Indlæg

Udgivet den

Nye borgerlige

Her til formiddag havde jeg fornøjelsen af at høre Pernille Vermund tale ganske kort om projektet “Nye Borgerlige”.

Hun er meget præsentabel, og det skader jo ikke, når et budskab pakkes pænt ind. Øvelsen i at holde offentlige taler er endnu ikke så stor, at hun virker afslappet i rollen. Men hun bruger manuskript og manuskriptet var velkomponeret uden alt for meget skriftsprog.

Hun er altså ikke uden evner.

Økonomien

Hun var blandt venner, når det drejede sig om den økonomiske politik. Og jeg bliver heller ikke uenig i målene om løbende reduktion af den offentlige sektor. Om man kan love dem opfyldt så hurtigt og konsekvent, som hun gør, det afhænger i den grad af udmøntningen.

Der er ingen tvivl om, at på det punkt opfører hun sig i forhold til Liberal Alliance, nøjagtig ligesom min Vasco gør det i forhold til naboens løbske tæve – lige bagved, snusende i røven og klar til at hoppe op bagfra ved blot den mindste mulighed.

I hendes tilfælde vil der komme et overbud, hver eneste gang chancen byder sig.

Udlændingene

Når hun alligevel vil blive beskrevet som højrefløj snarere end som ultraliberalist, så skyldes det partiets udkast til udlændingepolitik, som med rette indebærer et sådant ryk, at den kan kaldes ekstrem – navnlig fordi den ikke skelner mellem de store grupper af fremmede 2. og 3. generations indvånere og fremtidige tilvandrende. De som er dyrket i vor egen have, kan man anstændigvis ikke arbitrært fratage veletablerede retspositioner.

Sociale ydelser skal forbeholdes danske statsborgere, udlændinge skal have pligt til at tegne forsikring. Og selv den ringeste kriminalitet skal medføre udvisning.
Hvis man gør det, så vil vi imidlertid se frifindelser, som vil få selv O. J. Simpsons til at blegne. Det viser erfaringerne fra dengang fosterfordrivelse var strafbart. Der blev frifundet, så det stod efter. Jeg kunne frygte, at den funktion allerede findes, og den vil blive værre.
De har heller ikke fået løst det lille praktiske problem, at udvisningerne ikke kan gennemføres, fordi hjemlandene ikke samarbejder.
Den del af programmet ville jeg kunne pille i stykker på få minutter på en fjernsynsskærm – bare ved at lade hende tale ud. Clement Kjærsgaard derimod ville være vand på hendes mølle.

Overlever de?

Om hendes parti har en chance afhænger vel først og fremmest af, hvordan de øvrige borgerlige partier reagerer. Hattedamerne får hun ikke fat på, og den del af DFs vælgere, som ønsker at begrænse antaller af udlændinge, fordi de så kan bevare en velfærdsstat, skal nok også overtales.
Kampen om medianvælgeren bør dog nok være sat på pause.
Udgivet den

Gymnasieoptagelse – et problem og dets løsning.

De burde være så glade de unge, som forlader folkeskolen efter 9. eller 10. klasse. Der ligger så mange muligheder åbne for dem. Og så kan man alligevel møde nogle, som lige nu er bragt i deres livs krise i forbindelse med optagelse på gymnasierne.

Og hvis man spørger deres forældre, så møder man en vrede, frustration og fortvivlelse, som bunder i en afgrundsdyb følelse af afmagt over den måde, som ansøgninger om optagelse i gymnasiet behandles på.

Principperne

Man skulle ellers tro, at det hele var så enkelt, for ansøgerne skriver jo en klar prioritering af deres ønsker på den fine hjemmeside, hvor man ansøger. Og så gør maskinen ellers sit arbejde.

Først undersøger den, om der er plads på 1. prioritet. Og så bliver de fleste tilfredse, men nogle kommer ikke ind. Så undersøger maskinen om der stadig er ledige pladser på 2. prioritet, og så bliver en hel del også tilfredse. De som endnu ikke er udvalgt, sendes så videre gennem systemet på samme vis, hvilket medfører en stadigt faldende grad af tilfredshed som efterhånden afløses af irritation, decideret skuffelse og nedtrykt sindstilstand afhængigt af, hvor langt ned på den prioriterede liste man kommer.

Det er et system, der indbyder til, at man tænker taktisk, og i den forbindelse betyder taktisk, at man søger ind på en mindre attraktiv skole, end den man helst ville på. Det er jo et virkelig godt udgangspunkt for en gymnasietid, at man må elske den skole, man får, fremfor at få den man elsker. Det er ellers en livserfaring, man helst først skulle have så sent i livet som muligt.

Hvis man derimod i bar ungdommelig iver overvurderer sine muligheder, så kan man blive sendt ud på sit livs første virkelige røvtur – både mentalt og fysisk, når man hver eneste dag skal transporteres til det værst tænkelige gymnasium.

Sådan virker det

For at se mekanikken i systemet, så har jeg opstillet et eksempel. Og lad mig fra starten sige, at eksemplet er lavet, så det til fulde illustrerer de ønskede pointer.

Vi tænker os 16 elever, der søger ind på 4 gymnasier. Hvert gymnasium kan optage 4 elever. De 16 elever har samme præference for gymnasier, så alle altså helst vil gå på gymnasium A, dernæst på B og så fremdeles.

Elevernes kvalifikationer er også i en klar rækkefølge fra nr. 1 – 16. Det betyder, at som udgangspunkt burde nr. 1 – 4 havne på gymnasium A, 5 – 8 på B, etc. Dette er altså idealet, systemet bør opnå.

Nogle elever overvurderer imidlertid deres muligheder, andre tænker bevidst taktisk og undervurderer. I alt søger 7 ind på A, 4 på B, 4 på C og kun 1 vurderer – fejlagtigt – at han nok alligevel havner på D.

Det kan opstilles sådan

Elev nr.     Ideal    1. prioritet    Resultat

 1                A          A                  A
 2                A          A                  A
 3                A          A                  A
 4                A          B                  B

 5                B          A                  A            
 6                B          A                  D
 7                B          B                  B
 8                B          C                  C

 9                C          A                  D
10               C          B                  B
11               C          C                  C
12               C          D                  D

13               D          A                  D
14               D          B                  B
15               D          C                  C
16               D          C                  C

Det er jo et temmeligt aparte resultat, når man sammenholder med idealet:

  • De 4 bedst kvalificerede lever op til håbets grønne farve, bortset fra ham som undervurderede sig selv.
  • Dem fra det pæne, men ikke prangende blå felt fordeler sig over samtlige 4 gymnasier. Der er altså en, som opnår en dobbelt-underscoring!
  • Det forræderiske gule felt sender 2 ned i katastrofen, kun 1 rammer rigtigt og 1 heldig scorer for højt.
  • De 4, som skulle have ramt den røde katastrofe, ender forbløffende godt, for 3 af dem overscorer, heraf en dobbelt-overscoring.
Der er nogle interessant pointer. De taktiske får deres taktik opfyldt, men ikke hverken deres virkelige ønske eller reelle potentiale. Og det er de taktiske, som udløser katastrofen for de virkelige tabere, som er de, der overvurderede sig selv.

Havde alle søgt efter deres hedeste ønske, så var de endt efter idealet. Og det samme gælder, hvis alle havde bedømt sig selv realistisk. Men så idealistiske og indsigtfulde var de bare ikke.

Konklusionen er enkel: Systemet duer ikke. Det opfordrer til, at unge mennesker starter livet med at tænke taktisk, slække på ambitionerne, og de, som virkelig stræber højt, får rigtige smæk. Så kan det dårligt blive værre. 

Løsningen

Danmark er ikke ene om at have et system med de problemer – tværtimod. Og derfor har kloge hjerner også tænkt dybt over en løsning. En af dem er Stanford-professoren og Nobelprisvinderen fra 2012, Al Roth.

Hans løsning er forrygende enkel og består i, at man aldrig må straffes for at stræbe for højt. Man kan påføre sig selv straf ved at stræbe under sit potentiale, det kan ingen hindre. Men hvorfor skulle nogen sigte for lavt, hvis det er den eneste måde, man kan tabe på!

Prøv lige at kigge på dem, der underscorer i tabellen ovenfor. 

Den øverste af dem er nr. 4, der imidlertid kun har sin egen ringe selvtillid at takke for resultatet. Og han har hjulpet nr. 5 til at komme på A-gymnasiet.

For nr. 6 går det rigtig galt, og her er det systemets skyld. Den rigtige løsning havde været, at gymnasium B i en første – foreløbig – runde sagsbehandling fik tildelt de elever, som tabellen viser (nr. 4, 7, 10 og 14). Men når de modtog ansøgningen fra nr. 6, så skulle de revidere rækkefølgen til 4, 6, 7, 10. Konsekvensen er, at nr. 14 bliver skubbet ned og sendt videre til sin 2. prioritet.

Her burde systemet lave en ny foreløbig runde, hvor den vurderer om nr. 14 kan komme ind på sin 2. prioritet. Og sådan bliver man ved med foreløbige runder, indtil der ikke længere er nogen, som bliver skubbet ned i en runde. Så har man resultatet.

Hvis man gennemregner modellen på den måde, hvor samtlige elever har samme prioriteringer som ovenfor, så når man til følgende resultat:

  • Gymnasium A: 1, 2, 3 og 5.
  • Gymnasium B: 4, 6, 7 og 9.
  • Gymnasium C: 8, 10, 11 og 13
  • Gymnasium D: 12, 14, 15 og 16.
Der er altså 4, som underscorer 1 plads, og 4 som overscorer 1 plads, men ingen laver dobbelt-overscoring eller dobbelt-underscoring. Og de 4 underscorere er selv skyld i det, og de skaber selv pladsen for, at næste i rækken kan overscore.

Al Roth’ system straffer taktikerne, belønner stræberne og udelukker kvit eller dobbelt.

Når stræberne belønnes, så er det helt og aldeles risikofrit at søge lige præcis det, ens hjerte begærer. Man kan måske ikke vinde både prinsessen og det halve kongerige, men man kan heller ikke ende i muddergrøften for at forsøge.

Og så det, som står med småt

Når man har regnet på modeller, så skal man altid huske at kritisere dem bagefter. Den væsentligste indvending er, at man i virkelighedens verden ikke ikke kan kan vide, hvor man står i køen. Men netop derfor gælder det jo om at stræbe højt – for med de smarteste regler kan man ikke længere falde dybt.

En anden indvending kunne være, at forskellige skoler bør kunne have forskellige kriterier for optagelse. Den indvending er ikke valid, for hvis bare den enkelte skoles kriterier er sådan, at man kan foretage en entydig opstilling af lige præcis denne skoles ansøgere i en kø, så kan systemet håndtere det korrekt. Hvis man ikke kommer ind på sin 1. prioritet, så får man den plads i køen, som man under alle omstændigheder ville have fået på skole nr. 2. Faktisk kan systemet uden problemer håndtere, at hver enkelt skole har flere linjer med forskellige adgangskriterier.

En 3. indvending kunne være, at 2 ansøgere kan stå lige. Det har Roth også løst, for han starter med at give hver ansøger et nummer ved lodtrækning, og hver gang 2 ansøgere står lige, så vinder den med det laveste nr. i lotteriet. Lotteriet skal ske på forhånd, for hvis det sker i det enkelte tilfælde, så kan samme person være uheldig flere gange.

Den 4. indvending er klassikeren: “Det kan være meget godt i teorien, men virker det i praksis?” Svaret er et enkelt: “Ja.” New York og Boston var de første til at indføre det. Og der reducerede det antallet af tilfælde, hvor folk blev sendt ned ad deres rangstige betydeligt – og navnlig reducerer det, hvor langt de sendes ned ad stigen.

Den sidste indvending, som er den, jeg har hørt fra alle de uheldige forældre på mine børns skole, har intet med matematikken at gøre, men handler om, at vi i Danmark udvælger ansøgere efter noget så tilfældigt som afstanden mellem skole og hjem. Det har jeg tænkt mig at skrive et andet opslag om.

Konklusion

Eksemplet ovenfor har givet nogle urimelige resultater. Men der findes relativt enkle løsninger. Så det hele kan faktisk sammenfattes i et citat fra Tordenskjold, da han skulle modtage Fæstningen Carlsteens overgivelse: “Hvad dæ’len nøler I efter!“

Udgivet den

Den 3. gang guldterning …om Duegården randt.

Højesteret har åbnet for, at A/B Duegården går konkurs. En konkurs er egentlig en sørgelig begivenhed, men de konkursramte andelshavere så så lykkelige ud, at de næsten græd. Men det er også en ret bagvendt sag.

Det er en af de afgørelser, som hviler på en knivsæg. 4-3 stod det!

Da jeg læste processkrifterne igennem i går, så hæftede jeg mig ganske meget ved, at Nykredits advokat er milevidt bedre til at redegøre for sine synspunkter end andelsboligforeningens. Målt på retorik stod Nykredit til at vinde. Men nu er det allervigtigste i jura jo at kunne læse det, der lige præcis ikke står på papiret. Og det er lykkedes for Højesterets flertal.

Man kan jo så sige, at det er en del af systemet, at til det formål skal de helst have hjælp af modpartens advokat.

Hovedargumentet: Ingen insolvens

Når Nykredit kunne hævde, at Duegården ikke skulle have lov til at gå fallit, så var det, fordi Nykredit har lovet at holde hånden under foreningen i hvert fald indtil 2021. Og hvis man kan betale alle sine regninger de næste 5 år, så er det jo svært at beskrive det som insolvens, da insolvens netop defineres ved, at man ikke kan betale sin regninger.

Det som Højesterets flertal lagde sin vægt på, var, at rækkevidden af løftet er uklar. Det står faktisk ikke i Nykredits tilbud om bistand, hvor mange penge foreningen skylder Nykredit i 2021! Det svæver også lidt i luften om Nykredit bare forærer foreningen tilskud til driften, eller om man vil forsøge at kradse dem ind igen, hvis økonomien vender.

Om en tekst er “uklar” eller ej, er ofte en temmeligt subjektiv vurdering, så det er måske ikke så underligt, at Højesteret deler sig på spørgsmålet. Det er lidt en gyser, at de deler sig så ligeligt. Og efter min smag kunne andelshaverne godt have gentaget argumentet mange flere gange.

Den næste overvejelse bliver så, om Nykredit kan gentage sporten, bare ved at afgive et løfte, der er “klart”. Det spor har Højesteret dog lukket ved en lille sidebemærkning om, at fordi ordningen giver Nykredit indflydelse på driften, så skal den også accepteres af skyldneren. Den slags accepter kommer der næppe mange af.

Argumentet: Ingen retlig interesse

Det andet argument fra Nykredits side, at foreningen “mangler retlig interesse” i en konkurs, bruger flertallet ikke ret mange ord på og mindretallet slet ingen. Manglende retlig interesse er et udtryk man anvender, når spørgsmål er så hypotetiske, at en borger ikke kan bede retten tage stilling til det. Men kendelsen må læses sådan, at når foreningen har dårlig økonomi og generalforsamlingen beslutter at kaste håndklædet i ringen, så har man automatisk interesse i, at domstolene tager stilling til en mulig konkurs. Dermed er så ikke sagt, at man bliver erklæret konkurs. Men domstolen vil høre argumenterne for og imod, ikke bare nægte at behandle sagen. På det punkt er der tale om en ret brutal – men underforstået – afvisning af Nykredit.

Fremtiden

Nu har Nykredit så tabt. Og så er det Nykredits tur til at give bolden op. Det kan man gøre på flere måder. Den mest synlige er, at man forhandler en akkord med foreningen, nedskriver sit tilgodehavende, og så lukker sagen.

Der er også en anden mulighed. For det mærkelige er, at hele sagen kun opstår på grund af en uhensigtsmæssig lov (andre ville skrive: tåbelige regler!). Hvis andelslejligheder kunne sælges til frie priser, så ville Duegårdens lejligheder sagten kunne sælges til langt mere end den pris de har idag. Det er en udmærket ejendom, centralt beliggende, der er elevator. Det er bestemt ikke dårlige lejligheder.

Hvis Nykredit vil have sine penge hjem. Og hvis Nordea og Danske Bank også gerne vil komme ud af deres tilsvarende møgsager. Så er der en mulighed: Frie priser på andelslejligheder!

Det har jeg argumenteret for i næsten 20 år. Men for første gang har jeg fået nogle allierede, som kan flytte borgerlige partier derhen, hvor de burde have været fra starten. Det bliver spændende.

Udgivet den

Hvem støttede Pinds 10 teser i 2003?

Var Anders Fogh Rasmussens politik – f.eks. reaktionen på Søren Pinds teser – klog og fremadskuende eller bare en gang  opportunisme? Det er blevet en aktuel debat, selv om svaret vel er ret ligetil. 

Uanset det er selvros grænsende til narcissisme, så må vi, der var klarsynede allerede dengang, imidlertid have lov til at gøre opmærksom på det. Kan hænde vi også er det nu!

Derfor denne artikel fra Politiken 12. august 2003

Venstres partidiktatur

I Politiken kan man læse, at Jens Rohde som politisk ordfører for Venstre vil forsøge at undgå en afstemning om Søren Pinds ti teser på det kommende landsmøde i Venstre. Dermed gør han i virkeligheden behandlingen af Søren Pinds ti teser langt mere interessant end deres indhold. Venstres reaktion på teserne bliver pludselig en lakmusprøve på det interne demokrati i Danmarks største parti.

Når de politiske partier skal hverve medlemmer, så sker det altid under en aura af, at man som medlem kommer tættere på magten; man får indflydelse på den politik, partiet vil føre. Men hvordan giver partierne så deres medlemmer den indflydelse. Ikke på de sædvanlige politiske møder i vælgerforeningerne, for der kommer politikerne og holder foredrag om, hvad medlemmerne fremover bør mene om et bestemt problem. Foredragene er ofte interessante at lytte til, men de giver ikke medlemmerne indflydelse – kun information.

Det oplagte alternativ er partiernes landsmøde, hvor alle partiers vedtægter lægger op til, at man skal drøfte – og tage stilling til – partiets politiske linje. Men hvad sker der egentlig på Venstres landsmøder. Er der afstemning om partiets holdning til forskellige emner?

Sådan har det vist været engang, men er det ikke længere i Venstre. De år, hvor jeg har haft lejlighed til at deltage som kredsformand, har indholdet været et todages cocktailparty – uden reel stillingtagen til partiets politik, men med mange sociale islæt. Med en pris, der inklusive hotel, fest og transport nemt løber op i 2.000 kr., så er det lidt magert i længden.

En af måderne at skabe et reelt indhold i partiernes interne debat kunne være at stille en række resolutionsforslag til landsmødet. Det bruger man meget hos f.eks. de radikale, og det virker. De radikale tager stillling til en uendelig mængde af mere eller mindre gode politiske forslag, som man beder folketingsgruppen gøre til en del af sin politik. Nogle er bedre end andre, og det ved de radikale godt selv. Det væsentlige er, at de giver debat om emner, som ellers nemt kunne blive overset, og det modvirker utakt mellem parti og folkevalgte. 

Gennem de seneste år har vi i Ryvangkredsen ved flere lejligheder drøftet muligheden af at rejse en debat i partiet ved at fremsætte en flok resolutionsforslag. Og det er dén oplagte mulighed Søren Pind nu udnytter. Det kan han gøre, fordi partiets vedtægter giver hver eneste delegeret den mulighed.

Så hvis man ikke lader forslagene komme til afstemning, kan det kun ske ved, at man enten undlader at overholde partiets vedtægter eller får Søren Pind til at trække sine forslag. I sidstnævnte fald må man håbe, at de genfremsættes af en anden delegeret, der sætter lidt pris på demokrati.

Hvis det lykkes ledelsen i Venstre at undgå en afstemning om resolutionsforslagene, så afskærer man de delegerede på partiets højeste myndighed fra at tage stilling. Det gør man kun, fordi man ikke har tillid til resultatet af deres stillingtagen. Men så kan man godt glemme alle påstandene om medlemsdemokrati og højt til loftet i Venstre. 

Derfor må man konstatere, at hvis Jens Rohde virkelig mener sine udtalelser, så er det intet mindre end et tilbageslag for dansk demokrati og et tegn på, at partiers ledelse snarere betragter medlemmer som et nødvendigt onde end som dets demokratiske grundlag. 
Udgivet den

Var Fogh blevet socialdemokrat? (altså i 2005)

Kort efter folketingsvalget i 2005 stillede Berlingske d. 19. februar spørgsmålet: “Er Fogh blevet socialdemokrat” til mig og professor Jesper Lau Hansen. Her er mine svar, som jeg i retrospektiv ikke skammer mig over.

Hvordan synes du valgkampen forløb?

Den forløb skidt. Der var Anders Fogh Rasmussens udtalelser om, at liberalismen var forældet, og så var der den dybt utroværdige venden rundt på en tallerken i forhold til lønstatistikker og ligeløn. Samtidig var oplægget til valgkampen som at lytte til Anker Jørgensen. Regeringen gik ud i valgkampen med 24 milliarder kroner i julegaver, og borgerlige vælgere er ikke til julegaver. For vi ved godt, at det er de bredeste skuldre, der skal bære de tungeste byrder, når politikerne tager spendérbukserne på. Og det er os, der har de bredeste skuldre.

Hvilken dagsorden blev sat i samfundsdebatten med regeringens valgløfter?

En dygtig dagsorden hvis det alene drejede sig om at få magten. Men den var ikke dygtig, hvis man også gerne vil vinde en værdikamp. Tværtimod overgav man sig til socialdemokratiske værdier og sagde: “Ja, et folketingsvalg skal vindes ved at købe vælgere med skatteydernes egne penge”. Min bekymring er ikke de næste 3-4 år, hvor jeg ikke tror regeringen kan gøre den store forskel. Min bekymring er, at man ødelægger fundamentet for borgerlige værdier på længere sigt, når man lader socialdemokratiske værdier stå alene i samfundsdebatten.

 Hvad er årsagen til, at Anders Fogh Rasmussen ikke deler din analyse? Er han ikke kløgtig nok, eller er han blevet fanget af socialdemokratismen?

Han er nok klogere end mig, men jeg tror, at man langsomt mister perspektivet, når man har sat sig til rette i et hvilket som helst ministerium. Hvis man bruger en meget stor del af sin tid sammen med embedsmænd og bruger meget af den resterende tid på at pleje polititske kontakter, så tror jeg ikke man får tid til at tænke selvstændigt. Jeg tror, Fogh får for mange oplæg fra regeringens embedsmænd, som jo har deres egen dagsorden. De er den største, den tungeste og den mest usynlige interessegruppe, der findes, og de gør nøjagtig, som det passer dem. Har man så oven i købet – som Anders Fogh Rasmussen – et parti i ryggen, som bare stiller sig op og jubler, hver gang man åbner munden, så er der jo ingen grund til at gøre noget for at tilfredsstille baglandet. Derfor kan jeg sådan set godt forstå, at han gør, som han gør. Mit håb er bare, at partifællerne på et tidspunkt vil sige, at de vil have andre boller på suppen. For så tror jeg faktisk også, han leverer de andre boller.

Skal borgerlige frygte, at Anders Fogh Rasmussen er begyndt at forveksle den politik, der gør livet som statsminister let for ham, med den politik, der ideelt set er den rigtige.

Den fare er der altid, men det afhænger af Foghs personlighed, og den kender jeg ikke godt nok. Men hvis han har en tilbøjelighed til at bøje sig med vinden, så må vi bare sørge for, at vinden blæser den rigtige vej. Så må vi borgerlige lægge pres på ham.

Bliver der lagt pres på ham fra det borgerlige Danmark i disse år.

Så længe vi bare jubler af hans udlændingepolitik, jubler af kanoner og jubler af reformstop, fordi det er bundet sammen med skattestop, så føler han i hvert fald ikke nogen anledning til at ændre sin politik. Borgerlige vælgere og meningsdanneres job er at sørge for at holde vore egne politikere til ilden. Nogen skal gøre det, for hvis han ikke oplever, at der findes en borgerlig opposition, så har han jo ingen grund til at imødekomme den.

Kan du se nogen af de store borgerlige meningsdannere, nogen af dem som har jævnlig adgang til aviserne, gør deres arbejde med at holde statsministeren til ilden?

Næh! Yngre folk som Peter Kurrild-Klitgaard og Christopher Arzrouni gør det, men man kan undre sig over, at de lidt ældre ikke følger op. De optræder ret slapt, faktisk.

Og så en opdatering: Svaret dengang var: “Ja”, og det har historiens vingesus ikke ændret på.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: