Indlæg

Udgivet den

Ukraine – en gentagelse af München 1938

De sidste ugers begivenheder i Ukraine kalder minder frem om 30’ernes appeasement, 
hvor de europæiske stormagter udviste stor forståelse for tyske krav om at bringe tyske 
mindretal ‘Heim ins Reich’. Først og fremmest Anschluss i foråret 1938 og München-
aftalen, der delte Tjekkosovakieti efteråret samme år, ligger ige for som paralleller. Og når man først har trukket den parallel, så er det svært fristende at videreføre analogien.
 
I 30’erne fulgte i foråret 1939 besættelsen af den resterende del af Tjekkiet, anneksio-nen af Memel og dernæst udløste angrebet på Polen om efteråret et ragnarok uden 
sammenligning i Europas historie.
 
Sådan skulle det nødig gå denne gang, og derfor fortjener analogien lidt kommentarer. 
Det har lige siden 1938 ligget i luften, at slagsmålet skulle have været taget senest i an-ledning af Tjekkoslovakiet. Geografisk var landet nemt at forsvare, det havde et udbyg-get net af grænsefæstninger, en rustningsindustri som tyskerne fik stor fornøjelse af, og 
så var det i modsætning til Hitlers andre ofre demokratisk.
 
Den umiddelbare årsag til Verdenskrigen blev imidlertid, at England og Frankrig i foråret 
1939 udstedte en garanti for Polens grænser. Man kan spørge sig selv om det var en klog handling.



Schleswig-Holstein indleder 2. verdenskrig i Danzig havn.


Polen var ikke demokratisk, det havde gammeldags militær – omend det er en myte, at man med overlæg brugte kavalleri mod tanks – og det havde endog selv tilranet sig en del af Tjekkoslovakiet. Polens frihed var ikke af væsentlig betydning for de vestlige landes mulig-hed for at forsvare sig mod nazismen, og erobringen af Polen indebar ikke samme væsentlige styrkelse af Tysklands militære magt.

At Polen udløste krigen skyldtes derfor ikke så meget behovet for at England og Frankrig skulle beskytte sig selv mod yderligere aggression, men i højere grad engelsk og fransk indenrigspolitik, hvor regeringerne stod overfor parlamenter, der i foråret 1939 følte sig snydt efter Hitlers fuldbyrdede anneksion af Tjekkiet. 

 
Det virkeligt forsmædelige ved München var vel også, at de ‘gode’ var med til at underskri-ve aftalen. Man overlod ikke bare Tjekkoslovakiet til sin skæbne, men hjalp decideret med tilat fratage det muligheden for et forsvar. Navnlig for Frankrig, der havde et forsvarssam-arbejde med Tjekkoslovakiet – bl.a. var de tjekkiske grænsebefæstninger bygget efter Maginotlinjens model – må det have føltes forsmædeligt. Til sammenligning så har de demokratiske lande denne gang ikke været med til at godkende nogen form for russiske overgreb. Det er da en lektie,som man har lært. 
 
Resultatet af skuffelserne blev garantien til Polen. Men det var en hovsa-løsning. Og da Hitler nu havde sat dagsordenen, så greb man til hans egen metode, nemlig et militært svar. Det havde måske egentlig ikke været nødvendigt.
 
I samtiden fremstod Hitlerstyret som en økonomisk succeshistorie, hvilket idag kan undre. Vi ved nu, at Tysklands økonomi var på sammenbruddets rand i 1939 Det har næppe reduceret styrets ønske om ‘Lebensraum’, at man i adskillige år inden krigen måtte rationere basale fødevarer. Når der er mangel på kartofler, så ser det altså ikke godt ud. Naturligvis havde nazisterne et dybfølt ønske om at genere jøderne, men når de udvandrende jøder blev frarøvet deres formuer, så skyldtes det også, at selv om antallet af udvandrende var beskedent, så var valutakassen så tom, at den simpelthen ikke kunne bære et træk af den størrelsesorden. 
 

Hvad kan vi gøre?

Når vi idag skal reagere på Putins anneksion, så må der være 2 mål. Først og fremmest 
at forhindre gentagelser i andre dele af Ukraine og i andre lande. Og dernæst at rulle ag-gressionen tilbage.
 
Hvis jeg var politiker i et truet land, så ville det godt nok være svært at modstå lysten til en 
effektiv etnisk udrensning, uanset det netop ville kunne provokere Rusland. Alternativet 
må være at sikre sig de lokale russeres loyalitet med alle mulige midler. I modsætning til 
russerne på Krims forventninger, så skal de i hvert fald vide, at Rusland ikke er et af de 
lande, som flyder i mælk, honning og retfærdighed.
 


Skulle situationen imidlertid gentage sig, så må det være højt prioriteret at sikre sig, at der efter en russisk magtovertagelse er effektiv mulighed for at holde gryden i kog.Hvor megen modstand skal der mon egentlig til, førend russerne giver op. De baltiske lande har tidligere haft modstandsbevægelser, der fungerede i ganske mange år efter afslutningen af 2. verdenskrig. Der er allerede rigeligt med utilfredse minoriteter i rusland tilat agere håndlangere. Og der skal såmænd også nok være nogle gasproducerende dele af Rusland, hvor de lokale kan få gode ideer om, at de nok hellere selv vil beholde indtægterne.

Selv hvis Natolande udsættes for aggression, så må det være tvivlsomt, om vi vil tage 
handsken op militært. Der er som sædvanlig tale om asymmetri mellem de 2 parters omkostninger ved en krig. Vi har meget mere at miste end de. Alternativet er, at vi må finde metoder til at ramme den russiske infrastruktur og økonomi på måder, der for alvor kan mærkes. Umiddelbart er det ikke mit kompetenceområde, men der må være nogen som kan den slags.

 
En af Ruslands oplagte handlemuligheder i en økonomisk strid vil være nationaliseringer 
uden erstatning, d.v.s. rendyrkede konfiskationer. Det må der være forberedt brutale svar på. Allerede det frie marked vil straks reagere på den slags i en grad, som ethvert styre vil fortryde at have udløst. Men der skal også være mulighed for at gøre yderligere gengæld.
 
Vigtigst, både med hensyn til at hindre fremtidig aggression og for at få genoprettet status 
quo ante bellum (tilbageførsel af Krim) er imidlertid, at det hele er udløst af indenrigspoliti-ske forhold i Rusland. Og derfor skal tvisten også løses på samme måde. Vi skal ganske 
enkelt have Ruslands befolkning til selv at forlange, at det ikke sker igen, og at Krim skal 
gylpes op.
 
Traditionelt blander man sig ikke i fremmede landes indre forhold, og det skal da også gø-res med gefühl, men hvis Putin har været motiveret af frygt for en orange revolution, så 
skal han vel ikke kunne regne med, at vi ligefrem vil modarbejde en sådan udvikling i hans hjemland. Hvis han selv vil spille bold efter sine egne regler, så må vi også tiltage os retten til at følge hans regler. Det er imidlertid helt klart, at den slags er omfattet af den franske talemåde om altid at tænke derpå, men aldrig tale derom.
 
Den seneste tid har Moskva lanceret en lind grød af halve sandheder, hele løgne og pure 
opspind om situationen på Krim. Det kan ikke være så specielt vanskeligt at bryde monopolet på meningsdannelse i Rusland. Internettet er trods alt opfundet.
 
Der har allerede været opgørelser af, hvor meget Krim netto har kostet Ukraine. Det bliver i hvert fald ikke billigere for Rusland, der skal til at indfrie forventninger om bedre livsforhold hos de overtagne borgere. Og hvis man ikke kan levere det, så bliver Heim ins Reich næppe så farligt interessant for russiske minoriteter andetsteds.

For en relativt fattig russisk befolkning, der for en stor dels vedkommende bor mindst lige så langt fra Ukraine som vi, må der være ret snævre grænser for, hvilke byrder man vil bære i nationalismens navn, hvis man kan indse, at de samme ressourcer kan bruges til at forbedre ens egen levestandard. Det er jo notorisk, at russerne ikke har oplevet samme fremgang som de andre tidligere Warszavapagt-lande. Det må være muligt at få kolporteret det budskab, at det kunne de få, hvis deres regering blot ville holde fingrene fra andre lande og begynde at regere fornuftigt.
 
Om disse strøtanker er noget værd, må andre dømme. Men næsten hvad som helst må være bedre end den bedre end den magtesløshed, som vi har følt de sidste uger.
 
 
 

Og så en lille efterskrift

Gennem mange år har jeg undret mig over, at så mange fremtrædende personer i 30’erne var villige til at acceptere diverse bluff-numre såsom Anschluss-afstemningen.  De seneste uger har man så kunnet se et lige så forbløffende antal mennesker argumentere for, at Putins Anschluss nok er i overenstemmelse med den krimske befolknings ønsker. Så nu har jeg fået en lektion i følgagtighed. Men jeg væmmes! 
 

 

Udgivet den

Bandeforbud

For nylig bredte begejstringen sig blandt politikere, efter at politiet havde opgjort antallet af kriminelle med bandetilknytning. At narkohandel og bander er et sammensurium, og at narkohandlere samt deres tæskehold kommer bag tremmer i ret lange perioder, er dog ikke en nyhed.

Nej, nyheden ligger i, at man nu endelig mener, at der er grundlag for at forbyde bandernes eksistens. Hvis man blot et øjeblik antager, at grundlaget er der, så trænger der sig et spørgsmål på: “Hvad vil man opnå med det?”

For at sige det helt banalt, er der så noget som helst, der forhindrer, at bandemedlemmerne næste dag afholder stiftende generalforsamling i en ny og tilsvarende organisation? Det er muligt, at reglerne om ophævelse af foreninger har stået i Grundloven siden 1849, men der er sandelig også en grund til, at reglerne kun er blevet brugt et ganske beskedent antal gange.

Opløsning af foreninger kan ske på 2 måder, enten ved dom eller ved en særlig lov.

Louis Pios socialister blev forbudt i 1874 ved en dom, fordi man anså formålet for ulovligt. Men det er jo ret åbenlyst, at socialisterne blot arbejdede videre under andre former.

Dernæst findes der domme om foreninger, der skulle omgå nogle regler i beværterlovgivningen, idet man meldte sig ind i en forening ved indgangsdøren, og så kunne der udskænkes frit. Det er af samme grund man bruger betegnelsen ‘natklub’. Så var der i 1924 en forening, der mest frekventeredes af bøsser. Hvad dens medlemmer gjorde bagefter vides ikke, men givet er, at i det lange løb havde dommen ikke voldsom betydning.

I 30’erne blev der indført et uniformsforbud, som bl.a. ramte spejderbevægelsen og et forbud mod at stifte foreninger, der skulle tjene som politiske partiers tæskehold. Hvor stor effektivitet de 2 love egentlig havde, kan nok diskuteres, men under alle omstændigheder handlede de ikke om opløsning af eksisterende foreninger.

Det gjorde derimod den bedst kendte sag, nemlig opløsningen af kommunistpartiet i 1941. Den er sin egen af flere grunde. For det første skete opløsningen ved lov. For det andet blev de kommunistiske folketingsmedlemmer afskåret fra at deltage i behandlingen af lovforslaget. Og for det 3. blev en hel del af foreningens medlemmer buret inde. Hvis man interesserer sig lidt for proportioner, så står det nok temmelig klart, at indespærringen var det værste indgreb og dernæst indgrebet i folketingsmedlemmernes deltagelse i folketingets møder.

Selve  opløsningen af partiet var derimod underordnet, for partiet var såmænd nok gået under jorden alligevel. Og det gjorde det jo også. Den største forhindring for partiets fortsatte virke var fraværet af de internerede personer – ikke forbuddet.

Set i det lys må man konstatere, at sandsynligheden for at opløsning af rockergrupper vil have nogen anden virkning end beskæftigelse af et større antal jurister er ganske beskeden

Det er slemt nok at skyde gråspurve med kanoner, men endnu værre bliver det, når fuglen blot flyver sin vej, inden granaten lander. Det vil være realiteten med et forsøg på at forbyde bander. Så skal vi ikke bare lade være – uanset der kunne findes andre argumenter mod et forbud.

Er alting glemt om hundred år?

Det kan lyde mærkeligt, at jeg som næste led i argumentationskæden egentlig godt kunne finde på at sammenligne narkogangstere med så hæderkronede foretagender som socialdemokraterne og bøssebevægelsen. Idag betragter de fleste Louis Pio som en pioner for den nye tid. Og Herman Bang er ikke længere en sindssyg forfatter blot på grund af sin homofili. Og det må føre til det noget provokerende spørgsmål, om narkohandlere om 100 år vil blive bedømt på samme måde.

Umiddelbart lyder det vanvittigt, men når man ser ud i verden, så må man konstatere, at der er et stadigt stigende antal lande, der bevæger i retning af at legalisere handel med narkotika, navnlig hash. Og resultaterne af liberaliseringerne er entydige. Så selve handelen vil formentlig foregå aldeles legalt en gang i fremtiden. Det kunne jo tale for, at man i fremtiden vil mene, at rockerne nok ikke var så slemme.

Den mængde vold og drab som udgår fra disse grupper, er imidlertid overvældende. Og periodevis ser man den undskyldning, at der primært er tale om vold mod andre markedsdeltagere. Men den køber jeg ikke. For det første er banditter ikke en særlig form for undermennesker, som det er mere legitimt at slå ihjel. (Og hvorfor skulle så kun gruppens egne medlemmer have lov til at begå drabene?) Og dernæst er der temmeligt mange af ofrene, som ikke er banditter. Så der er ingen grund til at se mildere på gerningsmændene til disse voldsforbrydelser end  på andre ugerningsmænd..

Men alligevel må jeg objektivt set konstatere, at opfattelsen af forbudstidens gangstere efterhånden er mildnet en del i takt med, at man ser forbuddet som den egentlige årsag til drab og vold. Så kan hænde, der også kommer et forsonende skær over Makrellen samt hans ligemænd. Men ikke med min gode vilje.

Men om hundred år vil man nok betragte kriminalisering af selve handelen som en mærkelig fortidig foreteelse, som da aldrig burde have ført til et bandeforbud.

Lad os nu tænke tanken til ende

Hvis man ikke har ladet sig overbevise om, at et forbud er omsonst, så kan man jo overveje, hvorledes en retssag vil forløbe. Og det er her juraen normalt er kommet til kort, for der skal være en række betingelser, der skal opfyldes.

Sjovt nok blev der foretaget en ændring af grundlovens regler om foreningsfrihed i 1953, så regeringen ligefrem fik en pligt til at indlede sager om opløsning af voldelige foreninger. Og så skulle der vel ikke være flere problemer. Men det er der.

Og banderne vil lægge hårdt ud med det enkle synspunkt, at de slet ikke er foreninger. Det lyder for fjollet til at være sandt, men de har faktisk nogle gode kort på hånden, herunder at domstolene selv ved tidligere lejligheder har fastslået, at det er de ikke.

Det skete fordi rockerne på et tidspunkt gik i offensiven og anlagde sag mod en lidt åbenmundet politiembedsmænd, der klart havde koblet rockere og narkohandel, men måske havde svært ved at dokumentere det på en sådan måde, at han kunne vinde en injuriesag. Det var jo ikke så godt, men heldigvis kunne rockerne kun føre sagen, hvis de var en forening, og det fastslog retten så, at der ikke var tale om. Der var en del hold i det, for bortset fra en knivskarpt afgrænset medlemsgruppe, så havde rockerne ingen formelle vedtægter, det var tåget hvorledes bestyrelsen blev valgt, og der var heller ikke noget regnskab. Altså var det ingen forening.

Og det næste element bliver, at de ulovlige aktiviteter skal ske i foreningen. Det er svært at sige, at der ikke er et mønster, men det har vi jo vidst i årtier. Hvordan handelen egentlig er organiseret står ikke helt klart, men det er givetvis nærmere er en form for individuelle franchises og ad hoc partnerskaber end et fælles interessentskab. En sådan opdeling i mindre enheder vil i hvert fald gøre systemet mere modstandsdygtigt overfor efterforskning og retsforfølgning.Det er også mit indtryk, at de fleste bandeaktiviteter foregår individuelt eller i smågrupper. Det er ikke sådan, at samtlige indtægter og udgifter går direkte i den fælles kasse, og hvis det endelig sker, så gøres det ikke på en dokumenterbar måde.

I virkeligheden kan man måske argumentere for, at det er adgangen til en organiseret erfaringsudveksling samt en kartellignende markedsdeling, der er de største risikomomenter ved banderne. Men det bliver ganske svært at dokumentere på nogenlunde overbevisende måde. Jeg kan lige se disse hærdebrede mænd sidde med barnligt troskyldige øjne og forklare, at de sandelig mestendels udveksler strikkeopskrifter – eller endnu bedre, at de er en slags ‘criminals anonymous’, der holder gruppeterapi for at undgå recidiv. Ikke et øje vil være tørt.

Så det kan måske nok være, at det vil lykkes at få et forbud, men førend man når dertil, så er der brugt mange penge på beskæftigelse af jurister og gjort megen grin med borgermusikken.

Dann haben wir aber andere Metoden!

De fik jo krammet på Al Capone til sidst, så det må da også kunne lykkes for os. Det var i hvert fald et meget populært synspunkt, som blev fremført for nogle år siden. Og metoden skulle være en effektiv brug af al mulig anden lovgivning end straffeloven.

Det drejer sig om alt fra folkeregisterloven, over moms- og skattelove til regler om nattestøj i boligområder.

Alt kan lade sig gøre, men det er vanvittig dyrt. Selv har jeg haft fornøjelsen af en sag, hvor man forsøgte at skræmme en rockergruppe fra et benytte en bygning i Hvidovre, der tidligere havde været forsamlingshus eller lign. Som jeg husker det, så havde man samlet en lang liste over ulovlige forhold. Det drejede sig om larm fra motorer, når der blev justeret motorcykler i gården, over en manglende brandslukker, en blokeret redningsåbning, opsætning af en gipsvæg uden byggetilladelse, og guderne må vide hvad.

Nu var det ikke sådan, at der stod ‘Nøragersmindebanden’ på skødet. Skødehaverne var nogle relativt perifere personer, herunder en af Danmarks mest frifundne, der havde lejet ud til gruppen. Ejerne havde – sjovt nok – et fint revideret regnskab over deres udlejningsvirksomhed. Men ifølge deres eget udsagn havde de en ret urolig gruppe lejere, og man kunne selvsagt ikke pålægge dem ansvar for lejernes opførsel.

Det hele kom til at udspille sig over 3 retsdage, med et hav af beskikkede advokater og en hel deling betjente til at sørge for sikkerheden. Jeg tror mit eget honorar var over 50.000, så den gipsvæg blev dyr for stat og kommune – navnlig da der stort set blev frifundet grundet dårligt fodarbejde hos kommunens jurister.

Naturligvis kan man ved en koncentreret indsats få nogle enkelte pragteksemplarer ned med nakken. Problemet er bare, at indtil nu har det vist sig, at ‘for de gamle som faldt er der ny overalt’. Og hvis man skal nå raden rundt, så får man travlt. For at sige det ligeud, så går også denne model op i beskæftigelsesterapi for jurister.

Dertil kommer, at de forskellige små stramninger af allehånde love i den gode sags tjeneste uundgåeligt også vil blive brugt mod almindelige lovlydige borgere. Den seneste tids totalkontroller kan godt ses som et resultat deraf. I stedet for at bruge sin tid på de besværlige kriminelle, så bruger man de samme metoder mod de øvrige borgere. Man får selvsagt en vist fangst, det er langt enklere sager og navnlig slipper man for den risiko for voldelige konfrontationer, som er en del af bandernes kendetegn.

Så hvad skal vi gøre?

Den uundgåelige konklusion er, at bandeforbud har glimrende virkninger som beskæftigelsesfremmende foranstaltning for nyuddannede akademikere. Men anden virkning har det næppe. Så det vil da sikre beskæftigelsen for akademikerne i årtier fremover.

De ressourcer der bruges på den indsats, er imidlertid ressourcer, som man tager fra alle mulige andre formål. Så man må da overveje, om der ikke findes bare et eneste andet sted, hvor man kunne bruge vore skattekroner med større udbytte. Det tror jeg nok, der er.

Udgivet den

De nye sorte

“Det var som en natlig boksekamp mellem 3 negere på bunden af en uoplyst kulmineskakt.” Sådan beskrev en fransk jurist en gang en vanskelig sag. Og det citat er egentlig meget passende i forbindelse med Weekendavisens artikel om de konservative, som det nye sort – altså bortset fra at boksekampen ikke er afsluttet.

Forsøget på at tage patent på konservatismen og at lægge afstand til de liberale er ikke nyt. Den samme kamp gik gennem partiet omkring 1980, hvor Henning Dyremose var sprechstallmeister i et rejsende cirkus med budskabet om konservatismen som den 3. vej, og få år senere erklærede Connie Hedegaard, at stillet over for valget mellem socialisme og liberalisme ville hun altid vælge socialis-men. Men dengang var det dog desuagtet en engelsk og frihedsorienteret konservatisme, som førte til partiets fremgang, navnlig fordi den løste konservatismens bestandige problem, at man enten må længes efter forgangne tider (“evigt ejes kun det tabte”) eller også idag må forsvare det, som man igår bekæmpede af al magt.

Et af problemerne for konservatismen er, at partiets navn falder sammen med ideologiens modsat f.eks. socialdemokraterne (hvor ideologien som bekendt kaldes demokratisk socialisme). Enhver kan derimod kalde sig konservativ uden nogen forbindelse med partiet og alligevel gøre krav på en position som profet. Et langt stykke hen ad vejen hører de såkaldt nationalkonservative vist til denne gruppe. De reklamerer i hvert fald ikke med positioner i partiet. Og praktiserende politikere er de da slet ikke. De forbliver helst frie sværmere.

I de senere år er billedet blevet blevet yderligere forplumret af, at politikere fra Dansk Folkeparti betegner sig selv som konservative. Det gælder f.eks. Messerschmidt og den yngre Krarup.

For den udenforstående fremstår de ‘nye sorte’ primært som en reaktion på denne strid med DF om konservatismens sjæl. Der er tale om et forsøg på at opfinde en ideologi, som er om muligt mere folkelig end Pianisterne og så alligevel nogenlunde systematisk. Men det er svært at sætte system i populisme. Det er trods alt dens fremmeste karakteristikum, at der intet andet system er end folkegunsten.

 Om de nationalkonservative indbyrdes er specielt enige om andet end at klappe hinanden på ryggen, kan man sommetider have sine tvivl om. Det skulle da lige være den bombastiske sprogbrug, der sjældent levner plads til tvivlens nådegave; brugen af yderst vanskeligt tilgængelige, snævert definerede begreber; samt troen på at det er klogere at citere perifere tænkere fra tidligere århundre-der end at tænke selv. I de henseender er de godt på vej til at ligne fortidens venstrefløj

Det vil fremtidige generationer såmænd nok være i stand til at gennemskue. Spørgsmålet er bare, om de i mellemtiden vil udrette lige så megen skade, som ventrefløjen har gjort.

Udgivet den

Minister på kanten

Der er ikke bare et politisk ansvar, men også et juridisk og økonomisk ansvar at tage stilling til i Annette Vilhelmsen-sagen. For vi ønsker vel lighed for loven og ikke særlige standarder, når pengene bruges til ministres politisk korrekte favoritprojekter.

Enhver ordentlig fest har et ‘nachspiel’, somme tider ekstatisk, men til andre tider mere pinefuldt. Sådan har det også været med Anette Vilhelmsens feststemte uddeling af støtte til huset Zornig. Men foreløbig har efterspillet koncentreret sig om de politiske konsekvenser for ministeren.

Men en ting har vi ikke hørt meget til, nemlig konsekvenserne for statskassen, som er blevet lettet for 1 mio. på et tvivlsomt grundlag. Når der forsvinder et sådant beløb, så kunne der måske være anledning til at overveje, om det kan have sin rigtighed, at det bare skal forblive i modtagerens lommer. Der er selvsagt den hage ved sådanne overvejelser, at staten jo ikke har lidt noget tab. Hvis ikke Huset Zornig havde fået pengene, så var de jo bare blevet brugt på et andet projekt. Så de havde under alle omstændigheder ligget andre steder end i statskassen.

Helt så enkelt kan man nok ikke se det. Der er også et hensyn til de øvrige ansøgere, som ved en fair fordeling af de rare penge kunne have fået andel i dem. Og i den situation kan de skuffede ansøgere med rette føle, at de har spildt tid og energi på ansøgninger, som reelt ikke havde en chance. Det ville normalt føre til, at man måtte godtgøre dem udgifterne ved at udforme ansøgningerne. Men de dokumenterbare udgifter er formentlig ret små. Og dertil kommer, at nogle af ansøgerne nok af hensyn til muligheden for senere bevillinger ministeriets puljer ikke har ret megen lyst til at bede om det.

Det er i øvrigt nærliggende at forestille sig, at det netop var for at give andre ansøgere en chance, at puljen blev fordoblet, men det tør ministeren næppe sige for højt, for så anerkender hun jo temmelig tydeligt, at beslutningen om den første million var truffet på forhånd. Og det ville være at gå lige i fælden. Vilhelmsen må derfor nødvendigvis hævde, at fordoblingen i stedet skete, fordi hun fandt formålet med puljen dobbelt så vigtigt. Men når faktum reelt er, at pengene var bevilliget til Zornig, så er de andre ansøgere stadig holdt for nar, men trods alt ikke helt så meget.

Man må som allerede nævnt spørge sig selv, om Huset Zornig skal have lov til at beholde pengene. Pengene er naturligvis blevet brugt, men det er jo ikke et argument. Hvis en enlig mor har set lidt for meget til sin elsker, så hun ikke er berettiget til ekstra børnebidrag, så slipper hun jo ikke for at betale tilbage, uanset hvor meget pengene er gået til vinterstøvler og flyverdragter. End ikke i de tilfælde hvor sagen ligger på vippen, og hun egentlig bare har skønnet lidt anderledes end kommunens sagsbehandler. Det er den standard, vi skal sammenligne med; for vi ønsker vel lighed for loven.

God eller ond tro?

Det juridiske princip, der er på spil her, handler om en tredeling mellem viden, uagtsomhed og god tro. Hvis borgeren ved, at der er urent trav, så skal pengene tilbage. Hvis borgeren er i den anden ende af skalaen, så skal der ikke betales tilbage. Det spændende er situationen, hvor borgeren burde have indset, at klaveret spillede falsk, men her er dansk forvaltningsret traditionelt temmelig klar, nemlig at der skal ske tilbagebetaling. Der har af nogen jurister været argumenteret for en opblødning af det standpunkt, men omvendt har de seneste års ihærdige bekæmpelse af socialt bedrageri nok i praksis trukket lige så meget – eller mere – den anden vej. Og indenfor tilskud til folkeoplysning, der minder meget om puljestøtten, er praksis blevet beskrevet som ’benhård’.

Grænserne mellem de 3 grupper ligger naturligvis ikke urokkeligt fast. Når der kommer sager med en meget høj profil, så er der nok en ret markant tendens til, at vi sætter grænserne et lidt andet sted. En generel ændring af grænserne behøver der ikke være nogen juridisk betænkelighed ved, men så skal grænserne bare flyttes i samtlige sager; ikke kun de hvor ministeren kan komme i klemme. Det er et forhold, som man skal være meget opmærksom på her.

Sagen handler altså om grænsen mellem god tro og ‘burde vide’. Selv hvis man ret præcist har fastlagt grænsen (det jurister ville kalde retsfaktum), så bliver det naturligvis altid lidt skønsmæssigt, om man er på den ene eller anden side, men hvis vi blot ser på de offentlige udtalelser, så er der nogle ting, som springer i øjnene. For det første kunne beløbene tilsyneladende kun tildeles kommuner og organisationer og ikke private erhvervsdrivende organisationer. Men det er og var Huset Zornig imidlertid. (For de interesserede kan det oplyses, at firmaet er registreret med cvr. nr. 32 16 80 94 i branchen virksomhedsrådgivning, hvilket jo normalt ikke helt er det samme som frivilligt socialt arbejde.) Det forhold burde man have været opmærksom på både fra modtagerens og myndighedens side.

Der findes ganske vist også en forening ved navn Stemmer på Kanten, der ifølge CVR er oprettet d. 28. august, altså 2 dage efter ministeriet har udsendt pressemeddelelse om puljen. Men foreningen optræder intet sted i de dokumenter om sagen, som socialministeriet har udleveret til ansøgere om aktindsigt. Det skal dog nævnes, at ministeriet med omhu har overstreget samtlige personnavne (Hvad der måske ikke helt er hjemmel til!), så teoretisk set kan foreningen gemme sig under en overstregning.

Derudover ligger det temmelig klart, at Zornigs mand ikke et sekund var i tvivl om udfaldet af ansøgningsprocessen. Det var på forhånd afgjort, at de skulle have millionen. Ansøgningen var en formssag. Men hvis en embedsmand har afgjort sagen på forhånd, så er det da et forhold, som smager temmelig meget af forvaltningslovens regler om inhabilitet. Det skal en borger kunne indse ikke er korrekt og upartisk sagsbehandling.

Hvis nogen skulle mene, at der ikke er inhabilitet, så skal de blot erindre sig de sager, der har været med ministre, som er kommet i klemme på, at de har udtalt sig lidt for tidligt om deres holdninger til enkeltsager, f.eks. den konservative Carina Christensen, der i 2007 lukkede en svineeksportørs forretning i tv-avisen.

Det kræver naturligvis ikke ret meget politisk gehør at indse, at i lige præcis denne sag vil der være et markant ønske fra de involverede politikere og embedsmænd om, ikke at rode op i spørgsmålet om tilbagebetaling. Pengene er jo gået til et politisk korrekt formål, som ingen hidtil har turdet angribe. Den argumentation overser blot hensynet til de andre – ikke favoriserede – projekter. Og den argumentation overser navnlig kravet om en tilsvarende behandling af de enlige mødre og alle mulige andre modtagere af offentlige ydelser.

Der er i øvrigt i denne sag tale om den enestående situation, at redaktøren af en landsdækkende avis på lederplads har beskrevet sagen som korruption – uden at regeringen har pippet den mindste lille smule til gensvar. Det er ikke hverdagskost i kongeriget.

Og afslutningsvis kan man overveje, at selv om politikere og embedsmænd helst dysser dette spørgsmål lidt ned, så er det ikke helt sikkert, at Rigsrevisionen vil være enig i den opfattelse af sagen. Så der venter måske et ‘nachspiel’.

Bragt som kronik i Kristeligt Dagblad d. 27. februar 2014.

PS Efter advokatundersøgelsen af sagen fulgte jeg op med at konstatere, at der var et “Ministerium ude over kanten”

Udgivet den

Pelle Dragsted og Saxo Bank-liberalismen

“Hvorfor skrider Saxo Bank-liberalisterne ikke bare ad helvede til” var overskriften på et ganske usædvanlig lavpandet debatindlæg af Pelle Dragsted i Politiken. Desværre må også jeg konstatere, at adgangen til Politikens spalter er begrænset til en lille klan af Magister Rosiflængii efterfølgere, så her er for en gangs skyld et indlæg, der aldrig blev trykt:

Pelle Dragsteds falske verdensbillede.

Det var noget af en svada Pelle Dragsted fik afsendt mod liberalisterne forleden. Og få ting er så irriterende, som at få skudt falske motiver i skoene. Men hvis det gøres for groft, så er en tilbagevisning tilsvarende let. Og sjældent har det været lettere end i dette tilfælde.

Dragsteds centrale pointe er jo det åbenlyse falsum, at liberalister – sådan i al almindelighed – ønsker et samfund, hvor fanden tager de sidste. Det er muligt, at han selv og nogle af de nærmeste proselytter tror, at det forholder sig sådan, men han skriver vel for at vinde nye disciple. Og som enhver retoriker vil kunne fortælle, så er de stærkt følelsesladede argumenter sjældent gode til det.

De fleste liberale – og lad mig minde om, at Danmarks største parti er liberalt – er faktisk helt almindelige mennesker, der bekymrer sig om deres næste. Det er faktisk ikke sådan, at enhver som er god mod sine børn og dyr, også er en Rudolf Höss in spe. Og mon ikke også Pelle Dragsted selv opfører sig pænt mod dyr og børn.

I en periode på ca. 30 år har jeg jævnligt fået påklistret mærkater såsom ultra-, neo- og benhård liberalist på mine synspunkter og min person. Ganske vist hører jeg ikke til forreste geled blandt de anarko-kapitalistiske sympatisører, men jeg er nok nogenlunde repræsentativ.

Gennem nogen tid har jeg undret mig over, hvorfor man i venstrefløjsskrifter så ofte finder voldsmetaforer. I finder det tunge skyts frem, graver jer ned i skyttegrave, kæmper og slås for – tja, et ekstra ugentligt bad til de gamle. De liberale, som jeg omgås med, foretrækker at foreslå, argumentere og overbevise. Kan venstrefløjen selv høre forskellen? Og jo mere ultra-, neo- og benhårdt liberale desto stærkere er den tendens. For de liberale ved, at hvis ikke de gør det, så har deres meninger ikke en chance.

Det er en central pointe bag overskrifter som ’åbne grænser, lukkede kasser’, at der ikke er nogen, der skal skride nogen som helst steder hen. Det er derimod blandt de totalitære man hører den slags udsagn, og nogle af de totalitære betegnes desværre som højrefløj, og det er lidt forvirrende. Men ganske mange af de højrefolk, som siger ’skrub af’, har en fortid i SF og det hedengangne VS. Mon der er en sammenhæng?

Men til allersidst er der en enkelt lille ting ved din artikel, der undrer mig dybt. Spørgsmålet om hvorfor de liberale bliver her, er faktisk et, der ofte optager os. For mange liberale forlader landet, men flere bliver. Det havde været interessant at se et oprigtigt rødt bud på årsagerne. Nu blev det bare lidt sødsuppe om julen, de små børn og et enøjet historiesyn, hvor den socialdemokratiske arbejderbevægelse indtager rollen som alfader, uanset den benægter slægtskabet med typer som Pelle Dragsted.

Det kan godt være, at Dragsted har fået honorar for at skrive sin artikel, men hænger den sammen?”

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: