Indlæg

Udgivet den

Mere legetøj til store drenge?

Mit yndlingslegetøj har altid været tog. Og det er i den sammenhæng ligegyldigt om de har været rigtige store tog eller de fikseste små modeller. Min legekammerat Peter havde topmålet, et sommerhus som var 2 fine gamle togvogne. Den ene en sovevogn! Den anden en kongelig salonvogn, der nu er endt på museum.

Andre drenge har haft andre lyster, en hel del af dem racerbaner.

Og såvel interessen for som valget af legetøj fortsætter tilsyneladende livet igennem. Også blandt politikere. Og da man foretrækker medlemmer med engagement, så ender de tog- og bilglade ofte i folketingets trafikudvalg, hvor de køber hinanden til tavshed efter princippet: I får en motorvej, vi får en jernbane. Det er måske ikke altid så heldigt.

For oprigtig talt er behovet for langdistance-jernbaner i Danmark uendelig beskedent, når man sammenligner med biltrafik. Der kører ca. 6.000 mennesker over Storebælt med tog hver dag, men 30.000 biler og 120 busser. Alene busserne må kunne rumme lige så mange mennesker som togene!

Priserne for at køre med togene viser også tydeligt, at der er noget galt. Busser kan åbenbart køre kommercielt på nøjagtig samme strækninger til væsentligt lavere priser – og så er der ikke taget højde for statens årlige milliardtilskud til DSB.

Hvis nogen skulle tro, at prisen ikke er særligt vigtig, men at f.eks. miljøet bør tælle med, så er svaret, at der næsten altid er direkte proportionalitet mellem prisen på en vare og dens fodaftryk på miljøet. Og hvis det ikke skulle være tilfældet, så er der en enorm vilje hos politikere af alle farver til at beskatte varen så meget, at skatten i hvert fald svarer til varens miljøskadelighed.

Hvis man vil gennemføre en reduktion af rejsetiderne med tog fra København til Aarhus med nogle relativt få minutter, så skal den investering jo også tælle med som en miljøbelastning. Der går rigtigt megen natur med i købet, når en bro skal smadre sig vej over Vejle Fjord for at spare 8 min pr. passager (dog undtaget de passagerer, som nu ikke længere kan stige af i Vejle by).

Og iøvrigt er det jo under alle omstændigheder sådan, at rejsen mellem 2 stationer ofte kan være den mindste del af turen. Busserne og lokaltogene i begge ender tæller ofte ganske pænt med i opgørelsen.

Det er en enorm fordel, at togfonden har vist sig at mangle penge. Så får man da en chance for at tænke på ny. Men den bedste løsning er ikke, at pengene skaffes fra andre kasser. Den rigtige løsning er at skrotte togfondens projekter.

Udgivet den

Samtykke til sex.

Ugens store samtaleemne er en sag fra Roskilde om en mulig voldtægt. Den er så bekendt, at et resumé nok er unødvendigt. Meningerne er tilsyneladende også så hurtigt låst fast, at det bliver svært at flytte nogen som helst. Men lidt nuancer har vel også ret.

Jeg synes stadig, at det er lidt misvisende at tale om voldtægt. Voldtægt er nu engang, at man tager noget – nemlig pigen – med vold, altså med så megen magt, at hun enten ikke er stærk nok til at modsætte sig det, eller så hun frygter en skæbne værre end voldtægt. Det er der åbenlyst ikke tale om.

Den relevante bestemmelse er den om, at man udnytter kvinden, fordi hun er i en tilstand, hvor hun er ude af stand til at modsætte sig det.

Noget kunne tyde på, at der er tale om en forkert dom. Dem vil der altid være nogle stykker af. Det er beklageligt, men det går altså også den anden vej en gang imellem. Og vi plejer da at hævde, at fejlagtige frifindelser er bedre end ditto domfældelser.

Det bedste var imidlertid helt at undgå sagerne. Det er meget, meget sjovere. Både for kvinden og for manden, og såvel under den seksuelle handling som efter. Og navnlig er det sjovere for alle os andre, som slipper for at snage i andres privatliv og lege Se og Hør.

Det handler selvsagt om, at parterne skal samtykke. Eller på mere nutidigt dansk: De skal være enige om sex. Så samtykke betyder ikke: “Du må godt …”, samtykke betyder: “Vi vil gerne …”.

Men så kommer det svære, nemlig hvordan denne enighed skal udtrykkes. Der er godt nok mange, der får sagt og skrevet nogle politisk korrekte ting i den anledning. Der er ingen ende på, hvor udtrykkeligt samtykke der kræves, måske lige med undtagelse af et skriftligt med laksegl og vitterlighedsvidner.

Sådan er livet bare ikke. Og sådan skal det heller ikke være. Intimitet skal ikke erstattes af vulgaritet, og det er altså vulgært at spørge: “Vil du bolle?” Personligt har jeg vist aldrig nogensinde stillet det spørgsmål. Det er simpelthen for plat. Det nærmeste har vist været et: “Har vi tid nok?” Og det var, når man hørte et barn pusle inde ved siden af.

Men det der indleder et forhold, er jo noget langt mere subtilt. Et øjekast og et stille smil. De næsten tilfældige berøringer. Man sidder ved siden af hinanden ved et lejrbål. Man trænger til at blive kløet på ryggen eller få fjernet et insekt fra øjet.

Det er imponerende, så meget man kan manipulere små dagligdags handlinger, så de går op. Der var f.eks. hende den søde bagerjomfru (i Brugsen på Nørreport), som uanset nummersystemet altid fik os ført sammen. Jeg fik aldrig sagt andet end navnet på et brød til hende, men hun var dejlig, og jeg burde have kendt hende bedre.

Somme tider må man også skabe muligheder. En frisk bemærkning får lov at udarte til en kildetur eller fangeleg. Det er der “din mund siger: Nej, nej; dine øjne siger: Ja”, har sin berettigelse. Og lad nu være med at benægte den sætning. Man kan kun tale om egen erfaring, men der var da engang, hvor jeg havde fjollet rundt og slåsset lidt med en anden spejderleder. Og da hun lå der i græsset, så var der det øjeblik – og man er altså aldrig upåvirket, når det indtræffer – hvor vi kunne have kysset og blevet lykkelige sammen.

Til gengæld er det også, når den følelse enten ikke er der, eller hvor den brydes, at man skal holde fingrene væk. Og det kan ske lige så spontant. En enkelt dum bemærkning kan være nok til at hæve den første fortryllelse. Og det må man så leve med. Der kommer såmænd nok en sporvogn og en pige til.

Og så kan man jo vende tilbage til sagen fra Roskilde. Var der den elektriske ladning i luften, dér ude bag busken hvor fyrene trak deres tissemænd frem til personlig tilfredsstillelse. Havde de lyst til at se hende i øjnene og lade hende klynge sig ind til dem. Nej, de havde ikke. Det er i hvert fald ikke sådan, de har formået at fremstille situationen, da de blev afhørt. Hun var – med et rædselsfuldt kynisk ord – bare et “hul”.

Og derfor er dommen nok forkert.

PS Nu (15. august) er der så kommet en dom fra Landsretten, 6 måneder til den ene, der åbenbart forsøgte sig først og alene, og så 8 månder fra de 2 næste, der samarbejdede og gennemførte samlejet. Det er ikke voldsomt hårdt, ville jeg umiddelbart sige.

Udgivet den

En invitation til korruption.

Korruption er ikke særlig udbredt i Danmark! Det plejer vi i hvert fald at rose os af. Og det er muligvis også sandt, når man sammenligner med andre lande.

Men det er ikke en position, man bare automatisk beholder. Det betyder dog ikke, at man skal “altid tænke derpå og altid tale derom”. Det ville være overdrevet. Også selv om det med korruption er som med alle andre forbrydelser, nemlig at bare et enkelt eksempel er et for meget.

Lige idag strejfede tanken mig dog. Og det skyldtes, at jeg så en uskyldig overskrift om et grundkøb, hvor manchetten så lød, at køber vil bygge lige præcis det antal kvadratmeter, som lokalplanen tillader. Og det er vel ikke så mærkeligt. For hvis man køber for at sælge videre, så vil man jo forsøge at optimere sin fortjeneste, og det indebærer oftest det tættest mulige byggeri. Sådan har det altid været, og det er vist uforanderligt.

Men det åbner nogle muligheder.


Hvem bliver korrupte?

Traditionelt forbinder man korruption med politikere, men det er kun sandt, når politikerne kan uddele de fordele, som kunne lokke nogen til at betale bestikkelse. I Folketinget er det næsten udelukkende Trafikudvalget og Forsvarsudvalget, der træffer beslutninger om så konkrete kontrakter, at de er i fare for at blive udsat for og lade sig lokke af sirenesangen.

Risikoen er langt større i kommunerne, hvor de folkevalgte er langt tættere på, hvordan pengene skal bruges. Tættest på de lukrative kontrakter er embedsmændene, men den enkelte ansatte har til gengæld sjældent helt så mange forskellige kontrakter inde på livet. Og modsat politikerne, så har de en fast livsvarig løn og pension at miste.

Hvor meget koster det?

En underlig bagvendt konsekvens af fraværet af korruption er, at når den forekommer, så er bestikkelsen oftest ganske beskeden – så beskeden at det falder helt ned i bagatellerne. Lidt wienerbrød til kontorets morgenkaffe om fredagen kan være tilstrækkeligt til at sikre en leverandør goodwill nok, til at kontrakten går igennem. Eller måske blot et løfte om, at en butik vil bringe sine varer ud med økologiske cykler.

Hvor er incitamenterne størst?

Men tilbage til byggesagerne. For hvis fortjenesten på en grund er direkte proportional med byggeretten, så er prisen på grunden det også. Et eksempel på det er, at Københavns Kommune for tiden behandler et forslag om at ændre planerne for posthusgrunden i Bernstorffsgade. Det er 10.000-vis af hundedyre kvadratmeter det handler om. Og det besluttes af en lille håndfuld politikere og embedsmænd.

Det ville være åbenlyst strafbart at beskylde dem for korruption, og jeg har ingen anelse eller formodning for det. Men invitationen er til stede.

Hvad betyder høj bebyggelsesprocent for naboerne?

Høj byggeret på én grund betyder ofte samtidig, at værdien af byggeri på andre grunde falder. Hvem har lyst til at bo i evig skygge og uden udsigt? Men så længe bebyggelsesprocenter er noget, som kommunen beslutter, så er det aldeles gratis for en bygherre at genere sine naboer. Og desto flere penge er der at tjene på en forhøjelse af byggemulighederne. Så invitationen bliver mere åbenbar.

Hvordan kan man bekæmpe korruption?

Korruption i byggesager er nemmest at komme til livs, hvis man kræver, at en bygherre skal købe retten til en højere bebyggelsesprocent af sine naboer. Samtidig får man sat pris på deres udsigt og lysbehov. At afgøre den slags klager gøres ellers mest retfærdigt med et raflebæger, så hvis man kan lade bygherrerne handle sig til fred, er det langt at foretrække.

Og samtidig mindsker man mulighederne for korruption betragteligt.

Så lidt mere marked og lidt mindre kommune er måske værd at overveje.

Udgivet den

Opløb

De borgerlige partier vil indføre kollektivt erstatningsansvar for hærværk som led i en “Respektpakke“. Men når man vælger så belastet et udtryk som “kollektivt ansvar”, og så endda supplerer med en gang varm luft – Respektpakke! – så har man allerede tilstået sin politiske inkompetence.

Det bliver ikke bedre af, at man straks har fået fuld opbakning til forslaget fra politiets side. Så nu får man fornemmelsen af, at pakken snarere drejer sig om at gøre livet lettere for politiet end om at gøre det lettere for borgerne.

Uanset om det bliver vedtaget, så er det forslag undfanget som en politisk belastning.

Der kan ellers være god grund til at se på det spørgsmål, som man vil løse. Og det kan endda være, at løsningen objektivt set ikke er så ringe endda. Den er bare pakket usandsynlig grimt ind.

For der er et problem. Det kan enhver se. Når episoder som overfald på sygehuse og smadring af butiksstrøg kun resulterer i en håndfuld bøder, så er retssystemet ikke stærkt nok til at beskytte de lovlydige borgere. Og det gælder både den strafferetlige og den erstatningsretlige beskyttelse af borgerne. Og de 2 regelsæt bør være nogenlunde ens, så de, der kan straffes, også skal betale erstatning og vice versa.

Gennem århundreder har man forsøgt at løse problemer med opløb ved at skille mængden med væbnet magt. Det er også den metode, som vores egen Grundlov forholder sig til:

§ 80 Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordrede til at skilles.

Grundloven rammer – man havde nær sagt: som sædvanlig – noget essentielt. Opfordringen til at gå hjem er nemlig, både en advarsel om at man risikerer revet tøj og brudne lemmer, og en chance for at fredelige borgere kan vise, at de tager afstand fra ulovligheder. De skal bare gå deres vej.

Og det er faktisk et fuldstændig rimeligt krav at stille til folk. Gå den anden vej. Læg brostenene fra jer. Vi ses igen imorgen.

Og hvis man ikke forstår det enkle budskab, så må man også være forberedt på at tage skade for hjemgæld. Undskyldninger om, at man kun blev der for at se, hvad der skete; at man bøjede sig ned for at binde snørebånd, medens alle de andre samlede brosten op; og alle de andre klassikere kan man med god ret tillade sig at afvise, hvis folk først tydeligt og klart har fået opfordringen til at gå hjem.

Det handler bare ikke om “kollektivt ansvar”. Det handler om et klassisk tilfælde af medvirken, nemlig når man ved sin blotte tilstedeværelse hidser andre op til at begå en forbrydelse eller gøre den lidt grovere.

Forleden var der en del debat om en sag fra Roskilde om en “åndsfraværende” pige og 3 drenge. Hvis man nu forestiller sig, at der havde stået en 4. dreng og kigget på, fordi det var lidt spændende – også selv om han ikke helt havde modet til selv at deltage. Skulle han så gå fri for en tiltale for medvirken?

Det er temmelig diskutabelt. Han behøver muligvis ikke gribe ind og redde pigen. Men han har under alle omstændigheder en pligt til at vise sin foragt ved at gå, måske endda tilkalde hjælp. Når han bliver som tilskuer, såkan det nemt forstås sådan, at han opildner til at fortsætte forbrydelsen. Indser han det, så er han medskyldig. Det er altså ikke så svært at forstå.

Det som derimod kan falde vanskeligt at forstå, det er, hvordan vi nogensinde har kunnet glemme, at sådan må det være.

PS Hvis jeg skulle argumentere lidt imod mig selv, så kunne man have den indvending, at når kun nogle ganske få kommer til at bære byrden for manges handlinger, så kan det virke vilkårligt og dermed uretfærdigt. De, som bliver nappet, har jo ingen muligheder for at sende byrden videre til de andre skyldige. Det er altså en situation, hvor strafferetten har flere muligheder for at variere sin sanktion end erstatningsretten, der kun kan nå til enten fuldt eller intet ansvar.

Udgivet den

Privatisér svømmehaller

Der er kun en grund til, at offentligheden reagerer så stærkt på, at en svømmehal har fundet på at indføre særlige badetider for kvinder. Og grunden er, at svømmehallen er kommunal!

Når vort lokale privat drevne tyrkiske bad vistnok kun har åbent for et køn af gangen, så kan ingen se problemet.

At gøre badetiderne for kvinder hhv. mænd til et politisk anliggende er ikke særlig hensigtsmæssigt. Der bliver i hvert fald meget, som politikerne skal tage stilling til. Udover badedage er det spelt-segmentets krav om økologiske madvarer i børnehaver og amning på caféer. Det er krav om handicapadgang til private hjem, uanset om familien nogensinde får brug for det. Og så fremdeles.

Alt sammen er det anliggender, som bedst afgøres i andre fora, nemlig hos ejerne af stedet. Den perfekte løsning er derfor privatisering af svømmehaller og alle de andre steder. Staten skal simpelthen blande sig udenom. Svømmehallens ejer (eller såmænd blot forpagter) skal nok træffe den afgørelse, der giver flest gæster i bassinet. Ellers er han en dårlig forretningsmand.

Og vi andre får fornøjelsen ved at slippe for at skulle beskæftige os med emner, som er lige så spændende som Se og Hør.

Og i modsat fald ender vi som visse stater i USA, hvor man lovgiver om seksuelle mindretals ret – eller er det pligt – til at bruge herre- eller dametoiletter på offentlige steder. Vi får lovgivning om bageres pligt til at bage bryllupskager for bøsser og andet.

Stand-upkomikere får det nemt. Vi andre får det svært.

Bragt som Dagens brev i Berlingske 2. maj 2016.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: