hvor intentionen var at forsvare borgerne mod død og elendighed, så er mange af sagerne kommet til at handle om relative detaljer. Den første sag Danmark tabte handlede såmænd om retten til at kræve et barn fritaget for seksualundervisning i de offentlige skoler. Der er nok en hel del, som vil være enige i, at det er lidt i småtingsafdelingen.

Der er også sager om væsentlige spørgsmål. Danske domstole har fået temmeligt mange tæsk for misbrug af varetægtsfængsling og langtrukne retssager. Og de tæsk var berettigede. Men det var dog sager, som vi burde have formået at løse selv. Domstolene burde faktisk have skammet sig over en sådan mangel på selvkritik.

Men netop fordi man kan nøjes med at forholde sig til én tekst, altså fortolke om dette eller hint tilfælde falder ind under konventionen, så har man pludselig deponeret sit ansvar for at tænke et helt andet sted end inde i hovedet. (En passant bemærket så kan læseren her sidde og grine over, at jeg ikke anser det at tænke, som noget man selv må vælge til eller fra, men som en pligt ligeså gudgiven, som andre mener menneskerettighederne er. Men bemærk også, at jeg selv har set den modsætning.)

Så vil jeg altså hellere have, at man åbent og ærligt træffer sin afgørelse udfra synspunkter om hensigtsmæssighed end under dække af noget blæverværk, som kun skal tjene til en overfladisk legitimering.

Om ikke andet bør en dommer også kunne sige klart: “Mine hænder er bundne i forhold til den rigtige afgørelse, men det er op til en parlamentarisk proces at ændre dem.” Det er som regel et ret stærkt signal.

Stabilitet fremfor alt.

Som modstykke er der en enkelt tekst, som nu gennem nogen tid har rumsteret i mit hoved, nemlig min ven Ottos indlæg på Punditokraterne om amerikansk forfatningsfortolkning, og da menneskerettigheder er ophævet til et niveau højere end almindelig lovgivning, så bliver de en slags forfatningsret.

Det er det klassiske indretningssynspunkt Otto refererer i ikke bare en smukkere indpakning, men med et langt mere gennemarbejdet indhold. Og læsningen af det er endnu en af de gange, hvor jeg ærgrer mig over juristernes evige snæversyn til dansk ret og til “gældende” ret.

Men når det er sagt, så er der stadig nogle indvendinger. For det første kræver det en helt usædvanligt konstant fortolkning af regelsættet, hvis man skal sikre stabilitet. Og dernæst så er det vitterlig altid nemmere at tilslutte sig et indretningssynspunkt, når man er enig i regelsættet. Men problemerne er netop opstået ved, at man ikke har været i stand til at holde sig til den konstante fortolkning, og at udviklingen efterhånden har ført til afgørelser, som enkeltvis ikke kan samle opbakning – man kunne også sige legitimitet – i hverken befolkning eller parlamenter.

Endelig er der den hage ved det, at det – som nævnt helt oppe i indledningen – er noget tilfældigt, hvilke regler der er havnet blandt menneskerettighederne, og så kommer indretningssynspunktet altså til også at skulle gælde regler på et lavere niveau i rangfølgen. Hvorfor skal vi frit kunne ændre andre regler, som kan være lige så vigtige for den enkelte borger, men fastholde nogle andre regler i nøjagtig den form, som var praktisk på lige præcis det tidspunkt, hvor man skrev denne tekst?

Så grundlæggende fører det alligevel blot til en understregning af, at konservatisme eller stabilitet i lovgivningen er ofte et gode, men det kan ikke være et dominerende synspunkt.

I stabilitetstanken indgår nogle helt banale overvejelser. Vil man kunne fastholde de gode dele af konventionen efter en udtræden? Eller vil danske myndigheder opfatte en udtræden som et carte blanche til at betragte frihedsrettigheder som ubetydelige? Vil vor udtræden have negative konsekvenser i andre lande? Er det muligt at nøjes med tage mindre skridt for at udrydde vildskuddene?  Det sidste er svært, og bedre bliver det ikke af, at menneskerettighedskonventionen – med ganske få undtagelser – udgør en samlet pakke, så man må acceptere alt eller intet. Svarene på de andre spørgsmål er mildest talt tvivlsomme.

Hvor ender jeg så?

Som skribent skylder man sine læsere at nå til en konklusion. Man kan ikke bare erklære sig forvirret på et højere niveau.

Men det her er jo en enetale – en gardinpræken – afholdt udelukkende for mig selv og uden nogen som helst afbrydelser fra begavede modstandere. Det svækker min styrke i troen, og fører i hvert fald til at efterspørge lidt mere modsigelse.

Ligesom Bentham mener jeg ikke, at man kan ophøje nogle bestemte rettigheder til at have universel styrke. Men konventionen har i mange år været en nem og pragmatisk måde at få nogle af de vigtigste frihedsprincipper styrket og navnlig fastholdt overfor allehånde betragtninger om sociale rettigheder.

Når den beskyttelse eroderes og sagerne samtidig komme til at handle om relative småting, så kniber det voldsomt.

Men det afgørende bliver, at systemet begynder at miste legitimitet. Hvis der ikke er folkelig opbakning om langt de fleste afgørelser, og de i stedet opleves som utidig indblanding udefra, så går det galt. Så risikerer man, at i stedet for irritation over den enkelte afgørelse og konventionen, så smitter det af som en irritation over de grundlæggende friheder, som konventionen skal beskytte.

Så er det bedre at forlade konventionen, førend den proces kommer for godt i gang.