Indlæg

Udgivet den

VUs boligpolitik er bedre end moderpartiets, men hvor meget siger det egentlig.

Det er en sjældenhed, at nogen eller noget lancerer brede boligpolitiske udspil, men Venstres Ungdom gør det. Og det er omfattende, så måske kan det blive starten på en bølge af konstruktive tanker om boligmarkedet. I så fald er der noget at se frem til.

Når man vil spise kirsebær med de voksne (som en rædselsfuld formand for SF, Gert Petersen altid sagde), så må man også udsættes for samme niveau af kritik, som ville blive de voksne til del. At give VU tærsk som et voksenparti er tegn på, at man accepterer dem som jævnbyrdige modstandere. Og med den bemærkning vil jeg så smøge ærmerne op.

Når man konstruerer et politisk program, så er det altid sundt, at tænke i lidt samme model som et regnskab. Et regnskab består af en åbningsbalance, nogle driftsposter og en slutningsbalance. På samme måde består et politisk program også af 3 led:
1) En konstatering af, hvorledes samfundet for tiden er skruet sammen (altså en åbningsbalance).
2) En utopisk eller ideologisk forestilling om, hvordan samfundet burde være (d.v.s. en slutningsbalance).
3) Og som det væsentligste: nogle forslag til, hvordan man når fra den nuværende jammerdal til fremtidens paradis (der svarer til driftsposterne).

I regnskabet er slutningsbalancen en logisk konsekvens af driften. Sådan er det ikke i politik. I politik gælder det om at styre udviklingen fra det eksisterende, så man havner i det forjættede paradis. Forslagene vil derfor typisk bestå af 2 elementer: Nogle permanente spilleregler, som kan holde paradiset på dydens smalle sti, når først systemet er etableret, og nogle overgangsregler, som er nødvendige for at føre systemet ind på den gyldne middelvej.

Når man så offentliggør sine tanker, så behøver man naturligvis ikke tage alle mellemregningerne med. En redegørelse for “åbningsbalancen” virker eksempelvis ofte overflødig, men det er som regel klogt at have tænkt den igennem.

De systematiske fejl

Gennem en årrække har jeg haft den helt utrolige fornøjelse at undervise politikerspirer i boligpolitik på Cepos Akademi. Og det er virkelig en af de store oplevelser i mit liv. Og som regel er det første gang nogensinde, at nogen har talt med dem om boligpolitik. De færreste partier har boligpolitisk programmer, og hvis de har, så er det temmelig letbenet.

Umiddelbart skulle man jo tro, at de fleste af os havde en temmelig god forståelse af, hvordan det eksisterende samfund er sammensat. Men som regel er vores opfattelse meget mere intuitiv, end egentlig faktabaseret. Dermed bliver det også lidt løst, hvad problemerne på boligmarkedet egentlig er, i hvert fald hvis man vil lidt dybere end: “Boligerne er for dyre og der er for få af dem.”

Den forståelse savner jeg hos VU. De har ikke helt gjort sig klart, hvilke problemer de vil løse, og så kommer forslagene til at stritte lidt i alle retninger.

Fra lejer til ejer

I betragtning af at udviklingen over en lang årrække har gået fra leje- til ejerbolig, så er der intet nyt i denne grundholdning. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke det danske samfund efterhånden var nået til en situation, hvor der reelt var for få lejeboliger.

Det vil nok chokere en del, men økonomisk teori tilsiger, at i et velfungerende marked, så vil prisen på hhv. leje- og ejerboliger af samme standard være fuldstændig ens. For er den ikke det, så er der en arbitragemulighed, altså en mulighed for at tjene penge på at omdanne fra den ene type til den anden. Og det lugter markedet straks. Lovmæssige begrænsninger i omdannelsesmulighederne – og dem har vi rigtig mange af – kan forhindre bevægelsen, og derfor bør man som liberal kæmpe med næb og klør mod den slags. (Et eksempel på arbitrage er forøvrigt forældrekøb, hvor utilsigtede konsekvenser af huslejeregulering gør det fordelagtigt at omdanne ejerlejligheder til leje – forudsat man har styr på lejeren.)

Lejeboliger vil typisk blive foretrukket af mennesker med en vekslende livsstil. Dem som skal nå at flytte efter uddannelse og job, teste parforhold af etc.; altså af de unge. Det kan undre lidt, at VU er så forhippede på at placere unge mennesker bag ejerboligernes ligusterhække.

Forslaget om en mindste andel af ejerboliger i nybyggeri er et vidunderligt slag i luften. Det er ment som et modstykke til venstrefløjens krav om en minimumsandel af støttet byggeri. Realiteten er, at enhver udstykker, som har sin profit kær, altid vil minimere andelen af støttede boliger, og som nævnt er det principielt ligegyldigt om de øvrige boliger bygges som leje eller eje.

Personligt undrer jeg mig over, at andelsforeningerne spiller så lille en rolle i programmet. De er den afgørende faktor for mere mobilitet på boligmarkedet i byerne. VU vil ligestille dem med ejerboliger i skattemæssig henseende, og VU vil skaffe dem realkreditlån. Man må håbe, at VU i den forbindelse står fast på at anvende det finske vindue til realkredit, for ellers vil de blive fejet af banen med den gamle undskyldning om, at andele ikke er fast ejendom. (Det er ivrigt en argumentation, som er bygget op om udsagn af modellen: Jeg definerer fast ejendom som noget, der ikke omfatter andelslejligheder, og derfor er andelslejligheder ikke fast ejendom. En ren tautologi.)

Liberalisering af priserne på andele svinger man sig ikke op til! Æv!

Angrebet på den finansielle boligregulering, altså det forhold at myndighederne har tiltaget sig retten til at diktere, hvilke kriterier bankerne skal bruge ved kreditvurdering af potentielle købere, er fremragende set. Finansiel boligregulering har fanden skabt. Hvorfor må folk, som bor i en dyr lejebolig, ikke låne til at købe en ejerbolig med lavere månedlig ydelse! Jeg kunne dog godt tænke mig at man hævede kritikken fra et angreb på enkelte regler til et mere principielt plan. Men jeg er jo også hard-liner på dette punkt.

“Mere fair omfordeling”

Det er ikke mig, som har fundet på vendingen. Det er faktisk en af overskrifterne i programmet. Og det lyder ikke ret liberalt.

Et af forslagene under denne overskrift er indførelse af ejendomsavancebeskatning – beskatning af realiserede gevinster på salg af fast ejendom. Jeg har tidligere skrevet udførligt om, at det er verdens værste skat. Og med et lidt andet ordvalg har vismændene tilsluttet sig synspunktet. Ejendomsavanceskat er gift for mobiliteten på ejerboligmarkedet. Når vi i forvejen har voldsomme mobilitetsproblemer i andelssektoren og det støttede byggeri, så har vi ikke brug for også at ødelægge den på det p.t. velfungerende ejerboligmarked.

Som kompensation for indførelsen af avanceskatten, vil VU afskaffe ejendomsværdiskatten, altså den statslige boligskat, der er modstykket til rentefradraget. Den kommunale ejendomsskat udtaler man sig ikke om. Det er en oplagt lakune.

At venstrefolk vil afskaffe boligjob-ordningen er en glædelig udvikling. Den var latterlig, da venstre insisterede på at indføre den, og den vil ikke blive savnet.

Den store gældsspiral

Det går igen flere gange i programmet, at priserne på boligmarkedet er så høje, at de unge ikke kan få foden indenfor. Og der er ingen tvivl om, at når man bare ser på priserne, så ser det vanvittigt ud med stigninger på flere hundrede % på få årtier. Men hvis man ser på, hvordan lønningerne har udviklet sig, og hvordan renten er faldet i samme periode, så viser det sig, at boligbyrden, altså den del af indkomsten som man skal bruge for at købe en bolig, ikke er steget nævneværdigt. Sorry! VU jagter et spøgelse, der ikke findes. Og med fare for at lyde lidt barsk: Der er nok reelle problemer at løse på boligmarkedet, så man behøver ikke at opfinde nogle yderligere hypotetiske.

Man kan også sige det på den måde, at priserne umuligt kan stige til højere niveau end køberne kan betale. Og det er meget få købere, som anskaffer sig mere end én helårsbolig til eget brug, bl.a. fordi det reelt er forbudt. De konstaterede priser på markedet er udtryk for, at nogle har villet betale de priser. De kan ikke allesammen være oldinge. Og unge mennesker bor altså ikke på gaden i større tal. Så det er en kimære, at unge ikke “kan få foden indenfor”.

Når man begrunder sine forslag med forkerte – måske blot misforståede – fakta, så bliver forslagene ikke i sig selv forkerte. Men der er ikke ret meget liberalt i at ville forbyde afdragsfrie lån. Afdragsfrie lån er ikke ligefrem noget, jeg elsker, men hvis man benytter afdragsfriheden til at øge afdragene på efterstående og dermed højere forrentet gæld, så kan det være en udmærket forretning. At forbyde huskøbere at spare penge virker ikke sympatisk.

Hvis man vil afskaffe ejendomsværdiskatten, så giver det naturligvis også mening at afskaffe dens siamesiske tvilling, rentefradraget. Men så er det en lidt mærkelig størrelse, at man vil tillade rentefradrag op til 75.000 årlig. (Hvorfor i øvrigt nøjagtig dette beløb?) For et par indebærer det et samlet rentefradrag på 150.000 og det må være mere end rigeligt til at dække renterne ved køb af et hus i en af venstres valgkredse i provinsen. Men det forslår ikke i de konservative forstæder til byerne. Hvorfor denne forskelsbehandling?

Det er givetvis rigtig, at forslaget vil sænke boligpriserne. Men grunden til det er, at borgerne skal betale mere i skat, og derfor har de ikke råd til at betale så meget for deres boliger. Der kommer med andre ord ikke flere penge i borgernes lommer, hvor de som bekendt ligger bedst. Forslaget favoriserer ensidigt statskassen, og det er jo en liberal hjertesag i disse år.

Noget tilsvarende gælder nogle af de andre forslag, som givetvis vil sænke boligpriserne, men som ikke sænker boligbyrden. Og dermed at forslagenes effekt ligegyldig.

Til gengæld glædes mit hjerte over, at man uden videre vil afskaffe boligstøtten, der jo heldigvis også primært tilfalder ældre mennesker, som stemmer socialdemokratisk eller DF. Men det er ikke uden problemer. Disse mennesker har trods alt lagt deres liv til rette efter indkomsten. Og støtten indgår i beregningerne af, hvor store overførselsindkomsterne for pensionister m.fl. skal være. Det havde måske været på sin plads med nogle lidt dybere overvejelser om overgangsregler.

Blandede byer til ethvert behov

Det er sjovt at se, hvorledes VU et langt stykke hen ad vejen accepterer kollektivisternes præmisser. Er det virkelig en politisk opgave at sørge for, at vi møder mennesker med et andet livssyn i opgangen eller på villavejen. Hvis man skal være lidt kynisk gammel mand, så kan jeg konstatere, at når jeg møder dem, så hilser vi som regel ikke på hinanden. Det afgørende er, at lovgivningen ikke hindrer os i at mødes.

Når man bygger socialdemokratiske ghettoer for offentlige midler, så bliver de jo befolket med nøje udvalgte socialt trængende personer, og så kommer grupperne jo ikke til at møde hinanden. Men det sker ikke på et frit marked. På et frit marked behøver man ikke bekymre sig om den slags.

VU har fuldstændig ret i, at kommunerne ikke bør blande sig i, hvor store boliger nybyggeriet indeholder. De kunne også følge op med, at kommunerne ikke bør blande sig i om eksisterende boliger opdeles eller sammenlægges.

Om man må bygge højere og tættere er imidlertid ikke bare et spørgsmål, som vedrører beboerne i husene; det påvirker også naboerne. Om vi skal have flere højhuse, ved jeg ikke. De er ikke rare at bo i eller færdes i nærheden af. De mange fine altaner, som højhuse udstyres med, er i praksis også ubrugelige på grund af turbulens med mindre beboeren vil udenfor at ryge. Men det er en åbenlys mangel, at VU ikke forholder sig til, hvordan det naboretlige forhold skal reguleres.

Det er imidlertid lodret forkert, når VU antager, at “den letteste måde at lægge en dæmper på de stigende boligpriser og imødegå den evigt stigende efterspørgsel er ved såre simpelt at bygge flere boliger”. Nybyggeri tager mange år at gennemføre, og man kan måske bygge 1 til 1½ % af den eksisterende boligmasse hvert år. Men det er jo peanuts i forhold til udsvingene i efterspørgslen. Og hvis vi ser på antallet af eksisterende etagemetre, så er problemet ikke mangel på kvadratmeter, men fordelingen af dem. Selvfølgelig vil øget levestandard også medføre et ønske om større, bedre og nyere boliger, men det er marginalt.

Mit hjerte jubler af glæde, når VU vil afskaffe huslejereguleringen. Men min indre realist fortæller mig, at når det ikke har været muligt i de forgangne 80 år, så kræver det måske lidt mere end en hensigtserklæring fra VU.

Der er meget positivt at sige om “skæve boliger”, men fundamentalt set er det et knæfald for socialdemokratisk ghetto-tænkning. I det frie marked passer folk sig ind. Og nogle udlejere vil gerne have nogle skæve eksistenser. Det er næppe på de allerfornemste adresser eller de mest polerede ejendomme. Men hvis der er kunder, så leverer markedet. Skæve boliger har man brug for, når markedet ikke fungerer.

Afsnittet om liberalisering af planlove og bygningsreglementer lyder pænt, men man gør sig nok ikke nogen forestilling om, hvilke kræfter man er oppe imod. Og man burde måske stå ved, at næsten alt skidtet er indført med støtte fra Venstre.

Og selv om afsnittet om salg af ghettoerne til deres beboere er, som taget ud af mine hedeste drømme, så skøjter det temmelig langt udenom problemerne. VU bør huske, at en tidligere formand, Anders Fogh Rasmussen, løb sig temmelig mange staver i livet på det projekt. En af grundene til det var, at han havde sat en gammel VS’er til at administrere området, og den fejl behøver man jo ikke gentage. Hun bestilte eksempelvis kammeradvokaten til at fortælle, hvorfor salgene var umulige at foretage. Og den argumentation er man jo nødt til at tilbagevise, hvis man vil genfremsætte forslaget. Men det er da dejligt, at den slags små jordnære indsigelser ikke standser VU.

Der er meget skat i forslaget

Et af de blivende indtryk fra læsningen er, at det er en ret stor andel af forslagene, som handler om skatteomlægning. Det kan der være flere grunde til. Den oplagte er, at skat er så indgribende i danskernes liv, at intet kan ændres, uden at ændre skatten. Det er jo lidt skræmmende. En anden mulighed kunne være, at skatteinstrumenter er dejligt håndgribelige, når man skal fremlægge politik. Det giver myndighederne mulighed for at handle, så man ikke behøver vente på, at de langsommelige borgere indretter sig efter ens gode pointer.

Forældrekøbsmisundelse og vulgært profithad

Det var egentlig ikke hos VU, jeg forventede at se jalousien over forældrekøb ligge som en undertone. Men det kan ikke nægtes, at den er der. KU’ernes rige forældre og SFU’ernes offervillige ditto, bryder VU’erne fra en mere påholdende baggrund sig ikke så meget om. “Rigmandsbørn, der presser prisen op,” lyder mantraet. Men spørgsmålet er bare, om de foreslåede tiltag forandrer den relative styrke mellem køberne. Tiltag som udelukkende lægger flere byrder på forældrekøberne, såsom afskaffelse af skattefordelene og offentlige boligydelser (der jo kun gives til lejere), skubber til balancen. Men tiltag, der belaster såvel forældrekøbere som andre købere, de ændrer den ikke.

I samme åndedræt hopper man med på nogle ikke særlig velbegrundede floskler om serieinvestorer og boligspekulanter med kortsigtede profitmotiver. Det er den slags man forventer at læse i et program fra Enhedslisten, navnlig på grund af fraværet af begrundelse. Nu er det VU under Ellemann.

Samlet set efterlader programmet ikke noget synderligt indtryk af konsekvent, endsige yderligtgående liberalisme. Men man bør ikke ignorere, at som program går det langt dybere end moderpartiet og langt dybere end de fleste andre partier. Allerede af den grund er VUs tanker velkomne, også selv om der er plads til forbedring.

Udgivet den

Vi bør gentænke ejendomsskatten

De nye vurderinger er endnu en gang blevet forsinket. Det må efterhånden stå som uendelig tvivlsomt, om systemet nogensinde kommer til at fungere som planlagt. Måske er tiden inde til at gentænke ejendomsskatten.

Da rigsrevisionen for snart mange år siden havde påvist, hvor store fejl der var i de offentlige vurderinger, så spurgte man nogle matematikere, om det var teoretisk muligt at beregne grundværdierne i byerne. De svarede faktisk nej. Og alligevel gik man i gang med at udarbejde et nyt vurderingssystem. Det har siden vist sig, at opgaven er vanskelig, og det er det umulige jo ofte.

Imidlertid udgør ejendomsskat en ikke ubetydelig del af kommunernes indtægter, så det vil være naivt at foreslå den afskaffet, for så mangler pengene i kassen. Så hvis man vil gentænke skatten, så står man overfor en bunden opgave: Afløseren skal indbringe lige så mange penge, og den skal gøre det uden forsinkelser.

Det sidste er vigtigt, for de fleste forslag til et alternativ indebærer ekstremt lange overgangsperioder, hvor indtægterne fra skatten skal opbygges. Det gælder navnlig forslag om ejendomsavanceskat, som f.eks. de konservative sværger til. Men med ejendomsavanceskat er overgangsperioden op imod 60 år, og de første mange, mange år er indtægterne forsvindende. Allerede af den grund er avanceskatten diskvalificeret. Men det er der i øvrigt også andre grunde til.

Når man skal drøfte ejendomsskat på det principielle plan, så er der også grund til at erindre sig, at når økonomer elsker boligskatter, så skyldes det, at boligskatter er meget svære at vride sig udenom. Hvis man vil have en bolig, og det er man med vort klima nødt til at have, så kommer man til at betale skat. Mulighederne for at snyde er uendeligt små.

Problemerne

Grunden til, at vi det sidste årti har diskuteret ejendomsskat, har først og fremmest været spørgsmålet om vurderingerne af parcelhuse. Det er det, som 99,9 % af den offentlige debat har handlet om. Dermed har debatten næsten fuldstændig overset de øvrige problemer ved ejendomsskatten. Og de er desværre ret betydelige. Det drejer sig først og fremmest om, at skatten svinger vildt mellem forskellige dele af landet, og at den – om muligt – svinger endnu vildere mellem boligtyperne.

En gennemgang af problemerne kunne fylde sin egen kronik, men hovedtrækkene er, at ejendomsskatter for den helt overvældende dels vedkommende betales af villaejere i bykommuner, medens folk, der bor i andelslejlighed eller lejelejlighed, stort set er fritaget for skatten. Ejerlejligheder indtager en mellemposition. Det er lidt groft sagt, men ikke helt skævt.

Og når skatten er så høj i byerne, så skyldes det i ret høj grad, at ordningen med udligning af fattige og rige kommuners indtægter er skruet sammen på en måde, der tvinger de rige kommuner til at opkræve meget høje ejendomsskatter. Det spørgsmål er imidlertid så politisk inficeret, at saglige argumenter ikke har nogen betydning.

Kravene

Det fundamentale krav til en skat er, at den skal ramme på en måde, som er forståelig og føles nogenlunde forholdsmæssig af skatteyderne. Oversat til kommunal ejendomsskat betyder det, at boliger, som er nogenlunde lige attraktive skal rammes ens, uanset hvilken type bolig der er tale om. Om en bolig er lejet, ligger i en andelsforening eller er en ejerbolig, bør være fuldstændig uden betydning. Det er i virkeligheden det vigtigste krav.

Hvor attraktiv boligen er afhænger primært af 3 parametre: beliggenhed, størrelse og vedligeholdelsesstand. Nogle vil nok hævde, at parcelhus contra etageejendom også har væsentlig betydning.

Med hensyn til etage-antal, så vil mit postulat være, at betydningen er overvurderet. Det er et postulat, for jeg er ikke dygtig nok til at finde tal, så jeg har kunnet bevise påstanden. De fleste vil nok umiddelbart mene, at det er mere attraktivt at bo nede på jorden end i en silo. Mange elsker at slå græs. Men lige nu er ejerlejlighederne i København altså dyrere pr. kvadratmeter end villaerne. Leje- og andelsboligmarkedet er underlagt en maksimalpris, så der kan pris ikke bruges som målemetode.

Skal vedligeholdelsesstanden af en bolig indgå i beskatningen? Skal det kunne betale sig at have umalede vinduer. Skal man betale ekstra skat, hvis man isolerer bedre? Det er et af de rigtig svære spørgsmål. Mit bud er et rungende nej. Andre vil have andre synspunkter. Jeg har blot ikke plads til at imødegå dem her.

At størrelse har betydning skal man ikke have set mange boligprogrammer i fjernsynet for at forstå. Mæglerne tænker i pris pr. kvadratmeter hus. Det er i hvert fald det klare udgangspunkt. Så lad dog skatten gøre det samme. Hvis man skal være lidt mere præcis, bør man faktisk beskatte efter, hvor meget der i alt kan bygges, og ikke bare, hvad der allerede er bygget. Jord har værdi efter, hvad den kan bruges til af køber, ikke efter om sælger har udnyttet den.

Meningen med det nye forsinkede vurderingssystem er, at man vil ramme beliggenhedsparameteret ekstremt præcist, og det er lige præcis det, som man reelt ikke kan. Historisk er det også lykkedes rigtig dårligt. Hvis man kigger på de nugældende – meget gamle – vurderinger, så vil man kunne opdage, at ambassadørpalæer i Ryvangen har lavere grundværdi (pr. kvadratmeter) end murermestervillaer i Valby, og etageejendomme på Gammel Kongevej er endnu lavere. Så næsten alt vil være bedre end det gamle system, også selv om det ikke bliver millimeterretfærdigt. Hellere et system, der er gennemskueligt og ærligt om sine mangler, end et, som er tåget og snyder lidt i kanterne. Den firkantede løsning er at konstatere, at indenfor den enkelte kommune gider man ikke forsøge at differentiere. Langt den største del af beliggenhedsværdien vil blive fanget, hvis man følger kommunegrænserne. Det er faktisk væsentligt mindre skævt, end det eksisterende system. Og at gøre systemet mere finmasket har altså vist sig at være ekstremt dyrt og besværligt.

Løsningen

Hvis man lægger de ovenfor beskrevne parametre til grund, så kommer løsningen til at blive oplagt: Ejendomsskatten bør afløses af en kommunal ”kvadratmeterafgift”, som hvert år fastlægges til et beløb pr. kvadratmeter for alle boliger i en kommune. Det er rørende enkelt at forholde sig til politisk. Og det er det også for den enkelte borger: Alle kan udregne, hvad de selv vil blive udsat for. Og hvad naboen skal betale.

Ideelt set bør den ikke indgå i den kommunale udligning, men man kan naturligvis lave en regel om, at kommuner, som opkræver en ekstremt lav afgift skal indgå i udligningsberegningerne med et lidt højere beløb. Det bliver dog hurtigt meget teknisk og uforståeligt.

Overgangsordninger

Hvis man omlægger ejendomsskatten til en kvadratmeterafgift, så vil det give nogle ordentlige skvulp i andedammen. Det er rigtige penge, som lejerne og andelshaverne pludselig skal vænne sig til, at de skal af med. De er sluppet meget billigt i mange år. Til gengæld har villaejerne i storbyerne udsigt til reelle lettelser. Og derfor må man selvsagt lave nogle indfasninger. Men det er der også råd til, for villaejerne, som gennem mange år har været vant til årlige stigninger, vil være taknemlige, bare de fremover får lov til at stå i stampe.

Så der er en mulighed for at lave et system, som er enkelt og væsentligt bedre end det eksisterende. Og det er også billigt!

Udgivet den

En plads ved lømmelbordet

Henrik Dahl: Ved voksenbordet – om den kvælende midte i dansk politik, Forlaget Grønningen 1, 2022

Bøger får klistret mærkaten ”14-dags lån” på sig, når lånerne er så vilde med den, at biblioteket ikke har nok eksemplarer til at tilfredsstille efterspørgslen. De ondsindede ville i dette tilfælde kunne få den mistanke, at den utilfredsstillede efterspørgsel primært skyldes bibliotekarernes uvilje mod at købe bogen. Men på 14-dages lån er de 6 eksemplarer i hvert fald stadig et lille år efter udgivelsen.

Henrik Dahl har nok engang været en vred ung mand, og som ganske mange af den slags har han udviklet sig til en sur gammel mand. Han har vist også skiftet side i politik – eller var han bare en ualmindeligt loyal ægtefælle til sin tidligere socialdemokratiske sambo? Men det ændrer ikke ved, at når manden ruller sig ud, så er han hylemorsom. Navnlig hans billedsprog er malerisk. Ved julefrokostbordet kan man næppe finde en bedre bordherre. Men han er også typen, som har det lidt svært med, at andre bidrager til morskaben. I så fald kan han godt blive ubehagelig.

Gennem nogle år har jeg lidt spidst hævdet, at Henrik Dahl kun har læst og forstået en bog, nemlig Jørgen S. Dichs Den herskende klasse fra 1973. Sjovt nok en bog, der omhandler en Damaskus-oplevelse, hvor den livslange socialist og embedsmand Dich sent i livet rettede en lammende kritik mod velfærdsstatens udvikling. Også ved denne lejlighed tager Dahl sit udgangspunkt i Dichs tankesæt.

Men derudover demonstrerer Dahl, at han også har læst Fonsmark, endda både Historien om den danske utopi og dens efterfølger Kampen mod kundskaber. Så der er kommet flere facetter på Dahls verdensbillede.

Kloge folk er ofte kedelige. Og det er de på grund af alle forbeholdene. Hvis det skal være helt rigtigt, så kan pointen ikke være skarp. Dahl formår at præsentere sin pointer skarpt og i et veloplagt sprog, og man kan kun håbe, at det hverver vantro til de helliges skare. Det kan være lidt svært at vide, når man selv gennem mange år har forsøgt at hverve proselytter for tilsvarende synspunkter – i mit tilfælde uden synlig succes.

Bogen har 2 hoveddele, en beskrivelse af den politiske kultur med indgåelse af brede forlig og en kritik af niveausænkning i uddannelsessystemet.

Det politiske forlig er en institution, der har udviklet sig end del i min levetid. Fra at være en løsere gentleman-agreement har det fået langt mere retlig karakter, med opsigelsesbestemmelser etc. Det er vist ikke noget, som der findes synderlig megen litteratur om, og allerede af den grund er Dahls observationer om forligenes reale virkninger på den politiske udvikling spændende.

For så vidt angår det det faldende niveau i uddannelserne, så har jeg gennem mange år viderekolporteret en sjov observation fra en gammel kollegiekontubernal, nemlig at man bør genlæse Scherfigs forsømte Forår med det ene formål at konstatere, hvor afsindigt avanceret pensum på det gymnasium var. Dahl binder niveausænkningen sammen med tidens woke tendenser, og fascinerende er det, omend man efterhånden kommer til at savne nogle løsninger.

Det er lige så præcis det svage afslutningskapitel, hvor han forsøger at skitsere løsninger, der efterlader en med indtrykket af sur gammel mand. At ville bruge budgetbeskæringer som pisk mod uddannelsesinstitutioner, der ikke vil danse efter Dahls pibe, er der ikke meget perspektiv i. Dahls primære vælgergruppe er unge mænd under uddannelse. Jeg kan være enig i, at meget af det, de lærer, er vrøvl, men man må aldrig tage livsløgnen fra folk.

PS Mig tog det en aften og en formiddag at læse bogen, så det gør ikke noget, at den er mærket ”14-dages lån”.

Udgivet den

Nis Nissen: Den kroniske bolignød og fremtidens boligpolitik, om boligproblemer 1848-1984

Forlaget Fremad, København 1971, 272 sider

Forleden læste jeg i en temmelig dybsindig doktorafhandling om videnskabsteori, der blandt andet drøftede en mulig indsigelse mod Poppers falsifikations-teori. Poppers synspunkter bygger åbenbart på en forudsætning om vor erfaring af den eksisterende verden, og det er jo udmærket, hvis der kun er én mulig erfaring. Men hvad nu hvis nogle andre væsener med deres sanseorganer danner sig en anden erfaring, som kan være lige så lidt falsificerbar som vores. Så længe det erfarede ikke er selvmodsigende, så vil det jo ikke blive falsificeret!

Det føltes vanskeligt tilgængeligt, lige indtil jeg åbnede denne bog, som må stamme fra en god socialdemokrat, og konstaterede, at forfatteren lever i et sådant parallel-univers – i hvert fald for så vidt angår økonomi.

Han starter med at påstå, at han vil indkredse begrebet bolignød. Men det vil han slet ikke. Han vil udvide det til at være et universelt begreb, som omfatter alle de fænomener, som efter hans idiosynkratiske opfattelse er angribelige. For mig er bolignød knyttet til boligmangel, men venstrefløjen har ofte ønsket at udvide begrebet med de mangelfulde boliger. Nis Nissen får det omskabt til ”alle de boliger, der ikke findes, og alle de boliger, som ikke burde findes”. Og i den sidste kategori er han venlig nok til at inkludere en pæn del af 60’ernes betonslum.

På tilsvarende vis bliver boligspekulation til enhver aktivitet, der sigter på at tjene penge – opnå profit – ved salg og køb eller belåning af boligejendomme. Så bliver det jo temmelig nemt at være spekulant.

Og lige så velovervejet er hans angreb på ejendomsretten, der bakkes op af nogle sider om samme emne af Ole Krarup.

På et eller andet tidspunkt bliver man lidt træt af, at alle andre end forfatteren er dumme og modbydelige. Der er ingen, som synes, at boligforholdene i midten af 1800-tallet var gode, og der er god grund til at konstatere, at de ikke blev voldsomt meget bedre i resten af århundredet. Spørgsmålet er bare, hvad man kunne og skulle have gjort. I den forbindelse kan jeg eksempelvis godt undre mig over, at man på den ene side kan falde i svime over forsøgene på at bygge sunde og billige arbejderboliger og samtidig forarges over de usle små boliger, som spekulanterne byggede, når det rent faktisk er sådan, at de ”sunde og billige” boliger er nøjagtig lige så små, og har nøjagtig lige så ulækre toiletforhold. Bebyggelsesprocenten for byggeforeningshuse er faktisk tårnhøj! Der var en grund til, at Frederiksberg kommune i sin tid rev en stribe af dem ned.

Idyllerismen er aldeles uden grænser. Tænk at nogen kan få sig selv til at beskrive udviklingen fra 1850 til 1970 som en udvikling fra en ”nogenlunde hæderlig enevælde til et udpræget fidussamfund”. Og samtidig kan han finde på at hævde, at samfundet bør være mere demokratisk. For ydermere at hævde, at udfaldet af jordlovsafstemningerne i 1964 var en skandale. Så har man vist både haft mel i munden, blæst på fuld kraft og brokket sig over at blive indhyllet i en støvsky.

Forfatteren befinder sig i et eventyrland, og han ved det godt, for han sørger med omhu for at afholde sig fra at komme ind på realistiske løsningsforslag. På den måde bliver hans mange udfald bare slag i den varme luft, som han selv er så stor producent af. Sagt med lidt mere alvorlig stemme, så giver den opgejlede sprogtone med de mange pudsige sammenligninger og vidtløftige beskrivelser somme tider en formodning om, at manden lider af en ubehandlet mani.

En strøtanke, der meldte sig under læsningen var, at måske skyldes manglen på gennemarbejdede løsningsforslag fra såvel denne forfatter som socialdemokratiet i virkeligheden, at socialdemokratiet havde vælgermæssige fordele af, at bolignøden netop forblev et problem. Bolignøden samlede partiet, og så ville det jo være en katastrofe, hvis den hørte op! At skabe lidt almindelig forargelse kan i hvert fald næppe have skadet.

Der er gennemgået megen litteratur for at skrive bogen og derfor også gode litteraturhenvisninger, hvilket ellers ofte savnes i den lidt ældre litteratur om boligforhold. Da han er en hæderlig mand, så indrømmer forfatteren endda, at de fleste spændende citater blot er lånt fra ældre bøger om emnet; det er ikke nogen han selv har fundet frem til. Så afsnittene om byggelovenes historie og om forsøgene på at skabe sunde arbejderboliger via godgørende foreninger er sådan set klart det bedste. Men det er heller ikke så svært at hæve sig over de øvrige afsnit.

Det er måske også på grund af de historiske afsnit, at værket omtales af Henning Bro i ”Boligen mellem natvægterstat og velfærdsstat”, side 70 med ordene, at ”af de mange solide socialdemokratiske fremstillinger, …, kan der henvises til Nis Nissens populærvidenskabelige … .” Det er under alle omstændigheder et udsagn, der meget godt reflekterer min opfattelse af dybden i Bros forskning.

De spekulative afsnit om eksisterende boliglovgivnings idioti, behovet for yderligere byggeri og karakteren deraf er rent ud sagt ulidelige. Men det skal vel nævnes, at de er der.

Konklusion: Det er lykkedes at skrive en bog, som læseren bliver dummere af at læse.

Udgivet den

Friedman, Milton og Stigler, George J.: Roofs or ceilings – the current housing problem, Foundation of Economic Education, 1946

Et af de klassiske værker om boligregulering, som kan findes på https://fee.org/resources/roofs-or-ceilings-the-current-housing-problem/.

Hvad der navnlig gør pamfletten interessant er, at de to senere Nobel-prismodtagere antager, at bolignød i sidste ende må løses ved nybyggeri, og at frigivelse af lejeniveauet har en inflationær virkning – omend så beskeden, at den ikke bør udgøre en forhindring for frigivelse. En betydelig forskel på amerikanske og danske forhold dengang var, at man i USA tilsyneladende kunne konvertere udlejningsbyggeri til ejerbolig, så ejerlejligheden må have været opfundet. Den omdannelsesmulighed forelå ikke her i landet.

En særlig finte er, at de tydeligt afviser en række indgreb, som rent faktisk blev gennemført i Danmark. Det drejer sig om differentierede huslejer i eksisterende og nyt byggeri, obligatorisk boliganvisning via offentlige myndigheder og støtte til nybyggeri.

De kommer – ligesom de danske økonomer, der har beskæftiget sig med emnet – ikke ind på spørgsmålet om udlejernes kapitaltab. Til gengæld gør de opmærksom på problemet med, at store vælgergrupper nyder godt af lejeloftet, medens ulemperne er koncentreret på langt færre. Stilen er den lettilgængelige imødekommende tone, som er så typisk for Friedmans senere værker.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: