Et lille Hus i Byen. Fortællinger om Arbejdernes Byggeforening – nostalgi eller fremtid? Redigeret af Claus Bech Danielsen og Marie Stender, Historika/Gads Forlag 2015
Allerede Holberg benyttede beskrivende navne til sine figurer. En af dem er Magister Rosiflengius fra ”Det lykkelige Skibbrud”. Rosiflengius er den evige lejlighedspoet, der altid siger noget smukt om alting – hvis man betaler ham for det. Der er sådan set ikke noget galt i, at man kun siger smukke ting, hvis det bare er en konsekvens af, at man holder sin mund om det mindre attraktive. Problemet er, at Rosiflengius ikke mener det, han siger. Det tror han ganske vist selv, at han gør. Det virker smukt og rigtigt i øjeblikket. Det hænger bare ikke sammen med det, han mener et kort øjeblik senere.
Arbejdernes Byggeforening er ikonisk. Og nogle af dens byggerier er endt som den ultimative selviscenesættelse for den kreative klasse. Omtale skal ske med andagt og hagiografisk korrekt er bogens indgangsvinkel. Blot en smule distance kunne have været livgivende.
At de første byggeforeningshuse var bitte små – under 25 m2 – kan bogen sagtens fremhæve som en fornuftig foranstaltning, fordi man så kunne spare en fordyrende byggeafgift, hvis grundarealet var så beskedent. Men der er tilføjet en note. Og når man læser noten, så står der, at reglen ”fik en uheldig effekt, da det førte til spekulationsbyggeri med minimale lejligheder i baghuse og korridorejendomme.” Tjaa, tænker man så. Var de byggeforeningshuse ikke også minimale? Og er der forøvrigt ikke tale om en lidt etisk tvivlsom form for skattetænkning? Et andet sted nævnes kraftige sætningsskader som karakteristiske for foreningens huse på Olufsvej. Det burde måske kunne give anledning til et enkelt hævet øjenbryn.
Der lægges megen vægt på, hvor fremadskuende bebyggelserne var, men der sker ingen sammenligning med andre tilsvarende byggerier. Det Classenske Legats boliger på Frederiksberg endte som slum. Lægeforeningens på Østerbro var også sin helt egen subkultur. Var det selvejet, som gjorde forskellen? For Arbejdernes Byggeforening var jo gennemført tilhænger af profit. Hvis man vandt i lodtrækningen om retten til at købe et af foreningens huse, så kunne man straks videresælge den ret med profit. Det er faktisk den væsentligste nye oplysning, jeg har fået ud af bogen.
Ejendomsmægleres sprog har mange gennem årene gjort grin af. At arkitektlyrik er værre, er et ofte overset faktum. Så når en rådgivningschef fra Dansk Bygningsarv bruger et kapitel på at analysere indholdet i salgsopstillinger for Byggeforeningshuse er effekten uovertruffen.
Det kapitel, som jeg for alvor har forstand på: gennemgangen af den boligsociale opgave i det 20. århundrede er venstrehåndsarbejde. Der gentages de standardiserede floskler og intet forsøges sat i sammenhæng eller perspektiv. Det er nævnt, at Arbejdernes Byggeforening ophørte i 1974, men der tales ikke om årsagen[1]. Hvorfor forstod dette fremragende foretagende ikke at forny sig selv?
Hvordan kan det i øvrigt være, at forfatterne, som alle er fine akademikere med deres på det tørre og en tilværelse på solskinssiden af samfundet, er så forhippede på, at de fattige ikke må have chance for at få del i samfundsskabte gevinster?
Skal man konkludere, så er det en fin gennemillustreret sofabordsbog, som vil passe smukt ind i selvopfattelsen hos den kreative klasse, der ifølge bogen er nutidens beboere af byggeforeningshuse. Men det er ikke en bog, man bliver ret meget klogere af.
[1] De interesserede kan sikkert finde svaret i Byggeforeningens arkiv, som ligger hos Erhvervsarkivet. Interessant nok er der ingen referencer til arkivet i teksten eller litteraturfortegnelsen.